Det meste af indholdet i chartekket om Audrey McDonald vedrørte perioden, efter at hun havde dræbt Wilson: navn, alder, vægt, særlige kendetegn. Hun havde adskillige ar; alt for mange, tænkte Lucas. Hendes eneste tidligere kontakt med politiet havde været to bøder for færdselsforseelser, den ene for at køre for hurtigt, den anden for at undlade at trække ind til siden, hvilket havde resulteret i et mindre bilsammenstød.
Han foretog hurtige opringninger til Registeret for Erhvervet Jagttilladelse og Kriminalregisteret: hun havde aldrig haft jagttegn, havde aldrig gået til skydning, havde aldrig ansøgt om en våbentilladelse.
Hun havde taget afsluttende eksamen ved St. Anne's. Det var interessant - hun havde kendt forholdene der, havde vidst, hvad der ville ske, hvis hun ringede til nonnernes bolig. Hun havde måske tilmed været på St. Anne's, mens Elle Kruger underviste der. Han gjorde et notat om at spørge hende. Efter college havde hun arbejdet som bibliotekar og dernæst for et par velgørenhedsorganisationer.
Han sad et øjeblik og tænkte over oplysningerne i chartekket, og så kiggede han på sit armbåndsur. Det var ved at være på tide at køre hen og se til Elle. Men først slog han Helen Bell, Audreys søster, op i telefonbogen. Hun boede i den sydlige del af Minneapolis. Han forventede ikke ret meget, da han tastede hendes nummer. Hun tog telefonen, da den ringede anden gang.
"Jeg vil meget gerne tale med Dem om hele sagen," sagde han, efter at han havde præsenteret sig.
"Jeg ... jeg troede, at den var ved at være afsluttet," sagde Bell. Han lagde straks mærke til hendes stemme: hun lød som Audrey, der lød som kvinden, der havde ringet til ham for at pudse ham på McDonald.
"Vi har ikke opklaret drabet på Kresge," sagde Lucas. "Jeg vil bare gerne aflægge Dem et besøg og snakke lidt. Høre Deres mening om forskellige ting."
"Okay. Jeg er hjemme resten af dagen."
Tre nonner, alle iført den traditionelle dragt, sad stift på stole i Elles værelse og betragtede en ung sygeplejerske, som var i færd med at skifte et saltvandsdrop. Da Lucas trådte ind og forsigtigt lukkede døren bag sig, sagde en af dem: "Hej, Lucas. Hun er vågen."
Lucas gik rundt om det beigefarvede forhæng, som skjulte Elles seng for folk, der passerede ude på gangen, og så ned på sin ældste ven. De havde gået i den katolske underskole sammen, havde slentret hen ad fortovet, og hendes lange, gyldne hår havde flimret i sollyset, og hun havde set smilende på ham med sine smukke, blå øjne ... Hans første tydelige erindring om et andet hunkønsvæsen end hans mor. Nu var hendes hoved indhyllet i bandager, ansigtet var skæmmet af blå mærker og rester af et gult desinficerende middel, og de blå øjne var slørede. Hun smilede svagt, og han syntes, hun så pragtfuld ud.
"Du ser forfærdelig ud," sagde han. "Som om du er blevet banket sønder og sammen."
"Det er mærkeligt," mumlede. "For sådan føles det også."
Han rørte ved hendes fod. "Du kommer dig."
"Ja, det gør jeg vel. Ved du, hvad der skete?"
Han nikkede. "Jeg ved det meste. Du fik en opringning fra en, der lokkede dig ud af huset og overfaldt dig fra et baghold."
"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Jeg kan ikke huske ret meget om, hvad der skete efter klokken seks om aftnen, men det, du fortæller, er det, jeg har fået at vide."
"Hvor slemt er det med din hukommelse?" Han gjorde en synkebevægelse, da han stillede spørgsmålet: han ville nødigt høre dårligt nyt, især ikke om Elle.
