Elle Kruger blev kørt ud fra operationsstuen et par minutter over fire om morgenen, og lægen, som gabte, gik ud for at tale med Lucas, Sherrill og Weather. "Jeg vil vove at sige, at prognosen er god. Hun skal ganske vist tilbringe et par dage på intensivafdelingen, men så vidt jeg kunne se, var der ingen direkte mekanisk skade. Der er hævelsen, men vi har den under kontrol. Vi vil give hende sløvende midler for at holde hende rolig, så det varer et par dage, før hun begynder at sige noget."
"Hun klarer det altså," sagde Lucas.
"Medmindre vi har overset noget - eller hvis der støder naturlige komplikationer til. Men det er så godt, som man kunne håbe på, omstændighederne taget i betragtning."
"Hvad med den unge pige?" spurgte Weather.
Lægen rystede på hovedet. "Hun havde mekanisk skade. Jeg tror, hun overlever, men vi må blot vente og se. Hun bliver måske helt rask ... eller måske ikke helt rask."
Lucas vendte sig bort, følte sig pludselig udmattet. "I guder."
"Lad os tage hjem," sagde Sherrill.
Weather sagde: "Jeg kommer tilbage i morgen - jeg kommer hver dag, indtil hun vågner."
"Hvordan kommer du hjem?" spurgte Lucas. Andi Manette, som havde kørt Weather ind til hospitalet, var taget hjem nogle timer forinden.
"Jeg beder dem om at ringe efter en taxi."
"Vi kom i Porschen," sagde Lucas. To sæder: Weather smilede; hun forstod regnestykket.
Da de kom udenfor og gik hen mod bilen, spurgte Sherrill: "Havde Weather og Elle et særligt forhold?"
"Ja. De kunne vældig godt lide hinanden," svarede Lucas.
"Tror du, at Elle vil kunne lide mig?" spurgte Sherrill.
Lucas nikkede. "Hun kan lide næsten alle. I to skal nok komme fint ud af det."
Rose Marie Roux talte med politimesteren i St. Paul, og der blev samlet en gruppe, der bestod af fire kriminalassistenter fra St. Paul og to fra Minneapolis.
"Du kan gøre, hvad du vil personligt, men du skal holde dig væk fra den gruppe," sagde Roux til Lucas. "Du mener, at der er et mønster: at disse angreb på søster Mary Joseph og Weather er rettet mod dig. Det er de måske, men jeg vil holde de folk i gruppen uden for mønstret. Jeg vil have dem til at se objektivt på det, der er sket."
Lucas var enig med hende. "Det er et klogt træk. Men jeg sender Del ud på gaden og lader ham kigge på nogle forskellige ting, og jeg vil også selv se mig omkring. Sherrill, Sloan og Black vender tilbage til drabsafdelingen nu, hvor vi er færdige med McDonald-sagen."
Del og Lucas tilbragte dagen med at gå rundt i gaderne og tale med narkomaner, tyve, rockere, hasardspillere - enhver, der var kløgtig nok til at hævne sig på Lucas ved at angribe hans venner. Lucas ringede til hospitalet en gang i timen. Der var ingen ændring i Elle Krugers tilstand.
Sidst på dagen slog de sig ned på Lucas' kontor for at drøfte sagen. Del sad med fødderne oppe på kanten af Lucas' skrivebord, og Lucas sad med fødderne på en åben skrivebordsskuffe.
"Vi har brugt en hel dag og ikke fået nogen oplysninger overhovedet," sagde Del. "Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der plejer i det mindste at være rygter."
"Ingen vil blandes ind i en sag, hvor en strisser er målet," sagde Lucas.
"Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg overvejet at afslutte vores venskab - i hvert fald foreløbig. Måske indrykke en annonce om det i Star-Tribune."
"Jeg talte engang med en advokat, en forsvarsadvokat, hvis søn blev anholdt for at stjæle noget stereoudstyr i en Best Buy," sagde Lucas. "Den unge fyr var en af disse uduelige, audiovisuelle originaler, der ikke vidste, hvad der var op og ned. Men hvorom alting er, så idømte dommeren ham seks måneders fængsel, og det var hans første lovovertrædelse."
"Det må jeg nok sige."
"Ja. Og denne advokat siger til mig, at det var, fordi dommeren ikke kunne lide ham, advokaten. Han syntes, han var lusket, fordi han tog sager vedrørende personskader og spirituskørsel og tjente en masse penge på det. Nå, men den unge fyr afsoner det meste af straffen, godt fire måneder, og bliver så løsladt, og han har det fint. Men i al den tid var advokaten ude af sig selv af bekymring for, at hans søn skulle hænge sig i sin celle eller noget i den retning."
