Lucas trådte ud af elevatoren, passerede et par uniformerede betjente på gangen, standsede foran døren til O'Dells lejlighed og så ned på liget. Hun lå fladt på ryggen med fødderne drejet indad og næsen lige op i vejret. Hendes ansigt var blevet ødelagt af de to pistolskud; en lille blodplet var synlig på løberen under hendes baghoved. Han kunne lugte blodet.
"Hvad fanden er det her?" spurgte Lucas, og der var både vrede og afsky i hans stemme. "Hvad fanden er det?"
En ældre, civilklædt politimand ved navn Swanson sad i en stol med tremmeryg og bladede i en kalender. "Det sædvanlige lort," sagde han. Swanson havde formentlig set omkring seks hundrede mord i løbet af sin karriere. "Pas på, hvor du træder. Teknikerne er endnu ikke kommet."
Hans makker, der hed Riley, sagde: "Vi har bedt hende McDonald-damen om at komme. Hun var her kort før skyderiet."
"Audrey McDonald? Hvor ved vi det fra?" spurgte Lucas. Han gik rundt om O'Dell og kiggede ned på liget, som om der kunne være skrevet et spor på det.
"O'Dell talte i telefon med en veninde fra banken, da hun blev dræbt. Veninden - åh, lad mig lige se her, Louise Compton - ringede til alarmcentralen. Men hvorom alting er, så fortalte O'Dell, lige før hun blev dræbt, denne Louise Compton, at Audrey McDonald netop var gået. Vi forstår, at du har talt med hende - altså Audrey McDonald."
"Jeg har aldrig set hende," sagde Lucas. "Jeg talte med hendes mand." Han satte sig på hug ved siden af O'Dell og kiggede nøje på krudtslammet i det, der var tilbage af hendes ansigt. Lille til mellemstor kaliber pistol, affyret på få centimeters afstand, tænkte han. "Har vi et projektil?"
Swanson pegede med en pistol på en af væggene i entreen. "Lige der ... vi skal nok få det. Og det ser ud, som om det andet skud blev affyret, da hun allerede lå ned, så det projektil er måske lige under hendes hoved. Trægulve."
"Hvad med veninden? Compton?"
"Hun er på vej - hun bør faktisk kunne være her om et øjeblik."
"Så lad os få noget over hende," sagde Lucas. "Dække hende til."
"Jeg henter det," sagde Riley.
"Hvilke tidspunkter har vi?" spurgte Lucas.
"Compton ringede til alarmcentralen fire minutter over elleve," svarede Swanson. "Hun siger, at hun var i telefonen og hørte skuddene, og at hun ringede til alarmcentralen, da O'Dell ikke kom tilbage til telefonen, efter at hun havde kaldt på hende i nogle sekunder. Derfor regner vi med, at skuddene faldt et par minutter over elleve."
"Sloan og Sherrill har allerede talt med alle de involverede," sagde Lucas. "Vi må nok hellere få dem til at komme herhen."
"All right. Jeg ringer til dem."
"I guder, sikken redelighed," sagde Lucas og vendte sig bort fra liget. "Hun åbner døren og bang! Det er det hele."
"Det er stort set sådan, vi forestiller os det ... Vi ringede til dig, fordi du følger med i den der banksag. Vi tænkte, at hvis det er en skør person, der myrder alle topfolkene ..."
"Det giver ikke mening," sagde Lucas. "Det er den forkerte, der er blevet skudt."
"Hvad mener du?"
"Vi antog, at Kresge blev skudt, fordi han ville gennemføre en fusion med en større bank. Men O'Dell ville have hans job ved at standse fusionen."
Swanson sagde: "Fusionen har måske ikke noget at gøre med det. Drabene havde måske et eller andet at gøre med banken, men ikke med fusionen."
"Jeg ved det ikke," sagde Lucas.
"Hvad er der sket i brandbombe-sagen?" spurgte Swanson.
"Intet. Ikke en skid," svarede Lucas. Hans tanker vendte tilbage til brandbomben. Og Knox, Caterpillar-manden, havde formentlig ret, tænkte han. En knægt, som kunne lide at kigge på ildebrande. Men ikke en fra det kriminelle miljø.
