SYTTEN

Jeg bestemmer mig ikke lige med det samme. Det tager mig omkring to uger, hvor jeg vandrer frem og tilbage i lejligheden, drikker et uendeligt antal kopper kaffe, taler med mine forældre, Suze, Michael, min gamle chef Philip, den nye tv-agent Cassandra … stort set alle, jeg kan komme i tanke om. Men da det kommer til stykket, ved jeg dybt i mit hjerte godt, hvad jeg virkelig gerne vil.

Luke har ikke ringet – og skal jeg være ærlig, så tror jeg ikke, jeg nogensinde kommer til at tale med ham mere. Michael siger, at han arbejder sytten timer i døgnet, fordi han både prøver at redde Brandon Communications og holde interessen oppe i USA, og at han er ekstremt stresset. Han er tilsyneladende ikke helt kommet sig over chokket ved at opdage, at Alicia havde lavet et komplot mod ham – og at Bank of London overvejede at flytte over til hende. Chokket ved at opdage, at han ikke var »immun over for lort«, som Michael så poetisk udtrykte det. »Det er problemet, når hele verden elsker en,« sagde han forleden dag. »En skønne dag vågner man op og opdager, at den flirter med ens bedste ven i stedet for. Og man aner ikke, hvad man skal gøre. Benene bliver slået helt væk under en.«

»Og – har alt det her slået benene væk under Luke?« spurgte jeg og snoede mine fingre sammen til en knude.

»Slået benene væk?« udbrød Michael. »Det har kylet ham tværs igennem lokalet, og bagefter er han blevet trampet på af en flok vildsvin.«

Adskillige gange har jeg stået med telefonrøret i hånden, fordi jeg pludselig længtes efter at tale med ham. Men så har jeg taget en dyb indånding og lagt det på igen. Det er hans liv nu. Jeg må se at komme videre med mit. Mit helt nye liv.

Der kommer en lyd henne fra døren, og jeg vender mig om. Suze står og kigger ind i mit tomme værelse.

»Åh, Bex,« siger hun ulykkeligt. »Jeg kan ikke lide det. Put det tilbage alt sammen. Gør det rodet igen.«

»I det mindste er det helt igennem feng shui nu,« siger jeg og forsøger at fremtvinge et smil. »Det vil sikkert bringe dig masser af held.«

Hun kommer ind i værelset, går hen over det tomme gulvtæppe til vinduet og vender sig om.

»Det virker mindre,« siger hun langsomt. »Det burde se større ud uden alt dit rod, ikke? Men på en eller anden måde … så virker det ikke sådan. Det ligner en væmmelig, nøgen lille kasse.«

Der er helt stille lidt, mens jeg betragter en lillebitte edderkop, der kravler op ad ruden.

»Har du bestemt dig for, hvad du vil gøre med det?« siger jeg til sidst. »Vil du finde en ny at dele lejlighed med?«

»Det tror jeg ikke,« siger Suze. »Jeg mener, det haster jo ikke, vel? Tarkie foreslog, at jeg jo kunne bruge det som kontor i et stykke tid.«

»Gjorde han?« Jeg vender mig om og ser på hende med løftede øjenbryn. »Det minder mig om. Hørte jeg Tarquin her igen i går aftes? Og snige sig ud her til morgen?«

»Nej,« siger Suze og ser forfjamsket ud. »Jeg mener – jo.« Hun fanger mit blik og rødmer. »Men det var absolut sidste gang. Nogensinde.«

»I er sådan et yndigt par,« siger jeg og sender hende et smørret grin.

»Sig ikke sådan noget,« udbryder hun med rædsel i stemmen. »Vi er ikke noget par.«

»Okay,« siger jeg og lader hende slippe af krogen. »Som du vil.« Jeg kigger på mit ur. »Vi skulle faktisk se at komme af sted.«

»Ja, det skulle vi vel. Åh, Bex –«

»Jeg ved det godt.« Jeg klemmer hendes hånd hårdt, og et øjeblik er der ingen af os, der siger noget. Så rækker jeg ud efter min frakke. »Kom.«

Vi går hen til King George’s pub for enden af vejen. Vi baner os vej forbi baren og op ad en trætrappe til et stort, privat lokale, der er udstyret med røde velourgardiner, en bar og masser af bukkeborde på begge sider. En midlertidig forhøjning er blevet stillet op i den ene ende, og der er rækker af plasticstole i midten.

»Goddag!« siger Tarquin, da vi træder ind ad døren. »Kom og få noget at drikke.« Han hæver sit glas. »Den røde er slet ikke så dårlig.«

»Er hanen sat til bag ved baren?« siger Suze.

»Ja,« siger Tarquin. »Alt er på plads.«

»Bex – vi giver,« siger Suze og lægger en hånd på min arm, da jeg begynder at lede efter min pung. »En afskedsgave.«

»Suze, du behøver ikke at –«

»Det ville jeg gerne,« siger hun bestemt. »Og det ville Tarkie også.«

»Lad mig sørge for noget at drikke til jer,« siger Tarquin og tilføjer så med dæmpet stemme: »Det er et ganske godt fremmøde, synes I ikke?«

Da han er gået, vender Suze og jeg os om og kigger rundt i lokalet. Ved de opstillede borde maser folk rundt og kigger på stabler af nydeligt sammenlagt tøj, sko, cd’er og diverse nipsting. På et af bordene ligger en stak maskinskrevne, fotokopierede kataloger, som folk går rundt og sætter krydser i.

Jeg kan høre en pige i skindbukser sige: »Se lige den her frakke! Og Hobbs-støvlerne! Dem byder jeg i hvert fald på!« I den modsatte side af lokalet står to piger og holder forskellige par bukser op foran sig, mens deres kærester tålmodigt står med deres glas i hånden.

»Hvem er alle disse mennesker?« siger jeg vantro. »Er det alle sammen nogen, du har inviteret?«

»Jeg gennemgik min adressebog,« siger Suze. »Og Tarquins adressebog. Og Fennys …«

»Nåh,« siger jeg og ler. »Det forklarer det jo.«

»Hej, Becky!« lyder en munter stemme bag ved mig, og da jeg snurrer rundt, ser jeg Fenellas veninde Milla stå sammen med et par piger, som jeg ikke kender. »Jeg har tænkt mig at byde på din lilla cardigan! Og Tory vil gerne have den kjole med pels på, og Annabel har set omkring seks tusind ting, hun vil have! Og nu stod vi lige og snakkede om, om der er en afdeling med tilbehør et eller andet sted?«

»Derovre,« siger Suze og peger hen i et hjørne af lokalet.

»Tak!« siger Milla. »Vi ses!« De tre piger tripper ind i mylderet, og jeg hører den ene af dem sige: »Jeg trænger virkelig til et godt bælte …«

»Becky!« siger Tarquin og kommer hen og stiller sig bag ved mig. »Her er noget vin. Og lad mig præsentere dig for Caspar, min kammerat fra Christie’s.«

»Åh, goddag!« siger jeg og vender mig om mod en fyr med flagrende lyst hår, blå skjorte og en enorm guldsignetring. »Tusind tak for, at du vil gøre det her! Det er jeg meget glad for!«

»Det er så lidt, det er så lidt,« siger Caspar. »Og jeg har været kataloget igennem, og det ser alt sammen ud til at være ganske ligetil. Har du en liste over mindstepriser?«

»Nej,« siger jeg uden at tøve. »Ingen mindstepriser. Alt skal væk.«

»Fint.« Han smiler til mig. »Jamen, så vil jeg hen og gøre mig klar.«

Da han går, tager jeg en tår af min vin. Suze er gået hen for at kigge på nogle af bordene, så jeg står alene lidt og kigger på den voksende menneskemængde. Fenella træder ind ad døren, og jeg vinker til hende – men hun bliver øjeblikkelig opslugt af en gruppe skrigende veninder.

