Det var for længst blevet november, da Goodis fik en væmmelig hoste. Jeg gik over til stalden med kransburre og brunt sukker, der skulle smøre hans hals, og jeg tænkte, at det var endnu en glansløs dag i verden. Endnu et sting i stoffet.
Inde i huset mundhuggedes missus og Nina. Det ene øjeblik handlede det om, hvordan missus behandler os slaver, det næste om, at Nina nægter at vende tilbage til selskabslivet. Uden Sarah til at lægge en dæmper på gemytterne, kunne de få sådan et skænderi til at vare hele dagen. Phoebe stod i køkkenet, hvor hun var ved at tilberede en steg og tvunget til at høre på flere gode råd fra Tante-Søster, end hun havde brug for. Minta gemte sig et sted ude bagved, sikkert i vaskeriet, og Sabe var nok i kælderen, hvor han røg på master Grimkés pibe, eftersom der ikke var mere sjov på flaske tilbage.
Ved køkkenhaven satte jeg farten ned, for jeg ville se, om Goodis havde plantet den til for vinteren. Der var ikke andet end jordknolde. Og prydhaven lignede et vildnis – klatreroserne var ved at kvæle nerien, og myrten sendte udløbere i tyve forkerte retninger. Missus sagde, at Goodis var doven som en død hest, men han var ikke doven. Han var bare så træt af at passe og pleje hendes græskar og blomster og fikse ideer.
Mens jeg studerede jorden og var bekymret for ham, fik jeg en fornemmelse af, at nogen kiggede på mig. Først så jeg op på missus’ vindue, men det var tomt. Stalddøren stod åben, men Goodis havde ryggen til mig. Han var ved at strigle hesten. Så fik jeg ud ad øjenkrogen øje på to skikkelser, der stod ved bagporten. De rørte sig ikke, da jeg drejede hovedet i deres retning, men blev bare stående i det skarpe lys – en gammel slavekvinde og en slavepige. Hvad ville de? Der var altid slaver, som ville sælge et eller andet, men jeg havde aldrig oplevet, at de kom og handlede ved bagporten. Jeg brød mig ikke om at genne dem væk. Den gamle kvinde var krumbøjet og virkede skrøbelig. Pigen holdt fast i hendes arm.
Jeg gik hen mod dem, mens jeg støttede mig til stokken. Mine fingre holdt om kaninhovedet, og jeg kunne mærke, hvordan de mange års slid havde gjort det helt glat. Kvinden og pigen blev ved med at stirre på mig. Da jeg kom nærmere, lagde jeg mærke til, at deres hovedtørklæder havde den samme forvaskede, røde farve. Kvinden havde gulbrun hud. Pludselig blev hendes øjne store, og hagen begyndte at dirre. Hun sagde ”Håndfuld.”
Jeg standsede brat op og lod lyden flagre gennem luften og dale ned over mig. Så slap jeg stokken og satte i løb, eller i hvert fald det tætteste jeg kom på løb. Da den gamle kvinde så mig komme, sank hun om på jorden. Jeg havde ingen nøgle til porten, så jeg fløj simpelthen over den. Det var som at krydse himlen. Jeg knælede ned og løftede hende op i mine arme.
Jeg må have råbt, for Goodis kom løbende, og så Minta, Phoebe, Tante-Søster og Sabe. Jeg kan huske, at de kiggede ud over porten på os. Jeg kan huske, at den fremmede pige sagde ”Er du Håndfuld?” Og at jeg sad på jorden og vuggede kvinden som en nyfødt.
”Søde herre Jesus,” sagde Tante-Søster. ”Det er Charlotte.”
Goodis bar mauma ned i kælderrummet og lagde hende på sengen. Alle masede sig ind og stirrede på hende, som om hun var et genfærd. Vi var som hjorte i skoven, lammede til ubevægelighed, for skræmte til at bevæge os. Jeg følte mig varm, havde ingen luft. Mauma vendte det hvide ud af øjnene, og det var ikke længere hvidt, men gulligt som resten af hende. Hun var tynd som en tråd. Hendes ansigt var forvandlet til et hav af rynker, og håret var blevet hvidt som salt. Det var fjorten år siden, hun var forsvundet, men hun var blevet tredive år ældre.
Pigen satte sig på hug ved siden af sengen, og hendes øjne fløj fra ansigt til ansigt. Hendes hud var kulsort. Hun havde store knogler, store hænder, store fødder og en pande som en fuldmåne. Hun lignede sin far på en prik. Denmarks pige.
Jeg sagde til Minta, at hun skulle hente en klud. Mens jeg tørrede maumas ansigt, begyndte hun at stønne og kaste hovedet fra side til side. Sabe løb afsted for at hente missus og Nina, og da de kom, åbnede mauma igen øjnene og kom til sig selv.
Lugten af uvaskede kroppe hang omkring sengen og fik missus til at rykke bagud og holde sig for næsen. ”Charlotte,” sagde hun og gik endnu et par skridt tilbage. ”Er det virkelig dig? Jeg troede aldrig, vi skulle se dig igen. Hvor i alverden har du været?”
Mauma åbnede munden og forsøgte at sige noget, men ordene skrattede kun i luften og gav ingen mening.
”Vi er glade for, at du er kommet tilbage, Charlotte,” sagde Nina. Mauma glippede med øjnene, som om hun ikke havde den ringeste anelse om, hvem det var, der sagde det. Nina må have været seks eller syv, da mauma forsvandt.
”Er hun ved sine fulde fem?” spurgte missus.
Tante-Søster satte hænderne på hofterne. ”Hun er udmattet. Hun har brug for noget at spise og ro og fred.” Så sendte hun Phoebe afsted efter en skål med kraftsuppe fra stegen.
Missus så indgående på pigen. ”Og hvem er så det?”
Det var selvfølgelig det, de alle sammen stod og ventede på at få at vide. Pigen rettede sig op og sendte missus et blik, der kunne skære gennem papir.
”Hun er min søster,” sagde jeg.
Der blev helt stille i rummet.
”Din søster?” sagde missus. ”Nu har jeg også hørt det med. Og hvad skal jeg stille op med hende? Jeg har svært nok ved at brødføde jer andre.”
Nina trak sin mor over mod døren. ”Charlotte har brug for at hvile sig. Lad dem nu tage sig af hende.”
Da døren lukkede bag dem, kiggede mauma op på mig med sit gamle smil. Hun havde et stort, grimt hul, hvor de to fortænder plejede at være. Hun sagde ”Jamen, Håndfuld. Jamen dog. Du er jo blevet voksen, min pige.”
”Jeg er treogtredive, mauma.”
”Al den tid –” Hun fik tårer i øjnene, og det var de første tårer, jeg nogensinde så hende knibe. Jeg lempede mig ned på sengen ved siden af hende og lagde ansigtet tæt på hendes.
Hun sagde lavmælt mod mit øre ”Hvad er der sket med dit ben?”
”Jeg faldt uheldigt,” hviskede jeg.
Sabe sendte alle ud til deres pligter, mens jeg madede mauma med skefulde af kraftsuppen, og pigen drak sin portion direkte af skålen. De sov ved siden af hinanden hele eftermiddagen. Fra tid til anden stak Tante-Søster hovedet ind ad døren og sagde ”Og I har det alle sammen godt?” Hun kom med mørdejssmåkager, varm mælk med ricinusolie og tæpper til en halmmadras, som jeg regnede med ville blive min seng den nat. Hun hjalp mig med at lirke deres sko af, uden at de vågnede, og da hun så, at deres fødder var fyldt med sår, stillede hun sæbe og en spand med vand ved døren.
Pigen vågnede en enkelt gang og bad om natpotten. Jeg førte hende ud til dasset og ventede, mens jeg kiggede på, at egetræets blade faldt af og blidt svævede ned mod jorden. Mauma er her. Miraklet var ikke rigtig gået op for mig endnu, jeg havde ikke fattet, at jeg burde falde på knæ. Jeg var stadig chokeret over, hvordan hun så ud, og jeg var bange for, hvad missus kunne finde på. Hun havde set på dem, som om de var to blodigler, hun helst ville børste af sin hud.
Da pigen kom barfodet ud fra dasset, sagde jeg ”Vi må nok hellere se at få vasket dine fødder.”
Hun kiggede ned på dem og åbnede munden. Hendes lille, lyserøde tungespids stak ud. Hun kunne ikke være mere end tretten. Min søster.
Jeg fik hende til at sætte sig på den trebenede skammel på gårdspladsen i solens sidste lune stråler. Jeg hentede spanden og sæben og satte hendes fødder ned i vandet, så de kunne bløde op. Jeg sagde ”Hvor mange dage har dig og mauma gået for at nå hertil?”
Hun havde næppe sagt noget, siden de om formiddagen stod ved bagporten, men nu kom ordene, som om de blev suget ud af en understrøm. ”Det ved jeg ikke. Tre uger. Det kunne også være mere. Vi er kommet hele vejen fra Beaufort. Massa Wilcox’ sted. Vi gik om natten. Fulgte stierne, som prangerne bruger, og holdt os i nærheden af vandløbene. Om dagen skjulte vi os i marker og grøfter. Det er femte gang, vi stikker af, så vi har efterhånden lært lidt af hvert. Mauma, hun gnider peber og løgskaller på vores sko og ben for at forvirre sporhundene. Hun siger, at den her gang kommer vi ikke tilbage, om så vi skal dø i forsøget.”
”Vent. Dig og mauma er stukket af fire gange før, og I er blevet fanget hver gang?”
Hun nikkede og kiggede op mod skyerne. Hun sagde ”En gang nåede vi til Combahee River, en anden gang til Edisto River.”
Jeg løftede først den ene fod og siden den anden op af spanden og gned dem med sæbe, mens hun snakkede, og det var i hvert fald noget, hun kunne lide – at snakke.