Hun smilede svagt igen. "Det er bare et par timers hukommelsestab, hvilket ikke er usædvanligt. Jeg har gennemgået et par tester: der er ingen hukommelsessvækkelse. Ingen varig hukommelsessvækkelse."
"All right," sagde han. "All right."
"Den unge pige ..."
Pigen ville overleve. Hun kunne lugte vanille, når en sygeplejerske gned hendes arm med en sprittampon; hun kunne lugte spejlæg i et glas med æblejuice, selleri i havregryn. Da hun blev bedt om at læse noget, der stod på en tavle, klarede hun det fint - bortset fra at hun læste nogle af ordene bagfra og udtalte dem korrekt - læst bagfra.
"Hun kommer sig måske," sagde Elle. "Jeg har det så dårligt med, at hun løb efter mig ..."
"Du havde jo ikke kunnet forhindre det," sagde Lucas.
"Har I nogen anelse om, hvem der kan have gjort det?" Der var et glimt af frygt i hendes øjne - noget, han aldrig havde set før.
Han rystede på hovedet. "Endnu ikke."
De talte i ti minutter, indtil Elles øjenlåg blev tunge. Lucas kyssede hende på kinden, hvilket i allerhøjeste grad blev billiget af nonnerne, der sad som solsorte på stolene med rødt betræk af kunstlæder. Inden Lucas forlod hospitalet, talte han kortvarigt med hendes læge og fik udleveret nogle røntgenbilleder og nogle fotografier, der var taget før operationen.
Retsmedicineren i Hennepin amt havde kontor i ejendommen ved siden af politiets hovedkvarter, og de to bygninger var forbundet af en tunnel, som politifolkene omtalte som "den hemmelige tunnel". Lucas stillede Porschen i en af politiets parkeringsbåse på gaden og gik så gennem tunnelen til retsmedicinerens kontor. Han viste røntgenbillederne og fotografierne til en af retspatologerne.
"Vedkommende var formentlig højrehåndet og formentlig ikke ret høj," sagde patologen og tog et drag af en ulovlig Winston. "Alle slagene ramte på siden af hovedet og i baghovedet i stedet for oven på hovedet. Men hvis det var en mand, der svingede horisontalt, som med et baseballbat, ville hendes hoved være blevet flået af. Det her ser snarere ud som slag, der kom oppefra og ned, men fra en forholdsvis lav højde."
"Kan det have været en kvinde?"
Patologen pustede en røgring ud. "Ja, det kan det. Vedkommende var i hvert fald ikke synderlig stærk. Hvis en stærk fyr havde overfaldet hende bagfra med en kølle, ville han have dræbt hende med de slag."
"Tak."
Lucas havde set Helen Bell ved hendes søsters retsmøde, og han havde været overrasket over, at de lignede hinanden så lidt som helhed i betragtning af, at de havde så mange ens træk. Audrey var i en alder af otteogtredive en bille: sammenfalden, forfjamsket, udelukkende klædt i naturlige mineralfarver, og hendes bevægelser var små og nervøse. Helen var i en alder af fireogtredive ikke ligefrem en sommerfugl, men virkede tilmed i de restriktive rammer ved et retsmøde langt mere udadvendt, langt mere som en kvinde i trediverne. Hun havde en anelse farve i håret og havde lagt en diskret makeup, og til retsmødet havde hun haft et kønt, rødt silketørklæde på til en konservativ, blå dragt. Og hun smilede.
Helen Bell boede i et lille, hvidt hus med grønne skodder; baghaven vendte ud til en gyde, og der lå en vakkelvorn garage bag huset. Lucas parkerede ude på gaden og gik hen ad den smalle, halvfjerds år gamle flisegang til hoveddøren og bankede på. Bell var der med det samme; hun smilede nervøst, da hun åbnede døren og sagde: "Vicepolitimester Davenport? Kom indenfor."
