40://Emma

Efter at jeg har sat Kellan af, kører jeg hjem langs østsiden af parken.

Hvis Kellan siger, at hun ikke har brug for kondomer, så har hun altså ikke tænkt sig at gå hele vejen inden for den nærmeste fremtid. Når jeg kommer hjem, er jeg nødt til at fortælle Josh det hele, så vi kan finde ud af, hvad vi skal gøre. Jeg håber bare, at han er kommet over sit egoflip i dag.

I krydset drejer jeg op ad vejen mod vores hus. Der holder en hvid cabriolet ved kantstenen uden for Joshs hus. Det er Sydneys bil! Og Josh sidder foran sammen med hende.

Da jeg kører forbi dem og ind i indkørslen, kan jeg næsten høre Sydney sige: “Er det Emma Nelson?” Jeg vil godt vædde med, at Josh ikke fortæller hende, at vi har været venner, siden vi var helt små. Og den udeladelse vil være den første sten i muren, han bygger op omkring sit fantastiske liv med Sydney.

Jeg rækker om på bagsædet efter badetøjet og håndklæderne, stiger ud af bilen og smækker døren hårdere, end jeg havde tænkt mig.

***

Da jeg når op på mit værelse, kigger jeg ud ad vinduet. Sydneys cabriolet holder der stadig. Josh siger noget til hende, og hun griner, som om han er den sjoveste fyr i hele verden.

Jeg tager mit sandede tøj af, smider det i vaskekurven og tager så min morgenkåbe på. Når Josh kommer, vil jeg tjekke Facebook som det første og se, hvordan alt det, der er sket i dag, har påvirket vores fremtid. Han banker garanteret på min dør, så snart Sydney er kørt.

Jeg gør det hele klar og ringer op, og da min computer bipper og skratter, går jeg hen til vinduet igen.

Sydney læner sig over mod Josh og kysser ham på kinden, og så stiger han ud af bilen. Da hun kører væk, sender han hende en tofingerhilsen. Arh, det er så irriterende. Jeg går væk fra vinduet og tilbage til min computer. Hvis han har tænkt sig at lægge an på Sydney, så behøver jeg ikke holde min del af aftalen.

Jeg taster min e-mail-adresse og mit password ind og logger på Facebook.

Emma Nelson Storm

Nå, men hvad skal en marinbiolog egentlig også lave
i Columbus, Ohio?

Synes godt om – Tilføj kommentar – for 4 timer siden

Livet ser ud som i går. Jeg har virkelig lyst til at kigge nærmere på Kellan eller tjekke Josh ud, inden han kommer, men jeg venter. Det gør venner. De holder det, de lover.

Jeg snurrer rundt på min stol. Hvor bliver han af?

Til sidst kan jeg ikke lade være. Jeg finder Kellan blandt mine venner og klikker på hendes navn.

Kellan Steiner

Lindsay og jeg spiser svenske kødboller i Ikea. Hun
har sagt ja til at se Rolling Stones 50-års jubilæumstour.
Jeg elsker den unge!

Synes godt om – Tilføj kommentar – 19. maj kl. 15:03

Lindsay er der stadig! Okay, nu er jeg altså nødt til at sige noget til Josh.

Jeg kigger ud ad vinduet. Josh sidder på plænen foran deres hus og kigger over mod parken. Jeg klikker tilbage på min egen profil, strammer bæltet i min morgenkåbe og skynder mig ned ad trappen.