Der var engang i Afrika, hvor folk kunne flyve. Det fortalte mauma mig en aften, da jeg var ti år gammel. Hun sagde ”Håndfuld, din bedstemauma så det selv. Hun sagde, at de fløj over træer og skyer. Hun sagde, at de fløj som solsorte. Da vi kom hertil, var det slut med den slags magi.”
Min mauma var snu på sin egen måde. Hun kunne ikke læse eller skrive som mig. Alt hvad hun vidste, havde hun lært af at leve på smuler og andres nåde. Hun så på mit ansigt, hvor sorg og tvivl kæmpede om magten, og hun sagde ”Tror du ikke på det? Hvor tror du ellers, de hersens skulderblade kommer fra, pigebarn?”
De tynde knogler stak ud af min ryg som små knopper. Hun klappede dem og sagde ”Der er ikke andet end dem tilbage af dine vinger. Nu er de blevet til et par flade knogler, men en dag får du dem igen.”
Jeg var snu ligesom mauma. Selvom jeg kun var ti, vidste jeg, at historien om folk, der kunne flyve, var det rene bavl. Vi var ikke et særligt folk, der havde mistet vores magi. Vi var slaver, og vi fløj bestemt ingen steder. Det var først senere, jeg forstod, hvad hun mente. Vi kunne faktisk flyve, men det havde ikke noget med magi at gøre.
Den dag, hvor min verden for alvor fik vendt vrangen ud, var jeg ved at koge slavelagner på gårdspladsen. Jeg fyrede op under vaskegryden, og mine øjne sved af de små stænk af sæbelud, som hvirvlede omkring i vinden. Det var en kold formiddag – solen lignede en lille, hvid knap, der var blevet syet fast på himlen. Om sommeren havde vi hjemmevævede bomuldskjoler på over underbukserne, men når vinteren i Charleston endelig tog sig sammen til at komme engang i november eller januar – den lod som regel vente på sig som en doven tøs – trak vi i sækkene, som var en slags korte, firskårne frakker af kraftigt stof. De var virkelig bare gamle sække med ærmer. Jeg havde arvet min, og den nåede mig til anklerne. Det var ikke til at sige, hvor mange uvaskede kroppe, der havde boet i den før mig, men de havde alle sammen været så flinke at efterlade lidt af deres lugt i stoffet.
Missus havde allerede givet mig én over ryggen med sin stok samme morgen, fordi jeg var faldet i søvn under hendes andagt. Hver dag før morgenmaden stimlede alle vi slaver, alle undtagen Rosetta, der var gammel og forrykt, sammen i spisestuen, hvor vi kæmpede for at holde øjnene åbne, mens missus lærte os korte bibelvers som det med ”Jesus græd” og himlede op om Guds yndlingsemne, der var lydighed. Hvis man faldt i søvn, fik man prygl midt i Gud-sagde-dit og Gud-sagde-dat.
Jeg beklagede mig næsvist over hele den ulidelige forestilling til Tante-Søster. Jeg sagde ”Lad denne kalk gå min snude forbi” og aflirede et af missus’ vers. Jeg sagde også ”Det er klart, at Jesus græd, for missus holdt ham garanteret fanget inde i spisestuen, ligesom hun gør med os.”
Tante-Søster var kokken – hun havde været hos missus, siden missus var en lille pige – og sammen med Tomfry, der var butler, styrede hun hele baduljen. Hun var den eneste, som kunne sige noget til missus, uden at få prygl med stokken. Mauma sagde altid, pas på når du åbner munden, men det gjorde jeg aldrig. Tante-Søster stak mig syngende lussinger på klokkeslæt tre gange om dagen.
Jeg var svær at styre, noget af en håndfuld. Men det var ikke derfor, jeg fik mit navn. Håndfuld var mit kurvenavn. Master og missus sørgede for, at alle fik rigtige navne, men en mauma ville også kigge på sit barn, der lå i kurven, og selv finde på et navn. Det havde tit noget at gøre med, hvordan ungen så ud, hvilken ugedag det var, hvordan vejret teede sig, eller måske bare hvordan stemningen i det hele taget var på det tidspunkt. Min maumas kurvenavn var Sommer, men hendes rigtige navn var Charlotte. Hun havde en bror, der fik kurvenavnet Besvær. Folk tror, at det er noget, jeg finder på, men det er helt sandt. På ære.
Hvis man fik et kurvenavn, havde man i det mindste noget fra sin mauma. Master Grimké gav mig navnet Hetty, men mauma så på mig den dag, jeg blev født – hun så, hvor lille jeg var, fordi jeg var kommet for tidligt, og derfor kaldte hun mig Håndfuld.
Mens jeg hjalp Tante-Søster på gårdspladsen den dag, var mauma inde i huset. Hun arbejdede på en gylden satinkjole til missus. Den havde en tournure bagpå, og derfor blev den kaldt en Watteau-kjole. Hun var den dygtigste syerske i Charleston og sled sine fingre op på nålene. Ingen syede finere stadstøj end min mauma, og hun brugte ikke engang udstansede mønstre. Hun hadede mønsterbøger. Hun valgte selv silken og fløjlsstofferne på markedet og syede alt, hvad familien Grimké skulle bruge – gardiner, quiltede underskørter, ophæftede kjolesømme, skindbukser og alt det flotte jockeytøj til Væddeløbsugen.
Så meget kan jeg i hvert fald sige – hvide mennesker levede og åndede for Væddeløbsugen. De halsede afsted til den ene picnic, promenade og grille efter den anden. Mrs. Kings selskab blev altid afholdt om tirsdagen. Jockeyklubbens middag var om onsdagen. Og den helt store ståhej indtraf om lørdagen med St. Cecilia-ballet, hvor de alle sammen spankulerede rundt i deres stiveste puds. Tante-Søster sagde altid, at hele Charleston var blevet smittet med grandeur. Indtil jeg var otte eller deromkring, troede jeg, at grandeur var en slags diarre.
Missus var en lille, tykmavet kvinde, som havde noget, der lignede små dejkugler under øjnene. Hun nægtede pure at leje mauma ud til de andre damer. De bønfaldt hende, ligesom mauma bønfaldt hende, for hun ville have haft lov til at beholde en del af hyren selv – men missus sagde, jeg kan jo ikke risikere, at du laver noget til dem, der er finere end det, du laver til os. Om aftenen rev mauma stofstrimler til sine quilte, mens jeg holdt tællelyset med den ene hånd og sorterede strimlerne i bunker med den anden. De blev altid lagt i pæne og nydelige stakke inddelt efter farve. Hun kunne bedst lide klare farver og satte dem sammen, som ingen andre havde tænkt på – lilla og orange, pink og rød. Hun elskede trekanter. Altid sorte. Mauma havde brugt sorte trekanter i næsten alle de quilte, hun havde syet.
Vi havde en trææske til at gemme vores strimler i og en pose til vores nåle og tråde og fingerbøllet af ægte messing. Mauma sagde, at fingerbøllet en dag ville blive mit. Når hun ikke brugte det, satte jeg det på fingeren som et smykke. Vi fyldte vores quilte med råbomuld og uldtotter. Det bedste fyld var fjer – det er det såmænd stadig – og mauma og jeg gik aldrig forbi en, der lå på jorden, uden at samle den op. Nogle gange kom mauma tilbage med en lomme fuld af gåsefjer, hun havde plukket fra madrashullerne ovre i huset. Når vi blev helt syge efter at fylde en quilt, kunne vi finde på at skrælle mosset af egetræet på gårdpladsen og sy det ind mellem foret og selve quilten, med augustmider og det hele.
Det var det bedste, mauma og jeg vidste. Vores tid med quiltene.
Uanset hvad Tante-Søster satte mig til på gårdspladsen, holdt jeg altid øje med vinduet på første sal, hvor mauma sad og syede. Vi havde et hemmeligt tegn. Når jeg vendte spanden ved køkkenhuset på hovedet, betød det, at der var fri bane. Så åbnede mauma vinduet og lod en karamel, hun havde neglet i missus’ værelse, dumpe ned. Nogle gange fulgte der et bundt stofrester med – fint kaliko, køkkentern, musselin og importeret hør. Engang var det fingerbøllet af ægte messing. Det, hun allerbedst kunne lide at negle, var skarlagensrød tråd. Hun vandt den op og spankulerede ud af huset med den i lommen.
Der var travlt på gårdspladsen den dag, så jeg regnede ikke med, at der ville falde karameller ned fra himlen. Mariah, vaskeslaven, havde brændt sin hånd på trækullet fra strygejernet og var ikke til nogen nytte. Tante-Søster var grædefærdig, fordi vi var bagud med vasketøjet. Tomfry havde kaldt mændene sammen for at slagte et svin, der løb rundt og skreg i vilden sky. Alle var der, lige fra den gamle kusk Snow til stalddrengen Prince. Tomfry ville have kræet slået hurtigt ihjel, for missus hadede larm på gårdpladsen.
Larm stod på hendes liste over slavesynder, som vi kunne udenad. Nummer et: tyveri. Nummer to: ulydighed. Nummer tre: dovenskab. Nummer fire: larm. En slave skulle helst være som Helligånden – ikke set, ikke hørt, men altid stående parat i baggrunden.
Missus hylede ud til Tomfry, at han skulle sørge for ro, for en dame burde ikke vide, hvor hendes bacon kom fra. Da vi hørte det, sagde jeg til Tante-Søster, at missus ikke engang vidste, hvilken ende hendes bacon skulle ind i og hvilken den kom ud af. Tante-Søster smak mig en på kassen.
Jeg tog den lange stang, vi kaldte kampkæppen, fiskede lagnerne op af vaskegryden og klaskede dem drivvåde over på rækværket, hvor Tante-Søster tørrede sine krydderurter. Rækværket i stalden var forbudt, for hestenes øjne var alt for sarte til sæbeluden. Det var noget andet med slavernes øjne. Jeg hamrede indædt løs på lagner og tæpper med kæppen. Vi kaldte det at banke lort.
Da jeg var færdig med vasketøjet, havde jeg ikke flere pligter og gav mig i stedet til at nyde synd nummer tre. Jeg fulgte en sti, jeg havde trampet ved at gå den ti-tolv gange om dagen. Jeg begyndte bag ved hovedhuset, gik forbi køkkenhuset og vaskehuset og ud til det store træ. Nogle af dets grene var tykkere end min krop, og hver og en af dem vred og snoede sig som bånd i en æske. Onde ånder bevæger sig kun i rette linjer, og vores træ havde ikke en eneste ubøjet gren. Alle vi slaver samledes under det, når heden var slem. Mauma sagde altid, at jeg ikke måtte trække det grå mos af, for det beskyttede mod sol og nysgerrige blikke.
Jeg gik forbi stalden og vognskuret. Stien førte mig rundt i hele den verden, jeg kendte. Jeg havde endnu ikke set den drejende globus, der fandtes inde i huset, og som viste resten af den. Jeg dryssede afsted og glædede mig til, at dagen gik på hæld, så mauma og jeg kunne vende tilbage til vores værelse. Det lå over vognskuret og havde ikke noget vindue. Lugten af gødning fra stalden og kohuset var så gennemtrængende, at det virkede, som om vores madrasser var fyldt med den i stedet for halm. De andre slaver havde værelser over køkkenhuset.
Det blæste op, og jeg forsøgte at høre skibssejlene, der smældede i havnen på den anden side af vejen. Jeg kendte lugten af havnen – den kom med vinden – men jeg havde aldrig været der. Nogle gange knaldede sejlene som en pisk, og så standsede vi alle sammen op for at høre, om det var en slave, der fik prygl på en nærliggende gårdsplads, eller om det var skibe, der blev gjort klar til at sejle ud. Vi fik svaret, når skrigene begyndte, eller stilheden fortsatte.
Solen var forsvundet og havde efterladt et rynket sted i skyerne, som om knappen var faldet ud. Jeg samlede kampkæppen op ved vaskegryden og stak den tankeløst i et græskar i køkkenhaven. Jeg løftede det op over muren og hørte det falde ned og sprænges til et vådt søle på den anden side.
Så blev der helt stille. Missus’ stemme lød fra bagdøren. Hun råbte ”Tante-Søster, hent Hetty ind til mig med det vons.”
Jeg gik op til huset og regnede med, at hun var rasende over det med græskarret. Jeg spændte rygstykkerne og gav dem ordre til at ruste sig.
Min elleveårs fødselsdag begyndte med, at mor lod mig rykke ud af barnekammeret. Et helt år havde jeg længtes efter at slippe for porcelænsdukkerne, snurretoppene og de små testel, der lå spredt på gulvet, sengene, der stod på række, og rummets rod og kaos, men nu, hvor dagen endelig var kommet, vægrede jeg mig alligevel, da jeg balancerede på dørtrinet til mit nye værelse. Det var fyldt med mørke og lugtede af min bror – røget og læderagtigt. Himmelsengen af egetræ med den røde gardinkappe af fløjl tårnede sig op, så det så ud, som om den var nærmere loftet end gulvet. Jeg var lammet af gru over at skulle bo alene i et så umådelig stort og overvældende rum.
Jeg tog en dyb indånding og kastede mig ind over trinet. Det var min klodsede måde at forcere barndommens forhindringer på. Alle mente, at jeg var en modig pige, men når sandheden skal frem, var jeg slet ikke så frygtløs, som de alle sammen troede. Jeg havde et temperament som en skildpadde. Uanset hvilke ubehageligheder, forskrækkelser eller forhindringer, jeg mødte på min vej, fik jeg lyst til at stikke af og gemme mig. Hvis du absolut skal fejle, så gør det i det mindste med dristighed. Det var et lille slagord, jeg havde hittet på for mig selv. Det havde allerede hjulpet mig over en hel del dørtrin.
Morgenen var fuld af kold, frisk vind, der vældede ind fra Atlanten, og skyer, der bølgede som vindposer. Et øjeblik stod jeg lige inden for døren og lyttede til viftepalmernes sabelformede blade, der raslede i hele huset. Det hvislede i verandaens tagudhæng. Gyngesofaen klagede i sine kæder. Nede i opvarmningskøkkenet havde mor sat slaverne til at finde de kinesiske terriner og Wedgewood-kopperne frem, for de skulle bruges til mit fødselsdagsselskab. Kammerpigen Cindie havde brugt timer på at fugte og forme mors paryk med papir og papillotter, og nu var den blevet sat i ovnen. Den sure bagelugt nåede hele vejen op ad trappen.
Jeg så til, mens Binah, der var barnekammermauma, lagde mit tøj ind i det tunge, gamle klædeskab, og mindedes, hvordan hun havde brugt en ildrager til at skubbe til Charles’ vugge, huskede, hvordan armbåndene af porcelænsmuslingeskaller klirrede på hendes arme, når hun skræmte os med sine historier om Booga Hag – en gammel kone, der fløj rundt på en kost og sugede luften ud af uartige børn. Jeg ville komme til at savne Binah. Og søde Anna, der sov med tommelfingeren i munden. Ben og Henry, der hoppede som abekatte på madrasserne, til det spruttede ud med gåsefjer som fra en gejser, og lille Eliza, der havde for vane at komme over i min seng og gemme sig for Boogas natlige rædselsregime.
Jeg burde naturligvis være rykket ud af barnekammeret længe før, men jeg havde været nødt til at vente på, at John rejste bort til college. Vores treetagers hus var et af de største og flotteste i Charleston, men der var alligevel mangel på værelser, når man tænkte på, hvor … nå ja, hvor frugtbar mor var. Vi var ti børn: John, Thomas, Mary, Frederick og mig selv, efterfulgt af dem i barnekammeret – Anna, Eliza, Ben, Henry og lille Charles. Jeg var den midterste, den, som mor kaldte anderledes, og far kaldte usædvanlig. Hende med det røde hår og fregnerne, hele konstellationer af dem. Mine brødre havde engang forbundet de røde prikker på mine kinder og i panden med kulstreger, så de lignede Orions bælte, Karlsvognen og Store Bjørn, og jeg havde ikke haft det mindste imod det – i timevis havde jeg været deres stjernehimmel.
Alle sagde, at jeg var fars yndling. Jeg ved ikke, om han reelt foretrak mig, eller om han blot havde ondt af mig, men han var helt bestemt min yndling. Han var dommer i South Carolinas højesteret og en af de højest rangerende i klassen af plantageejere, som Charleston regnede for sin elite. Han havde kæmpet i krigen med general Washington og havde været taget til fange af briterne. Han var alt for beskeden til at prale af det. Det havde han mor til.
Hun hed Mary, og allerede der endte enhver lighed med Vor Frelsers mor. Hun nedstammede fra Charlestons første familier, det lille selskab af fine herrer, som kong Charles havde sendt over for at grundlægge byen. Det var noget, hun sørgede for at nævne så ofte, at vi efterhånden hverken havde tid eller kræfter til at himle med øjnene over det. Udover at føre hus, passe børneflokken og styre fjorten slaver havde hun påtaget sig så mange sociale og religiøse pligter, at det ville have udmattet alle Europas dronninger og helgener tilsammen. Når jeg var overbærende, plejede jeg at sige, at min mor simpelthen var udmattet. Men i virkeligheden mistænkte jeg hende for ganske enkelt at være ondskabsfuld.
Da Binah blev færdig med at arrangere mine kamme og hårbånd på det nye og overdådige Hepplewhite-toiletbord, vendte hun sig mod mig, og jeg må have set opgivende og fortabt ud, som jeg stod der, for hun smækkede med tungen mod sin gane og sagde: ”Stakkels miss Sarah.”
Jeg afskyede i den grad, når ordet Stakkels blev sat i forbindelse med mit navn. Binah havde gået og mumlet Stakkels miss Sarah som en besværgelse, siden jeg var fire år gammel.
Dette er mit tidligste minde: Jeg flytter rundt på min brors glaskugler, så de danner ord. Det er sommer, og jeg sidder under egetræet, der vokser i det fjerne hjørne af gårdspladsen. Thomas, der er ti, og som jeg elsker højere end alle de andre, har lært mig ni ord: SARAH, PIGEN, DRENGEN, GÅR, STOPPER, HOPPER, LØBER, OP, NED. Han har skrevet dem på et stykke pergamentpapir og givet mig en pose med otteogfyrre glaskugler, som jeg kan stave dem med. Der er nok til at danne to ord ad gangen. Jeg flytter rundt på kuglerne på jorden og efterligner Thomas’ blækord. Sarah går. Drengen løber. Pigen hopper. Jeg arbejder så hurtigt, jeg kan. Binah kommer snart ud og leder efter mig.
Men i stedet for Binah bliver det mor, der kommer ned ad trappen på bagsiden af huset og ud på gårdspladsen. Binah og de andre husslaver klumper sig sammen bag hende. De bevæger sig med forsigtige, ensartede skridt, som om de er én krop, en skolopender, der bevæger sig ud i et farligt område. Jeg fornemmer skyggen, der hænger over dem i luften, en opslugende angst, og jeg rykker bagud og ind i den grønsorte dunkelhed under træet.
Slaverne stirrer på mors ryg, som er rank og ubøjelig. Hun vender sig om og irettesætter dem. ”I smøler. Kom nu, lad os se at få det overstået.”
Mens hun taler, bliver en gammel slave, Rosetta, trukket ud fra kohuset. Det er en mand, der trækker hende, en af udeslaverne. Hun kæmper imod og river ham i ansigtet. Mor ser uanfægtet til.
Han binder Rosettas hænder til hjørnestolpen på verandaen ved køkkenhuset. Hun ser sig over skulderen og trygler. Missus, nej, missus. Missus. Nej. Hun bliver ved med at trygle, selv da manden begynder at piske hende.
Hun er klædt i en sart gul bomuldskjole. Jeg stirrer paralyseret, da bagsiden gennemvædes af blod. Det ligner blomster, der åbner sig med røde kronblade. Jeg formår ikke at forbinde svirpenes grusomhed med hendes smukke klagesang eller skønheden af de roser, der slynger sig op langs hendes rygsøjles tremmeværk. En eller anden tæller piskeslagene – er det mor? Seks, syv.
Hudfletningen fortsætter, men Rosetta holder op med at jamre og synker bagud mod verandaens gelænder. Ni. Ti. Mine øjne ser væk. De følger en sort myre, der bevæger sig over de store vidder under træet – de bjergagtige rødder og skovtykninger af mos, de endeløse farer – og inde i hovedet gentager jeg de ord, jeg dannede tidligere. Drengen løber. Pigen hopper. Sarah går.
Tretten, fjorten … Jeg springer ud af skyggen, farer forbi manden, der nu ruller pisken sammen efter veludført arbejde, forbi Rosetta, der hænger som en sæk fra sine hænder. Da jeg tramper op ad trappen på bagsiden af huset, råber mor efter mig, og Binah rækker ud for at tage mig op, men jeg flygter fra dem begge to og buldrer gennem midtergangen og ud ad fordøren, hvor jeg blindt søger mod havnekajerne.
Jeg husker ikke resten klart, kun at jeg pludselig er på vej over en landgangsbro til et sejlskib, at jeg hulker og snubler over et tov, der er rullet sammen, så det ligner en turban. En rar mand med skæg og en mørk kasket spørger, hvad jeg vil. Jeg bønfalder ham: Sarah går.
Binah er sat efter mig, selvom jeg ikke opdager det, før hun trækker mig ind til sig og kurrer ”Stakkels miss Sarah, stakkels miss Sarah.” Som en dom, en forkyndelse, en profeti.
Da jeg vender hjem, er jeg opløst i snot og tårer, indsmurt i jord fra gårdspladsen og snavs fra havnen. Mor trykker mig ind til sig, holder mig ud i strakte arme og rusker mig hysterisk, inden hun igen omfavner mig. ”Du må love mig aldrig at løbe væk igen. Lov mig det.”
Jeg vil gerne. Jeg forsøger. Ordene ligger på min tunge – de ligger i runde klumper og skinner som glaskuglerne under træet.
”Sarah!” Hun kræver et svar.
Der kommer ingenting. Ikke en eneste lyd.
Jeg var stum en hel uge. Det var, som om ordene sad fast i fordybningen mellem mine kraveben. Lidt efter lidt fik jeg dem lirket fri ved at bede, true og lokke. Jeg begyndte at tale igen, men det var med en sær og lunefuld form for stammen. Jeg havde aldrig talt flydende, selv de første ord, jeg sagde, havde tydeligvis voldt mig besvær, men nu var der grimme, tomme huller mellem mine sætninger, endeløse sekunder, hvor ordene nægtede at slippe mine læber, og folk ventede med himmelvendte øjne. Til sidst begyndte de hæslige pauser at komme og gå tilsyneladende uden system eller regelmæssighed. Det var, som om de var underlagt deres helt egne mystiske luner. De kunne plage mig i ugevis og være borte i måneder, kun for igen at vende tilbage lige så brat, som de var forsvundet.
