TI

Lettere indigneret lægger jeg mobilen ned i tasken. Hvor er han dum. Men jeg skal vise ham, skal jeg. Jeg tager over til Guggenheim. Lige med det samme. Så snart jeg har købt min makeup og fået min gratis gave.

Jeg fylder kurven med skønhedslækkerier, skynder mig hen til kassen og skriver under på kreditkortnotaen uden så meget som at se på den, hvorefter jeg går ud på den overfyldte gade. Godt. Klokken er halv fire, så jeg har masser af tid til at komme derop og hengive mig til noget kultur. Glimrende, jeg glæder mig virkelig til det, faktisk.

Jeg står på fortovskanten og rækker hånden ud for at få en taxa, da jeg får øje på en skøn, strålende forretning, der hedder Kate’s Paperie. Uden egentlig at ville det lader jeg hånden falde og begynder at kante mig langsomt hen imod vinduet. Se lige engang. Se lige det der marmorerede brevpapir. Og decoupageæsken derovre. Og det der bånd med perler på.

Okay, nu ved jeg, hvad jeg gør. Jeg smutter lige ind og tager et hurtigt kig. Bare fem minutter. Og så tager jeg til Guggenheim.

Jeg skubber døren op og går langsomt rundt og beundrer opstillingerne med smukt indpakningspapir, pyntet med tørrede blomster, bast og sløjfer, fotoalbums, æsker med udsøgt brevpapir … Og se lige alle de kort!

Det er derfor, New York er så fed. De har ikke kun nogle kedelige, gamle kort, hvor der står »Tillykke med fødselsdagen« på. De har håndlavede kreationer med glimtende blomster og vittige kollager, hvorpå der står ting som »Tillykke med tvillingeadoptionen!« og »Det gør mig ondt at høre, at I er gået fra hinanden!«

Jeg går op og ned langs reolerne, fuldstændig omtumlet af det hele. Jeg må bare have nogle af dem. For eksempel det fantastiske pop op-slot med et flag, hvorpå der står »Jeg er vild med jeres ombyggede hus!« Ganske vist kender jeg ikke lige nogen, der er ved at bygge om, men jeg kan jo altid gemme det, indtil mor bestemmer sig for at tapetsere entreen. Og det her, der er dækket af kunstigt græs, og hvor der står »Til en smashhamrende god tennistræner med tak«. For jeg har tænkt mig at tage nogle tennistimer næste sommer, og så vil jeg jo gerne takke min træner, ikke?

Jeg nupper et par stykker mere og bevæger mig så videre til invitationsstativet. Og de er endnu bedre! Der står ikke bare »Invitation«, næh, der står sådan noget som »Vi mødes i klubben til brunch!« og »Kom og få en uhøjtidelig pizza!«

Ved du hvad, jeg tror, jeg skulle tage og købe nogle af dem. Alt andet ville være kortsynet. Jeg mener, Suze og jeg kunne da sagtens holde en pizzafest, ikke? Og man kan simpelthen ikke få den slags invitationer i England. De er bare så søde, med glitrende små pizzastykker hele vejen ned langs siderne. Jeg lægger forsigtigt ti æsker med invitationer ned i min kurv sammen med alle mine vidunderlige kort og nogle få ark bolsjestribet gavepapir, som jeg simpelthen ikke kan modstå, og går hen til kassen. Mens ekspeditricen scanner det hele, kigger jeg mig omkring for at se, om der er noget, jeg har overset – og det er først, da hun siger, hvad det bliver, at jeg kigger lettere chokeret op. Så meget? For nogle få kort?

Et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg faktisk har brug for dem alle sammen. For eksempel kortet med »Glædelig hanukkah, chef!«

Men omvendt – jeg skal nok få brug for dem en dag, ikke sandt? Og hvis jeg skal bo i New York, så skal jeg jo vænne mig til at sende dyre kort hele tiden, så det her er faktisk en form for akklimatisering.

Og desuden, hvad sjovt er der ved at have et dejligt, nyt kreditkortmaksimum, hvis man slet ikke bruger det?

Da jeg skriver under på notaen, lægger jeg mærke til en pige iført cowboybukser og hat, der står og hænger bag et stativ med visitkort, og som ser underligt bekendt ud. Jeg kigger nysgerrigt på hende – og så går det op for mig, hvor jeg kender hende fra.