"Man kan jo ikke undgå at bekymre sig, når man har sønner som ham der," sagde Del.
"Advokaten tog hen til fængslet hver dag og besøgte knægten for at sørge for, at han havde kontakt med omverdenen. Men han var alligevel ved at gå til af bekymring. Og han fortalte mig, at han besluttede, at hvis hans søn begik selvmord i fængslet, så ville han dræbe dommeren. Han traf beslutningen og planlagde det hele. Han var fattet, og det var ikke et stort macho-trip. Han ville blot gøre det og forsøge at undgå at blive pågrebet. Det første, han ville gøre, var at vente to år. Vente, indtil hans søns død var fortid. Derpå ville han finde ud af, hvordan han kunne bortføre dommeren - han sagde, at han i sine fantasier var nødt til at forklare dommeren, hvorfor han ville dræbe ham, han kunne ikke sove, hvis han ikke gjorde det - og så ville han binde ham eller lænke ham til et træ, overhælde ham med benzin og sætte ild til ham."
"Du godeste."
"Ja. Han sagde, at det var hans beslutning, men da hans søn havde det fint ved løsladelsen, så var det ikke nødvendigt. Han hader dommeren, men han siger, at han vil få ram på ham politisk - at han ikke behøver at brænde ham."
"Det, du siger, er ..."
"Det, jeg siger, er, at jeg håber, at det her ikke er noget i den stil," sagde Lucas. "Jeg håber ikke, at det er en eller anden, jeg eventuelt anholdt for flere år siden, uden egentlig at tænke over det, og at han så har brugt tiden til at planlægge alt dette."
"Vi har tjekket alle, der er blevet løsladt for nylig."
"Det er det, jeg mener. Sæt nu, det ikke er en, der er blevet løsladt for nylig? Sæt, det er en, som jeg anholdt for ti år siden, og som sad inde et par år, men mener, at jeg ødelagde hans liv og hans familie? Og som nu hævner sig på mig ved at lade det gå ud over min familie? I så fald vil jeg jo aldrig kunne regne ud, hvem det er."
En forsigtig banken på døren afbrød samtalen. Del kiggede hen på døren og dernæst tilbage på Lucas, mens han trak på skuldrene. "Kom ind," råbte Lucas.
En kvinde trådte ind. Han genkendte øjeblikkelig hendes ansigt og huskede hendes efternavn. Han rettede en finger mod hende og sagde: "Brudeudstyrsbutikken, mrs. Ingall."
"Annette," sagde hun.
"Dette er kriminalassistent Capslock," sagde Lucas. "Del, dette er mrs. Ingall; hendes mand forsvandt i sin yacht oppe på Superior. McDonald-sagen."
"Åh ja, selvfølgelig."
"Sid ned," sagde Lucas. "Hvad kan vi gøre for Dem?"
Mrs. Ingall så skeptisk på Del, der forsøgte at smile venligt uden at blotte for meget af sine gulnede tænder. Hun satte sig i stolen ved siden af ham og lagde sin taske i skødet. "Jeg så indslaget i Kanal 3's nyhedsudsendelse om deres ven nonnen, som blev overfaldet i aftes. Jeg håber, hun kommer sig."
"Det gør hun," sagde Lucas.
"Det har pint mig hele dagen," sagde hun. "Det blev ved med at dukke op i mine tanker, og til sidst sagde jeg til mig selv: 'Annette, tag ind og tal med mr. Davenport om det og lad ham bekymre sig om det.'"
"Jaså ..." Lucas slog ud med hænderne, ventede, havde vanskeligt ved at undertrykke sin utålmodighed.
"Efter at De havde sagt til mig, at det formentlig var Wilson McDonald, der stod bag drabet på Andy ..."
"Mrs. Ingall, jeg sagde ikke ligefrem, at ..."
Hun løftede afværgende den ene hånd og bragte ham til tavshed, og så fortsatte hun uanfægtet: "... følte jeg mig ret tilfreds, fordi det udgjorde et nydeligt mønster. Han dræbte George Arris ved at skyde ham bagfra. Derpå dræbte han Andy ved at øve sabotage mod yachten. Og så dræbte han Dan Kresge ved at skyde ham og Susan O'Dell ved at skyde hende."