Den dag, jeg flyttede ud af barnekammeret for at begynde et mere modent liv i Johns tyste, gamle værelse, tænkte jeg slet ikke på den ondskab, der var blevet udøvet på gårdspladsen, da jeg var fire, eller på de tynde tråde, der havde forbundet mig med min stemme lige siden. Det var slet ikke den slags bekymringer, der optog plads i min bevidsthed. Mit talebesvær havde været pist borte i den seneste tid – i fire måneder og seks dage. Jeg havde været lige ved at tro, at jeg var helbredt.
Så da mor pludselig fejede ind i rummet – mens jeg stod og kæmpede for at vænne mig til de nye omgivelser, og Binah lagde mine ting på plads – og spurgte, om jeg kunne lide mit nye værelse, blev jeg helt forbløffet over min manglende evne til at svare hende. Men døren smækkede i min hals, og stilheden hang i rummet. Mor så på mig og sukkede.
Da hun gik, nægtede jeg at give efter for tårerne, og jeg vendte mig bort fra Binah. Jeg kunne ikke bære at høre hende sige Stakkels miss Sarah.
Tante-Søster tog mig med ud i opvarmningskøkkenet, hvor Binah og Cindie havde travlt med sølvfadene, der skulle fyldes med ingefærkage og æbler med hakkede nødder. De havde de fine, lange og stivede forklæder på. Det lød, som om der var en flok summende bier inde i dagligstuen.
Missus kom ud og gav Tante-Søster besked på at pille min beskidte frakke af og vaske mig i ansigtet. Så sagde hun ”Hetty, det er Sarahs elleveårs fødselsdag, og vi holder selskab for hende.”
Hun tog et lavendelfarvet bånd, der lå øverst på flueskabet, viklede det omkring min hals og bandt en sløjfe, mens Tante-Søster tørrede det sorte af mine kinder med en klud. Missus viklede mere bånd om livet på mig. Da jeg trak i det, sagde hun skarpt til mig ”Lad være med det, Hetty! Stå stille.”
Missus havde bundet båndet for stramt om min hals. Det var, som om jeg ikke kunne synke. Jeg søgte at fange Tante-Søsters blik, men hendes øjne var klistrede til fadene med mad. Jeg ville sige Slip mig fri af det her, hjælp mig. Jeg skal ud på dasset. Jeg plejede altid at have noget kvikt at sige, men nu var det, som om min stemme var forsvundet ned i min hals som en køkkenmus.
Jeg trippede først på det ene ben og så på det andet. Jeg tænkte på det, mauma havde fortalt mig ”Du skal sørge for at være artig op til jul, for det er på den tid, de plejer at sælge de ekstra børn eller sende dem ud i markerne.” Jeg kendte ikke en eneste slave, som master Grimké havde solgt, men jeg kendte mange, som han havde sendt til plantagen inde i landet. Det var der, mauma var kommet fra. Hun havde haft mig med i maven og ladt min far tilbage.
Tanken fik mig til at stå helt stille. Det var, som om alt det, der var mig, forsvandt ned i hullet, hvor min stemme allerede var. Jeg forsøgte at gøre, som de alle sammen sagde, at Gud ville have mig til. Adlyde, tie stille, stå stille.
Missus granskede mig for at finde ud af, hvordan jeg så ud med de lilla bånd. Hun tog mig i armen og førte mig ind i dagligstuen, hvor damerne sad med deres store kjoler og porcelænskopper og kniplingsservietter. En af dem spillede på det lille klaver, der hed et cembalo, men hun stoppede, da missus klappede i hænderne.
Alles øjne vendte sig mod mig. Missus sagde ”Det er så vores Hetty. Søde Sarah, hun er din fødselsdagsgave, din helt egen kammerpige.”
Jeg trykkede mine hænder ind mellem benene, men missus slog dem væk. Hun snurrede mig rundt, så de kunne se mig fra alle sider. Damerne pustede sig op som papegøjer – tillykke med fødselsdagen, tillykke med fødselsdagen – og deres farvestrålende hoveder gjorde hakkende bevægelser i luften. Miss Sarahs storesøster, miss Mary, sad og surmulede, fordi hun ikke var selskabets midtpunkt. Næst efter missus var hun den værste fugl i rummet. Vi havde alle sammen set hende svanse rundt med sin kammerpige, Lucy, som hun stak lussinger, som det passede hende. Og det passede hende tit. Vi sagde alle sammen, at hvis miss Mary tabte sit lommetørklæde fra tredje sal, ville hun forlange, at Lucy sprang ud ad vinduet efter det. Det var i det mindste ikke hende, jeg var blevet givet til.
Miss Sarah rejste sig. Hun var klædt i en mørkeblå kjole og havde rødt hår, der hang glat som majshår, og fregner i samme røde farve over hele ansigtet. Hun tog en dyb indånding og begyndte at bevæge læberne. Dengang trak miss Sarah stadig ordene op af halsen, som man trækker vand op af en brønd.
Da hun endelig fik spanden op, havde vi svært ved at høre, hvad hun sagde. ”… Jeg er ked af det, mor … men den gave kan jeg ikke tage imod.”
Missus bad hende gentage det. Denne gang brølede miss Sarah ordene ud som en rejesælger.
Missus’ øjne havde den samme isblå farve som miss Sarahs, men nu blev de mørke som indigo. Hendes fingernegle borede sig ned i min arm og satte mærker, der lignede en fugleflok. Hun sagde ”Sæt dig ned, søde Sarah.”
Miss Sarah sagde ”… Jeg har ikke brug for en kammerpige … jeg klarer mig ganske udmærket foruden.”
”Så er det nok,” sagde missus. Hvordan nogen kunne overhøre den advarsel, det fatter jeg ikke. Men miss Sarah overhørte den i hvert fald.
”… Kan du ikke gemme hende til Anna?”
”Nok!”
Miss Sarah faldt ned på sin stol, som om hun var blevet skubbet i brystet.
Det begyndte at pible ned ad mit ben. Jeg forsøgte at slippe fri af missus’ kløer, men så strømmede det pludselig ned på gulvtæppet.
Missus udstødte et skrig, og der blev helt stille. Man kunne høre gløderne knitre i pejsen.
Jeg vidste, at jeg stod til en lussing eller det, der var værre. Jeg tænkte på Rosetta, som fik rysteanfald, når det passede hende. Hun savlede og vendte det hvide ud af øjnene. Hun lignede en bille, der var landet på ryggen og forsøgte at vende sig, men hun slap for straf, og et øjeblik overvejede jeg at kaste mig ned og efterligne hendes anfald, så godt som jeg nu formåede.
Men jeg blev stående med den våde kjole klistret til mine lår, mens den hede skam bredte sig i mit ansigt.
Tante-Søster kom og trak mig væk. Da vi gik forbi trappen i hallen, så jeg mauma stå oppe på reposen med hænderne trykket mod brystet.
Den aften sad duerne oppe i træets grene og jamrede. Jeg klyngede mig til mauma i vores seng og stirrede op på quilterammen, der hang over os fra loftrafterne. Trisser og taljer var spændte. Hun sagde, at quilterammen var vores skytsengel. Hun sagde ”Det skal nok gå.” Men skammen sad stadig i mig. Jeg kunne smage den som en bitter grønsag på tungen.
Klokkerne i hele Charleston ringede og varslede spærretid for slaverne, og mauma sagde, at byvagten snart ville gå rundt udenfor og slå på trommerne. Men hun sagde det sådan her ”Inden længe er der fluer i hveden.”
Hun gned de flade knogler øverst på min ryg. Og så fortalte hun mig historien fra Afrika, som hendes egen mauma havde fortalt til hende. Om at folk kunne flyve. Om at de fløj over træer og skyer. Om at de fløj som solsorte.
Næste morgen rakte mauma mig en quilt, der havde nøjagtig samme længde, som jeg var høj, og hun sagde, at det var slut med at sove sammen med hende. Fra nu af skulle jeg sove på gulvet i gangen uden for miss Sarahs værelse. Mauma sagde ”Du må kun rejse dig fra quilten, hvis miss Sarah kalder. Lad være med at vandre omkring. Lad være med at tænde lys. Lad være med at larme. Når miss Sarah ringer med klokken, skynder du dig ind.”
Mauma sagde ”Fra nu af bliver det svært, Håndfuld.”
Jeg blev sendt op på mit nye værelse og beordret til at skrive et undskyldende brev til hver af gæsterne. Mor anbragte mig ved skrivebordet med papir, blækhus og et brev, hun selv havde formuleret. Det var meningen, at jeg skulle skrive det af.
”… Du straffede ikke Hetty, vel?” spurgte jeg.
”Hvad regner du mig for, Sarah? Umenneskelig? Det var et uheld. Hvad kunne jeg gøre?” Hun trak forbitret på skuldrene. ”Hvis tæppet ikke står til at redde, må det kyles ud.”
Mens hun gik over mod døren, kæmpede jeg med at få ordene vristet frem fra min mund, inden hun forsvandt. ”… Mor, lad mig … lad mig give dig Hetty tilbage.”
Give Hetty tilbage. Som om hun alligevel var min. Som om det at eje et menneske var lige så naturligt som at trække vejret. Trods al min modstand mod slaveriet åndede også jeg dets fæle luft.
”Dit ejerskab er lovligt og bindende. Hetty er din, Sarah, det kan ikke omgøres.”
”… Men –”
Jeg hørte hendes underskørter rasle, da hun gik tilbage til mig over tæppet. Hun var en kvinde, som styrede både vind og tidevand, men i det øjeblik var hun blid. Hun satte en finger under min hage, vippede mit ansigt op, så vi så på hinanden, og smilede. ”Hvorfor kæmper du imod? Jeg ved ikke, hvor du får de besynderlige ideer fra. Det er sådan, vi lever, slut nu fred med det.” Hun kyssede mig oven på hovedet. ”Jeg forventer, at alle atten breve er skrevet i morgen tidlig.”
Værelset blev fyldt med et orange skær, der oplyste cyprespanelerne og siden blegnede til tusmørke og skygger. Jeg kunne tydeligt se Hetty for mig – det forvirrede, skamfulde ansigtsudtryk, fletningerne, der strittede i alle retninger, de ydmygende lavendelfarvede bånd. Hun var umådeligt splejset og et år yngre end jeg, men hun så ikke ud til at være meget mere end seks år gammel. Hendes lemmer var ikke andet end skind og ben. Albuerne havde facon som sikkerhedsnåle. Det eneste af en vis størrelse var hendes øjne, som havde en ejendommelig gylden farve og svævede over hendes sorte kinder som to skinnende halvmåner.
Det virkede kujonagtigt at bede om tilgivelse for noget, jeg ikke var det mindste ked af at have gjort. Det eneste, jeg fortrød, var, hvor ynkeligt min protest havde formet sig. Jeg ville helst af alt blot blive siddende i stejl protest hele natten – og gerne i dage og uger, hvis det blev nødvendigt – men det endte alligevel med, at jeg gav efter og skrev de forbistrede breve. Jeg vidste udmærket, at jeg i forvejen blev opfattet som en mærkelig pige med opsætsige ideer, et løbsk intellekt og et pudsigt udseende, og halvdelen af tiden skummede jeg som en gal hest. Det var ikke kvaliteter, der klædte kvindekønnet. Jeg var godt på vej til at blive familiens paria, og jeg frygtede den sociale udelukkelse. Det var den, jeg frygtede mest af alt.
Igen og igen skrev jeg:
Kære frue
Tusind tak for den ære og venlighed, De viste mig ved at deltage i fejringen af min elleveårs fødselsdag. Til trods for mine forældres glimrende opdragelse var min opførsel ved denne lejlighed særdeles ubehøvlet. Jeg beder Dem så ydmygt undskylde min uforskammethed og mangel på respekt.
Deres angrende ven,
Sarah Grimké
Jeg kravlede op på den absurd høje madras og havde netop lagt mig til rette for at sove, da en fugl uden for vinduet begyndte at slå triller. Først en række hurtige fløjt, så en dæmpet, melankolsk sang. Jeg følte mig ganske alene i verden med mine besynderlige ideer.
Jeg gled ned fra mit høje leje og listede over til vinduet, hvor jeg gøs i min hvide uldnatkjole, mens jeg lod blikket glide langs East Bay Street, over de mørke hustage og mod havnen. Nu, hvor vi havde lagt orkansæsonen bag os, lå der tæt på hundrede topsejl for anker derude og skinnede på vandet. Jeg trykkede min kind mod det kolde vinduesglas og opdagede, at jeg havde et begrænset udsyn til slaveboligen oven på vognskuret, hvor jeg vidste, at Hetty tilbragte den sidste nat med sin mor. I morgen ville hun få nye pligter og sove uden for min dør.
I det øjeblik fik jeg en åbenbaring. Jeg tændte et stearinlys med de ulmende kulstykker i ildstedet, åbnede døren og trådte ud i den mørke, uopvarmede gang. Tre mørke skikkelser lå på gulvet ved siden af dørene ind til værelserne. Jeg havde aldrig rigtig oplevet verden uden for barnekammeret om natten, og der gik et øjeblik, før jeg forstod, at det var sovende slaver, der lå parate, hvis et medlem af familien Grimké skulle ringe med sin klokke.
Mor drømte om at udskifte det arkaiske arrangement med et, der for nylig var blevet installeret i hendes veninde mrs. Russells hus. Der trykkede man på en knap, som fik en klokke til at ringe i slaveboligerne. Hver af klokkerne ringede med sin helt egen lyd. Mor var fast besluttet på at få sig sådan en anordning, men far mente, at det var spild af penge. Selvom vi var anglikanere, havde han en snert af huguenotternes sparsommelighed. Der ville blive installeret nymodens knapper i familien Grimkés hus over hans lig.
Jeg listede barfodet ned ad den brede mahognitrappe til stueetagen, hvor endnu to slaver lå og sov sammen med Cindie, der sad lysvågen med ryggen op ad væggen mod mine forældres soveværelse. Hun kiggede forsigtigt på mig, men spurgte ikke, hvad jeg havde for.
Jeg fulgte det persiske tæppe, der næsten nåede fra den ene ende af midtergangen til den anden, drejede dørhåndtaget ind til fars bibliotek rundt og trådte indenfor. Et svulstigt indrammet portræt af George Washington var dramatisk oplyst af en månestråle, der kom ind gennem vinduet mod gaden. I næsten et år havde far set den anden vej, når jeg sneg mig ind og plyndrede hans bibliotek for næsen af mr. Washington. John, Thomas og Frederick havde uhindret adgang til hans enorme skatte – der var bøger om jura, geografi, filosofi, teologi, historie, botanik, digtning og den græske humaniora – mens det officielt var forbudt for Mary og mig at læse et ord af dem. Mary var tilsyneladende ligeglad med bøger, men jeg … jeg drømte om bøger, når jeg sov. Jeg elskede dem på en måde, jeg end ikke helt var i stand til at udtrykke over for Thomas. Han gjorde mig opmærksom på bestemte bind og hørte mig i de latinske bøjninger. Han var den eneste, der vidste, hvor desperat jeg var efter at få en rigtig uddannelse, ud over den jeg modtog fra madame Ruffin, min tutor og min franske nemesis.
Hun var en lille, opfarende kvinde, der gik klædt i en enkekappe, hvis bånd flagrede omkring hendes kinder. Når det blev koldt, blev kappen byttet ud med en egernpels og bittesmå pelsforede sko. Hun var kendt for at sende piger i skammekrogen for den mindste forseelse og skrige af dem, til de besvimede. Jeg foragtede hende og hendes ”kultiverede uddannelse for det kvindelige sind”, der bestod af broderi, etikette, tegning, grundlæggende læsning, skønskrift, klaverspil, bibelkendskab, fransk, og regning nok til at kunne lægge to og to sammen. Jeg mente, at der var en vis sandsynlighed for, at jeg ville dø af kedsomhed over at gengive bittesmå blomster på siderne i min tegnebog. Engang skrev jeg i margin, ”Hvis jeg skulle dø af denne afskyelige øvelse, ønsker jeg, at blomsterne bliver brugt som udsmykning på min kiste.” Madame Ruffin fandt det ikke morsomt. Jeg blev sendt i skammekrogen, hvor hun hylede op om min uforskammethed, og hvor jeg besluttede mig for ikke at besvime. I timerne oplevede jeg oftere og oftere at blive overvældet af længsler, ukendte, voldsomme kvaler, der bemægtigede sig mit hjerte. Jeg ville vide ting, blive til noget. Åh, at være en søn! Jeg forgudede far, fordi han behandlede mig, som om jeg næsten var en søn ved at give mig fri adgang til sit bibliotek.
Den nat lå kullene i bibliotekets ildsted kolde hen, og lugten af cigarrøg hang stadig i luften. Uden de store anstrengelser fandt jeg fars South Carolina Justice of the Peace and Public Laws, som han selv havde skrevet. Jeg havde bladret den igennem så mange gange, at jeg vidste, at der på en af siderne fandtes en kopi af et juridisk bindende dokument til frisættelse af slaver.
Da jeg fandt det, hentede jeg papir og fjerpen på fars skrivebord og skrev det af:
Jeg erklærer hermed, at jeg på denne dag, d. 26. november 1803, i byen Charleston, i staten South Carolina, frigiver Hetty Grimké fra slaveri og overdrager hende dette certifikat som bevis herpå.
Sarah Moore Grimké
Hvad kunne far gøre andet end at anerkende Hettys frigivelse som både lovlig og juridisk bindende på samme vilkår, som han havde anerkendt hendes slaveri? Jeg fulgte blot de retsregler, han selv havde formuleret! Jeg efterlod mit værk oven på æsken med backgammonspillet på hans skrivebord.
Ude i gangen hørte jeg mors klokke tilkalde Cindie, og jeg satte i løb for hurtigt at komme ovenpå igen og fik derved flammen på mit stearinlys til at gå ud.
Mit værelse var blevet endnu koldere, og den lille fugl var holdt op med at synge. Jeg kravlede ned under bunken af quilte og tæpper, men kunne ikke falde i søvn af bare ophidselse. Jeg forestillede mig de taksigelser, som Hetty og Charlotte ville overdynge mig med. Jeg forestillede mig fars stolthed, når han opdagede dokumentet, og mors irritation. Lovligt og juridisk bindende, ja absolut! Til sidst blev jeg overmandet af træthed og tilfredshed og faldt alligevel i søvn.
Da jeg vågnede, fik lyset de blå nuancer i Delft-kaklerne omkring ildstedet til at glimte. Jeg satte mig op i stilheden. Min natlige ekstase var gået i sig selv og havde efterladt mig rolig og klarhovedet. På det tidspunkt kunne jeg ikke have formuleret, hvordan egetræet findes i agernet, eller hvordan jeg pludselig forstod, at noget lignende på gådefuld vis fandtes inde i mig – kvinden, jeg ville blive – men det virkede, som om jeg i dette øjeblik vidste præcis, hvem hun var.
Det havde allerede alt sammen været der, mens jeg gennemgik fars bøger og finpudsede mine argumenter under vores diskussioner omkring spisebordet. Så sent som ugen forinden havde far ledet en debat mellem Thomas og mig om emnet eksotiske dyreforsteninger. Thomas argumenterede for, at hvis disse besynderlige væsener vitterlig var uddøde, antydede det, at der var tale om dårlig planlægning fra Guds side, hvilket drog idealet om Hans perfektion i tvivl, og derfor måtte disse dyr stadig leve på fjerne og øde steder på kloden. Jeg talte for, at selv Gud skulle have lov at skifte mening. ”Hvorfor skulle Guds perfektion afhænge af naturens uforanderlighed?” spurgte jeg. ”Er fleksibilitet ikke mere perfekt end stagnation?”
Far slog håndfladen i bordet. ”Hvis Sarah var en dreng, ville hun blive den dygtigste jurist i South Carolina!”
På det tidspunkt blev jeg fyldt med ærefrygt over hans ord, men det var først nu, da jeg vågnede i mit nye værelse, jeg forstod deres sande betydning. Pludselig vidste jeg, hvad min skæbne var. Jeg ville være jurist.
Jeg vidste naturligvis udmærket, at der ikke fandtes kvindelige sagførere. For en kvinde var der intet andet end hus og hjem og de små blomster, der var præget på siderne i min tegnebog. At en kvinde drømte om at blive sagfører – ja, det ville vel få verden til at gå under. Men et agern bliver jo til et egetræ, ikke?
Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville lade mig stoppe af mit talebesvær. Det ville tværtimod drive mig frem. Det ville gøre mig stærk, for jeg ville blive nødt til at være stærk.
Jeg udlevede ofte små private ritualer. Første gang jeg tog en bog i fars bibliotek, skrev jeg datoen og titlen – d. 25. februar 1803, Lady of the Lake – på en stump papir, som jeg skubbede ind i en hårclips af skildpaddeskjold og gik rundt med i det skjulte. Nu, hvor morgengryet lagde sig som store, strålende tuer på sengen, fik jeg lyst til at helligholde det, der ganske utvivlsomt var min vigtigste erkendelse og beslutning.
Jeg gik over til klædeskabet og hentede den blå kjole, som Charlotte havde syet til det katastrofale fødselsdagsselskab. Hvor kravedelene mødtes i midten, havde hun fæstnet en stor sølvknap med en indgraveret fleur de lis. Jeg skar den af med brevåbneren af høgenæb, som John havde efterladt. Jeg trykkede knappen ned i min ene håndflade og bad. Kære Gud, vil Du ikke nok lade det frø, Du har plantet i mig, bære frugt?
Da jeg åbnede øjnene igen, så alt ud som før. Der var stadig tuer af tidligt morgenlys rundt omkring i værelset, kjolen lå som en blå bunke af himmel på gulvet, sølvknappen var trykket mod min håndflade, men jeg fornemmede, at Gud havde hørt mig.
Nu indeholdt sølvknappen alt det, der var hændt den nat – væmmelsen over at eje Hetty, lettelsen over at underskrive hendes frigivelsesdokument, men mest af alt, fryden over at have opdaget mit indre frø, det frø, som min far allerede havde set. Jurist.
Jeg lagde knappen ned i en lille æske af italiensk lavasten, som jeg engang havde fået til jul, og gemte æsken bagest i en kommodeskuffe.
Ude på gangen lød stemmer, som blandede sig med klirren fra bakker og kander. Det var lyden af slaver, der tjente og vartede op. Af verden, der vågnede.
Jeg skyndte mig at trække i tøjet og tænkte på, om Hetty mon allerede stod uden for min dør. Jeg åbnede med hamrende hjerte, men Hetty var der ikke. Frigivelsesdokumentet, jeg havde skrevet, lå på gulvet. Det var revet midt over.
Mit liv med miss Sarah begyndte rigtig skidt.
Da jeg kom op til hendes værelse den første morgen, stod døren åben, og miss Sarah sad i kulden og stirrede på den tomme væg. Jeg stak hovedet indenfor og sagde ”Miss Sarah, vil du have, at jeg skal komme ind til dig?”
