3. kapitel

Køreturen hjem fra Århus føltes kort. Hun havde tænkt sagen igennem forfra og bagfra undervejs, diskuteret med sig selv så koncentreret, at end ikke den efterhånden traditionelle kø på motorvejen ved Vejlefjordbroen havde irriteret hende.

Normalt kedede det hende inderligt at køre bil, i hvert fald at køre langt. Transport fra punkt A til punkt B var uinspirerende spildtid. Ikke at hun ikke kunne køre bil. Faktisk havde hun gjort det bedre end de fleste på politiskolens kursus. Hun gad bare ikke. Og selv om biler og bilsnak var en obligatorisk del af den mandeverden, hun befandt sig så glimrende i, så lærte hun det aldrig, mærker, typer, motorbetegnelser, tal og decimaler. Så meget vidste hun dog, at „I“ stod for „injection“ – eller „idiot“ …

Det grønne motorvejsskilt, der viste af til Esbjerg Ø, dukkede endelig op. Omkring to og en halv stive timer havde hjemturen taget, men for en gangs skyld føltes det bare som en halv time. Det måtte være, fordi hun havde tænkt og tænkt. Kraftværkets høje skorsten med dens fane af røg var for længst dukket op i horisonten som et kært vartegn. Hun kunne ikke slippe Kulmanden.

Birkedal var blevet tavs et kort øjeblik, da hun ringede fra retsmedicinsk og gav de sidste nye oplysninger.

„Tortur? Det var fandens, Nina …“

Og det var lige, hvad det var – fandens … Sporene satte nogle ting i perspektiv.

Anja Poulsen var pludselig faldet over det, da hun tog prøver fra ligets fingernegle. Kulmanden var blevet brændt på højre underarm, et cirkulært område på størrelse med en femkrone. Formentlig havde nogen holdt en tændstik eller en lighter ind under underarmen. Både hun og Borre havde først overset det, fordi forbrændingen sad præcist i samme område, hvor Kulmanden efterfølgende var blevet svitset af kullene. Og oven i købet sad afværgelæsionen næsten samme sted.

Det hele var blot blevet sat yderligere i relief, da assistenten kom ilende ind med røntgenbilledet. Tre fingre på Kulmandens venstre hånd var brækket. Kort og godt, knækket helt inde ved håndroden. Knak, knak, knak. Kun lillefinger og tommeltot var intakte …

Birkedal havde modtaget beskeden med en ildevarslende tavshed i den anden ende af linjen. „Det var fandens, Nina.“ Han gentog det flere gange, indædt og spekulativt.

Medmindre man var ren sadist, så var det vel såre enkelt: Man torturerede en person i håbet om at kunne fravriste vedkommende en viden, som man troede vedkommende besad. Det ledte dem ikke omgående videre i efterforskningen, men det løftede en lillebitte flig af det tunge scenetæppe, der foreløbig hindrede dem i at se noget som helst andet.

I morgen tidlig ville hun få overblik over situationen, når de briefede hinanden. Birkedal ville sikkert have sat 10-12 mand på sagen, eller en tredjedel af hele styrken.

Hun så på sit ur. Klokken var otte, da hun drejede ned ad Kirkegade og svingede tjenestevognen ind i baggården. Hun vinkede ind til dem i den lille butik ved siden af hendes gadedør. Der havde været lys de seneste mange aftener. Hun havde ikke snakket med nogen af dem endnu, men hun havde læst i ugeavisen, at der skulle åbnes en frugt & grønt. De var vistnok irakere, de nye lejere. Hun tænkte på aftensmaden. Hvor var go’e, gamle Zlatan, når man havde mest brug for ham og hans formidable junkfood?

Den rare bosnier havde rykket familien op ved rode og var flyttet til København. Det virkede som en fjern fortid, men det var kun et par år siden.

Efter Zlatan fulgte en ny, Muhammed, men det var aldrig blevet det samme med Profetens pizzaer. Og nu en grønthandler … Sådan havde livet sine nedture. Hvad skulle hun gøre, når hun selv var forsinket, og Jonas kom sent hjem fra fodbold, og knægtens hastigt voksende tarme skreg? „Jamen, så stik lige ned efter et kålhoved, to tomater og en slikasparges, min skat.“ Nej, vel?

