Der er ingen hjemme, men jeg låser alligevel døren, inden jeg finder de to fotokopier i min taske. Jeg folder dem ud på skrivebordet og presser fingrene mod folderne.
Efter at jeg har tastet aktiveringskoden, som står på bagsiden af kortet, ringer jeg til J.B. Jones. En telefonsvarer fortæller, at det er hos Janice og Bobby. Jeg lægger hurtigt på og streger Jones, J.B. ud med en blyant.
Det næste nummer, jeg prøver, er en gammel dame, der er overbevist om, at jeg er hendes barnebarn. Der går næsten fem minutter, inden hun lader mig lægge på. Jeg skulle alligevel have købt et kort til ti dollars.
Den næste er Jones, J.D. Jeg følger igen instrukserne på kortet og ringer op.
En kvinde med syngende stemme svarer. “Hallo?”
“Hej,” siger jeg, “er Jordan hjemme?”
“Junior eller senior?” spørger hun.
Jeg knuger røret ind mod øret med min skulder, tørrer mine svedige hænder i mine shorts og rømmer mig. “Junior, tak.”
“Min nevø bor hjemme hos sin mor nu.”
Tænk hurtigt, Emma.
“Ja, jeg ved det godt,” siger jeg. “Jeg kunne ikke finde hans nummer, men jeg troede, det var det her.”
Der er stille i den anden ende.
“Hvad var det, du sagde, du hed?” spørger kvinden.
Jeg overvejer, om jeg skal finde på et eller andet navn, men jeg er nervøs nok i forvejen. “Jeg hedder Emma. Vi kender hinanden fra skolen.”
“Jordan kender godt nok mange piger på sin skole. Har du noget at skrive med?”
Jeg skriver nummeret ned i margen af den ene kopi. Vi siger farvel, jeg lægger på og sidder og stirrer på nummeret på min fremtidige mand.
Nogle mennesker ville vente. Josh for eksempel ville tænke det grundigt igennem. Han ville veje for og imod, og så ville han ringe til David for at få sin brors mening. Men jeg, derimod, vender bare kortet om og ringer op igen.
“Hallo?” Det er en mand, som tager telefonen.
“Jordan?”
“Nej, det er Mike. Øjeblik.”
Jeg kan høre, han lægger telefonrøret fra sig. Der kører et fjernsyn i baggrunden og noget, der lyder som en blender. Mike, der må være min fremtidige svoger, kalder på Jordan og siger så: “Hvordan skulle jeg vide det?”
Blenderen stopper, og jeg kan høre skridt, der nærmer sig, inden en fyr siger: “Hva’ så?”
“Er det Jordan?” spørger jeg.
“Hvem er det?”
“Det er Emma,” siger jeg og smiler bredt. “Vi mødte hinanden til festen ... for nylig.”
Jeg holder vejret og håber, at Jordan har været til en fest på et eller andet tidspunkt i den seneste måned.
“Hos Jenny Fulton?” spørger han.
Jeg ånder ud. “Ja, hos Jenny.”
Der var ikke så meget at gå efter, da jeg tjekkede Jordan ud på Facebook. Der stod bare hans navn, hans hjemby, og så var der et billede. Alligevel er mit mål at holde ham i telefonen så længe, at jeg kan finde ud af, hvor vores liv krydser hinanden, på et eller andet tidspunkt i fremtiden.
“Nå, men hva’ så?” spørger han.
“Ikke så meget,” siger jeg. “Hvad har du lavet?”
“Bare hængt ud.”
Stilhed.
“Har du været ud at ... fiske for nylig?” spørger jeg.
“Øh, nej,” siger han. “Jeg har aldrig været ud at fiske.”
Dødsens stilhed.
“Nå, men hvad har du så lavet?” spørger jeg.
“Jeg har prøvet at finde et sommerferiearbejde.”
“Fedt,” siger jeg.
Blenderen begynder igen. “Nå, men var der noget, du ville?” spørger han. “For jeg må hellere ...”
“Nå, ja,” siger jeg og sætter tempoet op. “Nå, men jeg tænkte på vores samtale til festen.”
“Er du sikker på, du ikke mener Jordan Nicholson?” spørger han. “Jeg tror også, han var der. Folk bytter altid rundt på os.”