Hun havde tykke små hænder med stumpede fingre, og de fløj op til hendes mund, hvor de spredte sig som en damevifte. Hendes øjne var blege og talte tydeligere end hendes mund. De sagde, jeg vil ikke have dig her. Hendes mund sagde ”… Ja, kom ind … jeg er glad for, at du er min kammerpige.” Så faldt hun sammen i stolen og fortsatte med det, hun lavede før. Ingenting.
En tiårig udeslave, der ikke havde lavet ret meget andet end at gå Tante-Søster til hånde, var ikke vant til at komme i huset. Og slet ikke på øverste etage. Sikke et værelse! Hun havde en seng så stor som en hestevogn, et toiletbord med spejl, et skrivebord med plads til bøger og endnu flere bøger, og mange polstrede stole. Foran ildstedet stod en skærm broderet med lyserøde blomster, som jeg vidste, kom fra maumas nål. På kaminhylden stod to hvide vaser af ægte porcelæn.
Jeg kiggede på det hele og blev så stående og overvejede, hvad jeg skulle give mig til. Jeg sagde ”Det er godt nok koldt i dag.”
Miss Sarah svarede ikke, så jeg sagde det højere ”DET ER GODT NOK KOLDT.”
Det fik hende endelig til at vågne op af sit vægkiggeri. ”… Du kunne jo tænde op.”
Jeg havde set det blive gjort, men det er jo ikke det samme som at kunne selv. Jeg vidste ikke, hvordan man skulle justere aftrækket, og pludselig kom der en hel røgsky sværmende ud som skorstensflagermus.
Miss Sarah smækkede alle vinduerne op på vid gab. Det må have set ud, som om huset stod i lys lue, for nede på gårdspladsen råbte Tomfry, ”Brand, brand!”
Det satte fut i dem alle sammen.
Jeg greb vandfadet i påklædningsværelset og kastede indholdet på ilden, men det gjorde ikke andet end at gøre røgskyen dobbelt så stor. Miss Sarah forsøgte at vifte den ud ad vinduerne. Hun lignede et spøgelse, som hun stod der midt inde i den mørke sky. Der var en tapetdør, som åbnede ud til verandaen, og jeg løb over for at åbne den og ville råbe ned til Tomfry, at der slet ikke var brand, men inden jeg fik den rykket op, hørte jeg missus fare rundt i huset og hyle og skrige til alle om at komme og hjælpe.
Da røgen ikke var andet end et par svævende spindelvæv, fulgte jeg efter Sarah ned på gårdspladsen. Gamle Snow og Sabe havde allerede lagt seletøj på hestene og trukket vognene ned bagved i det tilfælde, at hele gårdspladsen forsvandt sammen med huset. Tomfry havde fået Prince og Eli til at trække spande med vand op fra cisternen. Mænd fra nabohusene var kommet til med flere spande. Folk frygtede ildebrand mere end de frygtede selveste Djævlen. De havde en slave til at sidde hele dagen øverst i spiret på St. Michaels kirke og holde udkig efter ild i tagene, og nu var jeg bange for, om han havde set al røgen og ville give sig til at ringe med klokken, så hele brandkorpset kom farende.
Jeg løb over til mauma, der sad tæt sammen med alle de andre. De havde samlet det, de ville redde, i bunker omkring deres fødder. Porcelænsskåle, tedåser, regnskabsbøger, tøj, portrætter, bibler, brocher og perler. Der var endda stillet en marmorbuste derud. Missus havde sin stok med dupskoen af guld i den ene hånd og et cigarrør af sølv i den anden.
Miss Sarah forsøgte at mase sig frem gennem den ophidsede menneskemængde for at fortælle Tomfry og mændene, at der ikke var nogen ild, de kunne kaste alt deres vand på, men da hun endelig havde fået trukket ordene ud af sin mund, var alle mændene løbet tilbage efter mere vand.
Da det til sidst blev opklaret, hvad der var sket, blev missus aldeles rasende. ”Hetty, din uduelige tåbe!”
Ingen rørte sig, ikke engang mændene fra nabohusene. Mauma gik over og skubbede mig om bag sig, men missus trak mig frem igen. Hun slog stokken med dupskoen af guld ned i mit baghoved, og det var det hårdeste slag, jeg nogensinde havde fået. Det fik mig til at gå i knæ.
Mauma skreg. Det gjorde miss Sarah også. Men missus løftede armen, som om hun skulle til at slå mig igen. Jeg kan ikke rigtig beskrive, hvad der så skete. Gårdspladsen, flokken af mennesker, de mure, der lukkede os inde – det hele forsvandt. Jorden rullede væk under mig, og himlen bølgede bort som et telt, der var blevet taget af vinden. Jeg var i et rum helt for mig selv, et sted, hvor tiden ikke fandtes. En stemme kaldte roligt og klart i mit hoved. Rejs dig op. Rejs dig op og se hende i øjnene. Trods hende. Trods hende.
Jeg rejste mig op og stak ansigtet frem mod hende. Mine øjne sagde, Slå mig, hvis du tør.
Missus lod armene falde og trådte tilbage.
Så stod jeg igen på gårdspladsen, og jeg løftede hånden op og mærkede efter på mit hoved. Der var allerede en bule på størrelse med et vagtelæg. Mauma rakte over og følte på den med fingerspidserne.
Resten af den trælse dag tilbragte alle slavekvinderne og slavepigerne med at hente tøj, sengelinned, tæpper og gardiner ned fra alle værelserne på øverste etage og hænge dem til luftning på verandaen. Alle sendte mig hele tiden sure blikke. Alle undtagen mauma og Binah. Miss Sarah kom op og ville hjælpe, og hun slæbte tingene ned sammen med os andre. Hver gang jeg vendte mig omkring, stod hun og kiggede på mig, som om hun aldrig før havde set mig i hele sit liv.
I tre hele dage indtog jeg alle måltider på mit værelse i protest over, at jeg ejede Hetty, selvom jeg ikke tror, at der rigtig var nogen, som lagde mærke til det. På fjerdedagen slugte jeg min stolthed og indfandt mig i spisestuen til morgenmaden. Mor og jeg havde ikke talt om det fejlslagne forsøg på at frigive Hetty med certifikatet. Jeg havde en mistanke om, at det var hende, der havde revet det over i to lige store stykker og smidt dem uden for mit værelse, og dermed fået det sidste ord uden at have ytret en eneste stavelse.
Som elleveårig ejede jeg en slave, jeg ikke kunne frigive.
Måltidet, der var dagens største, var for længst begyndt – far, Thomas og Frederick var allerede gået i skole og på arbejde, mens mor, Mary, Anna og Eliza sad tilbage.
”Du er sent på den, min kære,” sagde mor. Der var en antydning af medfølelse i hendes stemme.
Phoebe, der hjalp Tante-Søster og så ud til at være en smule ældre end mig, dukkede brat op ved min albue, hvor hun udsendte de friske lugte fra køkkenhuset – sved, kul, røg og en besk fiskeagtig dunst. Normalt stod hun ved siden af bordet og viftede med fluekosten, men i dag skubbede hun en tallerken fyldt med pølser, majskager, saltede rejer, brunt brød og tapiokagele ind foran mig.
Da hun forsøgte at placere en dirrende tekop ved siden af tallerkenen, kom hun til at sætte den oven på min ske, så indholdet sjaskede ud på dugen. ”Åh, missus, undskyld,” udbrød hun og snurrede rundt mod mor.
Mor sukkede, som om alverdens fejltagelser begået af alverdens negere tyngede hendes skuldre. ”Hvor er Tante-Søster? Hvorfor i himlens navn er det dig, der serverer?”
”Hun har vist mig, hvordan jeg skal gøre.”
”Jamen, så vis os dog, hvad du har lært.”
Da Phoebe hastede ud for at stille sig på den anden side af døren, forsøgte jeg at sende hende et smil.
”Det er flinkt af dig at deltage i måltidet,” sagde mor. ”Er du blevet rask?”
Alle øjne blev rettet mod mig. Ordene samlede sig i min mund og lå parate. I den slags tilfælde brugte jeg en teknik, hvor jeg forestillede mig, at min tunge var en slangebøsse. Jeg trak den bagud, spændte mere og mere . ”… Jeg har det fint.” Ordene blev slynget ud over bordet i en byge af spyt.
Mary gjorde et stort nummer ud af at tørre sit ansigt med en serviet.
Hun ender med at blive præcis som mor, tænkte jeg. Hun kommer til at styre et hus fuldt af børn og slaver, mens jeg –”
”Jeg formoder, du fandt resterne af din dårskab?” spurgte mor.
Nå, nu kom det. Hun havde konfiskeret mit dokument, formodentlig uden at far vidste besked med det.
”Hvilken dårskab?” spurgte Mary.
Jeg sendte mor et bønfaldende blik.
”Ikke noget, du behøver at bekymre dig om, Mary,” sagde hun og lagde hovedet på skrå, som om hun gerne ville lægge vores uoverensstemmelse bag sig.
Jeg sank sammen på stolen og overvejede, om jeg skulle opsøge far og vise ham det iturevne frigivelsescertifikat. Jeg tænkte ikke på ret meget andet hele dagen, men da det blev aften, følte jeg mig sikker på, at der ikke ville komme noget godt ud af det. Han overlod alligevel alle afgørelser i forbindelse med husholdningen til mor, og han afskyede sladderhanke. Mine brødre sladrede aldrig, og jeg ville være ligesom dem. I øvrigt ville det være idiotisk at irritere mor yderligere.
Jeg dulmede min skuffelse ved at føre lange samtaler med mig selv om fremtiden. Hvad som helst er muligt, alt er muligt.
Hver aften åbnede jeg lavaæsken og kiggede på sølvknappen.
Missus sagde, at jeg var den ringeste kammerpige i Charleston. Hun sagde ”Du er astronomisk ringe, Hetty, astronomisk ringe.”
Jeg spurgte miss Sarah, hvad astronomisk betød, og hun sagde ”En hel del. ”
Ups. Jeg kunne se på missus’ ansigt, at der er ringere, ringest og efter det kommer astronomisk ringe.
I løbet af den første uge formåede jeg, udover det med røgskyen, at spilde lampeolie på gulvet, så der kom en fedtet plet, knuse den ene af porcelænsvaserne og brænde en lok af miss Sarahs røde hår med krøllejernet. Miss Sarah sladrede aldrig. Hun flyttede tæppet, så det dækkede den fedtede plet, skjulte porcelænsskårene i et opbevaringsrum i kælderen og klippede den svedne hårlok af med lyseslukkeren, som vi plejede at snyde stearinlysenes væger med.
Miss Sarah ringede kun efter mig, når missus var i farvandet. Binah og hendes to piger, Lucy og Phoebe, begyndte altid at synge ”Stokken kommer, stokken kommer.” Miss Sarahs advarselsklokke gav mig lidt ekstra frihed, og den benyttede jeg mig af. Jeg søgte ned ad gangen til karnappen, der vendte ud mod gaden, og derfra kunne jeg se vandet i havnen flyde ud mod havet, og havet fortsætte helt ud til det sted, hvor det skvulpede mod himlen. Der fandtes ikke noget smukkere syn.
Den første gang jeg så det, begyndte mine fødder at hoppe på stedet, og jeg løftede mine hænder op over hovedet og gav mig til at danse. Det var som en sand åbenbaring. Dengang vidste jeg ikke, at det hed åbenbaring, ja, jeg kendte ikke engang forskel på amen og alt det andet. Jeg fornemmede bare, at der var noget inde i mig, som fik mig til at føle, at vandet tilhørte mig. Jeg fik lyst til at sige, det er mit vand derude.
Jeg så det skifte farve. En dag var det grønt og siden brunt, og næste dag var det gult som cider. Lilla, sort, blåt. Det var aldrig i ro, lå aldrig stille. Bådene sejlede ovenpå, og fiskene svømmede nedenunder.
Jeg sang en lille sang for havet:
Over havet, aldrig hjem
Aldrig baglæns, altid frem
Ud til fiskekongens sted
Tag mig med, tag mig med
Efter en måneds tid eller to fik jeg mere styr på det med mine pligter, men selv miss Sarah vidste ikke, at jeg en gang imellem forlod min plads uden for hendes dør og i stedet sad og kiggede på havet hele natten, kiggede på hvordan det knækkede sølv af månen. Stjernerne skinnede som store fade. Jeg kunne se helt ud til Sullivans Island. Jeg længtes efter mauma, når det var mørkt. Jeg savnede vores seng. Jeg savnede quilterammen, der hang og vågede over os. Jeg forestillede mig, hvordan mauma sad og syede quilte helt alene. Jeg tænkte på jutesækken, der var fyldt med fjer, på den røde pose med vores nåle og tråde, på mit fingerbøl af ægte messing. Og så luskede jeg tilbage til værelset over vognskuret.
Hver gang mauma vågnede og opdagede, at jeg lå ved siden af hende i sengen, blev hun helt ude af den ved tanken om al den ballade, vi ville få, hvis jeg blev opdaget – jeg havde allerede tirret missus mere end rigeligt.
”Der kommer ikke noget som helst godt ud af, at du sådan strejfer omkring,” sagde hun. ”Du skal blive liggende på din quilt. Vil du ikke nok gøre det for min skyld?”
Og det gjorde jeg så for hendes skyld. I hvert fald et par nætter. Jeg blev liggende på gulvet i den trækplagede gang og forsøgte at holde varmen. Jeg vendte og drejede mig for at finde den blødeste gulvplanke. Jeg besluttede mig for at bide elendigheden i mig og fandt trøst i vandet.
En overskyet morgen i marts, fire måneder efter min katastrofale elleveårs fødselsdag, vågnede jeg og opdagede, at Hetty var borte. Tæppet uden for mit værelse var bunket sammen, så det så ud, som om hendes lille skikkelse lå under det. Sædvanligvis ville hun på dette tidspunkt allerede være i færd med at fylde mit vaskefad med vand, mens hun fortalte mig en eller anden historie. Det overraskede mig, at jeg tog hendes fravær så alvorligt. Jeg savnede hende, som jeg ville have savnet en god ven, men jeg var også urolig på hendes vegne. Mor havde allerede givet Hetty med stokken en gang.
Da jeg havde gennemsøgt huset uden at finde spor af hende, stillede jeg mig øverst på trappen på bagsiden af huset og skuede ud over gårdspladsen. En let dis var drevet ind fra havnen, og over den glimtede solen gylden og mat som et lommeur. Snow stod i døråbningen ind til vognskuret og var i færd med at reparere en af bagremmene på noget seletøj. Tante-Søster sad overskrævs på en skammel ved siden af køkkenhaven og rensede fisk. Jeg ville ikke gøre hende mistænksom, så jeg slentrede over til verandaen foran køkkenhuset, hvor Tomfry udleverede det, folk havde brug for. Sæbe til Eli, så han kunne vaske marmortrappen, to grove hørklude til Phoebe, der havde fået besked på at pudse krystalglassene, og en kulskovl til Sabe, så kulkassen kunne blive fyldt op.
Mens jeg stod og ventede på, at han skulle blive færdig, lod jeg blikket søge ned mod egetræet i det fjerne, venstre hjørne. Grenene var fulde af bristefærdige knopper, og selvom træet så helt anderledes ud om sommeren, kom jeg alligevel til at tænke på den dag for længe siden. På at sidde i skrædderstilling på jorden, på den hede stilhed, den grønne skygge og glaskuglerne, der blev til ord, Sarah går –
Jeg kiggede over på den modsatte side af gårdspladsen og fik øje på Hettys mor, Charlotte, der gik rundt foran brændestablen og nu og da bøjede sig ned for at samle et eller andet op fra jorden.
Jeg nærmede mig hende uset bagfra og opdagede, at det var små, dunede fjer, hun samlede op. ”… Charlotte – ”
Det gav et sæt i hende, og fjeren, hun havde haft mellem fingrene, blev taget med af vinden ude fra havet. Den flagrede op ad den høje murstensmur, der omgav gårdspladsen, og blev hængende i det dværgfigentræ, der voksede op mod stenene.
”Miss Sarah!” sagde hun. ”Du var lige ved at skræmme livet af mig.” Hendes latter var skinger og skær af nervøsitet. Hun kastede et hurtigt blik over mod stalden og vognskuret.
”… Det var ikke min mening at forskrække dig … jeg tænkte bare på, om du måske ved, hvor –”
Hun afbrød mig og pegede ind i brændestablen. ”Prøv at se derinde.”
Jeg kiggede ind i en lille hulning mellem to træstykker og fik øje på et væsen med spidse ører og en dunet brun pels. Den var kun en smule større end en kylling, men der var ingen tvivl om, at det var en ugle. Jeg tog et skridt bagud, da den blinkede med sine gule øjne og stirrede vedholdende på mig.
Charlotte lo igen. Denne gang lød det mere naturligt. ”Den bider ikke.”
”… Det er en unge.”
”Jeg opdagede den for et par aftener siden. Staklen sad på jorden og skreg.”
”… Var den … kommet til skade?”
”Nej, jeg tror bare den var blevet forladt. Dens mauma er en slørugle. Hun slog sig ned i en gammel kragerede i skuret, men så vendte hun ikke tilbage. Jeg tror, hun er kommet af dage. Jeg har fodret ungen med levninger.”
Jeg kendte kun Charlotte fra kjoleprøvningerne, men jeg havde altid fornemmet, at hun var hurtig i hovedet. Af alle de slaver, far ejede, forekom hun mig at være den mest intelligente, og måske den farligste. Det viste sig da også at være sandt.
”… Jeg skal nok være god ved Hetty,” sagde jeg hurtigt. Ordene, der på en gang lød angerfulde og hovmodige, flød ud, som om en byld af skyld var bristet.
Hun spilede øjnene op og klemte dem straks igen sammen til smalle sprækker. De var honningfarvede som Hettys.
”… Det har aldrig været mit ønske at eje hende … jeg forsøgte faktisk at frigive hende, men … det fik jeg ikke lov til.” Jeg formåede slet ikke at holde ordene inde.
Charlotte lod hånden glide ned i lommen på sit forklæde, og stilheden mellem os voksede sig alt for stor. Hun havde fornemmet min dårlige samvittighed, og hun forstod at udnytte den. ”Det er i orden,” sagde hun. ”For jeg ved, at du vil gøre det godt igen om ikke så længe.”
Bogstavet G hagede sig fast i min tunge med dets lille krog. ”… Gøre det godt igen?”
”Jeg er sikker på, at du på alle måder vil hjælpe hende til at blive frigivet.”
”… Ja, det vil jeg da forsøge på,” sagde jeg.
”Jeg vil høre dig sværge på det.”
Jeg nikkede og fattede knap nok, at jeg kløgtigt var blevet lokket til at indgå en pagt.
”Du holder dit løfte,” sagde hun. ”Det ved jeg, at du gør.”
Jeg kom pludselig i tanke om, hvorfor jeg egentlig var gået over til hende og sagde: ”… Jeg har ikke kunnet finde –”
”Håndfuld står uden for din dør igen, før du ved af det.”
Da jeg gik tilbage mod huset, mærkede jeg, hvordan den besynderlige og fortrolige samtales løkke strammede til og blev en knude.
Ti minutter senere kom Hetty ind på mit værelse. Hendes øjne virkede store i det lille ansigt, og blikket var heftigt som den lille ugles. Jeg sad ved mit skrivebord og havde kun lige nået at åbne en bog, jeg havde lånt i fars bibliotek, The Adventures of Telemachus, hvori Telemakos, der var søn af Penelope og Odysseus, sejlede ud mod Troja for at finde sin far. I stedet for at udfritte Hetty om, hvor hun havde været, gav jeg mig til at læse højt. Hun slog sig ned på trappeskamlen, der var nødvendig for at komme op i sengen, hvilede hagen i sine hulede hænder og tilbragte resten af formiddagen med at lytte til beretningen om Telemakos’ oplevelser i den barske oldtidsverden.
Snu Charlotte. Mens marts måned gik, tænkte jeg vedholdende og nærmest tvangsmæssigt på det løfte, hun havde vredet ud af mig. Hvorfor havde jeg ikke forklaret hende, at det var umuligt for mig at frigive Hetty? At det eneste, jeg nogensinde ville kunne tilbyde hende, var min godhed?
Da det blev tid til, at jeg skulle have syet en påskekjole, vred jeg mig af forlegenhed over at skulle se hende igen og var rædselsslagen ved tanken om, at hun måske ville nævne vores samtale ved brændestablen. Jeg ville hellere stikkes med en nål end udsættes for mere af hendes granskning.
”Jeg har slet ikke brug for en ny påskekjole i år,” sagde jeg til mor.
En uge senere stod jeg på kassen, hvor vi altid stod, når der skulle prøves tøj, iført en halvfærdig satinkjole. Så snart Charlotte var trådt ind på mit værelse, havde hun sendt Hetty afsted i et til lejligheden opfundet ærinde, inden jeg overhovedet nåede at udtænke en måde at modsige hende på. Kjolen havde samme farve som lys kanel, næsten fuldstændig samme brune nuance som Charlottes hud. Det var en lighed, jeg blev opmærksom på, da hun stod foran mig med tre knappenåle klemt fast mellem læberne. Da hun talte, kunne jeg lugte kaffebønner og vidste derfor, at hun havde haft dem i munden og tygget på dem. Hendes ord bugtede sig ud omkring nålene, og de blev til forvredne bånd af lyd. ”Har du tænkt dig at overholde det løfte, du gav mig?”
Jeg er flov over at indrømme, at jeg udnyttede mit talebesvær og kæmpede mere end nødvendigt for at svare hende. Til sidst lod jeg, som om ordene faldt bagud og forsvandt i halsens mørke skakt.
På den første fine lørdag, da det så ud, som om foråret havde fået rigtig fat, tog missus miss Sarah, miss Mary og miss Anna med ud i hestevognen med lanternerne. Tante-Søster sagde, at de skulle til White Point for at promenere, og at alle damer og piger ville være ude med parasollerne.
Da Snow kørte vognen ud gennem bagporten, vinkede miss Sarah, og Sabe, der var stadset ud i grøn diplomatfrakke og livrévest, smilede bredt.
Tante-Søster sagde til os ”Hvad glor I på? Se så at få koste og klude i sving, for nu skal værelserne have en omgang, mens de er ude og fornøje sig.”
Oppe på miss Sarahs værelse redte jeg sengen og gnubbede den mørke og genstridige skygge på spejlet med askelud. Jeg fejede døde møl op – de var blevet fede af at gnave i gardinerne – og tørrede natpotten af og gned den med en smule soda. Jeg skrubbede gulvet med kalksæbe fra den store kurveflaske.
