Jeg lægger alle mine kultegninger i en halvcirkel rundt om mig, rejser mig og træder et skridt tilbage. Nogle har lige linjer, andre bølgede, og nogle er helt tynde. De har alle sammen en unik streg, selvom de hører sammen.
Jeg kan høre Emma køre ind i indkørslen på den anden siden af vinduet og løber nedenunder og ud ad hoveddøren.
Døren ind til førersædet går op, og Kellan træder ud af bilen. “Forventede du at se en anden?” spørger hun.
“Hvor er Emma? Er hun stadig på løbebanen?”
Kellans ansigtsudtryk er en blanding af bekymring og medlidenhed. “Sikkert ikke. Jeg skal bare aflevere hendes bil, men jeg venter ikke på, at hun kommer hjem.”
“Har I været oppe at skændes?” spørger jeg.
Kellan går hen mod garagen, men snurrer så rundt og kigger på mig. “Har du lige spurgt, om Emma og jeg har skændtes? Det lader da til, at det kun er jer, der ikke snakker sammen.”
“Vi snakkede da sammen i spisefrikvarteret.”
“Knap nok!” Kellan fortsætter hen til garagen og griber fat i håndtaget, men porten er låst. “Josh, har du nogen som helst anelse om, hvor hun er lige nu?”
Jeg banker skoen ind i den kunstige sten og samler Scooby-Doo-nøglen op. Mine hænder fumler, da jeg forsøger at stikke nøglen i låsen. Kellan snupper den fra mig og låser sig selv ind.
“Hun er sammen med Cody,” siger hun så. “Han er sådan et egoistisk røvhul, og det er alt sammen din skyld.”
“Min?” Så vidt jeg ved, har Emma og Cody talt sammen én gang på gangen i skolen. De er ikke engang venner på Facebook.
Kellan tager Emmas cykelhjelm, der hænger på styret af hendes cykel. “I har en eller anden underlig konkurrence kørende, og jeg synes virkelig, den er rådden,” siger hun. Hun slår støttebenet ind og triller cyklen hen mod garageporten.
“Hvad snakker du om?”
“Tror du virkelig, at Emma ville køre rundt sammen med Cody Grainger, hvis du fulgtes med os til bålfesten i aften? Men næ nej, du skal selvfølgelig følges med Sydney Mills.”
Jeg har slet ikke lyst til at se Emma for mig i Codys bil.
Da jeg følger Kellan ud til fortovet, kigger jeg ned ad gaden. Jeg ved ikke, hvilken bil Cody har, men da en ramponeret minivan drejer om hjørnet, håber jeg i mit stille sind, at det er ham.
Da jeg vender mig om, er Kellans blik blevet blødere.
“Jeg ved godt, at Sydney er utroligt smuk,” siger hun. “Men jeg betragtede dig, da vi spiste frokost i dag. Da du fortalte, at I skulle følges til festen, havde du ikke det udtryk i ansigtet, som alle andre fyre ville have haft.”
“Hvordan skulle jeg da have set ud?”
Kellan sukker let og strammer hjelmen ind i nakken.
“Glad.”
Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.
“Følges du kun med Sydney til festen, fordi det føles som det, du bør gøre? Fordi det er Sydney Mills?” spørger hun. “Og hvis du svarer ja til det, så bliver jeg virkeligt skuffet, Josh.”
“Det var ikke det, jeg ville svare.”
“Uanset hvor smuk en pige er, så fortjener hun ikke at blive såret på den måde,” siger Kellan. “Så hvis du ikke er vild med Sydney, er du altså nødt til at fortælle hende det i aften.”
Kellan svinger benet over sadlen og sætter af sted.
Jeg går langsomt hjem. Da jeg når op til døren, kan jeg høre en cykel, der bremser. Kellan ved ikke, jeg betragter hende, men jeg kan se, hun stopper op ved Emmas bil og sætter en seddel fast under vinduesviskeren, inden hun vender cyklen og kører videre.
***
Jeg tager den trådløse telefon i mine forældres soveværelse og går udenfor. Da jeg når til den lille mur rundt om gyngestativet i parken, taster jeg Davids nummer. Den går på svarer efter kun to ring.
“Det er David. Jeg holder sikkert bare øje med, hvem som ringer lige nu, så læg dit navn og nummer efter bippet, så ser vi, om jeg ringer tilbage.”
“Hej, det er Josh,” siger jeg og bevæger mig langsomt ud og ind mellem gyngerne. “Du er sikkert til time, men hvis du får den her ...”
Der lyder et klik i den anden ende. “Er du der stadig?”
“Ja.”