»Hej,« siger jeg og sender hende et venligt smil. »Så jeg dig ikke til lagersalget i går? Fandt du noget godt?«

Men i stedet for at svare vender hun sig hurtigt væk. Hun skynder sig ud af forretningen, og da hun støder ind i en, mumler hun »undskyld«. Og til min forbløffelse har hun engelsk accent. Det er sgu da uvenligt, ikke? Sådan at ignorere en landsmand, når man er i det store udland. Der er da ikke noget at sige til, at folk siger, englænderne er reserverede.

Godt. Og nu må jeg se at komme hen på Guggenheim. Da jeg kommer ud fra Kate’s Paperie, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal vende for at få en taxa, og jeg står helt stille et øjeblik, mens jeg prøver at finde ud af, hvor nord er. Noget blinker klart på den anden side af gaden, og jeg skærer ansigt ved tanken om, at det måske begynder at regne. Men himlen er klar, og der er ikke andre, der ser ud til at have lagt mærke til det. Det kan være, det er en af de der New York-ting, ligesom damp, der kommer op af fortovet.

Videre. Koncentrér dig. Guggenheim.

»Undskyld,« siger jeg til en kvinde, der går forbi. »Kan De sige mig, hvor Guggenheim ligger?«

»Længere nede ad gaden,« siger hun og gør et kast med tommelfingeren.

»Fint,« siger jeg forvirret. »Tak.«

Det kan ikke være rigtigt. Jeg troede, Guggenheim lå flere kilometer herfra, ved Central Park. Hvordan kan det ligge nede ad gaden? Hun må være udlænding. Jeg spørger en anden.

Men de går alle sammen så hurtigt, at det er svært at fange nogens opmærksomhed.

»Hej,« siger jeg og griber praktisk talt fat i armen på en habitklædt mand. »Ligger Gugggenheim –«

»Lige der,« siger han og nikker med hovedet og skynder sig så videre.

Hvad i alverden taler de om alle sammen? Jeg er sikker på, at Kent sagde, Guggenheim lå helt oppe i … nærheden af …

Lige et øjeblik!

Jeg står som naglet til stedet og stirrer forbløffet.

Det kan ikke passe. Der ligger det! Lige foran mig hænger et skilt – hvorpå der står GUGGENHEIM SOHO med kæmpestore bogstaver.

Hvad sker der? Er Guggenheim flyttet? Er der to Guggenheimer?

Da jeg går hen imod dørene, kan jeg se, at stedet her ser ret lille ud af et museum at være – så måske er det ikke det rigtige Guggenheim. Måske er det et eller andet trendy Soho-sideskud! Ja! Jeg mener, når London kan have Tate Britain og Tate Modern, hvorfor kan New York så ikke have Guggenheim og Guggenheim SoHo?

Guggenheim SoHo. Hvor lyder det bare tjekket!

Jeg skubber forsigtigt døren op – og ganske rigtigt, det er helt hvidt og luftigt med moderne kunst på piedestaler og steder, hvor man kan sidde, og mennesker, der går stille rundt og hvisker med hinanden.

Og ved du hvad, sådan skulle alle museer være. Små og hyggelige for det første så man ikke føler sig udmattet, næsten før man er trådt inden for døren. Jeg mener, det her kan man sikkert klare på en halv times tid. Plus at tingene her faktisk ser rigtig interessante ud. Se for eksempel lige de der røde terninger i glasmontren derovre! Og det fantastiske, abstrakte billede, der hænger på væggen.

Mens jeg stirrer beundrende på billedet, kommer et par hen for at se på det også, og de begynder at mumle til hinanden om, hvor flot det er. Og pludselig siger pigen henkastet: »Hvor meget koster det?«

Jeg skal lige til at vende mig om med et venligt smil og sige: »Det vil jeg også altid smaddergerne vide!« da manden til min forbløffelse vender billedet om. Og der, på bagsiden, sidder et prismærke!

Et prismærke på et museum! Fedest! Endelig er der da et eller andet fremadtænkende menneske, der har været enig med mig i, at folk ikke kun vil se på kunst – de vil også vide, hvad det koster. Når jeg kommer hjem, skriver jeg til folkene på Victoria and Albert om stedet her.

