Jeg har haft en klump i halsen siden frokost, da Josh fortalte, at han skal til festen sammen med Sydney. Han så helt genert ud over at sige det foran mig, men han har ikke engang hørt seneste nyt om min elendige fremtid. Sidste gang han så den, boede jeg i London sammen med Kevin Storm. Siden er jeg blevet skilt fra Isaac Rawlings, og nu har jeg et kompliceret forhold i Californien.
Men det værste er, at Josh ikke ved, at vi ikke får fikset vores venskab.
Jeg er på vej hen til løbebanerne, men jeg ville hellere sidde derhjemme foran min computer og se, om jeg har fået ændret mit password. Hvis jeg ikke har, så kunne jeg læse så meget som muligt, inden jeg mister Facebook for altid.
“Hej, Emma,” siger Cody. Han løber hen over parkeringspladsen med en sportstaske over skulderen. Hans hår er glinsende af sved, og hans T-shirt sidder stramt over brystet. “Ser ud, som om vi begge er sent på den.”
“Jeg fulgte en veninde over til kemilokalet,” siger jeg.
Cody går i takt ved siden af mig. “Jeg blev fanget i trafikken på vej tilbage efter Store Pjækkedag for Sidsteårselever.”
“Hvordan var det?”
Han trækker på skuldrene. “Det var så kedeligt. Jeg er så færdig med alt her, nu tæller jeg bare ned til Duke. Jeg begynder at læse der til efteråret.”
“Okay,” siger jeg, som om jeg ikke allerede vidste det. Jeg ved jo faktisk mere om Codys fremtid, end han selv. En dag bor han i Denver og vil besøge Det Hvide Hus. Og han er stadig single om femten år. Men lige nu er han vild med en film, jeg netop har set.
“Det minder mig om et sjovt citat.” Jeg tørrer håndfladerne i mine shorts, da jeg indtager Wayne. “’I thought I had mono for a year. It turns out I was just bored’.”
“Tæt på,” siger Cody med et smil. “’I once thought I had mono for a year’. Jeg anede ikke, at du også kunne lide Wayne’s World.”
Det kan jeg heller ikke, jeg hadede den faktisk endnu mere anden gang.
“Har du set den?” spørger jeg.
“Et par gange,” siger han. “Nå, men det vil altså sige, at Emma Nelson er vild med Green Day og Wayne’s World. Jeg er imponeret.”
Cody lægger armen let om skulderen på mig, da vi går hen mod banerne. Vores kroppe rører ved hinanden hele vejen. Jeg kan mærke hans muskler tæt på mine, og han dufter af aftershave.
Jeg fatter det ikke, men det kan være, det her bliver til noget.
***
Træneren råber vores tider op, mens vi løber banen rundt. For hver 400 meter slår jeg min personlige rekord.
Træner McLeod blæser i sin fløjte for at opmuntre os. “Hvad er det, som har ramt dig, Emma, det går jo rigtigt godt. Bliv ved med det!”
Jeg bliver ved med at løbe, selvom mine ben brænder. Jeg gør det for at imponere Cody, men jeg bliver også klarere i hovedet af det. Jeg har skændtes med Josh for nylig, og min far og nu også min mor. Den eneste, der er tilbage, er Kellan, og jeg har en fornemmelse af, at jeg er ved at miste hende til Tyson igen.
“Du skal gå det væk, Emma,” siger træneren, da jeg har taget de sidste 400 meter.
Jeg tager den sidste runde med hænderne presset ind i siden, da Cody kommer op på siden af mig.
“Do you feel like you’re going to hurl?” spørger han.
Jeg stirrer på ham. “Det tror jeg ikke.”
“Det er fra Wayne’s World.”
Jeg tvinger latteren frem. “Nå, ja, selvfølgelig.”
“Hey, vil du have et lift hjem? Jeg skal ud og hente min eksamensring, men jeg har den der piratkopi ude i bilen ...”
“Hvilken piratkopi?” spørger jeg og giver mig selv tid til at finde ud af, hvad jeg skal gøre. Min bil holder på elevparkeringen, og det er meningen, jeg skal hente Kellan i kemi og køre hende hjem.
