FJERDE DEL
September 1821- juli 1822

Sarah

Huset hed Green Hill. Da Israel skrev og inviterede mig til at komme og besøge familien på landet uden for Philadelphia, havde jeg forestillet mig et rummeligt, hvidt træhus med en stor veranda og skodder af fyrretræ. Det var et chok at ankomme sidst på foråret og opdage et lille slot. Green Hill var et megalitisk arrangement af blege, grå sten, buede vinduer, balkoner og små tårne. Da jeg kiggede op på det første gang, følte jeg mig meget langt hjemmefra.

Israels afdøde kone havde i det mindste sørget for, at alting inde i huset var blødt. Hun havde fyldt det med hæklede tæpper og blomstrede puder, med enkle shaker-møbler og væghængte ure, hvorfra små fugle hele dagen stak næbbene ud og kukkede, når klokken var hel. Det var et højst besynderligt sted, men jeg endte med at holde af at bo inde i stenene. Jeg kunne lide, når facaden glimtede i regnen og fik et sølvagtigt skær i fuldmånelyset. Jeg kunne lide, når børnenes stemmer blev til dovne, spiralformede ekkoer gennem de mange rum, og at luften også midt på dagen forblev dunkel og kølig. Mest af alt kunne jeg lide, hvor uigennemtrængeligt huset var.

Efter måneders korrespondance med Israel og endeløse skærmydsler med mor flyttede jeg ind på et loftsværelse på anden sal. Min taktik havde gået ud på at overbevise mor om, at det hele var Guds ide. Hun var en from kvinde. Hvis noget kunne overtrumfe hendes sociale ambitioner, var det hendes gudfrygtighed, men da jeg fortalte hende om den indre stemme, blev hun forfærdet. I hendes øjne hørte jeg nu til blandt de gale helgeninder, der var endt med at blive kogt i olie eller brændt på bålet. Da jeg til sidst indrømmede, at jeg havde tænkt mig at bo under samme tag som den mand, jeg havde skrevet de skandaløse, aldrig postede breve til, udviklede hun alverdens symptomer, fra forkølelsessår til brystsmerter. Brystsmerterne var bestemt ikke noget at spøge med – det var tydeligt at se af hendes fortrukne, sveddryppende ansigt – og jeg var alvorligt bekymret for, om mine hensigter helt bogstaveligt ville kunne tage livet af hende.

”Hvis der er blot antydningen af sømmelighed i dig, stikker du ikke af for at bo i en kvækerenkemands hus,” havde hun råbt under vores sidste sammenstød.

Vi befandt os i hendes soveværelse, og jeg stod med ryggen til vinduet og så på hendes ansigt, der var nærmest rødstribet af raseri.

”… Israels ugifte søster bor der også,” forklarede jeg hende for tiende gang. ”… Jeg lejer blot et værelse. Det er meningen, at jeg skal hjælpe til med børnene, jeg skal tage mig af pigernes uddannelse … Det er alt sammen ganske anstændigt. Opfat mig som en form for huslærerinde.”

”En huslærerinde.” Hun trykkede håndryggen mod panden, som om hun forsøgte at værge sig mod en lavine af himmelske murbrokker. ”Det ville slå din far ihjel, hvis ikke han allerede var død.”

”… Lad være med at blande far ind i det. Han ville ønske, at jeg var glad og tilfreds.”

”Jeg magter det ikke – jeg kan ikke give min velsignelse til dette projekt!”

”… Så rejser jeg uden din velsignelse.” Jeg blev ganske svimmel over min egen dristighed.

Hun kastede sig bagud i stolen, og jeg vidste, at jeg havde krammet på hende. Hun stirrede på mig med et stift og svidende blik. ”Så rejs! Men hold den smudsige historie om at du hører stemmer for dig selv. Du rejser nordpå af helbredsmæssige grunde, er det forstået?”

”… Og hvad er det præcis, jeg fejler?”

Hun kiggede over mod vinduet og så ud til at studere et stykke af den safranfarvede himmel. Hun var tavs så længe, at jeg begyndte at overveje, om hun mon mente, at samtalen var slut. ”Du hoster,” sagde hun. ”Vi frygter, at du lider af tæring.”

Det var den pagt, jeg indgik. Mor ville tolerere mit ophold i det fremmede og undlade at ødelægge mit forhold til familien, mens jeg ville lade, som om mine lunger var angrebet af tæring.

I de tre måneder jeg havde tilbragt på Green Hill, havde jeg ofte følt mig fremmed og lidt af hjemve. Jeg savnede Nina, og Håndfuld svævede altid et sted i udkanten af min bevidsthed. Til min overraskelse savnede jeg også Charleston, bestemt hverken slaveriet eller det sociale kastesystem, men lyset over havnen, den salte luft, havernes paradisfugle med de knejsende orangefarvede hoveder, og sommerblæsten, der fik verandaernes stormskodder til at klapre. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg høre St. Philips kirkeklokker og fornemme ligusterhækkenes kvælende søde duft, der hang over byen.

Gudskelov havde dagene været travle. De var fyldt med otte moderløse børn i alderen fra fem til seksten år og de huslige pligter, som jeg klarede for Israels søster, Catherine. Selv i mine mest presbyterianske øjeblikke havde jeg ikke formået at hamle op med hende. Hun var en velmenende kvinde, som led af en uforbederlig og overdreven snerpethed. Trods brillerne var hendes vandige syn så ringe, at hun ikke formåede at tråde en nål eller måle mel af. Jeg fattede ikke, hvordan de havde klaret sig, før jeg kom til. Pigernes kjoler var ujævnt sømmet, og lagkagebundene blev lige så ofte bagt med salt som med sukker.

Der var lange, ugentlige køreture til forsamlingshuset i Arch Street inde i byen, hvor jeg, efter at være blevet forhørt af ældsterådet om mine overbevisninger, var blevet kvækernovice. Nu skulle jeg blot vente på deres afgørelse om endelig optagelse og opføre mig eksemplarisk.

Til Catherines umådeligt store mishag spadserede Israel og jeg hver aften ned ad bakken til den lille sø, hvor vi fodrede ænderne. Med deres iriserende grønne fjer og flotte sorte hætter var de ganske ukvækerlige ænder. Catherine havde på et tidspunkt sammenlignet deres fjerdragt med mine kjoler. ”Klæder alle sydstatskvinder sig så prangende og overlæsset?” havde hun spurgt. Hun skulle blot vide. Jeg havde efterladt de mest pompøse klædningsstykker af min garderobe derhjemme. Jeg havde foræret Nina en hel række silkekjoler pyntet med alt fra fjer til pels, et overdådigt hårsmykke af blonder og kniplinger, en importeret kyse med savtakket kant, et flæsesjal af tyl, en lapisbroche, perlekæder og en vifte indlagt med bittesmå spejle.

På et tidspunkt ville jeg blive nødt til at pille pynten af min kyse. Jeg ville blive nødt til formelt at skille mig af med alle mine dejlige ting og ty til grå kjoler og enkle kyser, som uden tvivl fik mig til at virke endnu mere almindelig, end jeg allerede var. Catherine havde præsenteret mig for flere af disse museagtige antræk som en form for ”opmuntring”, som om synet af dem opmuntrede til andet end ulyst og afsky. Heldigvis krævedes det ikke, at ritualet med at pille pynten af min kyse skulle gennemføres, før min tid som kvækernovice var omme, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at virke overivrig.

Når Israel og jeg nåede ned til søen, smed vi brødskorper ud i vandet og så, hvordan ænderne svømmede hen efter dem. Der lå en vejrbidt robåd med kølen opad mellem dunhammerne på den fjerne side, men vi begav os aldrig ud i den. Vi satte os i stedet på en bænk, han selv havde bygget, og talte om børnene, politik, Gud og naturligvis kvækertroen. Han talte meget om sin kone, der havde været død i halvandet år. Hun kunne være blevet kanoniseret, hans Rebecca. Engang, efter at han havde talt om hende, knækkede hans stemme, og han tog min hånd, mens vi blev siddende tavse i det stadigt dybere violette lys.

En nat i september, inden sommeren forlod os, lå jeg favnedybt og blundede på sengen i mit værelse, da lyden af gråd vækkede mig, og jeg svømmede op fra en mørkeblå søvn. Vinduet stod åbent, og et øjeblik hørte jeg ikke andet end græshoppernes rytmiske summen. Så kom lyden igen, det var en slags klynken.

Jeg åbnede døren på klem og opdagede Becky, Israels seksårige datter, indhyllet i en alt for stor, hvid kjole. Hun hulkede og gned sine øjne. Ikke nok med at hun havde sin mors navn, hun havde også hendes tørre, halmlyse hår, og alligevel mindede barnet mig om mig selv. Hun havde øjenbryn og vipper, der var så lyse, at de knap kunne ses, og det gav hende det samme hvidkalkede udseende, som jeg selv var udstyret med. Ydermere gumlede og mumlede hun så slemt på alle ordene, at hendes søskende drillede hende nådesløst. Da jeg overhørte en af hendes brødre kalde hende Uldenmund, havde jeg givet ham en opsang. Siden undgik ham mig, men Becky var til gengæld begyndt at følge mig overalt som en bjørneunge.

Hun kastede sig i armene på mig.

”… Ih, du milde, hvad er der hændt?”

”Jeg drømte om Ma Ma. Hun lå i en kasse nede i jorden.”

”… Jamen, søde lille skat, sådan er det ikke. Din mor er hos Gud og hans engle.”

”Men jeg så hende i kassen. Jeg så hende.” Hendes hulk landede som våde byger på min kjole.

Jeg lagde hånden om hendes baghoved, og da tårerne stilnede af, sagde jeg: ”Kom … jeg følger dig tilbage til dit værelse.”

Hun trak sig fri, løb forbi mig og hoppede op i min seng, hvor hun trak dynen helt op til sin hage. ”Jeg vil sove sammen med dig.”

Jeg lagde mig op ved siden af hende, og da hun kantede sig nærmere og puttede sig ind mod min skulder, bølgede en uforklarlig trøst og lidring ind over mig. Hendes hoved duftede af den søde merian, som Catherine syede ind i børnenes puder. Da hun langede en hånd over for at hvile den mod mit bryst, opdagede jeg en kæde, der svingede fra hendes lille knyttede næve.

”… Hvad er det, du har i hånden?”

”Jeg sover med den,” sagde hun. ”Men den får mig til at drømme om hende.”

Hun foldede fingrene ud og afslørede en rund, forgyldt medaljon. Forsiden var indgraveret med et blomstermotiv, påskeliljer omviklet med et bånd og samlet med en sløjfe, og under dem stod et navn. Rebecca.

”Det er mit navn,” sagde hun.

”… Og medaljonen, er den også din?”

”Ja.” Hendes fingre lukkede sig igen over den.

Jeg havde aldrig set hverken Catherine eller Beckys ældre søster bære smykker, men i Charleston var det lige så almindeligt for små piger at have medaljoner som at gå med hårspænder.

”Jeg vil ikke have den mere,” sagde hun. ”Jeg vil have, at du skal gå med den.”

”… Jeg? Åh, Becky, jeg kan da ikke gå med din medaljon.”

”Hvorfor ikke?” Hun satte sig op, og hendes øjne blev igen mørke.

”Fordi … den er din. Der står dit navn på, ikke mit.”

”Men du kan jo gå med den en tid. Blot en tid.”

Hun sendte mig et så bønfaldende blik, at jeg tog imod den. ”… Jeg passer på den for dig.”

”Vil du gå med den?”

”… Jeg vil gerne tage den på en enkelt gang, hvis det vil gøre dig glad. Men kun en enkelt gang.”

Efterhånden blev hendes åndedræt roligt og tyst. Det lød som bånd, der sagte viftede og blafrede, og jeg hørte hende mumle ”Ma Ma.”

Hele ugen mødte Becky mig med et søgende blik i retning af min kjolekrave. Jeg havde håbet, at hun glemte episoden med medaljonen, men det, at jeg skulle bære den, var åbenbart blevet af overmåde stor betydning for hende, og hver gang hun så, at jeg ikke havde den på, sank hun skuffet sammen.

Var det fjollet af mig at være så varsom? Inde i medaljonen lå en sammenrullet hårlok – jeg formodede, at den måtte være Beckys, men den blege farve mindede hende utvivlsomt om moren. Hvis det at se mig med halskæden med medaljonen kunne give hende en flygtig trøst, var der vel ikke noget forkert i det.

Jeg tog medaljonen på, da jeg om torsdagen skulle undervise pigerne. Drengene mødtes hver formiddag i klasseværelset med en mandlig huslærer, der kom fra byen, og jeg underviste de to piger i det selvsamme rum om eftermiddagen. Israel havde bygget skriveborde og monteret dem i en række langs væggen og stillet en lang bænk foran. Han havde hængt en tavle og bogreoler op og skaffet et kateder, der lugtede af cedertræ. Den eftermiddag var jeg klædt i min smaragdgrønne kjole, som ellers blev brugt meget sjældent, fordi den mindede for meget om ændernes fjerdragt. Halsudskæringen flugtede med mine kraveben, og den gyldne medaljon hang i fordybningen mellem dem.

Da Becky fik øje på den, stillede hun sig på tæer, den lille krop dirrede af fryd, og hendes ansigtstræk syntes et øjeblik at svæve og stige opad. Den næste time belønnede hun mig ved at række hånden op, hver gang jeg stillede et spørgsmål, og det endda uanset om hun kendte svaret eller ej.

Jeg bestemte enerådigt deres pensum, og jeg var fast besluttet på, at min gamle fjende madame Ruffin og hendes ”kultiverede uddannelse for det kvindelige sind” ikke skulle have nogen som helst indflydelse. Jeg ville undervise pigerne i geografi, verdenshistorie, filosofi og matematik. De skulle læse den græske humaniora, og når jeg var færdig med dem, ville de være dygtigere til latin end deres brødre.