Og ved du hvad, nu hvor jeg ser mig rigtigt omkring, så ser det ud til, at alle tingene er prismærket. De røde terninger i montren har prismærker på, og det har stolen også, og også den … den æske med blyanter.

Hvor mærkeligt sådan at have en æske med blyanter på et museum. Men det kan være, det er installationskunst af en slags, det kan jo være hvad som helst, ikke? Jeg går hen for at se nærmere på dem – og der står trykt noget på blyanterne. Sikkert et eller andet meningsfuldt budskab om kunst eller livet … jeg læner mig frem og læser ordene »Guggenheim Museum Store«.

Hvad?

Er det en –

Jeg løfter hovedet og kigger mig desorienteret omkring.

Er jeg i en forretning?

Nu begynder jeg at lægge mærke til ting, som jeg ikke så før. For eksempel et par kasseapparater i den modsatte ende af lokalet. Og der er nogen, der går ud ad døren med bæreposer i hænderne.

Åh gud.

Jeg føler mig virkelig dum. Hvordan kan jeg have undgået at se, at det er en forretning? Men … det giver mindre og mindre mening. Er det kun en forretning? Er den ikke tilknyttet et museum?

»Undskyld,« siger jeg til en lyshåret ung mand med navneskilt. »Må jeg lige spørge om noget – det her er en forretning, ikke?«

»Jo, miss,« siger den unge mand høfligt. »Det er Guggenheim-museets forretning.«

»Og hvor ligger selve Guggenheim-museet?«

»Helt oppe ved parken.«

»Okay.« Jeg ser forvirret på ham. »Jeg skal lige have der her på det rene. Kan man bare gå herind og købe en hel masse – uden at der er nogen, der går op i, om man har været på museet eller ej? Jeg mener, skal man ikke vise sin billet eller noget?«

»Nej, miss.«

»Så man behøver altså slet ikke at se på al kunsten? Man kan godt nøjes med at shoppe?« Min stemme stiger af henrykkelse. »Den her by bliver bedre og bedre! Den er perfekt!« Jeg får øje på den unge mands chokerede ansigtsudtryk og tilføjer hurtigt: »Jeg mener, selvfølgelig vil jeg også gerne se kunsten. Virkelig gerne. Jeg skulle bare … du ved. Lige være sikker.«

»Hvis De er interesseret i at besøge museet,« siger han, »kan jeg ringe efter en taxa til Dem. Skal jeg gøre det?«

»Æhm …«

Lad os nu lige tænke os om et øjeblik. Ikke noget med at tage forhastede beslutninger.

»Æhm … jeg ved ikke rigtig,« siger jeg forsigtigt. »Må jeg vende tilbage om et øjeblik?«

»Selvfølgelig,« siger den unge mand og sender mig et lidt underligt blik, og jeg sætter mig på en hvid bænk og tænker, så det knager.

Okay, hvad gør jeg? Jeg kunne selvfølgelig godt tage op til Guggenheim. Jeg kunne sætte mig ind i en taxa, suse op til, hvor det nu er, og bruge hele eftermiddagen på at se på kunst.

Eller … jeg kunne bare købe en bog om Guggenheim … og så bruge hele eftermiddagen på at shoppe.

For det er jo spørgsmålet. Er det virkelig nødvendigt at se selve den fysiske kunstgenstand for virkelig at værdsætte den? Selvfølgelig er det ikke det. Og på en måde så vil det være bedre at bladre i en bog end at traske rundt i en masse sale – for jeg når længere omkring hurtigere og lærer faktisk meget mere på den måde.

Og desuden, de ting, de har her i forretningen, det er da også kunst, ikke? Jeg mener, jeg har allerede fået pænt meget kultur i dag. Nemlig.

Og jeg styrter ikke ligefrem ud af forretningen. Jeg bliver der i mindst ti minutter og kigger lidt i bøgerne og suger den kulturelle atmosfære til mig. Til sidst køber jeg en stor tung bog, som jeg vil give Luke, foruden et virkelig tjekket krus til Suze, nogle blyanter og en kalender til min mor.

