2. kapitel

Vækkeurets røde tal viste 05.54, da telefonen kimede i hendes soveværelse. Det nåede hun lige at konstatere, før hun søvndrukken rakte ud efter røret.

– Nina …

– Birkedal hér. Op, Portland! Du bliver hentet om ti minutter. Vi har et lig – ude i kulbunkerne ved kraftværket. Det ligner drab …

– Hmm …

– Hallo! Er du vågen? Op! Som jeg siger – om ti minutter.

– Ja, ja …

Hun lagde på og satte sig på sengekanten, mens hun prøvede at blive vågen og genkalde sig Birkedals ord. Drab? Ude i en bunke kul?

Hun kiggede på uret igen. Hjernen slog til med et smæld som fra en musefælde. 05.57 nu … Politiinspektør Erik Birkedal, chefen for efterforskningsafdelingen, var blevet vækket, og nu var han selv ved at samle sine folk. Så et kvalificeret gæt var, at meldingen var gået ind til vagthavende for cirka en halv time siden. Altså var liget opdaget omkring klokken halv seks.

Hvem fanden fandt et lig i en kulbunke så tidligt om morgenen?

Pludselig gik det op for hende, at hun havde travlt. Hun løb ind og vækkede Jonas. Mens han kom til sig selv, pøsede hun koldt vand i ansigtet, klædte sig på, stoppede en banan i jakkelommen undervejs, og gik ind til Jonas igen. Hun instruerede ham hurtigt i, at han selv måtte tage noget morgenmad, huske at smække entrédøren – og møde i skole til tiden.

På vej ud ad døren kastede hun et glimt på sig selv i spejlet. Hun lignede det, hun var. En 41-årig kvinde, der var sparket ud af sin seng ganske pludseligt – og for tidligt. Hun så forsovet ud. Det fik de fine rynker ved øjnene til at træde frem som dybe flodsenge, gjorde det ikke? Og det rødblonde hår lignede umiskendeligt en bunke efterårsløv. Hun samlede det i en hestehale med en elastik, der lå på kommoden, og glattede lidt med hænderne. Derpå to strøg med den diskrete læbestift.

Man behøvede ikke ligne en mand for at være kvinde i kriminalpolitiet. Sådan, det blev ikke bedre lige nu.

Hun havde kun ventet på fortovet et par minutter, før den mørkeblå tjenestevogn svingede ind til kantstenen. Det var Monberg, en af hendes kolleger fra sektion A. Til tider forekom han at være rent spild af god luft. Og dog. Det gav en banal tryghed at vide, at Torsten Monberg var lige så forudsigelig som en lørdagskylling og lige så let at aflæse som hendes vækkeur.

– God morgen, Nina. Hop ind.

– God morgen? Snarere god nat … Ved du noget, jeg ikke ved, min gode Monberg?

– Næh, det tror jeg ikke. Jo, jeg ved, at det er en mand. Vidste du det?

– Nej, Birkedal var kort for hovedet. Hvem er også vågen på det ukristelige tidspunkt?

– Hvor tit står vi med et drab? Jeg var lysvågen med det samme, han sagde det.

– Ja, det kan jeg tænke mig …

Det tog kun få minutter at komme gennem den mennesketomme by. De svingede til højre nede ved slagteriet og kørte ud i det øde landskab, ud mod kraftværket. Lyset var blegt, svagt gulligt, ude over havet. Solen var ved at stå op. Den gnistrede i det dugvåde græs.

Monberg bremsede op ved afspærringen. Birkedal var allerede ankommet, og hun kunne også skimte Werner Madsen med piben i mundvigen. Den vindtørre Madsen var den mest erfarne af KA’erne i sektion A med godt tyve år på bagen. Han skulle heller ikke nyde noget af at hedde „PA“. De to i patruljevognen satte sig ind og kørte hjem, netop som hun og Monberg steg ud af bilen. Helt nede ved slagteriet kunne hun skimte en rød bil, der kom ræsende op mod dem. Det kunne kun være vicepolitiinspektør Gunnar Thøgersen, vice-Thøgersen eller Thøger.

De satte kursen ned ad den lille asfalterede vej, der løb parallelt med det høje betonhegn, som skærmede kulbjergene. Chefen og Madsen stod lidt nede ad vejen og skuede direkte op i det forreste kulbjerg. Mellem dem sad en mand i et handicapkøretøj.

– Nå, men hvis I er færdige med mig, vil jeg trille hjem, sagde manden og løftede den ene hånd til farvel. – I ved jo, hvor jeg bor, hvis der er mere.

– Ja, mange tak. Og farvel.

Birkedal nikkede til manden, der satte køretøjet i gang.

Hun lagde mærke til, at der lå kulstykker spredt ud over hele vejen.

– God morgen, sagde Birkedal. Madsen nikkede bare tavst.

Han sagde ikke meget, især ikke om morgenen.

Nogle meter oppe i kulbjerget, et godt stykke over deres hoveder, stak liget frem af den sorte skråning. Jo, det var en mand, delvist dækket af kul. Han lå på ryggen. Halvskaldet og med et tykt, sort overskæg. Hun kunne se den mørke plamage på hans skjorte, som engang havde været lys, men nu var beskidt af kulstøv. Det var det eneste, de kunne stille op foreløbig – betragte sceneriet på afstand og på fast grund, så de ikke ødelagde sporene, hvis der altså var nogen.

En bildør knaldede. Det var Thøgersen, der smækkede den så hårdt i, at den gamle Toyota skælvede. Nu kom han løbende over mod dem, let til bens, men han dyrkede også maratonløb. Han stoppede op, nikkede og sagde god morgen uden at puste, inden hans spørgende blik blev rettet mod Birkedal.

– Midaldrende, sådan lidt sydlandsk af udseende, en stor plamage af blod på brystkassen, har været død nogle dage, ifølge lægen. Er svulmet en del op i varmen. Den ene arm forbrændt. Mere kunne han ikke se uden at pille, sagde Birkedal.

– Forbrændt, hvordan forbrændt? Hun kiggede også på chefen.

– Mere kunne de ikke sige. De har jo ikke gravet ham fri, vel.

