Så det, der afgør det hele, er et gult engangskamera fra min mors bryllup. Hvis fotografierne stadig er i kameraet, og altså ikke fremkaldt, er Josh nødt til at indrømme, at det der Facebook er rigtigt.
Vi stirrer på billedet på skærmen, på bikinien, jeg lige har købt i centret i Lake Forest. Og så flytter vi begge blikket til kameraet på mit bord.
“Skal vi ...?” begynder Josh.
“Hvornår lukker Photomat?”
“Klokken ti,” siger Josh. “Det ligger lige ved SkateRats.”
Klokken er 20:53. Photomat fremkalder i løbet af en time.
“Vi tager din bil,” siger han.
“Det er lidt for risikabelt,” siger jeg og peger hen mod trappen. Hvis min mor hører os gå, vil hun sige til mig, at det er for sent på en hverdag.
“Skal vi rulle derhen?” spørger han.
Jeg nikker og rækker ud efter min orange Cheetah-fleecetrøje, der hænger over stoleryggen. Jeg har stadig mit løbetøj på, for jeg har ikke orket at skifte.
“Jeg skal lige hente mit board i garagen,” siger Josh.
Man kan stadig se albummet “High school-minder” på skærmen. “Skal vi ikke lukke den her?”
“Jo!” siger Josh.
Måden, han siger det på, så klart og uden at tøve, giver mig en kuldegysning. Josh begynder at tro på det.
***
Vi er i Photomat ti minutter over ni. Fyren bag disken har tyndt hår og trætte øjne. Jeg skriver mit navn og opgiver et falsk telefonnummer og putter så filmen ned i en konvolut.
“Kan du nå at fremkalde den her, inden I lukker?” spørger jeg og kører frem og tilbage på mine rulleskøjter.
Fyren kigger vagtsomt på mig. “Vi får se.”
Jeg vakler ud på fortovet. “Jeg tror ikke, han forstår, hvor akut det er.”
“Han sagde, han ville prøve,” siger Josh.
“Nej, han sagde, ‘vi får se’. ‘Vi får se’ betyder, at han lader det være op til universet. Og det er ikke op til universet. Det er op til ham!”
Josh sætter af sted på sit skateboard, og jeg kører efter ham hen over parkeringspladsen. Vi sætter os ned på en stribe græs under det snurrende ur, der viser både klokken og temperaturen. Der er mørkt her, og ildfluerne flakker hen over græsset. Jeg binder mine rulleskøjter op og lægger mig på græsset og kigger op i himlen.
“Kan du huske, at vi altid spillede bold derovre?” spørger Josh.
Jeg hæver mig op på albuerne og kigger over på parken på den anden side af pladsen. Min far var træner for lilleputterne et år, og min halvsøster, Rachel, er kun fire uger gammel, men jeg spekulerer på, om han også vil træne hende, når hun er gammel nok.
Jeg peger hen på et velholdt hvidt hus midt i rækken af etplanshuse. “Der bor Cody,” siger jeg.
“Det ved jeg,” siger Josh.
“Gør du?”
“David har hængt meget ud med Codys storebror. Vi holdt tit poolfester derovre. Hans bror er underligt nok ikke et dumt svin.”
“Cody er altså ikke et svin!” siger jeg. “Du kender ham bare ikke.”
“Men det gør du?”
Jeg beslutter mig for ikke at fortælle Josh, at jeg flere måneder op til afgangsballet havde en drøm om, at Cody ville komme hen til mig ude på gangen og spørge, om jeg ikke ville være hans date. Han fulgtes med Meredith Adams, der havde en lillebitte sølvkjole på. De kom sent og gik tidligt. Jeg fulgtes med Graham, selvom jeg var ret så færdig med det forhold allerede da. Vi sad sammen med en gruppe venner, mest nogen, jeg ikke kendte. Kellan, Tamika, Ruby og nogle piger kom sammen, de delte en limo og dansede barfodede i en stor gruppe hele tiden. Jeg dansede sammen med dem til et par sange, indtil Graham kom slentrende over og trak mig ind til en kinddans. Josh og Tyson kom ikke engang. De sad hjemme og savlede over Tony Hawk-skatervideoer hele aftenen.
Efter et par minutter, hvor vi har siddet og betragtet ildfluerne, plukker Josh et græsstrå, tager det mellem tommelfingrene og læner sig frem for at fløjte i det.
“Lad være!” råber jeg. “Du ved, jeg hader det!”
Josh smider græsstrået og vender sig over mod mig.
“Undskyld,” siger han stille, “altså over det, jeg sagde om, at Graham gramsede ... du ved. Jeg var en idiot.”
“Det er okay,” siger jeg og ruller med et hjul på min ene rulleskøjte.
Jeg læner mig tilbage i græsset og kigger op i himlen. Venus er fremme og en strimmel måne. Da jeg stirrer op i stjernerne, spekulerer jeg på, hvad der sker med Pluto. Bliver den ramt af en meteor?
“Nå, vi må hellere gå,” siger Josh og peger på uret. “Photomat lukker om fem minutter.”
***
“Nelson?” siger jeg og skubber døren op.
Fyren bladrer gennem billederne under N og fisker en konvolut op. Da han rækker mig pakken, bliver Joshs øreflipper røde. Jeg rækker fyren en tidollarseddel, og han rækker mig mine byttepenge.
Vi går ud og forbi et par butikker, indtil vi står lige under gadelampen. Jeg flår konvolutten op. Jeg er næsten lige så høj som Josh med mine rulleskøjter på. Hans ben strejfer ganske let mine, men han trækker sig hurtigt væk igen.
De første par billeder er af min mor og mig i køkkenet. Josh rører ved bunken, som om han vil sige, kom nu. Men nu ved jeg ikke rigtigt, om jeg har lyst til at vide det. Hvis det virkelig er min fremtid, og jeg ikke er lykkelig, ville det måske være bedre ikke at vide noget, før jeg er der.
Josh tager billederne ud af hånden på mig. Han bladrer videre til det næste, og der er vi alle sammen ved søen. Tyson, der smider Kellan i det iskolde vand. Et nærbillede af Josh, der skeler. Kellan og jeg med armene om livet på hinanden. Og min røv i den nye bikini med søen i baggrunden.
De gode gamle dage.