»Hej, Becky,« siger en tøvende stemme bag ved mig. Jeg snurrer chokeret omkring og står og stirrer op på Tom Webster.

»Tom!« udbryder jeg. »Hvad laver du her? Hvor ved du noget om det her arrangement fra?« Han tager en lille tår af sit glas og sender mig et lille grin.

»Suze ringede til din mor, og hun fortalte mig om det. Begge vores mødre har afgivet nogle ordrer, faktisk.« Han tager en liste op af lommen. »Din mor vil have din cappuccinomaskine. Hvis den er til salg.«

»Åh jo, den er til salg,« siger jeg. »Jeg skal sige til auktionarius, at han skal sørge for, at du får den.«

»Og din mor vil gerne have den fjerhat, du havde på til vores bryllup.«

»Fint. Helt i orden.« Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt varm i kinderne ved tanken om brylluppet.

»Og – hvordan er det så at være gift?« siger jeg og undersøger en af mine negle.

»Åh … det er fint,« siger han efter en pause.

»Er det lige så lyksaligt, som du havde regnet med?« siger jeg og forsøger at lyde munter.

»Det … du ved …« Han stirrer ned i sit glas med et lettere jaget udtryk i øjnene. »Det ville være urealistisk at forvente, at alt var perfekt lige med det samme. Ville det ikke?«

»Det ville det vel.«

Der opstår en forlegen tavshed. Et stykke fra os kan jeg høre nogen sige: »Kate Spade! Se, splinterny!«

»Becky, du må virkelig undskylde,« siger Tom hurtigt. »Måden, vi opførte os på ved brylluppet.«

»Det er i orden!« siger jeg lidt for muntert.

»Det er ikke i orden.« Han ryster på hovedet. »Din mor havde fuldstændig ret. Du er en af mine ældste venner. Jeg har haft det virkelig skidt med det lige siden.«

»Helt ærlig, Tom. Det var også min skyld. Jeg mener, jeg skulle jo bare have indrømmet, at Luke ikke var der.« Jeg smiler bedrøveligt. »Det ville have gjort alting meget enklere.«

»Men hvis Lucy var så grov ved dig, så kan jeg godt forstå, at du følte, du var nødt til at … at …« Han tier stille og tager en ordentlig slurk. »I hvert fald så så Luke ud til at være en helt fin fyr. Kommer han i aften?«

»Nej,« siger jeg efter en pause og fremtvinger et smil. »Nej, det gør han ikke.«

Efter cirka en halv time begynder folk at sætte sig på de opstillede plasticstole. Bagerst i lokalet står fem eller seks af Tarquins venner med hver sin mobiltelefon, og Caspar forklarer mig, at de er i kontakt med folk, der vil byde pr. telefon.

»Det er folk, der har hørt om auktionen, men som ikke selv kunne komme. Vi har distribueret katalogerne ret bredt, og der er en masse mennesker, der er interesseret. Alene Vera Wang-kjolen har tiltrukket sig en del opmærksomhed.«

»Ja,« siger jeg og bliver lettere sindsbevæget. »Det kan jeg forestille mig.« Jeg ser mig omkring i lokalet, ser de glade, forventningsfulde ansigter, de mennesker, der lige kigger en sidste gang ved bordene. En pige står og bladrer i en stabel cowboybukser, en anden står og prøver låsen på min nuttede lille hvide kuffert. Det er svært at fatte, at efter i aften vil ingen af alle disse ting være mine mere. De vil befinde sig i andre menneskers skabe. Andre menneskers værelser.

»Er du okay?« siger Caspar og følger mit blik.

»Ja!« siger jeg muntert. »Hvorfor skulle jeg ikke være det?«

»Jeg har solgt masser af privat indbo på auktion,« siger han venligt. »Jeg ved, hvordan det er. Man kan blive meget knyttet til sine ejendele. Uanset om det er en syttenhundredetals-chiffoniere eller …« han kaster et blik i kataloget, »en pink, leopardplettet frakke.«

»Faktisk har jeg aldrig brudt mig særligt om den.« Jeg sender ham et beslutsomt smil. »Men det er heller ikke det, det drejer sig om her. Jeg vil gerne begynde forfra, og jeg tror – jeg ved – at det her er den bedste måde.« Jeg smiler til ham. »Kom. Skal vi se at komme i gang?«

»Ja, lad os det.« Han slår i talerstolen med sin lille hammer og hæver stemmen. »Mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne på Becky Bloomwoods vegne byde Dem velkommen. Vi har en del, vi skal igennem, så jeg skal ikke opholde Dem – bortset fra at minde Dem om, at 25 procent af alt, hvad der kommer ind i aften, vil gå til en række velgørende formål, plus hvad der måtte være tilbage af udbytte, når Becky har betalt sine udeståender.«

»Jeg håber ikke, de holder vejret, mens de venter,« lyder det tørt fra et sted bagerst i lokalet, og alle ler. Jeg kigger mellem de mange siddende gæster for at se, hvem det er – og jeg kan næsten ikke tro det. Det er Derek Smeath, der står med et glas øl i den ene hånd og et katalog i den anden. Han sender mig et smil, og jeg vinker genert til ham.

»Hvor ved han det fra?« hvæser jeg til Suze, der er kommet op til mig på forhøjningen.

»Jeg har fortalt ham det, selvfølgelig,« siger hun. »Han sagde, at han syntes, det var en fremragende idé. Han sagde, at når du bruger hovedet, så er der ikke mange, der overgår dig i opfindsomhed.«

»Sagde han det?« Jeg kigger hurtigt på Derek Smeath igen og rødmer en smule.

»Og nu,« siger Caspar, »vil jeg gerne præsentere nummer et. Et par klementinfarvede sandaler, meget god stand, næsten ikke brugt.« Han løfter dem op på bordet, og Suze giver min hånd et medfølende klem. »Er der nogen bud?«

»Jeg byder femten tusind pund,« siger Tarquin og rækker straks hånden i vejret.

»Femten tusind pund,« siger Caspar og lyder en smule forbløffet. »Jeg har et bud på femten tusind –«

»Nej, du har ej!« afbryder jeg. »Tarquin, du kan ikke byde femten tusind!«

»Hvorfor ikke?«

»Det skal være realistiske priser, du byder.« Jeg sender ham et strengt blik. »Ellers bliver du udelukket fra at byde.«

»Okay … tusind pund.«

»Nej! Du kan byde … ti,« siger jeg bestemt.

»Okay, så. Ti pund.« Han tager spagfærdigt armen ned.

»Femten,« lyder en stemme nede bagved.

»Tyve!« råber en pige oppe foran.

»Femogtyve,« siger Tarquin.

»Tredive!«

»Femog–« Tarquin fanger mit blik, rødmer og tier stille.

