På vej til skole taler Josh og jeg knap sammen. Han kigger ud ad vinduet og sidder hele tiden og tramper i gulvet, så hans knæ hopper op og ned. Jeg vil godt vædde med, at han tænker på Sydney. Han har ikke sagt noget, men jeg gætter på, det var hende, der ringede.
“Har vi tid til at smutte forbi Sunshine Donuts?”
Jeg kigger på uret i instrumentbrættet. “Det tror jeg ikke, vi er allerede sent på den.”
Josh læner hovedet ind mod vinduet og lukker øjnene. Måske var det alligevel ikke Sydney, der ringede. Eller måske nåede Josh ikke at tage telefonen. Uanset hvad, så er han ret anspændt.
Der er så mange ubekendte faktorer for os begge. Jeg vil gerne finde ud af, hvad Kevin Storm arbejder som. Det kan betyde så meget “at redde liv”. Jeg håber, det betyder, at han er sådan en, der helt automatisk træder til, hvilket er noget af det, der altid har tiltrukket mig ved Cody. Da Ruby forstuvede anklen under et løb i sidste måned, sprang Cody straks af sted efter en pakke is. Jeg sagde for sjov til Ruby, at jeg også gerne ville have en sportsskade.
Men så tænker jeg på Kellan, og det er mig, der bliver en anelse anspændt. Kellan – der købte den første pakke Tampax til mig, fordi jeg ikke kunne lade være med at grine i køen på apoteket – er måske gravid lige nu. Hun har ikke engang fortalt mig, at hun dyrker sex, og det er jeg altså noget sur over. Vi plejer da at fortælle hinanden alt.
Eller også har Kellan ikke dyrket sex endnu. Hvis det er tilfældet, så må det snart ske. Men hvordan kan jeg bare sidde her og se til, mens Kellan bliver teenagemor? Hun vil gerne på Penn State og drømmer om at blive læge eller forsker. Kan hun blive det, hvis hun har en skrigende baby? Det er slet ikke sikkert, hun bliver færdig med high school nu.
Skolens parkeringsplads er proppet, og de eneste tomme pladser er ovre ved sportshallen. Jeg parkerer og kigger på Josh. Han har ikke sagt et ord, siden han spurgte, om vi kunne købe doughnuts.
***
Mr. Markowitz lægger slet ikke mærke til, at jeg er for sent på den, da jeg træder ind i musiklokalet. Han har travlt med at øve opstilling til årets Mindedag for de Faldne med pigerne, som skal bære flaget.
Jeg har en følelse af, at Josh ikke er lige så heldig med sin lærer, og det er jeg ganske godt tilfreds med. Det var så irriterende, at han spænede af sted for at nå telefonen i morges. Og jeg forstår heller ikke, hvorfor han ikke bare har fortalt mig, om det var Sydney, der ringede. Da jeg ringede til min første mand, fortalte jeg det da i det mindste til Josh.
Nå, pyt nu med det. Josh må tale med, hvem han vil. Kevin Storm venter på mig. Men problemet er bare, at det er femten år ude i fremtiden. I nutiden, hvor Josh bliver bedre og bedre venner med Sydney Mills, skal jeg stadig ...
“Emma.”
Graham.
Han banker trommestikkerne ind mod låret. “Hvordan går det?” spørger han og glider ned på den tomme stol ved siden af mig. “Jeg tænkte, at du måske gerne vil vide, at mine forældre ikke er hjemme i weekenden ... Jeg er altså alene hjemme.”
“Jeg havde regnet ud, at det var det, du mente.”
“Så du kan roligt komme, vi bliver ikke afbrudt.”
Jeg stirrer ned på mine noder. Da jeg sad og tænkte over et liv sammen med Kevin Storm, lovede jeg mig selv at slå op med Graham.
“Vil du med til bålfesten på fredag?” spørger han så. “Vi kunne tage hjem til mig bagefter.”
Jeg tænker på det, Josh sagde i morges: ... men at hænge ud sammen hver dag, når man ikke rigtigt kan lide vedkommende, er det ikke svært?
“Jeg kan ikke ...,” siger jeg.
Graham snurrer en trommestik mellem fingrene. “Hvad kan du ikke?”
“Fortsætte, altså dig og mig. Jeg kan ikke mere.”
“Er det, fordi Josh så os forleden? Jeg kan snakke med ham, hvis du vil.”
“Nej.” Jeg tager en dyb indånding. “Det har intet med Josh at gøre. Jeg har bare brug for at være mig selv et stykke tid. Det er ikke, fordi du har gjort noget, men jeg ...”
“Okay.” Graham lader hænderne løbe hen over sin stikkende isse. “Jeg vil ikke prøve at få dig til at skifte mening, vi har jo altid villet være diskrete.”
Graham smiler trist og rækker så armene frem, som om han forventer at få et knus. Da jeg læner mig frem mod ham, lægger jeg mærke til, at det føles, som dengang jeg slog op med Dylan, og med Kyle. I modsætning til andre folk, der slår op med hinanden, har jeg aldrig oplevet det store drama. Da Josh og Rebecca Alvarez slog op med hinanden, lå han og mukkede på sit værelse i flere uger. Da min mor og Erik blev skilt, græd hun i noget nær en måned. Og da Tyson dumpede Kellan ...
Kellan!
Jeg er nødt til at fortælle Josh om hendes graviditet, så hurtigt som muligt. Jeg skulle have fortalt ham det i morges. Jeg har ikke lyst til at være den eneste, der ved det.
***
Jeg får øje på Josh på den tætpakkede gang i frikvarteret inden fjerde time. Jeg kalder på ham, men han svarer ikke. Han står sammen med en førsteårselev, en pige, og de griner begge to. De vender sig om og begynder at gå ned ad gangen sammen.
“Josh?” kalder jeg igen, men han svarer stadig ikke. Eller måske ignorerer han mig? Ét telefonopkald fra Sydney, og så sker det her!
Jeg står på tæer og ser dem gå. Et par skridt senere rækker han armen frem og rører ved hendes ryg.
“Emma?” er der en, der siger.
Jeg kender stemmen.
Jeg vender mig langsomt rundt. Det er Cody Grainger, der kommer hen mod mig.