Ti minutter over tolv om aftnen var Audrey stadig i gang med at pakke tøj ned i papkasser. Politifolkene var kørt og havde taget en lille kasse med forskelligt skrammel. Det ville de ikke kunne bruge til noget, tænkte hun. Tape? Enhver havde tape i huset - men hun ønskede dog, at hun havde taget sig tid til at rense de døre efter drabet på O'Dell. Men tanken havde ikke engang strejfet hende.
Til gengæld havde hun smidt glasskæreren væk. Den lå et eller andet sted ved kanten af I-94, var forsvundet for bestandig. Hun havde ikke smidt den væk, efter at hun havde kastet brandbomben ind i Bairds hus. Hun havde først smidt den væk efter angrebet på Weather Karkinnen, men kun fordi hun ikke havde troet, at hun ville få brug for den igen. Hun havde ikke tænkt på beviser.
Hun havde faktisk ikke tænkt på det, siden hendes mor var blevet kremeret. Hvis hun var blevet pågrebet i forbindelse med alle de andre drab, ville hun have været færdig. Hun havde ikke ment, at det tjente noget formål at bekymre sig om beviser, undtagen i visse henseender - efterlad ikke fingeraftryk, køb ikke nogen våben.
Hun var nødt til at begynde at tænke.
Hun var nået til Wilsons sweatere. Han havde også brugt en formue på sweatere til trods for, at de fik ham til at se ud til at være på størrelse med et olietankskib. Han troede, de fik ham til at ligne en footballspiller; de fik ham faktisk til at se endnu federe ud, end han var. "Tre hundrede dollar for en sweater. Jeg kan huske, at jeg næsten ikke kunne fatte det, da du fortalte mig det. Tre hundrede dollar. Og det var ikke bare de tre hundrede dollar; hvis vi havde investeret dem, for eksempel i Vanguard, ville beløbet nu have været tredoblet.
Forlygter i indkørslen. Hun stivnede. Vendte politifolkene tilbage? Hun fordybede sig i sine egne tanker i nogle få sekunder: Hun hadede politiet; og ham Davenport var djævelen i denne sag. Hun ville ordne ham om et år, hvis hun kunne finde et våben. Hun ville vente et år eller måske lidt længere, og så en aften - måske i januar, hvor folks døre og vinduer var lukkede - ville hun vente ved hans hus. Hvis hun kunne finde en pistol som den, hun skød Kresge med: se, det var en pragtfuld pistol. Pragtfuld ...
Og så vendte hun brat tilbage til virkeligheden. En bil i indkørslen. Hun skyndte sig hen til vinduet, kiggede ned og så Helen gå tværs over indkørslen og hen mod hoveddøren. Helen? Hun havde ikke ringet.
En tanke slog ned i hende. Helen havde talt med Davenport igen. Audrey vendte sig og ilede ud af soveværelset. Hun var på vej hen mod trappen, da dørklokken ringede.
Helen så mærkelig ud: hun var sædvanligvis omhyggelig med sit udseende, men nu var hendes hår pjusket, ansigtet fortrukket, læberne knebet sammen. Hun tog ikke frakken af, men stod blot der i entreen.
"Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal spørge dig om det her, Audrey. Jeg vil simpelt hen fortælle dig det, som vicepolitimester Davenport fortalte mig. Han tror, at du dræbte Mor og Far. At du forgav dem. Jeg sagde til ham, at det troede jeg ikke, at du gjorde, og så tænkte jeg over det hele aftnen og besluttede til sidst at køre herover og tale med dig."
"Mor og Far? Mor og Far? Tror du, at jeg dræbte Mor og Far?" Audrey var forfærdet samtidig med, at den lille kerne bag i hendes hjerne strammedes rundt om hendes hemmelige viden.
"Jeg ... tror det ikke," sagde Helen, men hun så væk fra Audrey. Da hun igen mødte hendes blik, sagde hun: "Mr. Davenport tror, at det var derfor, de blev kremeret. For at dække over det."