Stuen så ud, som om der netop var blevet støvsuget, og bladene, hvoraf de fleste var om husførelse, lå i en nydelig stak på sofabordet. "Vil De have kaffe?" spurgte hun. "Det er kun pulverkaffe fra mikroovnen."
"Ja tak. Det vil jeg gerne." Stemmen igen: det var den, han havde hørt i telefonen. Lucas sparkede sig selv i tankerne, for han havde jo vidst, at Audrey McDonald havde en søster.
"Koffeinfri eller almindelig?" Hun vimsede rundt, sikrede sig, at han følte sig godt tilpas; han følte det, som om han var til et stævnemøde med en ny pige.
"Det er ligegyldigt ... det samme som Dem."
Hun gik ud i køkkenet, og han så sig omkring i den lille stue. Han kiggede indgående på en hylde med billigbogsudgaver: hovedsagelig Gør-det-selv. Hvordan man får succes som forretningskvinde. "Hvor arbejder De?" råbte han.
Han hørte mikroovnens låge blive smækket i. "I Fisher Specialities inde i Bloomington. De ved - ekstraudstyr til lastvogne. Jeg er leder af regnskabsafdelingen." Hun kom ind fra køkkenet med to kaffekrus. "Sæt Dem i sofaen, så tager jeg lænestolen."
"Har De nogen børn?"
"En datter. Connie. Hun kommer snart hjem fra skole."
"Jeg vil gerne tale med Dem om baggrunden i forbindelse med Dan Kresges død og derefter Wilson McDonalds ..."
"Frafalder de tiltalen mod Audrey?"
"Det ved jeg ikke; jeg arbejder ikke inden for det område," sagde Lucas. "Mrs. Bell ... skrev De til os om Deres svoger? Ringede De til mig?"
Hun så alt for overrasket ud over spørgsmålet; hun var ikke overrasket, men hun lod, som om hun var - hun hævede øjenbrynene og lagde hovedet på skrå. "Hvorfor ...?"
"Jeg kan få en fortegnelse over Deres telefonopkald, hvis jeg vil," sagde Lucas. "Og der er intet ulovligt ved det, De gjorde. De foreslog simpelt hen en undersøgelse af forholdene."
Hun nippede til sin kaffe og lod så pegefingeren på sin frie hånd glide rundt langs krusets kant. Et øjeblik efter sagde hun: "Ja, det var mig. Det havde De vist allerede regnet ud. Men det kan ikke have været fra en fortegnelse over opkald herfra - for jeg ringede fra Rainbow.
Rainbow var et supermarked. Lucas rystede på hovedet. "Det er ganske enkelt Deres stemme. De lyder lidt ... canadisk."
"'About' - 'Aboot'," sagde hun.
Han nikkede. "Den første gang, jeg talte med Deres søster, troede jeg, at det var hende, der havde ringet. Nå, men hvor længe siden er det, at De blev enig med Dem selv om, at Wilson McDonald dræbte folk?"
"Jeg ... syntes, der havde været en masse dødsfald, som fremmede hans karriere. Men det var først, da mr. Kresge blev skudt, at jeg blev helt sikker. De ved måske, at mr. Kresge ville lade Polarisbanken fusionere med ..."
"Ja."
"Og så ville Wilsons job forsvinde. Så bliver mr. Kresge dræbt, og Wilsons job var reddet. Og han kan måske tilmed få mr. Kresges job. Det var for meget. Der havde været alt for mange af disse tilfælde."
"Hvor længe havde han mishandlet Deres søster?"
"Han bankede hende, før De blev gift," sagde Helen. "Det fortalte hun mig senere."
"Hvorfor giftede hun sig så med ham?"
"Fordi hun elskede ham," sagde Helen ligefremt. "Hun elsker ham stadig."
"Det er et højst besynderligt forhold."
"En slags gensidig afhængighed," sagde Helen. "De ved ... Nej, blæse være med det."