Da jeg var helt udaset, begyndte jeg at smøle. Jeg dryssede rundt og lavede ikke dagens gerning. Først kiggede jeg ud i gangen for at se, om der var nogen slaver i nærheden – et par af dem var kendte for at sladre, inden man overhovedet havde gjort noget. Jeg lukkede døren og åbnede miss Sarahs bøger. Jeg sad ved hendes skrivebord og vendte den ene side efter den anden, mens jeg stirrede på det, der lignede små stumper af sorte kniplinger og var lagt ud over papiret. Krusedullerne var smukke, men jeg forstod ikke, hvordan de kunne andet end at gøre folk helt rundtossede.
Jeg trak skrivebordsskuffen ud og rodede igennem alle hendes ting. Jeg fandt et ufærdigt korsstingsbroderi med ubehændige sting. Det så ud, som om det var en treårig, der havde været i gang. Der lå også nogle smukke, skinnende tråde, der var rullet op på træspoler. Segllak. Gyldenbrunt papir. Små tegninger med blækpletter. En lang messingnøgle med en kvast bundet i.
Jeg gennemgik klædeskabet og rørte ved alle kjolerne, som mauma havde syet. Jeg kiggede i skuffen i toiletbordet og hentede smykker, hårbånd, papirvifter, flakoner og børster frem. Til sidst fandt jeg en lille æske. Den glimtede mørkt, ligesom min hud, når den er våd. Jeg skubbede smæklåsen op. Der lå en stor sølvknap indeni. Jeg rørte ved den og lukkede atter låget lige så forsigtigt, som jeg havde lukket hendes klædeskab, hendes skuffer og hendes bøger. Jeg kunne mærke, hvordan det spændte i mit bryst. Der var så meget i verden, man kunne eje. Eller ikke eje.
Jeg gik tilbage og åbnede skrivebordsskuffen en ekstra gang. Jeg stirrede på trådene. Det næste, jeg gjorde, var forkert, men jeg var ligeglad. Jeg tog den tykke spole med skarlagensrød tråd og lod den falde ned i min kjolelomme.
Lørdagen inden påske blev vi alle sammen kaldt over i spisestuen. Tomfry sagde, at der var forsvundet ting og sager fra huset. Jeg trådte ind og tænkte Kæreste Gud, det er nu, jeg har brug for Din hjælp.
Det var en stor ulykke, hvis en eller anden lille, ligegyldig ting blev væk. Der skulle ikke mere til end en bulet blikkop fra spisekammeret eller en ristet krumme fra missus’ tallerken, før himmel og hav blev sat i bevægelse. Men denne gang handlede det ikke om en ligegyldig ting og heller ikke om skarlagensrød tråd. Det var missus’ helt nye rulle grøn silke.
Der stod vi så, alle fjorten, mens missus hylede op. Hun sagde, at silke var noget ganske særligt, at den var blevet fragtet helt omme fra den anden side af jordkloden, og at nogle orme i Kina havde spundet trådene. Jeg havde aldrig hørt noget så tosset i hele mit liv.
Vi stod alle sammen og svedte og trippede og stak hænderne ned i baglommerne eller op under vores forklæder. Jeg kunne lugte vores kroppe, og de lugtede ikke af andet end frygt.
Mauma vidste alt om, hvad der skete ude på den anden side af muren. Missus udstyrede hende med passersedler, så hun selv kunne gå hen på markedet. Hun forsøgte at skjule de slemme ting for mig, men jeg havde hørt om torturhuset på Magazine Street. De hvide kaldte det arbejdsanstalten. Som om slaverne derinde syede tøj og formede mursten og smedede hestesko. Jeg havde hørt om det, før jeg fyldte otte. Om det mørke hul, de smed folk ned i og lod dem ligge alene i i ugevis. Jeg vidste det om piskningerne. Tyve slag var det højeste, man kunne få. En hvid mand kunne købe en omgang piskninger for en halv dollar og indløse dem, hver gang han mente, at der var en slave, som var galt afmarcheret og skulle ledes tilbage på den rette vej.
Så vidt jeg vidste, havde familien Grimké aldrig sendt en slave til arbejdsanstalten, men den morgen i spisestuen stod vi alle sammen og tænkte på, om det nu blev første gang.
”En af jer er skyldig i tyveri. Hvis I afleverer rullen med stof – og det er helt bestemt det, Gud ønsker, at I skal gøre – så lover jeg at være barmhjertig.”
Uha.
Missus troede åbenbart ikke, vi var rigtig velforvarede i hovederne.
Hvad skulle nogen af os dog med smaragdgrøn silke?
Natten efter at silken var forsvundet, smuttede jeg ud. Jeg gik ud ad døren. Jeg måtte forbi Cindie, der lå ved missus’ dør – hun var ikke bedste venner med mauma, og jeg skulle passe på, når hun var i nærheden, men hun snorkede højlydt. Jeg gled ned i sengen ved siden af mauma, men hun var der ikke. Hun stod ovre i hjørnet med armene krydsede foran brystet. Hun sagde ”Hvad laver du her?”
Jeg havde aldrig hørt hende bruge den tone.
”Rejs dig, vi går over i huset med det samme. Det er sidste gang, du sniger dig væk, absolut sidste gang. Det er ikke nogen leg, Håndfuld. Der følger en straf med sådan en opførsel.”
Hun ventede ikke på, at jeg skulle rejse mig, men samlede mig op, som om jeg var en håndfuld quiltefyld. Hun tog mig under den ene arm og trak mig med ned ad vognskurets trappe og hen over gårdspladsen. Mine fødder rørte knap nok jorden. Hun trak mig indenfor i huset, ind gennem opvarmningskøkkenet, forbi døren der aldrig var låst. Hun lagde en finger mod læberne, beordrede mig til at være stille, mens hun halede mig med over til trappen og nikkede opad. Afsted med dig.
Trappetrinene lavede en frygtelig larm. Jeg var ikke nået ti trin op, da jeg hørte en dør blive åbnet nedenunder, og luften blive suget ud af maumas lunger.
Masters stemme lød i mørket. Han sagde ”Hvem der? Hvem er det?”
Lampelys skød frem over væggene. Mauma rørte sig ikke.
”Charlotte?” sagde han og forsøgte at lyde rolig. ”Hvad laver du her?”
Bag ryggen lavede mauma et tegn med sin hånd. Det så ud, som om hun vinkede ned mod gulvet, og jeg vidste, at hun ville have mig til at krybe sammen på trappen. ”Ikke noget, massa Grimké. Ikke noget, sir.”
”Der må jo være en grund til, at du befinder dig i huset på denne tid af døgnet. Du må hellere fortælle den nu, så der ikke bliver ballade senere.” Han sagde det næsten venligt.
Mauma blev stående uden at sige et ord. Sådan virkede master Grimké altid på hende. Sig noget. Hvis det havde været missus, der stod foran hende, ville hun allerede have sagt en tre-fire ting. Sig, at Håndfuld er syg, og at du ville se til hende. Sig, at Tante-Søster sendte dig over for at finde noget for Snow. Sig, at du ikke kan sove af bekymring over det med påsketøjet, at du er bange for, at det måske ikke passer familien, når det igen bliver morgen. Sig, at du går i søvne. Bare sig noget.
Mauma ventede for længe, for nu kom missus ud fra sit værelse. Oppe fra mit trin kunne jeg se, at hendes natkyse sad skævt.
Gennem årene har jeg fået knuder i mit hjerte, som jeg ikke kan filtre ud, og den her er en af de værste – den nat, hvor jeg gjorde noget forkert, og mauma tog straffen
Jeg kunne have rejst mig op. Jeg kunne have fortalt sandheden, sagt, at det var min skyld, men jeg blev siddende tavs på trappen.
Missus sagde ”Er det dig, som går og stjæler, Charlotte? Er du vendt tilbage for at få fat i noget mere? Er det sådan, du gør det, sniger du dig ind om natten?”
Missus vækkede Cindie og sagde, at hun skulle hente Tante-Søster og tænde to lamper, for de skulle over og gennemsøge maumas værelse.
”Ja missus, ja missus,” sagde Cindie sødt som punch med jamaicarom.
Master Grimké brummede, som om han havde trådt i en hundelort. Han hadede alt det vrøvl med kvinder og slaver. Han tog sin lampe og gik i seng igen.
Jeg fulgte efter mauma og de andre på afstand, mens jeg sagde ord, som en tiårig ikke burde kende, men jeg havde lært mange bandeord ved at lytte til Sabe, der sang for hestene i stalden. Gid Fanden tager min kvide, gid fanden tager de hvide. Jeg var ved at samle mod til at fortælle missus, hvad der var sket. Jeg forlod min plads ved miss Sarahs dør og sneg mig over til mit gamle værelse. Mauma fulgte mig tilbage til huset.
Da jeg kiggede omkring dørkarmen og ind i vores værelse, var tæpperne allerede rykket af sengen, vaskefadet vendt på hovedet og quiltefyldet rystet ud af vores jutesæk, så det nu lå spredt over det hele. Tante-Søster stod og trak i trisser og taljer for at sænke quilterammen. Der var spændt en halvfærdig quilt med rå kanter fast på den, og alle de små, farvestrålende tråde dirrede.
Ingen andre end mauma så mig stå i døråbningen. Hendes blik søgte altid mig. Men nu lukkede hun øjnene og åbnede dem ikke igen.
De små hjul i trisser og taljer hvinede, og rammen dalede ned til den knirkende musik. Oven på den halvfærdige quilt lå en rulle klart grønt stof.
Jeg kiggede på stoffet og tænkte, hvor er det smukt. Lampernes skær blev fanget i hver en fold og rynke. Mig, Tante-Søster og missus stirrede på det, som om det var noget fra en drøm.
Så gav missus os et foredrag om, hvor svært det var for hende at straffe en slave, hun ellers stolede på, men havde hun måske noget valg?
Hun sagde til mauma ”Jeg vil udsætte din straf til mandag – i morgen er det påske, og jeg vil ikke havde dagen ødelagt. Jeg sender dig ikke ud for at blive straffet, og det skal du være taknemmelig for, men jeg kan forsikre dig om, at din straf vil svare til din forbrydelse.”
Hun havde ikke sagt arbejdsanstalt, hun havde sagt ud, men vi vidste alle sammen, hvad ud betød. Det slap mauma i det mindste for.
Da missus til sidst vendte sig mod mig, spurgte hun ikke, hvad jeg lavede derude eller sendte mig tilbage til miss Sarahs gulvplanker. Hun sagde ”Du må blive hos din mor, til hun skal straffes på mandag. Jeg ønsker hende en vis form for trøst indtil da. Jeg er jo ikke en hårdhjertet kvinde.”
Langt ud på natten lå jeg og tudede min sorg og skyldfølelse ud til mauma. Hun gned mine skuldre og sagde, at hun ikke var vred på mig. Hun sagde, at jeg aldrig skulle være listet ud af huset, men hun var ikke vred.
Jeg var lige ved at falde i søvn, da hun sagde ”Jeg burde have syet den grønne silke ind i en quilt, så havde hun aldrig fundet den. Jeg er ikke ked af, at jeg stjal den, kun af at jeg blev opdaget. ”
”Hvorfor tog du den?”
”Fordi,” sagde hun. ”Fordi jeg kunne.”
De ord blev siddende i mig. Mauma ville slet ikke have stoffet, hun ville bare slå sig i tøjret. Hun kunne ikke blive fri, og hun kunne ikke give missus en over nakken med en stok, men hun kunne stjæle hendes silke. Folk gør det oprør, de nu engang formår.
Påskesøndag kørte hele familien Grimké til St. Philips episkopale kirke under de indiske myrtetræer, som voksede på begge sider af Meeting Street. Jeg havde bedt om en plads i den åbne sulky sammen med far, men Thomas og Frederick snuppede privilegiet fra mig, og jeg var henvist til den lukkede vogn med mor og varmen. Luften drev ind gennem de smalle sprækker, der gjorde det ud for vinduer, og den bølgede frem og tilbage i tynde spiraler. Jeg trykkede mit ansigt mod en af åbningerne og så Charlestons pragt og herlighed feje forbi: farvestrålende villaer med store verandaer, frodige blomsterkasser på rækkehusenes facader, formklippede jungler af tropiske vækster – nerie, hibiscus, bougainvillea.
”Sarah, jeg håber, at du er forberedt på at afholde din første time,” sagde mor. Jeg var for nylig blevet hvervet som lærerinde til den farvede søndagsskole. Det var en opgave, der normalt blev varetaget af piger, som var fyldt tretten, men mor havde overtalt pastor Hall til at gøre en undtagelse, og for en gangs skyld havde hendes emsige natur kastet en ikke udelukkende ubehagelig oplevelse af sig.
Jeg vendte mig mod hende og mærkede, hvordan lugten af liguster sved i mine næsebor. ”… Ja … jeg har læst rigtig g-godt på det.”
Mary gjorde nar af mig ved at spile øjnene grotesk op og mumle ”… rigtig g-godt”, hvilket fik Ben til at fnise.
Hun var en pestilens, min søster. På det seneste var pauserne i min tale blev færre og kortere, og jeg nægtede at lade hende gøre mig befippet. Jeg havde for en gangs skyld fået tildelt en meningsfuld opgave, og hvis jeg endte med at hakke og stamme mig gennem timen, måtte det få være. Min største bekymring var, at jeg skulle undervise sammen med Mary.
Da vognen nærmede sig markedet, steg larmen, og fortovene blev oversvømmet af negere og mulatter. Søndag var den eneste dag, hvor slaverne havde fri, og de fyldte godt op på de store strøg – de fleste søgte mod deres ejeres kirker, for de havde pligt til at møde op og sætte sig på balkonerne – men selv på hverdage dominerede slaverne gadebilledet, fordi de gik ærinder for herskabet, købte ind på markedet, afleverede beskeder og invitationer til eftermiddagste og middagsselskaber. Nogle var lejet ud og vandrede frem og tilbage til og fra arbejdet. Og selvfølgelig tog de sig tid til også at mødes og omgås med andre. Man kunne se dem samles på gadehjørnerne, ved kajerne og i værtshusene. Avisen Charleston Mercury rasede over ”det voksende mylder, som ingen førte tilsyn med,” men far sagde, at så længe en slave havde en gyldig passerseddel eller et arbejdsemblem, var han eller hun i sin fulde ret til at opholde sig på gaden.
Snow var engang blevet arresteret. I stedet for at holde stille og vente på os uden for kirken, havde han kørt rundt i byen med en tom vogn – det var vel nærmest en fornøjelsestur. Han var blevet slæbt med ned til byvagtens hus nær St. Michaels kirke. Far havde været ganske vred, ikke på Snow, men på byvagtens folk. Han var stormet ned på rådhuset og havde betalt bøden, så Snow slap for at komme på arbejdsanstalten.
En overflod af hestevogne på Cumberland Street forhindrede os i at komme tættere på kirken. Stormløbet mod kirkerne, der blev gennemført af folk, som typisk kun mødte op i påsken, gjorde mor aldeles rasende, fordi hun altid sørgede for, at hele familien Grimké sad på kirkebænken hver evig eneste kedelige søndag året rundt. Snows hæse stemme lød oppe fra kuskesædet, ”Missus, det ser ud til, at I bliver nødt til at gå herfra,” og Sabe svingede døren op og løftede os en efter en ned på jorden.
Far gik allerede et stykke foran os. Han var ikke nogen høj mand, men han virkede alligevel imponerende i sin grå frakke, høje hat og silkekravat. Han havde et firkantet ansigt med en lang næse og kraftige øjenbryn, der krøllede op over pandebenet, men det, der gjorde ham flot i mine øjne, var håret. Det var et vildt sammensurium af mørke kastanjebrune bølger. Thomas havde arvet den dybe kastanjebrune farve, ligesom Anna og lille Charles, men jeg havde fået den i en fortyndet nuance, der lignede daddelblommer, og mine bryn og vipper var så blege, at de virkede helt farveløse.
Fordelingen af siddepladser i St. Philips kirke var et sandt blåtryk af folks status i Charleston. Eliten kæmpede om at leje de bedste kirkebænke oppe foran, mens de mindre bemidlede sad bagest. De fattige sad klemt mellem hinanden på de gratis bænke i siderne. Vores kirkebænk, som far lejede for 300 dollars om året, var placeret kun tre rækker fra alteret.
Jeg sad ved siden af far og havde hans høje hat omvendt på skødet. Jeg fornemmede et lille pust af den citronolie, han brugte til at tæmme sine lokker med. Over os, på de øvre pulpiturer, begyndte slaverne at plapre og le. Larmen var et evindeligt problem. På balkonerne var de lige så mange som på gaderne, og det opmuntrede dem åbenbart til at være både bramfrie og højrøstede. På det seneste havde deres spektakel udartet i en grad, så der var blevet sat skærme op, som skulle virke afskrækkende. Men det fik kun larmen til at vokse. Og så, et råb. Menigheden svingede rundt og kiggede opad.
Da pastor Hall nåede til at bestige prædikestolen, var der udbrudt kaos under loftsbjælkerne. Et stykke fodtøj fløj hen over balkonen og faldt ned i kirkerummet. Det var en tung støvle. Den ramte en dame, som sad et stykke bagude, slog hatten af hende og fik hendes hoved til at dingle.
Mens den rystede dame og hendes familie forlod kirken, pegede pastor Hall op mod den fjerne venstre balkon og bevægede sin finger langsomt rundt i en cirkel med uret. Da der var blevet helt stille, citerede han fra hukommelsen et skriftsted i Paulus’ brev til efeserne. ”I slaver! Vær lydige mod jeres jordiske herrer, som mod Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte.” Og derefter gav han, hvad mange, inklusive min mor, siden omtalte som den mest velformulerede improviserede prædiken om slaveriet, de nogensinde havde hørt. ”Slaver, jeg formaner jer om at være tilfredse med jeres skæbne, for den er Guds vilje! Jeres lydighed pålægges jer i den hellige skrift. Den befales jer af Gud gennem Moses. Den bifaldes af Jesus gennem apostlene og stadfæstes siden af kirken. Kom jer den i hu, og gid Gud i sin barmhjertighed i dag må lære jer ydmyghed og lade jer vende tilbage til jeres herrer som trofaste tjenere.”
Pastoren gik tilbage til sin stol bag nadverbordet. Jeg stirrede ned på fars hat og derefter op på ham. Jeg var forvirret, ja, nærmest lamslået og forsøgte at finde ud af, hvad jeg skulle mene. Men hans ansigt var en blank, uforsonlig maske.
Efter gudstjenesten stod jeg i et lille, lurvet klasseværelse bag ved kirken, mens toogtyve slavebørn løb ustyrlige rundt. Da jeg trådte ind i det dunkle og beklumrede rum, havde jeg straks smækket vinduerne op på vid gab og dermed indhyllet os alle sammen i pollen fra træerne udenfor. Jeg nøs igen og igen, mens jeg bankede kanten af min vifte ned i bordet i et forsøg på at skabe en vis ro og orden. Mary sad i lokalets eneste stol, en medtaget windsorstol, og betragtede mig med et udtryk, der balancerede perfekt mellem kedsomhed og morskab.
”Lad dem lege,” sagde hun til mig. ”Det er det, jeg altid gør.”
Jeg følte mig fristet. Efter pastorens opbyggelige foredrag havde jeg ikke den store lyst til at undervise.
Der lå en bunke støvede knæpuder i lokalets bageste hjørne. Stramajbroderiet stod ikke til at redde, og de var blevet kasserede. Jeg formodede, at de var tiltænkt børnene, eftersom der ikke var et eneste møbel i rummet ud over lærerens kateder og stol. Ingen læseplaner, ingen billedbøger, tavle, kridt eller nogen som helst form for pynt på væggene.
Jeg lagde knæpuderne i rækker på gulvet. Det startede en leg, der gik ud på at sparke til dem, som om de var bolde. Jeg havde fået besked på at læse dagens tekst i Biblen og derefter forklare meningen med den, men da jeg endelig fik alle børnene til at sætte sig ned på puderne og så deres ansigter, virkede det som en temmelig tåbelig ide. Hvis folk var så ivrige efter at kristne slaverne, hvorfor lærte de dem så ikke at læse Biblen?
Jeg begyndte at synge alfabetet, så det var nemmere at huske og lære. A B C D E F G … Mary kiggede overrasket op, sukkede og sank tilbage i sin apatiske tilstand. H I J K L M N O P … Der havde aldrig været nogen tøven i min stemme, når jeg sang. Børnenes øjne lyste opmærksomt. Q R S … T U V …W X …Y og Z.
Jeg lokkede dem til at synge det i små brudstykker efter mig. Deres udtale var mangelfuld. Q lød som kuu, L M som ellem. Men deres ansigter! De storsmilede. Jeg mindede mig selv om, at jeg næste gang skulle huske at medbringe en tavle og skrive bogstaverne på den, så de kunne se dem, mens de sang. Så kom jeg til at tænke på Hetty. Jeg havde lagt mærke til, at der var blevet flyttet rundt på bøgerne på mit skrivebord og vidste, at hun kiggede i dem, når jeg ikke var der. Hvor ville hun dog elske at kunne læse bogstaverne!
Efter fem-seks gentagelser sang børnene veloplagt hele sangen igennem. Ja, de skrålede nærmest. Mary stak fingrene i ørene, men jeg skrålede med og brugte armene som dirigentstokke foran flokken. Jeg lagde ikke mærke til pastor Hall, der stod i døråbningen.
”Hvad er det dog for en infernalsk larm?” sagde han.
Vi stoppede brat, og det efterlod mig med en svimmel fornemmelse af, at bogstaverne stadig dansede kaotisk i luften over vores hoveder. Mit ansigt fik de sædvanlige flamboyante farver.
”… Vi synger, pastor sir.”
”Hvem af Grimké-børnene er du?” Han havde døbt mig, da jeg var lille, ligesom han havde døbt alle mine søskende, men man kunne næppe forlange, at han skulle kunne huske, hvem der var hvem.
”Hun hedder Sarah,” sagde Mary og sprang op. ”Det var ikke mig, der fandt på at synge.”
”… Jeg er ked af, hvis vi var for højrøstede,” sagde jeg til ham.
Han rynkede panden. ”Vi synger ikke i den farvede søndagsskole, og vi synger slet ikke alfabetet. Er du klar over, at det er forbudt at lære en slave at læse?”
Det vidste jeg egentlig godt, men det var, som om jeg havde gemt den viden af vejen i en kartoffelkule i mit hoved og nu pludselig gravede den frem som en muggen yamsrod. Jo, sådan var loven, men jeg fandt den skændig. Han ville vel ikke også påstå, at det var Guds vilje?
Han ventede på, at jeg skulle svare, og da jeg forholdt mig tavs, sagde han: ”Vil du mene, at kirken bør omgå loven?”
I et glimt huskede jeg, hvordan Hetty havde set ud den dag, mor slog hende med stokken, og jeg løftede hagen og stirrede på ham uden at svare.
Det næste, der skete, var som en hurtig, bitter vind.