”Vi havde ristede majskerner og tørret yams med. Men det slap op, og vi måtte spise kermesblade og bær. Og andet, vi kunne finde. Da mauma blev så svag, at hun ikke kunne gå mere, bar jeg hende på min ryg. Så gik jeg et stykke og hvilede, og så gik jeg et stykke mere. Hun sagde, hvis der sker noget med mig, skal du blive ved med at gå, til du finder Håndfuld.”
Hun fortalte mig alt muligt. Om hvordan de drak af vandpytterne og slikkede duggen af sassafrasblade, hvordan de klatrede op i træerne i sumpen og bandt sig fast til grenene for at sove, hvordan de vandrede forvildede rundt under månen og stjernerne. Hun sagde, at en buckruh engang kom forbi i en vogn og ikke så dem ligge lige for næsen af ham i grøften. Jeg fandt ud af, at hun snakkede gullah, det sprog, som slaverne ude på øerne brugte. Hun havde lært det af kvinderne på plantagen. Når hun så en fugl, sagde hun, der er en bidi. En skildpadde var en cooter. En hvid mand en buckruh.
Jeg lagde hendes fødder i mit skød og tørrede dem. ”Du har ikke fortalt mig, hvad du hedder?”
”Manden, der holder øje med os i rismarken, kalder mig Jenny. Mauma siger, at det ikke er noget navn. Hun siger, at vores folk engang kunne flyve som solsorte. Den dag, jeg blev født, kiggede hun op på himlen, og det var så det, hun kaldte mig. Himmel.”
Pigen lignede ikke sit navn. Hun var som en træstamme eller en marksten, man pløjer udenom, men jeg var glad for, at mauma havde kaldt hende Himmel. Jeg hørte Goodis hoste i stalden og hesten vrinske. Da jeg rejste mig, kiggede hun op på mig og sagde ”Når vi fór vild, fortalte hun mig historien om solsortene. Jeg ved ikke, hvor mange gange.”
Jeg smilede til hende. ”Den historie plejede hun også at fortælle mig.”
Min søster lignede måske nok en træstamme, og når hun sagde noget, kunne man endda tro, at hun var en smule tungnem, men jeg mærkede maumas sejhed i hende lige fra begyndelsen.
Om natten vågnede jeg på min stråmadras på gulvet og så mauma stå ubevægelig med ryggen til mig midt i rummet. Hun stirrede op på det lille vindue. Mørket lå tæt omkring hende, men hovedtørklædet var gledet af, og hendes hår skinnede som nypudset sølv. Ovre på madrassen snorkede Himmel højt og fredeligt. Mauma hørte, at jeg bevægede mig, og vendte sig omkring og åbnede armene mod mig. Uden en lyd rejste jeg mig og gik over til hende. Jeg gik lige ind i hendes omfavnelse. Det var sådan, hun kom hjem til mig.
Næste gang jeg vågnede, var det ved at blive lyst, og mauma havde sat sig op i sengen. Hun kiggede på sin historiequilt. Hun havde sovet under den hele natten uden at vide det.
Jeg gik over og klappede hendes arm. ”Jeg syede alle firkanterne sammen.”
Sidst hun havde set quilten, var den en rodet bunke firkanter. Nogle af farverne var falmet, men det var stadig hele hendes historie samlet i et stykke.
”Du har sat alle firkanterne på de rigtige steder,” sagde hun. ”Det forstår jeg ikke, at du kunne.”
”Jeg satte dem bare i den rækkefølge, de skete for dig.”
Da Phoebe og Tante-Søster kom med morgenmad, sad mauma stadig bøjet over quilten og studerede hvert et sting. Hun rørte ved figuren på den sidste firkant, den, jeg vidste forestillede Denmark. Det gjorde ondt at tænke på, at jeg måske ville blive nødt til at fortælle hende, hvad der hændte med ham.
Luften i kælderrummet var blevet kold i løbet af natten, så jeg hentede badevand ovre i vaskeriet, hvor Phoebe altid sørgede for, at det var skoldhedt. Himmel gik over i hjørnet og vaskede sin tykke krop, mens jeg knappede maumas kjole op. ”Vi brænder den her kjole.” sagde jeg, og mauma lo. Det var den bedste lyd.
Den lille amuletpose, jeg engang havde syet til hende, hang tynd og slap i et nyt bånd, der var skåret af en stump skind. Hun løftede den op over sit hoved og rakte den til mig. ”Der er ikke meget tilbage i den.”
Da jeg åbnede den, steg en muggen lugt op. Da jeg stak fingrene ind i den, kunne jeg mærke gamle blade, der var kværnet til pulver.
Mauma sad og hang på skamlen, mens jeg trak hendes arme ud af ærmerne og lod kjolen falde ned om livet på hende, så man kunne se furerne mellem hendes ribben og brysterne, der var skrumpet som halsposen. Jeg dyppede kluden i vaskefadet, og da jeg trådte rundt for at vaske hende på ryggen, stivnede hun. Hun havde piskear, der var knudrede som trærødder, fra øverst på ryggen og ned til livet. På den højre skulder var hun blevet brændemærket med bogstavet W. Der gik et øjeblik, inden jeg kunne røre ved al den smertende bedrøvelighed.
Da jeg til sidst løftede hendes fødder op i vaskefadet, spurgte jeg ”Hvad skete der med dine tænder?”
”De faldt ud,” sagde hun.
Himmel udstødte en lyd, der lød som hmmmf. Hun sagde ”Det er nok mere rigtigt at sige, at de blev slået ud.”
”Du behøver ikke knevre hele tiden, du fortæller alt for mange historier,” sagde mauma til hende.
Himmel endte med at fortælle mig flere historier, end mauma nogensinde fik at vide. Inden ugen var omme, havde hun fortalt, hvordan mauma lavede rav i den på plantagen, hver gang hun fik en mulighed. Jo mere de piskede mauma, jo flere huller skar hun i rissækkene. Hun ødelagde ting, stjal ting, gemte ting. Hun gravede tærskeseglene ned i skoven og huggede hegnene til pindebrænde. Engang satte hun ild til forvalterens das.
Ovre i hjørnet kunne Himmel ikke slippe historien om maumas tænder. ”Det skete, den anden gang vi stak af. Forvalteren sagde, at hvis hun gjorde det igen, ville hun være lettere at genkende, når hun manglede fortænderne. Så tog han en hammer –”
”Ti stille!” råbte mauma.
Jeg satte mig på hug og stirrede hende ind i øjnene. ”Du kan lige vove på at skåne mig. Jeg har set min del. Jeg ved, hvordan verden er.”
Israel kom og besøgte mig med et kort, nyanlagt kvækerskæg. Vi sad ved siden af hinanden på divanen i familien Motts dagligstue, og han strøg uophørligt bakkenbarterne, mens han talte om prisen på engrosuld og det forunderlige vejr. Skægget var tykt som fløjlsfrynser og stribet med gråt. Han var blevet endnu flottere, endnu klogere, og lignede en ny inkarnation af sig selv.
Da jeg vendte tilbage til Philadelphia efter mit katastrofale forsøg på at genoptage mit liv i Charleston, lejede jeg et værelse i Lucretia Motts hjem. Jeg havde været fast besluttet på at skabe mig en form for tilværelse, og det var jeg vel også lykkedes med. To gange om ugen blev jeg kørt ud til Green Hill for at undervise Becky, selvom min gamle fjende, Catherine, for nylig havde informeret mig om, at min lille protege ville blive sendt på kostskole det følgende år, og at min undervisning derfor ville ophøre først på sommeren. Hvis jeg skulle blive ved med at føle mig nyttig, måtte jeg finde en anden kvækerfamilie, der havde brug for en huslærerinde, men indtil videre havde jeg ikke gjort mig de store anstrengelser i den retning. Catherine var mere venlig over for mig nu, men hun blev alligevel altid ganske stramtandet, når hun så Israel smile til mig i forsamlingshuset, hvilket han i øvrigt aldrig undlod at gøre. Han undlod heller aldrig at aflægge to månedlige besøg hos mig i familien Motts dagligstue.
Jeg kiggede på ham og undrede mig over, hvordan vi var strandet på dette endeløse plateau af venskab. Der gik alle mulige rygter om det: At Israels to ældste sønner havde modsat sig, at han indgik et nyt ægteskab, ikke sådan principielt naturligvis, men fordi de specifikt havde noget imod mig. Eller at han på dødslejet havde lovet Rebecca, at han aldrig ville elske andre end hende. Sågar at nogle af ældsterådets medlemmer havde frarådet ham at tage en ny kone med begrundelser, der rakte fra, at han endnu ikke var parat, til at jeg endnu ikke havde vist mit værd. Jeg var trods alt ikke født kvæker. I Charleston handlede det om at være født ind i plantageejerfamilierne, her handlede det om at være født ind i kvækerfamilierne. Nogle ting var ens overalt. ”Du er den mest tålmodige blandt kvinder,” havde Israel engang sagt til mig. Jeg mente ikke, det var en nævneværdig dyd.
Bortset fra det nye skæg kom Israels besøg meget hurtigt til at minde om alle de andre. Jeg fumlede med min serviet, mens han talte om merinofår og farvestoffer til uld. Når han tav, klirrede tekopperne, og der lød børnestemmer ovenfra, som blandede sig med løbende fodtrin på de knirkende gulvbrædder. Og så pludselig, ganske uden indledning, bekendtgjorde han: ”Min søn Israel skal giftes.”
Måden, han sagde det på, lavmælt og undskyldende, gjorde mig forlegen.
”… Israel … Lille Israel?”