"Nej. Sig det."
"Min far bankede min mor. Og Audrey. Og han ville have banket mig, hvis jeg havde været gammel nok. Og jeg tror, at det gjorde et eller andet ved Audreys hjerne - hun tror, at kvinder fortjener at blive banket. Hun siger det ikke, men jeg tror, at hun føler sådan inderst inde. Jeg har ofte tryglet hende om at forlade Wilson."
"Hvor kommer De fra? De og Audrey?" Han vidste det, men hvis han kunne få hende i gang med at fortælle, ville der måske komme andre oplysninger frem.
"Oxford. Det ligger oppe i Red River Valley," sagde hun. "Den nærmeste store by er Grand Forks."
"Sukkerroer?"
"Nej, vi drev egentlig ikke gården. Vi boede der bare, og den lå lige uden for Oxford - vi kunne gå til og fra skole - og min far var postbud. Men begge mine bedstefædre var landmænd. Far voksede op på en gård, og det samme gjorde Mor, men han var simpelt hen ikke interesseret i landbrug."
"Bor Deres forældre stadig deroppe?"
"Nej, de er begge døde. Min far døde, da jeg var lille, da jeg var ti år, det er ... fireogtyve år siden. Og det skete på denne tid af året. Mor døde fire år senere. Om foråret. Efter at Mor var død, boede jeg hos min tante Judy i Lakeville, og Audrey gik på college. Hun gik på St. Anne's."
"Det ved jeg. Hør her ... Jeg går ud fra, at De ikke henvendte Dem direkte til os, fordi De ikke ville fornærme Deres søster. Eller støde hende fra Dem. Har jeg ret?"
Helen nikkede. "Hun talte altid om, hvor højt hun elskede ham, og hvor god en forsørger han var, men jeg syntes faktisk, at han var et dyr og frygtede, at han før eller senere ville dræbe hende. Han var morder. De sagde i telefonen, at Kresge-sagen endnu ikke var afsluttet, men det er den. Wilson dræbte ham. Jeg burde måske have henvendt mig til politiet noget før, men ... jeg var ikke sikker. Og han var jo min søsters mand."
"Den gode forsørger."
"Det er nemt nok at gøre nar af, når man er politimand her i Minneapolis," sagde Helen. "Men hvis man har været fattig i Oxford, Minnesota, og vi var fattige, så er 'den gode forsørger' ikke noget, man gør nar af."
Lucas så sig omkring. "Er De gift? Eller ..."
"Fraskilt," sagde hun. "Det har jeg været i fire år." Hun rystede på hovedet som svar på det uudtalte spørgsmål. "Larry lagde aldrig hånd på mig. Vi fandt bare ud af, at vi ikke var synderlig interesserede i hinanden. Vi havde kun kommet sammen i kort tid, da jeg blev gravid, og vi giftede os, fordi det gjorde man."
"All right," sagde han.
De talte i et par minutter til, og så rejste Lucas sig. "Tak."
"Hvad med Dan Kresge? Er De helt færdig med at efterforske drabet på ham?"
Lucas trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Der synes ikke at være ret meget mere at undersøge. Vi vil fortsætte med at kigge i små kroge, men der er ikke mange tilbage."
"Jeg er glad for, at han er død - Wilson, ikke mr. Kresge. Jeg ved, det er en synd, men jeg er glad for, at han er død."
Lucas var gået et skridt hen mod hoveddøren, da den blev åbnet, og en slank teenager kom ind; hun var klædt i sort fra top til tå og bar på en sort skoletaske. Hendes hår var lyst og ikke mere end godt to centimeter langt, og en lille guldring gennemborede det ene øjenbryn. Hun så hurtigt på sin mor, derefter på Lucas, sendte ham et vurderende smil og sagde: "Men dog! Sikken flot fyr!"
"Connie!"
"Han er ..." Hun talte i et forførende tonefald i den hensigt at drille sin mor.