Det sidste vidste hun godt. Folkene i ambulancen eller den udrykkende læge havde kun ét eneste job. At finde ud af, om der kunne ydes hjælp – om der var liv, eller om vedkommende var faret hinsides. Og ellers skulle de holde nallerne for sig selv.

Hun så sig omkring. Lige, hvor de stod, lå kullene spredt ud over vejen. Hun skrællede bananen. Hun kunne se på Monbergs solariebrune fjæs, at han skulle til at sige noget dumt, men han fortrød åbenbart. Han havde været manisk solbrun, lige siden hans frisørkone åbnede det lille solcenter under salonen.

– Lyn, sagde hun og gumlede eftertænksomt.

Madsen tog sindigt piben ud af munden.

– Lyn? Hvad mener du, Nina?

– Et lyn er slået ned i kulbjerget i aftes. Der var jo et kanonuvejr. Jeg har sjældent set magen. Lynet har måske ramt lige ved siden af liget eller ramt det delvist – den forbrændte arm … Og så har det lavet et krater, sprøjtet kullene ud over det hele og afdækket noget af liget.

Hun sparkede til et stykke kul, så det fløj ind og ramte betonhegnet.

De nikkede alle fire.

– Ja, ja. Hvem står også og kaster med kul herude midt om natten? Selvfølgelig er det et lyn, mumlede Birkedal og forsøgte at lyde distræt, som om hun havde afbrudt ham midt i vigtige tanker.

Madsen smilede umærkeligt til hende og lagde piben tilbage i mundvigen. Monberg så bare ærgerlig ud.

– Hvor pokker får vi også alt dét kul fra, Werner?

Birkedal fulgte hendes eksempel og sparkede irriteret til et kulstykke. Han var den eneste, der kaldte Madsen ved fornavn. De havde arbejdet sammen i mange år.

– Mest fra Sydafrika og Polen, lidt mindre fra Rusland, og så en sjat fra Columbia og Australien, så vidt jeg husker. Halvdelen af den danske elektricitet bliver lavet på kraftværker, der brygger på kul …

Alle vidste, at Madsen var en spækket opsparingskonto af almen paratviden, og derfor brugte hele afdelingen ham som opslagsværk. Madsen læste meget, læste aviser, tidsskrifter og bøger, helst biografier. Men den senede mand gik stille med sit indestående. Ville man hæve på hans konto, måtte man selv spørge.

– Hmm, halvdelen? Hvad fanden laver alle vindmøllerne så?

Birkedal så på sit armbåndsur og kørte en hånd gennem sin stride, sølvgrå manke.

– De må snart være her, brummede han videre.

Det var Århus og Kolding, de ventede på, retsmedicinerne og kriminalteknikerne.

– Vi skal vel have spærret noget mere af, ikke? Monberg skævede over på Birkedal.

– Jo, men lad os lige være helt sikre på, hvad vi har med at gøre. Så kan de komme herud og lukke af. Der bliver næppe nogen trafik herude før efter syv. Og hvem pokker har i øvrigt ærinde helt herude? Jeg må tilstå, at jeg aldrig har sat mine ben herude før. Sahara, hedder det. Sgu’ ikke uden grund, konkluderede Birkedal.

– Måske noget så sjældent som storkommunal humor, lød det tørt fra vice-Thøgersen.

Han havde den obligatoriske ruskindsjakke på. Hun havde aldrig set ham i andet, sommer og vinter. Det var ikke tøj, souschefen brugte hverken sin tid eller sine penge på. Og heller ikke biler. Toyotaens lydpotte havde runget hult, inden han drejede nøglen.

– Jeg har været herude at fiske med min søn en enkelt gang for længe siden, sagde hun. – Og jo, nogen kommer der i hvert fald. Vesterhavsral har vel kunder, lastvogne og den slags. Og der kommer vel også lastvogne med skrot til genbrugsfirmaet, ikke?

– Sekvenser, sagde Thøgersen og så sig omkring. – Forløbet kan inddeles i sekvenser. Det er enten tidlig morgen, sen aften – eller nat. Nogen vil af med liget. Et lig er som en sæk kartofler, fuldstændig umuligt at håndtere. Første sekvens: Bilen parkeres klos op af hegnet, lige hér. Anden sekvens: Ud af bilen, over hegnet. Altså, der er spor på betonen. Tredje sekvens: Op i kullene, og liget dækkes til.

Ingen undrede sig over Thøgersens tale til sig selv. De var vant til det. Han delte alt op i sekvenser og nummererede brudstykker. Hans hjerne var et studie i logistik med en kapacitet som en fuldautomatisk pakkecentral.

– Én ud af flere muligheder, Thøger. Han kan også være blevet ombragt herude, brummede Birkedal.

Madsen stirrede ud over det besynderlige månelandskab med små spidse toppe af grus og ral ude på deres venstre side.

– Ikke verdens nemmeste sted at søge efter et eventuelt gerningssted. Hvem leder dem fra Kolding?

Birkedal trak på skuldrene.

– Det lød, som om det kunne blive Simonsen.

– Det ville ikke være dårligt, hvis det var „Simme“. Han er den bedste, de har. Efter min mening.

Madsen så optimistisk ud ved tanken. Af en tavs morgenmand at være havde han allerede sagt imponerende meget. Hvad kunne det ikke blive til?

– Hvor er Ulbæk? spurgte Thøgersen.

– Ulbæk? Ja, hvor fanden bliver han af? Jeg ringede til ham på samme tid som til jer andre.

Birkedal brummede og så sig over skulderen. Der var ingen bil at se.

Johnny Ulbæk var politikommissær i afdelingen. Familiefar i tidens ånd. Korrekt, engageret, glatbarberet og nydelig – og lige så spændende som en telefonbog. Han var hendes vejleder på PFL-opgaverne. Omhyggelig, pedantisk og lidt for omsorgsfuld. Det lignede ham ikke at komme for sent.

– Dér er han, udbrød Monberg.

En sølvfarvet stationcar kom til syne længst nede ad vejen, som om den var blevet hidkaldt af Birkedals bistre brummen. Ulbæk kørte tilsyneladende om kap med sin dårlige samvittighed. Få øjeblikke efter bremsede han hidsigt op, kastede sig ud af bilen og småløb over mod dem.