"Ja?"
"Men da jeg så læste om det - og det var det, der pinte mig - der var sket for Dem, at der blev kastet en brandbombe ind gennem vinduet til Deres forlovede, og at Deres ven nonnen blev overfaldet i aftes ..."
"Ja, ja."
"Der var to andre episoder, der bidrog til at fremme Wilson McDonalds karriere, og dem har De formentlig ikke hørt om, fordi de ikke involverede, at nogen blev dræbt i banken ... Så ville det jo have været indlysende."
"To andre?" Lucas lænede sig frem; nu var han interesseret.
"To besynderlige ... ulykker," sagde mrs. Ingall. "Den ene involverede en mand ved navn McKinney, som var ansat i porteføljeafdelingen og var en af Wilsons konkurrenter, hvad forfremmelser angik. De var omtrent på linie med hinanden. Det her går helt tilbage til dengang, hvor Wilson stadig var i porteføljeafdelingen, før han blev flyttet til pantebrevsafdelingen. Pludselig blev denne anden mands søn dræbt af en flugtbilist. Så vidt jeg husker, skete det, mens han cyklede hjem en sommeraften; han havde vist et job som avisbud. Han blev påkørt og dræbt, og man fandt aldrig ud af, hvem der gjorde det. Men hvorom alting er, så brød McKinney sammen. Han kunne ikke passe sit arbejde, og da stillingen som leder af pantebrevsafdelingen kort efter blev ledig, fik Wilson den."
"Hmm," sagde Lucas. Del så interesseret på mrs. Ingall.
"Så - og det må have været omkring 1990 - havde bankerne en konjunkturtilbagegang. I mange banker omstrukturerede man, og stillinger blev skåret væk. Wilson var leder af pantebrevsafdelingen, og der var yderligere fem ansatte. Alle vidste, at der ville forsvinde nogle job der. Manden, der stod for nedskæringerne, hed Davis Baird, og han havde en assistent ved navn Dick McPhillips. Davis Baird kunne ikke lide Wilson; han syntes, at han var en fed, opblæst nar. Han ville måske have skåret ham væk. Men Wilsons far havde altid haft stor indflydelse på Dick McPhillips. Hvis Davis Baird havde villet skille sig af med Wilson, havde McPhillips ikke kunnet forhindre det. Men ..." Hun tav dramatisk.
"Men," sagde Lucas, og Del nikkede til hende.
"Men mens de var i færd med at udarbejde nedskæringerne, døde Bairds forældre pludselig under en brand i deres hytte oppe nordpå. Jeg kom til at tænke på dette på grund af brandbomben, der blev kastet ind i Deres forlovedes hus. Et eller andet eksploderede i Bairds hus - de kaldte det vist tilmed en brandbombe i avisen - og de blev dræbt, og Baird var nødt til at tage fri for at arrangere begravelserne og den slags. Nu var det McPhillips, der stod for nedskæringerne, og han skilte sig af med to af de fem afdelingsledere derovre ..."
"Men ikke Wilson," sagde Lucas.
"Ikke Wilson."
"Gå videre," sagde Lucas.
"Jeg begyndte at tænke nærmere over det og indså, at der måtte være noget ejendommeligt ved den, der stod bag. Ikke at angribe selve hovedpersonerne direkte, men at gøre hovedpersonerne midlertidigt uarbejdsdygtige ved at angribe nogen, der stod dem nær. At distrahere dem på en virkelig frygtelig måde. Og jeg tænkte: Det er det, der sker for vicepolitimester Davenport. Han er i færd med at efterforske disse mord, og pludselig bliver der kastet en brandbombe ind i hans forlovedes hus, og derpå bliver en gammel ven brutalt overfaldet. Hvis Wilson McDonald ikke var død, ville jeg være sikker på, at det var ham, der gjorde det. Især fordi Andys død næsten kunne have været en ulykke, og fordi det var nemt at skyde skylden for Arris' død på en anden - den der bande. Intet er, som det ser ud til at være."
"Wilson McDonald er død," sagde Del.
"Ja. Han blev skudt," sagde mrs. Ingall. "Og det er højst besynderligt."
Lucas lukkede øjnene og gned sig i ansigtet. "I guder."
"Tror De, at denne teori kan være til nogen nytte?" spurgte mrs. Ingall.
"Jeg ved det ikke," svarede Lucas. "Men De er en vældig kløgtig dame."
"Ja, det har jeg også altid ment," sagde hun.