Nogle gange, når jeg gik ned ad East Bay Street, fangede jeg et glimt af en kvinde med kanelfarvet hud, der netop forsvandt omkring et hjørne. Jeg nåede lige at se, at hun havde et rødt tørklæde på, og jeg tænkte Nå, der er du igen. Jeg var femogtyve år gammel, og jeg talte stadig med hende i hovedet.
Hvert år i oktober på den dag, hvor mauma var forsvundet, sad vi slaver i køkkenhuset og mindedes hende. Jeg hadede, når det blev ved den tid.
Da der var gået seks år, klappede Binah mig på benet og sagde ”Din mauma er borte, men vi er her, og himlen er ikke faldet ned endnu.”
Nej, men hvert år blev der slået endnu et bundbræt ud.
Den aften blev de ved med at fortælle historier om mauma også efter middagen. Om hvordan hun havde stjålet rullen med det grønne stof. Narret missus med sin halten. Tiltusket sig kælderværelset. Skaffet sig arbejde ude i byen. Al hendes snak om Gud og bønner. Tomfry fortalte om dengang, missus fik ham til at gennemsøge hele ejendommen, og mauma ikke var at finde nogen steder, om hvordan vi lukkede hende ind ad hoveddøren og fik hende ud på taget og så fandt på historien om, at hun var faldet i søvn deroppe. Det var de samme gamle historier. Den samme latter og klappen på ryggen.
De kunne meget bedre lide hende, efter at hun var forsvundet.
”Du har i hvert fald hendes øjne,” sagde Goodis og så som altid på mig med sit måneansigt.
Jeg havde hendes øjne, men resten af mig kom fra min daddy. Mauma sagde, at han var en klejn mand og sortere end månens bagside.
For min skyld undlod de at fortælle historierne om hendes smerte og sorg. Ingenting om, hvad der kunne være sket med hende. De troede alle sammen, selv Goodis, at hun var stukket af og nu levede et liv i sus og dus og frihed. Jeg havde det bedre med at forestille mig, at hun havde ligget og sovet oppe på taget de sidste år.
Udenfor var dagen ved at forsvinde. Tomfry sagde, at det var tid til at tænde lamperne i huset, men ingen rejste sig, og jeg havde sådan en lyst til at fortælle dem, hvem mauma i virkeligheden var, så de ikke kun kendte den snu mauma, men også hende, der var smedet af jern, hende, der gik frem og tilbage i kælderen hele natten og bad til min bedstemauma. Mauma havde længtes mere på en enkelt dag, end de længtes på et helt år. Hun havde slidt sig selv op og udsat sig for fare i jagten på et bedre liv. Det var den kvinde, jeg ville have, de skulle kende. Det var hende, der ikke ville forlade mig.
Jeg sagde ”Hun stak ikke af. Jeg er ligeglad med, hvad I tror, men hun stak ikke af.”
De sad bare og stirrede på mig. Man kunne se de små mekanikker dreje rundt i deres hoveder: Det stakkels forvirrede pigebarn. Det stakkels forvirrede pigebarn.
Det blev Tomfry, der svarede. ”Tænk dig nu om, Håndfuld. Hvis ikke hun stak af, må hun jo være død. Hvad vil du helst tro?”
Ingen havde sagt det ligeud før. På maumas historiequilt fløj slaverne rundt i himlen, og de lå døde på jorden, men jeg troede åbenbart, at mauma var forsvundet et sted midtimellem. Midtimellem fløjet sin vej og død og borte.
Hvad vil du helst tro? Luften var tyk, som om den var stivet med kartoffelmel.
”Ingen af delene,” sagde jeg til dem og rejste mig og gik.
I kælderrummet lagde jeg mig på sengen oven på historiequilten og stirrede op på quilterammen, der stadig hang under loftet. Jeg trak den aldrig mere ned, men jeg sov under maumas historier hver nat, undtagen om sommeren og i det lune efterår, og jeg kendte dem forfra og bagfra, ud og ind. Mauma havde syet, hvor hun kom fra, hvem hun var, hvad hun elskede, hvordan hun havde lidt, og hvordan hun havde håbet. Hun havde fundet en måde at fortælle det hele på.
En tid efter hørte jeg skridt over mit hoved – Tomfry, Cindie og Binah stod deroppe og tændte lamperne. Jeg behøvede ikke længere tage mig af Sarahs lampe. Jeg havde kun sypligter nu. For nogen tid siden havde Sarah givet mig tilbage til missus, sådan officielt på et stykke papir. Hun sagde, at hun ikke ville eje et andet menneske. Hun var kommet ned på mit værelse for at fortælle mig det, og hun havde været så nervøs, at hun knap nok kunne få ordene frem. ”… Jeg ville frigive dig, hvis jeg kunne … men der er en lov … det er ikke længere muligt for slaveejere bare sådan at frigive deres slaver … ellers ville jeg gøre det … det ved du … gør du ikke?”
Det gjorde alting lige så tydeligt som fregnerne i hendes ansigt – den eneste måde, jeg kunne slippe væk fra missus på, var ved at falde død om, blive solgt eller finde det skjulested, hvor mauma gemte sig. Nogle dage sad jeg og dagdrømte om de penge, mauma havde sparet op – de var aldrig dukket op. Hvis jeg kunne finde den formue, kunne jeg prøve at købe min frihed af missus, sådan som vi havde planlagt. Så ville jeg i det mindste have en chance – en lille møgchance, men nok til at få mig til at fortsætte.
Der var gået seks år. Jeg trillede rundt i sengen og lagde mig med ansigtet vendt mod vinduet. Jeg sagde ”Mauma, hvad skete der med dig?”
Da det blev nytår, var jeg på markedet efter nogle ting til Tante-Søster, og der hørte jeg slaven, der gjorde rent i slagteriboderne, snakke om den afrikanske kirke. Slaven hed Jesse, og han var en god og rar mand. Han tog de kasserede griseblærer og fyldte dem med vand, så børnene havde bolde at lege med. Jeg plejede ikke rigtig at snakke med ham – han knævrede løs og bandt altid et Herren være lovet i enden af sine sætninger – men den dag, og jeg ved ikke rigtig hvorfor, gik jeg alligevel over for at høre, hvad han havde at sige.
Tante-Søster havde sagt, at jeg skulle skynde mig tilbage, for det så ud, som om der ville komme slud, men jeg blev stående i luften, der lugtede af råt kød, mens han talte om kirken. Jeg fandt ud af, at dens rigtige navn var den afrikanske metodistiske episkopale kirke, at den kun var for farvede, slaver og fri sorte, og at der blev holdt møder i et tomt skur til opbevaring af ligvogne nær den sorte kirkegård. Han sagde, at der var fuldt hus hver aften.
En slave, som stod ved siden af mig og var klædt i slidt liberi, spurgte ”Siden hvornår er bystyret blevet så tossegodt, at det lader slaver have deres egen kirke?”
Alle lo, som om det var hele Charleston, der blev til grin.
Jesse sagde ”Ja, det kan man godt spørge sig selv om, Herren være lovet. Der er en mand i kirken, som altid fortæller om, hvordan Moses førte slaverne ud af Ægypten, Herren være lovet. Han siger, at Charleston er det nye Ægypten. Herren være lovet.”
Det prikkede i min hovedbund. Jeg sagde ”Hvad hedder den mand?”
Jesse sagde ”Denmark Vesey.”
I årevis havde jeg nægtet at tænke på mr. Vesey og på, hvordan mauma havde syet ham på den sidste firkant til historiequilten. Jeg brød mig ikke om, at manden var med i vores fortælling. Jeg brød mig i det hele taget ikke om manden. Punktum. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han vidste noget om, hvad der var sket med mauma – hvorfor skulle han det – men som jeg stod der, ringede en lille klokke i mit baghoved og mindede mig om, at det måske alligevel var et forsøg værd. Om ikke andet ville det måske give både mig og mauma ro.
Det var i det øjeblik, jeg besluttede mig for at blive religiøs.
Så snart jeg fik mulighed, sagde jeg til Sarah, at jeg var tynget af behovet for at blive frelst, og at Gud havde kaldt mig til den afrikanske kirke. Jeg duppede endda øjnene en smule.
Mig og mauma var to alen af et stykke.
Næste dag kaldte missus mig ind på sit værelse. Hun sad ved vinduet med sin åbne bibel. ”Jeg er blevet gjort opmærksom på, at du ønsker at være med i den nye kirke, der er blevet stiftet i byen, for folk af din slags. Sarah fortæller mig, at du vil deltage i aftenmøderne. Jeg vil give dig fri to aftener i løbet af ugen og om søndagen, så længe det ikke griber forstyrrende ind i dit arbejde eller på anden måde skaber problemer. Sarah sørger for din passerseddel.”
Hun så på mig gennem sine små briller. Hun sagde ”Og se nu at få noget godt ud af den tjeneste, jeg gør dig.”
”Ja, missus.” Og da jeg nu alligevel var i gang, tilføjede jeg ”Herren være lovet.”
Jeg havde ingen ide om, hvorfor Nina og jeg var blevet bedt om at møde op i dagligstuen på første sal, men det var aldrig et godt tegn. Da vi trådte ind, sad den yderst korpulente pastor Gadsden på den gule silkepolstrede sofa, og ved siden af ham sad mor, der var blevet skubbet helt over til den ene side og holdt så hårdt om sin stok, at det så ud, som om hun mest af alt havde lyst til at bore den ned i gulvet. Jeg skævede til Nina, der var fjorten og for længst vokset mig over hovedet, og jeg så, at hendes øjne lynede under de tætte, mørke vipper. Hun skubbede hagen let og trodsigt opad, og et kort øjeblik fik jeg en lille smule ondt af pastoren.
”Luk døren efter jer,” sagde mor. Far befandt sig på sit værelse et stykke henne ad midtergangen. Han var nu blevet for syg til at arbejde. Doktor Geddings havde sagt, at han skulle have ro, og i ugevis havde slaverne listet omkring og hvisket og været rædselsslagne for blot at klirre med en bakke. Når ens læge ordinerer ro og afkog af peberrod, har han tydeligvis givet op.
Jeg satte mig på topersonerssofaen ved siden af Nina og over for mine to dommere. Anklagen mod mig lød uden tvivl på, at jeg havde fejlet som Ninas gudmor. Som sædvanlig.
Dagen forinden havde min søster nægtet at lade sig konfirmere i St. Philips kirke, og det var ikke engang så meget det, at hun havde nægtet, det var mere måden, hun havde nægtet på. Hun havde gjort det til en ren farce. Da de andre unge mennesker rejste sig fra deres stole på podiet og gik op til alterskranken, for at biskoppen kunne lægge sine hænder på deres uskyldige hoveder, blev Nina demonstrativt siddende på sin stol. Hele familien var til stede, undtagen far, og jeg så til med en forvirret blanding af forlegenhed og stolthed. Hun sad med armene krydsede foran brystet, det mørke hår skinnede omkring hendes skuldre, og der var en lille højrød cirkel på hver af hendes kinder.
Biskoppen gik over og talte til hende, og hun rystede på hovedet. Mor stivnede som et stykke smedejern på kirkebænken ved siden af mig, og jeg mærkede, hvordan luften i kirkerummet fortættede omkring vores hoveder. Der var flere forsøg på overtalelse fra biskoppens side og mere stædig nægten fra Ninas, indtil han gav op og fortsatte med gudstjenesten.
Jeg havde ikke haft nogen som helst ide om, at hun ville gennemføre denne demonstration, men det burde jeg måske – det var trods alt Nina. Hun var fuld af flammende meninger og opsætsige handlinger. Sidste vinter havde hun lavet skandale i klasseværelset ved at tage skoene af, fordi slavedrengen, der tørrede tavlerne, gik barfodet. Jeg havde ikke længere tal på alle de undskyldende breve, mor havde beordret hende til at skrive. Men i stedet for at gøre, som der blev sagt, kunne hun sidde i dagevis foran det blanke papir, indtil mor gav op. På sin elleveårs fødselsdag havde Nina afvist sin menneskegave med en sådan heftighed, at mor havde resigneret af ren udmattelse.
Selv hvis jeg havde forsøgt at forhindre Ninas optræden i kirken den dag, ville hun straks have gjort opmærksom på, at jeg ligeledes havde hånet angelikanerne. Og det var sandt, men jeg havde til gengæld meldt mig hos presbyterianerne, hvorimod Nina også ville have hånet presbyterianerne, hvis hun havde fået blot den mindste chance. Hun hadede dem af et godt hjerte for det, hun omtalte som deres ”gift og galde”.
Hvis der var noget, min søster og jeg var uenige om, var det religion.
Det virkede, som om mit liv de sidste år havde været styret af heftige udsving mellem askese og overdreven nydelse. Jeg havde vendt det offentlige liv ryggen efter historien med Burke, jo, men jeg havde lidt af kroniske tilbagefald og hver eneste sæson alligevel indvilliget i at deltage i et selskab eller et bal, som atter havde fået mig til at føle en umådelig tomhed og kvalme, der endnu en gang fik mig til at kravle tilbage til Gud. Nina havde ofte fundet mig knælende, mens jeg græd og bad om tilgivelse og var optaget af et af mine pinefulde anfald af selvhad. ”Hvorfor er du dog sådan?” udbrød hun.
Mr. Williams var blevet udelukket fra Charlestons gode selskab, som en krummet serviet, der var blevet rystet og siden smidt i vaskekurven. Han havde giftet sig med sin kusine og bestyrede nu sin onkels manufakturhandel i Columbia. Jeg var for længst kommet over ham, men jeg havde ikke sluttet fred med tanken om, at jeg skulle blive boende i mine forældres hus resten af livet. Jeg havde selvfølgelig Nina, men formodentlig ikke meget længere. Karismatisk og smuk som hun var, ville hun uden tvivl få en hel række af bejlere og til sidst efterlade mig alene med mor. Det var den indlysende sandhed, som alting drejede sig om, og det var den, der havde drevet mig til at falde tilbage i de gamle vaner med regelmæssige mellemrum. Men nu måtte det stoppe – jeg var seksogtyve og bestemt for gammel til at deltage i den kommende selskabssæson. Det var et overstået kapitel, og jeg følte mig i sandhed fortabt og elendig og bitter, som Nina mente, at alle presbyterianere var. Og der var i bund og grund intet at gøre ved det.
Pastor Gadsden så modvillig og forlegen ud. Han blev ved med at spidse læberne og slappe dem af igen. Nina sad meget rank ved siden af mig, som om hun ville sige Nuvel, lad os så få overstået den revselse, men under vores kjoler rakte hun ud efter min hånd.
”Jeg er kommet, fordi din mor har bedt mig om at tale dig til fornuft. Du gav os alle et chok i går. Det er en alvorlig sag at afvise kirken og dens sakramente og frelse …”
Han fortsatte med sin knever, mens Ninas hånd svedte ned i min.
Hun kendte til mine private kvaler, men jeg kendte også til hendes. Hun havde et sted indeni, hvor alting var gået i stykker. De skrig, hun havde hørt fra arbejdsanstalten, bar hun stadig rundt på, og der var nætter, hvor hun vågnede og råbte ud i mørket. Hun virkede uovervindelig, men jeg vidste, at hun inderst inde var skadet og sårbar. Efter mors svidende reprimander forsvandt hun ind på sit værelse i timevis og kom ud igen med øjne, der var blodskudte af gråd.
Pastorens venlige, men trættende tale var bølget ind og ud af min bevidsthed. ”Jeg ser mig nødsaget til at gøre opmærksom på,” hørte jeg ham sige, ”at du bringer din sjæl i fare.”
Nu tog Nina for første gang ordet. ”Undskyld, pastor sir, men truslen om helvede vil ikke få mig til at ændre mening.”
Mor lukkede langsomt øjnene. ”Åh, Angelina, for Guds skyld.”
Nina havde brugt ordet helvede. Selv jeg var en smule chokeret over det. Sognepræsten lænede sig resigneret bagud. Han havde ikke mere at sige.
Det havde mor naturligvis. ”Din far ligger alvorligt syg. Jeg er sikker på, at du ved, at det er hans ønske, at du bliver konfirmeret i kirken. Det kan meget vel blive hans sidste ønske. Vil du virkelig nægte ham det?”
Nina klemte min hånd og kæmpede for at få hold på sig selv.
”… Bør hun fornægte sin samvittighed eller sin far?” spurgte jeg.
Mor rykkede bagud, som om jeg havde slået hende. ”Har du tænkt dig at sidde der og opmuntre din søsters ulydighed?”
”Jeg opmuntrer hende til at stå ved sine skrupler.”
”Hendes skrupler?” Huden på mors hals så ud, som om den var plettet med rødbedesaft. Hun vendte sig mod pastoren. ”Som De kan se, har Sarah fuldstændig magten over Angelina. Sarahs ord er Angelinas lov. Hendes skrupler er lillesøsterens skrupler. Men det er min egen skyld – jeg lod Sarah være hendes gudmor, og hun har fra første færd ledt barnet i fordærv.”
”Mor!” udbrød Nina. ”Jeg kan udmærket tænke selv.”