Han slog beklagende ud med armene.

– Sorry, nærmest råbte han på syngende fynsk, mens han stadig var flere meter væk.

– Og du er? Birkedals blik sagde resten.

– Det var sørme lidt hektisk her til morgen … Ulbæk prøvede med en anstrengt grimasse. – Ja, det var mig, der var skemasat til at aflevere vores børn, så vi måtte lige rokere rundt på det hele, så det blev min hustru i stedet.

„Sørme“… Ulbæk var pæn i sin mund, den pæneste på hele etagen. Allerede fra lille havde han formentlig fået sin mund vasket i sæbe. Hun havde næppe nogensinde hørt ham bande. Det var vice-Thøgersen, der sagde præcis dét, der lå på hendes tunge. Måske fordi det havde noget med logistik at gøre.

– Skemasat?

Madsens pibe vippede muntert. Ulbæk nikkede, som om det var den naturligste ting i verden.

– Ja, vi har sådan et stort whiteboard i køkkenet. Dér fordeler vi tingene i løbet af ugen, hvem der bringer, hvem der henter, kørsel til sport, madpakkerne, indkøb – ja, det hele. Uhyre praktisk foranstaltning.

Thøgersen så undrende, men også en smule imponeret ud. Havde han haft hjemmeboende børn, ville han sikkert straks have annekteret Ulbæks foranstaltning.

„Skemasat“ … Var det mon også skemasat, hvornår han skulle støvsuge bilen, og hvornår hans kone skulle have et lille rap på køkkenbordet? „Kone“ sagde han i øvrigt aldrig, nej, „hustru“. Og i det Ulbækske hjem var det sandsynligvis noget slemmer griseri at gøre den slags på køkkenbordet. „Skemasat“. Det lille ord blotlagde den dybe afgrund mellem hende og hendes vejleder. Hans liv var planlagt i mindste detalje. Selv havde hun aldrig været skemasat til noget som helst. Hun praktiserede en slags forfinet dag til dag-kaos.

Folkene fra Kriminalteknisk Afdeling i Kolding ankom lidt i halv syv. De var tre teknikere, og lederen var som håbet Simonsen.

De hilste kort på hinanden, mens teknikerne kom i overtræksdragterne. Nina fik et hjerteligt knus af „Simme“. De havde arbejdet sammen flere gange i årenes løb, og allerede fra første færd kom hun godt ud af det med den undersætsige mand med de store briller. Gik man i vejen, spurgte man dumt eller var utålmodig, kunne han være skånselsløs.

Teknikerne satte en stige til muren, kravlede op i kullene og gik i gang med at finkæmme og affotografere selve findestedet og liget. En af dem begyndte at måle ligets temperatur, temperaturen nede i kulbjerget og luftens temperatur. Ren rutine for at samle data, der kunne hjælpe retsmedicinerne med at fastslå, hvor længe liget havde ligget.

Birkedal trippede utålmodigt.

– Papirer? Er der papirer? Han råbte op til teknikerne.

Simonsen lå på knæ deroppe. Han løftede hovedet og kiggede vrissent ud over brillekanten ned på dem. Hun kunne gætte sig til, hvad han tænkte, og han ulejligede sig heller ikke med at svare.

Først efter nogle minutter rettede Simonsen sig op og råbte tilbage:

– Ingen papirer. Ingen tegnebog. Tomme lommer. No nothing.

Birkedal slog irriteret ud med armene.

– Fandens også …

– Men det kan godt ligne knivstik i brystkassen, råbte Simonsen. – Og fjæset er okay, så du skal nok få et fint foto.

Madsen sukkede dybt. Hun tændte en cigaret. Så skulle de altså hele møllen igennem. Én ting var at stå med et drab og et navn. Det var noget helt andet, når ofret var uden identitet.

En civil bil rullede frem mod afspærringen. Det måtte være vagthavende fra Retsmedicinsk Institut i Århus. En ud af tre. Enten statsobducenten, vicestatsobducenten eller seniorlektoren. Kun de tre besad den nødvendige erfaring til at have tilkaldevagten. Til sin overraskelse så hun, at der var to i bilen.

Føreren var en yngre, lyshåret kvinde, som ingen af dem kendte. Manden, der først steg ud, var vicestatsobducenten, Kjeld Borre.

Retsmedicinerne kom hen og hilste på. Kvinden præsenterede sig smilende som Anja Poulsen, „næsten lige tiltrådt, så ny, at jeg tager alle de drab, jeg kan få … ikke sandt, Borre?“

– Længe siden, jeg har været i Esbjerg … Lidt usædvanligt, dét, du har til os i dag, ikke, Birkedal?

Kjeld Borre nikkede op mod kulbjerget. Han lød næsten forventningsfuld.

– Hmm, jo. Lig ligger og flyder de underligste steder, men deroppe? Det er sgu’ ikke set før. Man kalder det Sahara herude. Velkommen i ørkenen og god fornøjelse, du.

– Sahara? Borre så sig omkring. – Ja, hvorfor ikke? Men hvor er kamelerne? Dem er der måske nogen, der har slugt?

Birkedal brummede et eller andet i mangel af et kvikt svar.

– Hej, Simonsen! Hvornår må vi få lov? råbte Anja Poulsen og vinkede op til de hvide mænd.

– Anja! Dig igen? Fem minutter, giv os fem minutter, så kan I bare gå ombord, råbte han tilbage.

– Okay.

Retsmedicinerne gik tilbage til bilen. De to kendte altså hinanden. Den unge kvinde måtte være god. Det kunne hun høre på Simonsens hjertelige tonefald. „Simme“ var kun hjertelig over for mennesker, som han anså for at kunne deres kram.

Hun kiggede hen på de to ved bilen. De var begyndt at klæde om. Kvinden støttede sig til forskærmen og hev op i den hvide overtræksdragt. Et sjovt par. Borre var en nydelig, ældre mand, der ved første øjekast forekom at være en smule reserveret. Ham havde hun truffet nogle gange tidligere i tjenesten, og hun havde også været på et kursus, hvor han var foredragsholder. En ganske underholdende en af slagsen. Og med en glødende lidenskab for sit fag.

