En fin brise blæser gennem træerne i parken, og luften er blevet køligere. Jeg lægger et græsstrå på plads mellem mine tommelfingre og puster. Det har altid givet mig ro at sidde stille og fløjte i et græsstrå, men det driver Emma til vanvid. Nogle gange gør jeg det bare for at irritere hende.
Det har været alt for nemt at irritere Emma på det seneste.
Da hun kørte ind i deres indkørsel for et par minutter siden, ignorerede hun mig og Sydney totalt. Ikke at jeg forventede, hun skulle komme løbende over til os, men et lille vink havde føltes mindre uforskammet. Hvis jeg skal lade tvivlen komme hende til gode, vælger jeg at tro, det var, fordi hun ikke ville forstyrre mig og Sydney.
***
“Josh!”
Emma kommer trampende gennem deres forhave med armene over kors. Hun virker ret sur ud, hvilket får hende til at se lidt latterlig ud, fordi hun har bare fødder og en vamset hvid morgenkåbe på.
“Hej,” siger jeg.
“Hej?” Emma stirrer ned på mig. “Jeg troede, du ville komme over, så snart du kom hjem. Vi har jo det her Face...”
“Undskyld,” siger jeg. “Jeg vidste ikke, at du sad og ventede.” Jeg tager græsstrået op til læberne og puster.
“Stop!”
Jeg bider mig i kinden for ikke at smile. “Så du, hvem der satte mig af?”
Emma propper hænderne i lommerne på morgenkåben.
“Der er sket vildt meget i dag ... for os begge. Jeg tror, vi er nødt til at sikre os, at alt er okay.”
Det er rigtigt nok. Emma har slået op med Graham og hang så ud med Cody ude på gangen. Anna Bloom har skrevet sit nummer i min mappe. Sydney Mills gav mig et lift hjem. Selvom jeg er ret nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det alt sammen har påvirket Emmas fremtid, er jeg en anelse nervøs over min egen.
Jeg tager min rygsæk og sparker mit board op i hånden.
“Jeg vil gerne tjekke din fremtid ud,” siger jeg og følger efter hende, “men jeg springer min egen over.”
“Springer du den over?” Emma kigger over skulderen hen på mig. “Vil du ikke vide, hvad den der lille tur ud i det blå har gjort ved din fremtid?”
Vindspillene, der hænger over verandaen, ringler højt.
“Det har ikke ændret noget, at Sydney har kørt mig hjem,” siger jeg og stiller mit board op ad gelænderet.
Emma lægger hovedet på skrå og kigger mig direkte ind i øjnene. Og selvom hun ikke siger et ord, er beskeden ikke til at tage fejl af: Vent og se.
***
Da vi kommer op på Emmas værelse, tager hun en dynge tøj op i favnen og forsvinder ud på gangen. Hun vender tilbage et minut senere i et par små hvide shorts og en rød bluse med v-hals. Krøllerne bruser om hovedet og halsen på hende, men hendes skuldre er anspændte.
Jeg stiller min taske på gulvet ved fodenden af hendes seng.
“Hvorfor havde du morgenkåbe på før?”
Hun sætter sig ved sin computer med ryggen til mig.
“Jeg var på vej i bad, Kellan og jeg har været nede at bade i søen. Hun havde brug for at snakke. Og jeg er jo den gode ven, så jeg tog med.”
Antyder hun, at jeg ikke er en god ven?
“Undskyld,” siger jeg, “men jeg kan altså ikke huske, at du har sagt noget om, at du havde brug for at snakke.”
“Jeg har altså prøvet at få dig i tale hele dagen!” siger Emma. “Men enten har du stået og flirtet med en eller anden tilfældig pige, eller også skændtes du med mig, i spisefrikvarteret.”
Den sidste i verden, der kan tillade sig at sige noget om at flirte, er Emma. Men hun har ret. Jeg har faktisk ikke fået spurgt hende, hvordan hun har det, i dag. Der er så meget, vi begge to skal finde ud af lige nu, men jeg har været optaget af mit eget liv.
Jeg stiller mig hen bag Emma, da hun klikker på ordet Venner. Hun scroller forbi adskillige rækker med billeder og sætter så tempoet ned, da hun når til C. Hun sukker tungt, da Cindy Freeburg efterfølges af Corbin Holbrook, hvem de så end er. Man behøver ikke være et geni for at regne ud, hvem hun håber på at finde.
Jeg siger, at jeg lige skal på toilettet. Jeg har drukket et par root beer, og jeg er heller ikke i humør til at høre hende brokke sig over en fremtid uden Cody Grainger.
De er jo ved at bygge badeværelset nedenunder om, så jeg går gennem hendes mors og Martins soveværelse. Sidste gang, jeg var her, må have været i de mindste klasser. Jeg har sikkert fået en splint i fingeren eller skåret mig, da jeg er klatret over et hegn. Hendes forældre havde plastre og jod på deres badeværelse.