Riley lagde et gummilagen over O'Dells lig, rejste sig og vendte sig. Der var folk ude i gangen ved trappen og elevatoren. I næste øjeblik trådte Wilson McDonald ind ad døren, standsede brat op ved synet af skikkelsen på gulvet og udbrød: "Åh gud, er det hende?" Audrey McDonald fulgte modvilligt efter, knap en meter bag ham, og kiggede rundt om ham på det tildækkede lig. Hun mindede Lucas om en lille, brun høne.
Swanson var netop ved at slukke for sin mobiltelefon: Sloan var på vej. "Hvem er De?" spurgte Swanson.
"Wilson og Audrey McDonald ..." McDonald fik øje på Lucas, der kom gående ude fra køkkenet. Lucas havde foretaget en hurtig runde i lejligheden, efter at han havde talt med Swanson, men han havde ikke fundet noget, der forekom ham at være af betydning. "Vicepolitimester Davenport ... Hvad er der sket?"
"En eller anden har skudt O'Dell," sagde Lucas ligefremt. Han så nøje på McDonald, dernæst på hans kone og spurgte så: "Hvor var De ved ellevetiden her i aften?"
McDonald rødmede: "Udspørger De mig?"
"Vil De besvare spørgsmålet?"
McDonald så på sin kone og sagde så: "Jeg var på vej hjem. Jeg havde lige forladt Jim Bones hjem."
"Deres kone var her, og De var hos Jim Bone?"
"Ja. Vi forsøgte at få en aftale i stand vedrørende Dan Kresges efterfølger. Vi var nødt til at tale med dem begge samtidig."
Lucas rettede blikket mod Audrey. "Og var De også på vej hjem?"
"Ja." Hun rørte ved sin hals. "Ja, det var jeg."
Hendes stemme rørte ved en celle i hukommelsen. "Hvor længe var De her?" spurgte Lucas. "Og hvad besluttede De?"
"Vi blev enige om ..." begyndte Wilson McDonald, men Lucas bremsede ham med en håndbevægelse.
"Vær venlig at lade Deres kone svare," sagde Lucas.
McDonald så ned på Audrey, som tøvende sagde: "Vi blev enige om ... vi talte om bestyrelsesmedlemmernes stemmer. Bestyrelsen så ud til at være delt i tre, og hvis vi kunne få en aftale med den ene eller den anden af dem ..." Hun trak på skuldrene.
Og Lucas genkendte stemmen som kvinden i telefonen tidligere på dagen. Han var ikke helt sikker, men han turde godt vædde på det. Stemmeklangen og ordenes tempo var meget tæt på.
"Så De nogen ude i gangen, da De gik? Eller nedenunder?" spurgte Swanson og forlod dermed det første emne.
"Der var nogle mennesker nedenunder, men ingen jeg genkendte," svarede Audrey. "Der var ikke nogen heroppe. Gangen er jo ikke ret lang ..." Hun pegede ud på gangen gennem den åbne entredør. "Der er kun to lejligheder."
Lucas trak dem tilbage til det foregående emne om mødet. "Hvad besluttede De? Fik De en aftale i stand?"
"Tja ..." Audrey så på sin mand, hvis læber var presset sammen af vrede.
"Det her har ikke noget at gøre med, hvem der dræbte Susan O'Dell, vel?" spurgte han. "De forsøger at bringe mig i knibe, så Deres ven Bone får stillingen som administrerende direktør."
"Han er ikke min ven," sagde Lucas skarpt.
"Ikke? Hvem ordnede pengesagerne i forbindelse med salget af Deres virksomhed? Og De var på hans kontor i sidste uge for at tale om mig. Jeg har ikke gjort noget, og De udspreder rygter, som er ved at tage livet af mig."
Lucas rystede på hovedet. "Rutinemæssig ..."
"Vås. Min advokat var tidligere politimand, og han siger, det bestemt ikke er rutinemæssig fremgangsmåde."
"Så få Deres advokat til at komme herhen, hvis De vil," sagde Lucas. "Men jeg vil have et svar. Fik De en aftale i stand med Susan O'Dell?"
Wilson McDonald så ned på sin kone, som stirrede tilbage og derpå nikkede næsten umærkeligt. Wilson vendte sig igen mod Lucas. "Ja, det gjorde vi. Tilsammen havde vi stemmerne. Hun bliver administrerende direktør, jeg bliver bestyrelsesformand. Jeg arbejder med strategier, og hun tager sig af den daglige ledelse."
"Hvad med Bone?"