Hun lagde mærke til, at Monberg stod og gloede på Anja Poulsen. Og vel ikke uden grund. Hun så ud til at være midt i 30’erne. En slank og elegant kvinde i stramme jeans og med rødlakerede negle og en læbestift, der matchede, solbrændt og med langt, lyst hår, der var samlet i nakken med et sølvspænde.

Sådan kunne fordomme så nemt punktere. Begge var de, på hver sin måde, helt forskellige fra den stereotype opfattelse af retsmedicinere som blege, morbide typer, der trivedes bedst i flisebeklædte katakomber.

Monberg gloede uhæmmet videre, selv om hans frisør derhjemme var en overordentlig køn en af slagsen – og kvik tilmed. Hvordan han i sin tid havde scoret hende, var et mysterium. Godt nok havde han et drenget smil under det lyse hår, nogle naive, blå øjne og et par solide overarme, men musklerne mellem hans ører var spinkle, og antallet af de bøger, Monberg havde læst, kunne tælles på den ene hånd af en mand, der havde været ansat på et savværk alt for længe.

Da de to retsmedicinere kom tilbage, fik de straks grønt lys af Simonsen og kravlede op over hegnet og arbejdede sig op i de løse kul, som var det en klit af levende sand.

Hun kunne se på deres fagter og høre på de fjerne udbrud, at det var vicestatsobducenten, der holdt sig lidt i baggrunden og vejledte sin uerfarne, nye kollega.

Der gik ikke lang tid, før hun vendte sig om mod de fire nede på asfalten.

– Knivstik! To styk! Lige i tikkeværket! Dødelige – med de sædvanlige forbehold! Og et eller flere ordentlige gok i nødden!

Birkedals øjenbryn trak sig en smule sammen, måske over det uhøjtidelige ordvalg.

– Hvor længe? brølede han.

– Tre-fire dage. Sådan cirka! Lige fra hoften!

– Tak!

Birkedal nikkede igen. Nu smilede han usædvanlig bredt op til den unge retsmediciner, som om han pludselig var blevet enig med sig selv om, at han godt kunne lide hende.

– Jamen, så kom vi så langt. Vi har altså et drab, folkens, bekræftet på utvetydig vis af den århusianske sagkundskab. Jeg kører op på gården. Thøger og Ulbæk, I tager med. En dommerkendelse til telefonien, Ulbæk … Den tager du dig af. De tre-fire nærmeste master.

Mobiltelefonien var blevet et af deres vigtigste værktøjer. Den store sladrehank. Mobiltrafikken blev altid indsamlet i nærheden af et findested. Så var data i hus til senere brug, hvis de fandt nogle relevante numre. Alle havde det med at plapre i mobiltelefon, selv gerningsmænd. Hun kunne huske for et par år siden. De havde jagtet et par bankrøvere. De havde den enes mobilnummer. Bare telefonen var tændt, kunne man følge den. De havde siddet og aflæst røvernes flugtrute, der afsløredes som røde lys på kortet, efterhånden som de bevægede sig fra det ene masteområde til det næste. Flugten endte durk i armene på flere patruljevogne.

Birkedal pegede på hende.

– Sørger du for afspærring, Portland?

– Hvor meget vil du have?

– Luk den lille vej hér nede ved terrorbommene, og luk Taurusvej hundrede meter længere nede. Der er ikke andre veje, så det er ligetil. Monberg, du og Madsen ser jer omkring. Spørg dem, der ser ud til at færdes her. Og spørg, når der dukker nogen op og vil ind. Jeg tænker på Vesterhavsral og genbrugsfirmaet derovre. Nina, du kan også tage kraftværket. Vi skal blandt andet vide, om det teoretisk er muligt, at liget kan være dumpet ned fra transportbåndet, ikke?

Hun nikkede og så op mod den lyse morgenhimmel. Der gik en slags lukket transportbånd hen over det indhegnede område med kullene, og der stod også en kran og ragede op inde i de sorte bjerge.

– Så du tror, ham Kulmanden kunne være dumpet ned fra himlen? Direkte importeret?

– Jeg tror ingenting. Den slags hører til i kirken. Bare tjek det!

Birkedal bed hende af. Hun havde ikke ment det seriøst, selv om der var en teoretisk mulighed. I så fald skulle Kulmanden have ligget i lasten på et af kulskibene. Ikke særlig sandsynligt, i betragtning af at han kun havde været død cirka tre dage. Hun lod sig ikke mærke med det. Sådan kunne han være, pludselig brysk. Og som oftest kun over for hende. Hun havde vænnet sig til det. Han stillede større krav til hende.

Hun havde en høj stjerne hos Erik Birkedal. Det vidste hun bare. Ikke at han forfaldt til sentimental ros. Accepten lå snarere i, at hun fik de betroede opgaver, og via hendes sidejob som ansvarlig i kontaktmandsordningen med Politiets Efterretningstjeneste arbejdede hun tættere sammen med chefen end de andre. Hun kunne lide ham, på godt og ondt. Hans fedtede løvemanke og hans strenge mund, de små distræte indslag, som bare havde til opgave at dække undskyldende over en næsten abnorm fokusering. Han var 57 og havde heldigvis stadig nogle år i sig.

Det var Birkedal, der flere gange havde stukket til hende og presset på for, at hun skulle begynde på lederuddannelsen.

„Når du er så helvedes klog, Portland, hvorfor bliver du så ikke kalif i stedet for kaliffen? Søg dog ind!“ Det var hans måde at sige det på. Da hun endelig havde meddelt ham det lige efter nytår, havde han bare brummet noget i retning af: „Nå, skal vi nu have det cirkus …“ Forude ventede mange ugers fravær til kurser og tjenestefri til selvstudier. Men det var en tilfreds, cheflig brummen.