Glimrende. Nu kan jeg rigtig gå ud at shoppe. Da jeg forlader forretningen, føler jeg mig fri og lykkelig, fuldstændig som hvis man pludselig har fået fri fra skole. Jeg går ned ad Broadway og drejer ned ad en af sidegaderne, hvor jeg kanter mig forbi boder, der sælger taskekopier og farverige hårdimser, og en fyr, der står og spiller guitar uden større held. Inden længe er jeg på vej hen ad en pragtfuld lille brostensbelagt gade og derefter ned ad endnu en. På begge sider ligger der store, gamle rødstensbygninger med brandtrapper op og ned på ydersiden, og der er plantet træer i fortovene, og pludselig er stemningen langt mere afslappet end ude på Broadway. Her kunne jeg nemt vænne mig til at bo. Rigtig nemt.

Og butikkerne, jeg siger dig. Den ene er mere indbydende end den anden. En er fuld af malede fløjlskjoler, der er hængt op på antikke møbler. I en anden er væggene malet, så de ligner skyer, og der er stativer med fnuglette, knitrende kjoler og skåle med chokolade overalt. En er holdt kun i sort og hvid og art deco, ligesom i en Fred Astaire-film. Og se så lige den her!

Jeg standser på fortovet og glor med åben mund på en voksmannequin, der ikke har andet på end en plasticskjorte, hvor der svømmer en guldfisk i lommen. Det må være det mest forbløffende stykke tøj, jeg nogensinde har set.

Og faktisk – så har jeg altid drømt om at eje et stykke virkelig avantgarde-mode. Jeg mener, mand, hvor ville det være sejt at have noget tøj, der var helt på forkant, og kunne sige til alle, at det havde man da købt i SoHo. For … jeg er vel stadigvæk i SoHo? Eller måske er det NOLita. Eller … NoHo? SoLita? Skal jeg være helt ærlig, så er jeg ikke helt sikker på, hvor jeg er nu, og jeg vil ikke stå og kigge på et kort, for så tror folk bare, jeg er turist.

Og jeg er også ligeglad med, hvor butikken ligger. Jeg går ind.

Jeg skubber den tunge dør op og går ind i butikken, der er fuldstændig tom, bortset fra en duft af røgelse og en mærkelig, rungende musik. Jeg går hen til et stativ og prøver at se nonchalant ud, mens jeg kigger nærmere på tøjet. Det er virkelig langt ude. Der er et par bukser, der er omkring tre meter lange, og en almindelig hvid skjorte med plastichætte og en nederdel lavet af fløjl og avispapir, der er ret pæn – men hvad så, når det regner?

»Goddag,« siger en fyr og kommer hen til mig. Han har sort T-shirt på og meget stramme bukser – helt i sølv, bortset fra gylpen, der er i denim og meget … Nå, ja. Fremtrædende.

»Hej,« siger jeg og prøver at lyde så cool som muligt og ikke se på hans gylp.

»Hvordan har du det i dag?«

»Fint, tak!«

Jeg rækker ud efter en sort nederdel – men giver hurtigt slip, da jeg ser den skinnende, røde penis, der er applikeret foran.

»Er der noget, du gerne vil prøve?«

Kom nu, Becky. Vær nu ikke så pivet. Vælg noget.

»Æhm … ja. Den her!« siger jeg og griber ud efter en lilla strikbluse med tragtformet krave, der ser ret sød ud. »Den her, tak.« Og så følger jeg efter ham længere ind i butikken, hvor prøverummet er lavet af zinkplader.

Der er først, da jeg tager trøjen af bøjlen, jeg ser, at den har to tragtformede kraver. Faktisk ligner den lidt den trøje, min bedstemor engang gav far i julegave.

»Undskyld?« siger jeg og stikker hovedet ud af prøverummet. »Den her trøje har … den har to halshuller.« Jeg udstøder en lille latter, og fyren stirrer udtryksløst på mig, som om jeg er svagt begavet.

»Det skal den have,« siger han. »Det er dens look.«

»Nåh, ja,« siger jeg straks, »selvfølgelig,« hvorefter jeg hastigt trækker hovedet til mig.

Jeg tør ikke spørge ham, hvilket halshul man skal stikke hovedet igennem, så jeg kæmper mig ind i det første – og det ser forfærdeligt ud. Jeg prøver det andet – og det ser lige så forfærdeligt ud.

»Hvordan går det?« siger fyren udenfor, og jeg kan mærke mine kinder blive blussende røde. Jeg kan jo ikke indrømme, at jeg ikke ved, hvordan man tager den på.

»Det … går fint,« siger jeg halvkvalt.