Han rystede på hovedet. "Bone går ind for fusionen. Vi kunne ikke tale sammen."
"Hvis O'Dell ikke var blevet skudt, ville De altså have fået jobbet."
"Og Bone ville have været ude," sagde McDonald. "Hvorfor tager De ikke hen til Deres ven og spørger ham om det?"
Swanson greb ind: "Mr. McDonald, vi må bede Dem om at gå ud i gangen, mens vi taler med Deres kone. De kan tage en stol med, hvis De vil. Vi skal have en punkt-for-punkt redegørelse fra hende om alt, hvad der skete."
"Jeg troede, hun havde ret til en advokat," sagde McDonald højlydt.
"Det har hun," sagde Swanson. "Og hvis hun vil have en, kan vi vente, indtil De får en til at komme. Men vi beskylder hende ikke for noget som helst. Vi vil bare høre, hvad der skete."
"Hvorfor må jeg så ikke blive?"
"Fordi De er tilbøjelig til at besvare spørgsmålene for hende. Vi har prøvet dette før, og vi er netop nået til det punkt, hvor vi beder ægtefællen om at gå udenfor. Det er helt fint med en advokat, hvis hun vil have en nu, eller hun kan bede om at få en når som helst."
McDonald så et øjeblik på sin kone, som om han vurderede muligheden for, at hun ville sige et eller andet mærkeligt under afhøringen; dernæst så han igen på Swanson og nikkede. "Jeg tager en stol med." Og til Audrey sagde han: "I samme øjeblik de trykker på den forkerte knap, kommer du ud og henter mig, og så ringer vi efter Harrison."
"Okay," sagde hun og gjorde en synkebevægelse af nervøsitet. "Gå ikke for langt væk."
Da Wilson McDonald var gået, sagde Lucas: "Kriminalassistent Swanson vil tale med Dem i nogle minutter, og derefter vil kriminalassistent Sloan stille Dem nogle spørgsmål. Kriminalassistent Sloan har allerede talt med Deres mand ..."
"Oppe ved Dans hytte - han fortalte mig om det," sagde Audrey. Hun virkede mere selvsikker, når hendes mand ikke var i nærheden.
"Jeg skal gå om lidt, men først vil jeg gerne tale med Dem under fire øjne," sagde Lucas. "Det drejer sig om noget, der bliver mellem Dem og mig." Han så på Swanson. "Jeg skal lige tale med hende et øjeblik."
"Selvfølgelig."
Lucas ledsagede hende ind i O'Dells køkken og sagde dæmpet: "Jeg tror, at jeg har talt med Dem tidligere i dag."
"Hvad for noget?" Var hun virkelig overrasket? tænkte han. Der var et glimt af overraskelse i hendes øjne. "Det tror jeg ikke."
"Mrs. McDonald, De har et grimt blåt mærke på benet, lige over anklen. Er det nyt?"
"Jeg ..." Hun så væk, søgte efter ord. "Jeg ramlede bare ind i noget."
"Nej, det gjorde De ikke," sagde han. "Deres mand bankede Dem i går aftes. Vil De gerne tale med en fra krisecentret?"
"Nej, nej, vi havde bare et lille skænderi."
"Hvis vi tog Dem med ind på stationen og fik en af vores kvindelige betjente til at se på Dem, så ville hun finde en masse blå mærker, ikke sandt?"
"Det her er ulovligt. Jeg vil gerne tale med min mand."
"Okay." Lucas løftede hænderne. "Som jeg sagde, så bliver det her mellem Dem og mig. Hvis De ikke vil indgive en anmeldelse, vil jeg ikke insistere på det. Men De burde gøre det. Det bliver aldrig bedre, det bliver altid værre."
"Jo, det bliver bedre. Wilson har været under et stort pres. Dette job ..."
"Det er bare et job," sagde Lucas.
"Åh nej." Hun var chokeret. "Det her ... det her er alt."
Før Lucas gik, trak han Swanson til side og sagde: "Gå meget forsigtigt til værks. Få så meget ud af hende som muligt - om hendes privatliv, alt - og sig til Sloan, at hun skal vrides, men ikke skræmmes. Lad være med at pres hende så meget, at hun forlanger at få en advokat."
"Leder vi efter noget specielt?" spurgte Swanson. Han vendte sig halvt om og kiggede på Audrey, der sad på en stol i O'Dells hjemmekontor.