"Hold nu op! Det er vicepolitimester Davenport fra Minneapolis-politiet."
"En strisser? Du har vel ikke inviteret ham for at spørge, om tante Audrey virkelig dræbte ham - hun har jo indrømmet det," sagde teenageren. Hun stillede skoletasken i entreeen. "Jeg tror ikke, hun har dræbt andre."
"Det her er bare et rutinebesøg," sagde Lucas.
"Aflægger politimesteren rutinebesøg?"
"Jeg er ikke politimester, men vicepolitimester," sagde Lucas. "Og undertiden aflægger jeg rutinebesøg, hvis sagen er tilstrækkelig vigtig."
"Vi var netop blevet færdige med samtalen," sagde Helen.
"Nå, men så vil jeg ønske dig held og lykke med tante Audrey," sagde pigen. "Den mest ondskabsfulde kvinde i hele verden."
"Connie!" Og Helen så hurtigt på Lucas og sagde: "Connie og Audrey kommer ikke så godt ud af det, som de burde gøre."
"Hun er så kedsommelig og småborgerlig," sagde Connie og rullede med øjnene. "Det eneste interessante, hun nogen sinde har gjort, var at dræbe Wilson."
"Hvilket var, når man tænker nærmere over det, temmelig interessant," sagde Lucas.
Connie nikkede. "Jep. Det må jeg indrømme."
Lucas blev enig med sig selv om, at han kunne lide hende, og smilede til hende. Hun opfattede hvorfor og gengældte smilet med et anstrøg af generthed. Lucas sagde til Helen Bell: "Hvis der skulle dukke noget andet op, ringer jeg til Dem."
Da Lucas passerede Connie, opfangede han en svag duft af hash; han skævede til hende, og det opfattede hun også. En kløgtig pige, tænkte han, mens han gik ad flisegangen hen til bilen.
Derpå tænkte han: Flere døde mennesker. Audreys forældre, døde og begravet.
Han ringede til Sherrill fra biltelefonen. "Jeg kører op til Red River Valley i morgen - oppe ved Grand Forks," sagde han. "Kan du tage med?"
"Ja. Det er jo min friweekend. Kan vi overnatte på et af de der tarvelige, små hoteller med tynde vægge og bolle hele natten, så folk kan høre os på begge sider af værelset?"
"Jeg ved ikke, om vi kan gøre det hele natten ... men én gang kan vi vel."
"Jeg begynder at øve mig på at stønne. Ring til mig i aften."
Telefonen ringede et øjeblik efter, og han troede, at det var Sherrill, der ringede tilbage. Men det var hans sekretær. Rose Marie ville tale med ham, sagde hun.
Rose Marie Roux sad og arbejdede med budgettet, da Lucas trådte ind på hendes kontor. "Sid ned," sagde hun uden at se op. Hun arbejdede videre, mens hun nynnede, tilsyneladende uden at være klar over det: hun kunne godt lide at lave budgetter.
"Okay," sagde hun omsider, lagde den gule blyant til side og flettede fingrene. "Går du i seng med Marcy Sherrill?"
Lucas' stemme var iskold, da han sagde: "Vi kommer sammen. Jeg mener ikke, at det vedrører nogen, hvad der sker ..."
"Lucas, for himlens skyld - bor du i en skide hule?" spurgte hun irriteret. "En vicepolitimester kan kun slippe godt fra at gå i seng med en af sine kriminalassistenter, hvis ..."
"Hun er ikke en af mine kriminalassistenter," sagde Lucas. "Jeg har ikke noget regelmæssigt opsyn med ..."
"Pis og papir - hun arbejder for dig, når du har brug for hende. Og desuden vil pressen være skide ligeglad med formaliteter. Du er vicepolitimester, hun er kriminalassistent. Det generer ikke mig - det gør det virkelig ikke. Nå, men det, jeg ville sige, var, at en vicepolitimester kan kun slippe godt fra at gå i seng med en af sine kriminalassistenter, hvis han er meget, meget forsigtig. Du har lagt en besked om, at du kører op til dette sted ..." Hun kiggede på en notesblok. "Oxford. I morgen. Oppe i Red River Valley, ikke? Er det din mening at tage Sherrill med?"
