Far tager telefonen på sit kontor og taster mors nummer. Hun sidder kun to kontorer længere nede ad gangen, så jeg kan høre den ringe.
“Han er kommet nu,” siger far ind i røret.
Fars kontor ser ud, ligesom sidst jeg var der. Bedøvende kedeligt. Nogle af deres bedste venner underviser i historie, og deres kontorer har vilde plakater med seje citater som “De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den” og “Historien er skrevet af folk på besøg”. Den eneste plakat på fars kontor er et sort og hvidt fotografi af en skaldet sociolog, der sidder og nærstuderer sine briller.
Mor lister døren i og sætter sig så i stolen ved siden af mig.
“Hvorfor kom du for sent i skole i morges?” spørger far.
Jeg vidste, det ville komme. Da Emma og jeg endelig nåede hen i skolen, var vi allerede ti minutter forsinkede. Jeg havde håbet på, at jeg kunne nå at slette beskeden, inden min mor og far kom hjem, hvis skolen havde lagt en derhjemme på svareren. Men det er åbenbart deres arbejdsnumre, som står på kontaktlisten.
“Far og jeg giver dig ret stor frihed,” siger mor. “Vi tvinger dig ikke til at tage bussen, men vi forventer, at du selv møder til tiden.”
“Vi ved, du ikke sov over dig,” siger far. “Der var musik på dit værelse, da vi tog af sted.”
“Jeg fik et lift af Emma,” siger jeg. “Vi glemte tiden. Jeg lover, det ikke sker igen.”
Far banker med fingrene i bordet. “Glemte I at kigge på uret?”
“Hvorfor glemte I tiden?” spørger mor. “Var Emma sammen med dig inde på værelset?”
Det er det her, David har fortalt om. Før han tog af sted på college, advarede han mig om, at mor og far bliver helt vildt overbeskyttende, når det handler om sex. Men det var åbenbart ikke sex med det modsatte køn, de skulle bekymre sig om, hvad angår David.
“Hun var ikke inde på værelset,” siger jeg, hvilket ikke er helt løgn. Jeg tror ikke, at Emma rent faktisk var nået ind gennem døren, da hun begyndte at grine af mine underbukser.
“Var du på hendes værelse?” spørger mor.
Det behøver jeg vel ikke svare på. Jeg har aldrig nogensinde givet dem grund til ikke at stole på mig, og alligevel forventer de, at jeg skal aflægge rapport om alt, hvad jeg foretager mig. “I tilfælde af at I ikke skulle have opdaget det, så er jeg altså ikke en lille dreng mere. Jeg kan endda gå over vejen selv.”
“Det er sandt,” siger min far. “Og da du var en lille dreng, lod vi også dig og Emma sove sammen. Forskellen er bare, at vi ved, at du ikke er en lille dreng mere.”
“Du er teenager nu,” siger mor.
“Er det rigtigt?” spørger jeg. “Wauw.”
Far læner sig frem. “Hvorfor kom du for sent i skole?”
Jeg læner mig tilbage i stolen og klukler. “I vil gerne vide, om vi var i seng med hinanden, ik’?”
Fars stemme er helt stram. “Det var ikke det, jeg sagde.”
Mor tager hånden op til brystet. “Var I?”
Jeg rejser mig op og tager rygsækken på over skulderen.
“Nej, vi var ikke i seng med hinanden. Og det er altså ikke bare noget, jeg siger for at undgå, at I får hjertestop. Men I forestiller jer altså alt muligt, som ikke er det – bare fordi jeg kom fem minutter for sent i skole.”
“David kom aldrig for sent i skole,” siger far så.
“Og alligevel,” siger jeg og kan godt høre min stemme blive højere, “valgte han at gå på college mere end femten hundrede kilometer fra Lake Forest!”
Mor og far vender sig om mod hinanden. Der er ikke mere at sige, så jeg tager mit board og går.
***
Manden med en hvid papirshat rækker mig en vaffel med to kugler chokoladeis. Jeg holder isen med den ene hånd, smider en mønt i kruset med drikkepenge og putter resten af byttepengene i lommen. Jeg tager mit board med udenfor og sætter mig på en bænk, hvor jeg spiser isen, jeg starter med kanterne på vaflen.
Jeg frygter at se mor og far senere i dag. Selvom de blandede David ind i diskussionen, behøvede jeg jo ikke at antyde, at han flyttede til Seattle for at slippe væk fra dem. Jeg ved ikke engang, om det passer.
På den anden side af firsporsbanen ligger et lille indkøbscenter med tegneseriebutik, frisør og en pladeforretning. Jeg ser en hvid cabriolet køre ind på parkeringspladsen.
Det er Sydneys bil! Hun betragter sit spejlbillede i bakspejlet og samler håret i en hestehale, mens taget automatisk ruller ind over hovedet på hende.
I en af mine lommer ligger hendes mobiltelefonnummer skrevet på et afrevet stykke papir. Hendes mobiltelefon ligger sikkert i bilen netop nu. I den anden lomme ligger der mønter nok til at ringe fra mønttelefonen. Og lige ved siden af bænken står en telefonboks.
Nej, det er for latterligt.
Jeg tørrer min mund med bagsiden af hånden. Hvis jeg ringer til Sydney og fortæller, at jeg kan se hende, tror hun, jeg forfølger hende. Og hvis Emma har ret, og Sydney spiller kostbar, så vil hun ikke svare, når jeg ringer. Hun vil i stedet vente og høre, hvilken besked jeg lægger, men jeg aner ikke, hvad jeg skal sige.
Jeg betragter Sydney gå forbi frisøren og åbne døren ind til tegneseriebutikken. Kan hun lide tegneserier? Yes!
Hun gav mig sit nummer, fordi hun gerne vil have, at jeg ringer, men hvad nu hvis det er alt for meget alt for hurtigt? Hvis jeg ringer til hende lige nu, kunne det jo ødelægge det hele. Hvis det er meningen, at vi skal være sammen, så skal det jo ske helt naturligt. Jeg træder op på mit board og kører væk, mens jeg slikker min is i mig for at sprede tankerne.
Eller også er jeg bare en kylling.
Ved det første hjørne bøjer jeg knæene og drejer til højre.
Hvis jeg var på vej hjem, ville jeg være fortsat ligeud.