„Værdibaseret ledelse“, „situationsbestemt ledelse“. Hun var lige ved at falde i staver ved udsigten til den sidste opgave og de mange ugers slid på kursuscentret på Avnø. Det var afspærringen, hun kom fra …

Hun ringede straks op på gården og skaffede en patruljevogn, og da Birkedal var forsvundet, ringede hun hjem. Jonas tog telefonen næsten med det samme.

– Hej, skatter, jeg skulle bare tjekke, om du nu også var kommet ud af fjerene.

– Bare rolig, mor. Jeg styrer. Sidder lige og spiser morgenmad.

– Jeg går ud fra, at du kan klare dig i løbet af dagen, ikke? Jeg kommer måske sent hjem. Hvis du nu var smart, så ordnede du lektierne i eftermiddag. Så kan vi hygge i aften.

– Okay. Hvad er der egentlig sket?

– Vi har fundet en død mand i kullene ude ved kraftværket.

– Underligt sted … Er han myrdet?

– Jeps. Vi kan snakke videre i aften, ikke?

Hun lagde på. Hun vidste, at han ville bombardere hende med spørgsmål under aftensmaden. Han var for alvor kommet i den alder, hvor han ville vide alt og ikke lod sig spise af med overfladiske forklaringer om hendes arbejde.

Klokken var kun lidt i halv otte. Det var stadig for tidligt at gøre sig håb om at møde direktøren for Vestkraft, eller rettere Esbjergværket. Det havde skiftet navn, da det blev overtaget af Elsam, men nogle navne kunne det bare ikke lade sig gøre at skifte ud. Vestkraft var og blev Vestkraft – synonymt med Esbjerg, muskler og vestenvind.

Den sidste af kriminalteknikerne kravlede ned af stigen og sluttede sig til Simonsen og kollegaen, der stod med en termokande kaffe. De var færdige med undersøgelsen af findestedet og havde indsamlet dna-prøver til Retsgenetisk Institut. Nu skulle de gennem alle de øvrige rutiner i området – fodspor, dækaftryk, søgning efter blodspor. Og vigtigst af alt – de skulle på jagt efter et eventuelt gerningssted.

Madsen og Monberg var gået ud i området med en mand, der havde parkeret ved afspærringen og præsenteret sig som værkfører ovre ved Vesterhavsral.

Hun blev stående og prøvede at forestille sig scenen for sit indre blik. Hvis ikke liget var drattet ned fra et transportbånd, så var det dumpet i kulbjergene. Bortskaffelse med den hensigt at skjule det, i hvert fald for et stykke tid. Ergo, liget var kommet hertil i bil, var slæbt hen ad asfalten, løftet over hegnet, trukket op i kullene og dækket til. Akkurat som vice-Thøgersen havde inddelt det i sine berømmede sekvenser.

Med dén plamage af blod på skjorten ville der være spor. Det menneskelige øje kunne bare ikke se dem. Teknikerne ville spraye pulver ud på hegnet og asfalten og græsset i rabatten. Når det blev mørkt, ville blodsporene lyse som stjerner under teknikernes speciallamper.

Jo, sådan ville facit være, hvis ikke de hostede op med et gerningssted i nærheden. Et gerningssted var konkret. Det rummede spor, store eller små, det fortalte en bid af en historie. Ikke at have et gerningssted svarede til at skulle begynde at læse en bog mange kapitler inde i handlingen.

Nu kunne hun se patruljevognen, der skulle sørge for afspærringen, komme op ad Taurusvej. Hun vinkede og gik den i møde.

Manden med den grønne jægerhat var yderst forsigtig. Han var kørt et godt stykke ned ad asfaltvejen og holdt nu lige dér, hvor han kunne stå skjult bag en forhøjning i terrænet.

Kunne det tænkes, at det pludselige postyr oppe ved politistationen skyldtes, at de havde fundet den anden af de to myrdede mænd? Ham, han ikke selv havde kunnet finde spor af. Det håbede han. Det ville sætte skub i det hele.

Han havde cirklet planløst rundt i Esbjerg i de tidlige morgentimer på udkig efter den danske kontaktperson, der var som sunket i jorden. Hans forsvinden sammen med de to mænds død havde gjort det hele pokkers kompliceret. Og bedre blev det ikke af, at det havde været så forbandet, stegende varmt de seneste dage. Han trivedes ikke med så høje temperaturer, så det var en gave, at vejret nu var slået om.

Det var vel hans årelange erfaring, der til slut fik ham til at parkere ved politistationen. Måske ville der ske et eller andet? Og gjorde der det, var det et stort fortrin at vide, hvem der deltog i efterforskningen. Havde han været heldig?

Han greb sin kikkert og steg en smule besværet ud. De gamle ben gjorde knuder efter de mange timer i bilsædet. Der var to personer ude ved det rød-hvide plasticbånd, der gik på tværs af vejen. En mand i uniform og en kvinde i en sort læderjakke og blå jeans. Han lod blikket hvile på hende igen. Hun var en køn kvinde. Et fint, markeret ansigt med regelmæssige træk, en lige næse, et bestemt drag om munden, og så en dejlig rank holdning, lidt knejsende nakke, måske? Hendes hår var blondt med et svagt rødligt skær, strøget væk fra ansigtet og samlet i en hestehale.

Kvinden udstrålede energi. Hun gestikulerede og forklarede manden et eller andet. Han måtte være menig, mens hun måtte være en af dem, der havde noget at skulle have sagt.

Højere oppe, oppe i alt det sorte, sad to skikkelser i hvide dragter, en mand og en kvinde. Retsmedicinere på arbejde i en bunke kul. Kvinden lå på knæ, foroverbøjet. Jo … Det var et lig.

Han blev stående med kikkerten hævet. Der var overhovedet ingen tvivl. Det var et drabssted, eller i politiets terminologi, et „findested“. Lige nu anede de jo ikke, om manden rent faktisk var blevet dræbt oppe i kullene. Aviserne ville fortælle ham resten. Som tysker og med mange års tjeneste blandt alverdens nationaliteter forstod han heldigvis lige akkurat så meget af de skandinaviske sprog, at han ville være i stand til at få mening ud af en dansk avisartikel.