»Tredive pund er budt. Nogen højere?« Caspar kigger rundt i lokalet, og nu har han øjne som en høg. »Første … anden … tredje! Solgt til pigen i den grønne fløjlsfrakke.« Han smiler bredt til mig, skriver hurtigt noget på et stykke papir og rækker skoene til Fenella, der står for aflevering af de solgte genstande.

»Dine første tredive pund!« hvisker Suze ind i mit øre.

»Nummer to!« siger Caspar. »Tre broderede cardiganer fra Jigsaw, har aldrig været brugt, prismærkerne sidder stadig på. Kan jeg begynde ved …«

»Tyve pund!« siger en pige klædt i lyserødt.

»Femogtyve!« råber en anden pige.

»Jeg har et telefonbud på tredive,« siger en fyr og rækker hånden i vejret nede bagved.

»Tredive pund er budt fra en af telefonerne … Nogen højere? Husk, mine damer og herrer, nogle af pengene går til et godt formål …«

»Femogtredive!« råber pigen i lyserødt og vender sig om mod sin sidemand. »Jeg mener, hver for sig ville de koste mere end det i forretningen, ikke? Og de har aldrig været brugt!«

Gud, hun har jo ret. Jeg mener, femogtredive pund for tre cardiganer, det er jo ingenting. Ingenting!

»Fyrre!« hører jeg mig selv sige, før jeg kan nå at standse mig selv. Hele lokalet vender sig om for at se på mig, og jeg mærker en frygtelig rødmen stige op i mine kinder. »Jeg mener … er der nogen, der byder fyrre?«

Auktionen fortsætter og fortsætter, og jeg er forbløffet over, hvor mange penge der kommer ind. Min skosamling indbringer mindst tusind pund, et sæt Dinny Hall-smykker går for to hundrede – og Tom Webster byder seks hundrede for min computer.

»Tom,« siger jeg uroligt, da han kommer hen til forhøjningen for at udfylde papiret. »Tom, så meget skulle du ikke have budt.«

»For en splinterny Mac?« siger Tom. »Det er den værd. Og desuden har Lucy gerne villet have sin egen computer i et stykke tid.« Han sender mig et skævt smil. »Jeg glæder mig næsten til at fortælle hende, at hun har fået din aflagte.«

»Nummer 73,« siger Caspar ved siden af mig. »Et nummer, som jeg ved, der er meget stor interesse for. En Vera Wang-cocktailkjole.« Han holder langsomt den blæklilla kjole op, og der lyder et påskønnende gisp fra forsamlingen.

Men faktisk – den tror jeg ikke, jeg kan holde ud at se blive solgt. Det er for smertefuldt; for kort tid siden. Min smukke, glitrende filmstjernekjole. Jeg kan ikke engang se på den uden at huske det hele, som i en slowmotion-film. Hvordan jeg dansede med Luke i New York, drak cocktails og blev revet med af den berusede, lykkelige ophidselse. Og vågnede op næste morgen og så det hele ramle sammen om ørerne på mig.

»Undskyld mig,« mumler jeg og rejser mig. Jeg går hurtigt ud af lokalet, ned ad trappen og ud i den friske aftenluft. Jeg læner mig op ad muren ind til pubben, mens jeg lytter til latteren og snakken indenfor og forsøger at fokusere på alle de gode grunde til, at jeg gør det her.

Få sekunder efter dukker Suze op ved siden af mig.

»Er du okay?« spørger hun og rækker mig et glas vin. »Her. Drik noget af det her.«

»Tak,« siger jeg taknemlig og tager en ordentlig slurk. »Jeg har det fint, det har jeg. Det er bare … Det er nok først nu, det går op for mig. Hvad jeg er i gang med.«

»Bex …« Hun tøver og gnider sig forlegent i ansigtet. »Bex, du kan da altid skifte mening. Du kan da blive. Jeg mener – med lidt held, så efter i aften vil al din gæld være betalt. Du kunne få et job, bo i lejligheden sammen med mig …«

Jeg ser på hende i nogle tavse sekunder, mens jeg mærker en fristelse, der er så voldsom, at den næsten gør ondt. Det ville være så nemt at sige ja. Tage hjem sammen med hende, snuppe en kop te og falde tilbage i mit gamle liv.

Men så ryster jeg på hovedet.

»Nej. Jeg har ikke tænkt mig at ryge ind i den gamle gænge. Jeg har fundet noget, som jeg virkelig har lyst til, Suze, og det har jeg tænkt mig at gøre.«

»Rebecca.« En stemme afbryder os, og vi kigger begge to op og ser Derek Smeath komme ud ad døren. Han bærer på træskålen, en af Suzes rammer og et stort, indbundet atlas, som jeg kan huske, jeg købte, da jeg troede, jeg ville opgive mit vestlige liv og rejse rundt i verden.

»Hej,« siger jeg og nikker i retning af hans udbytte. »Du har da fået en del.«

»Ja,« siger han glad. Han løfter skålen i vejret. »Den her er meget smuk.«

»Den har været i Elle Decoration engang,« siger jeg til ham. »Meget tjekket.«

»Er det rigtigt? Det skal jeg huske at sige til min datter.« Han stikker den en smule forlegent ind under armen. »Og så tager du altså til USA i morgen.«

»Ja. I morgen eftermiddag. Når jeg har aflagt et lille besøg hos din ven John Gavin.«

Et tørt smil passerer hen over Derek Smeaths ansigt.

»Jeg er sikker på, at han vil blive glad for at se dig.« Han rækker hånden frem, så godt han kan. »Jamen, så held og lykke, Becky. Lad mig vide, hvordan du klarer dig.«

»Det skal jeg nok,« siger jeg og smiler varmt. »Og tak for … Du ved. Alting.«

Han nikker og går stille ud i aftenmørket.

Jeg bliver udenfor sammen med Suze i et godt stykke tid. Folk er begyndt at gå nu. De bærer på deres indkøb og fortæller hinanden, hvad de har givet for tingene. En fyr går forbi. Han knuger minimakulatoren ind til sig sammen med adskillige krukker lavendelhonning, en pige slæber af sted med en affaldssæk fuld af tøj, en anden går med indbydelserne med de glitrende pizzaer … Netop som jeg begynder at småfryse, bliver der kaldt på os.

»Hallo,« råber Tarquin. »Så er det sidste nummer. Har du lyst til at komme og se?«

»Kom nu,« siger Suze og skodder sin cigaret. »Du skal da se den sidste ting blive solgt. Hvad er det?«

»Det ved jeg ikke,« siger jeg, da vi går op ad trappen. »Fægtemasken, måske?«

Men da vi går ind i lokalet igen, er det nærmest som at få et stød i maven. Caspar står med mit Denny and George-tørklæde. Mit dyrebare Denny and George-tørklæde. Skinnende blå, silkeagtig velour, med tryk i en lysere blå farve og besat med iriserende perler.

Jeg står og stirrer på det, mens jeg mærker en klump vokse sig større og større i halsen på mig. Jeg husker med smertelig livagtighed den dag, jeg købte det. Hvor desperat jeg ønskede mig det. Hvordan Luke lånte mig de tyve pund, jeg skulle bruge. Og da jeg fortalte ham, at det var til min tante.

Det særlige udtryk han fik i øjnene, når jeg havde det på.

Mit blik bliver sløret, og jeg blinker voldsomt i et forsøg på at få kontrol over mig selv.