»Har du lyst til at kigge herude?«

»Okay!« Min stemme er nærmest en piben nu.

Åh gud. Mine kinder er helt røde, og mit hår stritter til alle sider efter turene igennem kraven. Tøvende skubber jeg døren til prøverummet op og ser mig i det store spejl overfor. Og aldrig i mit liv har jeg set dummere ud.

»Det er et fantastisk stykke strik,« siger fyren, mens han lægger armene over kors og stirrer på mig. »Helt unikt.«

»Æhm … helt sikkert,« siger jeg efter en lille pause. »Den er meget interessant.« Jeg trækker kejtet i det ene ærme og prøver at ignorere det faktum, at jeg ser ud, som om jeg mangler et hoved.

»Du ser fantastisk ud i den,« siger fyren. »Fuldstændig fantastisk.«

Han lyder så overbevist, at jeg kigger på mit spejlbillede en gang mere. Og ved du hvad, måske har han ret. Måske ser jeg ikke så tosset ud endda.

»Madonna har den i tre farver,« siger fyren og sænker stemmen. »Men mellem os to, så kan hun ikke helt bære den.«

Jeg stirrer på ham, helt forhippet.

»Har Madonna den her trøje? Lige præcis den her?«

»Øh hmm. Men du bærer den meget bedre.« Han læner sig op ad en spejlbeklædt søjle og ser undersøgende på en fingernegl. »Så – skal du have den?«

Hvor er jeg dog vild med den her by. Hvor kan man ellers få invitationer med glitrende pizzastykker, gratis mascara og den samme trøje som Madonna, alt sammen på en enkelt eftermiddag? Da jeg når frem til Royalton, er det med et kæmpestort, opstemt smil på læben. Jeg har ikke været på en så udbytterig shoppingtur siden … nå, ja, siden i går.

Jeg afleverer alle mine poser i garderoben og går derefter ind i den lille runde bar, hvor Luke har bedt mig møde ham og hans nye kompagnon, Michael Ellis.

Jeg har hørt en hel del om denne Michael Ellis i løbet af de sidste par dage. Han ejer åbenbart et kæmpestort reklamebureau i Washington og er gode venner med præsidenten. Eller er det vicepræsidenten? Noget i den retning i hvert fald. Sikkert er det, at han er en stor kanon og helt afgørende for Lukes nye aftale. Så jeg må sørge for at gøre et godt indtryk.

Mand, hvor er her tjekket, tænker jeg, da jeg går ind. Det hele er læder og krom og mennesker i klassisk sort tøj og matchende frisurer. Jeg går ind i den halvmørke bar, og der sidder Luke ved et bord. Til min overraskelse er han alene.

»Hej!« siger jeg og kysser ham. »Hvor er din ven henne?«

»Ude for at ringe,« siger Luke. Han tilkalder en tjener. »En gimlet mere, tak.« Da jeg sætter mig, sender han mig et spørgende blik. »Nå, min skat. Hvordan var Guggenheim så?«

»Godt,« siger jeg og smiler triumferende. Ha, ha. Jeg har læst på lektien i taxaen. »Jeg var især begejstret for en fascinerende serie akrylfigurer baseret på enkle, euklidiske former.«

»Nå da?« siger Luke og ser en smule forbavset ud.

»Helt sikkert. Den måde, hvorpå de absorberer og reflekterer rent lys … virkelig fængslende. Åh, for resten, jeg købte en gave til dig.« Jeg lader en bog med titlen Abstrakt kunst og kunstnere falde ned i skødet på ham og tager en slurk af den drink, der er blevet stillet foran mig, mens jeg prøver ikke at se alt for selvtilfreds ud.

»Du tog altså hen til Guggenheim!« siger Luke, mens han vantro bladrer i bogen.

»Æhm … ja,« siger jeg. »Selvfølgelig gjorde jeg det!«

Jeg ved godt, man ikke bør lyve for sin kæreste. Men det er da sådan næsten sandt, ikke? Jeg mener, jeg tog da hen til Guggenheim. I ordets bredeste betydning.

»Det her er virkelig interessant,« siger Luke. »Så du den berømte skulptur af Brancusi?«

»Æhm …« Jeg prøver at se ham over skulderen for at få en idé om, hvad han taler om. »Jeg koncentrerede mig mere om de … øh … euklidiske former og så selvfølgelig de … øh … enestående … øh …«

»Der kommer Michael,« afbryder Luke. Han lukker bogen, og jeg lægger den hurtigt ned i posen igen. Gudskelov. Jeg kigger interesseret op for at se, hvordan denne meget omtalte Michael ser ud – og er nær ved at få min drink galt i halsen.