Men jeg var bestemt ikke imod, at de skulle lære naturhistorie, og efter en særlig gyselig time om længdegrader og breddegrader åbnede jeg John James Audubons Birds of America, et massivt brunt læderbind i folioformat, der vejede mindst lige så meget som Becky. Jeg slog op på tegningen af kraverypen, der var almindelig i skovene omkring Green Hill, og spurgte: ”Hvem kan efterligne dens kalden?”

Og der sad vi så, en flok kraveryper ved det åbne vindue, og slog triller og fløjtede, da Catherine trådte ind i klasseværelset og forlangte at få at vide, hvad det var, jeg underviste i. Hun havde hørt vores kvidren, mens hun høstede de sidste agurker i haven. ”Det var dog en frygtelig larm,” sagde hun med grønsagskurven svingende over armen. Der dryssede jord ned på hendes askefarvede kjole. Becky, som altid fornemmede sin fasters irritation, svarede, inden jeg nåede at hente ordene op fra halsen. ”Vi kaldte på kraverypen.”

”Gjorde I det?” Hun så over på mig. ”Det virkede helt urimelig højt. Måske kunne I gøre det mere lavmælt næste gang.”

Jeg smilede til hende, og hun lagde hovedet på skrå og trådte et skridt nærmere. Så meget nærmere, at hendes kjolesøm fejede mod min. Hendes øjne blev store bag brillernes tykke glas, mens hun stirrede på medaljonen ved min hals.

”Hvad er meningen?” sagde hun.

”… Meningen med hvilket?”

”Tag den af!”

Becky kilede sig ind mellem os. ”Faster, faster.”

Catherine ignorerede hende. ”Dine hensigter er blevet ganske tydelige for mig, Sarah, men jeg havde ikke forestillet mig, at du ville være så frimodig at bære Rebeccas medaljon!”

”… Rebecca? … Du mener, at den har tilhørt …” Min stemme svigtede mig, og ordene blev hængende som burrer bagest i min hals.

”Israels kone,” sagde hun og afsluttede min sætning.

”Faster?” Beckys opadvendte ansigt, der var ved at drukne i vores grågrønne, bølgende skørter, fik hende til at ligne en skibbruden. ”Jeg gav den til hende.”

”Du gjorde hvad? Ja, jeg er ligeglad med, hvem, der gav den til hende, hun burde ikke have taget imod den.” Catherine stak håndfladen frem og lod den svæve et par tommer under min hage. Jeg kunne høre luften raspe ind og ud ad hendes næsebor.

”… Men jeg vidste det … ikke.”

”Vær venlig at give mig medaljonen.”

”Nej,” græd Becky og sank sammen på gulvtæppet.

Jeg trådte et skridt bagud, åbnede kædelåsen og lagde smykket i Catherines hånd. Da jeg bøjede mig ned for at løfte Becky op fra gulvet, trak fasteren varsomt i barnets arm og manøvrerede begge piger ud af rummet.

Jeg gik stille og roligt ud gennem hoveddøren og ned ad skråningen mod søen. Inden jeg trådte ind i skovtykningen, kiggede jeg tilbage mod huset. Lyset var stadig citrusfarvet og strålende, men Israel kom snart hjem, og Catherine ville vente på ham med medaljonen i hånden.

Skjult af træerne trykkede jeg min ene hånd mod maven og den anden mod munden og blev stående sådan i flere sekunder, som om jeg i bogstavelig forstand forsøgte at få hold på mig selv, prøvede at presse mig selv i facon. Så rettede jeg mig op og fulgte stien ned til vandet.

Jeg hørte søen, inden jeg så den – frøernes dybe kvækken, insekternes violinhøje summen. En pludselig indskydelse fik mig til at gå rundt langs bredden, til jeg nåede robåden. Den var sunket ned i mudderet, og det krævede alle mine kræfter at vende den rundt. Jeg løftede åren ud og inspicerede bunden for huller og råddent træ. Da jeg hverken kunne se det ene eller det andet, samlede jeg mit skørt, kravlede op og padlede ud midt på søen. Det var et isoleret sted, fjernt fra alting. Jeg forsøgte at tænke på, hvad jeg ville sige til Israel, og jeg blev bange for, at min stemme igen ville lade mig i stikken og forsvinde.

Jeg blev siddende længe og skvulpede rundt på vandet. Der steg damp op fra overfladen, guldsmede skar gennem luften, og jeg fandt det alt sammen umådelig smukt. Jeg håbede ikke, at Israel ville sende mig bort. Jeg håbede ikke, at den indre stemme pludselig ville sige Drag sydpå.

”Sarah!”

Det gav et sæt i mig, som fik båden til at vippe, og jeg rakte ud og holdt fast i rælingen for at bringe den i ro.

”Hvad laver du?” råbte Israel. Han stod inde på land iført knæbukserne med de glimtende spænder. Han havde ingen hat på. Han skyggede for øjnene med sin ene hånd og vinkede mig indad med den anden.

Jeg trak padlen gennem vandet, så træet slog mod skroget, og sejlede kluntet og zigzagende ind mod bredden.

Vi sad på bænken, mens jeg gjorde mit bedste for at forklare, at jeg havde troet, at medaljonen tilhørte hans datter Rebecca, ikke hans kone Rebecca. Jeg fortalte ham om den nat, hvor Becky var kommet med den, og selvom min hals strammede til og gjorde knuder, svigtede stemmen mig ikke helt.

”… Jeg vil aldrig forsøge at tage din kones plads.”

”Nej,” sagde han. ”Det vil ingen kunne.”

”… Men jeg tvivler på, at Catherine ville tro mig … Hun er meget vred.”

”Hun er beskyttende, andet er det ikke. Vores mor døde ung, og Catherine tog sig af mig. Hun har aldrig giftet sig, og Rebecca, jeg og børnene har været hendes eneste familie. Jeg er bange for, at din tilstedeværelse har gjort hende ganske befippet. Jeg tror ikke, hun rigtigt forstår, hvorfor jeg har bedt dig komme.”

”… Jeg forstår det heller ikke rigtigt, Israel … Hvorfor er jeg her?”

”Det fortalte du mig selv – Gud sagde, at du skulle drage nordpå.”

”… Men Han sagde ikke ’Drag til Philadelphia, drag til Israels hus.’”

Han lagde sin hånd på min arm og gav den et lille klem. ”Kan du huske de sidste ord, min Rebecca sagde til dig på skibet? Hun sagde ’Hvis du igen skal nordpå, må du komme og besøge os.’ Jeg tror, at det er hende, der har bragt dig hertil. For min skyld og for børnenes skyld. Jeg tror, at Gud har bragt dig hertil.”

Jeg så væk fra ham og ud over søen, der var plettet af pollen og dynd. Vandet var ved at blive bronzefarvet i skumringen. Da jeg igen kiggede på ham, trak han mig ind til sig og trykkede mig mod sin brystkasse, og jeg fornemmede, at det var mig og ikke hans Rebecca, han omfavnede.

Håndfuld

Jeg kunne lugte majskagerne en halv blok fra Denmark Veseys hus. Fritureolien hang i luften, og den søde majsduft bølgede ned ad gaden. I to år havde jeg sneget mig afsted til Bull Street nummer 20, hver gang der var et hul i ugen, jeg kunne vride mig ud gennem. Sabe var en lad lakaj af en butler og holdt ikke øje med os, som Tomfry havde gjort det – det kunne vi takke missus for.

Jeg kunne sige til Sabe, at vi manglede tråd, bivoks, knapper eller rottelort for den sags skyld, og straks sendte han mig hen på markedet. Resten af tiden var han fløjtende ligeglad med, hvor jeg var. Det eneste, han tænkte på, var at slubre master Grimkés brandyer og whiskyer og fjolle rundt med Minta. De var altid oppe i det tomme værelse over vognskuret, hvor de gjorde lige præcis det, man forestillede sig, at de gjorde. Mig, Tante-Søster, Phoebe og Goodis kunne høre dem helt ovre fra køkkenhusets veranda, og Goodis hævede altid et øjenbryn mod mig. Alle vidste, at han havde haft et godt øje til mig, siden den dag han kom. Han havde lavet kaninstokken til mig, og han ville give mig den sidste mundfuld yams på sin tallerken, hvis jeg ikke havde fået nok. Engang, hvor Sabe havde skældt mig ud, fordi jeg havde været borte, stak Goodis en knytnæve op i fjæset på ham, og Sabe var straks rykket bagud. Der var aldrig nogen mand, som havde rørt mig, og jeg havde heller aldrig haft lyst til det, men nogle gange, når jeg lyttede til Sabe og Minta oppe i vognskuret, virkede Goodis ikke helt ringe.

Da Sarah var rejst, faldt stedet helt fra hinanden. Den sidste af drengene var sendt på college, og der var ingen andre til at holde huset kørende end missus og Nina og os seks slaver. Missus himlede hele tiden op om penge. Hun havde den nette sum, som master Grimké havde efterladt hende, men hun sagde, at den kun var en brøkdel af, hvad hun havde brug for. Malingen skallede af huset, og hun havde solgt den ekstra hest. Hun spiste ikke længere æbleæg, og ovre i slavernes spisestue levede vi af ris og mere ris.

Den dag, jeg kunne lugte majskagerne, var der to dage til jul – jeg kan huske, at der var en snert af kulde i luften, og at der var hængt palmebladskranse op på verandadørene. De var viklet og snoet flot, så de lignede hårfletninger. Denne gang havde Sabe sendt mig ud for at aflevere et brev fra missus på sagførerkontoret. Og selvfølgelig havde jeg læst det, inden jeg gav det videre.

Kære mr. Huger
Jeg finder, at mit rådighedsbeløb er utilstrækkeligt i forhold til de udgifter, et komfortabelt liv afstedkommer. Jeg vil bede Dem om at advisere mine sønner om dette forhold. Som De ved, er de i besiddelse af ejendomme, der vil kunne sælges og dermed frisætte penge til min eksistens og pleje. Et sådant forslag vil have mere gennemslagskraft, hvis det fremsættes af en mand, der var deres far en loyal ven.

Ærbødigst,
Mary Grimké

Jeg havde et glas med durrakerner i lommen. Jeg havde neglet det i spisekammeret. Jeg kunne godt lide at have små gaver med til Denmark, og den her ville være populær til majskagerne. Han havde fået en vane med at fortælle alle, der tilfældigvis var til stede i huset, at jeg var hans datter. Han sagde ikke, at jeg var som en datter, men hævdede slet og ret, at jeg var hans. Susan murrede over det, men hun var alligevel flink ved mig.

Jeg fandt hende i køkkenhuset, hvor hun var ved at skovle majskagerne fra stegepanden over på en tallerken. Hun sagde ”Hvor har du været? Vi har ikke set dig i mere end en uge.”

”Du kan hverken holde mig ud eller undvære mig.”

Hun lo. ”Jeg kan sagtens holde dig ud. Ham, jeg hverken kan holde ud eller undvære, er ovre i værkstedet.”

”Denmark? Hvad har han nu gjort?”

Hun fnøs. ”Du mener ud over at have kvinder i hele byen?”

Jeg tænkte, at det nok var bedst at lade være med at svare på det, eftersom mauma havde været en af dem. ”Ja, ud over det.”

Et smil krøllede om hendes læber. Hun rakte mig tallerkenen. ”Her, tag den med over til ham. Han er i skidt humør, andet er det ikke. Det handler om ham Monday Gell. Han har mistet noget, og det fik Denmark til at eksplodere. En eller anden liste. Jeg var lige ved at tro, at Denmark ville slå manden ihjel.”

Jeg gik over mod værkstedet og vidste, at Monday havde mistet den liste med hvervede, han havde lavet for Denmark ude på Bulkley Farm.

Denmark og hans løjtnanter havde længe været i gang med at hverve slaver og skrevet deres navne ned i det, han kaldte Bogen. Det sidste, jeg havde hørt, var, at der nu var mere end to tusind, som havde sværget på, at de ville bruge våben, når tiden kom. Denmark havde ladet mig sidde og lytte, når han talte om at rejse en hær og sætte os fri, og mændene havde vænnet sig til, at jeg var der. De vidste, at jeg kunne holde mund.

Denmark brød sig ikke om, at vinden blæste, medmindre han selv havde sagt, hvilken vej det skulle være. Han havde udtænkt de nøjagtige ord, som Gullah Jack og de andre skulle bruge, når de forsøgte at overtale folk til at melde sig som rekrutter. En dag havde han fået mig til at lade, som om jeg var en slave, han ville lokke med.

”Har du hørt nyheden?” spurgte han mig.

”Hvad er det for en nyhed? ” sagde jeg, som han havde sagt, jeg skulle.

”Vi bliver fri.”

”Fri? Hvem siger det?”

”Kom med mig, så skal jeg vise dig det.”

Det var sådan, han ville have det sagt. Og hvis en slave i byen så var nysgerrig nok til at gå med, skulle løjtnanten føre ham hen til Bull Street nummer 20 for at møde Denmark. Hvis slaverne var på plantagerne, tog Denmark selv derud og holdt et hemmeligt møde.

Jeg havde været i huset, da en af de nysgerrige slaver mødte op, og den oplevelse ville jeg huske til min dødsdag. Denmark var sprunget op fra sin stol som Elias i sin ildvogn. ”Herren har talt til mig,” råbte han. ”Han sagde, befri mit folk. Når dit navn er blevet skrevet i Bogen, er du en af os, og du er en af Guds, og vi tager vores frihed, når Gud siger til. Lad ikke bekymringerne fylde dit hjerte. Lad heller ikke frygten fylde det. Du skal tro på mig, som du tror på Gud.”

Da han sagde de ord, gik der et stød igennem mig. Det var det samme stød, jeg mærkede, da jeg var lille og sad i karnappen og tænkte på, at vandet ville føre mig et andet sted hen, eller i kirken, når vi sang om Jerikos mure, der faldt, og trommestikkerne i mine ben begyndte at trampe rytmisk i gulvet. Mit navn stod ikke i Bogen – det var kun mændenes – men jeg ville have fået det skrevet, hvis jeg kunne. Jeg ville have skrevet det med blod.

