Josh trækker sig fri af mig, og jeg ved med det samme, at jeg er gået for vidt.
“Hvorfor gjorde du det?” spørger han, og hans stemme dirrer.
Mine ben føles som gelé. Jeg sætter mig på min stol og forsøger at få min hjerne til at tænke klart. Jeg gjorde det, fordi ... Jeg aner det ikke.
Jeg stirrer ned på mine hænder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Da han gik på toilettet for et øjeblik siden, åbnede jeg hurtigt hans rygsæk. Jeg ved ikke, hvad jeg ledte efter, måske en seddel fra Sydney eller et tegn på, hvor de havde været. I stedet fandt jeg en pakke boksershorts, som helt tydeligt viser, at han håber, at der skal ske noget mellem dem ret snart. Efter alt det, der er sket i den her uge, var det ligesom dråben.
“Det betyder ikke noget,” siger jeg. “Skal vi ikke bare glemme det?”
“Glemme det?” Vreden skyder gennem hans blik. “Du ved jo, hvordan jeg har ... haft det med dig! Du kan altså ikke lege med mig på den måde, på grund af Facebook!”
“Jeg legede ikke med dig.”
“Du afviste mig,” siger Josh. “Men du er sur over, at jeg er på vej videre nu. Havde du forventet, at jeg skulle være ked af det for evigt?”
“Nej, selvfølgelig havde jeg ikke det,” siger jeg og kæmper for ikke at græde.
“Det kan godt være, at andre fyre er ligeglade med, at du opfører dig sådan her, men det er jeg altså ikke.”
“Opfører mig hvordan?”
“At du flirter med nogen uden at kunne lide dem,” siger han. “Du skaffede dig af med Jordan Jones ude i fremtiden, som om han var ligegyldig. Og i dag slog du op med Graham og gik med det samme videre til Cody. Jeg så jer ude på gangen. Men hvis nu det ikke bliver til noget, så vil du lige sikre dig, jeg er der. Hvem bliver mon den næste?”
“Det er jo slet ikke ...”
“Jo, det er!”
Joshs ord føles som en lussing. Jeg knytter hænderne og siger: “Enten undskylder du, eller også kan du skride ud af mit værelse.”
“Fint!”
Så snart hans fødder rammer det øverste trappetrin, smider jeg mig på sengen. Mine skuldre ryster, og mit bryst bevæger sig op og ned. Jeg stirrer på opslagstavlen over min seng, på alle billederne af os. Kellan, Tyson, Josh og mig i kuglebadet på GoodTimez. Det har hængt der i mere end et år. I en af mine fremtider lagde jeg det endda ud på Facebook. Nå, men det er der ikke mere. Jeg flår billedet ned fra opslagstavlen, river det i stykker og smider det i skraldespanden.
***
Jeg kigger ud ad vinduet hen på Joshs badeværelse, men persiennerne er trukket ned. I morges stod der en telefon i karmen, mens han ventede på, at Sydney skulle ringe. Jeg ydmygede ham ikke og fortalte, at jeg havde set det, for sådan behandler man ikke sine venner.
Man dømmer dem ikke. Man ydmyger dem ikke. Og han har garanteret dømt mig hele tiden. I morges for eksempel, fordi jeg har været kærester med både Kyle og Graham uden at være rigtigt forelsket i dem. Og i spisefrikvarteret, da han sagde, at jeg bare skulle komme til ham, hvis jeg havde brug for et godt råd om rigtige forhold. Han tror, at jeg er så dårlig til det med kærester.
Han kan rende mig.
Jeg sætter mig ved min computer igen.
Han kan rende mig med sine regler om Facebook.
Der er jeg, sammen med min mand i London. Jeg forstørrer billedet. Mit hår er lysere, og jeg har et orange tørklæde på. Kevin er ikke meget højere end mig med store brune øjne. Big Ben tårner sig op i baggrunden. Kevin står med en baby i armene. Et ældre barn kigger frem mellem mine knæ.
Emma Storm
Ville ønske, jeg havde en bedre regnfrakke. Og fik
noget mere søvn. Og en dag uden bananmos i håret.
Synes godt om – Tilføj kommentar – for 17 timer siden
De andre gange, jeg har været gift med Kevin, ja, selv da jeg var gift med Jordan, har jeg også heddet Nelson. Hvilken krusning inden for de sidste tyve minutter har fået mig til at slette mit efternavn?
Jeg scroller ned ad siden.
Emma Storm
Det er ikke til at holde ud, at englænderne siger
“Goddag” hele tiden. Det er, som om de vil tvinge
mig til at have en god dag. Og hvad nu hvis jeg IKKE
har det?