”Han er nu ikke så lille endda. Han er toogtyve.” Israel sukkede, som om han var blevet snydt for noget, og jeg kom helt absurd til at tænke på, om der mon var en kvækerlov, som forbød fædre at gifte sig efter deres sønner. Jeg overvejede, om skægget mon kunne være en form for indrømmelse i stedet for en ny inkarnation.
Da det blev tid til at tage afsked, tog han min hånd og trykkede den mod de mørke hvirvler af hår på sin kind. Han lukkede øjnene, og da han åbnede dem igen, fik jeg en fornemmelse af, at han ville sige noget. Jeg hævede øjenbrynene. Men så slap han min hånd og rejste sig fra divanen, og uanset hvilken vildfaren tanke, der havde vredet sig ud af hans hjerte, fandt den i hvert fald vejen tilbage og ind igen, angerfuld og usagt.
Han gik usikkert over mod døren og lukkede sig selv ud, mens jeg blev siddende og så alting med en frygtelig klarhed: passiviteten, en tøven over for fremtiden. Ikke Israels – min.
Lucretia og jeg sad i det lille værelse, hun kaldte sit atelier, mens vinterregnen prikkede på ruden og frøs til is. Vi havde trukket vores stole tæt hen til ildstedet, hvor flammerne smældede og knaldede og sitrede som harpestrenge. Lucretia var ved at åbne et lille bundt breve, der var ankommet med eftermiddagsposten. Jeg læste en sir Walter Scott-roman, som var blevet bandlyst af kvækerne, og det gjorde den på en eller anden måde ekstra fornøjelig. Men nu var jeg ved at blive døsig af varmen. Jeg sænkede bogen og stirrede ind i ilden.
Det var den bedste tid på dagen – efter at børnene var blevet lagt i seng, og Lucretias mand havde trukket sig tilbage til sit arbejdsværelse, og det kun var os to, der sad i hendes lille hule af et rum. Et atelier. Det bestod ikke af andet end to polstrede stole, et stort klapbord, et ildsted, væghylder og et stort vindue med udsigt til et krat af rød morbær og sort eg bag ved huset. Rummet var hverken indrettet til madlavning eller håndarbejde eller børnepasning eller gæster. Det var fyldt med papirer og pamfletter, bøger og breve, malerpaletter og firkanter af fløjlsstof, hun brugte som baggrund for de store, farvestrålende månemøl, hun fandt livløse i haven og satte op med knappenåle – det var hendes og ingen andres værelse.
Jeg ved ikke, hvor mange aftener vi havde tilbragt med at sidde derinde og tale sammen eller – som i dag – blot sidde stille sammen. Lucretia og jeg havde skabt en forbindelse til hinanden, der var mere end venskab. Og dog mærkede jeg forskellen mellem os. Jeg mærkede den, når hun under andagterne sad på bænken med ansigtet vendt mod menigheden sammen med alle de andre præster, som den eneste kvindelige præst mellem alle mændene. Jeg så den i måden, hvorpå hun rejste sig og talte, frygtløst og smukt. Og jeg mærkede den hver morgen, når jeg kom nedenunder og fik øje på alle hendes børn, der var klistrede af havrevælling. Jeg fik en let hul fornemmelse i min mave, ikke af misundelse over, at hun havde en profession eller en børneflok – eller endda James, der ikke var som andre mænd, men tilhørte en helt anden, ukendt art: en ægtemand, der strålede af stolthed over sin kones gerninger og selv kogte vællingen. Nej, det var ikke det. Det var kaldet, jeg misundte hende. Hun havde fundet sit kald.
”Åh, her er et brev til dig,” sagde Lucretia og rakte mig det. Det var Ninas konvolut, men ikke Ninas skrift. Bogstaverne på forsiden var barnlige og primitive. Miss Sarah Grimké.
Kære Sarah
Mauma er kommet tilbage. Nina sagde, at jeg gerne måtte skrive om det til dig. Hun stak af fra plantagen, hvor hun har været i alle de år. Du skulle se hende. Hun har ar over det hele og et hoved fyldt med hvidt hår og ser ud til at være lige så gammel som Metusalem, men hun er sig selv indeni. Jeg passer og plejer hende. Hun havde min søster med. Hun hedder Himmel. Ja, det er ellers noget af et navn. Det kommer af mauma og hendes længsler. Hun har altid sagt, at en dag vil vi flyve som solsorte.
Missus er gal på Nina det meste af tiden. Nina har lavet noget ballade i den presbytterkirke, hvor hun hører til. I sidste uge kom der en mand fra kirken og straffede hende for et eller andet, hun havde sagt. Jeg sætter min lid til mauma og Himmel.
Det har taget mig alt for lang tid at skrive det her. Tilgiv, at jeg skriver så kort. Det er svært at få det helt rigtigt. Jeg læser ikke mere og øver mig heller ikke på at stave ord. En dag vil jeg gøre det igen.
Håndfuld
”Jeg håber ikke, det er dårlige nyheder,” sagde Lucretia og studerede mit ansigt, der må have været en forvirrende blanding af fryd og kvide.
Jeg læste brevet højt for hende. Jeg havde ikke talt meget om de slaver, min familie ejede, men jeg havde fortalt hende om Håndfuld. Hun rakte over og klappede min hånd.
Vi sad tavse, mens isen atter blev til en regn, der slog mørkt og druknende mod vinduet. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at forestille mig genforeningen mellem Håndfuld og hendes mor. Søsteren, der hed Himmel. Charlottes ar og hvide hår.
”… Hvorfor skulle Gud plante så dybe længsler i os … hvis det ikke er meningen, at de skal udfoldes?” Det var mere et suk end et spørgsmål. Jeg tænkte på Charlotte og hendes længsel efter at blive fri, men da ordene forlod min mund, vidste jeg, at jeg også tænkte på mig selv.
Jeg havde egentlig ikke forventet, at Lucretia ville svare, men det gjorde hun et øjeblik efter. ”Gud fylder os med alle mulige længsler, der går imod strømmen i verden – men jeg tvivler på, at det er Guds værk, når de ofte ikke fører til noget som helst.” Hun så på mig og smilede. ”Jeg tror, vi ved, at det er menneskers værk.”
Hun lænede sig frem mod mig. ”Livet giver os alle modstand, Sarah. Og den modstand, Håndfuld og hendes mor og søster får, er uhørt brutal. Vi længes alle efter en del af himlen, ikke? Jeg tror, at Gud planter længslerne i os, for at vi i det mindste vil forsøge at forandre tingenes tilstand. Vi skal i det mindste forsøge.”
Jeg mærkede, hvordan hendes ord prikkede hul på det liv, jeg havde skabt for mig selv. Et hul, der ikke kunne stoppes.
Jeg ville fortælle hende om, hvordan jeg som barn havde længtes efter at vende verden på hovedet. Efter en profession, der aldrig før var blevet udøvet af kvinder. Hun skulle ikke tro, at jeg altid havde stræbt efter at blive huslærerinde, når jeg tydeligvis udøvede mit hverv med så ringe lidenskab. Men noget afholdt mig fra at tilstå alt dette højt. Selv Nina vidste ikke, at jeg engang drømte om at blive sagfører, og at det projekt var endt i ydmygelse. I stedet sagde jeg:
”… Men du gjorde mere end blot at længes efter at blive præst … Du er faktisk blevet præst … Jeg har ofte tænkt på, om det kræver et særligt kald fra Gud at klare det.”
Kvækerpræster var overhovedet ikke som de anglikanske og presbyterianske præster, jeg havde stiftet bekendtskab med. De forskansede sig ikke bag en prædikestol og holdt ophøjede prædikener. De talte i forsamlingshusets stilhed, når de følte sig inspireret af Gud. Alle kunne naturligvis tage ordet, men præsterne var de mest veltalende, så det var dem, der formulerede budskaber, der blev brugt i andagten. Deres stemmer skilte sig ud.
Hun rettede på håret, der slyngede sig ned langs hendes hals. Knolden i nakken var gået op. ”Jeg kan ikke sige, at det kald, jeg fornemmede, var et ganske særligt kald. Jeg havde lyst til at sige min mening, det var vel det, det kogte ned til. Jeg ville følge min samvittighed og gøre mig nyttig. Det er jeg sikker på, at Gud vil have os alle til.”
”… Tror du … at jeg ville kunne blive kvækerpræst?” Ordene havde længe ligget gemt i mig, måske helt tilbage fra mit første møde med Israel på skibet, hvor han fortalte mig, at der rent faktisk fandtes kvindelige præster.
”Sarah Grimké, du er det mest intelligente menneske, jeg kender. Selvfølgelig kan du det.”
Siddende i sengen med udslået hår og iført min varmeste uldkjole bøjede jeg mig over skrivekassen med det indbyggede blækhus af tin, som jeg for nylig havde været så eftergivende at forære mig selv, og forsøgte at besvare Håndfulds brev.
19. januar 1827
Kære Håndfuld
Hvilken glædelig nyhed! Charlotte er vendt tilbage! Du har en søster!
Jeg sænkede pennen og stirrede på processionen af udråbstegn. Jeg lød som en kvidrende fugl. Det var mit femte forsøg på en begyndelse.
Spredt ud omkring mig på sengen lå sammenkrøllede papirkugler. Hvor må du være glad, havde jeg først skrevet og blev så bekymret for, om hun mon ville opfatte det, som om jeg antydede, at al hendes elendighed nu var fortid. Dernæst: Jeg blev ganske euforisk over at modtage dine nyheder, men måske kendte hun ikke ordet euforisk? Jeg kunne åbenbart ikke skrive en eneste linje uden at blive bange for at virke ufølsom eller nedladende, for afmålt eller for fortrolig. Jeg tænkte på os, som altid, som to piger på taget, hvor vi havde holdt teselskab, men den tid var endegyldigt forbi, og der var kun sammenkrøllede papirkugler tilbage.