“Jeg har sovet hele eftermiddagen, så jeg har slet ikke været til time,” siger han. “Men det behøver du altså ikke fortælle far og mor.”
Før jeg så Davids fremtid, ville jeg have grinet af den kommentar. Nu spekulerer jeg bare på, hvor meget af hans liv, mor og far – og jeg – ikke kender noget til. På et eller andet tidspunkt må han jo fortælle, at han er bøsse, for han tager jo Phillip med hjem og besøger os i vores hus ved søen. Ja, han skiver jo til og med på internettet en dag i fremtiden, at han er i et forhold til en mand.
Jeg holder fast i kæden på en gynge med den ene hånd.
“Har du tid til at snakke?”
Jeg kan høre, han dumper ned i sin sækkestol. “Selvfølgelig. Hvad så?”
Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg tænkte, at det ville hjælpe at ringe til min bror. Han kan jo ikke rigtigt sige noget, hvis jeg ikke vil røbe noget som helst om min og Sydneys fremtid. Uden at fortælle ham om Facebook kommer det bare til at lyde patetisk. Hvem brokker sig over at gå til en fest sammen med Sydney?
“Josh, ved du, hvordan man bruger en telefon? Når man ringer til nogen, er det meningen, man skal sige noget.”
“Undskyld. Jeg er bare ret forvirret over en pige for tiden.”
“Emma?” spørger han.
“Nej. Hun hedder Sydney Mills. Det er hende, jeg snakkede om forleden.”
“Hey, er hun lillesøster til Mills-tvillingerne?” spørger han? “De er så lækre.”
Jeg sætter mig ned på gyngen. Hvorfor siger han nu det? Synes han, de er lækre, eller mener han, at andre fyre synes, de er lækre? Hvis han prøver at narre mig, så skulle jeg ikke have ringet til ham. Jeg har brug for, at han er ærlig.
“Hvis Sydney Mills bare ligner sine søstre lidt ...” David pifter lavt. “Nå, men jeg går ud fra, at du fulgte mit råd. Du fik chancen, og du greb den?”
“Hun har spurgt, om jeg vil med til en bålfest i aften,” siger jeg.
“Hey, hvor du styrer! Hvad er problemet så?”
“Det er svært at forklare. Hun er smuk, og en hvilken som helst fyr på skolen ville dø for at være sammen med hende ... bortset fra mig. Og alligevel ved jeg godt, at det burde jeg.”
“Er hun sød?” spørger han.
“Hun er en lille smule selvoptaget, men ja, hun er sød.”
David er stille et øjeblik. “Er du bange for, at hun har prøvet mere end du? For hvis du vil, kan jeg godt forklare dig ...”
“Nej,” siger jeg. “Det er ikke det.” Jeg ringede ikke til ham, fordi jeg er nervøs over at være sammen med hende. Jeg er nervøs over hele mit liv.
“Jeg ved godt, hvad dit problem er,” siger David.
“Har jeg et problem?”
“Du er en fyr, der følger strømmen. Sådan har du altid været. Og det føles ret godt, fordi det betyder, at man ikke behøver at træffe nogen svære beslutninger. Men nogle gange er du altså nødt til at finde ud af, hvad du vil, Josh. Hvis det betyder, at du må svømme mod strømmen for at få netop det, så sigter du i det mindste efter noget, der gør dig lykkelig.”
Jeg drejer gyngen i modsatte retning.
“Hvor vil du gerne gå på college?” spørger han. “Jeg ved godt, at du ikke behøver beslutte det næste år, men hvad overvejer du nu?”
Jeg griner ind i telefonen. Han tror, at jeg vil sige Hemlock State, hvor mor og far arbejder. Men jeg har jo været på Facebook. Jeg ved, hvor jeg skal hen, og han tager fejl. “University of Washington,” siger jeg så.
“Nå, så du vil gå samme sted som din bror,” siger han. “Det er virkelig nogle stride strømme, du svømmer imod.”
“Men det er en god skole.”
“Det ved jeg, men du skal altså vælge den skole, du gerne vil gå på.”
Der lyder et bip i den anden ende af linjen; han har fået et opkald.
“Josh, hør her, du tager til bålfesten i aften sammen med Sydney, fordi du allerede har sagt ja. Men når festen er slut, skal du altså tænke dig om.”
Hans telefon bipper igen.
“Hvis det ikke har sagt klik, er det måske, fordi der er en anden, du hellere vil være sammen med. Og hvis det er rigtigt, hvorfor svømmer du så ikke imod strømmen og spørger hende?”
Fordi jeg ikke vil udsætte mig selv for det igen.