Da vi var færdige med andagten mandag, trak Tante-Søster mauma til side. Hun sagde, at missus havde en veninde, der ikke brød sig om piskning og derfor havde udtænkt den etbenede straf. Tante-Søster gjorde meget ud af at forklare os detaljerne. Hun sagde, at man binder en lædersnor om slavens ankel, trækker foden op bagpå og vikler den anden ende af snoren omkring hans hals. Hvis slaven sænker anklen, bliver han kvalt.
Vi forstod godt, hvad det var, hun sagde. Mauma satte sig på trappen op til køkkenhuset og lagde hovedet fladt ned mod sine knæ.
Det var Tomfry, der kom for at binde hende. Jeg kunne se, at han helst ville være fri, men han sagde ikke noget. Missus sagde ”En time, Tomfry. Det må række.” Så gik hun indenfor og satte sig i karnappen.
Han førte mauma ud midt på gårdspladsen nær haven, hvor nye, små skud netop var brudt gennem jorden. Vi sad og krøb sammen under det store træ, alle undtagen Snow, der var ude med vognen. Rosetta begyndte at jamre. Eli klappede hende på armen og forsøgte at trøste hende. Lucy og Phoebe mundhuggedes over en rest skinke fra morgenmaden, og Tante-Søster gik over og smækkede dem hver især en flad i ansigtet.
Tomfry vendte mauma, så hun stod med ansigtet mod træet og ryggen mod huset. Hun gjorde ikke modstand. Hun stod lige så slap som mosset på grenene. Lugten af ebbe, der kom nede fra havnen, hang overalt. Det var en rådden lugt.
Tomfry sagde til mauma, ”Støt dig til mig,” og hun lagde sin hånd på hans skulder, mens han bandt hendes ankel med noget, der lignede et gammelt læderbælte. Han trak det op bag hende, så hun stod på et ben. Så viklede han den anden ende af bæltet omkring hendes hals og lukkede det med spændet.
Mauma så, hvordan jeg klyngede mig til Binah med bævende læber og hage. Hun sagde ”Du skal ikke se på det. Luk øjnene.”
Men det kunne jeg ikke få mig selv til.
Da Tomfry havde bundet hende, gik han væk, så hun ikke kunne holde fast i ham, og hun væltede omkuld med et brag, så huden over hendes øjenbryn flækkede. Da mauma ramte jorden, strammede bæltet til, og hun begyndte at ralle. Hun kastede hovedet bagover og gispede efter luft. Jeg løb ud for at hjælpe hende, men missus’ stok bankede tat-tat, tat-tat på vinduet, og Tomfry trak mig væk og rejste mauma op igen.
Så lukkede jeg mine øjne, men det jeg så i mørket var værre end virkeligheden. Jeg kiggede ud af smalle sprækker og så, hvordan hun forsøgte at undgå, at benet sank ned og forhindrede hende i at få vejret. Hun kæmpede for at blive stående oprejst. Hun stirrede på det øverste af egetræet. Benet, hun stod på, begyndte at ryste. Blodet fra flængen i panden løb ned ad hendes kind. Det hang i dråber fra hagen som regn på tagudhænget.
Lad hende ikke falde igen. Det var den bøn, jeg bad. Missus havde fortalt os, at Gud lyttede til alle, selv en slave fik lov at hviske i Hans øre. Jeg havde et billede af Gud i mit hoved, han var en hvid mand, der enten optrådte med en stok som missus’ eller forsøgte at undgå slaver som master Grimké, der lod, som om han styrede en verden, hvor de ikke fandtes. Jeg kunne ikke forestille mig, at han ville løfte en finger for at hjælpe.
Men mauma faldt ikke mere, og jeg tror måske alligevel, at Gud lyttede til min hvisken, måske havde han slet ikke et hvidt øre, måske fandtes der også en farvet gud, eller også var det mauma, der klarede det hele selv. Måske var det hende, der hørte min bøn og besvarede den med kraften i sine lemmer og styrken i sit hjerte. Hun klynkede ikke på noget tidspunkt, sagde ikke en lyd, bortset fra nogle få hviskede ord. Senere spurgte jeg, om hun havde hvisket til Gud, og hun sagde ”Nej, til din bedstemauma.”
Da timen var gået, og Tomfry fjernede bæltet fra hendes hals, faldt hun om og rullede sig sammen på jorden. Tomfry og Tante-Søster løftede hende op i armene og trak hende og hendes følelsesløse ben op ad trappen i vognskuret og ind på værelset. Jeg løb bagefter og forsøgte at gøre, så hendes ankler ikke bumpede mod trinene. De smed hende på sengen, som om hun var en sæk med mel.
Da vi blev alene, lagde jeg mig ved siden af hende og stirrede op på quilterammen. Fra tid til anden sagde jeg ”Vil du have noget vand? Gør det ondt i benene?”
Hun nikkede svarene med lukkede øjne.
Om eftermiddagen kom Tante-Søster med nogle riskager og en skål hønsekødssuppe. Mauma rørte det ikke. Vi lod altid døren stå åben for at få lys ind, og hele dagen drev lyde og lugte nede fra gårdspladsen op i det lille rum. Det var den længste dag i mit liv.
Maumas ben blev så gode som nye, men hun blev aldrig den samme indeni. Efter den dag var det, som om en del af hende altid gik og ventede på, at bæltet blev løsnet. Jeg tror, det var på det tidspunkt, hun begyndte at samle brænde til sit kolde, hadske bål.
Morgenen efter påske var der stadig ingen spor af Hetty. Efter morgenmaden og inden jeg skulle afsted til madame Ruffins skole i Legare Street, sørgede mor for, at jeg blev låst inde på mit værelse, hvor jeg skulle afskrive et undskyldende brev til pastor Hall.
Kære pastor sir,
Jeg undskylder for at have svigtet i forbindelse med mine pligter som lærerinde i den farvede søndagsskole ved vores kære St. Philips kirke. Jeg beder om tilgivelse for min hensynsløse tilsidesættelse af læseplanen og håber, at De vil tilgive min uforskammethed mod både Dem og Deres hellige embede.
Deres angrende og brødetyngede sjæl,
Sarah Grimké
Så snart jeg havde underskrevet brevet, gennede mor mig ud foran huset, hvor Snow ventede med vognen. Mary sad allerede derinde. Normalt steg Mary og jeg op i vognen bag huset, hvor Snow ofte nølede og endte med at være skyld i, at vi kom for sent.
”Hvorfor henter han os foran huset?” spurgte jeg, hvortil mor svarede, at jeg burde slægte min søster noget mere på og ikke stille alle de trættende spørgsmål.
Snow vendte sig omkring og så på mig, og det var, som om han var fyldt med bange anelser, der sivede ud.
Det virkede, som om dagen var udspændt på en tynd, dirrende metaltråd. Da jeg om eftermiddagen mødtes med Thomas på verandaen for at modtage undervisning – min egentlige undervisning – toppede min uro.
To gange om ugen granskede vi fars bøger og talte om jura, latin, europæisk historie og vores seneste opdagelse: Voltaires samlede værker. Thomas insisterede på, at jeg var for ung til Voltaire. ”Du fatter ham ikke!” Det gjorde jeg bestemt ikke, men jeg havde naturligvis alligevel kastet mig ud i det voltaireske hav uden dog at opfange mere end en del aforismer. ”Ethvert menneske er skyldigt i alle de gode gerninger, det ikke gjorde.” En sådan forestilling gjorde det jo så godt som umuligt at nyde livet! Og så var der den her: ”Hvis Gud ikke eksisterede, ville mennesket være nødt til at opfinde Ham.” Jeg vidste ikke, om pastor Hall havde opfundet sin Gud, eller om jeg havde opfundet min, men den slags ideer pirrede og foruroligede mig.
Jeg levede for mine timer med Thomas, men som jeg sad der på svingbrættet med latinbogen i skødet, havde jeg svært ved at koncentrere mig. Dagen var fuld af en dvask varme og lugten af krabber, der blev fisket op af Ashley Rivers rødgule vand.
”Kom nu, fortsæt,” sagde Thomas og lænede sig over og prikkede på bogen med en finger. ”Vand, herre, søn – i nominativ, singularis og pluralis.”
”… Aqua, aquae … Dominus, domini … Filius, filii … Åh, Thomas, der er noget galt!” Jeg tænkte på Hettys fravær, mors opførsel og Snows mørke mine. Jeg havde fornemmet en muthed i dem alle sammen – i Tante-Søster, Phoebe, Tomfry og Binah. Thomas måtte også have bemærket det.
”Sarah, du ved altid, hvad jeg tænker,” sagde han. ”Jeg troede, at jeg havde skjult det, men jeg burde havde vidst bedre.”
”… Hvad er det?”
”Jeg vil ikke være sagfører.”
Han havde misforstået mig, men det gjorde jeg ikke opmærksom på – det her var den mest spændende hemmelighed, han nogensinde havde afsløret for mig.
”… Ikke være sagfører?”
”Jeg har aldrig ønsket at være sagfører. Det er imod min natur.” Han smilede træt til mig. ”Det er dig, der burde være sagfører. Far sagde selv, at du ville blive den dygtigste i South Carolina, kan du huske det?”
Jeg huskede det på samme måde, som man husker solen, månen og stjernerne på himlen. Det var, som om verden kom mig i møde, strålende og smuk. Jeg så på Thomas og følte mig bekræftet i min skæbne. Jeg havde en forbundsfælle. En sand og ubøjelig forbundsfælle.
Thomas lod hånden glide gennem sit bølgede hår, der var vildtvoksende og kraftigt som fars, og han begyndte at vandre frem og tilbage på verandaen. ”Jeg vil være præst,” sagde han. ”Der er mindre end et år, til jeg skal på Yale ligesom John, og jeg bliver stadig behandlet, som om jeg ikke kan tænke selv. Far tror ikke, at jeg ved, hvad jeg vil, men det gør jeg!”
”Og han vil ikke lade dig læse teologi?”
”I går aftes tryglede jeg ham om lov, men han nægtede. Jeg sagde ’Betyder det slet ikke noget for dig, at det er Guds kald, jeg ønsker at besvare?’ Og ved du, hvad han svarede på det? ’Indtil det behager Gud at informere mig om det kald, læser du jura!”
Thomas lod sig falde ned i en stol, og jeg gik hen og knælede foran ham, mens jeg trykkede min kind mod oversiden af hans hånd. Hans knoer stak af varmeknopper og hår. ”Hvis jeg kunne, ville jeg gøre hvad som helst for at hjælpe dig.”
Da solen sank over gårdspladsen, var der stadig intet spor af Hetty. Jeg formåede ikke længere at tøjle min frygt og satte mig uden for vinduet i køkkenhuset, hvor de kvindelige slaver altid samlede sig efter dagens sidste måltid.
Køkkenhuset var deres tilflugtssted. Det var her, de fortalte historier og snakkede og levede deres hemmelige liv. En gang imellem brød de ud i sang, og deres melodier sejlede over gårdspladsen og gled ind i huset. Min favorit var en sang, der blev grovere for hvert vers:
Brødet er spist
Jesus lever
Fødderne er trætte
Jesus lever
Ryggen værker
Jesus lever
Tænderne smuldrer
Jesus lever
Røven hænger
Jesus lever
Deres latter kom og gik, og det var en lyd, mor kunne lide. ”Vores slaver er glade,” pralede hun. Det faldt hende aldrig ind, at deres munterhed var et udtryk for vilje til at overleve og ikke tilfredshed.
Men denne aften var køkkenhuset indhyllet i et sørgeklæde. Varme og røg fra ovnen pulsede ud ad vinduet og gjorde mig rød i ansigtet og på halsen. Jeg fangede flere glimt af Tante-Søster, Binah, Cindie, Mariah, Phoebe og Lucy, der alle var klædt i kalikokjoler, men jeg hørte kun bump og klirren af støbejernsgryderne.
Til sidst bølgede Binahs stemme ud til mig. ”Vil du fortælle mig, at hun ikke har spist hele dagen?”
”Ikke en krumme,” sagde Tante-Søster.
”Ja, jeg ville heller ikke spise noget, hvis de havde spændt mig sådan sammen,” sagde Phoebe.
Jeg blev isnende kold i maven. Spændt hende sammen? Hvem? Vel ikke Hetty?
”Hvad havde hun forestillet sig, der ville ske, når hun sådan går rundt og stjæler?” Så vidt jeg kunne høre, var det Cindies stemme. ”Hvad havde hun at sige til sit forsvar?”
Nu var det igen Tante-Søster. ”Hun siger ikke noget. Håndfuld ligger oppe i sengen sammen med hende og snakker for dem begge.”
”Stakkels Charlotte,” sagde Binah.
Charlotte! De havde spændt hende sammen. Hvad betød det? Rosettas melodiske klagesang steg op fra min hukommelse. Jeg så dem binde hendes hænder. Jeg så pisken flænge hendes ryg og blodblomsterne springe ud og visne på hendes hud.
Jeg kan ikke huske, at jeg gik tilbage til huset, kun at jeg pludselig befandt mig i opvarmningskøkkenet, hvor jeg endevendte det aflåste skab, hvor mor opbevarede sine lægemidler. Jeg havde ofte hentet en beroligende bromidtablet til far, så jeg vidste, hvor nøglen lå, og nu fandt jeg den blå flaske med linimentolie og en krukke med citronmelissemikstur frem. Jeg lod to dråber laudanum falde ned i miksturen.
Mens jeg var ved at lægge både flaske og krukke i en kurv, kom mor ud på gangen. ”Hvad i alverden laver du?”
Jeg kastede spørgsmålet tilbage til hende. ”… Hvad i alverden har du lavet?”
”Unge dame, var din tunge!”
Var min tunge? Jeg havde varet den stakkels plagede legemsdel det meste af mit liv.
”… Hvad har du lavet?” gentog jeg og var lige ved at råbe.
Hun klemte læberne sammen og rev kurven af min arm.
En ukendt voldsomhed tog magten over mig. Jeg rykkede kurven tilbage og marcherede over mod døren.
”Du forlader ikke dette hus!” beordrede hun. ”Jeg forbyder det.”
Jeg trådte ud ad bagdøren og ind i det bløde tusmørke, ind i rædslen og fryden over at byde hende trods. Himlen var blevet koboltblå. Vinden kom jagende op fra havnen.
Mor fulgte efter mig og skreg. ”Jeg forbyder det.” Hendes ord flaksede bort med blæsten, forbi egetræets grene og op over murstensmuren.
Bag os hørte vi sko, der skrabede mod køkkenhusets veranda, og da vi snurrede rundt, fik vi øje på Tante-Søster, Binah og Cindie, der sad gemt i den bølgende dunkelhed og stirrede ud på os.
Mor stod ligbleg på verandaens trappe.
”Jeg har tænkt mig at se til Charlotte,” sagde jeg. Ordene flød ubesværet ud over mine læber som en kaskade af vand, og jeg vidste instinktivt, at den nervøse stemmelidelse atter var gået i hi, for det var altid sådan, det tidligere var sket: Talebesværet blev efterhånden mindre og mindre, indtil jeg en dag åbnede munden og opdagede, at der ikke længere var nogen spor af det.
Mor havde også bemærket det. Hun sagde ikke mere, og jeg gik over mod vognskuret uden at se mig tilbage.
Da mørket faldt på, begyndte mauma at ryste. Hendes hoved dinglede, og hendes tænder klaprede. Det var ikke, som når Rosetta fik et af sine anfald, hvor hun spjættede med alle lemmerne. Det var, som om mauma frøs helt ind i knoglerne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre andet end at klappe hende på armene og benene. Efter en tid faldt hun til ro. Hendes åndedræt blev tungt, og inden jeg vidste af det, døsede jeg også selv hen.
Jeg begyndte at drømme, og jeg drømte, at jeg sov. Jeg sov under et tykt, grønt løvhang. Det hvælvede sig smukt over mig. Der hang vinranker omkring mine arme, druer omkring mit ansigt. Jeg var den sovende pige, men på samme tid kunne jeg se mig selv, som om jeg var en af skyerne, der drev forbi. Og så kiggede jeg ned og opdagede, at løvhanget slet ikke var et løvhang, men vores quilteramme, som var dækket af stilke og blade. Jeg sov videre og så på mig selv, der sov videre, og skyerne fortsatte med at drive forbi, og så så jeg gennem løvhanget igen. Denne gang var det mauma, som var derinde.
Jeg ved ikke, hvad der vækkede mig. Rummet var tyst, og lyset var borte.
Mauma sagde ”Er du vågen?” Det var de første ord, hun havde sagt, siden Tomfry spændte hende sammen.
”Jeg er vågen.”
”Godt. Nu fortæller jeg dig en historie. Hører du efter, Håndfuld?”
”Jeg hører efter.”
Mine øjne havde vænnet sig til mørket, og jeg så døren, der stadig stod på vid gab ud til gangen, og mauma, der lå ved siden af mig og rynkede panden. Hun sagde ”Din bedstemauma kom fra Afrika, da hun var en lille pige. På omtrent samme alder, som du har nu.”
Mit hjerte begyndte at slå hårdt. Lyden fyldte mine ører.
”Så snart hun kom herover, blev hun skilt fra sin mauma og daddy, og samme aften faldt stjernerne ud af himlen. Du tror måske ikke, at stjerner kan falde, men det svor din bedstemauma på, at de gjorde.”
Mauma nølede, så vi fik tid til at forestille os, hvordan himlen kunne have set ud.
”Hun sagde, at alt herovre lød som ævl og kævl i hendes ører. Maden smagte som abeæde. Hun ejede ikke andet end en gammel, slidt quilt, som hendes mauma havde syet. I Afrika havde hendes mauma været en quilter, den bedste, der fandtes. De tilhørte Fon-folket og syede applikationer, som jeg gør det. De klippede fisk, fugle, løver, elefanter og alle de andre dyr, de kendte, og de syede dem på stoffet, men den quilt, din bedstemauma havde med sig, havde ingen dyr på, kun små stofstykker med tre sider, dem, du kalder trekanter. Dem, jeg altid syr på mine quilte. Min mauma sagde, at det var solsortevinger.”
Gulvet knirkede ude i gangen, og jeg hørte en eller anden trække vejret højt og hurtigt, som miss Sarah plejede at gøre det. Jeg løftede mig op på albuen og drejede hovedet, og der stod hun – hun var en sort skygge mod vinduet. Jeg lagde mig igen ned på madrassen, og mauma fortsatte med at fortælle sin historie. Miss Sarah lyttede med.
”Din bedstemauma blev solgt til en mand for tyve dollars, og han sendte hende i markerne nær Georgetown. De fik kogte koærter om morgenen, og efter ti minutter var der ikke mere at spise den dag. Din bedstemauma sagde, at hun altid spiste for langsomt.
Jeg har aldrig kendt min far. Han var en hvid mand, der hed John Paul, ikke massa, men hans bror. Da jeg kom til, blev vi solgt videre. Mauma sagde, at jeg var temmelig lysebrun, og alle ved jo, hvad det betyder.
Vi blev købt af en mand nær Camden. Han sendte mauma og mig i markerne, men om aftenen lærte hun mig alt det, hun vidste om quilte. Jeg rev gamle bukseben og frakkeskøder i strimler og syede dem sammen. Mauma fortalte, at i Afrika syede de amuletter ind i deres quilte. Jeg lagde lidt af mit hår ind i min. Da jeg fyldte tolv, begyndte mauma at prale med, hvordan jeg kunne sy både dit og dat, til den missus, vi havde i Camden, og missus hentede mig op i huset, så jeg kunne lære mere af deres syerske. Jeg blev hurtigt dygtig, og der var nok at lave.”
Mauma holdt en pause og flyttede benene på sengen. Jeg var bange for, at det var det eneste, hun ville fortælle. Jeg havde aldrig hørt den historie før. At lytte til den var som at se mig selv sove, som at se skyerne glide afsted, som at se mauma bøje sig over mig. Jeg glemte helt, at miss Sarah stod ude i gangen.
Jeg ventede, og endelig tog hun tråden op. ”Mauma fødte min bror, mens jeg sad og syede oppe i huset. Hun sagde aldrig, hvem hans far var. Min bror overlevede ikke det første år.
Da han var død, fandt din bedstemauma os et sjæletræ. Det var bare et egetræ, men hun kaldte det et abebrødstræ, som dem, der findes i Afrika. Hun sagde, at Fon-folket har sjæletræer, og at de altid vælger et abebrødstræ. Din bedstemauma viklede stammen fuld af tråd, som hun tiggede og stjal sig til. Hun tog mig med ud til træet og sagde ”Vi gemmer vores sjæle inde i træet, så intet ondt kan nå dem.” Vi knælede på hendes quilt fra Afrika, der på det tidspunkt ikke var andet end en gammel las, og vi overgav vores sjæle til træet. Hun sagde, at vores sjæle ville leve i træet sammen med fuglene, og at de ville lære at flyve. Hun sagde ’Hvis du rejser herfra, skal du huske at gå ud og hente din sjæl og tage den med dig.’ Vi plejede at samle blade og kviste omkring træet og lægge dem i små poser, som vi hængte om halsen.”
Hun løftede hånden op til halsen, som om hun ledte efter den.
Hun sagde ”En vinter døde mauma af strubehoste. Jeg var seksten. Jeg kunne sy hvad som helst. På det tidspunkt kom massa i pengegæld og solgte os alle sammen. Jeg blev købt af massa Grimké og skulle arbejde på hans plantage i Union. Aftenen inden jeg rejste, gik jeg ud og hentede min sjæl i træet og tog den med mig.
Jeg vil have, at du skal vide, at din daddy havde et hjerte af guld. Han hed Shanney. Han arbejdede i massa Grimkés marker. En dag sagde missus, at jeg skulle komme ind og sy for hende i Charleston. Jeg sagde, det er i orden, men tag Shanney med, han er min mand. Hun sagde, at Shanney var markslave, og at jeg måske kunne tage ud og besøge ham en gang imellem. Du var allerede inde i mig, men det var der ingen, som vidste. Shanney døde af et sår på benet, inden du blev et år. Han så aldrig dit ansigt.”
Mauma sagde ikke mere. Hun var færdig med at fortælle. Så faldt hun i søvn og lod historien hvælve sig smukt over mig.
Næste morgen, da jeg gled ud af sengen for at smutte ned på dasset, stødte jeg ind i en kurv, der stod ved døren. Der lå en stor flaske liniment og en mikstur i den.
Den dag genoptog jeg mine pligter for miss Sarah. Jeg kom ind på hendes værelse, mens hun sad og læste i en af sine bøger. Hun var for genert til at nævne det, der var sket med mauma, så jeg sagde ”Vi fandt din kurv.”
Hun lyste op. ”Sig til din mor, at jeg er ked af den medfart, hun fik, og at jeg håber, hun snart bliver frisk igen,” sagde hun uden den mindste hakken eller stammen.
”Det er vi glade for at vide,” sagde jeg.
