Dagene var ved at blive kortere; der blev skåret to-tre minutters sollys af hver dag, og himlen var blevet mørk, da Lucas var på vej tilbage mod Tvillingebyerne. Han ringede til sagsfordelerkontoret, bad dem om at finde fingeraftryksspecialisten og få hende til at komme ind på kontoret. En halv time senere ringede biltelefonen, og han tog den. "Davenport."
"Lucas, det er Marcy ... Sherrill." Hun talte tøvende, som om hun troede, at han ikke kendte hendes fornavn. "Er du på vej tilbage?"
"Ja. Jeg kan være på kontoret om en halv time. Vi har muligvis fundet pistolen."
"Hvad for noget? Hvor?" Hendes stemme antydede, at hun befandt sig på fastere grund nu, hvor de talte om efterforskningen.
"I en skuffe i våbenskabet. I hytten."
Efter et øjebliks tavshed sagde Sherrill: "Jeg er sandelig glad for, at det ikke var mig, der overså den."
"Du skulle have oplevet sheriffen; han sagde, at han ville kvæle sin medarbejder ... Nå, men hvad har du gang i?"
"Jeg vil gerne kigge ind på dit kontor og tale med dig om det. Hvis du har tid."
"Selvfølgelig. Hvor er du?"
"Ude i Bloomington," sagde hun. "I det store butikscenter."
"Okay. Vi ses om en halv time."
Harriet Ashler dukkede op to minutter efter, at Lucas var kommet. Hun var iført en ankellang frakke og havde sin mand i kølvandet, og hun rynkede panden, da hun så på Lucas og sagde: "Dick og jeg var på vej i biografen."
"Er det for sent nu?"
Hun så på sit armbåndsur. "Hvis vi skal nå det, skal vi sidde i bilen om tyve minutter."
Lucas rakte hende papæsken, som han havde brugt til at transportere pistolen i. "Her er en pistol og et affyret patronhylster. Hvis der er noget på patronhylsteret, skal jeg have det at vide så hurtigt som muligt. Hvis det er et spørgsmål om at undersøge hele pistolen, kan det godt vente til i morgen tidlig."
Ashler tog æsken og sagde: "Jeg ringer til dig om ti minutter. Går du hen på dit kontor?"
"Ja."
"Vi kan komme tilbage efter biografen, og så kan jeg kigge på pistolen - hvis du altså er villig til at give mig overtidsbetaling."
"Det vil være godt, men det kan som sagt vente til i morgen tidlig."
"Jeg gør det i aften. Dick kan kigge på. Og så kan jeg sove længe i morgen."
"Jeg interesserer mig for fingeraftryk," sagde Dick muntert. Han var postbud og en dygtig golfspiller. "Jeg vil lige så gerne se hende arbejde med fingeraftryk som gå i biografen."
"Nå, men vi går altså i biografen," sagde Ashler.
"Det er en film af kunstnerisk lødighed," sagde Dick, da hans kone vendte sig og gik hen ad den dæmpet oplyste gang. "Lavet af en eller anden japaner."
"Jeg føler med dig," sagde Lucas.
"Det kunne have været værre - det kunne have været en svensk film," sagde Dick, der kiggede efter sin kone. "Nå, jeg må gå. Jeg er formentlig bare blottet for al kultur."
Lucas gik hen ad gangen til sit kontor, tændte lyset, tog frakken af og hængte den på den gammeldags knagerække. Så gik han frem og tilbage et par gange på sit tre meter lange gulvtæppe, mens han gned hænderne mod hinanden, kiggede på telefonen, ventede. Han ville gerne ringe til en eller anden, men der var ingen at ringe til.
Sherrill. Hvor fanden var hun? Hvis hun havde været i Bloomington, burde hun være her nu. Eller meget snart. Han havde ladet døren stå åben, og han gik ud i gangen og kiggede først den ene vej og så den anden vej. Der var ingen at se. Han kunne høre en radio spille et eller andet sted: et stykke musik af Leon Redbone. Han lyttede et øjeblik, søgte i sin hukommelse efter navnet og kom så i tanke om det, da nogle få dæmpede toner nåede frem til ham: "She Ain't Rose."
Til trods for det som Sherrill havde hævdet tidligere, var det en enorm fordel at vide, at McDonald var morderen. Hvis de kunne samle tilstrækkelig mange oplysninger om samtlige mord, kunne de få rejst tiltale mod ham, lade juryen vrage et par af dem og få ham dømt for det nemmeste af dem. De behøvede kun ét af dem. Et overlagt mord gav tredive år, ingen prøveløsladelse. Det var ikke sandsynligt, at McDonald ville komme til at afsone hele straffen. Han ville dø i fængslet.
Ét var altså nok.
Lucas nynnede og tog sig i det: I guder, han havde ikke nynnet i flere måneder. Og i betragtning af alt det lort, der skete, burde han i stedet ... Han tillod sig at smile, gik endnu en tur frem og tilbage på gulvtæppet, kiggede på sit armbåndsur.
Og telefonen ringede.