Mor flyttede sit rolige, nådesløse blik fra pastoren til Nina og formulerede det spørgsmål, der altid ville ligge mellem os. ”Jeg må lige have det helt på det rene. Da du just sagde ’mor’, mente du da mig eller Sarah?”
Sognepræsten vred sig i sofaen og rakte ud efter sin hat, men mor fortsatte. ”Som jeg sagde, pastor, så ved jeg overhovedet ikke, hvordan jeg skal rette op på skaden. Så længe de to befinder sig under samme tag, er der ikke meget håb for Angelina.”
Mens hun fulgte pastoren ud, begyndte det at piskeregne udenfor. Jeg mærkede Nina læne sig let ind mod mig, og jeg trak hende op at stå. Vi smuttede bag om dem op ad trappen.
Oppe på mit værelse trak jeg sengetæppet af, og Nina lagde sig ned. Hendes ansigt virkede skarpt og fremmed mod hørpuden. Regnen fik vinduet til at mørkne, og hun stirrede på det med sine skinnende øjne. Hendes ryg steg og faldt under min hånd.
”Tror du, at mor vil sende mig væk?” spurgte hun.
”Det tillader jeg ikke,” sagde jeg til hende, selvom jeg ikke anede, hvordan jeg skulle stoppe det, hvis mor vitterligt besluttede sig for at bortvise min søster. Et oprørsk pigebarn kunne let sendes på kostskole eller deporteres til vores onkels plantage i North Carolina.
”Frelste Herren ikke Daniel?” råbte Denmark Vesey.
Hele kirken svarede ”Og nu kommer Han efter mig.”
Der må have været to hundrede mennesker klemt sammen i kirken. Jeg sad bagest på det sædvanlige sted. Folk var begyndt at lade sædet stå frit til mig og sagde ”Det er Håndfulds plads.” Jeg havde siddet der i fire måneder og ikke fundet ud af spor om mauma, men nu vidste jeg mere end missus om de mennesker, som Gud havde frelst.
Abraham, Moses, Samson, Peter, Paul – mr. Vesey gennemgik hele listen og messede deres navne. Alle var på benene, folk klappede og vinkede i luften og råbte ”Og nu kommer Han efter mig,” og jeg stod lige midt i det hele og udførte den lille hoppende dans, jeg plejede at danse oppe i karnappen, da jeg var en lille pige og sang for vandet.
Vores pastor var en fri sort mand ved navn Morris Brown, og når vi blev sådan helt iltre sagde han, at det var Helligånden, der rumsterede i os. Mr. Vesey, der var en af hans fire hjælpere, sagde, at det ikke var Helligånden, men håbet. Hvad end det var, så kunne det i hvert fald brænde hul i ens bryst.
Der var ulideligt varmt i kirken. Mens vi råbte, drev sveden ned ad vores ansigter og tøjet, og nogle af mændene rejste sig og åbnede alle vinduerne. Den friske luft bølgede ind, og råbene bølgede ud.
Når mr. Vesey ikke kunne huske flere bibelmennesker, som Gud havde frelst, gik han i stedet ned langs kirkebænkene og råbte navne op.
Lad Herren frelse Rolla.
Lad Herren frelse Nancy.
Lad Herren Frelse Ned.
Hvis han råbte ens navn op, føltes det, som om det straks fløj til himmels og ramte Gud midt mellem øjnene. Pastor Brown sagde, tænk jer nu godt om, for himlen bliver, som I forestiller jer den. Hans himmel var som Afrika inden slaveriet – der var mad og frihed til alle, og ingen hvide mennesker til at komme og spolere det. Hvis mauma var død, ville hun have et stort, fint hus og missus som kammerpige.
Men mr. Vesey brød sig ikke om at snakke om himlen. Han sagde, at det var for krystere, sådan at gå og længes efter et liv i det hinsides og opføre sig, som om det, vi havde her og nu, var uden betydning. Det måtte jeg give ham ret i.
Selv når jeg sang og hoppede, var der en del af mig, som stadig var lille og stille og lagde mærke til alt det, han sagde og gjorde. Jeg var fuglen, der holdt øje med katten, der kredsede omkring træet. Mr. Vesey havde fået hvide uldtotter i sit hår, men bortset fra det lignede han sig selv. Han skulede stadig og havde de samme knivsblade i blikket. Hans arme var stadig tykke, og brystkassen så stor som en regntønde.
Jeg havde ikke samlet mod til at tale med ham. Folk var bange for Denmark Vesey. Jeg var begyndt at sige til mig selv, at det var mig, der havde været et fjols – måske var jeg alligevel kommet til den afrikanske kirke for at møde Herren, for hvad havde jeg egentlig forestillet mig, at jeg kunne finde ud af om mauma her?
Ingen hørte hestene udenfor. Mr. Vesey var begyndt på en ny sang – Joshua fought the battle of Jericho, and the walls came tumbling down. Gullah Jack, hans højre hånd, slog på tromme, og vi trampede alle sammen i gulvet. Jericho, Jericho.
Så blev dørene smækket op. Gullah Jacks hånd holdt op med at tromme, og sangen døde hen. Vi kiggede os forvirrede omkring, mens byvagter fordelte sig langs væggene og i midtergangen, en mand ved hvert vindue og fire, der spærrede for døren. Overvagten marcherede ned foran med et stykke papir i den ene hånd og en bøsse i den anden. Med sin tordnende stemme sagde Denmark Vesey ”Hvad er meningen? Det her er Herrens hus, I har intet at gøre her.”
Overvagten så ud, som om han ikke kunne fatte sit held. Han knaldede bøssekolben i ansigtet på mr. Vesey. Et øjeblik forinden havde han stået og skrålet Jericho, og nu lå han på gulvet med en skjorte fuld af blod.
Folk begyndte at skrige. En af vagterne skød op under loftsbjælkerne og fik træstumper og røg til at hvirvle ned. Det dunkede i mine ører, og da overvagten læste dommerkendelsen op, lød det, som om han stod nede på bunden af en udtørret brønd. Han sagde, at naboerne omkring kirken havde klaget over os. Vi var tiltalt for gadeuorden.
Han stoppede papiret ned i lommen. ”I kommer til at tilbringe natten i byvagtens hovedkvarter, og i morgen bliver I straffet på passende vis.”
En kvinde hulkede ovre i den fjerne ende, og straks blev rummet levende af frygt og mumlen. Vi kendte udmærket byvagtens hovedkvarter – det var dér, forbrydere blev sendt hen, både sorte og hvide, til det blev besluttet, hvad der skulle ske med dem. De hvide blev, til deres retssag kom for, og de sorte, til deres ejere betalte bøden. Og så måtte man håbe og bede til, at man ikke havde en nærig ejer, for hvis han nægtede at betale, endte man på anstalten, hvor man arbejdede gælden af.
Udenfor hang månen og virkede kraftløs oppe på himlen. De samlede os i fire flokke og førte os ned ad gaden. En slave sang Didn’t my Lord deliver Daniel? og en vagt sagde, at han skulle holde kæft. Så blev der helt stille bortset fra lyden af de klaprende hestehove og et lille barn, der hang på sin mors ryg og miavede som en kattekilling. Jeg drejede hovedet for at finde mr. Vesey, men han var der ikke. Så fik jeg øje på de mørke, våde stænkpletter på jorden, og jeg vidste, at han måtte være et sted oppe foran.
Vi tilbragte natten på gulvet i et fyldt fængselsrum, mænd og kvinder hulter til bulter, og vi skulle alle sammen tisse i den samme spand, der stod i et hjørne. En kvinde hostede uophørligt, og to mænd kom i klammeri, men det meste af tiden sad vi i mørket og stirrede frem for os med tomme blikke, mens vi gled ud og ind af søvnen. På et tidspunkt vågnede jeg og hørte igen det lille miavende barn.
Så snart det blev lyst, kom en vagt med skulderlangt hår ind med en vandspand og en øse. Vi skiftedes til at drikke, mens vores maver knurrede af sult. Så fik vi igen lov at sidde og tænke på, hvad der mon skulle ske. En af mændene i vores celle var blevet hentet af byvagten seks gange, og han fortalte os, hvordan det plejede at gå for sig. Bøden var på fem dollars, og hvis ens master ikke betalte, fik man tolv piskeslag på arbejdsanstalten eller – og det var værre – man blev sat i trædemøllen. Jeg vidste ikke, hvad trædemøllen var, og han forklarede det ikke, men sagde bare, at vi skulle tigge og bede om at få pisken. Så hev han op i skjorten, og hans ryg var rillet som et alligatorskind. Synet fik galden til at stige op i min hals. ”Min massa betaler aldrig,” sagde han.
Morgen blev til formiddag, og vi ventede og ventede. Det eneste, jeg tænkte på, var mandens ryg, hvor de havde gemt mr. Vesey, og hvordan det gik med hans smadrede ansigt. Heden fik luften til at koge, der begyndte at lugte surt, og den lille skreg i vilden sky. En eller anden sagde ”Hvorfor giver du ikke barnet en tår mælk?”
”Jeg har ikke noget,” sagde moren, og en anden kvinde med plamager på kjolebrystet sagde ”Kom, giv mig den lille. Min egen er derhjemme, og jeg har masser af mælk.” Hun moslede det ene brune bryst frem, mælken piblede ud af vorten, og den lille sugede sig fast.
Da den langhårede vagt kom tilbage, sagde han ”I bliver råbt op. Hvis jeg siger jeres navn, har I lov at gå hjem og få den straf, der venter jer der.”
Vi rejste os alle sammen op. Jeg sagde til mig selv Aldrig er en Grimké-slave blevet sendt på arbejdsanstalten. Aldrig.
”Seth Ball, Ben Pringle, Tinnie Alston, Jane Brewton, Apollo Rutledge …” Han blev ved med at råbe op, til der kun var mig og den arrede mand og kvinden med barnet tilbage og en håndfuld andre. ”Hvis I stadig er her,” sagde han, ”har jeres ejere nok besluttet, at arbejdsanstalten vil lede jer på bedre tanker.”
En mand sagde ”Jeg er en fri sort. Jeg har ingen ejer.”
”Hvis du har papirer, der kan bevise det, må du selv betale bøden,” sagde vagten til ham. ”Hvis du ikke kan betale her og nu, kommer du på arbejdsanstalten ligesom de andre.”
Jeg følte mig ganske forvirret. Jeg sagde ”Mister, mister? Du har glemt at råbe mit navn op. Det er Hetty. Hetty Grimké.”
Han svarede mig ved at gå og smække med døren.
Trædemøllen kværnede og knasede med sine tænder – man kunne høre den, før man nåede ind i rummet. En mand fra arbejdsanstalten førte tolv af os op på det øvre galleri ved at prikke os afsted med en pind. Denmark Vesey gik lige bag mig. Hans ansigt var svulmet så meget op, at det ene øje var lukket. Han var den eneste af os, der havde lænker om hænder og fødder. Han tog små, slæbende skridt, så kæden klirrede og raslede mod gulvet.
Da han snublede på trappen, sagde jeg over skulderen ”Pas på her.” Så hviskede jeg ”Hvorfor betalte du ikke bøden? Har du ingen penge?”
”Hvad I har gjort mod en af mine, har I gjort imod mig,” sagde han.
Jeg tænkte, Mr. Vesey ser sig selv som Jesus, der bærer korset, og det er sikkert, fordi han ikke har de fem dollars på sig, der kunne betale bøden. Men det kunne selvfølgelig også være, at han ville støtte os andre. Manden var stædig og stolt, men hans hjerte sad rigtigt.
Da vi nåede op i galleriet og kiggede ud over gelænderet på pinslerne, der ventede os, faldt vi sammen og satte os på gulvet.
En af vagterne fastgjorde mr. Veseys kæde til en jernring i gulvet og sagde, at vi skulle holde godt øje med hjulet, så vi vidste, hvad det gik ud på. Maumaen med den lille på ryggen spurgte ham ”Hvem ser efter mit barn, mens jeg er dernede?”
Han sagde ”Tror du, at vi har folk til at passe børn her?”
Jeg blev nødt til at vende mig bort fra hende og den måde, hun bøjede hovedet på, og den lille, der kiggede med store øjne hen over hendes skulder.
Trædemøllen var en roterende tromle, dobbelt så høj som en mand og forsynet med trin. Tolv mennesker gik op og op, så hurtigt de kunne, og det fik tromlen til at dreje rundt. De havde fat i et gelænder foroven, og deres håndled var bundet fast, så de ikke faldt, hvis grebet skulle slippe. Trædemøllen gav sig, og kornene knækkede under hjulet. To sorte opsynsmænd gik frem og tilbage med oksehudspiske – de blev kaldt nihalede katte – og når hjulet tabte i fart, piskede de løs på rygge og ben af de stakler, der befandt sig i tromlen, til man kunne se friskt kød.
Mr. Veseys gode øje så indgående på mig. ”Kender jeg ikke dig et eller andet sted fra?”
”Fra kirken.”
”Nej, et andet sted.”
Jeg kunne have spyttet sandheden ud, men vi befandt os begge i Daniels løvehule, og det mente Gud åbenbart, at vi selv måtte klare. Jeg sagde ”Hvad hjælper Herrens frelse så nu?”
Han fnøs. ”Du har ret, den eneste frelse er den, vi selv sørger for. Herren har ikke andre hænder og fødder end vores.”
”Det siger en hel del om Herren.”
”Det siger også en hel del om os.”
En klokke ringede et sted under os, og hjulets gab holdt op med at kværne. Opsynsmændene løsnede folks håndled, og de klatrede ned ad en stige til gulvet. Nogle af dem var så udmattede, at de måtte bæres væk. En af opsynsmændene befriede mr. Vesey fra jernringen. ”Rejs dig. Det er jeres tur.”
Håndfulds lemlæstede fod lå på en pude, og Tante-Søster lagde et vejbredblad oven på såret. Af lugten, der hang i luften, kunne jeg regne ud, at flængen kort forinden var blevet plastret til med potaske og eddike.
”Miss Sarah er kommet,” sagde Tante-Søster. Håndfulds hoved rullede fra side til side på madrassen, men øjnene forblev lukkede. Hun var blevet kraftigt bedøvet med laudanum. Apotekeren havde allerede været der og var gået igen.
Jeg blinkede for at holde tårerne borte – de skyldtes synet af hende liggende så ilde tilredt, men også skyldfølelse. Jeg vidste ikke, at hun var blevet arresteret, og at mor havde besluttet sig for, at hun måtte tage konsekvenserne på arbejdsanstalten. Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at Håndfuld var borte. Det ville aldrig være sket, hvis ikke jeg havde overdraget ejerskabet til mor. Jeg havde vidst, at Håndfuld ville få det værre hos hende, og jeg havde alligevel givet hende tilbage. Det hele skyldtes min frygtelige selvretfærdighed.
Sabe var kommet hjem med Håndfuld i hestevognen, mens jeg havde været ude til bibelstudier. Bibelstudier. Jeg skammede mig over, at jeg havde siddet og analyseret versene i Paulus’ første brev til korinterne kapitel tretten – Og sad jeg inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
Jeg tvang mig selv til at se hen over sengen på Tante-Søster. ”Hvor slemt er det?”
Hun svarede ved at fjerne det grønne blad, så jeg selv kunne se. Håndfulds fod var drejet indad i en unaturlig vinkel, og der var et gabende, råt sår, der løb fra hendes ankel til lilletåen. En stribe frisk blod perlede gennem vejbredden. Tante-Søster duppede den bort med et håndklæde, inden hun lagde bladet tilbage på flængen.
”Hvordan er det sket?” spurgte jeg.
”De sendte hende i trædemøllen, og hun faldt af. De sagde, at foden kom ned under hjulet.”
En tegning af det nylig installerede monstrum var kort forinden blevet trykt i Mercury under overskriften En mere nyttig reprimande. I artiklen blev det anslået, at apparatet ville give byen et overskud på 500 dollars det første år.
”Apotekeren sagde, at foden ikke er brækket,” sagde Tante-Søster. ”Men senerne, der holder knoglerne, er revet over, og fra nu af bliver hun krøbling, det kan jeg da se med et halvt øje.”
Håndfuld jamrede og sagde så noget, der kom sløret og uforståeligt ud. Jeg tog hendes hånd og blev overrasket over, hvor let den føltes. Det undrede mig, at hendes fod ikke var smuldret til støv. Hun så så lille ud, som hun lå der, men hun var ikke længere et barn. Hendes hår var hakket af en fingerbredde fra kraniet. Hun havde små poser under øjnene. Panden var plisseret med rynker. Hun var blevet til en lillebitte gammel kone.
Hendes øjenlåg bevægede sig, men åbnede ikke, da hun forsøgte at sige noget. Jeg bøjede mig tæt ned til hendes læber.
”Forsvind,” hvæsede hun. ”Forsvind.”
Senere bildte jeg mig selv ind, at hendes hjerne var forvirret af opiumsholdige sovemidler. Hun kunne ikke have vidst, hvad hun sagde. Eller også havde hun refereret til sin egen lyst til at forsvinde.