"Det er latterligt," sagde Audrey skarpt. "Davenport har rottet sig sammen med Wilsons far; de forsøger at forhindre, at jeg får Wilsons penge. Pengene vil nemlig gå til hans far, hvis de beslutter, at jeg har begået en forbrydelse. Det er det, det handler om: penge."
Helen så på hende et øjeblik endnu, lidt for køligt, tænkte Audrey, og så sagde hun: "Okay. Jeg var bare nødt til at spørge. Davenport bad mig om at lade være med at tale med dig, så vær sød ikke at nævne det - men jeg var simpelt hen nødt til at køre herover og spørge dig."
Audrey vendte sig om og begyndte at gå i retning af køkkenet, som om hun var desorienteret, som om hun var bedrøvet over sin søsters forræderi. "Du taler åbenbart med ham ustandselig," sagde hun.
"Jeg har kun talt med ham tre gange," sagde Helen. "Han giver ikke indtryk af at være en skidt fyr."
Audrey snurrede rundt på hælen. "Åh, vågn op, Helen," snerrede hun. "Du har aldrig været realistisk. Du sidder bare der på dit kontor og holder styr på reservedele til biler og lader verden passere forbi. Du burde spørge dig selv: 'Hvad sker der, når jeg bliver gammel? Hvad sker der, når jeg skal forsøge at leve af bistandshjælp, når der ikke længere er nogen, der vil have mig?' Helen, du aner simpelt hen ikke, hvordan det er."
Helen vendte sig om mod døren. "Du skal ikke bekymre dig om mig, kun om dig selv, Audrey ... Sig mig, vidste du, at jeg klippede en hårlok af mor, da hun var død - en hårlok, som jeg kunne sætte ind i rammen til hendes billede, som jeg har stående på klaveret. Davenport tog den med. Han vil få den analyseret på deres laboratorium."
"Det gør mig ondt, at du har mistet din dyrebare hårlok, men den vil i det mindste vise, at hun ikke blev forgivet," sagde Audrey skarpt.
"Det håber jeg," sagde Helen. "Audrey, når alt det her er overstået, synes jeg, at vi skal sætte os ned og tale sammen. Der skete så meget, da jeg var barn, og jeg har aldrig rigtig fået rede på det."
"Det skal jeg nok sørge for, at du får," sagde Audrey. "Kom tilbage, når det her er overstået."
Helen gik, og der hørtes en hvæsende lyd, da hun lukkede den tykke dør bag sig. Wilson havde insisteret på, at de skulle have denne specielle, næsten ti centimeter tykke dør. Han havde sagt: "Det er det første, folk får at vide om os." To tusind dollar for en dør ...
"Fandens," sagde hun højt og vristede så sine tanker væk fra Wilson. En hårlok! Kunne den virkelig blive analyseret, eller var noget, Davenport ville bilde hende ind? Var der nogen måde, hvorpå hun kunne finde ud af det?
Måske på internettet, om end det forekom hende at være usandsynligt. Hun gik ind i arbejdsværelset, tændte computeren, ventede tålmodigt på at komme online, gik ind på Alta Vistas søgemaskine og skrev: 'ARSENIK + HÅR'.
Der kom næsten omgående en liste frem, og hun fik en sugende fornemmelse i maven. Det første punkt på listen vedrørte ejendommeligt nok Napoleon. Hun valgte det, og det handlede om arsenikindholdet i Napoleons hår. Satans. Hun gik videre til det næste punkt, som havde noget at gøre med analyse, og dér var arsenik i hår også nævnt. Hår.
Hun trykkede på computerens afbryderknap, og computerventilatoren stønnede, da den lukkede ned. Det kunne computeren ikke lide, tænkte hun. At være i gang og så blive afbrudt.
Ad helvede til med computeren.
Arsenik og hår. Hun var nødt til at foretage sig noget, og det i en fart.