I dag var Denmark ved at nagle ben på et fyrretræsbord. Da jeg trådte ind i rummet med kagerne, lagde han kløfthammeren fra sig og smilede, og da jeg tilmed hentede durrakernerne frem, sagde han ”Du er nøjagtig som Charlotte.”

Jeg lænede mig op ad arbejdsbordet for at tage vægten af min fod og så en tid på, at han spiste. Så sagde jeg ”Susan fortalte, at Monday har mistet sin liste.”

Døren mod gyden stod åben, så træstøv og savsmuld kunne drive væk, og han gik over og kiggede ud til begge sider, inden han lukkede den. ”Monday er en kraftidiot. Han gemte sin liste i en tom fodertønde i sadelmagerværkstedet på Bulkley Farm, og i går var tønden så forsvundet, og ingen ved, hvor den er.”

”Hvad vil der ske, hvis nogen finder den?”

Han lænede sig bagud på skamlen og tog igen gaflen. ”Det er ikke til at vide. Hvis nogen synes, at listen virker mistænkelig, og overdrager den til byvagten, vil dem, der står på den, blive pisket, til de fortæller, hvad det handler om.”

Det fik gåsehuden frem på mine arme. Jeg sagde ”Hvor gemmer du dine navne?”

Han holdt op med at tygge. ”Hvorfor vil du vide det?”

Jeg var i overhængende fare for at gøre ham rødglødende hidsig, men jeg var ligeglad. ”Jeg spørger for at finde ud af, om de er skjult godt eller ej.”

Hans blik søgte mod læderskuldertasken, der lå på arbejdsbordet.

”De ligger i tasken?” sagde jeg. ”Så alle kan stikke hånden ned og tage dem?”

Jeg sagde det, som om han også var en kraftidiot, men i stedet for at lange ud, lo han. ”Jeg lader ikke tasken ude af syne.”

”Men hvis byvagten får fat i Mondays navne og kommer efter dig, er det da ingen sag for dem at finde din liste.”

Han blev tavs og børstede sukkerstøvet af sin mund. Han vidste, at jeg havde ret, men han brød sig ikke om at indrømme det.

Solen skinnede ind gennem vinduet og lavede store strålende quiltefirkanter på gulvet. Jeg stirrede på dem, mens stilheden hang i rummet, og tænkte på, at han havde sagt, at jeg var nøjagtig som Charlotte, og så huskede jeg pludselig, at hun altid havde syet hårlokker og små amuletter ind i sine quilte, og jeg mindedes dengang, hvor hun blev grebet på fersk gerning med missus’ grønne silke. Dengang havde hun sagt til mig ”Jeg burde have syet den grønne silke ind i en quilt, så havde hun aldrig fundet den.”

”Jeg ved, hvor du skal gemme listen,” sagde jeg.

”Nå, så det gør du.”

”Du skal gemme den i en quilt. Jeg kan sy en hemmelig lomme indeni til den. Og så lægger du bare quilten på sengen, så alle kan se den, og ingen opdager noget som helst.”

Han gik frem og tilbage i værkstedet, tre, fire gange. Til sidst sagde han ”Hvad så hvis jeg får brug for listen?”

”Det er nemt nok. Jeg lader en åbning stå i sømmen, så du lige netop kan stikke hånden ind gennem den og hente listen ud.”

Han nikkede. ”Find ud af, om Susan har en quilt liggende et sted. Skynd dig.”

Efter nytår besnakkede Nina fem piger til at være med i en bedeklub for damer. De mødtes i dagligstuen på onsdag formiddage. Jeg serverede te og småkager, passede ilden og holdt vagt ved døren, og så vidt jeg kunne se og høre, blev der ikke bedt en eneste bøn. Nina gjorde til gengæld sit bedste for at overbevise dem om slaveriets ondskab.

Det pigebarn. Hun var ligesom Sarah. Hun havde de samme forestillinger og den samme længsel efter at gøre sig nyttig. Men de var også forskellige. Nina var blevet sytten år, hun fordrejede hovederne på alle, og hun kunne sælge sand i Sahara. Hendes bejlere holdt til gengæld ikke længe. Missus sagde, at hun skræmte dem bort med alle sine meninger.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor hun ikke også skræmte pigerne bort.

Til møderne holdt hun flammende taler, der blev ved og ved, til en af pigerne mistede tålmodigheden og begyndte at tale om noget andet – om hvem, der havde danset med hvem, og hvem, der havde haft hvad på til den sidste selskabelige sammenkomst. Så gav Nina op, men hun virkede tilfreds med at få mulighed for at udtrykke sine ideer, og missus var også glad, for hun troede, at Nina endelig havde sluttet fred med religionen.

Det var under et af møderne i marts, at Smith-pigen blev mopset. Nina havde gjort sig særligt umage med at forklare hende, hvor slemt netop hendes kvarter var.

”Vil du være venlig at komme herover, Håndfuld?” kaldte Nina. Hun vendte sig mod pigerne. ”Kan I se hendes ben? Ser I, hvordan hun trækker det efter sig? Det skyldes trædemøllen på arbejdsanstalten. Den er en vederstyggelighed, og den findes lige uden for din hoveddør, Henrietta!”

Smith-pigen rejste børster. ”Jamen, hvad lavede hun mon på arbejdsanstalten? Der må jo være en form for disciplin, ikke? Hvad havde hun gjort?”

”Hvad hun havde gjort? Har du slet ikke hørt, hvad jeg fortalte? Gud hjælpe os, hvordan kan du være så døv? Hvis du vil vide, hvordan Håndfuld endte på arbejdsanstalten, står hun jo lige her. Hun er et menneske. Du kan jo spørge hende.”

”Det vil jeg helst ikke,” sagde pigen og samlede sine skørter omkring benene.

Nina rejste sig fra stolen og gik over og stillede sig ved siden af mig. ”Vil du ikke tage din sko af og vise hende resultatet af den brutalitet, der udøves i gaden, hvor hun bor?”

Jeg burde have nægtet, men jeg kom i tanke om den dag, hvor Tomfry havde opdaget mig ude foran huset, da jeg var ved at snige mig væk for at komme over til Denmark, og Nina var kommet mig til undsætning. Hun havde aldrig spurgt, hvor jeg skulle hen, og jeg var faktisk ret forhippet på at vise de piger, hvad der var sket med mig på arbejdsanstalten. Jeg trak skoen af og blottede den forkrøblede knogle og de røde ar, der vred sig hen over min hud som regnorme. Pigerne trykkede deres fingre mod næserne og blev melhvide i ansigterne, men Henrietta Smith var alligevel en tand mere dramatisk. Hun besvimede sidelæns i sin stol.

Jeg hentede lugtesaltet og sørgede for, at hun genvandt bevidstheden, men ikke før missus nåede at høre tumulten.

Senere på aftenen sad jeg nede på mit kælderværelse, da der blev banket let på døren. Jeg åbnede, og udenfor stod Nina med øjne, der var ophovnede af gråd.

”Har min mor straffet dig?” spurgte hun. ”Jeg bliver nødt til at vide det.”

Siden master Grimké var død, brugte missus så tit stokken med dupskoen af guld på Minta, at hendes brune arme altid var fyldt med sorte mærker. Det var ikke underligt, at hun gik med Sabe over i vognskuret for at lindre smerten. Hun slog også mig og Phoebe med stokken og havde endda svinget den over Tante-Søster, selvom det var noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve. Tante-Søster lod det ikke bare ske, nej, hun tog bladet fra munden. Jeg hørte hende sige til missus ”Binah og de andre, du solgte, var faktisk de heldige.”

Nina sagde: ”Jeg forsøgte at forklare hende, at jeg bad dig om at tage din sko af, at du ikke blot gjorde det uopfordret –”

Jeg rakte armen frem og viste hende den sorte stribe.

”Stokken?” spurgte Nina.

”Et enkelt slag, men ikke engang et godt et. Hvad gjorde hun ved dig?”

”Det meste var skældud. Pigerne kommer ikke til flere bedeklubsmøder.”

”Nej, det regnede jeg heller ikke med,” sagde jeg. Hun så så bedrøvet ud, at jeg tilføjede: ”Du forsøgte i det mindste.”

Hendes øjne blev fyldt med tårer, og jeg rakte hende mit rene hovedtørklæde. Hun tog det, sank ned i gyngestolen og skjulte ansigtet i det. Jeg vidste ikke, hvor meget mere hendes øjne kunne klare, og heller ikke, om hun græd over sin fiasko med bedeklubben for damer, over Sarahs fravær eller den almindelige jammerlighed med menneskeheden.

Da hun var helt tom for tårer, gik hun tilbage til sit værelse, og jeg tændte et stearinlys og sad i det flakkende skær og forestillede mig quilten på Denmarks seng, og inden i quilten den hemmelige lomme, og indeni lommen listen med alle navnene. På mennesker, der var parate til at dø for at blive frie. Den dag jeg fandt ud af, hvor listen skulle skjules, havde Susan ikke en eneste quilt i huset – hun brugte altid ensfarvede uldtæpper. Jeg syede en helt ny quilt – røde firkanter og sorte trekanter, mine og maumas favoritter, solsortene, der fløj bort.

Denmark mente, at forandringer krævede blodsudgydelser. Som jeg sad der i gyngestolen, tænkte jeg på Nina, på hendes foredrag for de fem forkælede, hvide piger, og på Sarah, der havde været så bestyrtet over sin egen verdens tilstand, at hun var blevet nødt til at rejse bort. Og selvom jeg bestemt mærkede den gode vilje i det, søstrene gjorde, virkede det alligevel ikke, som om deres foredrag og forsvinden rigtig nyttede noget, når nu der var så stor ondskab at overvinde.

Oprøret ville komme, og vi ville selv nedkalde det. Der ville flyde blod. Det var den eneste vej, ikke? Jeg var glad for, at Sarah var langt borte og uden for fare, og jeg måtte sørge for at passe på Nina. Jeg sagde til mig selv Lad ikke bekymringerne fylde dit hjerte. Lad heller ikke frygten fylde det.

Sarah

Jeg slog den stivede, hvide dug op med et smæld, lod den åbne sig i luften og så den blive til en lille sky, inden den dalede ned på fyrrenålene.

”Det er ikke den dug, vi bruger til udflugter,” sagde Catherine og krydsede armene over brystet.

Hendes kritiske bemærkninger mindede om hendes bønner – fromme, daglige og gravalvorlige. Jeg var blevet varsom. Jeg underviste børnene, men jeg forsøgte at lade være med at optræde moderligt. Jeg overlod alle afgørelser i forbindelse med husholdningen til Catherine – hvis hun kom salt i kagen, kom hun salt i kagen. Og Israel – jeg ikke så meget som vendte blikket mod ham, når hun var til stede.

”… Undskyld,” sagde jeg til hende. ”… Jeg syntes, du sagde, at jeg skulle hente den hvide dug.”

”Nu skal den jo bleges og stives. Lad os bede til, at der ikke er harpiks på jorden.”

Kære Gud, ingen harpiks. Tak.

Det var den første dag i april, som tilfældigvis både var Beckys syvårs fødselsdag og den første dag det år, man med rette kunne betegne som lun. Efter min første vinter nordpå påskønnede jeg varme på en helt ny måde. Jeg havde aldrig set sne før, og da den kom, var det, som om Pennsylvanias himmel sprak som en umådelig stor gåsedunsdyne, og hele verden blev forvandlet til fjer. Den første gang det skete, smuttede jeg udenfor og gik rundt og fangede fnuggene i mine hænder og på min tunge, lod dem dale ned i mit hår, som jeg havde ladet hænge løst ned ad ryggen. Da jeg vendte tilbage til huset, opdagede jeg, at Israel og flere af børnene havde holdt øje med mig fra et vindue. De så ganske forbløffede ud. Min indledende fortryllelse blev dog til sjap på omtrent samme tid som sneen. Det var, som om vi var fanget i et endeløst tusmørke. Farverne blev vasket ud af verden, så landskabet stod tilbage som et kontrastmotiv i sort og hvidt. Uanset hvor heftigt ildstederne buldrede, satte kulden sig i mine Charleston-knogler som rimfrost.

Udflugten havde været min ide. Kvækerne fejrede egentlig ikke mærkedage – alle dage blev opfattet ens, og det var meningen, at de skulle leves med den samme enkelhed – men Israel plejede at gøre et par undtagelser på børnenes fødselsdage. Han arbejdede hjemme den dag og havde lukket sig inde på kontoret, hvor han var omgivet af fakturaer og regnskabsbøger og veksler. Jeg var dog klog nok til ikke at gå til Catherine med min forespørgsel, så jeg havde opsøgt ham midt på formiddagen.

”… Det er blevet forår,” havde jeg sagt. ”Lad os ikke forspilde det … En udflugt vil gøre os alle godt, og du skulle se Becky, hun er så fornøjet over at fylde syv … En lille fejring gør ingen skade, vel?”

Han lagde regnskabsbogen fra sig og så på mig, mens et værgeløst smil langsomt bredte sig i hans ansigt. Det var flere måneder siden, han havde rørt ved mig. Tilbage i efteråret havde han ofte holdt min hånd eller ladet armen glide omkring mit liv, når vi gik op ad skråningen nede fra søen, men så kom vinteren, vi holdt op med at spadsere sammen, og han trak sig ind i sig selv i en form for dvale. Jeg forstod ikke, hvad der foregik, før Catherine en morgen i januar bekendtgjorde, at det var nøjagtig to år siden, Rebecca døde. Det virkede, som om det var hende en mut fornøjelse at forklare mig, hvor dybt broren sørgede, og det endda endnu dybere end vinteren forinden.

”Ja, lad os tage på udflugt, men der bliver ingen fødselsdagskage,” sagde Israel.