Det kan ikke passe. Det er ham. Michael Ellis er den tyndhårede fyr fra fitnesscentret. Sidste gang han så mig, lå jeg døende for fødderne af ham.

»Hej!« siger Luke og rejser sig op. »Becky, dette er Michael Ellis, min nye kompagnon.«

»Hej igen,« siger jeg og prøver at smile fattet.

Det her burde være forbudt. Der burde være en regel, der siger, at folk, man har mødt i fitnesscentret, aldrig må møde en i det virkelige liv. Det er simpelthen for pinligt.

»Vi har allerede haft den fornøjelse at træffe hinanden,« siger Michael Ellis og ryster min hånd med et blink i øjet, før han sætter sig over for mig. »Becky og jeg motionerede sammen i går. Men jeg så dig ikke dernede her til morgen.«

»Her til morgen?« siger Luke og ser forundret på mig, mens han sætter sig igen. »Jeg synes, du sagde, at fitnesscentret var lukket i morges, Becky.«

Shit.

»Åh. Æhm …« Jeg tager en stor slurk af min drink og rømmer mig. »Da jeg sagde, at der var lukket, mente jeg i virkeligheden, at der var … var …« Hjælpeløs lader jeg sætningen blive hængende i luften.

Æv, og mig, der så gerne ville gøre et godt indtryk.

»Men hvad tænker jeg dog på?« udbryder Michael pludselig. »Jeg må jo være ved at blive skør! Det var jo ikke i dag. For fitnesscentret var jo netop lukket her til morgen. På grund af nogle vigtige reparationer, tror jeg. Noget i den retning.« Han sender mig et bredt smil, og jeg kan mærke, at jeg rødmer.

»Nå, anyway,« siger jeg og skynder mig at skifte emne. »Du er … du er ved at indgå en aftale med Luke. Det er alle tiders! Hvordan går det alt sammen?«

Jeg spørger egentlig kun for at være høflig og for at styre opmærksomheden væk fra mit ophold i fitnesscentret. Jeg forventer, at de begge skal give sig til at forklare mig en hel masse, så jeg kan sidde og nikke med mellemrum, mens jeg nyder min drink. Men til min store overraskelse er de tavse begge to.

»Det er et godt spørgsmål,« siger Luke omsider og ser på Michael. »Hvad sagde Clark?«

»Vi havde en lang samtale,« siger Michael. »Ikke helt tilfredsstillende.«

Jeg ser skiftevis på dem og føler mig en smule foruroliget.

»Er der noget, der er ved at gå galt?«

»Det kommer alt sammen an på,« siger Michael. Han begynder at fortælle Luke om sin telefonsamtale med Clark, hvem han så ellers er, og jeg forsøger at lytte intelligent til deres samtale. Men problemet er, at jeg begynder at blive ret svimmel. Hvor meget har jeg drukket i dag? Det vil jeg ikke engang tænke på, og hvis jeg skal være ærlig, så sidder jeg og hænger op ad læderryglænet med lukkede øjne, mens jeg lytter til deres stemmer, der snakker langt oppe over mit hoved.

»… en slags paranoia …«

»… tror, de kan ændre på fremgangsmåden …«

»… faste udgifter … nedbringe omkostninger … med Alicia Billington som chef for London-kontoret …«

»Alicia?« Jeg kæmper mig op i lodret position. »Skal Alicia lede London-kontoret?«

»Det er så godt som afgjort,« siger Luke og standser midt i sætningen. »Hvorfor?«

»Men –«

»Men hvad?« siger Michael og ser interesseret på mig. »Hvorfor skulle hun ikke lede London-kontoret? Hun er intelligent, ambitiøs …«

»Øhm … ikke for noget,« siger jeg mat.

Jeg kan jo ikke så godt sige, »fordi hun er en smatso«.

»Har du for resten hørt, at hun lige er blevet forlovet?« siger Luke. »Med Ed Collins hos Hill Hanson.«

»Er hun det?« siger jeg overrasket. »Jeg troede, hun havde en affære med hva’detnuhanhedder.«

»Med hvem?« siger Michael.