Hun lukkede bogen og kom over til mig ved ildstedet og lagde armene om mig. Det var svært at vide, hvordan jeg skulle opfatte det. Folk siger, at kærligheden bliver besmudset af en forskel så stor som den, der var mellem os. Jeg vidste ikke, om miss Sarahs følelser kom af kærlighed eller skyld. Jeg vidste heller ikke, om mine kom af kærlighed eller et behov for tryghed. Hun elskede mig og havde ondt af mig. Og jeg elskede hende og udnyttede hende. Det var aldrig enkelt. Men den dag var vores hjerter så rene, som de nogensinde ville blive.
Foråret blev til sommer, og da undervisningen hos madame Ruffin først begyndte igen til efteråret, bad jeg Thomas om at give mig flere enetimer på verandaen.
”Jeg er bange for, at vi bliver nødt til helt at indstille dem,” sagde han. ”Jeg må tænke på min egen uddannelse. Far har forlangt, at jeg systematisk gennemgår alle hans juridiske værker som forberedelse til Yale.”
”Det kan jeg da hjælpe dig med!” udbrød jeg.
”Sarah, Sarah, lad det fare.” Det var noget, han altid sagde, når hans beslutning var endegyldig, og der ikke var mere at diskutere.
Han anede ikke, hvor vigtig en rolle, han spillede i mine planer. Der lå en hel række af sagførerfirmaer på Broad Street, mellem Exchange Street og St. Michaels kirke, og jeg forestillede mig allerede, at vi skulle drive et af dem sammen og have et skilt til at hænge udenfor med navnene Grimké og Grimké. Der ville naturligvis blive en del tumult blandt de øvrige medlemmer af juriststanden, men hvis jeg havde Thomas ved min side og far i ryggen, ville ingen kunne forhindre det.
Jeg styrede målbevidst mod fars lovbøger hver eftermiddag.
Om formiddagen læste jeg højt for Hetty på mit værelse bag en låst dør. Når luften blev kogende, og temperaturen ulidelig, flygtede vi ud på verandaen, og der sad vi så ved siden af hinanden på gyngesofaen og sang sange, som Hetty digtede. De fleste af dem handlede om at rejse over vandet på en båd eller i en hval. Hendes ben svingede frem og tilbage som små taktstokke. Nogle gange sad vi ved vinduerne i karnappen på første sal og legede snoreleg. Hetty havde tilsyneladende altid en stump rød tråd i sin kjolelomme, og vi tilbragte timer med at flytte den frem og tilbage mellem vores strakte fingre og skabe indviklede, blodsprængte labyrinter i luften.
Det var den slags, piger plejede at fornøje sig med, men det var første gang nogen af os prøvede det, og vi holdt så vidt muligt vores seancer skjult for at undgå, at mor satte en stopper for dem. Vi var ved at overskride en farlig grænse, Hetty og jeg.
En formiddag, hvor Charleston var ved at smelte på sommerens stegepande, lå Hetty og jeg fladt på maverne på gulvtæppet i mit værelse, mens jeg læste højt af Don Quixote. Ugen forinden havde mor forlangt myggenettene hentet frem og hængt op over sengene i forventning om den blodsugende årstid, men fordi slaverne ikke havde den slags beskyttelse, gik de allerede rundt og kløede og kradsede sig på hele kroppen. De smurte sig med svinefedt og melasse for at trække kløen ud, og blandingens eau de cologne slyngede sig gennem huset.
Hetty borede neglene ned i et betændt myggestik på sin underarm og rynkede panden mod teksten, som om den var skrevet i en uløselig kode. Jeg ville have hende til at lytte til ridderen og Sancho Panzas bedrifter, men hun afbrød mig hele tiden, satte fingeren på et ord og spurgte ”Hvad står der?”, så jeg blev nødt til at afbryde historien for at svare på spørgsmålet. Hun havde gjort det samme, da vi for nylig læste The Life and Strange Adventures of Robinson Crusoe of York, og jeg var begyndt at spekulere på, om beretningerne om folks excentriske adfærd, fra de skibbrudne til de ridderliges, i virkeligheden kedede hende bravt.
Mens jeg brugte min stemme både dramatisk og melodisk og varierede tonefaldet i et forsøg på atter at lokke hende ind i historien, blev værelset mørkt af et uvejr, der var under opsejling. Vinden blæste ind gennem det åbne vindue – den var fyldt med lugten af regn og nerie – og fik myggenettets florlette paneler til at hvirvle rundt. Jeg holdt først op med at læse højt, da tordenen bragede, og regnen plaskede ind over vindueskarmen.
Hetty og jeg sprang op i én bevægelse og trak vinduesruden ned, og dér, udenfor i det gule mørke, styrtdykkede den unge ugle, som Charlotte og Hetty så trofast havde fordret gennem hele foråret. Den var for længst blevet flyvefærdig, men den havde endnu ikke forladt sin rede i brændestablen.
Jeg så den styre direkte mod os. Den slog en bue mod George Street og svævede ind over gårdspladsens mur, og det komiske, lille slørugleansigt var helt tydeligt. Da fuglen forsvandt, gik Hetty ud for at tænde lampen, men jeg blev stående som naglet til gulvbrædderne. Jeg huskede den dag ved brændestablen, da Charlotte første gang viste mig fuglen, og jeg huskede, at jeg havde sværget på, at jeg ville hjælpe Hetty til at blive fri. Det var et løfte, der havde vist sig umuligt at indfri, og et, der hele tiden voldte mig alverdens kvaler, men nu hørte jeg pludselig klart og tydeligt, hvad det egentlig var, der var blevet sagt: Charlotte havde sagt, at jeg på alle måder skulle hjælpe Hetty til at blive fri.
Jeg vendte mig om og så hende bære lampen over til mit toiletbord. Lyset skvulpede omkring hendes fødder. Da hun satte den fra sig, sagde jeg: ”Hetty, skal jeg lære dig at læse?”
Udstyret med en læsebog, to blåryggede stavehæfter, en skifertavle og en stump kridt indledte vi den daglige undervisning på mit værelse. Ikke nok med at jeg låste døren, jeg dækkede endda nøglehullet. Lektionerne fandt sted om formiddagen og varede et par timer eller mere. Når vi var færdige, viklede jeg remedierne ind i et groft klæde af den type, der blev kaldt negerstof, og skubbede bylten ind under min seng.
Jeg havde aldrig lært nogen at læse, men Thomas havde undervist mig så rigeligt i latin, og madame havde udsat mig for mere end nok til, at jeg formåede at udtænke en fornuftig plan. Det viste sig hurtigt, at Hetty havde sans for det. Efter den første uge var hun i stand til at skrive alle bogstaverne og recitere alfabetet. Efter den anden uge kunne hun sætte lyd på nogle af ordene i stavebogen. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik, hvor hun skabte den magiske forbindelse i sin bevidsthed, og bogstaver og lyde gik fra at være det rene vrøvl til at give mening. Derefter arbejdede hun sig støt gennem læsebogen med voksende kyndighed.
Da hun nåede til side fyrre, havde hun et ordforråd på 86 gloser. Jeg noterede og nummererede hver af dem på et separat stykke papir. ”Når du kommer til nummer 100, holder vi et teselskab,” lovede jeg hende.
Hun begyndte at tyde ord på apotekerflasker og henkogningsglas. ”Hvordan staves Hetty?,” ville hun vide. ”Hvordan staves vand?” Hun havde en glubende appetit på lærdom.
En dag så jeg hende stå nede på gårdspladsen og skrive i støvet med en pind, og jeg fór ned for at få hende til at holde op. Hun havde griflet V-A-N-D med en skrift, der var så stringent og tydelig, at alle ville kunne se, hvad det var.
”Hvad laver du?” sagde jeg og glattede bogstaverne væk med min fod. ”Nogen kunne jo se det.”
Hun var nøjagtig lige så forbitret på mig. ”Tror du ikke, jeg selv har en fod at glatte bogstaverne væk med, hvis der kommer nogen?”
Hun læste ord nummer hundrede den 13. juli.
Næste dag fejrede vi hendes anstrengelser med et teselskab på husets valmtag, hvorfra vi også håbede at få et glimt af festlighederne på Bastilledagen. Byen havde en betydelig fransk befolkning fra St. Domingo, et fransk teater og en fransk pigeskole på hvert gadehjørne. En fransk frisør plejede at krølle og pudre mor og hendes veninder, mens han underholdt dem med historier om Marie Antoinettes guillotinering, som han påstod at have overværet. Charleston var ellers britisk om en hals, men indbyggerne fejrede stormen på Bastillen med samme nidkærhed og iver, som de fejrede vores egen uafhængighed.
Vi listede op på loftet med to porcelænskopper og en kande sort te krydret med isop og honning. Derfra klatrede vi ad en stige op til en lem i taget. Thomas havde opdaget den hemmelige udgang, da han var tretten, og havde haft mig med oppe og gå rundt mellem skorstenene. Snow fik øje på os, da han kørte mor hjem fra en af hendes velgørenhedsmissioner, og uden at sige et ord til hende, var han kravlet op og havde hentet os ned. Jeg havde ikke været deroppe siden.
Hetty og jeg skubbede os ind i en af fordybningerne på sydsiden og stemte vores rygge op mod det skrå tag. Hun hævdede, at hun aldrig før havde drukket af en porcelænskop og drak i store slurke, mens jeg nippede til teen og kiggede op på den hårde, blå flade over os. Optoget i Broad Street var for langt borte, til at vi kunne se det, men vi hørte mængden synge Hymne des Marseillois. Klokkerne i St. Philips kirke ringede, og der blev afskudt tretten salutter.
Taget var et yndet sted for fugle, og der lå flere små bunker af fjer. Hetty samlede dem op og stak dem i lommerne, og der var noget ved det, som udløste en følelse af ømhed i mig. Måske var det, fordi jeg var en smule ør af isop og honning eller af det nye ved at være to piger sammen på taget. Jeg begyndte i hvert fald at dele fortroligheder med Hetty, som jeg hidtil kun havde delt med mig selv.
Jeg fortalte hende, at jeg var erfaren i at lytte ved dørene, at jeg havde stået uden for Charlottes værelse den aften, hun var blevet straffet, og at jeg havde hørt historien, hun fortalte.
”Det ved jeg godt,” sagde Hetty. ”Du er ikke så god til at snuse rundt og spionere, som du selv tror.”
Jeg fortalte hende alle mine hemmeligheder. At min søster Mary foragtede mig. At Thomas havde været min eneste ven. At jeg var blevet afskediget, fordi jeg var uegnet til at undervise slavebørn, men at hun ikke behøvede at bekymre sig, for det var ikke på grund af uduelighed.
Efterhånden blev mine afsløringer mere alvorlige. ”Jeg så engang Rosetta blive pisket,” fortalte jeg hende. ”Jeg var fire. Det var dengang, jeg begyndte at få talebesvær.”
”Det lyder ellers ikke, som om du har meget besvær med det nu.”
”Det kommer og går.”
”Var det slemt med Rosetta?”
”Jeg synes, det var rigtig slemt.”
”Hvad havde hun gjort forkert?”
”Det ved jeg ikke. Jeg spurgte ikke – jeg kunne ikke sige noget bagefter. Jeg sagde ikke noget i flere uger.”
Vi blev tavse, lænede os bagud og kiggede op på de flossede skyer. Snakken om Rosetta havde gjort os mere ædruelige, end det havde været min mening, og langt mere end hvad var passende for et teselskab til ære for et vokabular på hundrede gloser.
Jeg håbede at genskabe den oprindelige stemning og sagde: ”Jeg vil være jurist som min far.” Det var overraskende at høre mig selv sige det, for det var kronjuvelen blandt alle mine hemmeligheder. Jeg følte mig pludselig blottet og tilføjede: ”Men det må du ikke fortælle til nogen.”
”Jeg har slet ikke nogen at fortælle det til. Kun mauma.”
”Du må ikke engang fortælle det til hende. Lov mig det.”
Hun nikkede.
Det stillede mig tilfreds, og jeg gav mig til at tænke på lavaæsken og min sølvknap. ”Du ved godt, hvordan en ting kan komme til at betyde noget helt andet end det, den oprindeligt betød, ikke?” Hun stirrede på mig med et tomt udtryk, mens jeg forsøgte at finde en måde at forklare det på. ”Tag nu for eksempel min mors stok – den skal egentlig hjælpe hende, når hun går, men vi ved alle sammen, hvad den i virkeligheden står for.”
”At få et par på hovedet.” Et øjeblik efter tilføjede hun ”En trekant på en quilt står for en solsort.”
”Ja, det er det, jeg mener. Jeg har en stenæske i min kommode med en sølvknap indeni. En knap bruges til at lukke tøjet med, men lige præcis den her knap er smuk og ganske usædvanlig, så derfor har jeg besluttet mig for at lade den stå for mit ønske om at blive sagfører.”
”Jeg ved godt, hvad det er for en knap. Jeg har ikke rørt ved den. Jeg åbnede bare æsken og kiggede på den.”
”Du må gerne røre ved den.” sagde jeg.
”Jeg har et fingerbøl, og det står for at skubbe en nål igennem stoffet og forhindre fingerspidser i at blive ømme, men jeg kan også lade det stå for noget andet.”
Da jeg spurgte hende, hvad hun ville lade det stå for, sagde hun: ””Det ved jeg ikke, men jeg vil gerne sy ligesom mauma.”
Hetty fik blod på tanden. Hun genfortalte hele den historie, jeg havde overhørt hendes mor fortælle om natten efter afstraffelsen, den om hendes bedstemor, der var kommet fra Afrika og havde syet trekanterne på sine quilte. Da Hetty fortalte om sjæletræet, blev hendes stemme fuld af ærefrygt.
Inden vi kravlede ned gennem lemmen igen, sagde Hetty: ”Jeg tog en rulle tråd i dit værelse. Den lå bare i din skuffe og var til ingen verdens nytte. Undskyld, jeg kan godt aflevere den igen.”
”Åh. Den må du gerne beholde, men Hetty vil du ikke nok lade være med at stjæle mere, selv ikke små ting. Du kan få en frygtelig ballade for det.”
Mens vi kravlede ned ad stigen, sagde hun: ”Mit rigtige navn er Håndfuld.”
Mauma begyndte at halte. Når hun var på sit værelse eller i køkkenhuset til måltiderne, var der ingen problemer, men så snart hun trådte ud på gårdspladsen, begyndte hun at trække benet efter sig som en dødvægt. Tante-Søster og de andre så til, mens hun blev mere og mere lam, og rystede på hovederne. De brød sig ikke om den slags kunster og havde ikke noget imod at sige det højt. Mauma sagde til dem ”Når I selv har prøvet den etbenede straf, kan I sige, hvad I vil. Men indtil da må I hellere holde mund.”
Efter det skyede de hende. De holdt op med at snakke, når hun nærmede sig, og begyndte igen, når hun fjernede sig. Mauma sagde, at det var en modbydelig måde at udelukke folk på.
Nu brændte hendes øjne hele tiden af vrede. Af og til rettede hun sit mørke blik mod mig. Af og til rettede hun det mod snuhed. En dag fandt jeg hende ovre i huset, hvor hun var i færd med at forklare missus, at hun havde svært ved at komme op til sit syarbejde, ligesom det for den sags skyld også var blevet svært at klare trapperne op til værelset over vognskuret. Hun sagde ”Men jeg skal nok finde ud af det på en eller anden måde, ingen grund til bekymring.” Og mens missus og jeg så til, tog hun fat i gelænderet og trak sig hele vejen op ad trappen, mens hun sagde Jesus’ navn for hvert trin.
Straks efter fik missus Prince til at rydde det store rum i kælderen, der lå på den side af huset, som vendte ind mod gårdspladsens mur. Han flyttede maumas seng og alle hendes ting derover. Pillede quilterammen ned fra det gamle loft og hængte den op i det nye. Missus sagde, at fra nu af skulle mauma gøre alt sit arbejde i sit eget værelse, og hun fik Prince til at bære det lakerede sybord derned.
Kælderværelset var lige så stort som tre slaveværelser til sammen. Det var lyst og hvidkalket og havde sit eget lille vindue nær loftet. Når man kiggede ud gennem det, så man ikke skyer på himlen, men mursten i muren. Mauma syede alligevel et gardin af kaliko til det. Hun fandt nogle billeder af sejlskibe i en kasseret bog og satte dem op på væggen. Pludselig var der også en malet gyngestol og et ramponeret toiletbord, som hun dækkede med et stykke hør. Ovenpå satte hun nogle tomme, farvede flasker, en æske med stearinlys, en klump talg og en bliktallerken fyldt med kaffebønner, som hun holdt af at tygge på. Jeg aner ikke, hvor hun fik alle de skatte fra. Hun lagde vores sysager på væghylden: trææsken med stofstrimler, posen med nåle og tråde, jutesækken med quiltefyld, nålepuder, sakse, mønstersporen, sykridtet, mønsterpapiret og målebånd. Mit fingerbøl og den røde rulle tråd, jeg stjal i miss Sarahs skuffe, lå lidt for sig selv.
Så snart mauma havde fået indrettet sig i sit palads, bad hun Tante-Søster og de andre om at komme og indvie hendes ”ydmyge, triste værelse”. En aften mødte de alle sammen forventningsfulde op for selv at se, hvor ydmygt og trist det var. Mauma bød hver og en af gæsterne en kaffebønne. Hun lod dem glo så meget, det passede dem, og derefter viste hun dem, hvordan døren kunne lukkes med en skydelås af jern, og hvordan hun havde sin helt egen natpotte stående under sengen – hendes forkrøblede tilstand gjorde, at det tilfaldt mig at tømme den. Hun gjorde et stort nummer ud af den træstok, missus havde givet hende, så hun kunne komme omkring.
Da Tante-Søster forlod maumas selskab, spyttede hun på gulvet uden for døren, og Cindie fulgte hende i hælene og gjorde det samme.
Det bedste var, at jeg kunne gå ned i det nye værelse uden at forlade huset. De fleste nætter krøb jeg de to etager ned fra Sarahs værelse og undgik at træde på de knirkende trin. Mauma elskede, at der var lås på hendes dør. Hun låste altid døren, når hun var i værelset, og når hun sov, blev jeg nødt til at banke mine knoer ømme, før hun stod op.
Mauma var blevet ligeglad med, at jeg forlod min post. Hun rev døren op, hev mig ind og låste igen. Når vi lå under tæpperne, bad jeg hende fortælle om sjæletræet. Jeg ville vide mere om det, ville kende hvert et blad, hver en gren og rede. Når hun troede, at jeg sov, stod hun op og vandrede frem og tilbage i værelset, mens hun nynnede en stille melodi. De nætter rumsterede et eller andet mørkt og ubesindigt i hende.
Om dagen sad hun i sit nye værelse og syede. Miss Sarah lod mig gå derned hver eftermiddag og blive til aftensmaden. Der viftede måske en lille vind ind ad maumas vindue, men det meste af tiden var kælderen som en bageovn. Mauma sagde ”Gør dig nyttig.” Jeg lærte at ri, rynke, næste, hæfte, folde, plissere og sætte kiler i. Jeg lærte alle de sting, som findes. Jeg lærte at sy knaphuller og belægninger. At klippe mønstre uden at bruge en skabelon.
Den sommer fyldte jeg elleve, og mauma sagde, at halmmadrassen, jeg sov på uden for miss Sarahs dør, ikke engang var egnet til en hund. Det var meningen, at vi skulle arbejde på den næste ration slavetøj. Hvert år fik mændene to brune skjorter og to hvide, to par bukser og to veste. Kvinderne fik tre kjoler, fire forklæder og et tørklæde til at binde om hovedet. Mauma sagde, at det alt sammen kunne vente. Hun viste mig, hvordan jeg skulle klippe sorte trekanter – hver af dem på størrelse med enden af min tommelfinger – og bagefter applikerede vi to hundrede af dem eller flere på røde firkanter. Mauma kaldte farven for okseblod. Vi syede også bittesmå cirkler på af gult stof, der gjorde det ud for sole, og så trak vi quilterammen ned og syede det hele sammen. Jeg syede selv bagsiden af vadmelsstof på, og vi stoppede den med alt det fyld og alle de fjer, vi havde. Jeg klippede en tot af mit eget hår og en tot af maumas og lagde dem indeni som amuletter. Det tog seks eftermiddage.
Mauma var holdt op med at stjæle og i stedet begyndt at gøre fortræd og volde skade på mindre farlige måder. Hun glemte – det sagde hun i hvert fald – at missus’ ærmer kun var rynket løst på kjolen, så sømmen sprak midt under gudstjenesten eller et andet sted. Mauma satte mig til at sy knapper i uden at sikre dem med en hals til sidst, og derfor faldt de af missus’ barm, allerede første gang hun var ude og lufte det nye stadstøj. Alle kunne høre, hvordan missus skældte ud over maumas dovenskab, og hvordan mauma råbte ”Åh, missus, bed for mig. Jeg skal nok forsøge at gøre det bedre.”
Jeg kan ikke fortælle om al den fortræd, mauma lavede, kun om den, jeg selv så, og det var en hel del. Hun kom ved forskellige ”uheld” til at knuse alle de fine tallerkener og porcelænsfigurer, der var inden for rækkevidde. Hun skubbede til dem i forbifarten og gik videre uden at fortrække en mine. Når hun fik øje på tebakkerne, som Tante-Søster havde stillet frem i opvarmningskøkkenet, så Cindie kunne bære dem ovenpå, proppede hun alskens klamheder ned i tekanden. Jord fra gulvet, fnuller fra tæppet, spyt fra munden. Jeg sagde til miss Sarah, at hun skulle holde sig fra tebakkerne.
Dagen før uvejret, blev luften stille og trykkende. Det føltes, som om man ventede, men man vidste ikke på hvad. Tomfry sagde, at det var en orkan, og surrede alting fast. Prince og Sabe lukkede husskodderne, gemte gårdspladsens redskaber af vejen i skuret og tøjlede dyrene. Indenfor rullede vi tæpperne sammen i stueetagen og flyttede de skrøbelige ting væk fra vinduerne. Missus fik os til at hente maden ind fra køkkenhuset.
Det ramte midt om natten, mens jeg lå i sengen hos mauma. Vinden skreg og hamrede og sparkede mod huset. Palmetræerne hvinede så højt i mørket, at mauma og jeg måtte råbe til hinanden. Vi sad op i sengen og så regnen piske mod det højtsiddende vindue og trænge ind omkring kanterne. Vandet skyllede ind under døren. Jeg sang højt for at tænke på noget andet.
Over havet, aldrig hjem
Aldrig baglæns, altid frem
Ud til fiskekongens sted
Tag mig med, tag mig med
Da stormen endelig løjede af, svingede vi fødderne ned på gulvet og opdagede, at vandet dannede ringe over vores ankler. Maumas såkaldte ydmyge, triste værelse var vitterligt blevet til et ydmygt, trist værelse.