Uden for døren ind til badeværelset hænger en stor ramme med forskellige fotografier. Jeg er på et par stykker af dem, men det ser ikke ud, som om der er kommet nye billeder i rammen, siden Emma begyndte i high school. I det nederste venstre hjørne er der et billede af Tyson, Kellan, Emma og mig klemt sammen bag i en kassevogn på vej til en skolefest. Tyson og jeg har billige slips knappet på vores skjorter, og Emma og Kellan har fået krøllet deres pandehår, så det ligner røvballegardiner. Og vi ser alle fire så små ud!
Jeg kan huske, at Emma og Kellan dansede sammen med en stor gruppe piger. Tyson og jeg hang mest ud under basketballnettene, medmindre en pige hev en af os med ud på dansegulvet. Den sidste sang den aften var End of the Road med Boyz II Men, og jeg besluttede mig for at spørge Emma, om hun ville danse. Jeg rørte næsten ikke ved hendes hofter, og hendes hænder berørte kun ganske let mine skuldre, og første halvdel af sangen kiggede vi kun ned på vores fødder. Jeg trak hende lidt tættere ind til mig, lod mine hænder glide op ad ryggen på hende, og der gik ikke længe, før hendes hage rørte min hals. Da den sidste sang fadede ud, lukkede jeg øjnene og lænede mit hoved ind mod hendes, indtil vores kinder rørte hinanden.
Det var første gang, jeg fornemmede, at jeg ville blive forelsket i min bedste ven.
***
Da jeg kommer tilbage til Emmas værelse, er jeg så klar til at snakke om vores fremtid. Selvom vi ikke har kunnet tale samme uden at snerre hele dagen, er vi nødt til det. Og jeg har tænkt mig, at det skal være nu.
“Skal vi ikke lege Sandhed?” spørger jeg. “Du kan spørge mig om hvad som helst, og det samme kan jeg.”
Emma ryster på hovedet. “Der er ikke noget, jeg gerne vil vide.”
“Intet?”
“Jeg har en bedre idé,” siger hun. “Det er en ny leg, ingen har leget før. Vi kan kalde den Opdatering.”
Jeg tager min rygsæk ned fra sengen og sætter mig oven på sengetæppet.
“Mens du var væk, kom jeg til at tænke på opdateringsknappen på computeren. Det her er så vildt.”
Det er skønt at se hende smile, så jeg retter mig op og hører efter.
“Lige siden vi opdagede Facebook,” siger hun, “har vi set, at tingene har ændret sig, fra vi loggede af, til vi loggede på igen. Forandringerne kunne skyldes tusindvis af små skvulp i vandet gennem hele dagen. Men tænk på, hvor cool det kunne være, hvis vi kunne se effekten af én lillebitte krusning med det samme.”
“Jeg forstår ikke helt, hvad det er, du vil,” siger jeg, “men jeg skaber altså ikke ringe i vandet for sjov.”
Emma peger på skærmen. “Tjek lige min opdatering.”
Emma Nelson Storm
Glem det: Jeg får Kev til at invitere mig ud at spise
i aften. Jeg kan ikke holde til at være spærret inde
længere.
Synes godt om – Tilføj kommentar – for en time siden
“Det lyder ikke så dårligt,” siger jeg. “Du skal ud at spise.”
Emma nikker langsomt. “Du får lov at bo i et kæmpesort hus ved vandet, og jeg er indespærret i et lille hus. Det lyder jo retfærdigt nok.”
Hvornår er det her blevet en konkurrence, hvor vi sammenligner vores liv?
Emma kigger hen på sit skab, så på sin kommode. “Vi er nødt til at gøre noget. Det skal ikke være noget kæmpestort, men noget vi ikke ville have gjort, før den her leg begyndte.”
“Emma, jeg vil altså ikke rode ved fremtiden. Ikke som en del af en leg.”
“Jamen så lad være med at kalde det en leg!” snerrer hun. “Tænk, at det er et videnskabeligt eksperiment, og du kan vinde en pris.”
Emma tager den lille blå vase, som står på hendes kommode. Tidligere på ugen stod de roser, hun havde fået af Graham til afgangsballet, i den. Emma vipper vasen, og vandet begynder langsomt at dryppe ned på det hvide gulvtæppe.
“Hvad laver du?” spørger jeg. Men jeg kender godt svaret. Hun laver en lillebitte forandring i nutiden for at se, om det påvirker fremtiden. Det har ingen betydning, om jeg tager vasen ud af hånden på hende, for det ville jeg heller ikke have gjort tidligere.
Til at begynde med lader Emma vandet løbe ud på det samme sted, men så begynder hun at tegne større cirkler på gulvtæppet, indtil vasen er tom.