»Bex … lad være med at sælge dit tørklæde,« siger Suze og ser ulykkeligt på mig. »Behold i det mindste én ting.«

»Nummer 126,« siger Caspar. »Et meget smukt silke- og velourtørklæde.«

»Bex, sig til dem, at du har ombestemt dig!«

»Jeg har ikke ombestemt mig!« siger jeg og stirrer direkte frem for mig. »Der er ingen grund til at hænge fast ved det nu.«

»Hvad bliver jeg budt for dette smukke stykke af Denny and George?«

»Denny and George!« siger pigen i lyserødt og ser op. Hun har en kæmpestor bunke tøj rundt om sig, og jeg aner ikke, hvordan hun vil bære sig ad med at få det fragtet hjem. »Jeg samler på Denny and George! Tredive pund!«

»Jeg har et bud på tredive pund,« siger Caspar. Han ser sig om i lokalet, men det er hurtigt ved at blive tømt. Folk står i kø for at hente deres ting eller købe noget at drikke i baren, og de få, der stadig sidder på stolene, sidder for de flestes vedkommende og sludrer.

»Er der flere bud på dette Denny and George-tørklæde?«

»Ja,« siger en stemme bagerst i lokalet, og jeg ser en pige klædt i sort række hånden i vejret. »Jeg har et telefonbud på femogtredive pund.«

»Fyrre pund,« siger pigen i lyserødt straks.

»Halvtreds,« siger pigen i sort.

»Halvtreds?« siger pigen i lyserødt og snurrer rundt på sin stol. »Hvem byder? Er det Miggy Sloane?«

»Vedkommende vil gerne være anonym,« siger pigen i sort efter en pause. Hun fanger mit blik, og et øjeblik står mit hjerte helt stille.

»Jeg vil vædde på, det er Miggy,« siger pigen og vender sig om igen. »Men hun skal ikke få lov at slå mig. Tres pund.«

»Tres pund?« siger fyren ved siden af hende, der har kastet ængstelige blikke på hendes bunke. »For et tørklæde?«

»Et Denny and George-tørklæde, dumme!« siger den lyserøde pige og tager en slurk vin. »Det ville koste mindst to hundrede i en forretning. Halvfjerds! Åh, hvor er jeg dum. Det er jo ikke min tur, vel?«

Pigen i sort har mumlet stille i telefonen. Nu ser hun op på Caspar.

»Et hundrede.«

»Et hundrede?« Pigen i lyserødt snurrer rundt på stolen igen. »Mener du det?«

»Der er budt et hundrede,« siger Caspar roligt. »Der er budt et hundrede pund for dette Denny and George-tørklæde. Nogen højere?«

»Et hundrede og tyve,« siger den lyserøde pige. Der er helt stille i nogle sekunder, og pigen i sort taler dæmpet i telefon igen. Så ser hun op og siger: »Et hundrede og halvtreds.«

Der lyder en interesseret mumlen rundt omkring i lokalet, og folk, der før stod og sludrede oppe ved baren, vender igen opmærksomheden mod auktionen.

»Et hundrede og halvtreds pund,« siger Caspar. »Der er budt et hundrede og halvtreds pund for nummer 126, et Denny and George-tørklæde.«

»Det er mere, end jeg betalte for det,« hvisker jeg til Suze.

»Der er budt pr. telefon. Et hundrede og halvtreds pund, mine damer og herrer.«

Der er en anspændt stilhed – og pludselig går det op for mig, at jeg har boret mine negle ind i kødet på mig selv.

»To hundrede,« siger pigen i lyserødt trodsigt, og der lyder et gisp. »Og så kan du sige til din såkaldt anonyme kontakt, miss Miggy Sloane, at det, hun byder, det kan jeg også byde.«

Alle vender sig om for at se på pigen i sort, der mumler noget ned i røret og derefter nikker.

»Vi trækker os,« siger hun og ser op. Jeg mærker et uforklarligt jag af skuffelse og smiler hurtigt for at dække over det.

»To hundrede pund!« siger jeg til Suze. »Det er ret godt!«

»Første … anden … tredje,« siger Caspar og slår med sin hammer. »Til damen i lyserødt.«

Der lyder bifald, og Caspar ser sig om med et lykkeligt smil. Han tager tørklædet og skal lige til at række det til Fenella, da jeg standser ham.

»Vent,« siger jeg. »Jeg vil gerne selv give hende det. Hvis det er i orden.«

Jeg tager tørklædet fra Caspar og holder det helt stille i nogle få sekunder, mens jeg mærker dets velkendte, florlette struktur. Jeg kan stadig fornemme min egen duft i det. Jeg kan mærke Luke binde det om halsen på mig.

Pigen med Denny and George-tørklædet.

Så trækker jeg vejret dybt og går ned fra forhøjningen, hen imod pigen i lyserødt. Jeg smiler til hende og rækker hende tørklædet.

»Nyd det,« siger jeg. »Det er noget helt specielt.«

»Åh, det ved jeg,« siger hun stille. »Det ved jeg godt.« Og et kort øjeblik, mens vi ser på hinanden, tror jeg, hun fuldstændig forstår. Så vender hun sig om og løfter det triumferende i vejret. »Øv-bøv, Miggy!«

Jeg vender mig om og går tilbage til forhøjningen, hvor Caspar sidder og ser udmattet ud.

»Godt gået,« siger jeg og sætter mig ved siden af ham. »Og tusind tak, endnu en gang. Du gjorde det fantastisk.«

»Slet ikke!« siger Caspar. »Jeg nød det faktisk. En dejlig afveksling fra tidligt tysk porcelæn.« Han gør en bevægelse i retning af sine notater. »Og jeg tror, vi fik en hel del penge ind.«

»Du gjorde det fremragende!« siger Suze, der kommer hen for at sidde ved siden af os, og rækker Caspar en øl. »Helt ærlig, Bex, du er fuldstændig ude af suppedasen nu.« Hun udstøder et beundrende suk. »Det viser bare, at du havde ret. Shopping er en investering. Jeg mener, hvor meget har du for eksempel tjent på dit Denny and George-tørklæde?«

»Øh …« Jeg lukker øjnene, mens jeg prøver at regne det ud. »Omkring … tres procent!«

»Tres procent avance! På mindre end et år! Kan du se? Det er bedre end det elendige gamle aktiemarked!« Hun tager en cigaret op af pakken og tænder den. »Ved du hvad, jeg tror også, jeg vil sælge alle mine ting.«

»Du har ikke nogen ting,« påpeger jeg. »Du har afrodet dem alle sammen.«

»Nå, ja.« Suze bliver lang i ansigtet. »Gud, hvorfor gjorde jeg dog også det?«

Jeg læner mig tilbage på albuerne og lukker øjnene. Lige pludselig, uden nogen bestemt grund, føler jeg mig fuldstændig udmattet.

»Og så skal du af sted i morgen,« siger Caspar og tager en slurk øl.

»Jeg skal af sted i morgen,« gentager jeg og stirrer op i loftet. I morgen forlader jeg England og tager til USA for at bo derovre. Jeg lader alting blive tilbage og begynder på en frisk. På en eller anden måde føles det ikke helt virkeligt.

»Forhåbentlig ikke med et af pyjamasflyene?« siger han og kaster et blik på sit ur.