Da det blev ebbe den næste dag, trak vandmasserne sig tilbage, og alle blev beordret ned i kælderen for at skovle mudderet ud. Gårdspladsen var et stort rod af pinde og brækkede palmeblade, vandspande og hestefoder. Døren ind til dasset var revet af. Vinden havde haft fat i alting og siden smidt det fra sig igen. Et stykke skibssejl hang i det store træs grene.
Da vi havde fået ordnet maumas værelse, gik jeg ud for at kigge på sejlet i træet. Det bølgede i brisen og så sært ud. Under grenene var jorden blevet til en våd tavle af ler. Jeg samlede en pind op og skrev LILLE DRENG BLÅ BLÆS I HORNET HETTY. Jeg trykkede bogstaverne dybt ned i det seje mudder og frydede mig over min skønskrift. Da Tante-Søster kaldte mig over i køkkenhuset, tværede jeg ordene ud med spidsen af min sko.
Resten af dagen skinnede solen og tørrede verden.
Næste morgen sad mauma og jeg i spisestuen og ventede på, at andagten skulle begynde, da miss Mary kom løbende hen ad gangen med missus i hælene. De styrede mod bagdøren.
Mauma lænede sig mod sin stok og sagde ”Hvor skal de mon hen i den fart?”
Vi kiggede ud ad vinduet og fik øje på Lucy, miss Marys kammerpige, der stod under træet. Sejlet hang stadig i grenene. Vi så miss Mary føre missus hen over gårdspladsen til det sted, hvor Lucy stod og stirrede ned på jorden, og en hed varme steg op fra min mave og bredte sig i mit bryst.
”Hvad glor de på?” sagde mauma, da hun så, hvordan de alle tre bøjede i livet og studerede jorden.
Så spurtede Lucy tilbage mod huset. Da hun nærmede sig, hylede hun ”Håndfuld! Håndfuld! Missus siger, at du skal komme herud med det vons.”
Jeg kom med det vons. Jeg vidste, hvad det handlede om.
Mine ord, der var hentet lige ud af stavehæftet, var bagt ned i leret. Det mudderlag, jeg havde tværet hen over dem med skoen, var krakeleret og blevet gennemsigtigt, så man kunne se de dybe revner som var bogstaverne.
LILLE DRENG BLÅ BLÆS I HORNET HETTY.
To dage efter at en septemberorkan havde sendt tidevandet ind i East Bay Street og helt op til Meeting Street, bankede Binah på min dør inden morgenmaden. Hendes øjne var fulde af frygt og medlidenhed, og jeg vidste straks, at der var sket en katastrofe.
”Er nogen død? Er far –?”
”Nej, ingen er død. Din far vil have, at du kommer ned i biblioteket.”
Jeg var aldrig før blevet hidkaldt på den måde, og det udløste en besynderlig dalende fornemmelse i mine ben, der endda fik mig til at synke lidt sammen i knæene, da jeg gik tilbage til Hepplewhite-toiletbordet for at se, om den elfenbenshvide sløjfe, jeg havde bundet i håret, sad pænt.
”Hvad er der sket?” spurgte jeg, mens jeg rettede på sløjfen, glattede kjolen og et øjeblik lod min hånd hvile mod maven, der trak sig nervøst sammen.
Jeg kunne se hendes ansigt i spejlet. Hun rystede på hovedet. ”Miss Sarah, jeg ved ikke, hvad han vil, så det hjælper ikke at fritte mig.”
Hun lagde sin hånd på min lænd og gelejdede mig ud af værelset og forbi Håndfulds nye quilt, der lå i gangen som en bunke trekanter, der var tøjret til gulvet. Vi gik ned ad trappen og standsede uden for døren til biblioteket. Binah afholdt sig fra at kalde mig stakkels miss Sarah og sagde i stedet: ”Lyt nu til Binah. Lad være med at græde, og lad være med at stikke af. Tag dig sammen.”
Det var meningen, at hendes ord skulle stive mig af, men de gjorde mig kun endnu mere urolig. Da jeg bankede på døren, indfandt den luftige fornemmelse sig igen i mine knæhaser. Han sad ved skrivebordet med håret olieret og friseret glat tilbage. Han kiggede ikke op, men var i stedet dybt optaget af en stak dokumenter.
Da han løftede hovedet, kunne jeg se, at hans blik var hårdt. ”Du har skuffet mig, Sarah.”
Jeg var alt for målløs til hverken at græde eller stikke af, de to ting, som Binah havde advaret mig imod. ”Jeg ville aldrig bevidst skuffe dig, far. Jeg vil kun –”
Han løftede håndfladen mod mig. ”Jeg har ladet dig hente, for at du skal lytte. Ti stille.”
Mit hjerte hamrede så voldsomt, at jeg lagde hænderne på hver side af ribbenene for at forhindre, at de gik af hængslerne.
”Jeg er blevet gjort opmærksom på, at din slavepige har lært at læse og skrive. Og du skal end ikke overveje at benægte det, for hun har skrevet en hel række ord i mudderet på gårdspladsen og sørgede endda for at underskrive med sit navn.”
Åh, Håndfuld, nej! Jeg kiggede væk fra hans strenge, anklagende øjne og forsøgte at overskue det hele. Håndfuld havde været uforsigtig. Vi var blevet afsløret. Men jeg kunne ikke på nogen måde forestille mig, at far af alle mennesker ville mene, at hendes evne til at læse og skrive var en utilgivelig forseelse. Han var nødsaget til at irettesætte mig, og det skete uden tvivl på mors opfordring. Derefter ville han blive formildnet. I sin samvittigheds dyb forstod han og billigede, hvad det var, jeg havde gjort.
”Hvordan tror du, hun har tilegnet sig den evne?” spurgte han roligt. ”Opstod den pludselig en dag ud af det blå? Blev hun født med den? Vi ved naturligvis godt, hvorfor pigen kan læse – du lærte hende det. Du trodsede din mor, din far, statens lov og endda din pastor, som specifikt formanede dig i den forbindelse.”
Han rejste sig fra sin læderstol og kom over mod mig. Han standsede en armslængde foran mig, og da han igen talte, var en del af fjendtligheden forsvundet fra hans stemme. ”Jeg har spurgt mig selv, hvordan du er i stand til at være ulydig med en sådan lethed og ligegyldighed. Jeg frygter, at svaret er, at du er en forkælet pige, der ikke forstår din plads i verden, og det er til dels min egen skyld. Jeg har ikke gjort dig godt med min eftergivenhed. Min overbærenhed har åbenbart givet dig det indtryk, at du har lov at overskride en så alvorlig grænse som denne.”
Jeg fornemmede kulden fra en ny og anderledes rædsel, tog mod til mig og åbnede alligevel munden for at sige noget, men mærkede, hvordan halsen snørede sig sammen på den gammelkendte måde. Jeg klemte øjnene sammen og tvang min tanke ud over læberne ”… Undskyld, far … jeg ville ikke gøre noget forkert.”
”Noget forkert?”
Han havde ikke bemærket, at mit talebesvær var vendt tilbage. Han vandrede frem og tilbage i det beklumrede rum og holdt foredrag for mig, mens mr. Washington så til med ophøjet ro. ”Du tror ikke, det er til ulempe, at en slave lærer at læse og skrive? Der er mange triste sandheder i verden, og en af dem er, at en slave, der kan læse og skrive, er en trussel. De ville føre sig ajour med nyheder, der opildner dem på måder, vi ikke ville kunne kontrollere. Jo, det er uretfærdigt at nægte dem det, men her er et større mål, man må holde sig på sinde.”
”… Men far, det er jo forkert!” råbte jeg.
”Er du virkelig skamløs nok til at modsige mig nu? Da du efterlod dokumentet, hvori du frisatte slavepigen, på mit skrivebord, burde jeg straks have bragt dig til fornuft, men jeg bar over med dig. Jeg mente, at jeg ved at rive fjolleriet over i to stykker og aflevere det ved din dør, kunne få dig til at indse, at vi i familien Grimké ikke undergraver de institutioner og love, vi lever under, heller ikke hvis vi er uenige med dem.”
Jeg følte mig forvirret og meget dum. Far havde revet mit frigivelsescertifikat i stykker. Far.
”Misforstå mig ikke, Sarah, jeg vil beskytte vores levevis. Jeg vil ikke tolerere nogen form for rebelskhed i familien!”
Da jeg under vores debatter omkring spisebordet havde luftet mine synspunkter mod slaveriet, havde jeg troet, at han værdsatte mine ideer. Jeg havde troet, at han delte dem, men nu gik det pludselig op for mig, at jeg havde været en dresseret abe, der dansede efter sin herres harmonika. Far havde moret sig. Eller også havde han kun opmuntret mine afvigende meninger, fordi de gav de andre mulighed for at skærpe og finpudse deres egne argumenter. Måske havde han tolereret mine ideer, fordi debatterne i virkeligheden blot havde tjent som mundtlige øvelser, der skulle hjælpe en skavankbehæftet datter til at tale?
Far krydsede armene over sin hvide skjorte og stirrede frem på mig under sin utæmmede hæk af et par øjenbryn. Hans øjne var klare og brune og uden barmhjertighed, og det var første gang, jeg så min far, som han vitterlig var – som en mand, der satte principper højere end kærlighed.
”Du har helt bogstaveligt begået en forbrydelse,” sagde han og begyndte igen at vandre frem og tilbage. Han bevægede sig i en stor, adstadig bue rundt om mig. ”Jeg vil ikke straffe dig i overensstemmelse med forbrydelsens omfang, men du bliver nødt til at tage ved lære, Sarah.
Fra nu af er du forment adgang til dette rum. Du må ikke på noget tidspunkt træde ind over dørtærsklen, hverken dag eller nat. Du er nægtet enhver form for adgang til bøgerne herinde og til alle andre bøger, uanset hvor de måtte befinde sig, med undtagelse af dem, som madame Ruffin finder det rigtigt at anvende i sin undervisning.”
Ingen bøger. Kæreste Gud. Mine ben gav efter under mig, og jeg faldt på knæ.
Han blev ved med at bevæge sig rundt i en cirkel. ”Du har ikke lov at studere andet end emner, der er godkendt af madame. Ikke flere latintimer med Thomas. Du må hverken skrive sproget, tale det eller tænke det. Forstår du, hvad jeg siger?”
Jeg løftede hænderne med fremadvendte håndflader helt op til mit hoved, og jeg stivnede i en bønfaldende positur. ”… Far, jeg beder dig … du må ikke tage bøgerne fra mig … det udholder jeg ikke.”
”Du har ikke brug for bøger, Sarah.”
”… F-f-far!”
Han gik med lange skridt tilbage til skrivebordet. ”Det gør mig ondt at være vidne til din fortvivlelse, Sarah, men det er fait accompli. Og lad nu være med at tage det så tungt.”
Fra vinduet lød rumlen af ladvogne og lukkede køretøjer, råb fra de slavehandlende i gaden – den gamle kvinde med kurven på hovedet skrålede som altid ”TO-ma-ter, TO-mater.” Støjen fra forretningslivet fortsatte ufortrødent. Da jeg åbnede biblioteksdøren, opdagede jeg, at Binah havde ventet på mig. Hun tog min hånd og ledte mig op ad trappen til mit værelse. ”Jeg finder noget morgenmad og kommer op med det på en bakke,” sagde hun.
Da hun var gået, kiggede jeg ind under sengen, hvor jeg gemte skifertavlen, stavehæfterne og læsebogen. De var væk. Bøgerne på mit skrivebord var også væk. Mit værelse var blevet gennemsøgt.
Det var først, da Binah kom tilbage med bakken, det faldt mig ind at spørge ”… Hvor er Håndfuld?”
”Åh, miss Sarah. Hun skal lige til at have sig egen straf ude bagved.”
Jeg husker ikke, at mine fødder overhovedet rørte trappetrinene.
”Det er kun et enkelt piskeslag,” råbte Binah og satte efter mig. ”Et enkelt slag. Ikke mere.”
Jeg rev bagdøren op. Mit blik fejede rundt på gårdspladsen. Håndfulds magre arme var bundet på verandagelænderet uden for køkkenhuset. Ti skridt bag hende stod Tomfry med en tynd læderrem i hånden og stirrede ned i jorden. Charlotte stod i hjulsporet, der gik fra vognskuret til bagporten, mens resten af slaverne havde samlet sig i en klynge under egetræet.
Tomfry løftede armen. ”Nej!” skreg jeg. ”Neeeeej!” Han vendte sig tøvende mod mig, og lettelsen fyldte hans ansigt.
Så hørte jeg mors stok banke på glasset i vinduet på første sal, og Tomfry løftede sit trætte blik mod lyden. Han nikkede og lod pisken smælde mod Håndfulds ryg.
Tomfry sagde, at han forsøgte ikke at lægge kræfter i, men piskeslaget flåede alligevel min hud op. Miss Sarah lavede et omslag med knopper af balsampoppel, der havde trukket i master Grimkés rom, og mauma rakte mig hele flasken og sagde ”Her, tag også en slurk.” Jeg kan knap nok huske smerten.
Flængen helede hurtigt, men miss Sarahs sorg og kvaler blev kun værre. Ordene begyndte igen at sidde fast i halsen på hende, og hun sygnede helt hen af længsel efter sine bøger. Hun var i sandhed en stakkels pige.
Det var Lucy, der havde sladret til miss Mary om mine bogstaver under træet, og miss Mary havde sladret til missus. Jeg havde troet, at Lucy var dum, men hun manglede bare rygrad og ville holde sig gode venner med miss Mary. Jeg tilgav hende aldrig, og jeg ved ikke, om miss Sarah nogensinde tilgav sin søster, for al den sladren ændrede miss Sarahs liv. Nu var det helt og aldeles slut med hendes studier.
Min læseundervisning var også slut. Jeg var nået til hundrede ord, og jeg regnede en hel del flere ud inde i hovedet, fordi jeg var snu. Af og til sagde jeg ABC-remsen for mauma og læste ord for hende på billedsiderne, hun havde sat op på sin væg.
En dag kom jeg ned i kælderen og så mauma sidde og sy en babykjole af musselin med lilla bånd. Hun så mit ansigtsudtryk og sagde ”Ja, det er rigtigt, der er endnu et Grimké-barn på vej. Engang i løbet af vinteren. Og det er ikke noget, der ligefrem passer missus. Jeg hørte hende sige til massa, at nu er det slut, det bliver den sidste.”
Da mauma var færdig med at sømme den lille kjole op, skød hun hånden ned i jutesækken og hentede en lille stak rene papirark frem sammen med et halvt fyldt blækhus og en gåsefjerpen. Jeg vidste straks, at hun havde stjålet hele molevitten. Jeg sagde ”Hvorfor bliver du ved med at gøre det?”
”Jeg vil have dig til at skrive noget for mig. Skriv ’Charlotte Grimké har hermed tilladelse til at rejse.’ Under det skal du skrive måneden, men ikke dagen, og skriv så under med Mary Grimké og nogle flotte kruseduller.”
”For det første så ved jeg ikke, hvordan man skriver Charlotte. Jeg kender heller ikke ordet tilladelse.”
”Så skriv ’Denne slave har lov at rejse.’”
”Hvad har du tænkt dig at bruge det til?”
Hun smilede, så jeg kunne se mellemrummet mellem hendes fortænder. ”Denne slave har tænkt sig at rejse. Men bare rolig, hun kommer altid tilbage igen.”
”Hvad vil du gøre, når en hvid mand stopper dig og forlanger at se din passerseddel, og den ligner noget, en elleveårig har skrevet?”
”Så må du hellere skrive den, så den ikke ligner noget, en elleveårig har skrevet.”
”Hvordan har du tænkt dig at komme ud på den anden side af muren?”
Hun kiggede op på vinduet nær loftet. Det var ikke engang så stort som en hatteæske. Jeg havde svært ved at forestille mig, at hun kunne vride sig igennem det, men hun ville smøre sig med gåsefedt, hvis det var det, der skulle til. Jeg skrev hendes passerseddel, for hun ville med Djævlens vold og magt skaffe sig en.
Derefter stak hun af mindst en eller to eftermiddage om ugen. Hun blev ude fra midt på eftermiddagen til engang efter mørkets frembrud. Hun ville ikke fortælle, hvor hun var. Eller hvordan hun kom ud og ind på gårdspladsen. Men jeg regnede hendes flugtrute ud i hovedet. Uden for hendes vindue var der mindre end et par fod mellem huset og muren, og jeg tænkte, at når hun havde vredet sig ud gennem vinduet, ville hun kunne presse ryggen op mod huset og stemme fødderne mod muren og vrikke sig op og over den, inden hun lod sig falde ned på jorden på den anden side.
Hun blev selvfølgelig nødt til at finde en anden måde at komme tilbage på. Mit gæt var, at hun benyttede sig af bagporten, som hestevognen hele tiden passerede igennem. Hun kom aldrig tilbage, før det var helt mørkt, så hun ville kunne klatre over porten, uden at nogen så det. Hun nåede altid ind, inden trommerne varslede spærretid for slaverne. Jeg ville ikke tænke på, at hun kunne risikere at sidde derude et sted og gemme sig for byvagten.
En eftermiddag, da mig og mauma lagde sidste hånd på årets slavetøj, fortalte jeg, hvordan jeg havde regnet ud, at hun forsvandt ud ad vinduet i dagslys og vendte tilbage over porten i mørket. Hun sagde ”Du er ret snu.”
Dybt inde i hovedet kunne jeg se hende med læderremmen bundet omkring anklen og halsen, og det begyndte at trykke i mig, og jeg begyndte at trygle.” Vil du ikke nok lade være med at gøre det mere? Vil du ikke nok lade være? Du ender med at blive opdaget.”
”Nu skal du høre, du kan jo hjælpe mig – hvis der er nogen herinde, der finder ud af, at jeg er borte, skal du stille en spand ved siden af cisternen, så jeg kan se den fra bagporten. Ja, det skal du gøre for mig.”
Det skræmte mig endnu mere. ”Og hvis du så ser den, hvad gør du så – stikker af? Og lader mig alene tilbage?” Jeg brød hulkende sammen.
Hun gned mine skulderblade, som hun altid havde holdt af at gøre det. ”Håndfuld, mit barn. Jeg vil hellere dø end lade dig alene tilbage. Det ved du da. Hvis spanden står ved cisternen, så ved jeg bare, hvad der er i vente, andet er det ikke.”
Da selskabssæsonen igen begyndte, og mig og mauma ikke kunne holde trit med alt stadset og festkjolerne, gik hun ud og solgte sine færdigheder uden at have tilladelse til det. Jeg opdagede det en dag efter aftensmaden, hvor vi stod midt på gårdspladsen. Miss Sarah havde været fortvivlet hele eftermiddagen, og jeg troede, at det, jeg burde bekymre mig mest for, var, hvor sort hendes humør kunne blive, og at mauma stak af gennem vinduet. Men så hev mauma et arbejdsemblem op af lommen. Hvis en slaveejer lejede sin slave ud, skulle han købe et emblem af bystyret, og jeg vidste, at master Grimké ikke havde købt sådan et. At have et falsk emblem var værre end at have missus’ grønne silke.
Jeg tog emblemet og kiggede indgående på det. Det var en lille firkant af kobber med et hul foroven, så man kunne næste det fast på sin kjole. Der var præget ord i det. Jeg sagde dem højt så mange gange, at jeg til sidst fattede meningen. ”Hus-sla-ve. Husslave!” råbte jeg, ”Nummer 133. År 1805. Hvor har du det fra?”
”Ja, jeg har jo ikke ligget på den lade side derude – jeg har fundet mig selv noget arbejde.”
”Men du har jo mere arbejde her, end vi kan overkomme.”
”Og det tjener jeg jo ingen penge på, vel?” Hun tog emblemet fra mig og lagde det tilbage i sin lomme.
”En af familien Russells slaver, der hedder Tom, har sin egen smedje på East Bay Street. Missus Russell lejer ham ud hver dag, og hun inddrager kun tre fjerdedele af det, han tjener. Han har lavet emblemet til mig. Han kopierede et ægte et.”
Jeg var godt nok ikke mere end elleve, men jeg vidste straks, at ham smeden ikke bare var en flink fyr, der gjorde hende en tjeneste. Hvorfor bragte han sig selv i fare for at lave et falsk emblem til mauma?
Hun sagde ”Jeg skal sy kyser og kjoler og quilte for en dame på Queen Street. Missus Allen. Jeg sagde til hende, at jeg hedder Pearl, og at jeg hører til hos massa Dupré på hjørnet af George Street og East Bay Street. Hun sagde ’Du mener ham den franske skrædder?’ Jeg sagde ’Ja, missus, han har ikke arbejde nok til mig, så han er begyndt at leje mig ud.’”
”Hvad nu, hvis hun finder på at kontrollere din historie?”
”Hun er en gammel enke, hun kontrollerer ikke noget. Hun sagde bare ’Vis mig dit emblem.’”
Mauma var stolt af sit emblem og stolt af sig selv.
”Missus Allen siger, at hun vil betale mig for hvert stykke tøj, og hendes to døtre har også brug for både tøj og tæpper til deres børn.”
”Hvordan vil du nå alt det ekstra arbejde?”
”Jeg har jo dig. Jeg har hele natten.”
Mauma brugte så mange stearinlys på at sidde og arbejde i mørket, at hun begyndte at stjæle dem i alle de værelser, hun tilfældigvis kom igennem. Hendes øjne blev til smalle sprækker, og huden omkring dem rynkede, som når man trækker risting til. Hun var træt og tyndslidt, men hun lod til at have det bedre indeni.
Hun kom hjem med penge, som hun stoppede i jutesækken, og jeg hjalp hende med at sy dag og nat, i alle de ledige øjeblikke, hvor jeg ikke var optaget af mine pligter med at fylde badekarret for miss Sarah, gøre rent på hendes værelse og tage mig at både hendes tøj og hendes natpotte. Når vi blev færdige med tingene til enken, vred mauma sig ud ad vinduet og afleverede pakkerne ved hendes dør og fik så til gengæld mere stof med tilbage til den næste ordre. Så ventede hun, til det blev mørkt, og sneg sig ind over porten. Alle de farlige udflugter begyndte efterhånden at føles som helt almindelige.
En eftermiddag i en usædvanlig varm periode i januar sendte missus Cindie ned i kælderen for at hente mauma – det var noget med nogle rosetter, der faldt af hendes nye kjole i empirefacon – og mauma var selvfølgelig klatret over muren. Hun låste ikke døren, når hun var ude, for hun vidste, at missus ville få Prince til at save døren af hængslerne, hvis hun ikke lukkede op, og hvordan skulle hun i øvrigt forklare, at værelset stod tomt bag den låste dør?
Nyheden om en rømmet slave spreder sig som steppeild. Da jeg hørte det, var det, som om mit hjerte sank ned i mine knæ. Missus ringede med klokken og samlede alle på gårdspladsen i nærheden af bagporten. Hun lagde sine hænder oven på sin store gravide mave og sagde ”Hvis I ved, hvor Charlotte er, har I pligt til at fortælle mig det.”
