Efter at have fået vores opmærksomhed fører mrs. Tuttle os ned ad gangen til auditoriet, hvor vi endnu en gang skal have socialfag. Uanset hvad vi skal foretage os, så er det det eneste sted, hvor der er plads til alle.
For enden af gangen fører en dobbeltdør ind til teatersalen. Mr. Fritz’ klasser er allerede på vej ind. Jeg kommer i tanke om Davids råd om at gribe chancen, når den er der, så jeg skynder mig for at indhente Sydney Mills. Da jeg nærmer mig, rammer hendes kokosduft mig – den minder mig om sololie og bikinier. Og Waikiki! Jeg mener Acapulco.
Jeg vil ikke presse på, men jeg har brug for at tale med hende, bare for at få det overstået. Ellers bliver jeg ved med at pine mig selv over, hvornår hun mon får øje på mig. Så sent som i går ville blot tanken om, at vi kunne forelske os i hinanden, ikke være faldet mig ind. Men efter at have set billedet af Emma ved søen, og det af Sydney og mig sammen med vores børn, er jeg overbevist om, at det ikke kan være en joke.
Jeg glider op på siden af hende og følges med hende ned ad gangen. Jeg er nødt til at sige noget klogt. Noget, hun altid vil huske som de første ord, jeg overhovedet sagde til hende. Vi vil skrive netop de ord på valentinsdagskort og genfortælle historien til vores børnebørn en dag.
Sydney kigger på mig og smiler. Det er nu, jeg har chancen!
“Jeg ... jeg kan virkelig godt lide auditoriet.”
Seriøst? Er det den sætning, som bryder isen mellem os og besegler vores skæbne?
“Hvor godt,” siger hun, og hendes smil bliver mindre. “Når det nu er der, vi skal hen.”
Min klasse skrumper sammen til en kompakt klump kroppe for at komme ind gennem dørene. Jeg lader Sydney gå først, mens mine kinder brænder af flovhed. “Jeg kan virkelig godt lide auditorier” kommer ikke til at stå på nogens valentinsdagskort.
Den anden klasse står tæt på scenen sammen med deres lærer. Mr. Fritz er overvægtig, men har alligevel altid stramme polyesterskjorter på. Og når han taler om sex, får han altid halvmåneformede svedpletter under sine mandebryster.
“Lad os samle os,” siger mrs. Tuttle. Hun går helt tæt hen til mr. Fritz, og vi danner en halvcirkel rundt om dem.
Sydney stiller sig i den ene ende af halvcirklen, mens jeg placerer mig i midten. ”Vi er gået herind i dag for at lave en gruppeøvelse,” forklarer mr. Fritz, “som forhåbentlig vil vise jer, hvordan jeres liv ser ud udefra.”
Ved siden af mig hvisker en fyr med briller fra den anden klasse: “Jeg vil godt vædde med, at Fritz og Tuttle gør det frække inde på lærerværelset.”
Mrs. Tuttle tager et skridt frem. “Vi tænkte, at det ville være interessant at få et indblik i, hvor mange forskellige syn der er på forhold, bare i vores to klasser.” Hun lægger hånden på mr. Fritz’ skulder.
“Var det ikke det, jeg sagde?” spørger fyren og griner til mig.
“En af de ting, vi har været inde på i det her semester,” siger mr. Fritz, “er, at jeres trivsel er påvirket af de kæresteforhold, I har.”
Jeg kigger over på Sydney. Hun hører koncentreret efter, mens hun samler sit hår i nakken. Jeg betragter det lange hår og den glatte hud. Alt ved hende er så smukt.
Mr. Fritz peger på hvert af de fire hjørner på scenen.
“Hvert hjørne repræsenterer hver sin filosofi om forhold. Vi præsenterer en situation for jer med fire forskellige muligheder, så stiller I jer i det hjørne, I bedst kan identificere jer med.” Han rækker mrs. Tuttle sit clipboard.
“Vi starter med en af de nemme,” siger hun. “Forestil dig, at du gerne vil på date med en her på skolen. Vil du invitere vedkommende ud ... vente, indtil han eller hun inviterer dig ud ... bede din ven finde ud af, hvad vedkommende synes om dig ... eller har du simpelthen for travlt til at gå ud med nogen?”
“Vi siger altså ikke rigtigt ‘gå ud med’ mere,” siger Abby Law.
Et par stykker fniser, og mrs. Tuttle siger: “Nå, men hvad siger I så?”
Fyren ved siden af mig råber: “Score,” og hele klassen griner.
Mr. Fritz peger på scenen. “Stil jer her til venstre, hvis I inviterer vedkommende ud. Men hvis I hellere ...”
Abby Law afbryder igen. “Du peger faktisk til højre.”