»Nej, jeg skal gudskelov først flyve omkring klokken fem.«

»Det er fint,« siger Caspar og nikker. »Så har du masser af tid.«

»Lige præcis,« siger jeg og kigger hen på Suze, der smiler bredt tilbage. »Masser af tid til et par småting, som jeg lige skal have klaret.«

»Becky! Hvor er vi glade for, at du har ombestemt dig!« råber Zelda, så snart hun får øje på mig i receptionen. Jeg rejser mig op fra sofaen og sender hende et hurtigt smil. »Alle er begejstrede over, at du går på! Hvad fik dig til at skifte mening?«

»Det ved jeg såmænd ikke,« siger jeg venligt. »Det var … vel bare en af de ting, der sker.«

»Men lad mig nu følge dig op til sminkerummet … alt er totalt kaos, som sædvanlig, så vi har flyttet dit indslag en smule frem …«

»Det gør ikke spor,« siger jeg. »Jo før, jo bedre.«

»Jeg må sige, at du ser virkelig godt ud,« siger Zelda og ser undersøgende på mig med en antydningsvis skuffet mine. »Har du tabt dig?«

»Lidt, vil jeg tro.«

»Nåh … stress,« siger hun klogt. »Stress, den tavse dræber. Vi har et indslag om det i næste uge. Og!« udbryder hun, da hun genner mig ind i sminkerummet. »Dette er så Becky …«

»Zelda, vi ved da godt, hvem Becky er,« siger Chloe, der har sminket mig siden min allerførste optræden i Morning Coffee. Hun laver en grimasse til mig i spejlet, og jeg undertrykker en fnisen.

»Ja, selvfølgelig gør I det! Det må du undskylde, Becky. Jeg har fået dig ind i hovedet som gæst! Og Chloe, nu skal du ikke overgå dig selv med Becky i dag. Vi vil jo ikke have hende til at se alt for strålende og lykkelig ud, vel?« Hun sænker stemmen. »Og brug vandfast mascara. Ja, lad bare det hele være vandfast. Vi ses!«

Zelda fejer ud af rummet, og Chloe sender hende et hånligt blik.

»Okay,« siger hun. »Jeg skal få dig til at se bedre ud, end du nogensinde før har gjort. Ekstra lykkelig og ekstra strålende.«

»Tak, Chloe,« siger jeg med et bredt smil og sætter mig ned.

»Og sig nu ikke, at du faktisk får brug for vandfast mascara,« tilføjer hun og binder et slag om mig.

»Overhovedet ikke,« siger jeg fast. »Så skal de da skyde mig først.«

»Det gør de sandsynligvis også,« siger en pige i den modsatte side af rummet, og vi begynder alle sammen at fnise og kan slet ikke holde op igen.

»Jeg vil bare sige, at jeg håber, de betaler dig godt for at gøre det her,« siger Chloe, da hun begynder at smøre foundation på min hud.

»Ja,« siger jeg. »Det gør de faktisk. Men det er ikke derfor, jeg gør det.«

En halv time senere sidder jeg i det grønne værelse, da Clare Edwards kommer gående ind. Hun er iført en mørkegrøn dragt, der faktisk ikke gør noget særligt for hende – og er det min fantasi, eller har nogen sminket hende alt for bleg? Hun kommer til at se fuldstændig dejagtig ud under projektørerne.

Chloe, tænker jeg og skjuler et lille smil.

»Åh,« siger Clare og ser befippet ud, da hun får øje på mig. »Goddag, Becky.«

»Hej, Clare,« siger jeg. »Det er længe siden.«

»Ja,« siger hun. Hun vrider hænderne sammen i en knude. »Det gjorde mig virkelig ondt at læse om dine problemer.«

»Tak,« siger jeg overfladisk. »Men – intet er så galt, vel, Clare?«

Clare bliver omgående pæonrød i hovedet og kigger væk, og jeg skammer mig en smule over mig selv. Det er ikke hendes skyld, at jeg blev fyret.

»Helt ærlig, så glæder det mig virkelig, at du fik jobbet,« siger jeg mere venligt. »Og jeg synes, du gør det virkelig godt.«

»Godt!« siger Zelda, der kommer ilende ind. »Så er vi klar. Og Becky,« hun lægger en hånd på min arm, da vi går ud. »Jeg ved godt, at det her bliver meget traumatisk for dig. Vi er helt indstillet på, at du tager dig den tid, du skal bruge … og igen, hvis du skulle bryde fuldstændig sammen, begynde at hulke, hvad som helst … så bryd dig ikke om det.«

»Tak, Zelda,« siger jeg og nikker alvorligt. »Det skal jeg huske.«

Vi går hen til kulissen, og der sidder Rory og Emma i sofaerne. Jeg kaster et blik op på en monitor, da jeg går forbi, og ser, at de har blæst det rædselsfulde billede af mig i New York op, malet det rødt og givet det overskriften »Beckys tragiske hemmelighed«.

»Hej, Becky,« siger Emma, da jeg sætter mig, og klapper mig medfølende på hånden. »Er du okay? Vil du have et papirslommetørklæde?«

»Æhm … nej tak.« Jeg sænker stemmen. »Men altså. Måske senere.«

»Det er forfærdelig modigt af dig at komme og gøre det her,« siger Rory og kaster et blik ned i sine notater. »Er det sandt, at dine forældre har slået hånden af dig?«

»Klar om fem,« råber Zelda fra gulvet. »Fire … tre …«

»Velkommen tilbage,« siger Emma dystert til kameraet. »Vi har en ganske særlig gæst hos os i dag. Mange tusind af vores seere har fulgt historien om Becky Bloomwood, vores tidligere økonomiske ekspert. Becky blev, som De ved, afsløret af Daily World som værende langtfra økonomisk pålidelig selv.«

Billedet af mig, hvor jeg shopper, dukker frem på skærmen, fulgt af en række avisoverskrifter og med sangen »Hey, Big Spender« som underlægningsmusik.

»Men Becky,« siger Emma, da musikken toner ud. »Lad mig begynde med at sige, hvor utrolig kede af det vi er på dine vegne, og at vi virkelig føler med dig i din nuværende knibe. Om et øjeblik vil vi spørge vores nye økonomiske ekspert Clare Edwards, præcis hvad du skulle have gjort for at undgå denne katastrofe. Men – for at seerne lige kan få klarhed over det skete … kan du så fortælle os, præcis hvor stor din gæld er?«

»Med glæde, Emma,« siger jeg og tager en dyb indånding. »På nuværende tidspunkt beløber min gæld sig til …« Jeg holder en kunstpause, og jeg kan mærke hele studiet forberede sig på chokket. »Ingenting.«

»Ingenting?« Emma kigger over på Rory som for at tjekke, at hun hørte rigtigt. »Ingenting?«

»Min bankdirektør John Gavin vil med glæde bekræfte, at jeg her til morgen klokken 9.30 betalte min kassekredit fuldstændig ud. Jeg har betalt hver eneste gældspost, jeg havde.«

Jeg tillader mig et lillebitte smil ved tanken om John Gavins ansigtsudtryk, da jeg afleverede seddelbundt efter seddelbundt. Jeg havde virkelig ønsket mig, at han skulle vride og vende sig og se arrig ud. Men det må man lade ham, efter de første par tusind begyndte han at smile og kaldte folk ind på kontoret, så de kunne se det. Og da vi var færdige, trykkede han mig virkelig varmt i hånden – og sagde, at nu forstod han, hvad Derek Smeath mente om mig.