Hun tog trinene op i tre spring og låste sig ind.

– Hej, Julle! Jeg er hjemme!

Han sad i stuen og så fjernsyn, noget med Afrika. Han var helt opslugt af en krokodille, som ruskede og flænsede en stakkels gnu. Hun gav ham et knus og kastede sig i sofaen med overtøjet på.

– Hold da op, Jullemand, og så er det kun mandag …

– Jeg er sulten, mor. Hvad skal vi have at æde?

– Æde? Her i huset spiser vi. Hvor tit skal jeg …

– Så „spise“ da.

– Hmm, jeg tror, jeg har noget biksemad i fryseren, hvis vi er heldige. Og så et spejlæg oveni, lækkert, ikke? Giv mig lige et kvarter, skatter.

Hun lagde papirerne med ledelsesopgaven fra sig og gabte højt og inderligt. „Situationsbestemt ledelse“. Var det ikke bare et kursus-smartass-ord for, at en leder selvfølgelig skulle optræde forskelligt, alt efter hvilken situation lederen stod i?

Det var gået, som hun havde regnet med. Jonas havde som en anden forhørsleder udspurgt hende om liget i kulbjerget over den sene aftensmad. Hun gav ham, hvad hun syntes han havde godt af at vide, men tilstrækkeligt til at han holdt inde med sit bombardement af spørgsmål.

Hun tændte for fjernsynet, zappede lidt rundt på de nogle og tredive kanaler, bynettet bød på, men slukkede hurtigt igen. Det var vel det, man kaldte en vaskeægte „overspringshandling“ på moderne dansk. Hun skulede til papirstakken med opgaven. Hendes øjenlåg var som rullegardiner, der kun ville én vej – ned.

Kaffen var morgenstærk, heldigvis. Hun sad med sit sædvanlige krus, der var påmalet et Sønderho-motiv, mellem hænderne og ventede på, at de sidste skulle indfinde sig i mødelokalet.

Hun sad og prøvede at få has på en underlig fornemmelse – fornemmelsen af, at hun på en eller anden facon var blevet iagttaget fra det øjeblik, hun trådte ud ad gadedøren og hoppede på cyklen. Først et stykke henne ad Kirkegade var det gået op for hende, hvad fornemmelsen i hendes baghoved gik ud på. Og først da havde hun set sig tilbage over skulderen. Alt var normalt. Alt var, som det skulle være en tidlig morgen. Folk hastede på arbejde, ungerne var på vej i skole. En mand, der stod og gloede på vinduet i en computerforretning. En sort bil, der drejede ned ad Nørregade, væk fra hende. Men … Var det ikke en sort bil, der stille var rullet forbi, da hun stod og fumlede med cykellåsen omme i stationens baggård? Var det? Måske. Men sorte biler var der mange af.

Nej … Det var almindeligt morgenflimmer alt sammen.

Hun rystede følelsen af sig og så sig omkring i lokalet. Ulbæk sad glatbarberet og gjorde nogle flittige notater på en blok. Madsen sad med hånden under hagen, som om han holdt på en usynlig pibe. Thøgersen havde den samme sweatshirt på som i går, den fra Bilka.

Blandt de øvrige fremmødte noterede hun sig, at også sektion N var repræsenteret. Det betød altså, at hver en afkrog af netværkene skulle trævles igennem – også narkofolkenes domæne. I øvrigt var det også sektion N, som tog sig af aflytning. Ude i det kriminelle miljø havde man det med at tale, nogle gange tale over sig, og så interesserede man sig altid umanérligt meget for hinandens forbrydelser. På den måde faldt der tit en vigtig luns af i en sag, som var en helt anden end den, man kørte en aflytning på.

Klokken var fire minutter i syv. Birkedal trommede utålmodigt med fingrene i bordpladen. Han var et urværk. Han ville gå i gang præcis på klokkeslaget.

Hun havde lige nået at skimme den lokale avis, JydskeVestkysten, inden hun tog af sted. Det stod på forsiden: „Mystisk lig fundet i kulbjerg“ eller noget i den retning. Avisen vidste ikke ret meget, når det kom til stykket. Sådan var det tit. Det havde sikkert heller ikke passet chefen at sige ret meget, men det var svært at afspærre et helt område, uden at nogen fandt ud af det.

