Jeg sidder med fødderne begravet i sandet med mine sko ved siden af mig, vendt mod bålet og med et tykt tæppe rundt om skuldrene, så jeg kan holde varmen. Jeg ved ikke, hvis tæppet er, men Shana sad pakket ind i det før. Da hun gik sammen med en af collegefyrene, snuppede jeg det.
Sydney er gået op til parkeringspladsen for et par minutter siden. En eller anden ringede til hende og sagde, at det var muligt at få noget varmt at drikke. Et par af hendes venner sidder stadig på grenen på den anden side af bålet. De er tredjeårselever ligesom hun, men jeg ved ikke, hvad de hedder.
Bålet, hvor Emma, Tyson og Kellan sad før, er næsten brændt ud. Det eneste, der er tilbage, er glitrende orange gløder. Jeg så Tyson og Kellan gå frem og tilbage langs stranden et par gange, men det er et stykke tid siden, jeg så dem sidst. Og jeg har ikke set Emma, siden hun kom tilbage med min pung.
Jeg vender mig om og kigger ud over vandet. Den mørke himmel og træerne glider sammen. Søen er næsten blank med små bitte skvulp ind mod kysten.
“Er der plads til mig?” spørger Sydney. Hun står over mig med et engangskrus i hånden.
Jeg tager det varme krus, og hun sætter sig i sandet ved siden af mig. Dampen, der stiger op af kruset, dufter af varm kakao.
“Jeg vil gerne dele med dig,” siger hun, “hvis du vil dele tæppet.”
Jeg løfter et hjørne af tæppet, og hun rykker helt tæt på mig og pakker os ind i tæppet sammen. Stemmerne rundt om bålet er dæmpede.
Sydney rækker hånden frem, og jeg giver hende kruset. Hun tager en lille slurk. “Det var sødt af dig at låne Emma din trøje. Jeg har altid vidst, at du er en af de søde fyre.”
Jeg vender mig om mod hende. “Hvad mener du?”
Hun smiler og rækker mig kruset. “Tro mig, det er ikke alle fyre, der ville låne en pige deres trøje, bare fordi hun beder om det.”
Jeg tager en slurk varm kakao. “Emma og jeg har været venner længe.”
Sydney ånder langsomt ud, lægger nakken tilbage og kigger op i himlen.
“Hvis du fortalte mig, at du frøs,” siger jeg, “så ville jeg da også give dig min trøje.”
Hun lukker armene om sine knæ og trækker benene op til brystet.
“Og hvis jeg skal være helt ærlig,” fortsætter jeg, så synes jeg, du er en af de søde piger.”
“Desværre betyder det ikke, at man får det, man drømmer om, bare fordi man er sød.”
Det føles, som om hun taler om os. Selvom et forhold til Sydney ikke er det, jeg drømmer om, bliver jeg alligevel trist, da hun siger det.
Jeg trækker tæppet tættere sammen om os. Hvis Sydney vil hvile hovedet mod min skulder, ville jeg lade hende gøre det. Men det gør hun ikke. Så vi sidder der bare, side ved side, og deler en kop varm kakao, til der ikke er mere tilbage.