Jeg tog arket med de overfladiske udråbstegn og knugede det sammen. En blækplet blev tværet ud i min håndflade. Jeg strakte hånden op over Lucretias hvide edderdunsdyne, løftede skrivekassen af benene og gik over til vaskefadet. Da sæbe åbenbart ikke var nok til at fjerne pletten, rodede jeg i kommodeskuffen efter flasken med vinsten, og dér, lige ved siden af, lå den sorte lavaæske med min fleur de lis-sølvknap. Jeg åbnede den og kiggede ned på knappen. Den var på en gang mørk og sølvfarvet som en perle under vand.
Knappen var den genstand, der havde fulgt mig længst. Jeg havde smidt den væk den ene gang for længe siden, men den var kommet tilbage til mig. Det kunne jeg takke Håndfuld for.
Jeg vendte tilbage til sengens lunhed og placerede knappen på skrivekassen, hvor jeg så lampens lys flyde ud over den. Jeg lænede mig bagud på puden og huskede min elleveårs fødselsdag, hvor jeg havde fået Håndfuld foræret, og hvordan jeg næste morgen var vågnet op med en uimodståelig følelse af, at jeg var forudbestemt til at sætte mit mærke på verden, udrette noget, noget, der var større end jeg selv. Jeg lod en finger glide over knappen. Den havde altid mindet mig om den følelse.
I værelset blev alting pludselig forstørret og forstærket: gløderne, der faldt sammen i ildstedet, en lille musekratten ved fodpanelet, lugten af blæk, fleur de lis-graveringen på knappen.
Jeg hentede et nyt stykke brevpapir frem.
19. januar 1827
Kære Håndfuld
Mit hjerte flyder over. Jeg forsøger at forestille mig dig med Charlotte og en ny søster, og jeg kan end ikke begynde at gøre mig noget begreb om, hvad du må føle. Jeg glæder mig usigeligt på dine vegne. Samtidig gør det mig ondt at høre om de ar, din mor har fået, og de rædsler, hun må have gennemlevet. Men det vil jeg ikke fokusere på nu, kun på jeres genforening, på det, at I er sammen.
Dengang vi var små piger, fik Charlotte mig til at sværge på, at jeg på alle måder, det var mig muligt, ville hjælpe dig til at blive frigivet. Vidste du det? Vi stod ude ved brændestablen, hvor den lille forældreløse ugle gemte sig. Jeg husker det, som var det i går. Jeg indrømmer, at det var årsagen til, at jeg lærte dig at læse. Jeg mente, at det at kunne læse var en form for frihed, den eneste frihed, jeg formåede at give dig. Undskyld, Håndfuld. Jeg er ked af, at jeg ikke overholdt det løfte bedre.
Jeg har stadig sølvknappen, du reddede, efter at jeg havde kastet den væk. Mens jeg skriver til dig nu, ligger den ved siden af blækhuset og minder mig om den skæbne, jeg altid mente fandtes inde i mig, hvor den lå og ventede som et frø. Hvordan skal jeg forklare det? Jeg ved det på samme måde, som jeg ved, at der ligger et egetræ og venter inde i et agern. Hele mit liv har jeg været opfyldt af en dyb trang til at dyrke det frø. Engang troede jeg, at jeg skulle være sagfører, måske fordi det var det, far og Thomas var, men sådan gik det ikke. For tiden føler jeg mig inspireret til at blive kvækerpræst. Derved får jeg i det mindste en mulighed for at gøre det, jeg forsøgte at gøre på min elleveårs fødselsdag, da du på den ondeste vis blev overdraget til mig som en ejendel. Det vil give mig lejlighed til at fortælle alle og enhver, at jeg ikke kan acceptere det, at vi ikke kan acceptere slaveriet, at det må høre op. Det var det, jeg blev født til – ikke til præstegerningen, ikke til sagførergerningen, men til at arbejde for slaveriets ophævelse. Det er først rigtigt gået op for mig i aften, men det har altid været træet i agernet.
Sig til din mor, at jeg er glad for, at hun har fundet dig igen. Hils din søster fra mig. Jeg har fejlet med mange ting, selv i min kærlighed til dig, men mit hjerte kalder dig ven.
Sarah
Den vinter sad mauma uvirksom ved ildstedet i køkkenhuset. Hun fik en smule sul på kroppen, men af og til kunne hun ikke holde maden i sig, og så var vi tilbage, hvor vi begyndte. Mauma sagde, at jeg hele tiden kom rendende og ville fodre hende med boller og kiks.
Vi havde en hel del tomme slaveværelser, men vi holdt alle tre til i kælderrummet. Goodis hentede en lille seng ned fra barnekammeret, og vi klemte den ind ved siden af den store seng, så vi kunne ligge på rad og række og sove under quilterammen. Engang spurgte Himmel, hvad alt det træ, der var banket fast i loftet, skulle gøre godt for, og jeg sagde ”Har du aldrig set en quilteramme?”, og mauma sagde ”Jamen, du har da heller aldrig set en rismark, så nu er I lige.”
Mauma ville stadig ikke fortælle, hvad der var hændt med hende. Hun sagde ”Det har jeg lagt bag mig.” Men de fleste nætter vågnede hun alligevel og gik hvileløst frem og tilbage i rummet, og det virkede ikke, som om hun havde lagt noget som helst bag sig. Det gik op for mig, at den bedste lindring, jeg kunne give hende, var en nål, en tråd og et stykke stof. En dag sagde jeg til hende, at jeg havde brug for hjælp, og rakte hende stoppekurven. Da jeg vendte tilbage, var nålen som en kolibri mellem hendes fingre.
Det var langt sværere at finde opgaver til Himmel. Hun kunne overhovedet ikke finde ud af at vaske tøj, om så hendes liv afhang af det. Jeg overtalte Sabe til at forsøge sig med at sætte hende til at gøre rent i huset og servere te sammen med mig og Minta, men missus sagde, at hun så forkert ud og skræmte gæsterne bort. Så blev hun sendt over for at gå til hånde i køkkenhuset, men hun drev Tante-Søster til vanvid med sin evige plapren og nogle alenlange historier om kaniner, der snød ræve og bjørne. For det meste endte hun med at sidde på verandaen og synge sange på gullah. Ef oona ent kno weh oona da gwuine, oona should kno weh oona dum from. Den samme sang igen og igen. Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, skal du vide, hvor du kom fra.
En formiddag sidst på vinteren blev der banket på hoveddøren med dørhammeren, og ind kom mr. Huger, sagføreren, og trampede kulden af sine fødder. Han rakte mig sin hat, mens Sabe gik op for at hente missus.
Jeg fandt Nina på hendes værelse, hvor hun var ved at gøre sig klar til den undervisning, hun afholdt for kirken. Jeg sagde ”Kom hurtigt, du må finde ud af, hvad din mor pønser på. Mr. Huger står dernede –”
Hun fløj ud af rummet, inden jeg nåede at afslutte sætningen.
Jeg blev hængende uden for de lukkede døre ind til dagligstuen, men jeg kunne ikke rigtig høre, hvad de sagde – kun løsrevne ord. Pension … Bank … Bunden ud af bomuldsmarkedet … Tab. Uret slog ti gange. Lyden fyldte huset, lagde sig tungt over det, og da den stoppede, hørte jeg missus sige ordet himmel. Det kunne selvfølgelig være, at hun mente det blå tag, der hænger over verden, men jeg vidste, at det handlede om min søster.
Jeg lagde øret mod døren. Jeg var fuldstændig ligeglad med, om Sabe opdagede det og kom og jog mig væk.
”Hun er tretten år, har tilsyneladende ingen evner for husligt arbejde, men hun er stærk.” Det var missus, der talte.
Mr. Huger mumlede et eller andet om dagspriserne og om at sælge om foråret, når markarbejdet begyndte på plantagerne.
”Du kan ikke fjerne Himmel fra hendes mor,” råbte Nina. ”Det er umenneskeligt!”
”Jeg bryder mig heller ikke om det,” sagde missus. ”Men vi må jo se realiteterne i øjnene.”
Mit åndedræt greb fat om mine ribben indefra som små kløer og nægtede at slippe. Jeg lukkede øjnene og var så inderligt træt af den jammerlige verden.
Da jeg fandt mauma i køkkenhuset, var hun alene med stoppekurven. Jeg sank ned ved siden af hende. ”Missus har planer om at sælge Himmel i foråret. Vi bliver nødt til at finde en måde, hun kan gøre sig nyttig på.”
”Sælge?” Hun så lamslået på mig og kneb så øjnene i. ”Vi er ikke kommet så langt, for at hun kan sælge min pige. Det er guddødemig helt sikkert.”
”Der må da være et eller andet, Himmel er god til.” Jeg sagde det, som om min søster var langsom i optrækket, og det gjorde mauma vred.
”Sådan skal du ikke sige! Din søster har Denmarks vakshed i sig.” Hun rystede på hovedet. ”Han er hendes far, men det har du jo nok regnet ud.”
”Ja, det har jeg regnet ud.” Det virkede, som om det var det rigtige tidspunkt at fortælle hende det på. ”Denmark, han –”
”Alle slaver ved, hvad der skete med ham. Vi hørte det helt ude i Beaufort.”
Jeg fortalte hende ikke, at jeg havde set ham blive klynget op i træet, men jeg fortalte hende om alt det andet. Jeg begyndte med kirken, hvor vi havde sunget Jericho. Jeg fortalte hende om arbejdsanstalten, om at jeg var faldet af trædemøllen og havde fået foden ødelagt. Jeg fortalte hende om, hvordan Denmark havde taget mig til sig og kaldt mig datter. ”Jeg stjal en støbeform til kugler for ham,” sagde jeg.