”… Jeg ville da ikke drømme om noget så dekadent som en kage,” svarede jeg og strålede mod ham. Det var tydeligt, at jeg gjorde en smule nar, og han kunne ikke lade være med at le.

”Du skulle tage at komme med,” tilføjede jeg.

Hans øjne søgte mod medaljonen, der lå på skrivebordet. Det var den med påskeliljerne og hans kones navn indgraveret.

”Måske,” sagde han. ”Jeg har meget arbejde at få fra hånden her.”

”Men … se nu, om ikke du kunne slutte dig til os. Det ville glæde børnene.” Jeg gik min vej og ønskede, at jeg ikke så let tabte modet over for ham: Han var så omskiftelig, den ene dag så imødekommende, den næste så afvisende.

Nu, hvor jeg så ned på den hvide dug, der var bredt ud på græsplænen, var det ikke engang skuffelse, men vrede, jeg følte over for ham. Han var ikke dukket op.

Catherine og jeg fordelte kurvens indhold, et dusin kogte æg, gulerødder, to brød, æblesmør og en blød ost, som Catherine havde fremstillet ved at koge fløde og lade den dryppe af i et stykke lærred. Børnene havde fundet et lille buskads af mynte i skovbrynet og gned bladene i stykker mellem fingrene. Duften fyldte luften.

”Åh,” hørte jeg Catherine udbryde. Hun kiggede op mod huset, op mod Israel, der kom gående med lange skridt ned mod os gennem det brune græs.

Vi spiste siddende på jorden med ansigterne vendt op mod himlens lysende krater. Da vi var færdige, trak Catherine en ingefærkage op af kurven og lagde skiverne oven på hinanden i en pyramideform. ”Den øverste skive er til dig, Becky,” sagde hun.

Det var så indlysende, at Catherine elskede barnet og alle hendes søskende højt, og jeg blev pludselig grebet af skyldfølelse over mine slette tanker om hende. Børnene greb hver deres stykke kage og forsvandt, drengene ind mellem træerne, og de to piger ud for at plukke nogle af de vilde blomster, der var ved at bryde op gennem mulden. Og det var i netop det øjeblik, mens Catherine havde travlt med at rydde alting væk igen, at jeg begik en frygtelig fejltagelse.

Jeg sukkede og lænede mig bagud på albuerne en armslængde fra Israel. Jeg fornemmede, at han var vendt tilbage fra sin lange vintersøvn, og jeg frydede mig over det. Catherine havde vendt ryggen til os, og da jeg så på Israel, havde han igen det længselsfyldte udtryk i ansigtet, det sørgmodige, brændende smil, og han vovede at lade sin lillefinger glide hen over dugen og lade den gribe fat omkring min. Det var en lille ting – vores fingre sammenflettede som vinranker – men det intime ved gestussen fyldte mig og fik mig til at snappe efter vejret.

Lyden fik Catherine til at dreje hovedet og se på os over skulderen. Israel rev fingeren til sig. Eller rev jeg min til mig?

Hun stirrede på ham. ”Nå, min mistanke er altså rigtig.”

”Det er ikke noget, du skal blande dig i,” sagde han til hende. Han rejste sig, smilede fuld af beklagelse til mig og forsvandt op ad skråningen.

Hun tog ikke straks ordet, men da jeg forsøgte at hjælpe hende med at pakke kurven, sagde hun: ”Du bliver nødt til at flytte og finde andet logi. Det er upassende, at du er her. Jeg vil tale med Israel om, at du bør flytte, men det vil være bedre, hvis du flytter frivilligt, uden at han behøver bede om det.”

”Han vil ikke bede mig om at flytte!”

”Vi må alle gøre, hvad sømmeligheden kræver,” sagde hun og overraskede mig ved at lægge en hånd på min arm. ”Jeg er ked af det, men det er bedst på den måde.”

Vi sad alle elleve på en enkelt kirkebænk i forsamlingshuset i Arch Street – de otte Morris-børn flankeret af Israel på den ene side og af mig og Catherine på den anden. Jeg fandt det unødvendigt, at vi alle skulle møde op til det, der blev kaldt ”en andagt med særligt fokus på handelslivet”. Det var et forretningsmøde, for himlens skyld, slet og ret. Den slags møder fandt sted en gang om måneden, men jeg plejede at blive hjemme med børnene, når Israel og Catherine deltog. Denne gang havde hun insisteret på, at vi alle mødte op.

Catherine havde ikke spildt tiden med hensyn til at tale med Israel efter udflugten, men han havde holdt på sit – jeg skulle blive boende på Green Hill. Episoden med medaljonen havde kølnet forholdet mellem Catherine og mig, og nu gjorde min pure afvisning af at flytte og Israels vægring mod at bakke søsteren op det decideret bittert. Jeg kunne kun håbe, at hun med tiden ville komme på bedre tanker.

En kvinde rejste sig for at indlede mødet med at læse et vers fra Biblen. Hun var den eneste kvindelige præst blandt os. Hun så ikke ud til at være ældre end mine 29 år, og det virkede ungt for en sådan position. Første gang jeg hørte hende tale i forsamlingshuset, blev jeg fyldt med ærefrygt. Nu tænkte jeg på det med et stik af misundelse. Jeg havde efterhånden gjort essensen af kvækertroen til min egen, men hidtil havde jeg afholdt mig fra at sige et eneste ord til andagterne.

Mødet begyndte, og medlemmerne af menigheden fremsatte en række gabende kedelige forslag og anliggender. To af Israels sønner sad tavst og skubbede til hinanden, og den yngste var faldet i søvn. Hvor var det tåbeligt af Catherine at slæbe os med herhen, tænkte jeg.

Men så rejste Catherine sig op og arrangerede sjalet om sine smalle, spinkle skuldre. ”Jeg føler mig kaldet af Gud til at gøre opmærksom på et bekymrende forhold.”

Jeg løftede hovedet med et ryk og stirrede først på hendes beslutsomt fremskudte hage og dernæst på Israel i den anden ende af bænken. Han virkede lige så overrasket som jeg.

”Jeg beder til, at vi bliver enige om nødvendigheden af at finde et nyt hjem til vores elskede novice Sarah Grimké,” sagde Catherine. ”Miss Grimké er en fremragende lærerinde for Israels børn og en stor hjælp for mig i husholdningen, og hun er naturligvis en kristen af den højeste orden. Derfor er det af største betydning, at ingen, hverken i eller uden for vores fællesskab, vil kunne betvivle sømmeligheden i, at en ugift kvinde bor i en enkemands hus. På Green Hill smerter det os at se hende rejse, men det er et offer, vi er villige til at give for det fælles bedste. Vi beder om, at I vil hjælpe os med at finde et nyt logi til hende.”

Jeg stirrede ned på det uferniserede trægulv og hendes kjolesøm og havde svært ved at få vejret.

Jeg husker kun en del af det, menighedens medlemmer sagde i kølvandet på hendes lumske tale. Jeg husker, at jeg blev rost for mine skrupler og mit offer. Jeg mindes ord som retsindig, uselvisk, rosværdig og bydende nødvendigt.

Da deres stemmers summen endelig døde hen, sagde en ældre mand: ”Er vi kommet til enighed? Hvis nogen er uenig, skal han eller hun gøre indsigelse nu.”

Jeg er uenig. Jeg, Sarah Grimké. Ordene pressede mod mine ribben indefra og forsvandt. Jeg ville modsvare, hvad Catherine havde sagt, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Hun havde skarpsindigt forvandlet mig til et billede på godhed og selvopofrelse. Enhver indsigelse, jeg gjorde, ville slå billedet i stykker og måske fratage mig muligheden for at blive optaget i kvækerflokken. Tanken pinte mig. Trods deres strenghed, trods deres spidsfindigheder, var det dem, der havde formuleret historiens første dokument mod slaveriet. De havde præsenteret mig for en Gud af kærlighed og lys, og for en tro, der byggede på den enkeltes samvittighed. Jeg ønskede ikke at miste dem, ligesom jeg heller ikke ønskede at miste Israel, hvilket jeg bestemt ville, hvis jeg ikke fuldførte min prøvetid.

Jeg var som lammet. Selv den mindste muskel i min tunge nægtede at lystre.

Israel vred sig på kirkebænken, som om han påtænkte at rejse sig og tale på mine vegne, men han blev siddende, knyttede sin ene hånd og trykkede den mod håndfladen på den anden. Catherine havde sat ham i den samme umulige situation som mig – han ville ikke give folk grund til at betvivle, hvad der foregik i hans hus, særligt ikke de gode mennesker fra Arch Street, der var omdrejningspunktet for hans liv og havde kendt og elsket Rebecca. Det forstod jeg ganske udmærket. Men som jeg sad der og så ham tøve på kanten af sit sæde, fik jeg en fornemmelse af, at hans utilbøjelighed til offentligt at tale min sag havde rod i noget endnu dybere, en ubevidst, men altdominerende trang til at beskytte hans egen kærlighed til Rebecca. Jeg indså pludselig, at det også var årsagen til, at han havde undladt at formulere sine følelser for mig, når vi var alene. Han sendte mig et plaget blik og skubbede sig bagud på bænken.

Forrest i rummet sad den kvindelige præst på en bænk med ansigtet vendt mod menigheden sammen med alle de andre præster. Hun studerede mig indgående og lagde mærke til de glimt af kval og smerte, jeg ikke formåede at skjule. Jeg gengældte hendes blik og forestillede mig, at hun så ned på bunden af mit hjerte, hvor der fandtes ting, jeg selv kun lige var begyndt at skelne. Måske vil han i bund og grund ikke have mig.

Hun nikkede brat til mig og rejste sig. ”Jeg er uenig. Jeg ser ingen grund til, at miss Grimké skal flytte. Det vil være til stor gene for hende selv og en byrde for alle omkring hende. Ingen har betvivlet hendes opførsel. Vi bør ikke være så optagede af formaliteter og det ydre skin.”

Hun satte sig ned igen og smilede til mig, og jeg blev bange for, at blot synet af hende ville få mig til at bryde sammen i gråd.

Hun var den eneste, der modsagde Catherine. Kvækerne besluttede, at jeg skulle forlade Green Hill, inden måneden var omme, og noterede det på behørig vis i mødeprotokollen.

Efter mødet forsvandt Israel hurtigt for at hente hestevognen, men jeg blev siddende på kirkebænken og forsøgte at få hold på mig selv. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvor jeg skulle flytte hen. Ville jeg stadig have lov at undervise børnene? Da Catherine gennede dem over mod døren, kiggede Becky tilbage på mig og vred og vendte sig i fasterens greb, der var stramt som seletøj omkring hendes lille ryg.

”Sarah? Må jeg have lov at kalde dig Sarah?” Det var min forsvarer.

Jeg nikkede. ”… Tak fordi du tog ordet … Det er jeg glad for.”

Hun rakte et stykke sammenfoldet papir mod mig. ”Her er min adresse. Du er velkommen til at bo hos mig og min mand.” Hun begyndte at gå, men vendte omkring. ”Undskyld, jeg glemte vist at præsentere mig. Jeg hedder Lucretia Mott.”

Håndfuld

Løjtnanterne stod omkring høvlebænken i Denmarks værksted. De var altid sammen med Denmark. Han fortalte dem, at han havde besluttet sig for en dato, to måneder fra nu, og at der var 6.000 navne i Bogen.

Jeg sad i hjørnet på mit sædvanlige sted, sammenkrøbet på en fodskammel, og lyttede. Der var ikke rigtig nogen, som lagde mærke til, at jeg var der, medmindre de fik brug for noget at drikke. Håndfuld, kom med noget af det hjemmebrændte, Håndfuld, hent en kande ingefærøl.

Det var april, og Charleston var allerede halvt så hed som helvede. Mændene dryppede af sved. ”De sidste uger skal vi alle sammen spille rollerne som de gode slaver – bedre end nogensinde,” sagde Denmark. ”Sig til alle, at de skal bide tænderne sammen og adlyde deres ejere. Hvis nogen finder på at sige til en hvid mand, at der er et slaveoprør på vej, skal han gerne le og sige ’Ikke vores slaver, de er som familie. De er de gladeste og mest tilfredse mennesker på jorden.’”

Mens de snakkede, kom jeg til at tænke på mauma. Billedet, jeg havde af hende i hovedet, var efterhånden blegnet ligesom de røde farver i en quilt, efter at den er blevet kogt for mange gange. Nogle gange kunne jeg ikke længere huske, hvordan hendes ansigt så ud, hvor fordybningerne efter synålen var i hendes fingre, eller hvordan hun lugtede sidst på dagen. Hver gang det skete, gik jeg ud til sjæletræet, for det var der, jeg mærkede mauma tydeligst. I bladene og barken og de faldende agern.

Så sad jeg dér med lukkede øjne og forsøgte at få hende tilbage, mens jeg var bange for, at hun var ved at forlade mig for altid. Tante-Søster ville have sagt ”Slip hende, det er på høje tid,” men jeg ville hellere mærke smerten ved at huske maumas ansigt og hænder end freden ved at være foruden.

Et øjeblik tænkte jeg på at smutte ud og gå hjem til sjæletræet – tage chancen og kravle ind over porten, før det blev mørkt, men missus havde opdaget mig gøre det måneden forinden og givet mig et åbent sår i panden, der kun netop var ved at danne skorpe. Hun havde sagt til Sabe ”Hvis Håndfuld igen går ud uden tilladelse, skal jeg sørge for, at du bliver pisket sammen med hende.” Nu havde han insektøjne helt omme i nakken.

Jeg forsøgte at koncentrere mig om det, mændene sagde.

”Vi har brug for en støbeform til kugler,” sagde Denmark. ”Vi har bøsser, men vi har ingen bøssekugler.”

De gennemgik listen med våben. Jeg havde vidst, at der ville blive udgydt blod, men jeg havde ikke vidst, at det ville komme til at flyde i gaderne. De havde køller, økser og knive. De havde stjålne sværd. De havde allerede skjult krudttønder og lange lunter under de kajer, de ville sprænge i luften og brænde ned til grunden rundt omkring i byen.