Hvis dette var liget af den ene af de to mænd, der var blevet myrdet i Blåvand, hvornår ville politiet så finde det andet lig? Dét, han selv havde set, da han kiggede ind gennem vinduerne i det sommerhus, mændene havde lejet som base under deres ophold i Danmark.

Ude på den større vej kørte en slags trehjulet knallert lydløst ned mod krydset. Manden, der sad på køretøjet, havde næppe lagt mærke til ham. Alligevel steg han ind i bilen igen og kørte videre. Han havde set tilstrækkeligt. Det gjaldt om at være forsigtig.

Han ville køre til en afsides parkeringsplads og få en på øjet. Derefter ville han på ny fortsætte sin søgen efter den forsvundne dansker, der skulle have afleveret varen til de to mænd, men som nu sandsynligvis var gået i panik, skræmt fra vid og sans.

Det ville blive en tålmodig søgen, og han havde på fornemmelsen, at den ville bringe ham faretruende tæt på sine ukendte modstandere – drabsmændene. Kunne han ikke selv finde danskeren, måtte han som en igle suge sig fast på fjenden og lade den gøre arbejdet for sig. Eller han kunne fortsætte med at holde sig i hælene på det danske politi, hvis altså der kom fart på efterforskningen.

Før eller siden måtte danskeren dukke op til overfladen.

Hendes seance med kraftværkets chef blev ganske kort. De var i slutningen af den danske sommer, en periode, hvor forbruget var lavt, og værket havde ikke haft et kulskib til kaj et godt stykke tid. Ergo var liget ikke kommet fra søsiden og videre ad transportbåndet. I stedet bad hun chefen om at skaffe en oversigt over de medarbejdere, der havde været på job inden for de seneste seks dage. Måske havde de observeret noget?

Teknikerne måtte være forsvundet ud i området. I hvert fald kunne hun ikke få øje på dem, da hun kom tilbage til findestedet. Liget lå stadig oppe på kulskråningen. Senere skulle hele kulbunken endevendes med skovle i jagten på mulige spor.

Madsen og Monberg stod ovre ved retsmedicinernes bil. Hun gik derover. Anja Poulsen stod lænet op ad bilen og røg en cigaret. Hun var kommet af dragten igen, men havde stadig de lyseblå overtræksposer om sit fodtøj. Kjeld Borre stod og strakte sig henne ved bagagerummet.

– Jeg har ringet efter Falck, så vi kan få liget fjernet, sagde Monberg.

– Ja, vi er færdige, sagde Anja Poulsen. – Resten må vente til senere.

– Hvornår går du i gang, hvis det altså bliver dig?

– Det bliver mig – og Borre selvfølgelig. Vi begynder over middag. Dem fra Kolding ville sende en fotograf op. Han kunne først være der ved tolvtiden, så vi må vente.

– Jeg har tænkt mig at komme op og følge obduktionen, sagde hun, henvendt til både retsmedicineren og sine to kolleger.

Madsen nikkede og tændte sin pibe.

– God idé, Nina.

Der var det gode ved ham, at når han endelig sagde noget, kunne man være sikker på, at han mente det.

Som oftest var politiet ikke repræsenteret ved en obduktion, men der kunne være undtagelser. Lige nu havde de brug for alle de informationer, de kunne få – i en fart. De kunne ikke afvente den endelige rapport, der først ville være færdig ud på aftenen. Hun kunne ringe hjem fra Århus og holde staben løbende informeret. På den måde vandt de kostbar tid.

– Du er velkommen, sagde Anja Poulsen.

– Og den foreløbige melding? Knivstik og cirka tre dage?

– Ja. To knivstik i hjerteregionen. Ingen rigor mortis, så han har altså ligget der i omkring tre døgn, hvis altså ikke rigor mortis er blevet brudt under en eventuelt transport af liget. Men … Jeg er ret sikker på det med de tre døgn. Jeg knappede lige et par knapper op i skjorten. Misfarvning ned over maven, blærer på huden … Livores, ligpletterne, må jo vente, til vi får kalorius op på briksen og får strippet ham, ikke? Vi må hellere komme af sted. Vi ses.

De gav hånd. Hun kunne godt lide Anja Poulsen, rent instinktivt. Der var noget handlekraftigt over hende, noget ambitiøst og alligevel uhøjtideligt.

Hun fik lyst til dagens anden cigaret, men der var kun fire at gøre godt med, fordi hun havde taget en ekstra til tordenkaffen, og hun regnede med, at en smøg ville være nødvendig efter obduktionen. Selv om hun havde prøvet det nogle få gange, var skarpe redskaber og døde kroppe ikke hendes favoritdisciplin.

– Hallo, Nina, har du spurgt bossen om dét med at tage til Århus? Monberg så spørgende på hende.

– Næh, hvorfor?

– Måske mener han noget andet, hvem ved? Vi får vel brug for alle kræfter hér?

– Man kan sige sig selv, at det er fornuftigt. Lige nu har vi ikke en skid. Nul og niks. Vi taber tid.

– Vi ved jo ikke, om teknikerne finder noget i løbet af dagen.

– Og selv om de gør, skal vi have det med Kulmanden på plads i en fart, ikke? Jeg vil ikke rende og spørge om alt. Det er sgu’ ikke gul stue, dét her …

– Bevares, nu er jeg jo heller ikke lederaspirant …

– Nej, men du er til gengæld snotdum at høre på, Monberg. Du har dine otte år, så du kan da bare melde dig, hvis du har så evigt ondt i røven!

Monberg svarede ikke, gloede bare dumt op i luften. Han havde en irriterende evne til at begynde noget uden at turde gøre det færdigt. Og det vovede han aldrig over for hende.

– Nina har ret, sagde Madsen efter at have nydt den elektriske spænding mellem dem et øjeblik. – Vi skal have fast grund under fødderne så hurtigt som muligt. Derfor skal vi også have informationerne fra Århus med det samme. Jeg giver Birkedal besked, når vi kommer hjem, Nina.

– Godt. Så tager jeg bilen nu. Om ikke før ses vi i morgen tidlig, ikke?