"Hvis vi kan gøre det - med stor forsigtighed - ville det være rart at drive en kile ind mellem hende og hendes mand. Gør det ikke for åbenlyst, men hvis der byder sig en lejlighed, vil det være godt at lade hende vide, at hendes og hendes mands interesser ikke nødvendigvis er de samme."
Da Lucas igen sad i sin bil, brugte han biltelefonen og ringede til St. Anne's College, der lå nogle få gader fra hans hjem i St. Paul. Han sagde til telefondamen på St. Anne's, at han vidste, det var sent, og at nonner normalt ikke modtog opkald fra mænd midt om natten, men at dette var et nødstilfælde og måske et spørgsmål om liv og død, at han var fra politiet ... og han fik sin nonne.
Søster Mary Joseph var professor i psykologi og en barndomsven, han altid havde kendt som Elle Kruger. "Lucas? Er nogen kommet til skade?" Stemmen var skarp og stram, hvilket var blevet endnu mere udpræget med alderen.
"Nej, det er slet ikke noget i den stil, Elle. Jeg er ked af at forstyrre dig, men jeg har et par spørgsmål i forbindelse med en sag."
"Godt. Jeg var bange for ... Har du for resten læst Iliaden for nylig?"
"Nej, det har jeg faktisk ikke." Han så på sit armbåndsur. Han skulle videre til Bones hjem.
"Har du nogen sinde læst den?"
"Det er den der ... Nej, det er Odysseen. Det har jeg vist ikke. Men det er samme fyr, ikke?"
"Lucas ..." Hun lød irriteret. "Jeg bliver ved med at glemme, at du var idrætselev. Hør her, se at få købt Iliaden, den udgave, der er oversat af Robert Fagles; det er den, jeg er i gang med at læse nu, og jeg skal nok fortælle dig, hvilke afsnit du skal læse, hvis du ikke vil læse den hele."
"Elle ..."
"Sagen er, at denne oversættelse er langt grovere på alle de rigtige steder end de gamle - ih, du store, den trojanske krig mindede om en af dine bandekrige. Det blev altid skjult af sproget i de andre oversættelser, men denne ... sproget er bemærkelsesværdigt rammende."
"Elle, Elle, fortæl mig om det en anden gang. Jeg ringer fra min bil, og jeg har et alvorligt spørgsmål."
Hun holdt inde med Iliaden. "Og det er?"
"Hvis en kvinde jævnligt får bank af sin mand, er det så sandsynligt, at hun vil forråde ham bag hans ryg, mens hun forsvarer ham, når han er i nærheden?"
"Selvfølgelig. Ville du ikke gøre det, hvis du var i hendes sted?"
"Nej."
"Nej, det ville du nok ikke. Du ville formentlig komme efter ham med et baseballbat ... Men ja, en kvinde ville kunne gøre det."
"Jeg taler ikke om et proforma-forsvar. Jeg taler om, at man virkelig tror på sit forsvar, mens man samtidig forråder ham anonymt til politiet - og så benægter det, tilmed over for politiet."
"Det her er ikke et teoretisk spørgsmål."
"Nej."
"Så har du at gøre med en groft mishandlet kvinde, som har brug for behandling - hvis det ikke er for sent med behandling. Nogle mennesker vil, hvis de bliver mishandlet groft nok, identificere sig med og endda elske den, der mishandler dem, mens en anden del af deres personlighed desperat forsøger at komme ud af forholdet. Hvis man bruger en slags lægmandsterminologi, kan man sige, at man står over for en ... stressbetinget multipel-personlighedsforstyrrelse. Den del af hendes personlighed, der oprigtigt forsvarer hendes mand, ved måske ikke, at den anden del af hendes personlighed forråder ham."
"Lort ... Undskyld mig," sagde Lucas. "Det vil sige, at selv hvis jeg fik revet hende løs fra hendes mand i for eksempel en mordsag, kunne hendes udsagn drages i tvivl, fordi hun er skør."
"'Skør' er ikke accepteret terminologi, Lucas."
"Men hendes udsagn kunne drages i tvivl ..."
"Det kan blive endnu værre. Hvis hun skal vidne i sin mands nærvær, kan hun vende om og begynde at forsvare ham - lyve - fordi han i den grad dominerer hendes personlighed."
"All right."
"Kommer jeg til at møde denne kvinde?"