De sagde, at en smedeslave, der hed Tom, var ved at lave fem hundrede spyd. Jeg regnede ud, at han måtte være den samme smed Tom, der havde lavet maumas falske emblem, dengang hun begyndte at tage arbejde ude i byen. Jeg huskede den dag, hun viste det til mig. Det var en lille kobberfirkant med et hul i det øverste hjørne, så man kunne næste den fast på tøjet. Husslave. Nummer 133. År 1805. Jeg kunne se det hele for mig, men jeg kunne ikke få maumas ansigt til at stå klart.

Jeg havde en lille fjer fra en skovskade i lommen. Jeg havde samlet den op på vejen over til Denmarks hus, og nu hentede jeg den frem og snurrede den åndsfraværende rundt mellem fingrene. Og pludselig kom jeg i tanke om dengang, mauma så en fuglebegravelse. Da hun var lille, opdagede hun og min bedstemauma en død krage under deres sjæletræ. De gik hen for at finde en skovl, så de kunne begrave den, og da de kom tilbage, hoppede syv krager rundt i en cirkel på jorden omkring den døde fugl, men de sagde ikke kra kra, men zeep zeep, et skingert skrig, der lød som en sørgesang. Min bedstemauma sagde ”Se, sådan gør fugle. De holder op med at flyve rundt og lede efter mad, de lander og tager sig af deres døde. De tramper rundt om den døde og skriger. De gør det, for at alle skal vide, at fuglen engang var levende, og nu er den død og borte.”

Den historie bragte maumas strålende røde farve tilbage til mig. Hendes ansigt lyste klart i mit sind. Jeg så hendes gullige, tørre hud, den hårde hud på hendes knoer, de gyldne øjne og mellemrummet mellem hendes fortænder – jeg vidste præcis, hvor stort det var.

”Der findes en støbeform til kugler i arsenalet i Meeting Street,” sagde Gullah Jack. ”Men hvordan vi kommer derind, det ved jeg ikke.”

”Hvor mange vagter er der?” spurgte Rolla.

Gullah Jack gned sine bakkenbarter. ”To, nogle gange tre. De opbevarer alle byvagtens våben derinde, men de vil nok ikke lade nogen af os tage en spadseretur derind.”

”Det vil kræve kamp at få fat i den,” sagde Denmark, ”og det kan vi ikke risikere nu. Som jeg sagde, er det vigtigste, at vi ikke vækker mistanke.”

”Hvad med mig?” sagde jeg.

De vendte sig om og så på mig, som om de havde glemt, at jeg også var i rummet.

”Hvad med dig?” sagde Denmark.

”Jeg kunne gå derind. Ingen lægger mærke til en slavekvinde, der er lam i det ene ben.”

Sarah

Da tusmørket faldt på, sad jeg ved skrivebordet på mit værelse og åbnede et brev fra Nina. Jeg havde været på Green Farm i næsten et år, og jeg havde skrevet til hende hver måned uden undtagelse, små beretninger om mit liv og forespørgsler til hendes, men hun havde aldrig svaret på nogen af dem, ikke en eneste gang, og nu sad jeg så med en konvolut prydet med hendes store skønskrift, og jeg kunne kun forestille mig det værste.

14. marts 1822
Kære søster
Jeg har været en ringe brevskriver og en endnu ringere søster. Jeg mente ikke, at du skulle være rejst nordpå, og det gør jeg stadig ikke, men jeg har opført mig dårligt, og jeg håber, at du vil tilgive mig.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mor. For hver dag, der går, bliver hun mere besværlig og voldelig. Hun skvaldrer op over, at vi ikke er blevet efterladt penge nok til at føre et anstændigt liv, og hun bebrejder Thomas, John og Frederick, at de ikke tager sig godt nok af hende. Det siger sig selv, at de kun sjældent kommer på besøg. Mary kommer aldrig, kun Eliza. Siden din afrejse tilbringer mor det meste af dagen alene på sit værelse, og når hun kommer ud, er det kun for at råbe og skrige af slaverne. Hun svinger sin stok over dem for det mindste. For nylig slog hun Tante-Søster, fordi hun havde brændt brødene en smule. I går aftes langede hun Håndfuld én, da hun så hende kravle over porten bag huset. Jeg burde nok tilføje, at Håndfuld faktisk kravlede ind på gårdspladsen, ikke ud af den, og da mor udbad sig en forklaring, sagde Håndfuld, at hun havde set en såret hundehvalp i gyden og var kravlet ud for at hjælpe kræet. Hun insisterede på, at hun var på vej tilbage fra den barmhjertige redningsmission, men jeg tvivler på, at mor troede på den historie. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Mor flækkede huden over Håndfulds øjenbryn, og jeg forbandt hende så godt, jeg formåede.

Jeg er foruroliget over mors voksende hidsighed, men jeg er også bange for, at Håndfuld er indblandet i et eller andet farligt, der kræver hyppige ture ud over porten. Jeg har på et andet tidspunkt selv set hende luske. Hun nægter at tale med mig om det. Jeg tvivler på, at jeg kan beskytte hende, hvis hun igen bliver opdaget.

Jeg føler mig ensom og hjælpeløs her. Vil du ikke nok komme mig til hjælp? Jeg beder dig så mindeligt, kom hjem.

I mindeligt håb og med søsterlig hilsen,
Nina

Jeg lagde brevet fra mig, skubbede stolen bagud og gik hen til kvistvinduet, hvor jeg så ned på cedertræslunden, der var ved at mørkne. En lille sværm af ildfluer steg op over træerne som gløder. Jeg føler mig ensom og hjælpeløs her – Ninas ord, men de kunne lige så godt have været mine.

Tidligere på dagen havde Catherine fået båret min store kuffert op fra kælderen, og jeg var i gang med at hente mine ejendele frem fra klædeskabet og skrivebordsskufferne. Jeg bredte dem ud på sengen og på det flettede kludetæppe på gulvet – kyser, sjaler, kjoler, natkjoler, handsker, dagbøger, breve, den lille biografi om Jeanne d’Arc, jeg havde stjålet fra fars bibliotek, en perlekæde, elfenbensbørster, franske glaskrukker med cremer og pudder og mit kæreste eje, lavaæsken med sølvknappen.

”Du kom ikke ned for at spise aftensmad.” Israel stod i døråbningen og kiggede forsigtigt ind. Det virkede, som om han var lidt bange for at betræde mit lille, rodede tilflugtssted.

Mine ejendele var ubetydelige målt efter Grimké-standarder, men jeg var ikke desto mindre forlegen over mængden og særligt over det uldne undertøj, jeg stod med i hånden. Han rettede sit blik mod den åbne kuffert og dernæst op mod loftsbjælkerne, som om synet af mig, der pakkede, sved i ham.

”… Jeg havde ingen appetit,” sagde jeg.

Endelig trådte han ind i kaosset. ”Jeg er kommet for at sige undskyld. Jeg burde have taget ordet ved mødet. Det var forkert af mig at tie. Det, Catherine gjorde, var utilgiveligt – det har jeg også sagt til hende. Jeg vil opsøge ældrerådet i løbet af ugen og gøre det klart, at jeg ikke ønsker, at du skal flytte.” Hans øjne glimtede, og jeg mente at se forpinthed i dem.

”… Det er for sent, Israel.”

”Nej, det er ikke. Jeg kan få dem til at forstå –”

”Nej!” Det kom mere kraftfuldt, end det var min mening.

Han sank ned i fodenden af min smalle seng og lod hånden glide gennem sit stride, sorte hår. Det fyldte mig med en skarp, nærmest frydefuld smerte at se ham sidde på sengen blandt mine kjoler og perler og lavaæsken. Det gik op for mig, hvor meget jeg ville komme til at savne ham.

Han rejste sig og tog min hånd. ”Du kommer stadig og underviser pigerne, ikke? Der er flere familier, som har tilbudt dig logi.”

Jeg trak hånden til mig. ”… Jeg rejser hjem.”

Han skævede til kufferten, og jeg så, hvordan hans skuldre faldt forover, og ribbenene lagde sig tungt oven på hinanden. ”Er det på grund af mig?”

Jeg tøvede, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare. Ninas brev var kommet, netop som bunden var faldet ud af alting, og det var sandt, at jeg bød undskyldningen for at rejse hjem velkommen. Stak jeg af fra ham? ”… Nej,” sagde jeg til ham. Jeg følte mig sikker på, at jeg ville være rejst alligevel, så der var ingen grund til at dissekere årsagen.

Da jeg havde genfortalt brevets indhold, sagde han: ”Det er frygteligt med din mor, men der må vel være andre søskende, som kan tage sig af situationen.”

”… Nina har brug for mig. Ikke for andre.”

”Men det kommer så pludseligt. Du bør overveje det. Bede om et tegn. Gud bragte dig her, det kan du ikke nægte.”

Det kunne jeg ikke nægte. Noget godt og rigtigt havde ført mig nordpå og endda til netop dette sted – til Green Hill, til Israel og børnene. Opfordringen til at forlade Charleston lød stadig lige så strålende klar, som den dag jeg først hørte den, men nu lå Ninas brev på skrivebordet. Og så var der det andet, det med Rebecca.

”Sarah, vi har brug for dig her. Du er blevet ganske uundværlig for – for os alle sammen.”

”… Beslutningen er taget, Israel. Det gør mig ondt. Jeg rejser hjem til Charleston.”

Han sukkede. ”Lov mig i det mindste, at du vil komme tilbage til os, når der er styr på situationen dernede.”

Lyset i værelset gjorde vinduet sort, men da jeg trådte helt hen til det og hvilede panden mod ruden, kunne jeg stadig se den strålende spiral af ildfluer, som hang i luften udenfor. ”… Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke længere.”

Håndfuld

Natten inden jeg gik hen til arsenalet for at stjæle en støbeform til kugler, listede mig og Goodis op i det tomme værelse over vognskuret – det samme værelse som mig og mauma havde sovet i – og jeg lod ham gøre det, han havde haft lyst til at gøre med mig i årevis, og som jeg egentlig også gerne ville have, at han gjorde. Jeg var blevet 29 år, og jeg sagde til mig selv, at hvis jeg blev fanget i morgen, ville byvagterne slå mig ihjel, og hvis de ikke gjorde, ville arbejdsanstalten gøre det i stedet, så inden jeg forlod verden, kunne jeg vel lige så godt finde ud af, hvad al den ståhej handlede om.

Rummet var tomt bortset fra en stråmadras, som Sabe havde lagt på gulvet til sig selv og Minta, men den gamle lugt af hestepærer hang stadig i luften. Jeg kiggede ned på den snuskede madras, mens Goodis bredte et rent tæppe ud over den og omhyggeligt glattede hver en lille fold og rynke. Jeg så, hvor stor umage han gjorde sig, og jeg mærkede, hvordan det fyldte mig med ømhed for ham. Han var ikke gammel, men det meste af hans hår var borte. Låget over det skelende øje hang, mens det andet låg sad, hvor det skulle, og derfor så han altid ud, som om han halvsov, men han havde også et stort, rart smil, og han smilede det, mens han hjalp mig ud af kjolen.

Da jeg lå udstrakt på tæppet, kiggede han på posen om min hals. Den bugnede af stumper fra sjæletræet.

”Den tager jeg ikke af,” sagde jeg.

Han klemte den og mærkede de hårde stykker bark og agern. ”Det er dine juveler?”

”Ja. Det er mine ædelsten.”

Han skubbede posen til side og rundede hænderne om mine bryster. Han sagde ”De er ikke engang så store som to hasselnødder, men det er sådan, jeg kan lide dem, små og brune som dine.” Han kyssede min mund og mine skuldre og gned sit ansigt mod hasselnødderne. Så kyssede han min dårlige fod og lod læberne følge de snirklede ar. Jeg plejede ikke at græde, men nu lækkede tårerne ud af mine øjenkroge og piblede ned bag mine ører.

Jeg sagde ikke en lyd på noget tidspunkt, heller ikke da han skubbede sig ind i mig. Først havde jeg en fornemmelse af, at jeg var morteren, og han var støderen. Det var ligesom at grutte ris, men blidt og kærligt, ligesom når man forsigtigt åbnede kornenes hårde skaller. På et tidspunkt lo han og sagde ”Er det, som du troede, det ville være?” og jeg kunne ikke få mig selv til at svare. Jeg smilede, mens tårerne sivede ud.

Næste morgen var jeg øm af at elske. Da vi spiste morgenmad, sagde Goodis ”Det er en fin dag. Hvad synes du, Håndfuld?”

”Jo, den er fin.”

”I morgen bliver også en fin dag.”

”Måske,” sagde jeg.

Efter måltidet fandt jeg Nina og spurgte, om jeg måtte få en passerseddel til markedet – Sabe var ikke ligefrem i det gavmilde hjørne. Jeg sagde ”Tante-Søster siger, at melasse med en smule whisky i vil gøre din mauma godt og måske berolige hende en smule. Men vi er løbet tør for begge dele.”

Hun skrev sedlen, og da hun rakte den til mig, sagde hun ”Når du får brug for … melasse eller andre ting, skal du komme til mig. Ikke?”

Så vidste jeg, at vi havde en stiltiende aftale. Men hvis hun havde vidst, hvad jeg var ude på, ville hun aldrig have sat sit navn på det stykke papir.

Jeg gik hen til arsenalet med min kaninstok og en kurv fuld af klude, mineralsk terpentin, en fjerkost og en lang fejekost over skulderen. Gullah Jack havde holdt øje med stedet temmelig længe. Han sagde, at det den første mandag i måneden blev holdt åbent for inspektion og vedligeholdelse, våbenoptælling, rensning af bøsser og den slags. En fri sort pige, der hed Hilde, kom altid på de dage for at feje gulvene, støve af, polere våbenstativerne og gøre rent på dasset ude bagved. Gullah Jack havde givet hende en mønt for ikke at møde op den dag.