Gad vide, hvad gamle Smeathie kan have sagt?

»Så du kan nok se, at jeg faktisk slet ikke er i nogen knibe,« tilføjer jeg. »Faktisk har jeg aldrig haft det bedre.«

»Okay,« siger Emma. »Jaså.« Der er et vanvittigt udtryk i hendes øjne – og jeg ved, at Barry garanteret råber og skriger i hendes øresnegl.

»Men selv om din økonomiske situation er midlertidigt bragt i orden, så må dit liv stadig ligge i ruiner.« Hun læner sig igen medfølende frem. »Du er arbejdsløs … dine venner undgår dig …«

»Tværtimod. Jeg er ikke arbejdsløs. Her i eftermiddag flyver jeg til USA, hvor der venter mig en ny karriere. Det er lidt af en satsning … og det bliver i hvert fald en ny udfordring. Men jeg tror oprigtig talt, at jeg bliver glad for at være der. Og mine venner …« Min stemme skælver lidt, og jeg tager en dyb indånding. »Det var mine venner, der hjalp mig. Det var mine venner, der støttede mig.«

Åh nej, det kan ikke være rigtigt. Tanken om mine venner har givet mig tårer i øjnene. Jeg blinker dem væk, så godt jeg kan, og smiler muntert til Emma.

»Så min historie handler faktisk ikke om en fiasko. Ja, jeg bragte mig selv i gæld til halsen; ja, jeg blev fyret. Men jeg gjorde noget ved det.« Jeg vender mig om mod kameraet. »Og det vil jeg gerne sige til dem af jer derude, der er kommet ud i noget rod, sådan som jeg var … I kan også komme ud af det. Gør noget. Sælg jeres tøj. Søg et nyt job. I kan begynde forfra, ligesom jeg gør.«

Der er helt stille i studiet. Men pludselig, fra omme bag et af kameraerne, kommer lyden af bifald. Jeg kigger chokeret derover – og ser Dave, kameramanden, sende mig et bredt grin og mime: »Godt gået.« Gareth, scenemesteren, slutter sig til ham … og endnu en … og nu klapper hele studiet, bortset fra Emma og Rory, der ser temmelig målløse ud – og Zelda, der taler desperat i sin mikrofon.

»Ja!« siger Emma over lyden af bifaldet. »Nu – nu tager vi en kort pause – men kig med om lidt og hør mere om vores historie i dag: Beckys … tragiske … øh …« hun tøver, mens hun lytter til sin øresnegl »… eller snarere, Beckys … øh … triumferende … øh …«

Signaturmelodien vælter ud af en højttaler, og hun ser irriteret op mod producerens boks. »Jeg ville ønske, han for pokker kunne bestemme sig!«

»Vi ses,« siger jeg og rejser mig. »Jeg er gået.«

»Gået?« siger Emma. »Du kan da ikke gå endnu!«

»Jo, jeg kan.« Jeg rækker op efter min mikrofon, og Eddie, lydmanden, skynder sig hen til mig for at tage den af.

»Godt sagt,« siger han, da han gør den fri af min jakke. »Du skal ikke finde dig i deres ævl.« Han griner bredt til mig. »Barry er gået fuldstændig i selvsving deroppe.«

»Hov, Becky!« Zelda løfter rædselsslagen hovedet. »Hvor skal du hen?«

»Jeg har sagt, hvad jeg kom for at sige. Og nu skal jeg nå et fly.«

»Du må ikke gå nu! Vi er ikke færdige!«

»Jeg er færdig,« siger jeg og rækker ud efter min taske.

»Men telefonerne gløder!« siger Zelda og skynder sig hen mod mig. »Omstillingsbordet er brudt sammen! Alle dem, der ringer ind, siger …« Hun stirrer på mig, som om hun aldrig har set mig før. »Jeg mener, vi anede det ikke. Hvem skulle have troet …«

»Jeg bliver nødt til at gå, Zelda.«

»Vent! Becky!« siger Zelda, da jeg når hen til døren. »Vi – Barry og jeg – vi fik os lige en hurtig lille snak. Og vi tænkte, om …«

»Zelda,« afbryder jeg hende venligt. »Det er for sent. Jeg er gået.«

Klokken er næsten tre, da jeg kommer ud til Heathrow lufthavn. Jeg er stadig lidt rød i hovedet efter den farvelfrokost, jeg spiste på pubben sammen med Suze, Tarquin og mine forældre. Hvis jeg skal være ærlig, så er en lille del af mig lige ved at græde og har lyst til at løbe tilbage til dem alle sammen. Men samtidig har jeg aldrig været så fortrøstningsfuld i hele mit liv. Jeg har aldrig før været så sikker på, at jeg gjorde det rigtige.

Midt i terminalen er der et eller andet reklamefremstød, hvor de deler gratis aviser ud, og da jeg går forbi, tager jeg en Financial Times. Bare for gamle dages skyld. Plus at hvis jeg går med en FT, så kan det være, jeg bliver opgraderet og kommer til at flyve på business class i stedet for. Jeg er netop ved at folde den, så den kan ligge nydeligt under min arm, da jeg får øje på et navn, som får mig til at standse brat op.

Brandon kæmper for at redde firma. Side 27.

Med lettere rystende fingre åbner jeg avisen, finder siden og læser historien.

Luke Brandon, der førhen var blandt de førende inden for økonomisk PR, kæmper for at bevare sine investorer om bord efter et alvorligt tillidstab som følge af adskillige ledende medarbejderes afhopning. Det siges, at moralen i virksomheden er lav i den tidligere banebrydende PR-virksomhed, og rygter om en usikker fremtid får medarbejdere til at søge væk. I et krisemøde, der finder sted i dag, vil Brandon forsøge at overtale økonomiske bagmænd til at godkende sine radikale rekonstruktionsplaner, der siges at indebære …

Jeg læser artiklen færdig og stirrer i nogle sekunder på billedet af Luke. Han ser lige så selvsikker ud, som han plejer – men så kommer jeg til at tænke på Michaels bemærkning om, at han var blevet kylet tværs igennem lokalet. Hans verden styrtede sammen, fuldstændig ligesom min gjorde. Det er bare ikke særlig sandsynligt, at hans mor ringer til ham og siger, at det nok skal gå.

Et øjeblik mærker jeg et stik af medfølelse med Luke. Jeg får næsten lyst til at ringe til ham og sige, at det nok skal blive bedre. Men det nytter ikke. Han har travlt med sit liv – og jeg har travlt med mit. Så jeg folder avisen sammen igen og går resolut hen til check in-skranken.

»Er der nogen bagage?« siger pigen bag skranken og smiler til mig.

»Nej,« siger jeg. »Jeg rejser let, så jeg har kun håndbagage med.« Jeg løfter tilfældigt min FT op til en mere fremtrædende plads. »Der skulle vel ikke være mulighed for at blive opgraderet?«

»Ikke i dag, desværre.« Hun laver en lille medfølende grimasse. »Men jeg kan sætte dig ved nødudgangen. Der er masser af benplads. Hvis jeg lige må have lov at veje din håndbagage?«

»Selvfølgelig.«

Og netop som jeg bøjer mig ned for at sætte min lille kuffert op på vægten, udbryder en velkendt stemme bag ved mig: »Vent!«

Nede i min mave føles det, som om jeg lige er faldet ti meter. Jeg vender mig vantro om – og det er ham.