"Nej, det gør du formentlig ikke, Elle. Jeg fortæller dig om det, når vi taler sammen næste gang. Lige nu må jeg løbe."
"Pas på dig selv."
"I lige måde."
Bone boede i en ejendom med store sikkerhedsforanstaltninger ligesom O'Dells og ikke mere end fem minutters gang væk. Lucas stillede Porschen foran hoveddøren af glas til trods for, at parkering var forbudt der, og da en sikkerhedsvagt kom hen til døren, viftede han med sin politilegitimation og blev lukket ind i forhallen.
"Jeg skal tale med James T. Bone," sagde Lucas.
"Jeg ved ikke, om mr. Bone er hjemme. Han går ofte ud om aftnen," sagde vagten samtidig med, at han gik om bag sikkerhedsskranken.
"Ring til ham og lad telefonen ringe omkring halvtreds gange," sagde Lucas.
Vagten ringede, og efter et par sekunder sagde han: "Mr. Bone, det er William nede i forhallen. Jeg er ked af at forstyrre Dem, men her er en politimand, som vil tale med Dem ... Ja, vicepolitimester Davenport, og han siger, at det er vigtigt. Ja, sir."
Han lagde røret på. "Mr. Bone bor på fjortende etage," sagde han til Lucas. "Tag elevatoren til højre."
Bone stod og ventede i gangen foran døren til sin lejlighed, og da Lucas kom ud fra elevatoren, så han, at der også kun var to entredøre her, ligesom i O'Dells ejendom. Et eller andet rørte på sig i underbevidstheden, men tanken var væk, da Bone trådte et skridt frem mod ham og spurgte: "Hvad foregår der?"
Bone havde jeans og en T-shirt på, men var barfodet.
"Er De alene?"
"Nej. Jeg har en veninde på besøg ... Kom indenfor. Hvad er der sket?"
Lucas gik ind i lejligheden. Der sad en kvinde på omtrent samme alder som Bone i sofaen.
"Det er Marcia Kresge, Dan Kresges kone. Vi sad netop og drøftede strategi."
"Var Wilson McDonald her for en times tid siden?" spurgte Lucas.
Bone så på sit armbåndsur. "Det er mere end en time siden. Han gik herfra halv elleve, måske kvart i elleve."
"Halv elleve. Har De været her lige siden?"
"Ja ... Marcia kom omkring ..."
"Omkring tyve minutter over elleve," sagde Kresge.
"Hvad er der sket med McDonald?" spurgte Bone.
"Indgik De en aftale med McDonald?" spurgte Lucas og ignorerede spørgsmålet.
Bone så på Kresge og dernæst tilbage på Lucas. "Nej. Hvad har han gjort?"
"Så er De altså ude af kampen om topposten, for han indgik en aftale med Susan O'Dell."
"Åh nej, jeg er aldeles ikke ude af spillet." Bone rystede på hovedet. "Wilson tror, at han kan skaffe Susan adskillige stemmer. Han ved det ikke, men det kan han ikke. Nå ja, måske én. Der er stadig frit slag med resten. Sig mig, hvad fanden er der sket?"
Lucas kiggede på Kresge og så igen på Bone, var interesseret i deres reaktioner. "Et par minutter over elleve ringede en eller anden på døren til Susan O'Dells lejlighed, og da hun åbnede døren, skød vedkommende hende to gange i hovedet med et håndvåben. O'Dell er død."
Og så vidt Lucas kunne se, var de forbløffede. Lamslåede.
Bone, der ikke virkede, som om han var tilbøjelig til at snuble over ordene, gjorde det, da han sagde: "Det er umuligt. Jeg talte jo med hende her i aften."
"Hvornår?"
"Ved syvtiden." Han så på Kresge. "Om det kommunale college."
Kresge sagde i et højtideligt tonefald: "Det er en sindssyg person. Vi risikerer at blive de næste."
"Mr. Bone, jeg siger ikke det her for at antyde noget, men De er helt klart den, der vil få størst fordel af alt dette - topstillingen bliver ledig på grund af et mord, og derefter bliver hovedkonkurrenten elimineret. Jeg gentager, at det ikke er min mening at antyde noget, men vi er nødt til at fastslå helt nøjagtigt, hvor De var, og hvad De foretog Dem hele aftnen." Han vendte sig mod kvinden. "Og det samme gælder desværre Dem."