Denmark havde lavet mig en tegning af en støbeform til kugler. Den lignede en tang, bortset fra at de to kæber tilsammen dannede en lille skål, som man hældte flydende bly i, og dermed støbte man bøssekuglen. Han sagde, at støbeformen ikke var ret meget større end hans hånd, så jeg skulle se at få fat i to af dem, hvis det var muligt. Det vigtigste var at undgå at blive opdaget, sagde han.

Det var også det vigtigste for mig.

Arsenalet var en rund bygning af muslingecement med to fod tykke mure. Der var tre smalle vinduer højt oppe med jerntremmer for. Den dag var skodderne slået op, så lyset kunne komme ind. Vagten ved døren ville vide, hvem jeg var, og hvor Hilde blev af. Jeg fortalte historien om, at hun var blevet syg, og at jeg kom i stedet. Han sagde ”Du ligner ikke en, der kan svinge en kost.”

Nå, men hvordan tror du så, kosten endte oppe på min skulder? Af sig selv? Det var det, jeg havde lyst til at sige, men i stedet kiggede jeg ned i jorden. ”Nej sir, men jeg er vant til at tage fat, kan De tro.”

Han låste døren op. ”De renser bøsser i dag. Lad være med at gå i vejen. Når du er færdig, banker du på døren, så lukker jeg dig ud igen.”

Jeg trådte indenfor. Døren smækkede i. Låsen klikkede.

Som jeg stod der og forsøgte at orientere mig i dunkelheden, kunne jeg lugte skimmel og linolie og den ramme stank af indespærret luft. Der stod to vagter i den fjerne ende af rummet med ryggen til mig. De var ved at skille en bøsse ad i lyset fra et af vinduerne – alle delene lå spredt ud på bordet. En af dem vendte sig omkring og sagde ”Det er Hilde.”

Jeg gjorde ikke opmærksom på forvekslingen. Jeg begyndte at feje.

Arsenalet var et enkelt rum fyldt med våben. Mit blik gled rundt over det hele. I midten stod krudttønder stablet halvvejs op til loftet. Langs væggene stod træstativer på nydelige rækker. De var fyldt med bøsser og pistoler, bunker af kanonkugler og bagest dusinvis af trækister.

Jeg sørgede for at holde kosten i gang og arbejdede mig hen over hele gulvet, mens jeg håbede, at kostens swish-swish overdøvede mit højlydte, raspende åndedræt. Vagternes stemmer kom og forsvandt som ekkoer.

Den her kan risikere at gå af for tidligt. Kan du se slagfjederen på hammeren? Den er gået i stykker.

Sørg for, at ladestokken er ren og uden rust.

Når jeg var bag ved krudttønderne, og de ikke kunne se mig, trak jeg vejret mere roligt. Jeg hentede fjerkosten frem. Ét efter ét børstede jeg lågene på trækisterne, og jeg sørgede hele tiden for at skæve bagud over skulderen, inden jeg lettede på dem for at se, hvad der var i dem. Jeg fandt kohorn med læderstropper. Et virvar af håndjern. Blybarrer. Ruller af tyndt reb, som jeg gættede på var lunter. Men ingen støbeform til kugler.

Så fik jeg øje på en gammel lilletromme, der var skubbet op ad væggen, og bag den stod endnu en kiste. Jeg forsøgte at nå over til den, men min lamme fod ramte trommen og bangbang faldt den på gulvet.

Det kan nok være, der kom gang i støvlerne. Jeg greb støvkosten, og fjerene dirrede og rystede i min hånd, som om de var levende.

Vagten råbte til mig. ”Hvad var det for et spektakel?”

”Trommen væltede.”

Han gjorde sine øjne smalle. ”Du er ikke Hilde.”

”Nej, hun er blevet syg. Jeg er kommet i stedet.”

Han havde et langt metalstykke fra bøssen i hånden. Han pegede på trommen med det. ”Vi vil ikke have den slags sløseri herinde!”

”Nej sir, jeg skal nok passe på.”

Han gik tilbage til sit arbejde, men hjertet blev siddende oppe i min hals.

Jeg åbnede kisten, som trommen havde stået opad, og der var mindst ti støbeforme til kugler i den. Jeg trak to op, langsomt så de ikke klirrede, og lagde dem i min kurv under kludene.

Så fjernede jeg spindelvæv og polerede våbenstativerne. Da stedet var lige så fint, som Hilde ville have gjort det, samlede jeg mine ting og bankede på døren.

”Glem ikke latrinet,” sagde vagten ved døren og pegede om bag ved arsenalet.

Jeg gik derom, men jeg fortsatte forbi dasset og blev ved med at gå.

Om aftenen på mit værelse opdagede jeg en lille smule spindelvæv i mit hår. Jeg tog et håndklæde og gned mig ren. Så lagde jeg mig oven på historiequilten og tænkte på Denmarks smil, da jeg kom og trak en støbeform til kugler op af min kurv. Da jeg trak nummer to op, slog han sig på låret og sagde ”Du er nok den bedste løjtnant, jeg har.”

Jeg ventede på søvnen, men den kom ikke. Efter en tid gik jeg ud og satte mig på verandatrinene på bagsiden af huset. Gårdspladsen lå øde hen. Jeg kiggede op mod værelset over vognskuret og tænkte på, om Goodis mon havde ledt efter mig efter aftensmaden. Han sov sikkert nu. Ligesom Denmark. Jeg var den eneste, der var vågen, den eneste, der bekymrede sig om skålen for enden af støbeformen, hvor blyet blev hældt i. Hvor mange mennesker ville bøssekuglerne dræbe? Jeg var måske gået forbi et af dem på gaden samme dag. Jeg ville måske gå forbi et af dem dagen efter. Jeg kunne risikere at gå forbi hundreder af mennesker, som ville miste livet på grund af mig.

Månen hang øverst på himlen og var rund og hvid og lille. Den så ud til netop at kunne fylde skålen på støbeformen. Det var det, jeg ønskede. At vi kunne hælde månen derned i stedet for bly.

Sarah

Jeg ankom til Charleston iført min bedste kvækerekvipering, en enkel, grå kjole med en flad, hvid krave og en kyse, der passede til. Indbegrebet af ydmyghed. Inden jeg rejste fra Philadelphia, var jeg officielt blevet indlemmet i kvækerfolden. Min novicetid var overstået. Jeg var en af dem.

Efter ikke at have set mig i mere end et år tog mor imod mit kindkys og sagde: ”Jeg ser, at du er vendt hjem som kvæker. Helt ærligt, Sarah, hvordan kan du vise dig i Charleston i den mundering?”

Jeg brød mig egentlig heller ikke om tøjet, men det var i det mindste fremstillet af uld og uden slavearbejde. Vi kvækere boykottede sydens bomuld. Vi kvækere – hvor lød det stadig mærkeligt i mine ører.

Jeg forsøgte at smile og ikke lade mig gå på af mors bemærkning. På det tidspunkt forstod jeg i øvrigt heller ikke til fulde, hvad den betød. Jeg sagde: ”Tak for din varme velkomst, mor. Jeg kan høre, at du har savnet mig.”

Hun sad, hvor hun havde siddet, da jeg sidst så hende. I øreklapstolen ved vinduet, den med det falmede betræk af guldbrokade. Hun var iført den samme sorte kjole og havde lagt den djævelske stok med dupskoen af guld i skødet. Det virkede, som om hun ikke havde rokket sig ud afstedet, siden jeg rejste. Hun fremstod ganske uforandret, bortset fra, at hun her og der var blevet mere slidt og hærget. Huden på hendes hals foldede ud over kraven som skildpaddeskind, og håret i panden flossede som kanten på et stykke stof.

”Ja, jeg har da savnet dig, min kære. Hele husholdningen har lidt på grund af din desertering, men du kan ikke gå sådan klædt – folk vil straks udlede, at du er blevet kvæker, og kvækernes modstand mod slaveriet et velkendt hernede.”

Det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg lod mine håndflader glide ned langs siderne af skørtet og var pludselig rigtig glad for min kedelige påklædning.

Der lød en stemme fra døråbningen. ”Hvis det er budskabet i din gyselige kjole, bliver jeg straks nødt til selv at anskaffe mig en.”

Nina. Hun havde gennemgået en forvandling. Hun var løbet i vejret og ragede godt op over mig. Det zobelsorte hår var samlet på baghovedet, kindbenene blevet højere, øjenbrynene tykke og øjnene kulfarvede. Min søster var blevet en mørklødet skønhed.

Hun slog armene omkring mig. ”Du må aldrig rejse bort igen.”

Mens vi klyngede os til hinanden, mumlede mor nærmest for sig selv: ”For en gangs skyld er der noget, barnet og jeg er enige om.”

Nina og jeg lo, og på forunderlig vis lo mor med, og lyden af os tre, der lo sammen i stuen, fik en kåd glæde til at boble op i mig.

”… Lad mig se rigtigt på dig,” sagde jeg og lagde mine hænder omkring Ninas ansigt.

Mors blik flakkede fra min krave til min kjolesøm. ”Jeg mener det med kjolen, Sarah. En af kvækerfamilierne i byen fik deres hjem klasket til med æg. Det stod skrevet i Mercury i går. Fortæl hende om det, Nina. Forklar din søster, at folk i Charleston på ingen måde ønsker at se hende spankulere rundt i den mundering.”

Nina sukkede. ”Der går rygter i byen om et slaveoprør.”

”… Et oprør?”

”Det er noget ævl,” sagde mor. ”Men folk er ganske forstyrrede over det.”

”Det forlyder, at slaverne vil samle sig i gaderne, slå alle de hvide ihjel og brænde byen ned.”

Det begyndte at prikke i huden på mine arme.

”Og når de er færdige med mord og brand, vil de plyndre statsbanken og stjæle hestene i alle byens stalde eller gå om bord på skibene i havnen og sætte kurs mod Haiti.”

En lille hånlatter undslap mors hals. ”Kan I overhovedet forestille jer, at de skulle kunne udtænke en så kompliceret plan?”

Det var, som om hjertet sank i livet på mig. Jeg kunne faktisk godt forestille mig det. Ikke det om nedslagtningen – det kunne mit sind ikke rumme. Men der boede flere slaver i Charleston, end der boede hvide, og hvorfor skulle de ikke udtænke en plan om at frisætte sig selv? Den skulle bestemt være kompliceret og dristig for at lykkes. Og det kunne vel ikke undgås, at den ville blive voldelig.

Instinktivt trykkede jeg håndfladerne sammen under min hage, som om jeg bad en bøn. ”… Kæreste Gud.”

”Men du må ikke tage det for alvor,” sagde Nina. ”Kan du huske, at der opstod en lignende situation i Edgefield? De hvide familier var overbeviste om, at de ville blive myrdet i deres senge. Det var rent hysteri.”

”… Men hvad bunder det i? Hvor kommer rygtet fra?”

”Det begyndte med oberst John Prioleaus husslave. Han skulle have hørt nogen snakke om et oprør på havnekajerne og rapporterede det til obersten, der gik til myndighederne. Byvagten opsporede kilden – en slave ved navn William Paul, der åbenbart er kendt for at være en pralhals. Den stakkels mand blev arresteret og er nu spærret inde på arbejdsanstalten.” Nina stoppede op og gøs. ”Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvad de mon har gjort ved ham.”

Mor bankede stokken i gulvet. ”Borgmesteren har afvist rygtet. Guvernør Bennett har afvist rygtet. Jeg vil ikke have, at I taler mere om det. Men mærk dig mine ord, Sarah, byen er en krudttønde.”

Jeg ville bestemt også gerne afvise rygtet om oprør, men jeg mærkede, hvordan det trak i mig som et indre tidevand.

Næste formiddag fandt jeg Håndfuld siddende på trinene op til køkkenhusets veranda ved siden af Goodis. Hun var udstyret med en nål og et fingerbøl af messing og tilsyneladende i færd med at sømme et forklæde op. De sad og smågrinede og daskede kærligt til hinanden, da jeg nærmede mig. Så snart de fik øje på mig, stoppede de.

Goodis sprang op, og det øverste af hans kedeldragt gled ned på den ene side. Jeg blev pludselig en smule nervøs for, hvordan Håndfuld ville reagere på min tilbagekomst, og pegede på det sted, hvor han manglede en knap. ”… Du må hellere få Håndfuld til at sy en ny på for dig,” sagde jeg og fortrød det straks. Det lød herskesygt og nedladende. Det var ikke sådan, jeg ønskede at blive genforenet med hende.

”Ja, missus,” sagde han. Han skævede til Håndfuld og forlod os.

Jeg bøjede mig ned og omfavnede hende ved at lægge armene omkring hendes skuldre. Et øjeblik efter løftede hun sine arme og klappede mig på siden af ribbenene.

”Nina sagde, at du ville komme tilbage. Bliver du her nu?”

”… Måske.” Jeg satte mig ved siden af hende. ”… Nu må vi se.”

”Ja, hvis jeg var dig, ville jeg straks se at springe på skibet igen.”

Jeg smilede til hende. Tagudhænget lod en mørkeblå strimmel skygge falde ned over os. Vi sad tavse en tid, mens skyggen blev dunklere. Jeg opdagede, at jeg stirrede på hendes forvredne, indadvendte fod, på hændernes stille rytme, på ryggen, der bøjede over arbejdet, og jeg mærkede igen den gamle skyldfølelse.

Jeg bombarderede hende med spørgsmål. Om hvordan hun havde haft det, siden jeg rejste, om hvordan mor havde behandlet hende, om hvordan de andre slaver havde klaret sig. Jeg spurgte, om hun måske havde et særligt forhold til Goodis. Hun viste mig arret i sin pande og kaldte det mors håndarbejde. Hun sagde, at Tante-Søsters syn svigtede, og at Phoebe nu klarede det meste af madlavningen. At Sabe slet ikke kunne måle sig med Tomfry, og at Minta var en god pige, der tog den værste del af ”missus’ ækelhed”. Med hensyn til Goodis, så lo hun blot, hvilket selvfølgelig afslørede hende.