Håndfuld forlod ikke sit værelse i ti dage. Tante-Søster og Phoebe kom med hendes måltider på en bakke og plejede hendes fod, og Goodis hang tilsyneladende altid ved bagtrappen for at opsnappe nyheder, men jeg holdt mig fra hende, for jeg var alligevel bange for, at hendes ord havde været rettet mod mig.
Forbuddet mod at gå ind i fars bibliotek var aldrig blevet hævet, og jeg satte kun sjældent mine ben derinde, men mens Håndfuld kom sig, smuttede jeg ind og hentede to bøger – En pilgrims vandring af Bunyan og Shakespeares Stormen, der foregik på havet, og som jeg derfor mente, hun ville være særlig glad for – hvorefter jeg lagde dem uden for hendes dør, bankede på og hastede væk.
Den dag, hvor Håndfuld kom ud, sad familien Grimké og spiste morgenmad i spisestuen. Der var kun fire børn tilbage, som endnu ikke var blevet gift eller rejst afsted for at studere: Charles, Henry, Nina og naturligvis jeg selv, familiens rødhårede, ældre og ugifte tante. Mor sad for enden af bordet med den hængslede silkeskærm umiddelbart bag sig. Det så ud, som om dens håndmalede jasminblomster hang som en glorie over hendes hoved. Og dér kom så Håndfuld. Hun krydsede hen over gårdspladsen med kurs mod egetræet. Hun brugte en træstok, der var for høj til hende. Hun bevægede sig akavet, kastede sig fremad og trak den højre fod efter sig.
”Hun går!” råbte Nina.
Jeg skubbede min stol bagud og forlod stuen med Nina i hælene.
”I har ikke fået lov at gå fra bordet!” råbte mor.
Vi drejede end ikke hovederne efter lyden.
Håndfuld stod under træet, der var ved at springe ud, på en firkant af smaragdgrønt mos. Der var slæbemærker i jorden efter hendes fod, og jeg opdagede, at jeg trådte hen over dem, som om de var hellige og ukrænkelige. Da vi nærmede os, begyndte hun at vikle frisk, ny tråd omkring stammen. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad denne sære skik betød. Men den var blevet udøvet i årevis.
Nina og jeg ventede, mens hun trak en saks op fra sin lomme og klippede den gamle, falmede tråd af. Flere lyserøde stumper blev siddende i barken, og mens hun fjernede dem, gled stokken fra hende, og hun tog fat i træet for at holde balancen.
Nina samlede stokken op og rakte den til hende. ”Gør det ondt?”
Håndfuld så forbi Nina og over på mig. ”Det har været værre.”
Nina satte sig frimodigt på hug og inspicerede, hvordan Håndfulds fod vendte indad, hvordan den havde fået en mærkelig bule ovenpå, og hvordan hun havde fået skoen til at passe ved at klippe åbningen større og fjerne snørebåndet.
”Jeg er ked af det, der skete,” sagde jeg. ”Jeg er så frygtelig ked af det.”
”Jeg læste det, jeg kunne af de bøger, du kom med. De gav mig noget at lave udover bare at ligge der.”
”Må jeg røre ved din fod?” spurgte Nina.
”Nina,” sagde jeg og forstod så pludselig, hvorfor hun spurgte – her var mareridtet, hun havde drømt om, siden hun var lille, her var den skjulte rædsel på arbejdsanstalten.
Måske forstod Håndfuld også hendes trang til at konfrontere sig med den. ”Det må du gerne,” sagde hun.
Nina lod sin finger glide langs det skorpede ar, der flammede på Håndfulds hud. Stilheden stivnede omkring os, og jeg kiggede op på bladene, der sad på grenene som små fjerduske, små bregner. Jeg kunne mærke, at Håndfuld så på mig.
”Er der noget, du har brug for?” spurgte jeg.
Hun lo. ”Er der noget, jeg har brug for? Ja, lad mig nu se.” Hendes øjne var hårde som glas. De brændte gult.
Hun havde udholdt en ondskab, jeg end ikke kunne forestille mig, og hun var blevet sønderlemmet. Arret omfattede langt mere end hendes skamferede fod. Det, jeg havde hørt i hendes brutale latter var en form for radikalisering. Hun virkede pludselig farlig, på samme måde som hendes mor havde virket farlig. Men Håndfuld var langt mere velovervejet og metodisk, end hendes mor nogensinde havde været, og mere forsigtig, hvilket kun gjorde det hele endnu mere foruroligende. Et ondt varsel vældede ind over mig, en antydning af kommende mørke, og så var det væk igen. Jeg sagde til hende: ”Jeg mente blot –”
”Jeg ved godt, hvad du mente,” sagde hun, og hendes tone var igen blidere. Vreden i hendes ansigt forsvandt, og jeg troede et øjeblik, at hun ville græde, selvom jeg aldrig før havde oplevet det, ikke engang da hendes mor forsvandt.
I stedet snurrede hun rundt og gik over mod køkkenhuset. Hendes krop hældede stærkt til venstre. Hendes beslutsomhed gjorde mig næsten lige så ondt som hendes halten, og det var først, da Nina lagde armen om mit liv og trak let til, at jeg blev klar over, at jeg hældede med hende.
Nogle dage senere bankede Cindie på min dør og afleverede et lille brev, hvori mor beordrede mig til at møde op på førstesalsverandaen, hvor hun de fleste eftermiddage trak sig tilbage i et forsøg på at fange brisen. Det var usædvanligt, at hun indkaldte mig skriftligt, men Cindie var blevet abnormt glemsom og vandrede rundt i værelserne uden at kunne huske, hvad det var, hun kom for. Hun hentede mors hårbørste i stedet for en pude og lavede i det hele taget så mange besynderlige fejl, at jeg vidste, at mor snart ville udskifte hende med en yngre kammerpige.
Da jeg var på vej ned ad trappen, gik det for første gang op for mig, at hun måske også ville udskifte Håndfuld, hvis nyttighed og evne til at gå på markedet og hente stoffer og andre remedier nu var tvivlsom. Jeg standsede et øjeblik på reposen, hvor portrættet af de tre skæbnegudinder stadig hang, og mærkede, hvordan min mave trak sig sammen. Kunne det være derfor, mor havde hidkaldt mig?
Selv om det stadig var først i maj, havde heden indfundet sig med sin gennemblødende fugtighed. Mor sad i gyngesofaen og forsøgte at køle sig med sin elfenbensvifte. Hun ventede ikke på, at jeg satte mig. ”Vi har ikke oplevet noget fremskridt i din fars tilstand det seneste år. Hans rysten bliver værre dag for dag, og der er ikke mere, vi kan gøre for ham her.”
”Hvad er det, du siger? Er han –”
”Nej, hør nu efter. Jeg har talt med doktor Geddings, og vi er enige om, at det eneste rigtige er at tage ham med op til Philadelphia. Der findes en berømt kirurg, en doktor Philip Physick. Jeg har for nylig skrevet til ham, og han har indvilliget i at undersøge din far.”
Jeg satte mig ned i en af verandastolene.
”Han skal sejle med skib,” sagde hun. ”Det vil være en udmattende rejse for ham, og det er muligt, at han bliver oppe nordpå hele sommeren, eller i hvert fald til de har fundet en kur, men planen har givet ham fornyet håb.”
Jeg nikkede. ”Jamen, selvfølgelig. Han bør undersøge alle muligheder.”
”Det er jeg glad for, at du siger, for det bliver dig, der rejser med ham.”
Jeg sprang op. ”Mig? Du kan da vel ikke mene, at jeg skal tage far med op til Philadelphia helt alene. Hvad med Thomas eller John?”
”Vær nu fornuftig, Sarah. De kan hverken forlade deres forretninger eller deres familier så let.”
”Og det kan jeg?”
”Behøver jeg virkelig gøre opmærksom på, at du hverken har forretning eller familie at tage dig af? Du bor under din fars tag. Du har pligt til at tage dig af ham.”
At tage sig af far uge efter uge, måske endda i månedsvis, helt alene på et fjernt og fremmed sted – jeg mærkede, hvordan livet sivede ud af mig.
”Men jeg kan jo ikke –” Jeg var lige ved at sige, Jeg kan jo ikke forlade Nina, men tog mig i det.
”Jeg skal nok sørge for Nina, hvis det er hende, du er bekymret for.”
Hun smilede, og det skete så sjældent. Jeg kom pludselig til at tænkte på, hvordan vi havde siddet i dagligstuen med pastoren: mors kolde blik, da jeg forsvarede Ninas ret til at følge sin samvittighed. Men jeg havde ikke taget hendes advarsel alvorligt nok: Så længe de to befinder sig under det samme tag, er der ikke meget håb for Angelina … Det havde slet ikke været Nina, mor ville fjerne. Det havde været mig.
”Du rejser om tre dage,” sagde hun.
Mauma lod, som om hun haltede, og jeg gjorde det rigtigt. Jeg brugte hendes gamle træstok, men den nåede mig helt op til brystet – den var mere en krykke end en stok.
En dag, hvor det regnede, og Goodis ikke kunne arbejde i haven, sagde han ”Giv mig den stok.”
”Hvorfor?”
”Giv mig den nu bare,” sagde han, så det gjorde jeg.
Resten af dagen sad han ovre i stalden og snittede. Da han kom tilbage, holdt han stokken gemt på ryggen. Han sagde ”Jeg håber virkelig, at du kan lide kaniner.”
Ikke nok med at manden havde fjernet det nederste stykke, så stokken fik den rigtige længde, han havde også udskåret håndtaget, så det lignede et kaninhoved. Det havde en rund, spættet næse, store øjne og to lange ører, der stak bagud. Han havde endda lavet små hak og mærker i træet, så det lignede pels.
Jeg sagde ”Det kan jeg i hvert fald nu.”
Det var en af de venligste ting, der nogensinde var blevet gjort for mig. Engang spurgte jeg ham, hvordan han havde fået sit navn, og han sagde, at hans mauma havde givet ham det, da han var ti, fordi han var den godeste af hendes børn.
Jeg kunne bevæge mig overalt med stokken. Samme aften så Cindie mig gå over gårdspladsen mod køkkenhuset, og hun sagde, at jeg sprang afsted som en kanin. Det kunne jeg ikke lade være med at le af.
Dagen efter at Cindie havde rost mig, sendte de hende til et andet sted, og vi så hende aldrig mere. Tante-Søster sagde, at hendes hjerne var slidt, at missus havde sendt hende med Thomas ud på deres plantage, og at hun ville leve sin sidste tid der. Nu var det Thomas, der tog sig afstedet, og jo, han kom tilbage med en ny kammerpige til missus. Hun hed Minta.
Gud nåde og trøste det pigebarn.
At Cindie sådan blev sendt væk satte en skræk i os alle sammen. Jeg genoptog min syning hurtigere, end nogen kunne sige kanin. Jeg viste missus, hvordan jeg kunne klare trappen. Jeg bevægede mig sikkert og roligt opad, og da jeg nåede helt op, sagde hun ”Udmærket, Hetty. Jeg er sikker på, at du ved, hvor trist jeg var over at sende dig på arbejdsanstalten.”
Jeg nikkede for at lade hende vide, at jeg forstod, hvor tung en beslutning det måtte have været.
Så sagde hun ”Desværre er den slags en gang imellem nødvendigt, og det virker, som om du har fået noget godt ud af det. Med hensyn til din fod … ja, jeg er naturligvis ked af ulykken, men se nu! Du kommer jo glimrende omkring.”
”Ja, missus.” Jeg nejede for hende oppe på det øverste trin og tænkte på noget, mr. Vesey engang havde sagt i kirken: Jeg har et selv, jeg viser til min ejer. Jeg har et andet selv, der er mig.
En eftermiddag hørte jeg et bank-bank på min dør, og der stod Sarah med sit fregnede ansigt, der var blegt som æggeskaller. Jeg havde siddet og arbejdet på mr. Grimkés benklæder – missus havde sendt en bunke af dem ned til mig og sagt, at de var begyndt at hænge på ham. Da Sarah trådte ind, humpede jeg rundt om klippebordet, hvor jeg havde bredt et par af dem ud for at se, hvad der kunne gøres. Jeg lagde saksen fra mig.
”… Jeg vil blot sige … ja, jeg bliver nødt til at rejse … op nordpå. Jeg … jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage.”
Hun talte igen med pauser i stemmen, og hun forklarede mig om doktoren oppe i Philadelphia, om at hun skulle tage sig af faren, være borte fra Nina, og hun peb over al den frygtelige pakken, der ventede hende. Jeg lyttede og tænkte ved mig selv, hvide mennesker tror, at man er interesseret i alt, hvad der sker for dem, at man vil høre om hver gang, de støder tæerne en smule.
”Det er tunge byrder, du må bære for din familie,” sagde jeg til hende, ”og det gør mig ondt.” Så snart ordene havde forladt min mund, vidste jeg, at de kom fra det selv, der var mig, ikke det, jeg viste til min ejer. Jeg havde ondt af hende. Sarah havde tiltusket sig en plads i mit hjerte, men samtidig hadede jeg hendes ansigts æggeskalsfarve og det hjælpeløse blik, hun altid sendte mig. Hun var flink mod mig, og hun var en del af alt det, der stjal mit liv.
”… Du skal passe på dig selv, mens jeg er borte,” sagde hun.
Da hun atter gik hen mod døren, tog jeg mod til mig. ”Kan du huske, at du spurgte, om der var noget, jeg havde brug for? Nu er der faktisk noget, jeg har brug for.”
Hun snurrede rundt, og hendes ansigt strålede. ”Naturligvis … hvad end jeg kan gøre.”
”Jeg har brug for en underskrevet seddel.”
”… Hvilken slags seddel?”
”En, der giver mig lov til at være på gaden. Hvis nu nogen stopper mig derude.”
”Åh,” Det var det eneste, hun sagde i et langt øjeblik. Så kom det ”… Mor vil ikke have, at du går ud, i hvert fald ikke for en tid … hun har sat Phoebe til at klare ærinderne på markedet. Og den afrikanske kirke er i øvrigt blevet lukket – der er ingen møder at deltage i.”
Jeg kunne have sagt mig selv, at kirkens dage var talte, men det var alligevel et hårdt slag at høre det. ”Men jeg har stadig brug for en passerseddel.”
”… Hvorfor? Hvor skal du hen? … Det er farligt, Håndfuld.”
”Jeg bruger det meste af mit liv på at stå på hovedet for jer og har aldrig bedt om noget. Jeg har ting at ordne, private ting.”
Hun hævede stemmen over for mig. Det var første gang. ”… Og hvordan har du tænkt dig at slippe ud?”
Det lille vindue, som mauma plejede at vride sig ud af, stirrede ned på os. Det sad højt og var det eneste sted, hvor lyset slap ind i rummet. Jeg sagde til mig selv, Hvis mauma kunne gøre det, kan jeg også gøre det. Jeg vil gøre det bundet, blind og baglæns, om det bliver nødvendigt.
Jeg forklarede hende ikke hvordan. Jeg nikkede over mod et stykke papir, der lå på hylden ved siden af en pen og et blækhus. Jeg sagde ”Hvis ikke du skriver den passerseddel for mig, bliver jeg nødt til at skrive den selv og sætte dit navn under.”
Hun tog en dyb indånding og stirrede et øjeblik på mig, inden hun gik over og dyppede pennen i blækket.
Første gang jeg vred mig ud ad vinduet og klatrede over muren, havde Sarah været borte en uge. Det grummeste var, da jeg mavede mig hen over murstenene uden andet skjul end den hvide nerie. Jeg var besværet af kaninstokken og et tykt bundt sækkelærred, som jeg havde bundet på ryggen, og da jeg lod mig falde ned på jorden, landede jeg på min dårlige fod. Jeg blev siddende mellem træerne, til den holdt op med at dunke, og så luskede jeg ud på gaden, som om jeg var endnu en slave, der gik ærinder for de hvide.
Jeg havde valgt netop denne dag, fordi missus havde hovedpine. Vi levede og åndede for hendes hovedpiner. Når de kom, gik hun i seng og lod os velsignet i fred. Jeg forsøgte at lade være med at tænke på, hvordan jeg skulle komme ind på gårdspladsen igen. Mauma havde ventet på, at det blev mørkt, og var så kravlet over bagporten, og det var bestemt den bedste måde, men det var sommer, og mørket kom sent og gav mange folk tid til at tænke på, hvor jeg mon var henne.
En gade nede ad East Bay Street fik jeg øje på en byvagt. Han stirrede på mig og studerede min halten. Gå roligt. Ikke for hurtigt. Ikke for langsomt. Jeg klemte om kaninens ører og trak ikke vejret, før jeg havde rundet hjørnet.
Det tog mig nu dobbelt så lang tid at nå hen til Bull Street nummer 20. Jeg stillede mig på den anden side af gaden og kiggede over mod huset. Det trængte stadig til at blive malet. Jeg vidste ikke, om Denmark Vesey var sluppet ud af arbejdsanstalten, eller hvad der var hændt ham. Det sidste, jeg huskede fra det helvede, var hans stemme, der skreg ”Hjælp pigen, hun er under hjulet, hjælp pigen.”