Birkedal havde kort og godt slået fast, at de ikke vidste noget. Foreholdt journalistens løse oplysning om, at liget skulle være parteret og uden hoved, havde han blot sagt: „Det er en hovedløs oplysning, som jeg ingen kommentarer har til.“ Chefen kunne have humor, når det tog ham.

På avisens forside havde der også været et billede af en thailandsk kvinde, som græd sine tapre tårer. Hun var blevet skilt fra sin danske mand, fordi han konstant kneppede udenom. Hun havde et barn på otte år og havde fast arbejde på en fiskefabrik nede på Esbjerg Havn. Hun havde altid sat en ære i at tjene sine egne penge, havde aldrig modtaget en krone fra det offentlige og talte i øvrigt flydende dansk. Nu skulle hun sendes hjem til Thailand. Ingen ægtemand? Jamen, så farvel og tak. Barnets skoleinspektør og lærere, byrådsmedlemmer og sågar borgmesteren var ved at skrive et protestbrev til statsministeren.

Inde i avisen havde der været flere eksempler på „dansk gæstfrihed“. En totalt sindsforvirret ung mand fra Kosovo var blevet sparket hjem for nylig. For nogle dage siden havde han begået selvmord dernede ved at hoppe ud fra 8. sal. En ung fyr på 23 år fra Aabenraa havde forelsket sig i en pige fra Eucador under et studieophold. De var blevet gift, men nægtet ophold i Danmark. Nu sad de og kukkede ovre i Sverige med en nyfødt baby, knaldet på 24-årsreglen, der skulle hindre tvangs- og proformaægteskaber blandt indvandrere.

Hvad fanden var det for et Fort Knox, hun var politibetjent for? Hun skævede til uret på væggen. Nu var den syv. Birkedal rejste sig op. Det gjorde han altid.

– God morgen. Jer, der sidder her, kommer alle på sagen om den dræbte mand ude ved kraftværket. Da vi ikke aner, hvem han er, kan vi jo kalde ham …

Birkedals blik strejfede hendes et kort sekund.

– … Tjah, lad os kalde ham Kulmanden. I får en hurtig gennemgang, så der er fælles fodslag. Her er, hvad vi ved, folkens: Liget blev fundet meget tidligt i går morges af en handicappet mand, der var ude at lede efter en fisketaske, han havde tabt aftenen forinden under det voldsomme tordenvejr, altså søndag. Vagthavende fik opkaldet 05.22. Liget blev fundet i kulbunkerne, tæt på hegnet, nogle meter oppe. Hovedet, lidt af overkroppen og en arm stak frem. Det er formentlig et lyn, der …

Døren til mødelokalet gled forsigtigt op, og Monberg listede ind og satte sig på den nærmeste stol. Birkedal kiggede isnende køligt ud over kanten på læsebrillerne.

– Undskyld, jeg kommer for sent. Jeg beklager, men den lille blev syg, så jeg måtte blive, mens min kone …

Birkedal løftede en løvepote, og Monberg tav. Hun kunne ikke lade være med at smile. Birkedal brød sig ikke om haler, der logrede. Monberg var en idiot at begynde på en længere udredning om sit privatliv.

– Altså, her til morgen bekræftede teknikerne, at forløbet sandsynligvis har været sådan: Et lyn er slået ned i kullene og har afdækket liget, hvis ene arm og ben er forbrændt, fordi kullene sandsynligvis har glødet som i en grill, inden regnen begyndte at styrte ned. Kullene kigger teknikerne nærmere på … Vi har ingen identifikation. Kolding fandt intet gerningssted, men de fandt blodspor på asfalten, i rabatten og på det betonhegn, der omkranser kullene. Det leder frem til, at Kulmanden er transporteret til stedet i bil, er blevet trukket ud, løftet over hegnet og dækket til med kul. Der er taget aftryk af fodspor i gruset ved hegnet, og der er taget diverse aftryk af hjulspor i rabatten.