”… Kender du noget til rygterne om et slaveoprør?” spurgte jeg til sidst.

Hendes hånd svævede et øjeblik i luften. ”Kan du ikke fortælle mig, hvad du kender til det?”

Jeg gentog, hvad Nina havde fortalt om slaven William Paul og hans pral om et oprør. ”… Myndighederne afviser rygtet,” tilføjede jeg.

Hun lagde forklædet fra sig. ”Gør de? De tror altså ikke på det?” Hendes ansigt blev oversvømmet af en sådan lettelse, at jeg fik en fornemmelse af, at oprøret både var meget virkeligt, og at hun vidste en hel del om det.

”… Selv hvis de kendte til en sådan plan, ville de benægte det,” sagde jeg til hende i et forsøg på at få hende til at forstå faren. ”Jeg tvivler på, at de ville indrømme noget offentligt. De vil ikke risikere at skabe panik. Eller røbe deres egne planer. Og hvis de har opdaget det mindste tegn på, at nogen pønser på at gøre oprør, kan du godt regne med, at de vil tage affære.”

Hun genoptog arbejdet med nål og tråd, og nu lagde stilheden sig tungere over os. Jeg så hendes hånd bevæge sig op ad bjerge og ned i dale, og jeg fik et glimt af fingerbøllet og mindedes os – to små piger på taget, hvor hun havde fortalt mig om fingerbøllet af ægte messing. Det måtte være det selv samme, tænkte jeg. Jeg kunne se hende for mig, lænet bagud mod tagstenene, missende med øjnene mod den strålende himmel og skyerne med tekoppen balancerende på maven og lommerne fulde af fjer – deres dunede ender stak ud. Vi havde betroet hinanden alle vores hemmeligheder deroppe. Det var det nærmeste, vi nogensinde var kommet på at være jævnbyrdige. Jeg forsøgte at holde fast på billedet i hovedet, at genoplive det, men det blegnede og forsvandt.

Jeg forventede ikke længere, at hun ville betro sig til mig. Nu holdt hun på sine hemmeligheder.

Om søndagen satte Nina og jeg kurs mod det lille kvækerforsamlingshus. Det var en usædvanlig lang spadseretur, der førte os helt over på den anden side af byen. Vi gik arm i arm, mens hun fortalte om alle de breve, der i ugevis efter min afrejse var blevet afleveret i huset. De var fra folk, som ville vide, hvordan det stod til med mit helbred. Jeg havde helt glemt, at mor så sig nødsaget til at opfinde en historie om, at jeg formodentlig led af tæring, for at forklare mit fravær, og Nina og jeg morede os over den hele vejen ned ad Society Street.

En voldsom sommerregn var pisket gennem byen natten forinden, og luften var kølig og frisk og fyldt med duften af sødoliven. De lyserøde bougainvilleakronblade flød på vandpytterne, det var en pragtfuld dag, og jeg gik ved siden af Nina – det gav mig alt sammen en fornemmelse af, at jeg måske alligevel ville kunne genvinde følelsen af at høre til i Charleston.

De foregående ti dage var forløbet relativt stille og roligt. Jeg havde forsøgt at skabe orden i husholdningen og ført lange samtaler med Nina, som stillede en endeløs række af spørgsmål om livet nordpå, om kvækerne, om Israel. Jeg havde håbet helt at kunne undgå at nævne ham, men han gled ind gennem de mindste sprækker. Håndfuld havde skyet mig. Heldigvis var der ikke sket noget usædvanligt i byen, og rygterne om slaveoprøret gik i sig selv, efterhånden som folk igen blev optaget af deres eget. Jeg begyndte at tro, at jeg havde overreageret.

Netop denne formiddag var jeg klædt i mit ”tøj til fremme af slaveriets ophævelse”, som mor insisterede på at kalde det. Som kvæker var det det eneste, jeg havde lov at bære, og om ikke andet gik jeg med liv og sjæl op i at følge påklædningsreglerne. Da mor under morgenmaden havde fået nys om, at jeg agtede at deltage i et kvækermøde og endda ville tage Nina med mig, fik hun et raserianfald, der var så forudsigeligt, at vi var lige ved at give os til at gabe under forestillingen. Det var heldigt, vi ikke også afslørede for hende, at vi havde tænkt os at spadsere derhen.

Da vi nærmede os markedet, hørte vi en rytmisk og tung trampen i det fjerne og derefter høje råb. Da vi drejede om hjørnet, fór to slavekvinder forbi os. De havde hanket op i skørterne og løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Mindst hundrede medlemmer af South Carolinas milits kom marcherende lige lukt imod os med dragne sabler og pistoler. De blev flankeret af byvagten, der havde bøsser med i stedet for deres sædvanlige knipler.

Det var markedssøndag, og derfor var gaderne fulde af slaver. Nina og jeg stod som naglede til jorden og så dem flygte i panik, da husarer til hest galoperede ind i folkemængden og råbte, at de skulle sprede sig.

”Hvad sker der?” sagde Nina.

Jeg stirrede på den kaotiske forvirring og følte mig fuldstændig lamslået. Vi befandt os uden for Carolina Coffee House, og jeg fik den ide, at vi kunne søge ly indenfor, men døren var låst. ”Vi bør nok gå tilbage,” sagde jeg til hende.

Men da vi vendte os for at gå, kom en gadesælger – en slavepige, hun var næppe mere end tolv år – løbende mod os, og i sin frygt og panik snublede hun og tabte kurven med grønsager foran os. Instinktivt bøjede Nina og jeg os ned for at hjælpe hende med at samle radiser og kålhoveder og rullende kartofler op.

”Kom så væk!” råbte en mand. ”I dér!”

Jeg løftede hovedet og fik øje på en officer, der kom travende over mod os på sin hest. Han talte til mig og Nina. Vi rettede os op, mens pigen blev ved med at kravle rundt på jorden efter sine stødte varer.

”… Der sker vel ikke noget ved, at vi hjælper hende,” sagde jeg, da han strammede tøjlerne og holdt hesten an. Hans opmærksomhed var ikke rettet mod majroen i min hånd, men mod min kjole.

”Er De kvæker?”

Han var udstyret med et stort, markeret ansigt med let udstående øjne, som måske nok fik ham til at virke mere skræmmende, end han egentlig var, men det tænkte jeg ikke på i det øjeblik. Frygt og gru skød op i min hals, og min tunge, det elendige kræ, lå ubevægelig i min mund som en snegl, der var fanget i en spalte.

”Hørte De mig?” sagde han roligt. ”Jeg spurgte, om De er en af de religiøse pariaer, der er imod slaveriet?”

Jeg bevægede læberne, men der kom ingen lyd, kun den frygtelige, stumme mimen. Nina trådte hen ved siden af mig og flettede sine fingre ind i mine. Jeg vidste, at hun gerne ville tale på mine vegne, men hun lod være og ventede. Jeg lukkede øjnene og hørte mågerne i havnen kalde på hinanden. Jeg forestillede mig, hvordan de svævede på luftstrømmene og slog sig ned på havdønningerne.

”Jeg er kvæker,” sagde jeg, og ordene kom uden den tøven, der gik forud for de fleste af mine sætninger. Jeg hørte Nina sukke lettet.

To hvide mænd standsede ved siden af os og gloede. De fornemmede tydeligvis, at der var et skænderi under opsejling. Bag dem så jeg slavepigen smutte væk med kurven.

”Hvad hedder De?” spurgte officeren.

”Sarah Grimké. Og hvad hedder De, sir?”

Han ulejligede sig ikke med at svare.

”De skulle vel ikke være dommer Grimkés datter?”

”Han var min far, jo. Det er næsten tre år siden, han døde.”

”Det er i hvert fald godt, at han ikke nåede at opleve Dem sådan her.”

”… Undskyld? Jeg har svært ved at se, at min tro på nogen måde er Deres sag.” Jeg fik en følelse af, at jeg havde kastet fortøjningerne og drev frit. Jeg huskede pludselig, hvordan det havde været at flyde for vind og vejr i vandet den dag for længe siden ved Long Branch, mens far lå syg. Hvordan det havde været at slippe rebet og lade sig føre bort.

Militsens kolonner nåede endelig hen til os og passerede forbi bag officeren i en bølge af larm og brovten. Hans hest begyndte at slå nervøst med hovedet, da han hævede stemmen over spektaklet. ”Af respekt for dommeren vil jeg ikke arrestere Dem.”

Nina brød ind. ”Hvilken ret har De til at –”

Jeg afbrød hende i et forsøg på at beskytte hende mod at bevæge sig ind i tiltagende forræderiske farvande. Mærkeligt nok havde jeg ikke den samme omsorg på mine egne vegne. ”… Arrestere mig?” sagde jeg. ”På hvilket grundlag?”

Nu havde en hel horde af mennesker sluttet sig til de to hvide mænd. En mand iført en søndagsjaket spyttede i retning af mig. Ninas hånd klemte om min.

”Deres tro, ja, selv Deres udseende undergraver den ro og orden, jeg forsøger at opretholde,” sagde officeren. ”Begge dele forstyrrer gode borgeres fred og sætter slaverne usunde griller i hovedet. De fremmer det selv samme oprør, som ulmer i vores by.”

”… Hvilket oprør?”

”Vil De bilde mig ind, at De ikke har hørt rygterne? Slaverne har pønset på at begå massakrer på deres ejere og derefter flygte. Det ville, så vidt jeg kan gætte mig til, inkludere både Dem og Deres søster. Det var meningen, at det skulle foregå i nat, men jeg kan forsikre Dem om, at det er blevet godt og grundigt forpurret.”

Han løftede tømmen fra sadelhornet og så på den passerende milits og derefter tilbage på mig. ”Gå hjem, miss Grimké. Deres tilstedeværelse på gaden er både uønsket og provokerende.”

”Gå hjem!” blev der råbt inde fra mængden, og straks begyndte alle at råbe det i kor.

Jeg tog mig sammen og så på deres vrede ansigter. ”… Hvad forestiller I jer, at slaverne skal gøre?” råbte jeg. ”… Hvis ikke vi frigiver dem, vil de kæmpe sig fri med alle midler.”

”Sarah!” råbte Nina forbløffet.

Da flokken begyndte at slynge ondskabsfulde skældsord mod mig, tog jeg hende i armen, og vi hastede i hurtig gang tilbage ad vejen, vi var kommet. ”Lad være med at se dig tilbage,” sagde jeg til hende.

”Sarah,” sagde hun åndeløst, og stemmen var fuld af ærefrygt. ”Du er blevet en samfundsomstyrter.”

Slaveoprøret kom hverken den nat eller nogen anden nat. Byens vise fædre havde rigtignok slået hårdt ned på sammensværgelsen ved hjælp af arbejdsanstaltens onde form for overtalelse. I de følgende dage hærgede nyheden om den planlagte revolte gennem Charleston som en epidemi og efterlod borgerne fortumlede og forfærdede. Der blev foretaget arrestationer, og rygterne gik, at mange flere ville følge. Jeg vidste, at det kun var begyndelsen på det, der ville blive et monstrøst tilbageslag for udviklingen. Indbyggerne befæstede allerede det øverste af deres stakitter med knuste flasker, inden der kunne monteres mere permanente spydspidser. De mest elegante hjem blev snart omgivet af drabelige chevaux-de-frise, der lignede kunstfærdigt pyntepanser.

I de følgende måneder blev der indført et nyt, skånselsløst regime. Der blev vedtaget forordninger, som yderligere kontrollerede og indskrænkede slaverne, og strengere straffe fulgte. Man opførte et citadel, som skulle beskytte den hvide befolkning. Men i den allerførste uge var vi stadig ganske lammede af chok.

Der blev talt om min gadeopsætsighed i hele byen. Mor kunne knap se på mig uden at blegne, og selv Thomas kom forbi for at advare mig om, at hans firmas omdømme ville lide skade, hvis jeg fortsat fremturede med den slags vanvid. Kun Nina stod mig bi.

Og Håndfuld.

En sen eftermiddag i begivenhedernes kølvand var hun ved at polere mahognitrappen, da en sten blev kylet ind gennem dagligstuens vindue og knuste ruden. Jeg kunne høre glasset eksplodere helt op på første sal, så jeg skyndte mig ned og fandt Håndfuld stående med ryggen presset op mod væggen ved siden af det knuste vindue, mens hun forsøgte at kigge ud uden selv at blive set. Hun vinkede mig væk. ”Pas på, de smider måske en mere.”

En sten på størrelse med et hønseæg lå på gulvtæppet i en rede af glasskår. Råb bølgede ind ude fra gaden. Slaveelsker. Niggerven. Forræder. Nordstatshore.

Vi stirrede på hinanden, mens stemmerne forsvandt. Rummet lå hen i stilhed, i fred og uforstyrrethed. Lyset vældede ind, ramte splinterne og satte dem i brand på det karmoisinrøde tæppe. Synet fyldte mig med modløshed og sorg. Ikke fordi det var så nedrigt gjort, men fordi jeg følte mig så afmægtig. Der var tilsyneladende intet, jeg kunne stille op. Jeg fyldte snart tredive, og jeg havde intet udrettet.

Man siger, at i ekstreme øjeblikke sagtnes tiden og folder sig ind omkring sin egen ubevægelige kerne, og som jeg stod der, virkede det netop, som om alting var standset. I stilheden mærkede jeg igen den gamle, ubændige længsel efter at vide, hvad mit mål i verden var. Længslen var stærkere end noget andet, jeg nogensinde havde følt, den overgik selv min evindelige, iboende ensomhed. Og så tænkte jeg på fleur de lis-knappen i lavaæsken og på den fortabte pige, som havde lagt den der, og på, hvordan jeg to gange siden havde haft den med fra Charleston til Philadelphia og tilbage igen som et trist, forvitret håb.