Hun trykkede fingrene hårdt mod sine lukkede øjne, for at de ikke skulle løbe over. Da hun igen åbnede dem, havde hun et landkort af sprængte, røde blodårer i det hvide.
”Himmel spurgte mig engang, hvem hendes far var,” sagde hun. ”Jeg fortalte hende, at han var en fri sort mand i Charleston, men at han er død. Det er det eneste, hun ved.”
”Hvorfor fortæller du hende ikke det hele?”
”Himmel forstår ikke, hvornår hun skal tie stille. Hvis jeg fortæller hende om Denmark, vil hun fortælle det videre til den halve verden. Og det kommer der ikke noget godt ud af.”
”Men hun har da brug for at vide, at det er ham.”
”Det, hun har brug for, er at undgå at blive solgt. Det, hun ved mest om, er rismarker. Gør hende til udeslave.”
Himmel genskabte prydhaven, så den igen kom til hæder og værdighed. Det faldt hende helt naturligt – hun vidste, hvor dybt narcisløgene skulle sættes, hvornår roserne skulle beskæres, hvordan buskene skulle klippes, så de kom til at ligne de tegninger, Nina viste hende i en bog. Inden Himmel satte grønsager, hentede hun hestemøg i stalden og vendte den i jorden med en skovl. Hun gravede lige furer til frøene og dækkede dem til med sine bare fødder, som hun havde gjort det med risen. Hun sang gullahsange for planterne, mens hun hyppede og hakkede omkring dem. Da billerne kom, pillede hun dem én efter én af med fingrene.
Og tænk, centnergræskarrene blev lige så store som vandøser. Pæonernes blomsterhoveder var som gigantiske, lyserøde suppeskåle. Selv missus kom ud for at se dem. Så snart narcisserne sprang ud og gjorde luften kvælende sød, holdt hun et haveselskab for sine venner og bekendte, der gjorde dem grønne af misundelse.
Det blev sommer, og Himmel var stadig hos os.
”Hvor gemmer du alle stofresterne?” sagde mauma. Hun rodede i skufferne i det lakerede sybord, som stod i et hjørne i kælderrummet. Der var en kurv fyldt med trådruller, synåle, knappenåle, sakse og et målebånd på gulvet ved hendes fødder.
”Stofrester? Der, hvor de altid har ligget. I trææsken.”
Hun rakte ud efter den. ”Har du nogle røde og brune bomuldsrester?”
”Jeg har altid røde og brune bomuldsrester.”
Jeg fulgte efter hende ud til sjæletræet, hvor kragerne gemte sig oppe i grenene. Hun slog sig ned på den gamle skammel, som Tante-Søster altid sad på, når hun rensede fisk. Hun lænede ryggen op ad stammen og gik i gang. Hun klippede en rød firkant og satte derefter saksen i det brune stof og klippede omridset af en vogn.
Jeg sagde ”Er det den vogn, byvagten kørte dig væk på den dag, du forsvandt?”
Hun smilede.
Hun fortsatte sin historie. Hun ville ikke sige, hvad der var sket, med ord. Hun ville fortælle det med stof.
Da det blev efterår, deltog Lucretia og jeg i kvindemødet i Arch Street, hvor vi stod i den fyldte vestibule ved siden af Jane Bettleman, som stirrede sigende på fleur de lis-knappen, jeg havde næstet fast i halsudskæringen på min grå kjole. Indrømmet, den var både overdådig og dyr og så stor, at den mindede om en broche. Jeg havde netop pudset sølvet, og derfor skinnede den som en lille sol i det lyse rum.
Jeg rakte op og rørte ved den indgraverede lilje, vendte mig mod Lucretia og hviskede: ”Min knap har fornærmet mrs. Bettleman.”
Hun hviskede tilbage: ”Eftersom du så ofte fornærmer mr. Bettleman, virker det kun retfærdigt, at du også gør lidt ud af hans kone.”
Jeg undertrykte et smil.
Samuel Bettleman var formodentlig den mest magtfulde mand i Arch Street, og han kritiserede Lucretia og mig på ugentlig basis. I de seneste måneder havde vi begge to og ofte taget ordet til møderne og talt imod slaveriet, og bagefter slog han ned på os og klandrede vores budskab for at skabe splid. Der var naturligvis ingen af menighedens medlemmer, som var for slaveriet, men mange holdt sig tilbage, og de var også uenige om, hvor hurtigt frigivelsen skulle foregå. Selv Israel var gradualist og mente, at slaveriet burde ophæves langsomt og over en længere tidsperiode. Men det, der nagede mr. Bettleman og andre i forsamlingen mest, var, at kvinder udtalte sig om emnet. ”Så længe vi taler om at være gode hjælpere for vores mænd, er den hellige grav vel forvaret,” havde Lucretia på et tidspunkt sagt til mig, ”men så snart vi tager fat på sociale spørgsmål eller, gud forbyde det, politik, vil de tysse på os, som om vi er børn!”
Hun indgød mig mod, hende Lucretia.
”Miss Grimké, mrs. Mott, hvordan står det til?” sagde en stemme. Mrs. Bettleman stod ved min albue, og hendes blik flakkede over min ekstravagante knap.
Inden vi nåede at gengælde hilsenen, sagde hun: ”Det er en usædvanlig pyntegenstand, du har på kraven.”
”… Jeg håber, du kan lide den.”
Jeg tror, hun forventede, at jeg ville være fuld af undskyldninger. Hun strammede sine bleghvide læber, og jeg kom straks til at tænke på en kallaliljes vredne kanter. ”Ja, den passer i hvert fald til din nye personlighed. Du har optrådt ganske frimodigt til vores møder den sidste tid.”
”… Jeg forsøger blot at sige det, Gud vil have mig til,” sagde jeg, selvom det lød langt mere fromt, end det var sandt.
”Men det er da ganske forunderligt, at Gud vil have dig til at tale slaveriet lige lukt imod så ofte. Jeg håber, at du vil tage det, jeg nu siger, i den rigtige ånd, men vi er en hel del, som fornemmer, at du er blevet overdrevent optaget af sagen.”
Mrs. Bettleman lod sig end ikke skræmme af Lucretia, der ellers rykkede helt hen ved siden af mig, men fortsatte ufortrødent. ”Vi er en hel del, der mener, at det endnu ikke er tid til at handle.”
Vreden sved i mig. ”… Du, der intet kender til slaveriet … der overhovedet intet kender til slaveriet. Du tillader dig at sige, at det endnu ikke er tid til at handle?”
Min stemme fyldte vestibulen og fik de andre kvinder til at standse deres samtale og vende sig mod os. Mrs. Bettleman snappede efter vejret – men jeg var ikke færdig endnu. ”Hvis du var en slave, der sled og slæbte i markerne i Carolina … tror jeg, at du ville mene, at det bestemt var tid til at handle.”
Hun snurrede rundt på hælen og marcherede væk. Lucretia og jeg blev stående, mens alle stirrede på os i chokeret tavshed. ”Jeg har brug for frisk luft,” sagde jeg roligt, og vi forlod forsamlingshuset og gik ud på gaden. Vi blev ved med at gå, forbi de enkle murstenshuse og kulsælgerne og frugthandlerne og hele vejen ned til Camden Ferry Slip. Vi gik forbi færgebygningerne og ud på kajen, der var fuld af passagerer, som netop var ankommet fra New Jersey. Helt ude for enden stod en flok hvide måger på de vejrbidte planker med ansigterne vendt mod vinden. Vi standsede foran dem og så ud over Delaware River, mens vi holdt godt fast i vores kyser.
Jeg opdagede, at mine hænder rystede. Lucretia så det også. Hun sagde: ”Du ser dig ikke tilbage, vel?” Hun hentydede til skænderiet og den frygtelige tilbøjelighed, vi kvinder nogle gange har til straks at undskylde og glatte ud.
”Nej,” sagde jeg til hende. ”Jeg ser mig ikke tilbage.”
16. februar 1828
Kære elskede søster
Du er den første og eneste, der skal vide det: Jeg har tabt mit hjerte til pastor William McDowell fra Third Presbyterian. I Charleston omtales han som den ”unge, flotte sognepræst fra New Jersey.” Han er knap fyldt tredive, og hans ansigt minder om Apollos på den lille tegning, der engang hang i dit værelse. Han kom hertil fra Morristown, fordi han måtte søge et mildere klima for sit helbreds skyld. Åh, søster, han har de stærkeste forbehold over for slaveriet!
Sidste sommer hvervede han mig til at undervise børnene i søndagsskolen, en opgave jeg fornøjer mig med hver uge. På et tidspunkt fremsatte jeg en bemærkning om slaveriets ondskab og udløste derved et advarende kontrolbesøg fra doktor McIntire, der er tilsynsførende, og du skulle have hørt, hvordan William forsvarede mig. Bagefter sagde han til mig, at når det gælder slaveriet, må vi bede og vente. Jeg er ikke god til nogen af delene.
Han besøger mig hver uge, og vi diskuterer teologi og kirke og verdens almindelige tilstand. Han går aldrig igen uden at have taget min hånd og sagt en bøn. Jeg åbner øjnene og ser, hvordan han rynker panden og fremsætter sine velformulerede håb. Hvis Gud har den mindste ide om, hvordan det føles at være forelsket, vil Han tilgive mig.
Jeg kender endnu ikke Williams hensigter i forhold til mig, men jeg har en fornemmelse af, at han gengælder mine følelser. Vær glad på mine vegne.
Din
Nina
Da Ninas brev blev afleveret, tog jeg det med mig ud til bænken under en rød elm i familien Motts lille baghave. Det var lunt, selvom det kun var marts. Krokusserne var ved at bryde gennem jordens vinterskorpe, og græshopper og fugle lavede allerede et henrykt postyr.