Politiinspektøren bladrede i sine papirer og fortsatte koncentreret:

– Hundene har været derude. Det gav intet … Dødsårsag: to dybe stik i hjerteregionen. Drabsvåben: et stikvåben med langt og ekstraordinært smalt blad. Indstik kun én centimeter brede. Af særlig interesse er det, at Kulmanden er blevet tortureret inden sin død. Der er fundet et cirkulært brandsår på højre underarm, inde under den øvrige forbrænding. Og … nogen har brækket tre fingre på staklens venstre hånd. Portland, vil du briefe om de øvrige observationer fra Århus?

Hun kiggede i de notater, hun i kort form havde nedfældet ved køkkenbordet under morgenmaden, og gav forsamlingen et kort resumé af resten af resultaterne fra retsmedicinsk.

– Alder: mellem 50 og 55. Herkomst: mellemøstlig. Ingen særlige kendetegn. Kulmanden er tildelt flere kraftige slag i ansigtet. En fortand er knækket, et øjenbryn flækket, og næsen er brækket. Afværgelæsion på højre underarm lige oven i brandsåret. Der findes diverse hudafskrabninger. Sandsynligt, at nogle af dem stammer fra transport og betonhegnets ru kant. Livores – ligpletterne – indikerer, at liget er anbragt på ryggen inden for de første timer efter drabet – hvis ikke fra starten. Benklæder: Wrangler jeans, fås overalt, langærmet skjorte uden mærke, sikkert noget billigt pis fra et marked. Det samme gælder underbukser og strømper. Sko: fritidssko af mærket Adidas, fås overalt. Og til sidst er der tænderne. Ifølge retsodontologen pænt standardtandarbejde a la Vesteuropa, eller som man laver det næsten overalt nu til dags.

Hun nikkede til Birkedal.

– Det var alt …

Chefen tog over igen:

– Midlertidige oplysninger og foto blev rundkastet til Eftersøgningsafdelingen ved Rigspolitiet i går middag. Der er også kørt søgning på fingeraftryk, men intet fra København og heller ikke noget fra det øvrige kongerige. Med andre ord, mine damer og herrer: Vi aner ikke, hvem Kulmanden er, hvor han kommer fra, og hvorfor det gik, som det gik.

Birkedal satte sig ned, lagde brillerne og gned sig i ansigtet med begge hænder. Så kiggede han op.

– Nogen spørgsmål?

Der var tavshed rundt om bordet. Folk kiggede i deres notater.

– Ja, Thøger?

– Snarere en tilføjelse … Vi har naturligvis afhørt dem, der blev truffet i området. Pensionister, hundeluftere, kraftværkspersonale og de ansatte hos Vesterhavsral. Alt sammen uden resultat.

Birkedal nikkede. Thøger, som kun chefen kaldte ham, var en tro væbner. Hun kunne godt lide den krøllede souschef iført ruskindsjakken og den rustne Toyota. Han var midt i halvtredserne og gift med en bankassistent. Eller rettere, han var gift med sit job.

Thøgersen var en arbejdsom mand, der aldrig gav op. Hans gemyt var knastørt, men lunt. Når han ikke arbejdede, brugte han sin tid på en stor samling af kostbare, antikke skydevåben og posten som næstformand i Vaabenhistorisk Selskab. De mange rariteter kunne være en plausibel forklaring på, at han altid gik klædt i tøj, som hun kunne genkende fra supermarkedernes tilbudsaviser. Og netop hans nye sweatshirt kunne hun huske fra Bilka-avisen, fordi der var broderet et motiv med en gul kompasrose på brystet. Og så løb Thøgersen jo altså maratonløb med en entusiasme som en anden vækkelsesprædikant. Det ville blive ham, der kom til at stå for den praktiske ledelse af sagen.

Hun lænede sig tilbage i stolen. Det så ikke lovende ud. De havde intet. Ud ad øjenkrogen lagde hun mærke til, at Monberg markerede. Nu ville fjolset til at reparere på skaden.