Hun satte sig ind bag rattet og startede motoren. Da hun rullede ned ad vejen, kunne hun se dem i bakspejlet. Monberg stod og skulede olmt efter hende med begge hænder begravet dybt i bukselommerne. Alt var, som det skulle være …

Bilen havde hun parkeret ude på den lange, smalle Peter Sabroes Gade, der sammen med den store Nørrebrogade flankerede Århus Kommunehospitals store område i midtbyen.

Bygningerne i det omfangsrige kompleks var nummererede, Retsmedicinsk Institut var bygning 18B. Hun skyndte sig ind gennem baggården og over til den gamle bygning, hvis facade var lutter grøn vedbend. Formentlig hendes sidste besøg i det bedagede institut, der skulle flytte til moderne omgivelser på sygehuset i Skejby.

En kort besked i porttelefonen, og låsen slog fra med en summende lyd. Hun præsenterede sig over for en ung mand i kittel og lod ham følge hende ned til den mindste af instituttets to obduktionsstuer, selv om hun kendte vejen. Den lå for enden af en gang i stueplanet – og ikke som i enhver god tv-krimi dybt nede i en sort kælder. Ved siden af lå den store obduktionsstue, hvor hospitalspatologerne som oftest arbejdede.

Hun bankede på og trådte indenfor. Anja Poulsen og vicestatsobducent Borre var ved at gøre sig klar. Hun hilste på dem og kriminalteknikeren, der skulle fotografere og have tøjet med til undersøgelse. Det var, som hun huskede det. Det hårde gulv, som hendes hæle smældede imod, og fliserne på væggene, som gav en skarp akustik i rummet.

– Det er vel næppe din første gang, Nina? spurgte Anja Poulsen og trak masken op for næse og mund. Den elegant udseende kvinde lignede nu fuldstændig dét, hun var – en læge – formummet i grønne bukser, overtrækskittel, hue, handsker og hvide træsko. Borre stod stadig i sin netundertrøje og stillede en lang stribe nummererede prøveglas op ovre på et metalbord.

Hun rystede på hovedet.

– Nej, og vel heller ikke den sidste.

Hun skulle lige til at tilføje, at det ikke var hendes livret, men tog sig i det. Hun kunne ikke døje, når nogen på forhånd undskyldte for sig selv. Hun skulle nok stå det igennem uden at kny. Hun tog imod den ansigtsmaske, Borre rakte hende.

Liget af Kulmanden lå i en bodybag på metalbriksen midt i rummet under den store lampe og udsugningstragten. Anja Poulsen tændte for det kraftige armatur og udsugningen, der omgående begyndte at hvisle svagt.

– Nå, skal vi lyne ned for kalorius?

Den unge retsmediciner klukkede inde bag masken og skævede over til hende. Hun kunne bedre og bedre lide den muntre og uhøjtidelige kvinde.

– Er De klar, hr. vicestatsobducent?

Poulsen vendte sig mod sin kollega, der smilede ad den overdrevne høflighed. De så ud til at trives med hinanden.

– Ja, bare kør, svarede han og knappede den grønne kittel og hev masken op på plads.

Anja Poulsen lynede den lange lynlås ned.

– Jo, minsandten. Der ér nogen hjemme …

Hun klukkede igen. Det virkede, som om hun boltrede sig som en fisk i vandet.

Kulmanden, der næppe havde nået at ligge på køl ovre i hospitalets kapel, havde papirsposer på hænderne og fødderne. De skulle sikre spor, ligesom bodybag’en skulle – og samtidig forhindre, at nye uvedkommende kom til. Den sødlige stank nåede hendes næsebor nu, men den føltes ikke slem.

Kriminalteknikeren trådte frem og knipsede en serie fotos. Højre skjorteærme og højre bukseben var sværtede af sod og delvist brændte. Det var det mest bemærkelsesværdige. Så begyndte de på afklædningen.

– Kan I sige noget klogt om afstamning? Mere end, hvad enhver kan se.

– Hmm, han var i hvert fald ikke ansat ved Dansk Herremoderåd, vel? Poulsen fnisede og rakte kriminalteknikeren skjorten.

– Sorry, Nina, spøg til side. Mellemøstlig … Nærmere kommer vi det ikke, vel, Borre?

Borre rystede på hovedet.

I løbet af få minutter lå liget fuldstændig afklædt. Teknikeren stod henne ved et bord og gennemgik tøjet.

– Er der noget at gå efter? spurgte hun.

Kriminalteknikerens grimasse sagde alt.

– Ikke umiddelbart. Almindeligt tøj. Det ligner noget, man kan købe i ethvert varehus, hvor som helst.

Hun vendte blikket mod liget igen. Kulmanden lå som en strandet hval i det skarpe lys, oppustet, grønlig og svitset.

Anja Poulsen nikkede ned mod de mørke og opsvulmede områder på højre arm og ben. – Forbrændingerne … Dem kommer vi til senere.

Først undersøgte hun ligpletterne. Liget blev vendt. De hvide trykmærker sad på ryggen. De var vanskeligt synlige på grund af forrådnelsen. Hun holdt en lille diktafon op til masken.

– Livores … På ryggen, svagt farvede, ikke udbredte. Det betyder … Hun så over på hende. – At uanset hvor drabet måtte være begået, så er liget blevet placeret på ryggen inden for de første timer. Livores bliver først stabile efter fire til seks timer.

Så begyndte Anja Poulsen at eksaminere ligets hoved, følte med fingrene rundt på kraniet, nakken og ned over ansigtet og undersøgte øjnene for blødninger. Så holdt hun diktafonen op igen.

– Fractura nasi, vulnus contusum regio superciliaris og fractura dentis.

Hun rettede sig op og betragtede ansigtet igen.

– Altså … Næsen er brækket, der er en flænge over et øjenbryn, og der er knækket en fortand. Stumpe traumer.

Vicestatsobducenten nikkede bag hende.

– Vi har selvfølgelig sendt bud efter retsodontologen. Hun vil komme senere, lovede hun.

Hun nikkede. Tænderne var vigtige. De talte deres eget sprog i kraft af nedslidning, fyldninger og andet tandarbejde, men tjente selvfølgelig også til identifikation, hvis de senere i efterforskningen skulle få et grundlag at sammenligne på.