Jeg havde ikke tilladt mig selv at tænke på det, men som jeg stod der på gaden kom mindet tilbage som et maleri. Jeg er oppe i trædemøllen og holder fat i gelænderet af alle kræfter. Træd hjulet rundt, træd hjulet rundt. Det stopper aldrig. Mr. Vesey er tavs, der lyder ikke et eneste grynt fra ham, men de andre jamrer og kalder på Jesus, og oksehudspisken knalder i luften. Jeg sveder i håndfladerne, og de glider på gelænderet. Knuden, der binder mine håndled til det, løsner sig. Jeg siger til mig selv, lad være med at se til siden, se ligefrem, bliv ved, men kvinden med den lille på ryggen hyler. Pisken rammer hendes ben. Så skriger barnet. Jeg kigger. Jeg kigger til siden, og dets lille hoved bløder. Rødt og vådt. I det øjeblik sortner det for mig. Jeg falder, mine hænder slipper gelænderet. Jeg falder, og der er ingen vinger, som folder sig ud fra mine skulderblade.
I vinduet mod gaden i hans hus stod en kvinde og strøg. Hun vendte ryggen til mig, men jeg kunne se hendes skikkelse, hendes lyse hud, det røde hovedtørklæde, hendes arm, der svingede ind over tøjet, og det sendte et stød gennem mit bryst.
Da jeg kom op på verandaen, kunne jeg høre hende synge Way down yonder in the middle of the field, see me working at the chariot wheel. Da jeg kiggede ind ad det åbne vindue, så jeg, at hun også svingede med hofterne. Now let me fly, now let me fly, now let me fly up high.
Jeg bankede på, og sangen forstummede. Hun åbnede døren med strygejernet i hånden og lugten af trækul bølgende efter sig. Mauma havde altid sagt, at Denmark havde mulatkoner overalt i byen, men at den vigtigste boede her i huset. Hun skubbede hagen frem og rynkede panden, og jeg tænkte, om hun måske troede, at jeg var den nyeste brud.
”Hvem er du?”
”Jeg hedder Håndfuld. Jeg er kommet for at besøge Denmark Vesey.”
Hun gloede på mig og derefter ned på min forvredne fod. ”Nå, men jeg hedder Susan, og jeg er hans kone. Hvad vil du med ham?”
Jeg kunne mærke varmen stråle ud fra jernet. Kvinden havde bestemt sit hyr at slås med, og jeg kunne ikke ligefrem bebrejde hende, at hun tøvede med at invitere tilfældige kvinder indenfor. ”Det eneste, jeg vil, er at snakke med ham. Er han hjemme, eller er han ikke hjemme?”
”Jeg er hjemme,” sagde en stemme. Han stod lænet op ad dørkarmen bag hende med armene foldet over brystkassen, som om han var Gud selv, der stod og holdt øje med livet i gaden. Han sagde til konen, at hun skulle finde noget andet at rive i, og hendes øjne blev til smalle sprækker. ”Tag strygejernet med dig,” sagde han. ”Det oser hele stuen til.”
Hun gik med jernet, mens han stod og stirrede på mig. Han var blevet smallere i ansigtet. Jeg kunne se den øverste kant på hans kindben. Han sagde: ”Du er heldig, at du ikke fik koldbrand i den fod og døde.”
”Jeg klarede mig. Det gjorde du åbenbart også.”
”Du er ikke kommet for at spørge til mit helbred.”
Han gik lige til sagen. Det var fint med mig. Min fod værkede efter at være blevet slæbt hele vejen derhen. Jeg tog bylten ned fra ryggen og satte mig på en stol. Der var ikke nogen pynt i rummet, kun spanskrørsstole og et bord, hvor der lå en bibel.
Jeg sagde ”Jeg plejede at komme her med min mauma. Hun hed Charlotte.”
Det hånlige udtryk, han ellers altid havde i ansigtet, forsvandt. ”Jeg vidste, at jeg havde set dig før. Du har hendes øjne.”
”Det siger folk.”
”Du er også snu som hende.”
Jeg trykkede sækkelærredsbundtet mod mit bryst. ”Jeg vil vide, hvad der skete med hende.”
”Det er længe siden.”
”Det er snart syv år siden.”
Da han blev ved med at være tavs, åbnede jeg bundtet og bredte maumas historiequilt ud på bordet. Firkanterne nåede næsten helt ned til gulvet, og de lyste op som ild i det mørke rum.
Folk sagde, at han aldrig smilede, men da han så slaverne, der fløj rundt i luften og forbi solen, smilede han. Han stirrede på bedstemauma og stjernerne, der faldt ud af himlen, på mauma, der efterlod daddy i markerne, og på mig og hende, der lå i stumper og stykker på quilterammen. Han studerede sjæletræet og den etbenede straf. Han spurgte ikke, hvad noget af det betød. Han vidste, at det var hendes historie.
Jeg skævede til den sidste firkant, hvor mauma havde syet manden med tømrerforklædet og tallene 1884. Jeg holdt øje med, om han genkendte sig selv.
”Du tror, at det er mig, ikke?”
”Jeg ved, at det er dig, men jeg ved ikke, hvad tallene betyder.”
Han kluklo. ”En, otte, otte, fire. Det var tallene på min lodseddel. Tallene, der købte mig frihed.”
Stuen var hed som en bageovn. Sveden dryppede fra mine tindinger. Det var altså hendes sidste ord. Det var det, det betød – en chance for at blive fri. En helt særlig chance.
Jeg foldede quilten sammen, pakkede den ind i sækkelærredet og bandt bylten på ryggen. Jeg tog min stok. Jeg sagde ”Hun var med barn, vidste du det? Da hun forsvandt, forsvandt dit barn med hende.”
Han rørte sig overhovedet ikke, men jeg kunne mærke, at han ikke vidste det.
Jeg sagde ”De tal blev aldrig trukket ud for hende, vel?”
Skibsrejsen var sindsoprivende. Vi sejlede op langs kysten i næsten to uger og blev søsyge af voldsomme bølger ud for Virginia, inden vi endelig drejede ind ad Delaware-floden til Penn Landing. Da vi kom i land, fik jeg en overvældende lyst til at bøje mig ned og kysse jorden. Far var næsten for svag til at tale, og jeg måtte selv finde ud af, hvordan vi fik udleveret vores kufferter og hyrede en droske.
Da vi nærmede os Society Hill, hvor doktoren residerede, blev byen smuk med træer og kirkespir, murede rækkehuse og herskabsvillaer. Det slog mig, at der slet ikke var nogen slaver på gaderne. Den pludselige erkendelse udløste en anspændthed i mig, en anspændthed jeg aldrig før havde mærket, at jeg bar rundt på.
Jeg fandt os logi i et kvækerpensionat nær Fourth Street, hvor far helt og aldeles overdrog mig ansvaret for, hvad han spiste, hvad han havde på, og hvordan han blev passet og plejet. Han gav mig endda både pengepungen og de medbragte regnskabsbøger. Med få dages mellemrum sørgede jeg for, at vi blev kørt til doktorens konsultation i en lejet droske, men efter tre ugers tilsyneladende nyttesløse besøg kunne far stadig ikke gå mere end et stenkast uden at blive overvældet af udmattelse og smerter. Han havde tabt sig yderligere. Han så ganske visnet ud.
En formiddag sad jeg i doktor Physicks undersøgelsesværelse og stirrede på hans hvide hår og ørneagtige næse, der mindede meget om fars. Han sagde: ”Desværre kan jeg ikke finde nogen årsag til dommer Grimkés rystelser eller hans almene svækkelse.”
Far var ikke den eneste, som var frustreret. Jeg var også træt af at træde forhåbningsfuld ind og gå modløs ud. ”… Der må vel være et eller andet, De kan ordinere.”
”Ja, naturligvis. Jeg mener helt bestemt, at havluft vil gøre ham godt.”
”Havluft?”
Han smilede. ”De er skeptisk, men det er ganske anerkendt – behandlingen kaldes også thalassoterapi. Jeg har oplevet, at den helbreder selv alvorligt syge mennesker.”
Jeg kunne kun forestille mig, hvad far ville mene om det. Havluft.
”Jeg vil anbefale,” sagde han, ”at De tager ham med ud til Long Branch sommeren over. Det er et lille, temmelig isoleret sted på New Jerseys kyst, som er kendt for sine havkure. Jeg sørger for, at I får både laudanum og smertestillende midler med. Han bør opholde sig udenfor så meget som muligt. Og opmuntres til at soppe i havet, hvis han evner det. Måske har han til efteråret genvundet så mange kræfter, at han er i stand til at rejse hjem.”
Måske ville jeg komme hjem til Nina inden september.
Doktoren havde sagt, at Long Branch var et lille sted, men han havde overdrevet. Det var ikke lille, det var ikke engang diminutivt, det var nærmest ikke eksisterende. Der var fire huse, en klejn, klinkbeklædt metodistkirke og en manufakturhandel. Stedet kunne heller ikke beskrives som ”temmelig isoleret” – det var totalt isoleret. Vi rejste med en privat passagervogn fra Philadelphia i seks dage, den sidste dag bumlede vi afsted på en fodsti. Efter et ophold ved manufakturhandlen, hvor vi provianterede toiletartikler, fortsatte vi et stykke og ankom til Fish Tavern, stedets eneste hotel. Det lå på en klint med udsigt over havet og var en stor, vejrbidt bygning. Da portieren informerede os om, at der blev holdt bønnemøde i den store spisesal efter middagen, tog jeg det som et tegn fra Gud.
Far var kommet villigt, næsten for villigt. Jeg havde været sikker på, at han ville forlange at blive bragt tilbage til South Carolina. Jeg havde forventet, at han ville spøge og sige ”Men har vi da ikke havluft i Charleston?”, men da jeg havde delagtiggjort ham i nyheden i doktor Physicks undersøgelsesværelse og omhyggeligt sørget for at bruge ordet thalassoterapi, havde han blot set på mig i et langt, besynderligt øjeblik. En skygge gled over hans ansigt, og jeg mente at se skuffelse. Han sagde: ”Jamen, så lad os da tage til New Jersey. Det gør vi.”
Den første eftermiddag inden tusmørket faldt på, bragte jeg far en portion torskesuppe på hans værelse. Da han forsøgte at spise den, rystede hans hånd så heftigt, at hele skefulde af suppen stænkede sengetøjet til. Han lænede sig bagud mod hovedgærdet og lod sig made. Jeg plaprede løs om det forblæste hav og om den bugtede trappe, der førte fra hotellet og ned til stranden. Jeg var nærmest febrilsk optaget af at aflede vores opmærksomhed fra det, der skete. Hans mund, der åbnede og lukkede som en fugleunges næb. Den farveløse suppe, der blev skovlet ind. Det aldeles hjælpeløse ved hele optrinet.
Mens jeg madede ham, fyldte brændingens lyd rummet. Gennem vinduet kunne jeg se et stykke tinfarvet hav, der af vinden blev pisket til frådende dønninger. Til sidst løftede han hånden for at lade mig vide, at han havde fået nok af både suppen og snakken.
Jeg satte natpotten på gulvet i nærheden af sengen. ”Godnat, far.”
Han havde allerede lukket øjnene, men hans hånd søgte efter min underarm. ”Det er i orden, Sarah. Vi tager det, som det kommer.”
17. juli 1819
Kære Nina
Vi har indlogeret os på Fish Tavern. Mor ville kalde stedet lurvet, men det har engang været elegant, og det er originalt. Næsten alle værelser er optaget, men jeg har kun hilst på to andre gæster. Det er et par ældre søstre fra New York, begge enker, og de deltager hver aften i bønnemøderne i spisesalen. Jeg kan særlig godt lide den yngste.
Far kræver al min opmærksomhed. Vi tog herud på grund af havluften, men han har ikke været ude af sit værelse en eneste gang. Jeg åbner vinduet, men de skrigende måger generer ham, og han forlanger, at vinduet bliver lukket igen senest til middag. Jeg er ganske listig – jeg lader det stå på klem og siger til ham, at det er lukket. Og så går jeg ned i spisesalen og beder om tilgivelse for min bedrageriske sjæl sammen med søstrene.
Nu er du femten, og dermed er du gammel nok til, at vi kan tale søster til søster. Fars smerter bliver tiltagende værre. Han sover længe og uroligt på laudanum, og når jeg insisterer på, at han bevæger sig lidt rundt i rummet, støtter han sig tungt til mig. De fleste af måltiderne mader jeg ham. Men Nina, jeg ved, at der stadig er håb! Hvis tro kan flytte bjerge, vil Gud snart give far nye kræfter. Hver dag sidder jeg ved hans seng og beder og læser Biblen højt i timevis. Bliv ikke vred over min fromhed. Jeg er trods alt presbyterianer. Som du ved, er vi glade for vores gift og galde.
Jeg håber ikke, du driller mor for meget. Om muligt bør du nok forsøge at tøjle dig selv, til jeg vender tilbage. Jeg beder til, at Håndfuld er ved godt helbred. Pas godt på hende. Hvis hun på nogen måde har brug for beskyttelse, må du gøre dit bedste.
Jeg savner dit selskab. Måske er jeg en smule ensom, men jeg har jo Gud. Du kan fortælle mor, at alt er godt.
Din hengivne søster,
Sarah
Hver dag på bestemte tidspunkter hejste og sænkede hotelportieren røde og hvide flag nær trappen, der førte ned til stranden. Præcis klokken ni blev det røde flag hejst og signalerede til herrerne, at det var deres tid på stranden. Jeg så dem tordne ud i bølgerne, svømme om kap på den anden side af brændingen og dykke ned under overfladen. Når de kom op igen, stod de i vand til livet. De satte hænderne på hofterne og skuede ud mod horisonten. Inde på stranden sloges de eller sad sammen i grupper og røg cigarer. Klokken elleve blev det hvide flag hejst, og mændene gik op ad trappen til hotellet med uldne håndklæder slynget om halsen.
Så indfandt damerne sig. Selv hvis jeg var midt i en bøn, mumlede jeg et hastigt amen og fór hen til vinduet for at se dem stige ned ad trappen i deres badekjoler og oilskinshætter. Jeg havde aldrig før oplevet damer bade. Hjemme gik damer ikke ud i havet iført fantasifulde munderinger. Der fandtes et flydende badehus i havnen ved East Bay Battery med et privat område for kvinder, men mor mente, at det var upassende. Engang fik jeg til min overraskelse øje på de to ældre søstre, jeg havde skrevet til Nina om, mens de varsomt bevægede sig ned ad trappen sammen med de øvrige damer. Den yngste, Althea, gjorde sig altid umage med ikke kun at spørge til far, men også til mig. ”Hvordan har De det, søde ven? De virker lidt bleg. Kommer De nok ud?” Da jeg fik øje på hende blandt de badende den dag, kiggede hun op mod hotellet, og da hun så mig i vinduet, vinkede hun, for at jeg skulle komme ned og slutte mig til dem. Jeg rystede på hovedet, men intet ville havde frydet mig mere.
Kvinder gik altid i vandet på en anden måde end mændene, for de holdt fast i nogle tunge reb, der var forankrede inde på stranden. Til tider kunne der være et helt dusin af dem strakt ud og fordelt i vandet på en gang. De klyngede sig til et enkelt reb og hvinede og vendte ryggen mod skumsprøjtet. Hvis far sov, blev jeg stående ved vinduet og så til med en klump i halsen, indtil det hvide flag blev taget ned igen.
Om formiddagen den 8. august stod jeg netop ved vindueskarmen og forsømte mine bønner, da far vågnede og råbte mit navn. ”Sarah!” råbte han igen og kastede uroligt med hovedet. Jeg lagde min hånd på hans brystkasse for at dæmpe ham, og han vågnede og trak vejret forpustet og hurtigt. Han stirrede på mig med et forstyrret blik, der antydede, at han just var tumlet ud af et mareridt. Det gjorde mig trist at tænke på, at jeg havde været med i det. Far havde været venlig mod mig i de uger, vi opholdt os i Long Beach. Hvordan har du det, Sarah? Spiser du nok? Du virker træt. Læg nu den bibel fra dig og gå en tur. Hans omsorg havde chokeret mig. Men han forblev tilknappet og talte aldrig om dybere emner.
Jeg lagde en våd klud på hans pande. ”… Far, jeg ved, at det har været en prøvelse for dig at tage herud, og din bedring har været … langsom.”
Han smilede uden at åbne sine øjne. ”Det er vist på tide, at vi siger sandheden. Der har overhovedet ikke været nogen bedring.”
”… Vi må ikke opgive håbet.”
”Må vi ikke?” Huden på hans kinder var så tynd og gennemsigtig som et slør. ”Jeg kom herud for at dø, det ved du vist godt.”
”Nej! Det ved jeg bestemt ikke.” Jeg var bestyrtet, endda vred. Det var, som om mareridtet havde fået hans overflade til at krakelere, og jeg ønskede pludselig, at den skulle være hel og tæt igen. ”… Hvis du vitterligt tror, at du er ved at dø, hvorfor insisterede du så ikke på, at vi skulle rejse hjem?”
”Det er formodentlig svært for dig at forstå, men de sidste år derhjemme har været tunge. Det var en lettelse at komme væk, at være her sammen med dig og få lov at dø i fred. Jeg fornemmede, at jeg her ville have lettere ved at give slip på de ting, jeg har kendt og elsket hele mit liv.”