Efter at de fire muligheder er blevet udpeget, går jeg hen til hjørnet, hvor man beder en ven om hjælp. Jeg skulle have bedt Tyson finde ud af, hvad Emma syntes om vores forhold, sidste efterår. Det ville have sparet mig for så meget ydmygelse.
“Er der ingen, der har for travlt til gå ud med nogen?” spørger mrs. Tuttle og peger hen på det tomme hjørne.
Shana Roy rækker hånden i vejret. Alle fyre i lokalet vil give deres venstre nosse for at blive inviteret ud af hende.
“Jeg var lige ved at gå derover,” siger hun, “men hvis den rigtige spurgte, så ville jeg helt sikkert finde tiden.”
“Det var ikke det, der var spørgsmålet,” siger en anden pige. “Hvad ville du gøre, hvis du gerne vil ud med nogen?”
“Du har ret,” siger Shana. “Så ville jeg spørge ham.”
Hun går hen over scenen, og jeg er hypnotiseret ved synet af den stribe nøgen solbrun hud over linningen på hendes jeans.
Kellan talte om skolens nye regel om bare maver til frokost, og at hun synes, det krænker elevernes rettigheder. Tyson og jeg grinede, og han fortalte, at hver eneste fyr er så meget mod den regel. Men ikke på grund af nogen rettigheder, men på grund af synet! Kellan blev skidesur, og hun smed en håndfuld pomfritter efter ham.
“Den her er nok sværere,” siger mrs. Tuttle. Hun kigger ned på clipboardet og læser: “Hvis det går for hurtigt, hvad angår sex, og en pige er tydeligt oprevet, skal drengen så stoppe, selvom pigen ikke har sagt klart nej?”
De fire hjørner repræsenterer “ja”, “nej”, “drengen skal spørge, om alt er okay” og “det ved jeg ikke nok om til at svare på”. Folk begynder at vade rundtomkring, indtil vi er næsten ligeligt fordelt mellem “ja” og “spørge, om alt er okay”. Overraskende nok er der tre piger, som synes, det er fint nok at fortsætte.
Ruby Jenkins forsvarer sit synspunkt. “Jeg kender piger, der har været i den situation. Og undskyld mig, men man er altså nødt til at sige noget.”
“Forstået,” siger mrs. Tuttle. “Men, Ruby, hvad nu hvis der stod en dreng i dit hjørne?”
Ruby smiler bredt. “Så ville jeg sparke ham i, I ved nok hvad.”
De andre piger i hjørnet griner og giver hende en highfive.
“Det er jo latterligt,” siger en fyr. Det er ham, der tror, at mr. Fritz og mrs. Tuttle gør det frække. “Det er da omvendt sexisme. Pigen er da nødt til at sige fra.”
Mr. De Gør Det Frække er sidsteårselev og spiller på skolens fodboldhold. Hver gang jeg går forbi ham på gangen, får jeg sådan en trang til at smide mig på gulvet og lave halvtreds armbøjninger.
“Det var ikke det, spørgsmålet handlede om, Rick,” siger Sydney. “Hvis en fyr presser en pige for langt, og hun er tydeligt oprevet, så skal han da bare trække sig.”
Et par piger bag mig griner, og en eller anden hvisker:
“Jeg vidste ikke, at Sydney Mills kendte begrebet ‘for langt’.”
Jeg bliver ved med at kigge på hende. Jeg tror ikke, hun kunne høre kommentaren i den anden ende af scenen, men i et kort øjeblik kan jeg se, hun bider sig i læben.
“Jeg siger bare,” fortsætter hun med dæmpet stemme, “at hun vel ikke behøver stave det for ham.”
“Så han skal være tankelæser?” spørger Rick.
“Jeg er bare ...” Sydney stopper midt i sætningen og ryster på hovedet.
Mr. Fritz åbner munden, men inden jeg når at tænke over det, udbryder jeg: “Hun har jo ret. Det er da almindelig anstændighed.”
Sagde jeg lige det? Det er jo rigtigt, men hvorfor sagde jeg det højt? Og “almindelig anstændighed”? Jeg kunne vel være kommet med noget bedre end det?
“Godt sagt,” siger mr. Fritz og banker pennen ned i clipboardet. “Okay, næste spørgsmål handler om sex før ægteskabet, og jeg er sikker på, der vil være mange forskellige meninger om det også.”
“Almindelig anstændighed?” hvisker Abby Law til mig. “Det lyder som noget, min far ville sige.”
Jeg stirrer lige ud i luften og lader, som om jeg ikke hører hende. Men så lægger jeg mærke til noget usædvanligt på den anden side af scenen.
Sydney Mills kigger direkte på mig.