Ingen sagde noget. Missus vendte blikket mod mig. ”Hetty? Hvor er din mor?”
Jeg trak på skuldrene og lod, som om jeg ikke vidste noget. ”Det ved jeg ikke, missus. Men jeg ville ønske, at jeg vidste det.”
Missus beordrede Tomfry til at gennemsøge køkkenhuset, vaskeriet, vognskuret, stalden, udhusene, dasset og slavernes værelser. Hun sagde, at han skulle vende hver en sten på gårdspladsen og kigge ned i skakten, hvor Prince sendte høet fra loftet og ned i hestenes krybber. Og hvis det ikke fik mauma til at dukke op, sagde hun, at Tomfry skulle endevende huset, verandaen og prydhaven både forfra og bagfra.
Hun ringede med sin klokke, og det betød, at vi alle sammen skulle gå tilbage til vores arbejde. Jeg hastede ned i maumas værelse for at kigge i jutesækken. Alle pengene lå stadig på bunden under stofstrimlerne. Så luskede jeg udenfor og stillede spanden ved siden af cisternen. Solen var ved at glide ned ad himlen og gav alting den samme farve som abrikoser.
Mens Tomfry ledte fra kælder til kvist, satte jeg mig på min gode udkigspost i førstesalskarnappen mod gaden og ventede. Da det begyndte at mørkne, kiggede jeg ned og – tænk sig – fik øje på mauma, som i samme øjeblik drejede omkring hjørnet. Hun marcherede direkte op til hoveddøren og bankede på.
Jeg sprang ned ad trapperne og nåede døren samtidig med Tomfry.
Da han åbnede, sagde mauma ”Jeg giver dig en halv dollar, hvis du sørger for, at jeg kommer ind uden problemer. Det skylder du mig, Tomfry.”
Han trådte ud på trappeafsatsen med mig ved sin side og lukkede døren efter sig. Jeg slog armene om mauma. Hun sagde til ham ”Nu skal det gå hurtigt, hvad siger du?”
”Der er ingen steder at gemme dig,” sagde han. ”Missus har fået mig til at lede overalt.”
”Ikke på taget,” sagde jeg.
Tomfry sørgede for, at kysten var klar, og jeg førte mauma op på loftet og viste hende stigen og lemmen. Jeg sagde ”Når de kommer, skal du sige, at det var så varmt, at du søgte op på taget for at se ud over havnen, og at du lagde dig ned og faldt i søvn.”
I mellemtiden gik Tomfry ned og fortalte missus, at han i tumulten havde glemt at lede på taget, og at han vidste, at Charlotte mindst en gang tidligere havde været deroppe.
Missus ventede ved foden af loftstrappen med sin stok. Hun pustede og stønnede af anstrengelse, gigantisk som hun var. Jeg lurede bag hende. Jeg rystede af skræk.
Mauma kom skælvende ned ad stigen og fortalte løgnehistorien, jeg havde fundet på. Missus sagde ”Jeg troede ikke, du var født lige så dum som de andre, Charlotte. Men nu har du vist, at jeg tog fejl. Tænk at falde i søvn oppe på taget! Du kunne jo være drattet ned på gaden. På taget! Du må da vide, at det er ganske forbudt at kravle derop.”
Hun løftede sin stok og slog den mod maumas baghoved. ”Se så at komme ned på dit værelse, og i morgen efter andagten syr du de rosetter fast på min nye kjole før noget andet. Dit sjuskeri med nålen bliver værre og værre.”
”Ja, missus,” sagde mauma og skyndte sig over mod trappen med mig foran sig. Hvis missus lagde mærke til, at mauma havde glemt både stok og halten, sagde hun i hvert fald ikke noget.
Da vi nåede ned i kælderen, lukkede mauma døren og skubbede låsen for. Jeg var helt forpustet, men mauma trak vejret roligt. Hun gned sig bag på hovedet. Hun bed tænderne sammen. Hun sagde ”Jeg er en usædvanlig kvinde, og du er et usædvanligt barn, og vi vil aldrig bukke og skrabe for hende.”
Tanken om en ny bror eller søster huede mig bestemt ikke. Jeg lukkede mig inde på mit værelse og fordøjede nyheden med grum resignation. Når mor var med barn, blev hendes humør endnu ringere end sædvanligt, og hvem kunne glæde sig over det? Jeg blev dog først rigtig bestyrtet, da jeg hentede papir og pen frem og opstillede regnestykket: Mor havde tilbragt ti af de sidste tyve år med at være gravid. Vorherre bevares!
Jeg fyldte snart tolv og var dermed lige ved at være en ung pige. Jeg ville gerne giftes – jo, det ville jeg faktisk, men den slags tal skræmte mig fra vid og sans. Og eftersom jeg blev opmærksom på dem så hurtigt efter, at bøgerne var blevet taget fra mig, gjorde de mig ret forbitret i forhold til kvindelivet.
Siden fars røffel havde jeg ikke forladt mit værelse for andet end måltiderne, tre formiddages undervisning hos madame Ruffin og gudstjenesten om søndagen. Håndfuld holdt mig med selskab og stillede spørgsmål, hvis svar hun var ret ligeglad med – hun spurgte kun for at oplive mig. Hun så, hvordan jeg gjorde elendige forsøg på at brodere og skrive historier om en pige, der boede alene på en ø a la Robinson Crusoe. Mor kommanderede mig til at slippe min indadvendthed og håbløshed, og jeg forsøgte vitterlig, men fortvivlelsen voksede og voksede.
Mor tilkaldte vores familielæge, doktor Geddings, der efter langvarige undersøgelser besluttede sig for, at jeg led af alvorlig melankoli. Jeg lyttede ved døren, da han fortalte mor, at han aldrig før havde set så ungt et tilfælde, at denne form for vanvid normalt opstod hos kvinder, der netop havde født, eller når de holdt op med at bløde. Han erklærede, at jeg var en overspændt, temperamentsfuld pige med tendens til hysteri, hvilket mit talebesvær da også godtgjorde.
Kort tid efter jul gik jeg forbi Thomas’ dør og fik et glimt af hans rejsekuffert, der stod åben på gulvet. Jeg kunne ikke bære, at han rejste, men det var endnu værre at vide, at han tog til New Haven for at forfølge en drøm, som i virkeligheden var min, men ikke mulig for mig at opfylde. Fortæret af misundelse over hans strålende fremtid flygtede jeg ind på mit værelse, hvor jeg hulkede al min sorg ud. Den forlod mig i sorte bølger, og mens det skete, var det, som om den toppede, som om den nåede sin yderste grænse og derefter forvandledes til noget, jeg nu kun kan betegne som et angstfyldt håb.
Alting ender med at gå over, selv de værste tilfælde af melankoli. Jeg åbnede min kommode og hentede lavaæsken med sølvknappen frem. Mine øjne blev fugtige ved synet af den, men denne gang mærkede jeg, hvordan min ånd løftede sig for at møde min vilje. Jeg ville ikke give op. Jeg ville være mere end dristig. Det var sådan, jeg altid havde gjort.
Min mere end dristighed udfoldede sig til Thomas’ afskedsfest, der fandt sted i dagligstuen på første sal på helligtrekongersaften. I løbet af ugen havde jeg taget far i at smile til mig henover spisebordet, og jeg havde opfattet hans julegave – et kobberstik af Apollo og muserne – som en udstrakt hånd og afslutningen på hans misbilligelse. Denne aften konverserede han med Thomas, Frederick og John, der var hjemme fra Yale. De var alle klædt i sorte uldne overfrakker og stribede veste i forskellige farver. Fars var hørgul. Jeg sad sammen med Mary ved Pembroke-bordet og så på dem og ønskede, at jeg vidste, hvad de debatterede. Anna og Eliza, der havde fået lov at deltage i festivitassen, sad på gulvtæppet foran kamingitteret og holdt deres juledukker, mens Ben opstillede sine nye træsoldater til kamp og hele tiden råbte ”Til angreb!”
Mor hvilede sig op ad den røde fløjlspolstring på palisandertræschaiselongen, som hun havde fået hentet op fra sit soveværelse. Jeg havde været vidne til fem af mors svangerskaber, og det var tydeligt, at hun denne gang var mere besværet end tidligere. Hun var vokset til mammutagtige proportioner. Selv hendes ansigt virkede opsvulmet. Og alligevel havde hun formået at arrangere en overdådig fest. Stuen strålede af stearinlys og tændte lamper, der gav genskin i spejle og forgyldte overflader, og bordene var dækkede med hvide hørduge og gyldne brokadeløbere, højtidens farver. Tomfry, Snow og Eli serverede i deres mørkegrønne liberi og kom rundt med bakker fulde af krabbetærter, smørrejer, kalvekød, stegt hvilling og omeletsouffleer.
Min glubende appetit var vendt tilbage, og jeg var optaget af at spise og lytte til den brummen af basstemmer, der kom fra den anden ende af stuen. De talte om mr. Jeffersons genvalg, om hvorvidt mr. Meriwether Lewis og mr. William Clark havde nogen jordisk chance for at nå ud til Stillehavskysten, og – det var det mest pirrende – hvad ophævelsen af slaveriet i Nordstaterne, senest i New Jersey, mon varslede for Syden. Ophævelse af slaveri ved lov? Jeg havde aldrig hørt noget lignende og spidsede ører for at opfange hvert et ord. Mente folk nordpå mon, at Gud var imod slaveriet?
Vi sluttede måltidet af med Thomas’ yndlingsdessert, makroner med mandelis, hvorefter far slog en ske mod sit krystalglas, så der blev helt stille. Han ønskede Thomas held og lykke og forærede ham en udgave af An Abridgement of Locke’s Essay Concerning Human Understanding. Mor havde givet lov til, at Mary og jeg hver måtte få et halvt glas vin – det var første gang, jeg smagte den slags – og jeg stirrede på bogen i Thomas’ hånd med en ør fornemmelse i hovedet.
”Hvem vil sende Thomas afsted med et par hyldestord?” spurgte far og kiggede rundt på sine sønner. Den førstefødte, John, trak i kanten på sin vest, men det var mig, det sjettefødte barn og den anden datter, der sprang op og holdt en tale.
”… Thomas, kære bror, jeg kommer til at savne dig … jeg ønsker dig Guds hurtighed med dine studier …” Jeg holdt en pause og mærkede, hvordan modet steg op i mig. ”Jeg forventer at følge i dine fodspor en dag … og blive jurist.”
Da far atter formåede at sige noget, var hans stemme fuld af munterhed. ”Hørte jeg rigtigt? Sagde du, at du vil følge din brors eksempel og blive sagfører?” John dirrede, og Frederick lo åbenlyst. Far så på dem og smilede, inden han fortsatte. ”Er der nu også kvindelige jurister? Hvis det forholder sig sådan, min pige, skal du endelig dele din viden med os.”
De brølede af latter, og jeg så, at Thomas også lo.
Jeg forsøgte at svare uden helt at forstå dybden af deres hån, for jeg fattede ikke, at far udelukkende havde stillet spørgsmålet for at more mine brødre.
”… Ville det ikke være en stor bedrift, hvis jeg blev den første?”
Nu forvandlede fars gode humør sig til irritation. ”Der bliver ingen første, Sarah, og hvis en sådan uhyrlighed alligevel skulle ske, er det ikke en, jeg lægger døtre til.”
Jeg fortsatte tåbeligt, blindt ”… Far, jeg ville gøre dig så stolt. Jeg ville gøre hvad som helst.”
”Sarah, hold mund med det vrøvl! Du bringer skam over dig selv. Du bringer skam over os alle sammen. Hvor i alverden har du dog fået den ide, at du skulle kunne studere jura?”
Jeg kæmpede for at blive stående, for at holde fast på det, der føltes som den sidste stædige lille del af mig selv. ”… Du sagde selv, at jeg ville blive den dygtigste jurist i –”
”Jeg sagde, hvis du var en dreng!”
Mit blik flakkede ned til Anna og Eliza, der kiggede op på mig, og derefter over til Mary, der undgik at gengælde det.
Jeg vendte mig mod Thomas. ”… Sig det nu … kan du ikke huske … du sagde, at jeg burde være jurist.”
”Undskyld, Sarah, men far har ret.”
Hans ord gjorde det af med mig.
Far gjorde en håndbevægelse, der affærdigede emnet, og de vendte sig alle sammen bort fra mig og genoptog den tidligere samtale. Jeg hørte mor sige mit navn på en lavmælt måde. Hun lå ikke længere ned, men sad oprejst. Hun havde et medfølende udtryk i ansigtet. ”Du har lov at gå op på dit værelse,” sagde hun.
Jeg listede af som en udhulet sjæl. På gulvet ved siden af min dør lå Håndfuld rullet sammen i sine røde firkanter og sorte trekanter. Hun sagde: ”Jeg har tændt din lampe og lagt mere kul på ilden. Skal jeg hjælpe dig med kjolen?”
”… Nej, bliv du bare liggende.” Ordene lød flade af sorg og krænkelse.
Hun så indgående på mig og var tydeligvis usikker. ”Hvad er der sket, miss Sarah?”
Jeg formåede ikke at svare, men gik ind på mit værelse og lukkede døren efter mig. Jeg satte mig på skamlen foran toiletbordet. Jeg følte mig mærkelig og tom, ude af stand til at græde, ude af stand til at mærke andet end et øde, udslukt sted i hjertekulen.
Et øjeblik efter blev der banket forsigtigt på min dør, og fordi jeg troede, at det var Håndfuld, samlede jeg mine sidste kræfter og råbte: ”… Jeg har ikke brug for dig.”
Mor trådte ind. Hun svajede under sin vægt. ”Det morede mig ikke at se dine forhåbninger blive knust,” sagde hun. ”Din far og dine brødre var grusomme, men jeg tror, at deres drillerier stod i forhold til deres forbavselse. Sagfører, Sarah? Ideen er så vanvittig, at jeg føler, at jeg har svigtet dig bitterligt som mor.”
Hun lagde sin håndflade på siden af sin mave og lukkede øjnene, som om hun parerede et stød fra en albue eller en fod. Ømheden i hendes stemme, hendes blotte tilstedeværelse i mit værelse afslørede, hvor bekymret hun var for mig, og alligevel antydede hun, at deres uvenlighed var berettiget.
”Din far mener, at du er en afvigende pige, fordi du udviser en hunger efter bøger og har ambitioner, men han tager fejl.”
Jeg kiggede overrasket på hende. Hovmodet havde forladt hende. Der var en sorg og beklagelse i hende, jeg aldrig før havde set. ”Alle piger kommer til verden med varierende grader af ambitioner,” sagde hun. ”Nogle håber blot på at undgå, at deres mand helt og holdent ejer dem. Jeg har selv været pige engang, tro det eller lad være.”
Hun virkede som en fremmed, en kvinde uden alle de sår og det panser, som årene bringer med sig, men så fortsatte hun og blev igen til min mor. ”Sandheden er,” sagde hun, ”at alle piger skal have banket ambitionerne ud af kroppen for deres egen skyld. Du er kun usædvanlig, fordi du i den grad bekæmper det uundgåelige. Du gjorde modstand, og derfor er det kommet så vidt, at du i dag blev knækket og tæmmet som en hest.”
Hun bøjede sig ned og omfavnede mig. ”Sarah, min kære, du har kæmpet hårdere, end jeg på nogen måde forestillede mig, men du må overgive dig til din pligt og skæbne og forsøge at få det bedste ud af livet.”
Jeg kunne mærke den ophovnede hud på hendes kind, og jeg ønskede på en gang at klynge mig til hende og skubbe hende væk. Jeg kiggede efter hende, da hun gik, og lagde mærke til, at hun ikke havde lukket døren, da hun trådte ind. Håndfuld havde sikkert hørt det hele. Tanken trøstede mig. Enhver jordisk smerte higer efter et velvilligt vidne.
Da Håndfuld kom til syne og kiggede på mig med sine store, sjælfulde øjne, hentede jeg lavaæsken op af kommoden, tog sølvknappen og lod den dumpe ned i askespanden ved ildstedet, hvor den forsvandt under den grå og hvide sod.
Den følgende dag blev dagligstuen ryddet, så mor kunne ligge i barselseng derinde. Hun havde født sine seneste seks børn i rummet omgivet af Binah, Tante-Søster, doktor Geddings, en hyret amme og to kusiner. Det virkede ikke sandsynligt, at hun ville lade mig komme på besøg, men ugen inden hun fik veer, tillod hun mig alligevel en kort visit.
Det var en frostklar morgen i februar. Himlen var fyldt med vinterskyer, og ildstederne i hele huset knitrede og hvæsede. Dagligstuen var kun oplyst af flammerne. Mor, der fyldte fyrre en uge senere, lå og bredte sig på chaiselongen. Hun så helt og aldeles elendig ud.
”Jeg håber ikke, du kommer med bryderier, for jeg har ikke kræfter til at tage mig af den slags,” sagde hun ud mellem de opsvulmede læber.
”… Jeg har en bøn.”
Hun løftede sig let op og rakte ud efter koppen på tebordet. ”Jamen, så sig dog frem, hvad er det? Hvad er det for en bøn, der ikke kan vente?”
Jeg havde forberedt en tale og følt mig resolut, men nu fyldtes mit hoved i stedet med ængstelse. Jeg lukkede øjnene og funderede over, hvordan jeg skulle få hende til at forstå.
”… Jeg er bange for, at du vil afvise mig uden at overveje det, jeg har at sige.”
”For himlens skyld, hvorfor skulle jeg dog gøre det?”
”… Fordi min bøn er usædvanlig … jeg vil gerne være det nye barns gudmor.”
”Ja, det har du sandelig ret i – den er usædvanlig. Den er også ganske udelukket. ”
Jeg havde ikke forventet andet. Jeg knælede ned ved siden af hende. ”… Mor, hvis det er nødvendigt at trygle, gør jeg det gerne … jeg har mistet alt, hvad jeg havde kært og dyrebart. Det, jeg troede var mit livs mening, mit håb om uddannelse, om bøger, Thomas … ja, selv far lader til at have vendt mig ryggen … vil du ikke nok lade være med at afvise min bøn?”
”Men Sarah, barnets gudmor? Af alle ting i verden. Det er jo ikke en bagatel. Det ville gøre dig ansvarlig for barnets religiøse ve og vel. Du er kun tolv år. Hvad vil folk ikke sige?”
”… Jeg vil gøre barnet til mit livs mening … du sagde selv, at jeg måtte opgive mine ambitioner … kærligheden til og omsorgen for et barn er helt bestemt noget, du kan bifalde … Hvis du elsker mig –” Jeg lagde hovedet i hendes skød, og jeg græd de tårer, jeg hverken havde været i stand til at græde til Thomas’ afskedsfest eller sidenhen.
Hun hulede hånden om mit baghoved, og da jeg endelig fattede mig, så jeg, at hendes øjne var fugtige. ”Så siger vi det. Du bliver barnets gudmor, men så må du også love mig ikke at svigte ham.” Jeg kyssede hendes hånd og smuttede ud af stuen med en sær følelse af, at jeg havde genvundet en mistet del af mig selv.
Jeg viklede rød tråd omkring det store træs stamme, til spolen var tom. Mauma så til. Det var min helt egen ide at lave os et sjæletræ, som hendes mauma havde gjort det, og jeg kunne mærke, at det frydede hende. Hun holdt om sine albuer og åndede tåge ud af munden. Hun sagde ”Er du ved at være færdig? Det er hundekoldt herude.”
Det var så koldt, som Charleston kunne blive. Der var is på vinduerne, dækkener på hestene, og Sabe og Prince huggede brænde, fra solen stod op, til den gik ned. Jeg skævede til mauma og bredte min røde og sorte quilt ud på jorden. Den var en farvestrålende plet under de nøgne grene.
Jeg sagde ”Først skal vi knæle på tæppet og overgive vores sjæle til træet. Jeg vil have, at vi gør det, som du fortalte, at bedstemauma gjorde det.”
Hun sagde ”Jamen, så lad os komme i gang.”
Vi sank ned på knæ og stirrede på træstammen. Vi sad så tæt, at vores frakkeærmer rørte ved hinanden. Jorden var frossen og dækket af agern, og kulden sivede op gennem firkanterne og trekanterne. Stilheden lagde sig over os, og jeg lukkede øjnene. Nede i frakkelommen strøg mine fingerspidser hen over miss Sarahs sølvknap. Den føltes som en isklump. Jeg havde fisket den op af askespanden, efter at hun havde kastet den bort. Jeg havde det skidt med, at hun måtte opgive sin plan, men det betyder jo ikke, at man skal kassere en knap, der ikke er det mindste i vejen med.
Mauma flyttede knæene på quilten. Hun ville lave sjæletræet hurtigt, og jeg ville trække tiden ud.
Jeg sagde ”Fortæl igen, hvordan du og bedstemauma lavede det.”
”Okay. Vi satte os ned sådan her på quilten, og hun sagde ’Vi gemmer vores sjæle inde i træet, så intet ondt kan nå dem, så de lever med fuglene og lærer at flyve.’ Og så gav vi vores sjæle til træet. ”
”Kunne du mærke, da det skete?”
Hun trak sit tørklæde ned over sine kolde ører og forsøgte at lade være med at smile. Hun sagde ”Lad mig se, om jeg kan huske det. Jo, jeg mærkede, at min sjæl kom ud lige her.” Hun rørte ved benet mellem brysterne. ”Den forlod mig som et lille vindpust, og jeg kiggede op på en af grenene, og jeg kunne ikke se sjælen, men jeg vidste, at den var et sted deroppe og holdt øje med mig.”
Det var alt sammen noget, hun fandt på. Men det var ligegyldigt, for sådan kunne det vel godt være gået for sig.
Jeg råbte ”Jeg giver min sjæl til træet.”
Mauma råbte det samme. Så sagde hun ”Da din bedstemauma havde lavet vores sjæletræ, sagde hun ’Hvis du rejser herfra, skal du huske at gå ud og hente din sjæl og tage den med dig.’ Så samlede hun agern og kviste og blade og lagde dem i små poser, hun selv syede, og vi hængte dem om halsen.”
Bagefter gav mig og mauma os til at samle agern og kviste og visne gule blade. Og hele tiden gik jeg og tænkte på den dag, hvor missus havde givet mig i fødselsdagsgave til miss Sarah, og på hvordan mauma havde sagt Fra nu af bliver det svært, Håndfuld.
Det var et år siden, og i mellemtiden var jeg blev gode venner med miss Sarah og havde lært at læse og skrive, men det havde været svært, som mauma forudsagde, og jeg vidste ikke, hvad der videre ville ske. Måske blev vi hos familien Grimké i Charleston resten af vores dage under en fjern og blank himmel, men mauma havde fundet den del af sig selv, der nægtede at bukke og skrabe, og når man finder den, ånder balladen hurtigt en i nakken.