Min hånd fløj op til min mund. Jeg mærkede, at mit blik blev sløret af tårer.
”Sarah, min kære pige. Lad os ikke give efter for forfængelige håb. Jeg forventer ikke at komme mig, ligesom jeg heller ikke ønsker det.”
Nu strålede hans ansigt intenst. Jeg tog hans hånd, og efterhånden mindskedes spændingen i hans træk, og han døsede hen.
Han vågnede klokken tre om eftermiddagen. Det hvide flag var netop blevet hejst – jeg kunne se det indrammet af vinduet. Det smældede mod den klare himmel. Jeg holdt vandglasset mod hans læber og hjalp ham til at drikke. Han sagde: ”Vi har haft vores uoverensstemmelser, ikke?”
Jeg vidste, hvad der ville komme, og jeg ønskede at spare ham. Spare mig selv. ”Det er uden betydning nu.”
”Du har altid haft et stærkt, egenrådigt sind, måske endda et radikalt sind, og jeg har til tider behandlet dig strengt. Det må du tilgive mig for.”
Jeg havde svært ved at forestille mig, hvor meget det måtte koste ham at sige det. ”Ja,” sagde jeg. ”Og du må tilgive mig.”
”Hvad skal jeg dog tilgive dig for, Sarah? For at følge din samvittighed? Tror du ikke, at jeg afskyr slaveriet lige så meget som du? Tror du ikke, at jeg ved, at det var grådighed, der afholdt mig fra at følge min samvittighed, som du har gjort det? Plantagen, vores husholdning, hele vores livsførelse var afhængig af slaverne.” Det trak i hans ansigtsmuskulatur, og han tog sig et øjeblik til siden, inden han fortsatte. ”Eller burde jeg tilgive dig for ønsket om at udtrykke dit intellekt på naturlig vis? Du var klogere end selv Thomas og John, men du er kvinde, og det var endnu en grusomhed, jeg ikke kunne ændre på.”
”Far, stop. Jeg føler ingen vrede eller fortørnelse i forhold til dig.” Det var ikke helt sandt, men jeg sagde det.
Latter blev båret op på vinden nede fra stranden. ”Du bør gå udenfor og lade dig opkvikke og forfriske,” sagde han.
Jeg protesterede, men han holdt på sit. ”Hvordan vil du tage dig af mig, hvis du ikke passer på dig selv? Gør det for min skyld. Jeg skal nok klare mig.”
Jeg havde kun i sinde at soppe i smult vand inden for brændingen. Jeg tog skoene af og lagde dem ved siden af det rullende omklædningsskur, der var blevet trukket ud på sandet. I samme øjeblik trak den venlige søster, Althea, kanvasstoffet til side og trådte ud iført en rød- og hvidstribet badekjole med flæseskørt og ballonærmer. Jeg ønskede, at Håndfuld kunne se det.
”Hvor herligt. Kommer De endelig ned og bader med os?” spurgte hun.
”… Åh, nej. Det har jeg ikke klæderne til.”
Hun så undersøgende på mit ansigt, og det må på alle måder have udstrålet misfornøjelse, for hun bekendtgjorde, at hun pludselig havde mistet lysten til at bade, og at det ville glæde hende umådeligt, hvis jeg ville overtage hendes kjole og springe i bølgerne. Efter samtalen med far følte jeg mig hudløs og blødende rå, som om mit friske kød var blottet. Jeg ville helst gemme mig og være alene, men jeg så ud på rækken af kvinder, der ragede op af vandet, og længere ud på de grønne bjerge af hav, så uendelige og utæmmelige, og jeg tog imod hendes opfordring.
Hun smilede, da jeg trådte ud fra omklædningsskuret. Hun havde ingen hætte, så jeg tog nålene ud af mit hår, der flammede i vinden. Hun sagde, at jeg lignede en havfrue.
Jeg tog fat i et af rebene og fulgte det hurtigt ud i bølgerne, til jeg nåede det sted, hvor resten af damerne stod. Vandet slog mod vores lår, kastede os hid og did – det mindede om barndommens leg, hvor vi havde holdt hinanden i hænderne og dannet en lang kæde, der slyngede sig lumsk og hurtigt som en oksehudspisk – og så overraskede jeg mig selv ved at give slip og bevæge mig bort fra de andre. Jeg kæmpede mig gennem det sydende vand, og da jeg var kommet et stykke bort, lagde jeg mig på ryggen og flød. Det var et chok at mærke, hvordan vandet omfavnede mig. At ligge i havet, mens min far lå og døde oppe på hotellet.
9. august 1819
Kære mor
Biblen forsikrer os om, at Gud vil tørre alle vores tårer bort …
Jeg lagde pennen fra mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle hende det. Det virkede sært, at det skulle være mig, der overbragte hende den slags nyheder. Jeg havde forestillet mig, hvordan hun ville samle alle os børn i dagligstuen og sige, Jeres far er gået bort til Gud. Hvordan havde jeg pludselig fået overdraget det hverv?
I stedet for den fornemme begravelse, han ville have fået i Charleston – pomp og pragt i St. Philips kirke, en statelig procession på Meeting Street, kisten ført på en blomstersmykket vogn og den halve by som følge – i stedet for alt det, blev han begravet anonymt på den tilgroede kirkegård bag den lille metodistkirke, vi havde passeret på vejen til Fish Tavern. Hans ligkiste blev placeret på en arbejdsvogn, og jeg gik bagefter. Alene.
Men intet af det fortalte jeg mor. Jeg fortalte heller ikke, at jeg i hans dødstime havde ligget og flydt frit i havet, i en ensomhed jeg ville huske resten af mit liv, mens mågerne skreg over mit hoved, og det hvide flag blafrede øverst på stangen.
Missus havde grædt så meget, at hun knap nok kunne åbne øjnene. Det var midt på formiddagen, og hun var stadig i natkjolen. Myggenettet var samlet omkring sengen, og gardinerne trukket for vinduerne, men jeg kunne se, at hendes øjenlåg var helt ophovnede. Minta, den nye pige, stod ovre i hjørnet og forsøgte at gøre sig usynlig.
Da missus prøvede at sige noget til mig, brød hun sammen i gråd. Jeg havde ondt af hende. Jeg vidste, hvordan det var at miste et menneske. Hvad jeg ikke vidste var, hvorfor hun havde kaldt mig ind på sit værelse. Det eneste, jeg kunne gøre, var at blive stående og vente på, at hun fik styr på sig selv.
Efter et par minutter hylede hun til Minta, ”Har du tænkt dig at finde mig et lommetørklæde eller ej?”
Minta gav sig til at rode i skuffen i linnedskabet, og missus vendte sig mod mig. ”Du bør straks begynde på min kjole. Jeg vil have sort fløjl. Og en eller anden form for perlebesætning. Mrs. Russell havde kulperler på sin. Jeg får brug for en kysehat med et langt crepeslør ned ad ryggen. Og sorte handsker, men sy dem som fingerløse vanter på grund af varmen. Kan du huske det hele?”
”Ja, missus.”
”Det hele skal ligge klar om to dage. Og det skal være fuldendt, Hetty, forstår du det? Fuldendt. Du må tage natten til hjælp, hvis det bliver nødvendigt.”
Det virkede, som om hun havde fået rigtig godt styr på sig selv igen.
Hun skrev mig en passerseddel til markedet og sendte mig afsted i den lukkede vogn med Tomfry, som skulle købe sørgekortene. Hun sagde, at det ville tage alt for lang tid, hvis jeg skulle humpe frem og tilbage. Det var sådan, jeg fik mit livs første tur i lukket vogn. Undervejs sagde Tomfry ”Tør så det grin af dit fjæs. Det er meningen, at vi skal sørge.”
Jeg stod ved markedets fine boder og kiggede efter de perler, som missus åbenbart blev nødt til at have, da jeg stødte ind i mr. Veseys kone, Susan. Jeg havde ikke set hende siden først på sommeren, hvor jeg var gået hen til Bull Street nummer 20.
”Se nu, hvad katten har slæbt ind,” sagde hun. Jeg gættede på, at hun stadig var godt gal i skralden.
Jeg overvejede, hvad hun mon vidste. Måske havde hun stået og lyttet den dag, jeg snakkede med mr. Vesey. Hun kendte måske til mauma, til barnet, til det hele.
Jeg kunne ikke se nogen grund til at lade striden fortsætte. ”Jeg vil ikke skændes med dig. Jeg har ikke tænkt mig at ulejlige dig mere.”
Det tog brodden af hende. Hendes skuldre faldt ned på plads, og ansigtet blev blødt. Og så var det, jeg lagde mærke til tørklædet, hun havde på. Rødt. Kantet med perfekte kædesting. Små oliepletter på den ene side. Jeg sagde ”Det er min maumas hovedtørklæde.”
Hendes læber åbnede sig, som om proppen var sprunget af flasken. Jeg ventede, men der kom ingen ord ud af hendes mund.
”Jeg kan genkende det,” sagde jeg.
Hun satte sin kurv med bomuldsstoffer fra sig på jorden og viklede tørklædet af hovedet. ”Værsgo, tag det.”
Jeg lod en finger løbe langs den broderede kant, over folderne, hvor hendes hår havde været. Jeg viklede mit eget tørklæde af og tog maumas på i stedet. Jeg skubbede det godt ned i panden, som hun plejede at gøre.
”Hvordan har du fået det?” sagde jeg.
Hun rystede på hovedet. ”Det har du vel ret til at vide. Den nat din mor stak af, bankede hun på vores dør. Denmark sagde, at byvagten ville lede efter en kvinde med et rødt tørklæde, så jeg tog hendes og gav hende et af mine i stedet. Et almindeligt brunt et, der ikke ville blive lagt mærke til.”
”Du hjalp hende? Du hjalp hende med at slippe væk?”
Hun svarede ikke rigtigt, men sagde ”Jeg gør, som Denmark giver mig besked på.” Og så slentrede hun barhovedet videre.
Jeg syede hele dagen og hele natten og næste dag og nat med, og hele tiden havde jeg maumas tørklæde på. Hele tiden tænkte jeg på, at hun var kommet hen til mr. Vesey den nat, og at han vidste mere, end han sagde.
Hver gang jeg bar kjolen ovenpå for at prøve den på missus, kunne jeg se, hvordan huset stod på den anden ende for at blive klar til de sørgende. Missus sagde, at den halve by ville møde op. Tante-Søster og Phoebe bagte begravelsesboller og gjorde testellene klar. Binah hængte sort sørgeflor over malerier og spejle, og Eli blev sat til at gøre rent. Minta havde den ringeste opgave, for hun skulle blive på missus værelse og finde lommetørklæder og stå for skud.
Tomfrey stillede portrættet af mr. Grimké op i dagligstuen og ordnede mindebordet. Han hentede masters høje hat af bæverskind, hans slipsenåle og de lovbøger, han havde skrevet. Thomas kom med et stofbanner, hvor der stod død, men ikke glemt, og Tomfry lagde også det på bordet sammen med et ur, der var standset på det tidspunkt, hvor mr. Grimké gik bort. Missus vidste ikke præcis, hvornår det var. Sarah havde skrevet, at han døde sidst på eftermiddagen, så missus sagde, stil det på klokken16.30.
Når hun ikke tudbrølede, var hun rasende over, at Sarah ikke havde haft så meget fornuft i hovedet, at hun havde tænkt på at klippe en lok hår af master Grimké og lægge den i brevet. Det gjorde jo, at hun ingenting havde at komme i sin sørgebroche af ægte guld. Hun brød sig heller ikke om den notits, der blev trykt i Mercury. Der stod, at han var blevet lagt i graven nordpå langt fra familie og venner, og det ville uden tvivl have pint ham som en af South Carolinas store sønner.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fik kjolen færdig til tiden. Det var den fineste kjole, jeg nogensinde havde syet. Jeg satte hundredvis af sorte glasperler på snor og syede snorene fast på en krave, der lignede et edderkoppespind. Jeg fæstnede den omkring halsen og lod den drapere ned over brystet. Da missus så den, roste hun mig for første og eneste gang, og jeg glemmer det aldrig. Hun sagde ”Hvor ville din mor være stolt af dig, Hetty.”
En søndag, efter at de besøgende var holdt op med at lægge vejen forbi for at kondolere, vred jeg mig ud gennem vinduet og kravlede over muren. Det var vores fridag, og slaverne drev den af. Missus havde lukket sig inde på sit værelse. Jeg skulle gå et lille stykke foran huset, før jeg kunne føle mig rolig, og da jeg drejede om hjørnet, fik jeg øje på Tomfry, der stod på fortrappen og tingede om prisen med den slavedreng, der solgte os fisk. De stod bøjet over det, der lignede en halvtredspunds kurv fuld af skrubber. Jeg dukkede hovedet og fortsatte.
”Håndfuld! Er det dig?”
Da jeg kiggede op, stod Tomfry og stirrede ned på mig fra det øverste trin. Han var blevet gammel og havde fået mælkehvide pletter i øjnene, og jeg var lige ved at sige, ”Nej, jeg er ikke Håndfuld”, men han kunne selvfølgelig have set stokken i min hånd. Den afslørede mig. Jeg sagde ”Ja, det er mig. Jeg skal på markedet.”
”Hvem har givet dig lov til det?”
Jeg havde Sarahs passerseddel i min lomme, men den ville han nok ikke tro på – hun var stadig oppe nordpå, hvor hun ventede på skibslejlighed til at komme hjem. Jeg standsede midt på fortovet.
Han sagde ”Hvad laver du herude? Svar mig.”
Inde i mit hoved kunne jeg høre trædemøllen dreje og kværne.
En skikkelse bevægede sig i vinduet ud mod gaden. Nina. Så blev hoveddøren åbnet, og hun sagde ”Hvad er der, Tomfry?”
”Håndfuld er herude, og jeg forsøger at finde ud af hvorfor.”
”Åh, hun går blot et ærinde for mig. Vær rar ikke at nævne det for mor, jeg vil ikke have, at hun bliver forstyrret.” Så råbte hun ned til mig. ”Du må gerne fortsætte.”
Tomfry vendte igen sin opmærksomhed mod fiskekræmmeren. Jeg kunne ikke få benene til at bevæge sig hurtigt nok. Ved George Street standsede jeg og kiggede tilbage. Nina stod stadig foran huset og holdt øje med mig. Hun løftede hånden og vinkede.
Tæt på Bull Street nummer 20 stod et lille sammenrend af et orkester og spillede – det bestod af tre drenge, som blæste i store krukker, og Gullah Jack, mr. Veseys højre hånd, der slog på sin tromme. De havde samlet en hel flok af farvede mennesker, og et par af kvinderne begyndte på det, vi kaldte at træde dansen. Jeg standsede for at se på, for de trådte Strutting Miss Lucy. Det meste af tiden holdt jeg øje med Gullah Jack. Han havde kraftige bakkenbarter og hoppede rundt på sine korte ben. Da han blev færdig med melodien, stak han trommen ind under armen og gik ned ad gaden mod mr. Veseys hus. Jeg fulgte efter ham.
Jeg kunne se røg fra køkkenhuset og gik om bagved og bankede på. Susan lukkede mig ind og sagde ”Nå, jeg er overrasket over, at det tog dig så lang tid at komme.” Hun sagde, at jeg kunne hjælpe hende, for mændene sad ude i den forreste stue og holdt møde.
”Møde om hvad?”
Hun trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke, og det vil jeg heller ikke vide.”
Jeg hjalp hende med at hakke kål og gulerødder til deres aftensmad, og da hun gik ud til dem med en flaske madeira, gik jeg med. Jeg ventede på den anden side af døren, mens hun skænkede i glassene, men jeg kunne se dem sidde omkring bordet: mr. Vesey, Gullah Jack, Peter Poyas, Monday Gell og to af guvernørens slaver, Rolla Bennett og Ned Bennett. Jeg kendte hver og en af dem fra kirken. De var alle sammen slaver undtagen mr. Vesey. Senere begyndte han at kalde dem sine løjtnanter. Jeg blev hængende i gangen og lod Susan gå alene tilbage til køkkenhuset. Så listede jeg mig så tæt på døren, jeg kunne komme uden at blive set.
Det lød, som om mr. Vesey var ved at fordele alle slaverne i staten. ”Jeg tager de franske negere på Santee, og Jack, du tager slaverne på Sea Island. Dem, der bliver svære at hverve, er markslaverne ude på plantagerne. Peter, du og Monday kender dem bedst. Rolla, jeg giver dig byslaverne, og Ned får dem på Neck.”
Han sænkede stemmen, og jeg krøb lidt nærmere. ”Lav en liste med alle, du hverver. Og vogt listen med dit liv. Sig til alle, at de skal være tålmodige, snart kommer dagen.”
Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men Gullah Jack kastede sig over mig, inden jeg kunne nå at dreje hovedet. Han greb mig bagfra og smed mig ind i rummet, så min kaninstok fløj gennem luften. Jeg bankede ind i væggen og landede fladt på gulvet.
Han satte foden på mit bryst og trampede mig ned. ”Hvem er du?”
