24://Josh

Jeg sveder, da jeg ankommer til biblioteket, og den kolde luft derinde er isnende. Jeg ved ikke, hvad Emma er på jagt efter herinde, så jeg har ingen anelse om, hvor jeg skal lede. Jeg løber hen over gulvtæppet og kigger først afdelingen for fiktion igennem. Ingen Emma. Hun er heller ikke i blad- og magasinafdelingen eller i børnebogsafdelingen. Til sidst går jeg hen til skranken. Manden bag den står og stirrer på en computerskærm.

“Undskyld mig,” siger jeg. “Har der været en pige herinde for ikke så længe siden? Hun har sikkert spurgt om ... et eller andet”

“Du er nok nødt til at være lidt mere præcis.” Manden tager en blyant bag øret. “Hvordan ser hun ud?”

“Hun er lavere end jeg,” siger jeg. “Hun er pæn, har krøllet hår, sådan cirka hertil.” Jeg peger lidt under min skulder.

Manden skriver noget på en gul notesblok og nikker.

“Jeg ville egentlig have spurgt hende, om hun skal på college i Chico, fordi ...”

Shit!

“Hvorfor ville du spørge hende om lige netop Chico?”

Han får øje på et eller andet bag mig, og så rækker han opgivende hænderne i vejret. “Jeg har jo fortalt praktikanterne, at de ikke skal stille tomme kasser ved siden af fotokopimaskinen. Folk sætter deres bøger der i stedet for at sætte dem tilbage på hylderne.”

“Hvorfor Chico?” spørger jeg.

Manden går ud bag skranken, og jeg følger efter ham hen til fotokopimaskinen. “Sidste gang jeg så hende,” siger han og tager en telefonbog op af kassen, “stod hun herovre og kopierede.”

Han står med en telefonbog over Californien i hånden. Emma, hvad laver du?

Jeg kaster et hurtigt blik på skraldespanden ved siden af kopimaskinen og får øje på et ark papir. Jeg tager det op. Kopien er mørk, men jeg kan godt tyde den. En eller anden har kopieret en side i telefonbogen med en liste over folk, der hedder Jones til efternavn.

“Tænker din veninde på at søge ind på college i Californien?” spørger han. “For min datter ...”

“Det tror jeg ikke,” svarer jeg og folder papiret sammen og propper det i min lomme. “Men tak.”

Jeg skynder mig hen til dørene. Da jeg er udenfor, hopper jeg op på mit board og skater hjem, så hurtigt jeg kan.