“Vandet er en lille smule beskidt,” siger hun og sætter sig ved computeren igen. “Når Martin ser det, vil han sikkert få sig en lang snak med min mor. Min mor vil tage en snak med mig, og så vil hun tvinge mig til at gøre det rent i stedet for at lave lektier. Hvordan tror du, det vil påvirke det, der så vil ske?”
Jeg har ikke lyst til at gætte på, hvordan fremtiden så vil se ud. Det er umuligt at vide, og den skulle slet ikke have været forandret til at begynde med.
Emma kigger bedende på mig. “Kom nu! Det kunne da være sjovt.” Hun stiller pilen hen på opdateringsikonet. “Spol femten år frem i tiden og ...”
Hun klikker med musen, og siden bliver genindlæst.
Emma Nelson Storm
Vi skal ud at spise på Kevins yndlingsrestaurant i
aften. Håber babysitteren dukker op denne gang.
Synes godt om – Tilføj kommentar – for 36 minutter siden
Jeg sætter mig på Emmas seng, læner mig frem og presser mine tommelfingre mod tindingerne. Det er så uforsvarligt. Emma er ligeglad med, hvad der sker med hendes fremtid, for hun vil ikke have den fremtid, hun har nu. Det eneste, hun er interesseret i, er Cody. Men han findes ikke på Facebook, så hun har intet at miste.
Emma stønner. “Jeg lyder lige så lidt glad som før. Jeg er nødt til at lave noget vildere.”
“Hvordan ved du, at du ikke er lykkelig i den her fremtid?” spørger jeg. “Jeg troede godt, du kunne lide Kevin Storm.”
“Vi skal ud at spise på Kevins yndlingsrestaurant,” siger Emma. “Og min babysitter glemmer åbenbart nogle gange at komme.”
“Du læser altså rigtigt meget mellem linjerne her,” siger jeg.
Emma stirrer på mig. “Hvis jeg fucker det hele op, så ændrer jeg det bare igen.”
“Det kan du jo ikke!”
“Du er slet ikke med i legen, Josh. Og hvis jeg fucker det alt for meget op, så må jeg jo bare blive ved, indtil det bliver godt igen. Jeg kan trykke på opdateringsknappen hele natten, hvis det skal være.”
“Jeg vil ikke være med mere,” siger jeg og går hen mod døren. “Jeg er så færdig med Facebook. Jeg vil ikke pille mere ved fremtiden.”
“Det er kun, fordi du er bange,” siger Emma. “Du aner ikke, hvorfor Sydney overhovedet kan lide dig, så du er rædselsslagen for, at noget af det, jeg gør, skal ændre jeres bundsolide forhold.”
“Sydney har da alle mulige grunde til at kunne lide mig.,”
“Nævn tre.”
“Nej, det er for latterligt.”
“Det kan du ikke, vel?” siger hun. “Du er bange for virkeligheden.”
“Hvis der er nogen herinde, som er bange for virkeligheden, så er det altså dig.”
“Det var dråben.” Emma flytter pilen fra opdateringsknappen og klikker på Venner.
“Hvad laver du?”
“Jeg kigger på din profil. Det kan godt være, min fremtid ikke bliver perfekt, men jeg er så træt af, at du opfører dig, som om du er bedre end mig, bare fordi dit liv viser sig at være fantastisk.”
“Det har jeg da aldrig troet.” Jeg skynder mig hen til computeren og tvinger hendes finger væk fra musen og klikker så tilbage på hendes profil.
Emma peger på skærmen. “Kan du se, hvor jeg bor nu?”
Bor i Columbus, Ohio
“Kan du huske, at jeg var marinbiolog?” siger hun. “Jeg burde da bo i nærheden af vandet. Jeg arbejdede på det der laboratorium i Massachusetts, men vi flyttede til Ohio. Jeg er ret sikker på, at det er på grund af Kevin. Så jeg siger højt nu, at Kevin må være vanvittig, hvis han så meget som foreslår, at vi flytter til Ohio. Jeg erklærer hermed, at jeg aldrig vil bo i Ohio.”
Emma klikker på opdateringsikonet. Siden genindlæses.
Bor i London, England
“Det virkede!” siger Emma.
Hun rører ved musen, men jeg tvinger hendes hånd væk igen, og jeg slipper ikke, før hun lover, at hun aldrig vil lege den her leg igen.
“Det er altså uhyggeligt,” siger jeg. “Du gør ikke engang noget nu, du finder bare på ting inde i dit hoved, der forandrer dit liv.”
Emma kigger op på mig, men hun siger ikke noget. Jo længere hun kigger, jo mere utilpas føler jeg mig. Hun smiler svagt og stiller sig så på tæer. Hun presser sine læber ind mod mine, og ingen af os bevæger os.
Jeg lukker øjnene og læner mig ind mod hende.
Emma lægger sin kind ind mod min og hvisker; “Hvordan tror du, det her vil påvirke vores fremtid?”
Jeg skiller læberne, da hun lader hånden glide rundt om nakken på mig og trækker os endnu tættere ind til hinanden.