Efter at have stoppet en lille quilt ned omkring mine knæ, satte jeg mine nye briller på næseryggen. På det seneste var ordene begyndt at blive til slørede snirkler. Jeg mente, at jeg havde ødelagt mine øjne ved overdreven læsning – det seneste år havde jeg været utrættelig, når det gjaldt min uddannelse til præst – men lægen, jeg konsulterede, sagde, at det fulgte med at være midaldrende. Jeg åbnede brevet med en kniv, mens jeg tænkte Nina, hvis du kunne se mig nu, med mit gammel-dame-tæppe-over-benene og mine briller, ville du tro, at jeg var halvfjerds i stedet for det halve.
Jeg læste om hendes pastor McDowell med, hvad jeg forestillede mig var, en mors tilfredshed og bekymring. Jeg spekulerede på, om han var hende værdig. Jeg spekulerede på, hvad mor mon mente om ham, og om jeg burde rejse til Charleston for at deltage i brylluppet. Jeg spekulerede på, hvilken slags præstekone, Nina ville blive, og om pastoren havde nogen som helst ide om, hvilken Pandoras æske han stod for at åbne.
Det var et af skæbnens luner, at Israel ankom i netop dette øjeblik. Jeg var ved at folde brevet sammen og lægge det i min lomme, da jeg kiggede op og så ham komme gående mod mig uden hverken frakke eller hat. Det var midt på eftermiddagen.
Han havde aldrig med et eneste ord nævnt episoden med Jane Bettleman. Han kendte uden tvivl til den. Alle, der kom i Arch Street, kendte til den. Den havde delt medlemmerne i dem, som mente, at jeg var hovmodig og skamløs, og dem, som blot fandt mig passioneret og overilet. Jeg formodede, at han tilhørte de sidste.
Da han satte sig på bænken ved siden af mig, trykkede hans knæ mod mit ben, og en lille hede bredte sig over mit bryst. Han havde stadig skægget. Det var velplejet, men længere og nu mere sølvfarvet. Jeg havde ikke set ham i flere uger, bortset fra til møderne i forsamlingshuset. Der havde ikke været nogen forklaring på hans fravær. Jeg havde sagt til mig selv, at det uundgåeligt måtte ende sådan.
Jeg tog brillerne af. ”… Israel … jeg ventede dig ikke.” Han virkede oprevet. Jeg fornemmede det som en uro i luften.
”Jeg har længe haft et ønske om at tale med dig, men jeg har udsat det. Jeg har været bekymret for, hvordan du vil tage imod det, jeg vil sige.”
Det handlede tydeligvis ikke om skærmydslerne med mrs. Bettleman, for det var flere måneder siden.
”… Er det byrdefulde nyheder?” spurgte jeg.
”Jeg forestiller mig, at det vil virke, som om det kommer pludseligt, Sarah, men jeg er fast besluttet på at tale rent ud af posen og tage, hvad der følger. I fem år har jeg kæmpet med mine følelser for dig.”
Jeg mærkede, hvordan luften brat blev suget ud af mig. Han kiggede over på de nøgne træer, der stod i udkanten af haven. ”Jeg har sørget over Rebecca, måske for længe. Det blev en vane at sørge. Jeg har været optaget af hendes minde i en grad, så det udelukkede alt for mange andre ting.”
Han bøjede hovedet. Jeg ville forsikre ham om, at det var i orden, men det havde aldrig været i orden, så jeg tav.
”Jeg er kommet for at sige undskyld,” sagde han. ”Det virkede ikke retfærdigt at bede dig om at blive min kone, så længe jeg følte mig så bundet til hende.”
Det var altså en undskyldning, ikke et frieri. ”… Du behøver ikke undskylde.”
Han fortsatte, som om jeg ikke havde sagt noget. ”For nogle uger siden drømte jeg om hende. Hun kom til mig med medaljonen i hånden, den, som Becky insisterede på, at du skulle bære for nogle år siden. Hun lagde den i min hånd. Da jeg vågnede, havde jeg en fornemmelse af, at hun havde frisat mig.”
Jeg havde siddet og stirret fortvivlet på mine hænder, men nu så jeg op på ham, fordi jeg fornemmede, hvor klart ordet frisat lød mellem de andre ord, hvordan øjeblikket brat forvandlede sig til noget nyt.
”Du må vide, at jeg holder umådeligt meget af dig,” sagde han. ”Manden er ikke skabt til at være alene. Børnene bliver større, men de yngste har stadig brug for en mor, og Green Hill har brug for en kvinde. Catherine har udtrykt ønske om at flytte tilbage til sit hus i byen. Jeg formulerer mig ringe. Jeg beder om – jeg håber, at du vil blive min kone.”
Jeg havde forestillet mig øjeblikket: Jeg ville blive opfyldt af glæde. Jeg ville lukke øjnene og vide, at mit liv i sandhed var begyndt. Jeg ville sige Kæreste Israel, ja. Hele verden ville sige ja.
Men sådan var det ikke. Jeg følte mig i stedet stille og sær. Det var glæde forpestet med frygt. Et langt øjeblik blev jeg ganske stum.
Min tavshed foruroligede ham. ”Sarah?” sagde han.
”… Jeg vil gerne sige ja … men, som du ved, har jeg besluttet mig for at vie mit liv til præstegerningen … det, jeg mener, er … kan jeg både være din kone og præst?”
Han spilede øjnene op. ”Jeg havde ikke forestillet mig, at du ville forfølge den ambition, når vi var blevet gift. Vil du virkelig det?”
”Det vil jeg. Af hele mit hjerte.”
Han rynkede panden. ”Tilgiv mig, jeg troede kun, du valgte det, fordi du havde opgivet mig.”
Han troede, at min ambition var en form for trøst? Jeg rejste mig reflektorisk og gik et par skridt bort fra ham.
Jeg tænkte på den vished om mit kald, der var kommet til mig den aften, jeg skrev til Håndfuld. Den var lige så klar som stemmen, der havde bragt mig nordpå. Da jeg syede knappen på min kjole, vidste jeg, at den ikke kunne tages af igen.
Jeg vendte mig atter mod ham og så, at han havde rejst sig og stod og ventede. ”Jeg kan ikke være Rebecca, Israel. Hun viede hele sit liv til dig og børnene, og jeg vil ikke elske dig mindre, end hun gjorde, men jeg er ikke hende. Der er ting, jeg bliver nødt til at gøre. Du må ikke tvinge mig til at vælge.”
Han tog mine hænder og kyssede dem, først den ene og så den anden, og det gik op for mig, at jeg havde talt om kærlighed, men det havde han ikke. Han havde talt om omsorg, om behov – hans egne, børnenes, Green Hills.
”Vil jeg ikke – vil vi ikke – være nok for dig?” sagde han. ”Du vil blive en vidunderlig kone og den bedste mor. Vi skal sørge for, at du aldrig kommer til at savne din ambition.”
Det var hans måde at sige det på. Jeg kunne ikke få både ham og mig selv.
Jeg lagde en halmmadras under træet og stillede sykurven på den. Missus havde besluttet, at hun trængte til nye gardiner og løse betræk i dagligstuen, hvilket bestemt var det sidste, hun trængte til, men det gav mig en god grund til at komme ud og sidde og sy med mauma.
Hun sad hver dag under træet og syede sin historie på quilten. Selv når det støvregnede, kunne jeg ikke få hende til at flytte sig – hun var som Gud, der var ved at reparere verden. Når hun kom i seng om aftenen, havde hun træet med sig. Lugten af bark og hvide svampe. Jordkrummer over hele madrassen.
Vinteren havde pakket sammen og var forsvundet. Bladene havde vredet sig ud af træets grene, og de gyldne kvaster faldt af, som om væksten fældede og fik ny pels. Mens jeg satte mig til rette på madrassen ved siden af mauma, tænkte jeg på Sarah oppe nordpå og på, om hendes blege ansigt mon nogensinde fik sol. Hun havde skrevet til mig en tid forinden, og det var det første brev, jeg nogensinde havde fået. Det meste af tiden gik jeg rundt med det i lommen.
Thomas’ kone havde foræret missus en messingfugl, der kunne holde stof i sit næb. Den blev kaldt en syfugl. Jeg stak den ene ende af gardinstoffet i munden på den, mens jeg målte ud og klippede til. Mauma klippede omridset af en mand, der holdt et brændejern ind i ilden.
”Hvem er den mand?” sagde jeg.
”Det er massa Wilcox,” sagde hun. ”Han brændemærkede mig, den første gang vi stak af. Himmel var vel syv dengang – jeg blev nødt til at vente på, at hun blev gammel nok til at rejse.”
”Himmel siger, at I er stukket af fire gange.”
”Vi stak af igen året efter, da hun var blevet otte, og igen da hun var ni, men da piskede de også hende, og derfor holdt jeg op.”
”Hvorfor prøvede du så igen den her sidste gang?”
”Engang i begyndelsen, inden Himmel blev født, kom massa Wilcox for at besøge mig. Alle vidste, hvad han var ude på. Da han rørte ved mig, kastede jeg en skovlfuld brændende kul fra ildstedet efter ham. Kullene brændte hans arm gennem skjorteærmet. Så fik jeg mine første pisk, men det var også sidste gang, han forsøgte sig med mig. Da Himmel fyldte tretten sidste år, vendte han tilbage og begyndte at luske rundt. Jeg sagde til hende, nu stikker vi af, og den her gang kommer vi ikke tilbage, om så vi skal dø i forsøget.”
Det kunne jeg ikke sige noget til. Jeg sagde ”Ja, I klarede det jo. Nu er I her.”
Vores nåle begyndte igen at sy. Ovre i prydhaven sang Himmel Ef oona ent kno weh oona da gwuine, oona should kno weh oona dum from.