Det er underligt, men Jordan lyder ikke som et røvhul. Han virker næsten sød. Hvordan kan det så være, at han bliver sådan en, der ender med ikke at komme hjem i tre nætter i træk, formentlig fordi han er mig utro? Mon han ville tro på, at det ville ske, hvis jeg spurgte ham nu?
“Det var helt sikkert dig,” siger jeg. “Vi talte om, hvor vi søger ind på college, og du ...”
Jeg kan høre en dør smække. “Er du klar?”
Jordan siger, at det tager to minutter. “Undskyld,” siger han til mig. “Nej, jeg tror altså, at du snakker om Nicholson, for jeg går allerede på college. Jeg er lige kommet hjem på sommerferie.”
“Er det rigtigt?” Min stemme bliver kraftigere. “Hvor går du henne?”
Jeg kniber øjnene i. Måske er det her, Jordan og jeg møder hinanden. Jeg har en liste over de skoler, jeg vil søge ind på til næste år, ingen ligger her i staten, men alle tæt ved kysten.
“På Tampa State,” siger han. “Jeg er lige blevet færdig med første år.”
Jeg åbner øjnene og tvinger en latter frem. “Du har ret, det var Jordan Nicholson. Undskyld.”
“Vil du have hans nummer?” spørger han. “Jeg tror, Mike har det.”
“Nej, nej, det er okay. Jeg har det.”
“Nå, men ...” En eller anden slukker for fjernsynet, og jeg kan høre en pige grine i baggrunden.
Jeg presser røret ind mod øret og føler mig en smule trist. Det er meningen, at Jordan og jeg skal mødes på college og blive gift i fremtiden. Nu møder vi sikkert slet ikke hinanden.
Vi siger farvel. Da forbindelsen afbrydes, bliver jeg ved med at lytte til stilheden i den anden ende. En maskinstemme afbryder til sidst stilheden og siger, at jeg har treoghalvfems cents tilbage på kortet. Jeg lægger på og går over til min kommode.
I den øverste skuffe under mine strømper og undertøj ligger min dagbog. Jeg skriver ikke ret tit i den, måske et par gange om året. Jeg bladrer frem, sidste gang jeg skrev i den, var i marts. Det var en liste, jeg lavede, efter studievejlederen fortalte os om ansøgelsesprocessen.
Liste over Emmas collegeønsker:
1. Tampa State
2. University of North Carolina i Wilmington
3. University of California i San Diego
Jeg finder en sort pen på bordet og laver en streg hen over “Tampa State”. Hvis jeg ikke ender der, møder jeg ikke Jordan. Og hvis jeg ikke møder Jordan ...
Nogen banker på døren, og jeg gemmer min dagbog i skuffen igen. “Hvem er det?”
Håndtaget går ned, men døren er låst.
“Emma,” siger Josh. “Jeg skal snakke med dig.”
Da jeg åbner døren, kan jeg se, at Joshs hår er svedigt og klistrer til hans pande. Han har Scooby-Doo-nøgleringen i den ene hånd, og et sammenfoldet papir i den anden.
“Er alt okay?” spørger jeg.
Han tørrer sit ene øjenbryn. “Jeg er skatet hele vejen herover fra biblioteket.”
Jeg kigger nervøst på papiret i hans hånd. “Så må du være kommet, lige efter at jeg er gået.”
Josh rynker panden og folder papiret ud. Det er den kopi, jeg har taget af telefonbogen på biblioteket. Den blev helt mørk, så jeg smed den i skraldespanden.
“Jeg ved, hvad du prøver på,” siger Josh, “men du kan altså ikke undgå at gifte dig med din fremtidige mand.”
Måden, han siger det på, “ikke undgå at gifte dig med din fremtidige mand”, giver mig kvalme.
“Man kan ikke ændre det, skæbnen har bestemt skal ske,” siger han. “Jeg ved, du er ked af det, fordi du er gift med en idiot, men ifølge Facebook, er vi stadig venner. Jeg lover, at jeg vil være der for dig. Hvis du ender med at blive skilt, kan jeg måske låne dig penge til en advokat, eller du kan flytte ind på mit gæsteværelse i et stykke tid.”
Låne mig penge? Vreden skyder gennem mig. Selvfølgelig, fordi du og Sydney er så rige!
Hans stemme er dæmpet. “Har du gjort det?”
Jeg nikker langsomt.
“Har du talt med Jordan?”
“Ja,” siger jeg. “Vi kommer aldrig til at mødes.”
Josh bliver helt bleg.