Synes godt om – Tilføj kommentar – 16. maj kl. 10:47
Emma Storm
Bleer, sammenbrud, tænder, flere sammenbrud. Kevin
ville gerne have, at jeg går hjemme med ungerne,
men jeg bliver ved med at spekulere på, hvorfor
der ikke er flere mænd, der gør det. Jeg fik trods alt
en bedre løn end han!
Synes godt om – Tilføj kommentar – 14. maj kl. 00:09
Jeg er heller ikke lykkelig nu!
Jeg skulle have været mere præcis, da jeg sagde, at jeg ikke ville bo i Ohio. Jeg skulle have sagt: “Jeg vil ikke opgive drømmejobbet.” Eller “Jeg vil ikke bo langt væk fra havet.”
Tidligere i dag skrev jeg, hvad en marinbiolog mon skulle lave i Ohio. Jeg var ikke så direkte, men jeg ved godt, hvad det handlede om. Kevin havde flyttet hele familien dertil, så han kunne blive en eller anden form for helt på sit arbejde, men han tog det fra mig, jeg elskede. Og de to sønner, vi fik i Ohio, fik det ikke nemt i den nye skole, fordi de skulle starte midt i skoleåret. Kevin er ligeglad med os. Han tænker kun på sig selv.
Jeg kan høre Josh bede mig stoppe den tankerække. Han vil sige, at mit fremtidige jeg sikkert bare har en dårlig uge. Men jeg kender mig selv. Jeg har det ikke godt.
Jeg klikker på Venner og løber navnene igennem. Der er stadig ikke nogen Cody Grainger. Inden jeg kan nå at stoppe mig selv, går jeg videre til J.
Denne gang er der heller ikke nogen Josh Templeton.
Det er altså sådan, det kommer til at gå. Én fejl, og han bebrejder mig det resten af livet.
Der er en boks øverst på siden, hvor man kan søge efter folk. Jeg trommer let med fingrene mod tastaturet og skriver så “Josh Templeton”. En ny side dukker op med flere Josh Templetoner, end der kan være på skærmen. Men den tredje af dem er ham.
Josh Templeton 2 fælles venner
Jeg klikker på hans navn, og hans profil dukker op. Han bor stadig i Lake Forest og arbejder på Electra Designs. På hans profilbillede sidder han i en robåd sammen med Sydney og tre børn, men resten af siden er næsten blank.
Ude til højre er der en lille boks, hvorpå der står “Tilføj ven”. Jeg prøver at klikke på den, men der sker ikke noget. Jeg klikker igen, men fremtiden vil ikke lade sig forandre så nemt.
Okay så. Hyg dig i dit lille lykkelige liv, Josh.
Jeg taster “Cody Grainger” i søgefeltet og trykker Enter.
Codys profil ligner Joshs. Han er ikke en af mine venner, så jeg kan heller ikke læse særligt meget om ham. Der står, at han bor i Denver, Colorado, og er arkitekt med speciale i sol- og vindenergi. Hans hår er lige så lyst og strittende som nu, og han har det samme sexede smil. Cody ældes ret pænt.
Jeg scroller ned ad siden.
Interesseret i Kvinder
Civilstand Single
Er han virkelig stadig single femten år ude i fremtiden?
Okay, lad os sige, at jeg bliver skilt fra Kevin i London, tager børnene med tilbage til USA og bliver gift med Cody. Det er langt ude, men intet er umuligt. Jeg logger af Facebook, hopper af nettet, lægger mig på min seng og tænker videre.
Et par minutter senere ringer telefonen. Jeg tager den ikke. De kan lægge en besked.
“Emma!” kalder Martin.
Hvor længe har han været hjemme? Jeg håber ikke, han har hørt Josh og jeg skændes.
“Er du ovenpå?” spørger han. “Din far er i telefonen.”
Jeg tager ledningen ud af min computer og sætter den i min telefon og kommer til at træde på den våde plet på gulvtæppet. Jeg er ikke i humør til at tale med nogen nu, især ikke min far. Jeg har så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har ringet til ham endnu. Og han bliver også altid så kærlig i telefonen, og det får jeg det kun endnu mere skidt over.
“Hej, far.”
“Er der noget galt?” spørger han, og han lyder noget stram. “Jeg lagde en besked i weekenden, og igen i mandags, og jeg har stadig ikke hørt fra dig. Nu er det onsdag, Em. Din mor fortalte, computeren kom i lørdags.”
Jeg kan ikke klare det. “Jeg ved det godt. Jeg er begyndt på en mail til dig, men jeg har ...”
“Haft for travlt til at sige tak? Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har opdraget dig ...”
“Nå, så nu har du opdraget mig?”
Han tøver. “Det var ikke rimeligt.”
“Rimeligt?” Min stemme stiger i styrke. “Du har en ny familie, og du prøver at slippe for mig ved at give mig alle mulige slags gaver. Er det rimeligt?”
“Jeg aner ikke, hvor det her kommer ...”
Jeg smækker røret på.