"Tror De virkelig, at jeg har gjort det?" spurgte Bone. Han lød snarere nysgerrig end bange.
Lucas tænkte sig om et øjeblik og sagde så: "Jeg kender Dem ikke godt nok til at kunne sige det. Men selv hvis jeg gjorde, ville jeg være nødt til at sikre mig. Hvis McDonald gik herfra lidt over halv elleve, og De var her alene, og damen først kom halv tolv ... hvem har så et alibi?"
"Jeg var ikke alene," sagde Bone. "Jeg beklager, jeg skulle have sagt det ... Min assistent. De mødte hende vist i banken - hende den lyshårede? Kerin Baki? Hun var her. Vi arbejdede på et forslag til bestyrelsen."
"Hvornår gik hun?"
"Et par minutter efter Wilson. Hun skulle hen i banken. Hun er der nok stadig," sagde Bone. "Og efter at hun var gået, og indtil Marcia kom, foretog jeg en fem-seks opringninger. Der må være en eller anden måde, hvorpå man kan få en oversigt over telefonsamtalerne."
Lucas nikkede. "Det skaffer vi."
Og Bone sagde: "Og jeg kan fortælle Dem noget andet: Vi ved nøjagtigt, hvor mange stemmer jeg har, nemlig ni. Og vi ved, hvor mange Susan havde, nemlig syv. Jeg mangler kun én stemme. Mindst tre stemmer er svævende, og vi arbejdede på at finde en måde, hvorpå vi kan få en af de tre. Får vi en, vil de to andre nemlig følge efter." Han sprang op fra sofaen og begyndte at gå rundt i lejligheden, mens han talte. "Det, jeg siger, er altså, at jeg regnede med at få topposten. Det her kan slå mig ud eller forsinke det hele. Hvis bestyrelsen mener, at der er selv den mindste chance for, at jeg er indblandet, er jeg færdig. Det er bedre at ansætte en anden og sige undskyld til mig senere, hvis jeg er uskyldig, end at hænge på en administrerende direktør, der viser sig at være morder."
"Ved De, hvem der virkelig får noget ud af det her?" spurgte Kresge. "Wilson McDonald."
"Han indgik en aftale med hende," sagde Lucas.
Kresge fnøs hånligt. "Hun indgik muligvis en taktisk aftale med ham - bare for at sikre sig topposten. Men når hun var blevet af med Bone og flere andre, ville hun skille sig af med McDonald. Hun og Jim var faktisk venner, på en vis måde - men hun hadede McDonald."
"Men alle siger, at McDonald er ude af spillet."
"Ikke hvis der ikke er nogen anden tilbage," sagde Kresge. Hun så på Bone. "Søde Jim, jeg ville være meget forsigtig, hvis jeg var dig. Meget forsigtig."
Bone og Kresge indvilligede i at blive i lejligheden, indtil Sloan kom. Lucas talte med Sloan i telefonen, og Sloan sagde, at han var lige ved at være færdig med ægteparret McDonald.
"Hvad synes du?" spurgte Lucas.
"Når jeg taler med mrs. McDonald alene, er hun ret åbenhjertig," sagde Sloan. "Når hendes mand er i nærheden, er hun en skide bugtalerdukke."
"Jeg har talt med Elle Kruger om det. Hun siger, at groft mishandlede kvinder kan blive sådan."
"Vi bør kigge McDonald grundigt efter i sømmene," sagde Sloan. "Noget siger mig, at han er indblandet. Jeg ved ikke, om jeg tror det, fordi han virkelig er indblandet, eller fordi jeg simpelt hen ikke kan lide skiderikken."
"Hør her ... når du kommer hen til Bone, så træk ham til side og få ham til at fortælle om sit sexliv. Hvem han boller. Jeg tror nemlig, at det tip, om at han går i seng med Kresge, er rigtigt. Du vil forstå, hvad jeg mener, når du ser dem sammen. Og find ud af, om han boller sin assistent. Hun virker lidt kølig, men det er sikkert kun over for mig. Bone kan måske varme hende op."
"Det skal jeg nok," sagde Sloan.
"Og du skal også tale med assistenten. Jeg giver dig hendes navn, og så kan du ringe til hende og få hende til at komme over til Bone."
"Hvor skal du hen?"
"Hjem og lave en liste," sagde Lucas. "Den her skide sag er ved at gøre mig forvirret."