Himmel havde ikke været uden for familien Grimkés grund, siden hun kom. Missus havde ikke papirer, der viste, at hun ejede hende, og Nina sagde, at det var alt for farligt at gå ud. Siden historien med Denmark var reglerne blevet skrappere, og buckraherne mere ondskabsfulde, men næste gang det blev markedsdag, sagde jeg alligevel til Nina ”Skriv en passerseddel til Himmel, gør det for min skyld. Jeg skal nok passe på hende.”
Jeg bandt et nyvasket tørklæde om Himmels hoved og viklede et stivet forklæde om hendes liv. Jeg sagde ”Nu må du ikke sige for meget derude, vel?”
Da vi kom ud på gaden, viste jeg hende gyderne, hvor man kunne smutte ind og gemme sig, jeg udpegede byvagterne, understregede, at hun skulle kigge ned i jorden, når hun gik forbi, og at hun skulle træde til side for de hvide. Jeg forklarede i det hele taget, hvordan man overlevede i Charleston.
Der var travlt på markedet – mændene bar rundt på lamelbakker fyldt med fisk, og kvinderne havde grønsagskurve så store som vaskebaljer på hovedet. De små slavepiger var også ude for at sælge peanutbolsjer fra deres stråhatte. Da vi nåede ned forbi slagteriboderne, hvor de blodige kalvehoveder lå på række, var Himmels øjne så store som hestehove. ”Hvor kommer det hele fra?” sagde hun.
”Du er i den store by nu,” sagde jeg til hende.
Jeg viste hende, hvordan hun skulle vælge de ting, som Tante-Søster havde sendt os ud efter – kaffe, te, mel, majsmel, oksetyksteg, svinefedt. Jeg lærte hende at prutte om prisen og udveksle penge. Pigebarnet var hurtigere end mig til at lægge til og trække fra i hovedet.
Da vi var færdige med ærinderne, sagde jeg ”Nu skal vi et sted hen, og jeg vil ikke have, at du fortæller om det til mauma eller Goodis eller nogen som helst andre.”
Da vi nåede hen til Denmarks hus, stod vi ude på gaden og kiggede lidt på det slidte, hvidkalkede træværk. Jeg var kommet forbi nogle måneder efter, at de havde hængt Denmark, og dengang havde en fri sort kvinde, jeg aldrig før havde set, lukket op. Hun sagde, at hendes mand havde købt huset af bystyret, og at hun ikke vidste, hvad der var blevet af Susan Vesey.
Jeg sagde til Himmel ”Du synger altid den sang om, at vi skal vide, hvor vi kommer fra.” Jeg pegede på huset. ”Der boede din daddy. Han hed Denmark Vesey.”
Hun blev ved med at stirre på verandaen, mens jeg fortalte om ham. Jeg sagde, at han var tømrer, en stor og modig mand, som var klogere i hovedet end nogen hvid mand. Jeg sagde, at slaverne i Charleston kaldte ham Moses, og at han havde levet og åndet for at få os frigivet. Jeg fortalte hende om blodet, han havde været villig til at lade flyde. Blodet, jeg for længst havde sluttet fred med.
Hun sagde ”Ham har jeg hørt om. De hængte ham.”
Jeg sagde ”Han ville have kaldt dig datter, hvis han havde fået muligheden.”
Der var ikke gået fem minutter siden, vi havde pustet stearinlyset ud, da maumas stemme hviskede hen over sengen ”Hvad blev der af pengene?”
Jeg åbnede straks øjnene. ”Hvad?”
”Pengene, jeg sparede op til at købe os fri med. Hvad blev der af dem?”
Himmel sov allerede tungt, hendes åndedrag hvæsede let. Hun trillede rundt, da vi begyndte at snakke, og mumlede et eller andet, der ikke var til at forstå. Jeg løftede mig op på albuen og så på mauma, der lå i midten mellem os. ”Jeg troede, du tog dem med.”
”Jeg var ude og aflevere kyser den dag. Hvad skulle jeg dog gå rundt med alle de penge i lommen for?”
”Det ved jeg ikke,” hviskede jeg. ”Men de er i hvert fald ikke her. Jeg har ledt overalt.”
”Jamen, de har da været lige under din næse hele tiden – hvis de var en slange, ville de have bidt dig. Hvor er den første quilt, du syede – den med de røde firkanter og de sorte trekanter?”
Det burde jeg have vidst.
”Den har jeg lagt op på quilterammen sammen med de andre quilte. Har du gemt dem inde i den?”
Hun slog tæppet til side og kravlede ud af sengen. Jeg tumlede efter og tændte et stearinlys. Himmel satte sig op i det varme, dirrende mørke.
”Kom, rejs dig,” sagde mauma til hende. ”Vi skal lige have sænket quilterammen ned over sengen.”
Himmel luntede over til os. Hun så forvirret til, mens jeg tog fat i rebet og firede rammen ned. Trisser og taljer trængte til at blive smurt.
Mauma ledte gennem bunken på rammen og fandt quilten nær bunden. Da hun trak den frem, fyldte den gamle lugt rummet. Hun skar bagsiden op, stak hånden ind og rodede rundt. Hun smilede bredt og hev et tyndt bundt frem og så fem mere. De var alle sammen pakket ind i musselin og omviklet med snor, der var så rådden, at den faldt fra hinanden i hendes hænder. ”Jamen, se nu her,” sagde hun.
”Hvad har du fundet?” spurgte Himmel.
Efter at vi havde fortalt hende om maumas arbejde ude i byen, og vi havde danset rundt og gloet på pengene, til vores øjne var ved at falde ud, lagde vi igen sedlerne på quilterammen, og jeg hejste den op til loftet.
Himmel faldt i søvn igen, men mig og mauma blev liggende lysvågne.
Hun sagde ”Det første, du gør i morgen, er at bundte sedlerne ordentligt og sy dem ind i quilten igen.”
”Der er ikke penge nok til at købe os alle tre fri.”
”Det ved jeg. Indtil videre skal vi bare gemme dem.”
Natten bredte sig ud over os, og jeg var ved at døse hen og lå allerede på kanten af søvnen. Lige inden jeg vippede ud over den, hørte jeg mauma sige ”Jeg regner ikke med selv at blive fri. Den eneste måde, jeg bliver fri på, er ved, at I bliver fri.”
13. april 1828
Kæreste Nina
I sidste måned friede Israel endelig til mig. Du vil sikkert blive forbavset over at høre, at jeg takkede nej. Han brød sig ikke om, at jeg ville fortsætte min stræben efter at blive præst, i hvert fald ikke hvis jeg også skulle være hans kone. Hvordan skulle jeg kunne vælge én, der vil tvinge mig til at opgive min egen søgen efter mening? Jeg valgte mig selv og det uden tøven eller behov for trøst.
Du skulle have set ham. Han fattede ikke, at en afblomstret, midaldrende kvinde kunne vælge at være alene i stedet for at gifte sig med ham. Respektable, flotte Israel. Da jeg gav ham mit svar, spurgte han, om jeg følte mig syg, om jeg var helt mig selv. Han forklarede mig alvoren i min fejltagelse. Han sagde, at jeg skulle genoverveje hans frieri. Han insisterede på, at jeg talte med kirkens ældreråd. Som om de gamle mænd nogensinde ville kunne se ind i mit hjerte.
Alle de mennesker, der kommer i Arch Street, forstår mit afslag lige så lidt som Israel. De finder mig egoistisk og vildledt. Er jeg det, Nina? Er jeg en tåbe? Som ugerne går uden hans besøg, og jeg alligevel føler mig fortvivlet, begynder jeg at frygte, at jeg måske har begået mit livs største fejltagelse.
Jeg vil gerne skrive til dig, at jeg er stærk og standhaftig, men sandheden er, at jeg føler mig bange og alene og usikker. Jeg har det, som om han er død, og på en måde er det vel også sandt. Jeg har ikke andet tilbage end denne besynderlige hjertebanken, som siger mig, at jeg skal udrette noget i verden. Jeg magter ikke at undskylde den eller undskylde for at elske denne lille banken lige så højt, som jeg elsker ham.
Jeg tænker på dig og din pastor McDowell med håb og velsignelser.
Bed for din søster, som elsker dig.
Sarah
Jeg lagde pennen fra mig og forseglede brevet. Det var sent, alle i familien Motts hus sov, stearinlyset var næsten brændt ned, og natten trykkede uophørligt mod vinduet. I ugevis havde jeg udsat at skrive til Nina, men nu var det gjort, og det virkede som et vendepunkt, en abdikation i forhold til det, jeg altid havde været for hende: mor, redningskvinde, forbillede. Jeg ønskede ikke længere at have de roller. Jeg ville være det, jeg var: hendes søster, der var fejlbarlig.
Da Lucretia kom med Ninas brev, stod jeg i køkkenet, hvor jeg var ved at lave mørdej, sådan som Tante-Søster gjorde det af hvedemel, smør, koldt vand og en skefuld sukker. Det var egentlig ikke, fordi jeg holdt særligt af at bage, men jeg forsøgte af og til at gøre mig lidt nyttig. Jeg åbnede brevet over skålen med mel.
1. juni 1828
Kæreste søster
Fat mod. Ægteskabet er overvurderet.
Nyheden herfra minder om din, selvom den ikke er nær så sørgelig. For nogle uger siden rejste jeg mig under et møde i kirken og opfordrede medlemmerne af ældrerådet til at frigive deres slaver og offentligt fordømme slaveriet. Det blev ikke vel modtaget. Alle, inklusive mor, vores bror Thomas og endda pastor McDowell, opførte sig, som om jeg havde begået en forbrydelse – du godeste, jeg bad jo bare folk om at opgive en synd, hverken Kristus eller Biblen!