Over for mig i dagligstuen trådte Håndfuld ind midt mellem de glødende stumper på tæppet, bøjede sig ned og samlede stenen op. Jeg så, at hun vendte og drejede den i hænderne, og jeg vidste, at jeg ville komme til at forlade dette sted igen. Jeg ville atter rejse nordpå og forsøge at skabe mig et liv deroppe.

Håndfuld

Dagen for det planlagte oprør kom og gik igen, uden at der blev affyret en eneste bøsse, uden at lunterne blev antændt, og uden at nogen af os blev frie, men der fandtes heller ikke en eneste hvid person, som nogensinde igen ville anse os for at være harmløse. Jeg vidste ikke, hvem der var blevet arresteret og hvem, der slap. Jeg vidste ikke, om Denmark var i god behold eller i byens varetægt – og det var bestemt ikke det samme. Sarah sagde, at det var bedst at holde sig fra gaderne, men da det blev onsdag, kunne jeg ikke vente længere. Jeg fandt Nina og sagde, at jeg skulle bruge en passerseddel for at hente et glas melasse. Hun skrev den og sagde ”Vær forsigtig.”

Denmark var hjemme i sit soveværelse, hvor han havde travlt med at stoppe tøj og penge i en rygsæk. Susan viste mig ind. Hendes øjne var blodskudte af gråd. Jeg stod i døråbningen og trak den tunge luft ned i lungerne, og jeg tænkte Der kom ikke noget ud af det, men han er her stadig.

Der stod en jernseng op ad væggen. Den var dækket af quilten, jeg havde syet til at gemme navnelisten i. De sorte trekanter lå perfekt på de røde firkanter, men nu virkede de triste. Som en fuglebegravelse.

Jeg sagde ”Nå, hvor skal du så hen?”

Susan begyndte at græde, og han sagde ”Hvis du har tænkt dig at larme sådan, kvindemenneske, må du gå et andet sted hen.”

Hun skubbede sig forbi mig i døren, snøftede og sagde ”Så skrid da hen til din anden kone.”

Jeg sagde ”Flytter du hen til en anden kone?”

Gardinet var blevet trukket sjusket for vinduet, og nu var der en sprække i siden, hvor lyset stak ind. Det pegede på ham som pilen på et solur. ”Det er kun et spørgsmål om tid, inden de kommer og leder efter mig her,” sagde han. ”I går hentede de Ned, Rolla og Peter. De er alle tre på arbejdsanstalten, og jeg tvivler ikke på deres tapperhed, men de vil blive tortureret, til de nævner navne. Hvis vores planer skal have en chance for nogensinde at blive gennemført, må jeg væk.”

Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg sagde ”Hvad med mit navn? Vil de fortælle, at det var mig, der stjal støbeformen til kuglerne?”

Han satte sig på sengen oven på de døde solsortevinger, og hans arme hang ned langs knæene. Dengang rekrutterne kom og besøgte ham, råbte han Herren har talt til mig, og han så lige så barsk og mægtig ud som Gud selv, men nu virkede han bare nedslået. ”Tag det roligt,” sagde han. ”De er ude efter lederen – det er mig. Ingen siger dit navn.”

Jeg hadede at spørge ham om det, men jeg blev nødt til at vide det. ”Hvad skete der med alle planerne?”

Han rystede på hovedet. ”Der skete det, jeg var bekymret for. Husslaverne har svært ved at fornemme, hvor de ender, og deres ejere begynder. Vi blev forrådt, det var det, der skete. En af dem forrådte os, og byvagten sendte spioner ud i byen.”

Han bed tænderne sammen og skubbede sig op fra sengen. ”Den dag, vi havde planlagt at slå til, var der så mange soldater, at vores meddelere ikke engang kunne komme ud af byen og give besked. Vi kunne hverken antænde lunterne eller hente våbnene.” Han tog en tintallerken med et stearinlys og kastede den mod væggen. ”Fanden tage dem. Gid de må ende i helvede. Gudfader i himlen …” Han skar en grimasse.

Jeg bevægede mig ikke, før hans skuldre faldt ned, og jeg mærkede smerten forlade ham. Jeg sagde ”Du gjorde, hvad du kunne. Det vil ingen glemme.”

”Jo, de vil. De vil glemme.” Han trak quilten af sengen og læssede den over i mine arme. ”Du må hellere tage den her med dig og brænde listen. Brænd den straks. Jeg har ikke tid til at gøre det.”

”Hvor tager du hen?”

”Jeg er en fri sort mand. Jeg tager hen, hvor jeg tager hen,” sagde han bare. Det var selvfølgelig for, at de ikke skulle kunne finde ham, hvis nu alligevel Rolla og dem sagde mit navn, og de hvide mænd kom for at torturere mig.

Han samlede rygsækken op og gik over mod døren. Det var ikke sidste gang, jeg så ham. Men ordene Jeg tager hen, hvor jeg tager hen var de sidste, han nogensinde sagde til mig.

Jeg brændte navnelisten i komfuret i køkkenhuset. Så gav jeg mig til at vente på det, der måtte komme.

Denmark blev taget fire dage senere i en fri mulatkvindes hus. Han kom for retten, der var syv dommere, og inden det var slut og klaret, kendte alle mennesker i byen, både de hvide og de sorte, hans navn. Forlydender fra sagen oversvømmede gader og stræder og fyldte dagligstuerne og gårdspladserne. Slaverne sagde, at Denmark Vesey var den sorte Jesus, og hvis det endte med, at han blev slået ihjel, ville han stige op fra de døde på tredjedagen. De hvide sagde, at han var den forfrosne slange fra Æsops fabel, der bed sin redningsmand i brystet. De sagde, at han var en general, der havde ført sin hær på vildspor, og at han aldrig havde haft så mange våben, som slaverne troede. Byvagten havde fundet et par spyd og pistoler og to støbeforme til kugler, men det var også det hele. Gullah Jack, der holdt sig på fri fod helt til august, sørgede måske for, at resten af våbnene forsvandt, men jeg tænkte på, om Denmark kunne have trukket sandheden lang og tynd som karamelmasse, som de sagde, han havde. Da jeg åbnede quilten, så jeg kunne brænde listen, talte jeg 283 navne på den, ikke seks tusinde, som han havde sagt. Nu tror jeg, han forsøgte at opildne dem, at han regnede med, at et stort tal ville få alle til at melde sig i kampen.

Den dag dommen blev afsagt, havde Sabe sendt mig ned på alle fire for at rulle tæpper sammen og skrubbe gulvet i mellemgangen. Det var så varmt, at jeg kunne have skyllet sæben af med den sved, der løb ned over mit ansigt. Jeg sagde til Sabe, at gulvvask var vinterarbejde, og han sagde, at det var da godt, for så kunne jeg jo også gøre det til vinter. Jeg fattede virkelig ikke, hvad Minta så i ham.

Jeg var netop smuttet ud på verandaen for at køle lidt af i brisen, da Sarah trådte ud til mig og sagde ”… Jeg tænkte, at du gerne ville vide, at retssagen mod Denmark Vesey er slut.”

Der var selvfølgelig ikke skyggen af en chance for, at manden blev frikendt, men jeg blev alligevel helt svimmel af håb og rakte bagud for at støtte mig til gelænderet. Hun gik helt tæt på mig og lagde sin hånd på min svedvåde kjole. ”… De dømte ham skyldig.”

”Hvad sker der så med ham?”

”… Han bliver henrettet. Det gør mig ondt.”

Jeg afslørede ikke, hvordan det føltes indeni, hvordan sorgen allerede sang i mine knoglers hulrum.

På det tidspunkt undrede det mig endnu ikke, at Sarah kom og fortalte det til netop mig. Hun og Nina vidste godt nok begge to, at jeg af og til gik ud uden at fortælle hvorfor, men de anede ikke, at jeg gik hen til hans hus. De anede ikke, at han kaldte mig for sin datter. De anede ikke, at han havde en særlig plads i mit hjerte.

”… Da de afsagde dommen, udstedte de også en forordning,” sagde hun. ”… En slags befaling fra dommerne.”

Jeg studerede hendes ansigt. De røde fregner strålede stærkt i solen, og bekymringen sad stramt i hendes øjenkroge. Jeg vidste pludselig, hvorfor hun var kommet ud på verandaen – det var på grund af den forordning.

”… Enhver sort, det være sig mand eller kvinde, som offentligt sørger over Denmark Veseys død, vil blive arresteret og pisket.”

Jeg kiggede væk og ned i prydhaven, hvor Goodis havde efterladt riven og hakken og vandkanden. Alt det grønne var faldet sammen af tørst. Alt visnede.

”… Håndfuld, nu må du lytte til mig, ikke? Ifølge forordningen må du ikke bære sort på gaden eller græde eller sige hans navn eller gøre noget som helst andet, der kan siges at være at mindes ham. Forstår du det?”

”Nej, det forstår jeg ikke. Det vil jeg aldrig forstå.” sagde jeg og gik igen indenfor til skrubbebørsten.

Den 2. juli inden solopgang vred jeg mig ud gennem vinduet i mit værelse, stemte ryggen mod huset og mit gode ben mod muren og rokkede mig op over den, som jeg plejede at gøre det. Jeg gad guddødemig ikke bede om en passerseddel. Skulle de hvide skrive deres navn på et stykke papir, for at jeg måtte gå ned ad gaden? Guddødemig nej.

Jeg hastede gennem byen, mens jeg stadig gik i ly af mørket. Da jeg nåede Magazine Street, stod solen op. Jeg fik øje på arbejdsanstalten, standsede brat, og et øjeblik var det, som om min krop stadig var derinde. Jeg kunne høre trædemøllen kværne, kunne lugte angsten. Inde i hovedet så jeg oksehudspisken smælde mod den lille på maumaens ryg, og jeg mærkede, at jeg faldt. Det eneste, der afholdt mig fra at vende om, var tanken om Denmark, tanken om, at han og hans løjtnanter når som helst kunne blive ført ud gennem porten.

Dommerne havde bestemt, at henrettelserne skulle finde sted den 2. juli. Det var en hemmelighed, alle kendte. De sagde, at Denmark og fem andre ville blive aflivet tidligt om morgenen ved Blake’s Lands, et sumpet område med en række egetræer, hvor de plejede at hænge sørøvere og forbrydere. Jeg regnede med, at enhver slave, der kunne finde ud af at komme derud, ville møde op, og såmænd også en del hvide mennesker, men et eller andet havde alligevel fået mig til at søge ned til arbejdsanstalten først. Derfra regnede jeg så med at følge efter Denmark ud til Blake’s Lands. Måske ville han få et glimt af mig og vide, at han ikke rejste den sidste mil af sit liv alene.

Jeg satte mig på hug ved siden af skurene med dyrehold nær porten, og snart kom der da også fire hestetrukne vogne rullende ud med de dødsdømte og lænkede mænd på ladet. De sad oven på deres egne ligkister. De var en ophovnet, gennembanket flok – Rolla og Ned sad i den første vogn, Peter i den anden, og to mænd, jeg aldrig før havde set, i den tredje. Den sidste var Denmarks. Han sad ret op med et grumt ansigtsudtryk. Han så ikke, at jeg rejste mig og humpede efter dem ved siden af vejen. Der var mange vagter i alle vognene, så jeg blev nødt til at holde mig et godt stykke bagude.

Hestene traskede langsomt afsted. Jeg fulgte efter en rum tid, mens min fod gjorde ondt nede i skoen. Jeg forsøgte at holde trit med dem, mens jeg håbede, at han ville få øje på mig, og så skete der noget mærkeligt. De første tre vogne drejede ned ad vejen mod Blake’s Lands, men den fjerde med Denmark svingede til den modsatte side. Denmark så forvirret ud og forsøgte at rejse sig, men en af vagterne skubbede ham ned.

Han så sine løjtnanter skrumple bort. Han råbte ”Dø som mænd!” Han blev ved med at råbe det, mens afstanden mellem dem blev større, og hjulene hvirvlede støv op, og Rolla og Peter gentog råbet. Dø som mænd. Dø som mænd.

Jeg vidste ikke, hvor Denmarks vogn var på vej hen, men jeg hastede efter den under mændenes råb, som hang i luften. Så opdagede han mig, og han blev stille. Resten af turen holdt han øje med mig, og jeg blev ved at følge med på afstand.

De hængte ham i et egetræ på en øde strækning langs Ashley Road. Der var ikke andre end de fire vagter, hesten og mig. Det eneste, jeg kunne gøre, var at sætte mig på hug i et buskads af viftepalmer og se til. Denmark trådte stille og roligt op på den høje bænk, og han rørte sig ikke ud af flækken, da de trak løkken ned over hans hoved. Han døde, som han havde råbt til de andre, at de skulle: som en mand. Lige indtil det øjeblik, hvor de sparkede bænken væk under hans ben, blev han ved med at stirre mod de palmegrene, jeg gemte mig under.

Jeg så væk, da han faldt. Jeg holdt blikket rettet mod jorden og lyttede til de gisp, der kom ovre fra træet. Hele vejen rundt om mig var der eremitkrebs, som vimsede omkring og kiggede på mig med deres små, dumme øjne, mens de gled ind og ud af hullerne i den sorte jord.

Da jeg igen kiggede derover, hang Denmark og svingede i en af de store grene med hængemos.

De skar ham ned, lagde ham i trækisten og sømmede låget til. Da vognen var forsvundet ned ad vejen, kravlede jeg frem fra mit skjulested og gik over til træet. Der var nærmest fredfyldt i skyggen under det. Som om intet var hændt. Der var kun nogle mærker i støvet, hvor bænken var væltet.

Der lå en fattigmandskirkegård i nærheden. Jeg vidste, at de ville begrave ham der, og ingen ville få at vide, hvor han hvilede. Forordningen fra dommerne sagde, at vi ikke måtte græde eller sige hans navn eller gøre noget som helst for at mindes ham, men jeg hentede en lille stump rød tråd op fra min halspose og bandt den omkring en af kvistene på en lavthængende gren for at markere stedet. Så græd jeg mine tårer og sagde hans navn.