Jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig til musik. Efter at jeg er faldet for sent ind fire gange i træk, peger mr. Markowitz med sin taktstok på blæserne og siger: “Hvad med at vi lige tager fem minutters pause? Fløjter, I kan komme herover og høre om soloerne.”
Jeg kaster et hurtigt blik hen mod slagtøjet, men Graham er ikke kommet endnu. Nogle gange trækker et møde med svømmetræneren ud, hvilket passer mig fint. Jeg frygter stadig at se ham. Jeg sætter saxofonen fra mig ved min stol og går ud til vandhanerne. Da jeg læner mig ind over vasken, tænker jeg på det, der er sket på min computer. Det føles alt sammen så uvirkeligt i dag, især det med, at Josh bliver gift med Sydney Mills. Det er ligesom at sætte mig sammen med Leonardo DiCaprio.
“Kan du gætte, hvem det er?” Graham holder mig for øjnene med den ene hånd og lægger den anden arm om livet på mig.
Jeg tørrer mig om munden og vender mig om for at kigge på ham. Da jeg ser ham, kan jeg ikke trække vejret. Han har ladet sig kronrage! Hans lækre lyse hår er væk, og nu er hans isse rødprikket og bleg.
“Hvad er det, du har gjort?” spørger jeg.
Han smiler og kører en hånd hen over hovedet. “Greg og Matt kom over efter ultimate frisbee i går, og så ragede vi det hele af. Kan du lide det?”
Jeg kan ikke lade være med at stirre.
“Indrøm det,” siger Graham og fletter fingre med mig. “Du har sådan en lyst til at lade en hånd glide hen over mit store, glatte hoved.”
Jeg er bare ikke i humør til det her, og da han presser sig ind mod mig, trækker jeg mig væk.
“Hvad er der galt?” spørger han.
“Jeg ved det ikke,” siger jeg.
Ingen af os siger mere. Nogle gange føles det, som om vi ikke ville have noget med den anden at gøre, hvis det ikke var, fordi vi kyssede.
***
“Jeg er klar til at slå op med Graham,” siger jeg og kigger ned i posen med min frokost.
Vi er i kantinen, så Kellan kan få sin daglige dosis pomfritter og Sprite. Kellan er tre centimeter lavere end jeg, med blankt sort hår og perfekt hud. Og hun kan slippe af sted med at spise pomfritter uden at tage så meget som et gram på.
“Ville du ikke slå op med ham i parken forleden?”
Jeg smiler til et par piger, der går forbi os. “Vi så slet ikke hinanden i parken den dag.”
“Nå, men hvad afholder dig så fra at gøre det i dag?” Kellan betaler for maden og går over mod bordet med tilbehør. “Jeg holder dig jo ikke tilbage.”
“Har du set hans nye hår?”
Kellan ryster på hovedet.
“Han er skaldet,” siger jeg. “Han og Greg og svømmeholdet kronragede sig i går. Jeg siger dig, fyre i flok er i stand til at lave de mest latterlige ting.”
“Som krig for eksempel,” siger hun og stabler servietter og ketchuppakker op på sin bakke.
“Og at hoppe ned fra et tag.”
“Og sætte ild til deres prutter,” siger hun.
Jeg griner. “Kender du nogen, der har gjort det?”
“Tyson,” svarer hun. “Bag containeren ved GoodTimez sidste vinter, da du besøgte din far.”
Tysons far ejer GoodTimez Pizza, en restaurant, der har specialiseret sig i fødselsdagsselskaber og deeppanpizzaer dækket af ost. Der er spillemaskiner og den fedeste parkeringsplads for skatere, så Josh og Tyson hænger ret tit ud der.
“Var Josh sammen med ham?” spørger jeg.
Kellan tænker sig om. “Han filmede det faktisk. Men han satte ikke selv ild til noget.”
“Godt, ellers ville jeg drille ham med det konstant.”
Da vi skubber os gennem dørene ud af kantinen, spørger Kellan: “Nå, men hvordan ser Graham så ud uden de gyldne lokker?”
“For at være helt ærlig, så var hans hår det, der gjorde ham lækker,” siger jeg. “Nu ligner han en ferskenfarvet slikkepind.”
Solen skinner udenfor, og det er endnu varmere end i går. Vi går hen over campus til vores sædvanlige frokoststed, og jeg vender mig om mod Kellan. “Må jeg spørge dig om noget, noget naturvidenskabeligt?”
Hendes ansigt lyser op bare ved ordet. Hun har naturvidenskab på Hemlock State tirsdag og torsdag eftermiddag. Det er en del af det samme collegeforberedende kursus, hun forsøgte at få mig til at tage, så vi kunne have biologi sammen til efteråret.
Jeg tager papirsposen med min frokost over i den anden hånd og siger så afslappet som muligt: “Hvad mener videnskabsmænd om tidsrejser?”
Hun løfter sin bakke op til munden og fanger en pomfrit mellem tænderne. “Hvorfor?”
“Jeg er bare nysgerrig,” siger jeg. “Jeg så Tilbage til fremtiden i går aftes i fjernsynet.”
Kellan stopper op foran en mudret plet i plænen og kaster sig ud i at forklare begrebet om udvidelse af tid og den specielle relativitetsteori. Jeg forsøger at følge med, men jeg bliver hægtet af, da vi når til ormehuller.
“Der er intet af det, som er bevist,” siger hun. “Men det er heller ikke udelukket. Min personlige holdning er, at det er muligt, men jeg har ikke lyst til at prøve det.”
“Hvorfor ikke?”
Hun trækker på skuldrene. “Fortiden er forbi. Vi kan læse om den i historiebøgerne. Og hvad nu hvis vi også er i krig i fremtiden, eller vi stadig ikke har fået en sort præsident, eller en kvindelig, eller hvis Rolling Stones stadig står og svinger med deres gamle røve på scenen? Det ville gøre mig alt for deprimeret.”
“Jeg håber, fremtiden er bedre end nu,” siger jeg, selvom jeg ikke er sikker på, den bliver det.
“Kan du huske ham den søde fyr, jeg fortalte om, fra fysik?” spørger Kellan. “Jeg mødte ham inde i byen i går. Seriøst, Emma, du er nødt til at tage biologi sammen med mig. Du fatter ikke, hvor lækre fyrene er på Hemlock. De er mænd.”
“Mener du seriøst, at jeg skal tage biologi på grund af fyrene?”
Kellan ryster på hovedet. “Du skulle tage biologi, fordi du er klog, og der ikke er nok kvinder inden for naturvidenskab. Men det kan vi jo ændre. Fyrene er bare prikken over i’et.”
“Måske,” siger jeg, men jeg er mere bekymret over det, Kellan sagde om at rejse i tiden. Hvis det var umuligt, ville hun have sagt det. Men det gjorde hun ikke.
“Ud over at rette op på kønsskævheden inden for naturvidenskab,” siger hun så, “vil jeg gerne have, at du forelsker dig, inden vi bliver færdige. Det er et af mine personlige mål.”
“Du ved godt, hvordan jeg har det med kærlighed,” siger jeg. “Den er opfundet for at få solgt nogle bryllupskager. Og ferierejser til Waikiki.”
“Mine forældre har været forelskede i nitten år,” siger Kellan. “Og prøv at se på mig og Tyson. Vi er da de to mest ...”
“Han knuste dit hjerte! Du kan da ikke kalde dét kærlighed, når du blev så ked af det.”
Kellan propper endnu en pomfrit i munden. “Det er kærlighed, fordi det var det hele værd.”