Da det har ringet ud for sidste gang i dag, lægger jeg min saxofon ind i skabet i musiklokalet og skynder mig ud på parkeringspladsen. Selvom en tur på kommunebiblioteket lyder uskyldig, ved jeg, at jeg ikke burde gøre det, jeg er i færd med. Og da jeg også pjækker fra løb, er det bedst at forlade skolens område hurtigt.
“Emma! Vent!”
Josh småløber hen over parkeringspladsen og vinker til mig. Jeg har ikke set ham siden frokost, da jeg lod ham smide sit skateboard ind på bagsædet af min bil.
“Jeg skal have mit board,” siger han. “Tyson og jeg er på vej over til Chris McKellars halfpipe.”
“Nå, men fedt,” siger jeg og forsøger at holde mine nerver i ro.
“Er du okay?” spørger han.
“Ja, ja,” siger jeg, åbner døren ind til forsædet og sætter mig ind uden at få øjenkontakt med ham. Jeg hader at være uærlig over for Josh, men jeg kan ikke fortælle ham, hvad det er, jeg skal. Min fremtidige mand er ikke kommet hjem tre nætter i træk. Tre nætter! Og nu bruger han mine penge på at købe en eller anden latterlig dims. Samtidig har jeg ikke råd til en psykolog, hvilket jeg helt sikkert får brug for i fremtiden, så jeg kan snakke med nogen, om ham!
Jeg er nødt til at slippe af med ham.
“Hvor skal du hen?” spørger Josh. Han vipper ryglænet frem på passagersædet og læner sig ind over det.
“Ingen steder,” svarer jeg, og tilføjer så, fordi man kan høre, det er løgn: “Bare hen på kommunebiblioteket og slå noget op.”
Josh kigger rundt og hvisker så: “Jeg synes, vi skal gå ind på siden igen i aften.”
“Okay,” siger jeg bare.
“Jeg tænkte også på, at vi skulle finde på en eller anden kode for det, så folk ikke ved, hvad vi snakker om.”
“Hvad med ‘Facebook’?” siger jeg og starter motoren. “Det har ingen jo hørt om.”
***
På vej hen mod indgangen til biblioteket løber jeg på Dylan Portman. Vi kærestede lidt rundt i begyndelsen af tiende klasse. Vi var begge på kursus i studievejledning på KFUM-lejren den sommer, og da skolen begyndte igen, var vi kærester. Vi har ikke særligt meget tilfælles, ud over sommerlejren, så jeg blev ikke specielt ked af det, da han slog op. Derfor er det aldrig underligt, når vi møder hinanden.
“Hvordan går det?” spørger han. Han slæber på en stor stak bøger, så jeg holder døren for ham. Han smiler, og jeg kan se hans sexede smilehul i venstre kind. Dylan ved, han er lækker, og han forstår at bruge det.
“Skolen er slut, og du går direkte på biblioteket?” siger han og følges med mig.
“Hvad med dig og den der kæmpe stak bøger?”
“Jeg skal bare aflevere dem for min lillesøster,” smiler han og tilføjer: “Sådan en fyr er jeg.”
Normalt ville jeg ikke have noget imod at flirte med Dylan, men jeg er på en mission, og jeg kan ikke lade nogen komme i vejen, heller ikke selvom vedkommende har et sexet smilehul og pjusket mørkt hår.
“Jeg har en hel del research, jeg skal have ordnet,” siger jeg, og tilføjer så, for at han ikke skal følge med, når jeg går på jagt efter telefonbogen: “Jeg skal mødes med Graham senere.”
“Graham Wilde? Hvor er det fedt, at han har kronraget sig.” Dylan peger med hagen i retning af skranken, hvor man afleverer bøger og siger: “Overanstreng dig nu ikke.”
Airconditionanlægget kører for fuld skrue i biblioteket, og jeg gennemrystes af en kuldegysning – eller også skyldes det, at jeg lige om lidt har fundet min fremtidige mands telefonnummer. Jeg går direkte hen til bibliotekaren. Han sidder og tygger i en blyant, mens han stirrer på computerskærmen.
“Undskyld mig,” siger jeg. “Skolebibliotekaren på min skole siger, at I måske har telefonbøgerne fra andre stater.”
Han taster på tastaturet, rejser sig så fra stolen og sætter blyanten fast bag øret. Jeg følger efter ham rundt om et hjørne ned ad en trappe og når til sidst til en lang reol proppet med telefonbøger.
Bibliotekaren lægger armene over kors. “Er du på jagt efter en bestemt stat?”
“Californien,” siger jeg, “Chico i Californien.”
“Jeg mener, det er Butte amt.” Han tager blyanten ned fra øret, kigger på bidemærkerne og finder så en mellemstor telefonbog frem fra hylden. “Sig til, hvis du har brug for hjælp.”
Da han forsvinder op ad trappen igen, sætter jeg mig i skrædderstilling på gulvet og skynder mig at bladre hen til J. Der er hundreder, som hedder Jones i Chico, Californien. Jeg nærstuderer de bittesmå bogstaver, Jones, Adam. Jones, Anthony. Jones, Anthony C. Jones, Arthur. Det fortsætter i det uendelige! Men hvis min fremtidige mands navn er Jordan Jones Junior, så må hans far jo også hedde Jordan Jones. Jeg bladrer frem, og et sug af skuffelse skyller ind over mig, da jeg ser, der ikke er nogen, som hedder Jordan Jones.
Hvis der ikke er nogen Jordan, står hans far måske under forbogstavet alene. Jeg skimmer begyndelsen på listen over Jones, hvor de står blot med et enkelt bogstav, men der er tonsvis af J. Jones der. Jeg presser telefonbogen ind mod brystet og løber ovenpå for at finde kopimaskinen.
Jeg giver bibliotekaren en dollar, og han rækker mig ti ticentsmønter. Jeg lægger bogen på kopimaskinen, lukker låget i og smider en mønt i. Den lander med et lille pling, og jeg trykker på den grønne startknap.