Han flåede røret af og sagde: "Davenport," og i det samme hørte han skridt ude på gangen.
"Det er Harriet Ashler. Der er intet på patronhylsteret. Det ser ud, som om det blev taget op af æsken, måske med handsker, sat i og affyret. Det er fuldkommen rent, nærmest som om det er blevet pudset."
Sherrill dukkede op i døren og så, at han talte i telefon. Han vinkede hende ind og sagde: "Fandens også. Jeg håbede ... Nå, men undersøg pistolen. Jeg troede, at han måske ikke havde tænkt på patronhylsteret, ligesom han ikke tænkte på det andet."
"Ikke denne gang," sagde Ashler. Sherrill gik ind, lukkede døren bag sig og tog sin læderjakke af, mens Ashler fortsatte: "Jeg kiggede på pistolen, og jeg mener, at der er nogle udtværede aftryk. Jeg går i gang med at undersøge dem, så snart jeg kommer tilbage. Ogram ovre i St. Paul sendte McDonalds aftryk herover i eftermiddags, så jeg kan give dig et hurtigt svar."
"Godt. Jeg vil være derhjemme. Ring, når du har noget."
Lucas lagde røret på og sagde: "Der var ingen aftryk på patronhylsteret, men der er noget på pistolen. Hun undersøger den i aften."
"Han må gå med selvmordstanker, hvis han har efterladt aftryk på pistolen, men ikke på patronhylsteret," sagde Sherrill. Hun smed jakken hen i en krog, og jakkens bevægelse i luften frembragte en svag duft, noget let, såsom Chanel No. 5. "Og hvorfor skulle han tage pistolen med tilbage til hytten? Han kunne have smidt den inde i skoven. Hvem ville finde den?"
"Jeg ved ikke hvorfor," sagde Lucas. Han lænede sig tilbage mod skrivebordet. "Men hvorfor skulle nogen tage pistolen med tilbage til hytten? Nogen, uanset hvem det er?"
Sherrill trak på skuldrene. "Vedkommende tog den måske der og tænkte, at hvis den blev lagt tilbage, ville ingen vide det."
"Og efterlade et affyret patronhylster i kammeret?"
"Det er et godt spørgsmål," indrømmede hun.
Lucas kløede sig i nakken og sagde: "Vi spørger ham, hvis vi ikke selv kan regne det ud ... Og hvordan går det så med dig?"
Hun så på ham med sammenknebne øjne, som om hun var nærsynet, hvilket hun ikke var. "Der er noget, der kværner rundt i mit hoved, og det vil ikke forsvinde."
"Åh-åh," sagde Lucas. "Jeg har haft det problem ..."
"Nej, nej, nej. Det er ikke noget i den stil. Jeg er ikke deprimeret. Men ... Kender du den gamle talemåde: 'Kvinder vil ikke have sex, de vil have kærlighed'?"
"Hvad for noget?" Hun talte hurtigt, og han blev pludselig bevidst om, hvor stille der var i bygningen, og at de to var alene i et kontor, der ikke var særlig stort.
"Ja, jeg har vist hørt noget i den retning."
"Sagen er, at jeg altid har kunnet lide sex," sagde hun. "Vældig meget. Og jeg har ikke fået noget i halvandet år, før Mike blev dræbt, mens vi traf forberedelser til at gå fra hinanden, og ikke noget, siden han blev dræbt, og lige nu behøver jeg faktisk ikke kærlighed, men jeg vil virkelig gerne ..."
Mens hun talte, bevægede hun sig til venstre for ham, og han gik over på hendes venstre side og nærmede sig døren. "I guder," sagde han.
"Du behøver ikke gøre det," sagde hun. "Hvor skal du hen? Stikker du af?"
Hun smilede lidt bedrøvet, men Lucas så det ikke. Han skød slåen for døren samtidig med, at han slukkede lyset, og inden der var gået et sekund, var hans hænder overalt på hende. Hun snappede efter vejret, og så dansede de rundt, mens de kyssede hinanden og trak tøjet af, og fem sekunder senere lå de på gulvet.
Og ti minutter senere hviskede Sherrill: "Var det højlydt?"
"Temmelig højlydt," svarede Lucas, som også hviskede.
"Jeg vil gøre det igen."
Han kunne ikke se hendes ansigt tydeligt i lyset, der kom ind gennem ruden i døren. Og han tænkte: Det her gulvtæppe lugter underligt. Men han sagde: "Hjemme hos mig," og han lagde sin varme højre håndflade hen over hendes ene bryst.
"Jeg følger efter dig," sagde hun.
"Nej, kør med mig. Vi kan være der i løbet af ti minutter."
"Jeg kan ikke finde mine trusser," sagde hun. "Hvor gjorde du af mine trusser?"
"Det ved jeg ikke ..."
"Hun tog sine jeans på, viklede sin bh, der sad rundt om hendes hals, fri og knappede sin bluse, mens Lucas stod halvt bortvendt og klædte sig på: det var stadig nødvendigt med en lille smule fred. Ingen af dem ville have lyset tændt - da Lucas var færdig med at klæde sig på, åbnede Sherrill døren, og Lucas så, at hendes trusser hang på papirkurvens kant. Lucas tog dem og stak dem i lommen. "Lad os gå."