Nu var Anja Poulsens fulde opmærksomhed rettet mod sårene i Kulmandens brystkasse, to mørke, hævede pletter med skorper af blod omkring. Hun talte igen i diktafonen.

– Vulnera punctae cordis. Altså, to knivstik i hjerteregionen, hver for sig dødelige, skulle jeg mene.

Borre nikkede igen.

Den unge retsmediciner vaskede området af i en smule sæbevand og tørrede efter med noget papir.

– Små indstik, begge to omkring en centimeter brede, så du skal lede efter et slankt stikvåben, Nina. Ikke en krumsabel.

De gik begge i gang med at undersøge de to forbrændte områder, og efter lidt diskussion stod de fast på, at det godt kunne skyldes en form for kortvarig antænding af kullene. Der sad rester af dem i den opløste hud. Teknikernes kulprøver ville vise, om de havde ret. Havde lynet ramt Kulmanden direkte, ville han have været værre tilredt.

– I må lige have mig undskyldt. Jeg må hellere ringe hjem. De venter på en besked. I holder fast ved tre til fire dage, ikke?

– Jo, svarede Borre. – Det holder stik.

– Alder, hvad med alderen? Det ville være rart bare at have noget at pejle efter.

Anja Poulsen trak på skuldrene.

– Har han levet et hårdt liv, eller har han ikke? Det er gætværk, men forhåbentlig kvalificeret gætteri.

Borre trådte helt hen til liget, lod blikket glide frem og tilbage.

– Ser du, vi mangler jo alt det indvortes – og odontologen.

– Brislen, gigtforandringer, kraniesømme, åreforkalkning og fanden og hans store pumpestok, tilføjede Anja Poulsen.

– Bare cirka.

– Mellem 50 og 55 … Så okay da. 53 år!

– Vi er ikke så glade for gætværk, Anja, mumlede Borre mildt irettesættende.

– Godt. Jeg siger til dem derhjemme, at vi er et sted mellem 50 og 55?

Borre nikkede langsomt. Anja Poulsen blinkede til hende. Hun gik ud i gangen og fiskede mobiltelefonen frem. Det var på tide at give de første oplysninger. Telefonen ringede mange gange, før den blev taget.

– Nina Portland, jeg ringer fra retsmedicinsk …

– Det hører jeg. Hvad så, Nina?

Det var et af de usynlige raffinementer ved chefen. Når de var på tomandshånd, kaldte han hende ved fornavn. Men kun hvis han var i godt humør – og tilfreds vel at mærke. På den måde lå der en accept i de fire bogstaver N-i-n-a, som nu afslørede, at hendes beslutning om at tage med til obduktionen var korrekt.

– Foreløbig bare en endelig bekræftelse. To knivstik i hjerteregionen, tyndt blad, kun én afværgelæsion, på højre underarm, en lang flænge … Alder, mellem 50 og 55 år.

– Så vi leder efter et stikvåben. En stiletagtig ting?

– I hvert fald et tyndt blad. Indstikkene er bare en centimeter brede. Ikke den slags, vi plejer at se.

– Hvad med tidspunktet?

– Uændret. Tre – max fire dage.

– Hmm, så er vi tilbage ved torsdag-fredag. Ellers noget?

– Brækket næse og flænge ved det ene øjenbryn. Han har altså fået flere kraftige slag i bærret. Og dét, jeg sagde med lynet … Det kan fint passe. Der er forbrændinger på højre arm og højre ben, men kun dér. Formentlig fordi et lyn har antændt kullene i kort tid. Og så er gløderne blevet slukket igen. Det pisregnede jo … Jeg stod selv ude på min altan og kiggede på tordenvejret. Er vi kommet videre?

– Nej, det er noget møg. Kolding har ikke fundet noget, men de bliver ved og tjekker for blodspor, når det er blevet mørkere.

– Og hundene, hvad med dem?

– Heller ikke noget.

– Det lyder ikke godt … Jeg bliver her og får det hele med. Du hører nærmere. Er der møde i aften eller i morgen tidlig?

– Som det ser ud nu – først i morgen. Jeg har rykket det en time frem, klokken syv.

– Okay, vi ses.

Hun skulle til at gå tilbage til obduktionsstuen, men fortrød. Hun trængte til frisk luft og en smøg ude i baggården. Bare fem minutter ude i det fri.

Der var snarere gået ti minutter eller et kvarter, da hun igen trådte ind i obduktionslokalet. Anja Poulsen stod bøjet over liget af Kulmanden, mens Borre og teknikeren udtog forskellige prøver og lagde dem i de små glas.

– Rygepause? Den unge retsmediciner så op.

– Ja, jeg prøver ellers at holde op.

– Hvis du bare én gang havde set et par gode, solide rygerlunger fra den indvendige side, så ville det hjælpe – med garanti. Jeg er nede på fire om dagen … Vi får i øvrigt taget røntgenbilleder af fyrens venstre hånd. Ingen fejlstilling på fingrene. Mumificeringen gør det ikke nemmere, men altså … Det skurrede mistænkeligt i fingrene. Vi får billederne ind om lidt.

– Ellers noget?

– Næh, han har ikke rørt på sig …

Anja Poulsen klukkede bag masken, mens hun koncentreret udtog prøver inde under fingerneglene. Hun stoppede midt i en bevægelse, lagde det lille glas fra sig og løftede ligets forbrændte højre arm og studerede den længe og indgående.

– Borre … sagde hun. – Se lige hér, oveni forbrændingen. Vi har vist overset noget i første omgang.

Han kom hen og stak hovedet helt tæt på ligets højre underarm. Det varede lidt før han sagde noget:

– Excoriatio e ambustio … Ikke?

– Jo … Hvordan kunne vi misse det?

Anja Poulsen så spørgende op på sin kollega. I det samme kom en ung mand i kittel ind ad døren. Han viftede ivrigt med et røntgenbillede.

– Havde I regnet med det? Hele tre styks på stribe, sgu’!

Vicestatsobducenten rettede sig langsomt op. Han så over på hende med et alvorligt blik.

– Du må vist hellere ringe til din chef igen, Nina. Med det samme.