“Dave Matthews,” siger han. “Jeg skal lige snakke med McLeod om løbetesten i morgen, men vi kan mødes ude på parkeringspladsen om ti minutter, hvis du vil. Jeg har en sølvfarvet Toyota.”
Som om jeg ikke allerede vidste det.
***
“Hvorfor er du forpustet?” spørger Kellan og stiller et reagensglas på plads i holderen. Hun har beskyttelsesbriller på, og på bordet foran hende står en samling kemikalier. Kellan tog kemi på højt niveau sidste år, men kigger indimellem forbi for at assistere læreren.
Ms. Monroe står oppe ved tavlen sammen med nogle elever. Jeg træder helt hen til Kellan, så jeg er sikker på, ingen kan høre os. “Jeg er løbet herover fra banerne,” siger jeg. “Cody har spurgt, om jeg vil med ud at hente hans eksamensring, og så giver han mig et lift hjem bagefter.”
“Hvorfor?” spørger Kellan og putter noget gult pulver i et af reagensglassene, og det afgiver med det samme en rådden lugt.
Jeg træder et skridt tilbage og vifter med hånden foran næsen. “Er det sikkert, det der?”
Kellan skubber brillerne op i panden. “Jeg drikker det altså ikke – og du skal ikke skifte emne. Hvorfor vil Cody have, at du skal tage med?”
Jeg kan ikke lade være med at smile. “Vi har talt lidt sammen på det sidste. Det viser sig, at vi har en hel del tilfælles.”
Da Kellan skriver et eller andet på et kort, nærstuderer jeg hende. Jeg har kun set ét billede af Lindsay, men det var tydeligt, at hun ligner Kellan.
“Må jeg gætte,” siger Kellan til sidst. “Du vil gerne have, at jeg kører din bil hjem?”
Jeg stikker hånden ned i min rygsæk og graver nøglerne frem og lægger dem ved siden af bunsenbrænderen. “Jeg tror ikke, det tager lang tid. Du kan bare hænge ud hjemme hos mig, og så skal jeg nok køre dig hjem. Eller også kan du tage min cykel i garagen, hvis du ikke gider vente.”
Kellan svarer ikke.
“Please,” siger jeg. “Jeg skal nok betale tilbage.”
“Det bliver dyrt,” siger hun og smider mine nøgler ned i sin taske. “Turen fra dig hjem til mig er værre end Tour de France. Og jeg behøver vel ikke sige, at du skal passe på med Cody. Vi ved jo begge to, at han forventer ret meget af sine piger.”
“Vi skal bare hente hans eksamensring,” siger jeg. “Det er det hele. Og jeg skal nok køre dig hjem, så snart jeg kommer tilbage.”
“Eller også beder jeg bare Tyson om at komme og hente mig.”
“Hvad er det, der sker med jer to?” spørger jeg.
Kellan vender sig om mod reagensglassene.
“Kellan Steiner!” siger jeg. “Du er knap kommet dig over Tyson, efter at han slog op sidste gang. Du har ikke brug for mere drama.”
“Jeg ved godt, jeg har haft mine op- og nedture med ham,” siger hun og kigger mig ind i øjnene. “Jeg ringede faktisk til min psykolog og bestilte en ny tid i går. Jeg mener det, når jeg siger, at jeg gerne vil passe på med mine følelser.”
“Jamen er det officielt nu? Er du og Tyson sammen igen?”
“Det var ikke det, jeg sagde.” Kellan tager nogle tænger, men lægger dem fra sig med det samme igen. “Men apropos drama, og du skal sige sandheden, hvad sker der egentlig med dig og Josh?”
Jeg krymper mig. “Ingenting.”
“I går ville du ikke engang med ned til frokosttræet, fordi han var der. Og i dag fik du nærmest tårer i øjnene, da han nævnte Sydney.”
Jeg slynger min rygsæk over skulderen. “Folk vokser fra hinanden,” siger jeg, “og nogle gange er der ikke noget, man kan gøre ved det.”
Jeg vender mig om og går ud ad døren.