Det er Luke, der med lange skridt kommer gående igennem afgangshallen hen mod check inskranken. Han er lige så elegant klædt, som han plejer at være, men han er bleg og forgræmmet. At dømme efter randene under hans øjne skulle man tro, han havde været på en diæt bestående af overarbejde og kaffe.

»Hvor fanden skal du hen?« spørger han, da han kommer nærmere. »Flytter du til Washington?«

»Hvad laver du her?« svarer jeg rystet. »Er du ikke til et eller andet krisemøde med dine investorer?«

»Det var jeg. Indtil Mel kom ind for at servere te og fortalte mig, at hun havde set dig i fjernsynet her til morgen.«

»Er du bare gået fra dit møde?« Jeg stirrer på ham. »Midt i mødet?«

»Hun sagde, at du flytter til USA.« Hans mørke øjne ransager mit ansigt. »Er det rigtigt?«

»Ja,« siger jeg og strammer grebet om min lille kuffert. »Ja, det gør jeg.«

»Sådan uden videre? Uden så meget som at fortælle mig det?«

»Ja, sådan uden videre,« siger jeg og lader kufferten falde ned på vægten. »Fuldstændig ligesom du kom tilbage til England uden så meget som at fortælle mig det.« Der er en vis skarphed i min stemme, og Luke krymper sig.

»Becky –«

»Ved vinduet eller ved gangen?« afbryder check in-pigen.

»Vinduet, tak.«

»Becky –«

Hans mobiltelefon ringer skingert, og han slukker den irriteret. »Becky … jeg vil gerne tale med dig.«

»Vil du tale med mig nu?« siger jeg vantro. »Fedt. Perfekt timing. Netop som jeg checker ind.« Jeg dasker til FT med bagsiden af min hånd. »Og hvad med dit krisemøde?«

»Det kan vente.«

»Kan dit firmas fremtid vente?« Jeg løfter øjenbrynene. »Er det ikke en smule … uansvarligt, Luke?«

»Mit firma ville slet ikke have nogen fremtid, hvis det ikke var for dig,« udbryder han næsten vredt, og mod min vilje mærker jeg en snurren i hele kroppen. »Michael har fortalt mig, hvad du gjorde. Hvordan du regnede det med Alicia ud. Hvordan du advarede ham, hvordan du fandt ud af det hele.« Han ryster på hovedet. »Jeg anede det ikke. Kors, hvis det ikke havde været for dig, Becky …«

»Han skulle ikke have fortalt dig det,« mumler jeg rasende. »Jeg sagde til ham, han ikke måtte. Han lovede.«

»Men det har han altså gjort. Og nu …« Luke tøver. »Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal sige,« siger han mere roligt. »‘Tak’ forslår som en skrædder i helvede.«

Vi stirrer tavse på hinanden i nogle sekunder.

»Du behøver ikke at sige noget,« siger jeg til sidst og ser væk. »Jeg gjorde det kun, fordi jeg ikke kan fordrage Alicia. Kun derfor.«

»Så … nu har jeg sat dig på række 32,« siger check in-pigen muntert. »De begynder at boarde klokken halv fem.« Hun kigger endnu en gang på mit pas, og hendes ansigtsudtryk forandrer sig. »Heej! Du er hende fra Morning Coffee, er du ikke?«

»Jeg var,« siger jeg med et høfligt smil

»Nåh,« siger hun og ser forvirret ud. Da hun rækker mig mit pas og mit boardingkort, glider hendes blik ned over min FT og standser ved billedet af Luke. Hun ser op på Luke og ned igen.

»Lige et øjeblik. Er du ham?« siger hun og peger på billedet.

»Jeg var,« siger Luke efter en lille pause. »Kom nu, Becky. Lad mig i det mindste give en drink.«

Vi sætter os ved et lille bord med hver sit glas Pernod. Jeg kan se lyset på Lukes telefon blinke hvert femte sekund, når nogen forsøger at ringe til ham. Men han ser ikke ud til overhovedet at lægge mærke til det.

»Jeg ville have ringet til dig,« siger han og stirrer ned i sit glas. »Hver evig eneste dag havde jeg lyst til at ringe. Men jeg vidste, hvad du ville tænke, hvis jeg ringede og sagde, at jeg kun havde ti minutter at tale i. Det, du sagde om, at jeg ikke havde tid til et forhold, det har virkelig sat sig fast.« Han tager en ordentlig tår af sin Pernod. »Tro mig, jeg har ikke haft meget mere end ti minutter på det sidste. Du aner ikke, hvordan det har været.«

»Michael har givet mig en idé om det,« indrømmer jeg.

»Jeg ventede på, at tingene skulle falde lidt til ro.«

»Så du valgte i dag?« Jeg kan ikke nære mig for et lillebitte skævt smil. »Den dag, hvor alle dine investorer er fløjet til London for at mødes med dig.«

»Ikke ideelt. Det har du ret i.« Et glimt af morskab passerer et kort øjeblik hen over hans ansigt. »Men hvordan skulle jeg vide, at du havde tænkt dig at forlade landet? Michael har været forbandet hemmelighedsfuld.« Han rynker panden. »Og jeg kunne jo ikke bare sidde der og lade dig rejse.« Han skubber åndsfraværende glasset rundt på bordet, som om han leder efter noget, og jeg stirrer bekymret på ham. »Du havde ret,« siger han pludselig. »Jeg var besat af tanken om at få succes i New York. Det var en slags … vanvid. Jeg kunne ikke se andet. Kors, jeg har ødelagt det hele, ikke? Dig … os … firmaet …«

»Hold nu op, Luke,« siger jeg forlegent. »Du kan ikke tage æren for det hele. Jeg har også ødelagt en hel del for dig.« Jeg tier stille, da Luke ryster på hovedet. Han tømmer sit glas og ser oprigtigt på mig.

»Der er noget, du skal vide. Becky – hvordan tror du, Daily World fik fat i oplysningerne om din økonomi?«

Jeg ser overrasket på ham. »Det … det var pigen fra skatteforvaltningen. Hende, der kom hjem i lejligheden og snusede rundt, mens Suze …« Jeg gør ikke sætningen færdig, for Luke sidder og ryster på hovedet igen.

»Det var Alicia.«

Et øjeblik er jeg for chokeret til overhovedet at sige noget.

»Alicia?« lykkes det mig til sidst at få frem. »Hvor ved du … hvorfor skulle hun …«

»Da vi gennemsøgte hendes kontor, fandt vi nogle af dine kontoudtog i hendes skrivebordsskuffe. Og også nogle breve. Guderne må vide, hvordan hun har fået fat i dem.« Han sukker. »Her til morgen fik jeg omsider en fyr på Daily World til at indrømme, at hun var kilden. De fulgte bare op på det, hun gav dem.«

Jeg stirrer på ham og begynder nærmest at fryse. Jeg kommer i tanke om den dag, jeg var henne på hans kontor. Conran-posen med alle mine breve i. Alicia, der stod ved Mels skrivebord og lignede en kat med en mus.

Jeg vidste, jeg havde glemt noget. Åh gud, hvor kunne jeg dog være så dum?