"Det var dog en fantastisk dårlig ide," sagde hun, da de småløb gennem gangen. "At bolle med sin chef." Hun så på ham. "Man bør ikke bolle med sin chef."
"Jeg er ikke din chef," sagde Lucas.
Lucas koncentrerede sig om at køre - ud af Minneapolis, forbi kuplen, ud på I-94 og over Mississippi, dreje fra ved Cretin og fortsætte sydpå til trafiklyset ved Marshall. De holdt længe og ventede for rødt, og pludselig var Sherrill over ham igen; hun famlede ved hans bælte, mens han flåede hendes bluse væk fra brysterne og kyssede hende på halsen, og så ...
"Du godeste, vi er en film," sagde hun pludselig. Han så op og forbi hende: et par unge fyre gik forbi, og den ene sendte ham V-for-victory tegnet.
"Lad os komme væk," sagde Lucas, da lyset skiftede til grønt, og Sherrill slappede af, men hun sad stadig halvt sidelæns i passagersædet med hånden på hans bryst. Han smuttede over for rødt ved det næste kryds, kørte ned mod floden og ud på boulevarden. Ti minutter efter at de havde forladt hans kontor, var de hjemme hos ham. De kørte ind i garagen og gik ind gennem køkkenet, mens de klamrede sig til hinanden.
"Hvor er soveværelset?"
Han løftede hende op, bar hende ind i soveværelset, lod hende falde ned på sengen og sparkede sine sko af.
"Skynd dig," sagde hun.
Og senere sagde hun: "Det gulvtæppe i dit kontor lugtede sandelig underligt. Hvorfor var du der i øvrigt?"
Lucas sukkede, rullede væk fra hende og sagde: "Det var virkelig en dårlig ide."
"Det sagde jeg jo for en time siden."
"Ja, men ..."
"Men hvad?"
"Selv om det er en dårlig ide, vil jeg gerne gøre det igen."
"Vi bør måske vente et par minutter."
Lucas lo og sagde: "Det tager måske mere end et par minutter."
"Jeg tror, at jeg kan vække din interesse allerede om et par minutter."
"Det er jeg ikke i tvivl om, at du kan," sagde han. "Men ved du hvad? Jeg er ved at dø af sult. Jeg har røget pølse i køleskabet og nogle øl, og jeg tror, der er nogle hamburgerboller."
"Tre af de vigtige fødevaregrupper," sagde hun. "Vi lever, til vi bliver hundrede."
"Lad os gå ud i køkkenet."
"Vis mig først, hvor brusebadet er."
Han viste hende brusebadet, hans interesse blev vakt, før de to minutter var gået, og de glemte midlertidigt bollerne med røget pølse.
Men de nåede omsider frem til bollerne og smurte sennep ud over pølseskiverne i lyset fra køleskabet og satte sig så i mørket og spiste dem med et par flasker Rolling Rock til.
"Jeg tror, vi bør holde det her hemmeligt," sagde hun langt om længe.
"Ja, vi bør, men kan vi? Vi arbejder på et sted, hvor det vrimler med opdagere. Du kommer ind, og du lader være med at se på mig, og lidt senere kommer Sloan hen til mig og siger: "Du knepper hende, ikke?"
"Hvor romantisk. Jeg kommer herover og bliver kneppet."
"Du kender jo det sprog, de bruger."
Hun lo og sagde: "Ja, og det er ikke så vanskeligt at klare, når det kommer fra Sloan. Han kan være vældig sjov."
"Han synes, du har flotte forlygter."
"Det har jeg jo."
"Hvad kan jeg sige?" spurgte han med mad i munden. "Du er i besiddelse af beviset."
"Jeg må se at komme af sted," sagde hun. "Min bil holder inde i centrum ..."
"Pyt med det," sagde han. "Du bliver. Jeg giver dig en T-shirt."
"Lucas ..."
"Hold bøtte. Du bliver her."
"Okay. Er der mere af den røgede pølse?"
Hun sov i venstre side af sengen, et godt tegn, eftersom Lucas plejede at sove i højre side. Hendes hånd hvilede på hans mave, og de lå og snakkede, da telefonen ringede.
Lucas skævede til uret på sengebordet. Ti minutter over elleve. "Jeg tør vædde på, at det er Harriet Ashler."
Og det var det. "Vi har nogle delvise og et par gode aftryk, men ingen jeg kan identificere som McDonalds," sagde Ashler. "I hvert fald ingen af de gode. Jeg er faktisk temmelig sikker på, at det også gælder de delvise."
"Okay."
"Du må undskylde, at jeg vækkede dig."
"Det gør ikke noget," sagde Lucas. Og han syntes, at der var en ironisk klang i hendes stemme. Det var umuligt, at nogen allerede kunne vide noget, tænkte han, da han vendte tilbage til sengen.