”Fjern din klamme fod fra mig!” Jeg spyttede efter ham, og klatten faldt ned i mit eget ansigt.
Han løftede en hånd, som om han ville slå mig, og ud af øjenkrogen så jeg Denmark Vesey tage ham i kraven og slynge ham halvt gennem stuen. Så hjalp han mig op. ”Er du okay?”
Mine arme rystede så heftigt, at jeg ikke kunne holde dem i ro.
”Alt, hvad du har hørt herindefra, holder du for dig selv,” sagde han til mig.
Jeg nikkede, og han lagde armene om mig for at stoppe rystelserne.
Han vendte sig mod Gullah Jack og de andre og sagde ”Det her er min kones datter og søsteren til mit barn. Hun er familie, og det betyder, at I ikke må lægge hånd på hende.”
Han sagde til mændene, at de skulle gå ud i hans værksted. Vi ventede, mens de skubbede stolene bagud og forlod rummet.
Han regnede altså mauma for en af sine koner. Jeg er familie.
Han trak en stol ud for mig. ”Her, sæt dig. Hvad gør du her?”
”Jeg kom for at finde ud af, hvad der skete med mauma. Jeg ved, at du ved det.”
”Nogle ting er det bedst ikke at vide,” sagde han.
”Ja, det er i hvert fald ikke, hvad der står i Biblen. Der står, at hvis man kender sandheden, bliver man fri.”
Han gik rundt om bordet. ”Jamen, ret skal være ret.” Han lukkede vinduet, så sandheden ville blive inde i stuen og ikke bølge ud i verden og blive hørt.
”Den dag Charlotte fik ballade med byvagten, kom hun herhen. Jeg var i værkstedet, og da jeg kiggede op, stod hun der pludselig. De havde jagtet hende hele vejen til rismølledammen, hvor hun gemte sig i en sæk i møllehuset. Hun havde risskaller over hele kjolen. Jeg gemte hende her, til det blev mørkt, så fulgte jeg hende ud til Neck, hvor der sjældent patruljeres. Jeg ville gemme hende derude.”
Neck lå lige nord for byen og havde mange lejekaserner for frie sorte og slaver, hvis ejere lod dem bo ude. De blev kaldt negerhytter. Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan de så ud, forsøgte at forestille mig mauma i en af dem.
”Jeg kendte en fri sort, som havde et værelse, og han lod hende bo der. Hun sagde, at når byvagten holdt op med at lede efter hende, ville hun tage tilbage til familien Grimké og overgive sig til deres nåde og barmhjertighed.” Han havde gået frem og tilbage i rummet, men nu satte han sig ned ved siden af mig og fortalte sandheden så hurtigt, han kunne. ”En aften gik hun ud på dasset i Radcliff Alley, og der stod en hvid mand, en slavejæger ved navn Robert Martin. Han havde ventet på hende.”
En lyd fyldte mit hoved, en klagende lyd, der var så høj, at jeg ikke kunne høre andet. ”En slavejæger, hvad er en slavejæger?”
”En, der stjæler slaver. Dens slags er værre end bærme og udskud. Vi kendte ham alle sammen – han havde en vognmandsforretning deroppe. Først handlede han med almindelige varer, så begyndte han at købe slaver, og siden gik han over til at stjæle dem. Han jagtede dem oppe i Neck. Han holdt øjne og ører åbne og gik efter dem, der var stukket af. Der var flere, som så ham tage Charlotte.”
”Han tog hende? Og solgte hende et andet sted?”
Jeg sprang op og skreg højere end lyden i mit hoved. ”Hvorfor ledte du ikke efter hende?”
Han tog fat i mine skuldre og ruskede mig. Hans øjne gnistrede som flint. Han sagde ”Gullah Jack og jeg ledte i to dage. Vi ledte overalt, men hun var væk.”
Jeg klarede den omstændelige rejse tilbage til Philadelphia, hvor jeg fandt logi i det samme hus på Society Hill, som far og jeg tidligere havde resideret i. Jeg forventede kun at blive, til skibet sejlede, men på den fastsatte morgen – min kuffert var pakket, og drosken ventede – vægrede jeg mig som følge af en sær og ukendt fornemmelse.
Mrs. Todd, som jeg lejede værelset af, bankede på døren. ”Miss Grimké, drosken venter. Må jeg sende kusken op efter kufferten?”
Jeg svarede ikke straks, men blev stående ved vinduet og kiggede ud på den frodige vinranke, der slyngede sig om stakittet, på den brolagte gade med morbærfigentræerne, på lyset, der faldt i dæmpede, marmorerede mønstre, og næppe hørbart hviskede jeg: ”Nej.”
Jeg vendte mig mod hende og løsnede kysen. Den var sort og havde en lille, rynket flæse, som var passende i sorg. Jeg havde købt den på High Street dagen forinden, hvor jeg havde bevæget mig alene ind og ud af butikkerne for min egen fornøjelses skyld. Siden var jeg vendt tilbage til mit værelse, hvor der hverken fandtes tjenere eller slaver, intet umådeholdent møblement eller filigran eller bladguld, ingen, der forlangte, at jeg mødte op til teselskaber med gæster, der var mig så inderligt ligegyldige, ingen forventninger af nogen slags, blot det lille værelse, hvor jeg tog mig af det hele, selv sengeredningen og vasketøjet. Jeg snurrede rundt mod mrs. Todd. ”… Jeg vil gerne have lov at beholde værelset lidt længere, hvis det er muligt.”
Hun så forvirret på mig. ”De rejser ikke som planlagt?”
”Nej, jeg vil gerne have lov at blive en tid. Men kun en tid.”
Jeg sagde til mig selv, at jeg gerne ville sørge i ro og fred. Virkede det så usandsynligt?
Mrs. Todd var gift med en dommerfuldmægtig, som manglede penge, og hun knugede min hånd. ”De er velkommen til at blive, så længe De ønsker.”
Jeg skrev et omsorgsfuldt brev til mor, hvori jeg forklarede det uforklarlige: Far var død, og jeg kom ikke straks hjem. Jeg har brug for at sørge alene.
Mors svar nåede mig i september. Hendes lille, stramme håndskrift var tyk af raseri og blæksprut. Min opførsel var skammelig, egoistisk, ond. ”Hvordan kan du lade mig alene i min mørkeste time?” skrev hun.
Jeg brændte hendes brev i ildstedet, men ordene efterlod mig mærket af skyldfølelse. Det var sandt, hvad min mor havde skrevet. Jeg var egoistisk. Jeg havde svigtet min mor. Og Nina. Det pinte mig, men det fik mig ikke til at pakke min kuffert.
Jeg tilbragte dagene som en drivert. Som en, der lod, som om hun var syg. Som en skulker. Jeg sov, når jeg var træt, ofte midt på dagen. Mrs. Todd opgav at få mig til at komme til de faste måltider og stillede i stedet en tallerken til mig i køkkenet. Jeg hentede den op på mit værelse på de underligste tidspunker og vaskede selv op. Der var ikke mange bøger at læse, men jeg skrev i en lille notesbog, jeg havde købt, mest om fars sidste dage, og jeg lærte bibelske skriftsteder udenad ved hjælp af et sæt hukommelseskort. Jeg gik op og ned ad gaderne under morbærfigentræerne, mens de blev lyse og siden bronzefarvede, og jeg udvidede mit gebet for hver dag, der gik – til Washington Square, Philosophical Hall, Old St. Marys kirke og en enkelt gang ganske utilsigtet til The Man Full of Trouble Tavern, hvor jeg hørte råb og skrig og service, der knustes.
En søndag, hvor luften var sprød og fuld af skarpt lys, gik jeg i ankeldybe dynger af efterårsblade hele vejen til Arch Street, hvor jeg opdagede et kvækerforsamlingshus, der var så stort, at jeg måtte standse op og se på det. I Charleston fandtes der et enkelt, lille mødested – det virkede ganske forfaldent, og det forlød, at det kun blev besøgt af et par krakilske gamle mænd. Mens jeg stod der, begyndte folk at strømme ud ad hoveddøren. Kvinderne og de unge piger var klædt i mørke, helt enkle kjoler, der fik os presbyterianere til at virke nærmest flamboyante. Selv børnene havde gråbrune frakker og små, alvorlige ansigter. Jeg så dem mod bygningens røde mursten, mod taget, der hverken var forsynet med tårn eller spir, mod vinduerne med de enkle skodder, og jeg følte mig frastødt. Jeg havde ladet mig fortælle, at de til deres gudstjenester sad i tavshed og ventede på, at et medlem af menigheden skulle åbne munden og delagtiggøre alle i hans eller hendes mest inderlige samtaler med Gud. Jeg syntes, det lød skræmmende.
Bortset fra mødet med kvækerne mindede ugerne meget om de øjeblikke, hvor jeg flød i havet ved Long Branch under det hvide flag. De var fyldt med friskhed og livskraft, så det næsten føltes, som om et ekstra hjerte slog i mit bryst. Jeg havde opdaget, at jeg klarede mig ganske glimrende alene. Hvis det ikke havde været for fars død, ville jeg nærmest have været lykkelig.
Men da det blev november, var jeg klar over, at jeg måtte afsted. Vinteren var på vej. Havet ville blive lumsk. Jeg pakkede min kuffert.
Skibet var en kutterrig, og det gav mig en forhåbning om at nå til Charleston på ti dage. Jeg havde købt billet til første klasse, men min kahyt var lille og mørk og indeholdt intet andet end et indbygget skab og en køje, der var to fod bred. Så ofte som muligt vovede jeg mig op på dækket for at mærke den kolde, forfriskende vind, og der stod jeg så og skuttede mig i læsiden med de andre passagerer.
Den tredje morgen vågnede jeg omkring solopgang og klædte mig hurtigt på uden at ulejlige mig med at flette håret. Det indelukkede, kvælende rum føltes som et gravkammer, og jeg steg op og trådte ud på dækket med mit flyvende gulerodsfarvede hår. Jeg forventede, at få det for mig selv, men der stod allerede en skikkelse ved rælingen. Jeg trak hætten på min kappe op og søgte længere hen ad dækket.
En lille, hvid kugle af en måne hang stadig på himlen og klyngede sig til den sidste smule nat. Under den løb en smal blå linje af lys langs horisonten. Jeg stod og så den brede sig opad.
”Hvordan står det til, ven?” sagde en mandsstemme. Det var den formelle kvækerhilsen, jeg så ofte havde hørt i Philadelphia.
Da jeg vendte mig mod ham, blæste et par hårlokker fri af kappen og piskede mig vildt i ansigtet. ”… Jeg har det ganske udmærket, sir.”
Han havde en dramatisk hagekløft og gennemborende, brune øjne. Brynene vendte opad som små stejle bakker. Han var klædt i enkle knæbukser med sølvspænder ved knæene, en mørk frakke og en trekantet hat. En kulsort hårlok hang ned i panden. Jeg gættede på, at han var nogle år ældre end jeg, ti eller måske endda flere. Jeg havde set ham på dækket før og også den første aften i skibets kabys med hans kone og otte børn, seks drenge og to piger. Jeg havde lagt mærke til, at hun så frygtelig træt ud.
”Jeg hedder Israel Morris,” sagde han.
Senere spekulerede jeg på, om det mon var de tre skæbnegudinder, der havde sørget for, at jeg befandt mig netop der, om det var dem, som havde fået mig til at dvæle i Philadelphia i hele tre måneder, indtil netop dette skib stævnede ud, selvom vi presbyterianere naturligvis mente, at det var Gud, der sørgede for at arrangere den slags gunstige møder og ikke mytologiske kvinder udstyret med tene, tråde og sakse.
Storsejlene smældede og peb og lavede et vældigt spektakel. Jeg sagde mit navn, og så stod vi et øjeblik og så på lyset, der vældede frem, og på havfuglene, som pludselig gav sig af med at sejle i store buer hen over himlen. Han fortalte mig, at hans kone, Rebecca, var sat i karantæne i deres kahyt, hvor hun tog sig af deres to yngste børn, som var blevet smittet med dysenteri. Han var kommissionær, provisionshandlende, og selvom han var beskeden, fornemmede jeg, at han havde haft succes med sin forretning.
Til gengæld fortalte jeg ham om de steder, jeg havde besøgt sammen med min far og om hans uventede død. Ordene gled ubesværet af min tunge, og der opstod kun en lille, periodevis stammen. Det måtte bestemt skyldes vandmassernes stigen og falden omkring os.
”Det gør mig ondt at høre,” sagde han. ”Det må have været svært at tage sig af en døende helt alene. Var Deres mand forhindret i at tage med?”
”Min mand? Åh, mr. Morris, jeg er ikke gift.”
Han blev højrød i ansigtet.
For at lette stemningen sagde jeg: ”Jeg forsikrer Dem om, at det ikke er noget, der optager mig synderligt.”
Han lo og spurgte til min familie og vores liv i Charleston. Da jeg fortalte ham om huset på East Bay Street og plantagen inde i landet, blev hans muntre ansigt straks alvorligt. ”I ejer slaver?”
”… Min familie gør, ja. Men personligt tager jeg afstand fra det.”
”Og alligevel gør De fælles sag med dem?”
Jeg rejste børster. ”… De er min familie, sir. Hvad vil De have, at jeg skal gøre?”
Han så på mig med både venlighed og medlidenhed. ”At forholde sig tavs over for et onde, er i sig selv et onde.”
Jeg vendte mig bort fra ham og kiggede ud over det spejlblanke vand. Hvilken mand ville sige den slags? En gentleman fra syden ville hellere bide tungen af sig selv.
”Tilgiv min ligefremhed,” sagde han. ”Jeg er kvæker. Vi mener, at slaveri er en vederstyggelighed. Det er en vigtig del af vores tro.”
”… Nu er jeg tilfældigvis presbyterianer, og selvom vi ikke har formuleret en doktrin, der går imod slaveri, som I har gjort det, er det også en vigtig del af min tro.”
”Naturligvis. Tilgiv mig. Jeg er bange for, at der er en fanatiker i mig, som jeg er ude af stand til at styre.” Han trak i sin hatteskygge og smilede. ”Jeg må se at få hentet morgenmad til min familie. Jeg håber, at vi igen får lejlighed til at tale sammen, miss Grimké. Goddag.”
Jeg tænkte ikke på andet end ham de næste to dage. Han forstyrrede de fleste af mine vågne øjeblikke og endda også min søvn. Jeg følte mig tiltrukket af ham på et dybere plan, end jeg havde været med Burke, og det var det, der skræmte mig. Jeg var tiltrukket af hans brutale samvittighed, hans afskyelige kvækertro, af den styrke, der fandtes i hans ideer, af den styrke, der fandtes i ham. Han var en gift mand, og det var jeg taknemmelig for. Det gjorde, at jeg var uden for fare.
På rejsens sjette dag henvendte han sig til mig i kabyssen. Skibet huggede frem gennem en hård kuling, og vi var blevet forment adgang til dækket. ”Må jeg have lov at sætte mig?” spurgte han.
”… Ja, endelig.” Ilden blussede op i mit bryst. Jeg mærkede, hvordan den skød op i mine kinder og gav dem samme farve som skovæbler. ”… Er Deres børn kommet sig? Og Deres kone? Hun blev måske slet ikke smittet?”
”Sygdommen ser ud til at gå på omgang mellem alle børnene nu, men de klarer sig takket være Rebecca. Vi kunne ikke klare os en eneste dag uden hende. Hun er –” Han afbrød sig selv, men da jeg blev ved med at se forventningsfuldt på ham, afsluttede han sætningen. ”Den perfekte mor.”
Uden hat virkede han yngre. Det sorte hår strittede i alle retninger. Han havde mørke rande under øjnene, og jeg forestillede mig, at de kom af at tage sig af børnene sammen med deres mor, men han trak en slidt læderindbunden bog frem fra vesten og fortalte, at han havde siddet og læst til sent aftenen forinden. ”Det er John Woolmanns dagbog. Han er en stor fortaler for vores tro.”
Da samtalen igen berørte kvækertroen, åbnede han bogen og læste uddrag for mig i et forsøg på at give mig indsigt i deres tankegang. ”Alle er lige meget værd,” sagde han. ”Vores præster er både kvinder og mænd.”
”Kvinder?” Jeg stillede så mange spørgsmål angående denne besynderlighed, at han lo.
”Bør jeg antage, at hævdelsen af det kvindeliges værdi, ligesom modstanden mod slaveri, også er en del af Deres personlige tro?” sagde han.
”… Jeg har længe ønsket at finde mig et kald.”
”De er en usædvanlig kvinde.”
”Nogle vil nok sige, at jeg er mere radikal end usædvanlig.”
Han smilede, og hans øjenbryn skød op i panden, så deres skråstilling blev endnu mere markant. ”Er det muligt, at der ligger en kvæker på lur under Deres presbyterianske overflade?”
”Ikke på vilkår,” sagde jeg til ham. Men senere, da jeg blev alene, var jeg ikke længere sikker. At fordømme slaveriet var en ting – så meget var jeg selv kommet frem til – men kvindelige præster!