– Vi er i slutningen af august. Mange tyskere holder først ferie nu, så der er i tusinder af turister op langs vestkysten, alle sommerhuse er udlejede … Ja, det var bare en tanke …

– Naturligvis, nikkede Birkedal. – Det bringer os bare ikke videre lige nu og her. Det vil være som en nål i en høstak. Og desuden kan Kulmanden bo henne om hjørnet og være pæredansk statsborger. Vi har jo hensynet til eventuelt pårørende, så det er for tidligt at sende et foto ud. Men her er, hvad vi gør, folkens, mens vi venter og håber på hjælp udefra: Hver en pizzabager og hver en grillbar, der har fremmede …

Birkedal rynkede irriteret på øjenbrynene og tog et nyt tilløb.

– … Hver eneste, der har ejere af anden etnisk herkomst end dansk, skal sgu’ have besøg. Medbring foto! Og det samme gælder alle de små frugt- & grøntbikse rundt om i byen og specialbutikkerne, dem, der handler med de „etniske“ varer, vandkastanjer, kokosmælk og hvad dælen vi ellers har. Og mandeklubberne og bedestederne og kontaktfolkene i de kommunale instanser. Lige nu må vi kaste det store trawl ud. Ud med det! Og hiv det ind i en fart. Jeg vil vide, om Kulmanden er lokal eller ej!

Han kunne lige så godt have råbt ud over forsamlingen, at han aldrig havde været i berøring med en indkøbsvogn. Vandkastanjer og kokosmælk kunne fås i ethvert supermarked. Birkedal rejste sig resolut.

– Thøgersen leder efterforskningen, og hov … Thøger, du tjekker også lige vores eget udlændingekontor. Det kunne jo tænkes, Kulmanden har været der … Ulbæk fordeler rollerne og sætter i gang. Vi mødes i morgen, samme sted – og samme tid!

Birkedal så ud over forsamlingen. Hans blik endte tilsyneladende på Monberg, der nikkede skødehunde-solarie-stålsat. Så hvirvlede chefen som den første ud af parolelokalet.

Det var naturligt, at Birkedal ikke havde nævnt hendes kontakter i netværket, de kontakter, hun havde knyttet i indvandrerkredse som et led i hendes sidejob som politigårdens lokale kontakt til Politiets Efterretningstjeneste, PET. Jobbet indebar tæt og fortrolig kontakt til Birkedal, al den stund at hun var hans assistent i alle PET-relaterede spørgsmål.

Birkedal ville naturligvis aldrig stå og udbasunere noget som helst om deres intime samarbejde under en parole, men spørgsmålet meldte sig omgående: Skulle hun trække på netværket i forsøget på at få sat et navn på Kulmanden?

Om en time eller to, så snart der var faldet en smule ro over hvepsereden, måtte hun have fat i ham. Kun Birkedal kunne træffe dén beslutning.

Ulbæk havde gjort sig sine notater undervejs. Nu lagde han kuglepennen og så op. Den syngende fynske stemme stammede fra Kerteminde. Hans skemasatte børn var to adoptivbørn fra Vietnam. Den ligeledes skemasatte hustru var oversygeplejerske, så meget vidste hun. En gang havde hun mødt hende, chick og velklædt. Et nobelt par. På køkkenbordet? Nej, aldrig i livet … Og så var der til stadighed den afgrundsdybe kendsgerning at forholde sig til, at den systematiserede politikommissær var hendes interne vejleder.

Ulbæk var den moderne politimand og trendy far på én og samme tid. Ambitiøs, fokuseret og med imponerende overskud til at opdyrke sit nye bagland i det nybyggede hus på storparcellen ude i oplandet. Derudover havde han også kræfter til at sidde i skolebestyrelsen. Og som det allermest bemærkelsesværdige – en oplysning, der nær havde slået hende omkuld i kantinen en dag – så havde politikommissæren også ressourcer til at bestyre den ugentlige kurv af økologiske grøntsager, familien havde internetabonnement på, indtil Ulbæk-landmasserne næste år ville kaste selv- og rendyrkede afgrøder af sig.

– Jeg kommer rundt, når jeg lige har drøftet et par ting med Thøgersen, sagde Ulbæk med høj, syngende stemme under det almindelige opbrud.

Havde døgnet virkelig 39 timer, så man kunne nå at klikke sig til en økologisk syndsforladelse leveret direkte på trappestenen?