»Det var ikke dig, der var hendes egentlige mål,« siger Luke. »Hun gjorde det for at bringe mig og firmaet i miskredit – og for at aflede min opmærksomhed fra det, hun var i gang med. De vil ikke bekræfte det, men jeg er sikker på, at hun også er den ‘firmakilde’, der gav dem alle citaterne.« Hans talestrøm standser, men så fortsætter han: »Det væsentlige er, Becky – jeg misforstod det hele. Min aftale blev ikke ødelagt på grund af dig.« Han ser nøgternt på mig. »Din blev ødelagt på grund af mig.«

Jeg sidder stille i nogle sekunder og kan ikke få et ord frem. Det er, som om noget tungt langsomt løfter sig væk fra mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke eller føle.

»Jeg er forfærdelig ked af det,« siger Luke. »Over alt det, du har været igennem …«

»Nej.« Jeg tager en dyb indånding. »Luke, det var ikke din skyld. Det var ikke Alicias skyld. Det kan godt være, hun gav dem detaljerne. Men jeg mener, hvis ikke jeg havde bragt mig selv i gæld til at begynde med, hvis ikke jeg havde shoppet som en sindssyg i New York, så ville de jo ikke have haft noget at skrive om, vel?« Jeg gnider mig i ansigtet. »Det var forfærdeligt og ydmygende. Men på en eller anden sær måde var det godt for mig at se den artikel. Den fik mig til at indse nogle ting om mig selv, om ikke andet.«

Jeg tager mit glas, men opdager, at det er tomt, og sætter det fra mig igen.

»Vil du have en til?« siger Luke.

»Nej. Nej tak.«

Ingen af os siger noget. I det fjerne beder en stemme passagererne på BA 2340 til San Francisco om at gå til Gate 29.

»Jeg ved godt, at Michael tilbød dig et job,« siger Luke. Han gør en bevægelse hen mod min kuffert. »Jeg går ud fra, at det her betyder, du har taget imod tilbudet.« Han tøver, og jeg stirrer på ham, mens jeg skælver en lille smule, og siger ingenting. »Becky – du må ikke tage til Washington. Kom og arbejd for mig.«

»Arbejde for dig?« siger jeg overrasket.

»Kom og arbejd for Brandon Communications.«

»Er du sindssyg?«

Han skubber håret væk fra panden – og straks ser han ung og sårbar ud. Som en, der trænger til et pusterum.

»Jeg er ikke sindssyg. Det er tyndet voldsomt ud i mit personale. Jeg har brug for en som dig på lederniveau. Du har forstand på økonomi. Du har været journalist. Du er god til mennesker, du kender allerede firmaet …«

»Luke, du kan sagtens finde en som mig,« indskyder jeg. »Du kan finde en, der er bedre! En med PR-erfaring, en, der har arbejdet inden for –«

»Okay, jeg lyver,« afbryder Luke. »Jeg lyver. Jeg har ikke bare brug for en som dig. Jeg har brug for dig.«

Han møder frimodigt mit blik, og med et sæt går det op for mig, at han ikke kun taler om Brandon Communications.

»Jeg har brug for dig. Jeg kan ikke undvære dig. Og det fandt jeg først ud af, da du ikke var der mere. Lige siden du tog af sted, har dine ord kørt rundt og rundt i mit hoved. Om mine ambitioner. Om vores forhold. Om min mor, sågar.«

»Din mor?« Jeg ser bekymret på ham. »Jeg hørte, at du forsøgte at lave en aftale med hende …«

»Det var ikke hendes skyld.« Han tager en slurk Pernod. »Der kom noget i vejen, så hun ikke kunne nå det. Men du har ret, jeg bør være mere sammen med hende. Lære hende bedre at kende og skabe et tættere forhold, sådan som du har med din mor.« Han ser op og rynker panden ved synet af mit målløse udtryk. »Det var det, du mente, var det ikke?«

»Jo,« siger jeg hurtigt. »Jo, det var præcis det, jeg mente. Helt sikkert.«

»Det er det, jeg mener. Du er den eneste, der siger de ting til mig, jeg har brug for at høre, også selv om jeg egentlig ikke har lyst til det. Jeg skulle have stolet på dig lige fra begyndelsen. Jeg var … Jeg ved det ikke. Arrogant. Dum.«

Han lyder så dyster og hård ved sig selv, at jeg mærker et strejf af fortvivlelse.

»Luke –«

»Becky, jeg ved godt, at du har din egen karriere – og det respekterer jeg fuldstændig. Jeg ville ikke så meget som spørge, hvis jeg ikke troede, at det her også ville være et godt skridt for dig. Men … vil du ikke nok?« Han rækker armen ind over bordet og lægger en varm hånd oven på min. »Kom tilbage. Lad os begynde på en frisk.«

Jeg stirrer hjælpeløs på ham, mens sindsbevægelsen vokser i mig som en ballon, der bliver pustet op.

»Luke, jeg kan ikke arbejde for dig.« Jeg gør en synkebevægelse og prøver at bevare kontrollen over min stemme. »Jeg er nødt til at tage til USA. Jeg er nødt til at tage denne chance.«

»Jeg ved godt, at det ser ud til at være en enestående mulighed. Men det, jeg tilbyder, kunne også være en enestående mulighed.«

»Det er ikke det samme,« siger jeg og knuger hårdt om mit glas.

»Det kan godt blive det samme. Uanset hvad Michael har tilbudt dig, så tilbyder jeg det samme.« Han læner sig frem. »Jeg vil tilbyde mere end det samme. Jeg vil –«

»Luke,« siger jeg og standser ham. »Luke, jeg tog ikke jobbet hos Michael.«

Lukes ansigt fortrækker sig i chok.

»Gjorde du ikke? Men hvad –«

Han kigger på min lille kuffert og derefter op på mit ansigt – og jeg stirrer tilbage i resolut tavshed.

»Jeg forstår,« siger han til sidst. »Det kommer ikke mig ved.«

Han ser så besejret ud, at jeg mærker et jag af smerte i brystet. Jeg har lyst til at fortælle ham det – men det går ikke. Jeg tør ikke løbe risikoen ved at tale om det og høre mine egne argumenter vakle; jeg vil ikke risikere at komme i tvivl om, hvorvidt jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg kan ikke risikere at skifte mening.

»Luke, jeg bliver nødt til at gå,« siger jeg med en klump i halsen. »Og … og du må se at komme tilbage til dit møde.«

»Ja,« siger han efter en lang pause. »Ja, du har ret. Jeg går. Jeg går nu.« Han rejser sig op og stikker hånden i lommen. »Bare … en sidste ting. Du må ikke glemme det her.«

Meget langsomt trækker han et langt, lyseblåt silke- og velourtørklæde, besat med iriserende perler op af lommen.

Mit tørklæde. Mit Denny and George-tørklæde.

Jeg mærker al blodet løbe fra mit ansigt.

»Hvordan har du …« Jeg gør en synkebevægelse. »Var det dig, der bød via telefon? Men … du trak dig. Det var hende den anden, der fik …« Jeg lader sætningen hænge i luften og stirrer forvirret på ham.

»Jeg stod bag dem begge to.«

Han binder tørklædet om halsen på mig, ser på mig i nogle sekunder og kysser mig derefter på panden. Så vender han sig om og går sin vej, ind i lufthavnens menneskemylder.