Nogle gange hører jeg en sang i radioen, der sparker mit humør op i en helt anden atmosfære. Selvom jeg allerhelst ville slette det øjeblik, hvor Emma overrasker mig i underbukser, fra min hukommelse, så har Walking on Sunshine spillet inde i mit hoved hele morgenen. Den kører, når jeg går ned ad gangen, når jeg sidder til time, og når jeg siger hej til de andre ude ved skabene.
Da jeg tog den trådløse telefon i morges, var der ingen, der sagde noget. Men så kunne jeg høre Sydney sige i det fjerne: “Han må være på vej herhen,” inden hun lagde på.
Hun ringede fra sin mobiltelefon! Jeg har ikke set hende endnu, men det opkald oplyser min vej, som hvis solen virkelig skinnede. Jeg opsuger den med mine skosåler, og den kildrer op ad mine ben, hen over mit bryst, skyder ud af fingrene ... og det føles så GODT!
Solskinnet er magnetisk. Fyre, der aldrig nogensinde har sagt nå, hva’ så?, er pludselig stoppet op og har snakket med mig. Og pigerne! I et af frikvartererne fulgtes tre piger med mig, de kunne holde trit ... og jeg har altså lange ben.
Ligesom Anna Bloom lige nu. Efter historie fangede hun mig, da jeg var på vej ud af klassen. Det endte med, at jeg fulgtes med hende til tredje time, selvom jeg havde idræt i den anden ende af skolen.
“Hvis du skulle få lyst til at læse historielektier sammen med mig,” siger hun, “så skal du bare ringe.” Hun skriver sit nummer til mig i hjørnet på min mappe.
Anna smiler til mig og skynder sig så ind i klasseværelset. Jeg forsøger at gøre det i smug, men jeg kan ikke lade være med at tjekke hende ud, da hun går væk. Hun er jo pæn! Så vender jeg rundt og kigger ned ad gangen. Jeg vil godt sværge på, at der var en, der kaldte på mig, da jeg går og snakker med Anna. Det var langt væk fra, men det var nok bare Emma.
Og der er hun, i den fjerneste ende af gangen, hvor hun står og snakker med ...
Cody Grainger?
Godt for hende, tænker jeg. Cody er en indbildsk idiot, men hvis bare hun er glad.