»Æhm … nogen.« Jeg tager en slurk af min gimlet for at klare tankerne. »Hun spiste frokost sammen med ham i al hemmelighed og alting!«

Hvad var det nu, han hed? Mand, hvor er jeg dog fuld.

»Becky kan godt lide at holde sig ajour med kontorsladderen,« siger Luke med en sorgløs latter. »Desværre kan man ikke altid regne med den.«

Jeg stirrer surt på ham. Hvad er det, han prøver at sige? At jeg er en eller anden rygtesmed?

»Der er ikke noget galt i lidt kontorsladder,« siger Michael med et varmt smil. »Det holder hjulene i gang.«

»Nemlig!« siger jeg med eftertryk. »Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg siger altid til Luke, at man bør være interesseret i de mennesker, der arbejder for en. Det er ligesom, når jeg giver økonomiske råd i fjernsynet. Man kan ikke bare kigge på tallene, man er nødt til at tale med folk. For eksempel … Enid fra Northampton!« Jeg ser forventningsfuldt på Michael, indtil jeg kommer i tanke om, at han ikke ved, hvem Enid er. »På papiret var hun klar til at holde op med at arbejde,« forklarer jeg. »Pension og det hele. Men i virkeligheden …«

»Var hun … ikke parat til det?« foreslår Michael.

»Præcis! Hun var virkelig glad for sit arbejde, og det var kun hendes dumme mand, der ville have hende til at holde op. Hun var kun femoghalvtreds!« Jeg svinger med mit glas. »Jeg mener, siger man ikke, at livet begynder ved de femoghalvtreds?«

»Det er jeg ikke sikker på, man gør,« siger Michael smilende. »Men det burde man måske.« Han ser interesseret på mig. »Jeg kunne godt tænke mig at se dit show en dag. Vises det her i USA?«

»Nej, desværre,« siger jeg beklagende. »Men jeg skal snart lave det samme i amerikansk tv, og så vil du kunne se det.«

»Det glæder jeg mig til.« Michael ser på sit ur og tømmer sit glas. »Jeg bliver nødt til at gå, er jeg bange for. Vi tales ved senere, Luke. Og det var dejligt at møde dig, Becky. Hvis jeg nogensinde får brug for økonomisk rådgivning, så ved jeg, hvor jeg skal henvende mig.«

Da han går ud af baren, læner jeg mig tilbage i min bløde stol og vender mig om for at se på Luke. Hans afslappede holdning er forsvundet, og han stirrer anspændt ud i den blå luft, mens hans fingre metodisk river en pakke tændstikker i små stykker.

»Michael virker virkelig flink!« siger jeg. »Meget venlig.«

»Ja,« siger Luke afmålt. »Det er han også.«

Jeg tager en slurk af min gimlet og ser nøjere på Luke. Han har nøjagtig det samme ansigtsudtryk, som da en af hans ansatte klumrede i det med en pressemeddelelse, så nogle fortrolige tal ved en fejltagelse blev sendt ud til pressen. Min hjerne spoler tilbage gennem den samtale, jeg halvt om halvt lyttede til – og ved synet af hans ansigt begynder jeg at blive en smule bekymret.

»Luke,« siger jeg til sidst. »Hvad sker der? Er der et eller andet problem med din aftale?«

»Nej,« siger Luke uden at røre sig.

»Hvad mente Michael så, da han sagde: ‘Det kommer an på’? Og det der med, at de ændrede fremgangsmåde?«

Jeg læner mig frem og prøver at tage Lukes hånd, men han reagerer ikke. Mens jeg stirrer på ham i ængstelig tavshed, bliver jeg lidt efter lidt opmærksom på baggrundslydene og musikken i den halvmørke bar. Ved bordet ved siden af os åbner en kvinde en lille æske fra Tiffany’s og gisper – noget, der normalt ville have fået mig til at smide min serviet på gulvet og kante mig derhen for at se, hvad hun havde fået. Men denne gang er jeg for optaget af Luke. En tjener kommer hen til vores bord, og jeg ryster på hovedet.

»Luke?« Jeg læner mig frem. »Fortæl mig det nu. Er der problemer?«

»Nej,« siger Luke kort og tømmer sit glas. »Der er ikke noget problem. Alt er i orden. Kom, lad os gå.«