Pastor McDowell er enig med mig i sit sind, men da jeg pressede ham til offentligt at prædike, hvad han siger til mig under fire øjne, nægtede han. ”Bed og vent,” sagde han til mig. ”Bed og handl,” snerrede jeg. ”Bed og tal!”
Hvordan skulle jeg kunne gifte mig med én, der udviser en sådan fejhed?
Nu har jeg intet andet valg end at forlade hans kirke. Jeg har besluttet mig for at følge i dine fodspor og blive kvæker. Jeg gyser ved tanken om de rædselsvækkende kjoler og det kedelige forsamlingshus, men jeg har besluttet mig.
Godt, vi slap af med Israel! Søg trøst i din viden om, at verden har brug for dit hjertes lille banken.
Din
Nina
Da jeg havde læst færdig, trak jeg en stol ud fra fyrretræsbordet og satte mig ned. Melstøvet svævede i luften. Det virkede som et sært sammentræf, at Nina og jeg skulle opleve den samme smerte med få ugers mellemrum. Godt, vi slap af med Israel havde hun skrevet, men det var ikke godt. Jeg frygtede, at jeg ville komme til at elske ham resten af mit liv, at jeg altid ville spekulere på, hvordan det ville have været at tilbringe tiden sammen med ham på Green Hill. Jeg længtes efter det på den særligt pinefulde måde, der kun kan fremkomme, når man romantiserer det liv, man netop ikke vælger. Men som jeg sad der på stolen, vidste jeg, at jeg også ville have fortrudt, hvis jeg havde sagt ja til hans frieri. Jeg havde i bund og grund valgt den sorg, jeg bedst kunne leve med. Jeg havde valgt det liv, jeg hørte hjemme i.
I næsten to år havde jeg uden held kæmpet for at blive anerkendt som præst, og nu satte jeg trumf på ved at arbejde frivilligt på børneasylet i et forsøg på at vinde kvinderne for mig, samt ved at tilbringe så mange aftener med at læse tekster om kvækernes ideer og gudsbillede, at jeg uafladeligt lugtede af paraffin. Men det hele stod og faldt med mine ytringer under møderne, og de var bedrøveligt ringe. Min nervøsitet ved at tage ordet gjorde altid min stammen værre, og mr. Bettleman beklagede sig højlydt over min ”usammenhængende mumlen”. Det hed sig, at retorisk politur ikke var nødvendig for at udføre præstegerningen, men der var ingen tvivl om, at alle præsterne i Arch Street var uhyggeligt veltalende.
Jeg henvendte mig til doktoren, der havde udstyret mig med brillerne, i håb om, at jeg én gang for alle kunne kureres, men han skræmte mig med tale om operationer, hvorved man skar tungens rod i skiver og fjernede det overskydende væv. Jeg forlod konsultationen og svor på, at jeg aldrig ville vende tilbage. Den nat kunne jeg ikke sove, og derfor satte jeg mig i køkkenet med en kop varm mælk med muskatnød og gentog korte kæppe knækker næppe igen og igen. Det var den lille tungeøvelse, Nina havde insisteret på, at jeg skulle sige, da hun var lille.
8. oktober 1828
Min kære Sarah
Nu bliver jeg officielt udstødt af Third Presbyterian. De bryder sig ikke rigtigt om, at jeg gennem de sidste måneder har deltaget i kvækernes bønnemøder. Mor er forfærdet. Hun insisterer på, at mit fald begyndte, da jeg nægtede at lade mig konfirmere i St. Philips. Ifølge hende var jeg en tolvårig marionetdukke, hvis snore du trak i, og nu er jeg en voksen marionet på fireogtyve, som du stadig styrer helt oppe fra Philadelphia. Hvor er du dygtig! Mor følte sig i øvrigt også kaldet til at tilføje, at jeg er en ugift marionet, takket være min stolthed og påståelige tunge.
I går aflagde pastor McDowell besøg og informerede mig om, at jeg straks må vende tilbage til ”folden med Guds udvalgte” eller blive indkaldt for menighedsrådet og anklaget for brudte løfter og manglende deltagelse i gudstjenesterne. Har du hørt noget så fjollet? Jeg svarede så roligt, det var mig muligt: ”Aflever din stævning, der indkalder mig til at møde i din ret, og jeg vil komme og forsvare mig.” Så tilbød jeg ham en kop te. Som mor siger, jeg er stolt, jeg er endda stolt af min stolthed. Men da han gik igen, flygtede jeg op på mit værelse og gav tårerne frit løb. Jeg anklages!
Mor siger, at jeg må opgive min kvækerdårskab og vende tilbage til presbyterianerne, ellers nedkalder jeg en offentlig skandale over familien Grimké. Nå, dem har vi da klaret før, ikke? Fars anklage for embedsmisbrug, ham den foragtelige Burke Williams og din ærefrygtindgydende ”desertering” nordpå. Nu er det min tur.
Jeg forbliver urokkelig,
Din søster,
Nina
I løbet af det næste år blev mine breve til Nina det nærmeste, jeg kom at føre dagbog siden fars død. Jeg fortalte hende, hvordan jeg øvede mig på at sige korte kæppe knækker næppe, og om min frygt for, at mit talebesvær ville forhindre mig i at indfri mine største forhåbninger. Jeg skrev om smerten ved hver uge at se Israel til møderne, om måden han undgik mig på, mens hans søster Catherine pludselig syntes at være blevet ganske hjertelig over for mig. Det sidste var en volte-face, jeg end ikke ville have drømt om, da jeg vendte tilbage til Philadelphia.
Jeg sendte Nina tegninger, jeg lavede af atelieret, og gengav samtaler, jeg havde haft med Lucretia i rummet. Jeg holdt hende orienteret om de mest debatskabende underskriftsindsamlinger, der cirkulerede i byen: for frie sortes ret til at flytte ind i hvide kvarterer eller for at forbyde de såkaldte ”farvede bænke” i forsamlingshusene.
”Det er kommet som en stor overraskelse for mig,” skrev jeg til hende, ”at folk, der arbejder for slaveriets ophævelse ikke nødvendigvis går ind for ligestilling mellem racerne. Fordomme i forbindelse med hudfarve ligger til grund for det hele. De er ikke sådan at få has på, og negernes sørgelige situation vil fortsætte længe efter slaveriets ophævelse.”
Nina svarede ”Jeg ville ønske, at jeg kunne sømme dit brev op på en af opslagsposterne i Meeting Street!”
Det var mig på ingen måde en ubehagelig tanke.
Hun skrev om sine kampe med mor, om hvor knasende tørt det var at sidde i kvækernes forsamlingshus og om den tiltagende sociale udstødelse, hun oplevede i Charleston for netop det. ”Hvor længe skal jeg dog blive i det slaveriland?” skrev hun.
Og så kom Lucretia på en dvask sommerdag og lagde et brev i mine hænder.
12. august 1829
Kære Sarah
For nogle dage siden var jeg på vej hen for at aflægge sygebesøg hos en kvæker fra menigheden og stod et øjeblik på hjørnet af Magazine Street og Archdale Street, da jeg fik øje på to drenge – de var vitterligt ikke andet end drenge! – som eskorterede en skrækslagen slave hen til arbejdsanstalten. Hun tryglede dem om at komme på andre tanker, og da hun fik øje på mig, brød hun ud i tårer. ”Kære missus, hjælp mig.” Der var intet, jeg kunne gøre.
Jeg har indset, at jeg intet kan gøre her. Jeg kommer op til dig, søster. Jeg vil forlade Charleston og sejle til Philadelphia sidst i oktober, når det er slut med stormene. Vi vil være sammen, og når vi er sammen, vil intet kunne skræmme eller stoppe os.
Jeg forbliver kærligst din,
Nina
Jeg havde ventet Nina i mere end en uge og holdt udkig fra vinduet i mit nye værelse i Catherines hus. Novembervejret havde været lunefuldt og forsinket hendes skib, men dagen forinden var der blevet blæst en åbning i skyerne.
I dag. Hun måtte komme i dag.
I mit skød lå et tyndt kompendium om kvækernes gudsdyrkelse, men jeg formåede ikke at koncentrere mig om læsningen. Jeg lukkede bogen og gav mig til at vandre frem og tilbage i det smalle rum. Det var en lille, spartansk klostercelle, identisk med den, der ventede Nina på den anden side af gangen. Jeg spekulerede på, hvad hun mon ville tænke om den.
Det havde været svært at forlade Lucretias hus, men der var ikke et ekstra gæsteværelse til Nina. Israels svigerdatter havde overtaget styringen af Green Hill og dermed givet Catherine mulighed for at flytte tilbage til sit lille hus i byen, og da hun tilbød os begge logi, takkede jeg lettet ja.
Jeg gik atter over til vinduet og kiggede op på pletterne af blå himmel og derefter ned på floden af elmeblade i gaden. De lyste gult, og jeg følte mig pludselig overrasket over mit liv. Hvor var det blevet så ganske anderledes, end jeg havde forestillet mig. En datter af dommer John Grimké – en sydstatspatriot, en slaveejer, en aristokrat – beboede dette nøjsomme hus i nordstaterne. En ugift kvinde, en kvæker, en fortaler for slaveriets ophævelse.
En droske drejede omkring gadehjørnet. Et øjeblik stivnede jeg og var opslugt af de kastanjefarvede hestes hovslag og deres høje skridt, som fik bladene til at hvirvle rundt, og så satte jeg i løb.
Da Nina åbnede droskens dør og så mig komme farende uden sjal og med håret hvirvlende i røde kaskader, begyndte hun at le. Hun var klædt i en sort, fodlang kåbe med hætte, og da hun slog den tilbage, var hun mørk og strålende.
”Søster!” udbrød hun og trådte ned fra drosketrinet og ind i mine arme.