I de få resterende dage ombord på skibet fortsatte vi vores samtaler i den stormomsuste verden oppe på dækket og nede i kabyssen, hvor der lugtede af kogte ris og cigarer. Vi talte ikke kun om kvækere, men også om teologi, filosofi og politik i forbindelse med slaveriets ophævelse og kvinders frigørelse. Han mente, at slaveriet skulle ophæves gradvist, mens jeg argumenterede for, at det skulle ske straks. Han fandt intellektuelt selskab i mig, men jeg forstod ikke helt, hvorfor han også ønskede mit venskab.
Den sidste aften på skibet spurgte Israel, om jeg ville komme og hilse på hans familie i kabyssen. Hans kone, Rebecca, sad med den yngste på skødet, en pjevset lille fyr, der ikke kunne være mere end tre år gammel. Han bankede hele tiden sit røde ansigt mod hendes skulder som en spætte. Hun var en af den slags spinkle, sarte kvinder, hvis kroppe så ud, som om de mestendels bestod af luft. Hendes hår var lyst som halm, tilbageskrabet og med midterskilning. Et par tjavser faldt ned omkring hendes ansigt.
Hun klappede barnet på ryggen. ”Israel er fuld af lovord om Dem. Han fortæller, at De har været så venlig at lytte, mens han har forklaret vores tro. Jeg håber ikke, han har trættet Dem. Han kan være ustoppelig.” Hun smilede sigende til mig.
Jeg brød mig ikke om, at hun var så køn og charmerende. ”… Jo, han var bestemt grundig,” sagde jeg, og latteren boblede op i hende. Jeg så over på Israel. Han strålede mod hende.
”Hvis De igen kommer nordpå, må De besøge os,” sagde Rebecca, mens hun gennede børnene mod deres kahyt.
Israel blev hængende et øjeblik længere og hentede John Woolmans dagbog frem. ”Tag imod den som en gave.”
”Men det er jo Deres eget eksemplar. Det kan jeg umuligt tage imod.”
”Det ville gøre mig så glad – jeg køber et nyt eksemplar, når jeg vender tilbage til Philadelphia. Jeg beder kun om, at De nedfælder Deres indtryk, når De har læst den, og sender dem til mig.” Han åbnede bogen og viste mig et stykke papir, hvorpå han havde noteret sin adresse.
Da jeg senere på aftenen havde blæst vægen ud, lå jeg vågen og tænkte på bogen, der var stoppet ned i min kuffert, og på adressen, som var gemt indeni. Jeg beder kun om, at De nedfælder Deres indtryk og sender dem til mig. Havet bevægede sig under mig og rullede ind mod Charleston i det duvende mørke.
Når de har tænkt sig at sælge en, er det første, de siger, gå ud og skrub dine tænder. Det havde Tante-Søster altid fortalt os. Hun sagde, at når slaver blev solgt på gaden, kiggede de hvide mennesker først og altid på deres tænder. Men ingen af os tænkte på tænder, efter at master Grimké var død. Vi troede, at livet ville fortsætte med de sædvanlige bryderier.
Sagføreren kom for at læse testamentet højt to dage efter, at Sarah var kommet tilbage oppe nordfra. Vi samledes i spisestuen, alle Grimké-børnene og alle slaverne. Jeg syntes, det var sært, at missus ville have os slaver med. Vi stod på en række bagest i rummet og var lige ved at bilde os ind, at vi var en del af familien.
Sarah sad på den ene side af bordet, og Nina på den anden. Sarah så over på sin søster med et trist smil, og Nina kiggede væk. Der var en kurre på tråden mellem dem.
Missus havde sin pæne, sorte sørgekjole på. Jeg ville sige til hende, at hun skulle tage den af og lade Mariah vaske den, for der var kommet grå cirkler under armhulerne. Hun havde vist haft den på alle dage siden august, men det var der ikke nogen, som skulle blande sig i. Rappenskralden blev kun værre og værre. Sagføreren – han hed mr. Huger – rejste sig med en håndfuld papirer og sagde, at det var John Faucheraud Grimkés sidste vilje og testamente, der var blevet nedfældet i maj. Han læste en hel del om derforuden, endvidere og fremdeles, og så kom der mere om ydermere og sågar. Det lød værre end Biblen.
Missus fik ikke huset. Det gik til Henry, som endnu ikke var fyldt atten, men hun kunne i det mindste blive boende, til hun døde. ”Jeg efterlader hende husets møblement, sølvtøjet, forsølvede genstande, en lukket vogn og to af mine heste, samt beholdningen af spiritus og fødevarer, som findes i huset ved min død.” Det fortsatte og fortsatte. Alle formuegenstande og andet habengut.
Så læste han noget, der fik de små hår på mine arme til at rejse sig. ”Hun må få seks slaver til sin ejendom og selv vælge hvilke. Resten kan hun sælge eller fordele blandt mine børn, som det passer hende.”
Binah stod ved siden af mig. Jeg hørte hende hviske ”Åh, Gud, nej.”
Jeg kiggede ned langs rækken af slaver. Vi var kun elleve tilbage – Rosetta var sovet ind året forinden.
Hun må få seks slaver og selv vælge hvilke … resten kan hun sælge eller fordele. Fem af os skulle væk.
Minta begyndte at snøfte. Tante-Søster sagde ”Tys nu,” men selv hendes gamle øjne flakkede, og hun så skræmt ud. Hun havde oplært Phoebe for godt. Tomfry var også ved at blive gammel, og Elis fingre var krogede som kviste. Goodis og Sabe var stadig unge, men man har ikke brug for to slaver i stalden, når der kun er to heste. Prince var stærk og tog sig af arbejdet på gårdspladsen, men nu sad han og skulede og pudsede næsen i skjorten. Mariah kunne tage fat, og jeg regnede med, at hun ville blive, men Binah sukkede stille, for hun hørte til i barnekammeret, og der kom ikke flere børn.
Jeg sagde til mig selv, missus har brug for en syerske, men så kiggede jeg igen på den sorte kjole. Fra nu af ville hun kun få brug for nogle stykker af den samme slags, og dem kunne hun altid hyre nogen udefra til at klare.
Pludselig sagde Sarah ”… Det kan far da ikke have ment!”
Missus sendte hende et giftigt blik. ”Din far skrev selv ordene, og vi vil opfylde hans ønsker. Vi kan ikke gøre andet. Lad nu mr. Huger fortsætte.”
Da han igen begyndte at læse op, kiggede Sarah over på mig med det samme sorgfulde, blå blik, hun havde sendt mig, da hun fyldte elleve, og jeg stod foran hende med det lavendelfarvede bånd om halsen. Verden var vendt på vrangen, og hun formåede ikke at vride den tilbage.
I december hang vores nerver i laser, for vi ventede kun på, at missus skulle beslutte sig for, hvem hun ville beholde, og hvem hun kunne undvære. Og hvordan skulle mauma finde mig, hvis hun kom tilbage, og jeg var blevet solgt?
Hver aften lagde jeg en opvarmet mursten i sengen for ikke at fryse om fødderne, og så lå jeg og tænkte på, at mauma var i live. At hun var et sted derude. Jeg spekulerede på, om manden, der købte hende, mon var flink. Om han havde sendt hende i markerne? Syede hun stadig? Var min lille søster eller bror hos hende? Gik hun endnu med posen omkring halsen? Jeg vidste, at hun ville komme tilbage, hvis hun kunne. Det var her, hendes sjæl var. I træet. Det var her, jeg var.
Lad ikke mig være en af dem, der skal væk.
Missus holdt ikke jul det år, men hun sagde, I må gerne fejre jonkonnu, hvis I vil. Det var en skik, der blev indført nogle år forinden af slaver fra Jamaica. Tomfry klædte sig ud i en skjorte og et par bukser med påsyede strimler og stumper af farvestrålende stof og et højt skorstensrør af en hat – og så kaldte vi ham for kludemanden. Vi traskede i hælene på ham, mens vi sang og slog på gryder og potter, til vi endte ved bagdøren. Han bankede på, og missus og alle de andre kom ud og så ham danse. Og så forærede missus os små gaver. Det kunne være en mønt eller et nyt stearinlys. Nogle gange var det et tørklæde eller en majspibe. Det skulle alt sammen gøre, at vi blev ved med at være glade og tilfredse.
Vi regnede ikke med, at vi ville have lyst til den slags det år, men på jonkonnudag kom Tomfry alligevel ind på gårdspladsen i sit pjaltede tøj, og vi lavede et frygteligt spektakel og glemte et øjeblik vores sorger og bekymringer.
Missus trådte ud ad bagdøren i den sorte kjole med en kurv fuld af gaver. Sarah, Nina, Henry og Charles stod bag hende. De forsøgte at smile til os. Selv Henry, der ellers slægtede sin mor på, lignede en grinende engel.
Tomfry gav sit nummer. Han snurrede rundt, hoppede op og ned og baskede med armene. Båndene flagrede i luften, og da han var færdig, klappede de alle sammen, og han tog hatten af og gned de grå totter på sit kranie. Missus rakte ned i sin kurv og uddelte fine malede papirvifter til kvinderne. Mændene fik to mønter, ikke en.
Det havde været overskyet hele dagen, men nu brød solen frem. Missus støttede sig til sin stok med dupskoen af guld og missede med øjnene. Hun råbte Tomfrys navn op. Så Binah. Eli. Prince. Mariah. Hun sagde ”Jeg har noget ekstra til jer” og rakte hver af dem et glas med gurglevand.
”I har tjent mig godt,” sagde hun til dem. ”Tomfrey, du går til Johns husstand. Binah, du går til Thomas’. Eli, jeg sender dig ud til Mary.” Så vendte hun sig mod Prince og Mariah. ”Jeg er ked af at skulle meddele, at I bliver solgt. Det er ikke mit ønske, men det er nødvendigt.”
Ingen sagde en lyd. Stilheden lå over os som en sten, der var for tung at løfte.
Mariah lod sig falde ned og gik på knæene hen til missus, mens hun bønfaldt hende om at skifte mening.
Missus tørrede sine øjne. Så snurrede hun omkring og gik ind i huset med sine sønner, men Sarah og Nina blev stående. Deres ansigter var fulde af medlidenhed.
Øksen ramte ikke mig. Frelste Herren lige Håndfuld? Øksen ramte heller ikke Goodis, og jeg blev overrasket over den lettelse, det udløste i mig. Men nej, der var ingen gud til stede den dag. Kun fire sorte mennesker, der stod ved siden af hinanden, og Mariah, der stadig lå på knæ. Jeg kunne ikke holde ud at se på Tomfry med den høje hat stukket ind under armen. Eller på Prince og Eli, der kiggede ned i jorden. Eller Binah, som holdt papirviften i hånden og stirrede på Phoebe: en datter, hun aldrig igen ville komme til at se.
Missus fordelte deres opgaver mellem os, der var tilbage. Sabe overtog Tomfrys pligter som butler. Goodis fik gårdspladsen, stalden og kuskesædet. Phoebe fik vasketøjet, og Minta og jeg skulle tage os af den rengøring, som Eli havde stået for.
Efter nytår satte missus mig til at pudse den engelske lysekrone i dagligstuen. Hun sagde, at Eli ikke havde gjort det ordentligt de sidste ti år. Den havde otteogtyve arme med hængende krystalprismer og dinglende glasdråber. Jeg tog hvide bomuldshandsker på og kravlede op på stigen. Jeg skilte den ad, lagde alle delene ud på bordet og gnubbede dem med salmiakspiritus, til de skinnede. Og så kunne jeg ikke finde ud af, hvordan tingesten skulle samles igen.
Jeg fandt Sarah oppe på værelset, hvor hun sad og læste i en læderbog. ”Vi skal nok finde ud af det,” sagde hun. Vi havde ikke snakket meget sammen, siden hun var kommet tilbage – hun virkede hele tiden tungsindig og slukøret og sad altid med næsen i den samme bog.
Da vi endelig havde fået lysekronen sat sammen og hængt op under loftet igen, fik hun tårer i øjnene. Jeg sagde ”Er du ked af det med din daddy?”
Hun gav mig det særeste svar, og jeg vidste, at hun fortalte mig sandheden om, hvad det i virkeligheden var for en smerte og sorg, hun havde taget med sig tilbage. ”… Jeg er syvogtyve år gammel, Håndfuld, og nu er det her mit liv.” Hun kiggede sig omkring i stuen, op på lysekronen og tilbage på mig. ”… Det herer mit liv. Jeg skal være her resten af mine dage.” Hendes stemme knækkede, og hun holdt hånden op mod munden.
Hun var fanget ligesom mig, men hun var fanget af sit sind og de tanker, som folk omkring hende gjorde sig, ikke af lovens ord.
I den afrikanske kirke plejede mr. Vesey at sige, Vogt jer, for I kan blive gjort til slaver på dobbelt vis, både i krop og i sind.
Det forsøgte jeg at sige til hende. Jeg sagde ”Det kan godt være, at min krop er slavebundet, men det er mit sind ikke. For dig er det omvendt.”
Hun så på mig, glippede med øjnene, og så kom tårerne igen. De skinnede som glasdråber.
Den dag Binah blev sendt væk, kunne jeg høre Phoebe græde helt ovre fra køkkenhuset.
1. februar 1820
Kære Israel
Hvor ofte har jeg ikke tænkt tilbage på vores samtaler om bord på skibet! Jeg læste bogen, du forærede mig, og mit sind blev ganske optændt. Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om! Hvor ville jeg ønske, at vi atter var sammen –
3. februar 1820
Kære mr. Morris
Efter at have været borte fra slaveriets ondskab i seks måneder er mit sind fyldt med en fornyet rædsel over at opleve det igen, nu hvor jeg er vendt tilbage til Charleston. Og det er kun blevet værre af at læse bogen, De forærede mig –
10. februar 1820
Kære mr. Morris
Jeg håber, De er ved godt helbred. Hvordan går det mon med Deres kære kone, Rebecca –
11. februar 1820
Tak for bogen, sir. Jeg finder en snørklet skønhed i Deres kvækertro – ideen om, at der findes et frø af lys i os alle sammen, en mystisk indre stemme. Vil De være så venlig at forklare mig, hvorledes denne stemme –
Jeg skrev igen og igen til ham, men jeg formåede ikke at afslutte brevene. Jeg stoppede uvægerligt midt i en sætning. Jeg lagde fjerpennen fra mig, foldede brevet og gemte det sammen med alle de andre bagest i min skrivebordsskuffe.
Det var midt på eftermiddagen, og vintermørket hang i rummet, da jeg hentede det tykke bundt frem, løsnede det sorte satinbånd og lagde brevet dateret den 11. februar oven på de andre. At poste brevene ville kun udløse pine og kvaler. Jeg var alt for tiltrukket af ham. Ethvert svar, han sendte, ville opildne mine følelser yderligere. Og det ville ikke bringe noget som helst godt at lade ham tilskynde mig til at lære mere om kvækertroen. Kvækerne var en foragtet sekt i Charleston. De blev opfattet som afvigende, kedeligt klædte og underlige, som en lille flok frastødende excentrikere, man gloede efter på gaden. Jeg burde bestemt ikke udsætte mig selv for den slags latterliggørelse og udelukkelse. Og mor – hun ville aldrig tillade det.
Da jeg hørte hendes stok mod fyrreplankerne uden for min dør, samlede jeg lynhurtigt brevene og rev skuffen op. Mine hænder var klodsede af panik. Arkene faldt i en kaskade ned i mit skød og videre ud på gulvtæppet. Da jeg bøjede mig forover for at gribe dem, svingede døren op, uden at der først var blevet banket, og dér stod hun, indrammet i åbningen, mens hendes blik fejede hen over mit hemmelige gemmested.
Jeg så op på hende med det sorte, sammenfoldede bånd i hånden.
”Der er brug for dig i biblioteket,” sagde hun. ”Sabe er ved at pakke din fars bøger ned – og jeg vil have dig til at holde øje med, at han gør det ordentligt.”
”Pakke dem ned?”
”De skal fordeles mellem Thomas og John,” sagde hun, snurrede rundt og forlod mig.
Jeg samlede brevene, bandt dem med båndet og lod dem glide tilbage i skuffen. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg beholdt dem – det var tåbeligt.
Da jeg kom ned i biblioteket, var Sabe ingen steder at se. Han havde tømt de fleste reoler og stakket bøgerne i flere store kufferter, der stod åbne på gulvet. Det var det samme gulv, som jeg mange år forinden havde knælet bønfaldende på, da far forbød mig adgang til lekturen. Jeg ville ikke tænke på det, på den frygtelige tid, på at rummet nu lå øde, på bøgerne, der igen var uden for min rækkevidde, for altid uden for min rækkevidde.