"Jeg tænkte ..."
"Hvis du tager hende med, må hun betragte det som fridage."
"Hør nu her ..."
"Nej, du skal høre efter, hvad jeg siger. Jeg forsøger nemlig at redde hendes skind, ikke mit. Og jeg forsøger at redde dit. Jeg kan garantere dig for, at hvis du tager derop sammen med hende, og hun får løn for det, og pressen finder ud af det, så ender det med, at du vil blive fyret. Jeg ville bakke dig op, men det ville ikke hjælpe - du ville alligevel ryge ud."
"Vi bør måske bare glemme det hele," sagde han. "Jeg og Marcy."
Hendes stemme blev en anelse blidere. "Det sagde jeg ikke, at I skulle gøre. Men du er nødt til at være diskret, og du er nødt til at være politisk forsigtig. Hun kan ikke få løn i de perioder, I tager af sted sammen."
"All right," sagde han. "Var det alt?"
"Elle Kruger klarer sig tilsyneladende."
"Jeg har netop talt med hende - og med hendes læge. Hun vil have smerter i lang tid," sagde Lucas. "Men der skete ingen skade på hendes hjerne, det mener de i det mindste ikke. Motorikken er i orden, hukommelse, udtale af ord."
"Er der noget nyt om overfaldet?"
"Nej, endnu ikke. Men det er derfor, jeg tager op til Red River. Der er nemlig en mulighed for, at Audrey McDonald er indblandet."
Roux hævede det venstre øjenbryn. "Tror du virkelig det?"
"Ja, det gør jeg. Vi er måske ved at nærme os noget uhyre interessant," sagde Lucas.
"Okay. Men husk på det, jeg sagde om Sherrill."
"Hun har faktisk fri de næste par dage, så alt skulle være i orden."
"Ingen udgifter, der skal refunderes, ingen måltider på vores regning, intet ..."
"Intet," gentog han. "Til nogen af os."
"All right," sagde hun. "Held og lykke."
"Med Marcy? Eller sagen?"
"Det må du selv bestemme," sagde hun.
Da Lucas kom tilbage til sit kontor, ringede han til statsadvokaturen og spurgte efter Richard Kirk, der var chef for kriminalafdelingen. Han ventede et øjeblik, og så sagde Kirk i den anden ende af ledningen: "Hvad er der på færde?"
"Hvor længe kan I vente med at træffe en beslutning om Audrey McDonald?"
"Hvorfor?" Typisk for en advokat.
"Fordi."
"Typisk for en skide strisser: Fordi," sagde Kirk. "Nå, men vi vil bringe McDonald-sagen for anklagejuryen og lade dem træffe beslutningen. Det er den demokratiske måde, og det redder vores elskede statsadvokat ud af kniben, hvis noget går galt."
"Hvornår gør I det?"
"På onsdag, men det vil ikke frembyde noget problem at udsætte det lidt. Vi kan forelægge sagen på onsdag og så udskyde beslutningen til det næste møde."
"Det lyder godt," sagde Lucas. "Der er nemlig dukket nye oplysninger op."
"Så gør vi det sådan - men lad være med at overraske os i sidste øjeblik."
"Okay. Og sig til din chef, at han ikke skal holde nogen taler i rødstrømpeforeningerne om, at det er en indlysende sag om selvforsvar."
"Okay. Men hvis der sker noget, så ring til mig, så vi ved, hvad vi skal stile mod," sagde Kirk.
"Det skal jeg nok."
"For helvede, Davenport, du er gammel nok til at vide ..."
"Hvad?"
"At for megen efterforskning kan spolere en god sag."