Jeg sank ned i fars stol. Uret ude i midtergangen tikkede højere og højere, og jeg mærkede, hvordan skyggerne igen samlede sig i mit sind. Denne gang var det værre end sidst. Siden min hjemkomst var jeg dag for dag gledet længere ned i melankolien. Det var den samme brønd af mørke, som jeg var faldet i, da jeg var tolv, og alting virkede livløst. Dengang havde mor tilkaldt doktor Geddings, og jeg var bange for, at hun måske ville gøre det igen. Hver dag tvang jeg mig selv til at gå ned og drikke te med de andre. Jeg udholdt besøg af hendes venner og bekendte. Jeg sørgede for at komme i kirke, til bibelstudier og velgørenhedsmøder. Jeg sad sammen med mor om formiddagen – vi havde begge broderirammer i skødet, og jeg tvang nålen gennem stoffet. Hun havde givet mig ansvaret for husholdningsbøgerne, og derfor gennemgik jeg ugentligt vores beholdninger og forråd, ligesom jeg skrev lagerlister og indkøbssedler. Huset, slaverne, Charleston, mor, presbyterianerne – det var det, der holdt det hele sammen som trend og islæt i et stykke vævet stof.
Nina havde lagt afstand til mig. Hun var vred over, at jeg var blevet i Philadelphia, efter at far var død. ”Du har ingen anelse om, hvordan det var at være alene her,” råbte hun. ”Mor påpegede konstant mine fejl, alt fra mine holdninger til kirken og slaveriet til min oprørske natur. Det var frygteligt!”
Jeg havde altid ageret som stødpuden mellem hende og mor, og i mit lange fravær var hun blevet eksponeret og sårbar. ”Tilgiv mig,” sagde jeg.
”Og du skrev kun til mig en eneste gang!” Hendes smukke ansigt var forvredet af smerte og fortørnelse. ”En eneste gang.”
Det var sandt. Jeg havde været så forgabt i min frihed deroppe, at jeg ikke havde gjort mig den ulejlighed. ”Tilgiv mig,” sagde jeg igen.
Jeg vidste, at hun med tiden ville tilgive de egoistiske måneder, jeg havde ladet hende alene, men jeg fornemmede samtidig, at afstanden imellem os skyldtes mere end det. Hun var femten år gammel og havde brug for at frigøre sig, måtte kæmpe sig ud af min skygge, forstå, hvem hun var uden mig. Min rejse til Philadelphia havde blot været hendes undskyldning for at erklære sin uafhængighed.
Da hun efter konfrontationen flygtede op på sit værelse, råbte hun: ”Mor havde ret. Jeg har ingen selvstændige tanker, kun dine!”
Nu gik vi forbi hinanden som fremmede. Jeg lod hende i fred, men det gjorde kun min fortvivlelse større.
Jeg stirrede på kufferterne med bøger på biblioteksgulvet og huskede den længsel, jeg havde haft efter at få en profession, efter at have et mål, en hensigt. Engang havde verden virket dragende.
Sabe var stadig ikke kommet tilbage. Jeg rejste mig fra stolen og rodede nostalgisk gennem bøgerne. Jeg opdagede The Sacred Biography of Jeanne d’Arc of France. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg havde læst det vidunderlige, lille bind om Jeanne d’Arcs tapperhed, inden far forbød mig adgang til sit bibliotek. Jeg åbnede bogen og studerede tegningen af hendes våbenskjold – to fleur de lis. Jeg havde glemt, at de var der, og pludselig gav det mening, at jeg som elleveårig havde knyttet mig så stærkt til fleur de lis-knappen. Jeg stak bogen ind under mit sjal.
Den nat lå jeg søvnløs og hørte uret nedenunder slå både to og tre. Snart efter begyndte regnen, der slog nådesløst mod verandaen og vinduerne. Jeg kravlede ud af sengen og tændte lampen. Jeg ville skrive til Israel. Jeg ville fortælle ham, hvordan jeg indimellem blev opslugt af melankoli, hvordan jeg næsten følte, at graven ville være et fristed. Jeg ville skrive endnu et brev, som jeg aldrig ville poste. Måske ville det gøre mig lettere om hjertet.
Jeg trak skrivebordsskuffen ud og så, hvordan lyset vældede ned og fyldte den. Alle tingene lå, hvor jeg havde lagt dem: min Bibel og Blackstones juridiske kommentarer, mit brevpapir, blækhus, fjerpen, lineal og lak og segl, men jeg kunne ikke se brevbundtet. Jeg trak lampen nærmere og stak hænderne ud i de tomme hjørner. Det sorte bånd var der. Det lå krøllet sammen som en ondsindet eftertanke. Mine breve til Israel var forsvundet.
Jeg havde lyst til at skrige af hende. Trangen overvældede mig med en blændende vildskab, og jeg rev døren op og fór ned ad trappen, mens jeg klyngede mig til gelænderet, fordi mine fødder bevægede sig hurtigere, end jeg kunne nå at følge med.
Jeg hamrede på døren med min knyttede næve og ruskede i håndtaget. Døren var låst. ”… Hvor vover du at tage dem!” skreg jeg. ”Hvor vover du. Åbn døren. Luk op!”
Jeg kunne end ikke forestille mig, hvad hun havde tænkt, mens hun læste mine inderlige udgydelser til en fremmed oppe nordfra. En kvæker. En gift mand. Troede hun, at jeg var blevet i Philadelphia på grund af ham?
Bag døren hørte jeg hende kalde på Minta, der sov på gulvet ved siden af sengen. Jeg hamrede igen. ”… Luk op! Du havde ingen ret!”
Hun svarede ikke, men Ninas skræmte stemme lød oppe fra reposen. ”Søster?”
Jeg kiggede op og fik øje på hendes hvide natkjole, der lyste i mørket. Henry og Charles stod ved siden af hende. De lignede tre spøgelser.
”… Gå i seng,” sagde jeg.
Deres nøgne fødder slog mod gulvet, og jeg hørte, hvordan dørene ind til deres værelser en efter en blev lukket. Jeg snurrede rundt og løftede igen min knyttede hånd, men min vrede var begyndt at trække sig tilbage til det frygtelige sted, den var kommet fra. Slap og udmattet hvilede jeg panden mod dørkarmen og følte lede ved mig selv.
Næste morgen kunne jeg ikke komme ud af sengen. Jeg gjorde mig store anstrengelser, men det var, som om noget i mig havde kastet anker. Jeg rullede mit ansigt ned i puden. Jeg gav op.
I de følgende dage bragte Håndfuld mig måltiderne på en bakke, men jeg rørte dem knap nok. Jeg var ikke sulten efter andet end søvn, og den undslap mig igen og igen. Nogle nætter gik jeg ud på verandaen og stirrede frem over gelænderet og ned i haven, mens jeg forestillede mig, hvordan det ville være at falde.
En dag lagde Håndfuld en jutesæk ved siden af mig i sengen. ”Luk den op,” sagde hun. Da jeg gjorde det, bølgede lugten af trækul ud. Inde i sækken lå mine breve. De var svedne og sorte. Hun havde set Minta smide dem på ilden i køkkenhuset, som mor havde beordret. Håndfuld havde reddet dem ud med en ildrager.
Da det blev forår, og min sindstilstand ikke forbedrede sig, troppede doktor Geddings atter op. Mor virkede oprigtigt bekymret for mig. Hun kom op på mit værelse med buketter af nikkende narcisser og snakkede godt for mig og sagde, at jeg skulle gå en tur med hende på Gadsden Green, eller at hun havde bedt Tante-Søster koge en portion risengrød til mig. Hun overbragte mig bekymrede breve fra medlemmer af min kirke, der åbenbart havde fået det indtryk, at jeg led af lungehindebetændelse. Jeg stirrede tomt på hende og vendte ansigtet mod vinduet.
Nina kom også på besøg. ”Var det mig?” spurgte hun. ”Er det min skyld, at du har det så skidt?”
”Åh, Nina,” sagde jeg. ”… Det må du aldrig tro … jeg kan ikke forklare, hvad der er galt med mig, men det er bestemt ikke din skyld.”
Og så en dag i maj mødte Thomas op. Han insisterede på, at vi skulle sidde på verandaen, hvor luften var varm og fyldt med syrenernes duft. Jeg lyttede, mens han ophidset fortalte om et nyligt indgået kompromis i Kongressen, der havde ophævet forbuddet mod slaveri i Missouri. ”Den forbandede Henry Clay!” sagde han. ”Den store fredsstifter. Han har fået kræften til at sprede sig igen.”
Jeg anede ikke, hvad det var, han talte om. Men til min overraskelse opdagede jeg, at jeg var nysgerrig. Senere fandt jeg ud af, at det naturligvis havde været Thomas’ hensigt – at skabe en lille trisseblok, der kunne trække mig ind i verden igen.
”Han er et fjols – han tror, at han ved at gøre slaveriet lovligt i Missouri kan formilde urostifterne hernede, men det splitter kun landet yderligere.” Thomas rakte ud efter den avis, han havde haft med, og åbnede den for mig. ”Se her.”
Der var trykt et brev på forsiden af Mercury. Det omtalte Clays kompromis som en brandklokke i natten.
Det har fået mig til at vågne op og fyldt mig med rædsel. Jeg anser det for en begravelsesringning for Unionen … Brevet var underskrevet Thomas Jefferson.
Det var så længe siden, jeg havde været interesseret i, hvad der skete ude i verden. En gammel forbitrelse gnistrede i mig. Modviljen over for slaveriet måtte være voksende og dristig! Det lød endda, som om min bror var imod.
”… Holder du med dem i nord?” spurgte jeg.
”Jeg ved blot, at vi ikke kan blive ved med at lukke øjnene for den synd, det er at lægge mennesker i lænker. Det må få en ende.”
”Frigiver du så dine egne slaver, Thomas?” Det var et ondskabsfuldt spørgsmål. Jeg vidste, at han ikke havde planer i den retning.
”Mens du var borte, har jeg grundlagt en lokalafdeling af foreningen til den amerikanske kolonisations fremme her i Charleston. Vi samler penge ind.”
”… Fortæl mig nu ikke, at du stadig håber på at opkøbe alle slaver og sende dem tilbage til Afrika?” Jeg havde ikke følt mig så opildnet siden mine diskussioner med Israel om bord på skibet. Mine kinder brændte. ”… Er det din kur mod kræften, der breder sig?”
”Det er muligvis en ringe kur, Sarah, men jeg kan ikke forestille mig en bedre.”
”… Bør vi ikke udvikle en livligere fantasi, Thomas? Hvis Unionen dør, som vores gamle præsident mener, vil det være af mangel på fantasi … Det vil skyldes sydstaternes hybris, vores griskhed og brutale hjerter!”
Han rejste sig og så ned på mig. Han smilede. ”Der er hun jo,” sagde han. ”Der er min søster.”
Jeg kan ikke påstå, at jeg straks blev mit gamle jeg, men melankolien lettede efterhånden og blev erstattet af en dirrende følelse af at være ny og under stadig udvikling, af at være et hudløst væsen uden skal eller skjold. Jeg begyndte at spise risengrød. Jeg drak perikumte og sad i solen og genlæste kvækerbogen. Jeg tænkte tit på brandklokken i natten.
Da det blev midsommer, hentede jeg uden foregående overvejelse et stykke brevpapir frem.
19. juli 1820
Kære mr. Morris
Tilgiv, at det har taget mig så længe at skrive til Dem. Bogen, De forærede mig ombord på skibet i november, har i al denne tid været min mest trofaste følgesvend. Kvækertroen drager mig, men jeg ved ikke, om jeg har modet til at følge den. Det vil koste en stor og frygtelig pris, er jeg sikker på. Jeg håber, De vil råde og vejlede mig.
Deres mest hengivne,
Sarah Grimké
Jeg gav brevet til Håndfuld. ”Slip det ikke af syne,” sagde jeg til hende. ”Sørg selv for, at det bliver sendt med eftermiddagsposten.”
Da Israels svarbrev kom, befandt jeg mig i opvarmningskøkkenet, hvor jeg var i færd med at gøre status i spisekamrene og udfærdige lister over fødevarer, der skulle købes på markedet. Håndfuld havde snuppet brevet fra Sabe, der havde modtaget det ved hoveddøren. Hun rakte det til mig og ventede.
Jeg tog en smørkniv fra skuffen og rev lakseglet op. Jeg læste det to gange, først indenad for mig selv og derefter højt for hende.
10. september 1820
Kære miss Grimké
Det glædede mig overmåde at modtage Deres brev og vide, at De hælder mod kvækertroen. Guds vej er smal, og prisen for at følge den høj. Jeg minder Dem om skriftstedet: ”Den, som har bjærget sit liv, skal miste det, og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.” Frygt ikke at miste det, der bør mistes.
Jeg beklager at skulle meddele, at jeg har alvorlige og bedrøvelige nyheder at dele. Min kære Rebecca gik bort i januar. Hun døde af en ondartet influenza, kort efter at vi kom tilbage til Philadelphia. Min søster Catherine er kommet for at hjælpe med børnene. De savner deres mor, ligesom jeg gør det, men vi finder trøst i, at vores elskede kone og mor er hos Gud.
Skriv til mig. Jeg leder Dem gerne frem ad den nye vej.
Deres ven,
Israel Morris
Jeg sad på mit værelse med lukkede øjne og fingrene flettet i skødet og forsøgte at høre den stemme, som kvækerne var så sikre på fandtes i os. Jeg havde hengivet mig til denne forblommede aktivitet, siden jeg modtog Israels brev, selvom jeg tvivlede på, at kvækerne ville have kaldt den en aktivitet. For dem var denne lytten den ultimative inaktivitet, en form for kapitulation til stilheden i det inderste hjertekammer. Jeg ville gerne tro, at Gud til sidst indfandt sig og mumlede små befalinger og påbud, mens Han kastede lys over alting.
Jeg besvarede straks Israels brev. Min hånd rystede så heftigt, at blæklinjerne så nærmest vakkelvorne ud på papiret. Jeg havde udgydt min medfølelse, mine bønner, alle slags fromme forsikringer. Hvert ord virkede forslidt som den knevren, jeg var vant til at høre på under bibelstudierne. Men jeg følte mig beskyttet bag den.
Han skrev tilbage, og endelig begyndte vores egentlige korrespondance, der mest bestod af mine ivrige spørgsmål og hans forsigtige vejledning. Jeg spurgte ham specifikt, hvordan den indre stemme lød. Hvordan skulle jeg genkende den? ”Det kan jeg ikke fortælle dig,” skrev han. ”Men når du hører den, vil du vide det.”
Den dag føltes stilheden usædvanligt kedelig og tung som vægten af vand. Den lukkede mine ører og dunkede mod trommehinderne. Febrilske tanker fór gennem mit hoved og mindede mig om de egern, der sprang rundt i træerne. Måske var jeg alt for anglikansk, alt for presbyteriansk, alt for Grimkésk til det. Jeg åbnede øjnene og så, at ildstedets kulstykker var gået ud.
Blot et par minutter mere, sagde jeg til mig selv, og da mine øjenlåg igen gled i, havde jeg ingen forventninger, intet håb, ingen higen – jeg havde ganske opgivet stemmen – og i det øjeblik holdt mine tanker op med at fare hid og did, og jeg flød i stedet roligt afsted på en tyst strøm.
Drag nordpå.
Stemmen kom flydende med strømmen og gennembrød overfladen som en mørk, smuk sten.
Drag nordpå.
Jeg åbnede øjnene. Mit hjerte hamrede så vildt, at jeg måtte lægge en hånd mod brystet og trykke til.
Det var umuligt. Ugifte døtre rejste ikke bort for at slå sig ned, ubeskyttede og alene på fremmede steder. De boede hjemme hos deres mødre, og når der ingen mødre fandtes, hos deres søstre, og når der ingen søstre fandtes, hos deres brødre. De brød ikke med alt og alle, de kendte og elskede. De bortkastede ikke deres liv og ære og familienavn. De skabte ikke skandale.
Jeg rejste mig op og gik frem og tilbage foran vinduet, mens jeg sagde til mig selv, at det ikke var muligt. Mor ville true med både dommedag og helvede. Indre stemme eller ej, hun ville lynhurtigt sætte en stopper for den slags griller.
Far havde testamenteret alle sine ejendomme og størstedelen af sin formue til sine sønner, men han havde ikke glemt sine døtre. Han havde efterladt os hver 10.000 dollars, og hvis jeg var sparsommelig, hvis jeg nøjedes med at leve af renterne, ville de vare resten af mit liv.
På den anden side af vinduet var himlen stor og fyldt med knækkede lysstråler, og jeg kom pludselig til at tænke på den dag i dagligstuen forrige vinter, hvor Håndfuld pudsede lysekronen, og den påstand, hun havde fremsat over for mig: Det kan godt være, at min krop er slavebundet, men det er mit sind ikke. For dig er det omvendt. Jeg havde afvist ordene – hvad kunne hun vide om det? Men nu indså jeg, hvor rigtige de var. Mit sind var lagt i lænker.
Jeg gik over til kommoden og åbnede skuffen i Hepplewhite-toiletbordet, den jeg ellers aldrig åbnede, den, der indeholdt lavaæsken. I æsken lå sølvknappen, som Håndfuld havde givet mig tilbage nogle år forinden. Den var sort og anløben, og det var længe siden, jeg havde skænket den en tanke. Jeg tog den op i hånden.
Hvordan ved man, at stemmen er Guds? Jeg mente, at stemmen, der bød mig at drage nordpå, var Hans, men måske var det i virkeligheden min egen trang til frihed, jeg hørte den dag. Måske var det min egen stemme. Men gjorde det egentlig nogen forskel?