6. kapitel

Det var vel egentlig først dén morgen, over tykmælk og avis, at det for alvor gik op for hende, at tiden var fløjet af sted. De var snart midt i september. To ugers internatmodul på Avnø lå lige om hjørnet.

Når hun tænkte efter, kunne hun faktisk ikke gøre rede for, hvordan de seneste fjorten dage var gået, og hvad hun havde lavet. Men væk var de.

Kun én ting stod prentet klart i hendes hukommelse. En ting, der gjorde hende glad: Hendes far var kommet hjem igen. Han havde delagtiggjort hende i dén sandhed over den automatiske telefonsvarer forleden. „Det er mig. Jeg er hjemme igen, min tøs.“ Kortere kunne det næppe siges, men når hun kendte hans aversion mod at tale til en „nymodens åndssvag opfindelse“, så rummede den ordknappe besked stor hjertevarme. Bagefter havde de talt i telefon og aftalt, at hun og Jonas skulle komme over på besøg i weekenden.

Kulmanden derimod rykkede ud i periferien. Sådan var livet. Allerede to-tre dage efter, at staklen ved lynets hjælp var dukket frem af kullene, måtte Birkedal bruge sin sidste livline. Han havde sendt en efterlysning ud over Interpol. Lige lidt havde det hjulpet. Ingen ville kendes ved den stakkels kulmand, tilsyneladende.

Heller ikke i pressen. Han var allerede ved at gå i glemmebogen med sin lidt for mørke hudfarve. Journalisterne var efterhånden holdt op med at spørge. Sådan var mekanismerne så banale. Det var ikke en dansker, i hvert fald ikke en „rigtig“ dansker, og så måtte man jo videre med livet. Danmark nærmede sig Folketingets åbning. Politikerne var for længst vendt hjem fra ferielandet og hungrede efter omtale, godt liderlige efter et langt cølibat uden medier på lagenet.

Hun skulle møde til sædvanlig tid, klokken otte. Jonas arbejdede febrilsk inde på sit værelse med nogle lektier, han havde glemt.

Moralen var lav oppe på gården. Det store efterforskningshold var opløst og mange af folkene gledet tilbage i deres normale rutiner. Det var et spørgsmål om ressourcer, logisk nok. Hun kunne se på Birkedals strenge ansigt, at det hele pinte ham. Det var ikke hverdagskost at stå på bar bund så længe efter et drab. Og nu var det rigtig bar bund. Også Thøgersen gik mut rundt og skuttede sig i den gamle ruskindsklud.

Området ved findestedet var finkæmmet, kulbunkerne endevendt – forgæves. Politiet i Esbjerg stod med et lig af en mand, der var tortureret og ombragt ved to knivstik, men ingen savnede ham. Det var sandheden.

Hun havde siddet det meste af formiddagen og rodet med nogle indbrud. På vejen ud til fotokopimaskinen så hun Thøgersen i snak med en af de unge fra lokalpolitiet. Kort efter kom han hen til hendes skrivebord og satte sig.

– Portland, hmm. Kunne du ikke tage en lille sag om en dødfunden? En gammel dame nede i Islandsgade. Lige ud ad landevejen. Død i en stol, stille og rolig. Fundet af hjemmehjælperen i morges. Det var hende, der anmeldte det.

– Og hvorfor skal vi så blandes ind i det?

– Over for en af kollegerne luftede hjemmehjælperen noget om, at lejligheden så lidt anderledes ud. At der var noget underligt ved det hele. En vase var væltet, og hun syntes, at der var en smule uorden rundt omkring. Så det er jo os, der hænger på den. Kigger du på det?

– Ja, ja. Det skal jeg nok. Ved du, hvem der var dernede?

– Næh, vel den nærmeste patruljevogn.

De dødfundne, som de hed, var et kapitel for sig i historien om skygge-Danmark. Dem var der ikke mange, der interesserede sig for. De var der omtrent hver dag i døgnrapporterne landet over. Ensomme, gamle, udstødte af det officielle samfund, som drog deres sidste suk, uden at nogen hørte det. Ingen savnede dem.

Gudskelov var det ikke en blodstyrtning i dét her tilfælde. Det var en uskreven regel, at man sørgede for, at de yngste kolleger blev forskånet for den slags hverdagschok lige i starten. Selv vænnede hun sig aldrig til det – så meget blod.

På vej ud ad døren hentede hun papirerne og nøglen hos lokalpolitiet nede på 1. etage. Mobilnummeret på hjemmehjælperen var oplyst, og på vej ned ad trappen aftalte hun, at hjemmehjælperen skulle dukke op på adressen om et kvarters tid.

„Ellinor Munk“ stod der i rapporten. En enlig kvinde på 78 år. Hun satte sig ind i bilen og startede. Hun brokkede sig aldrig over den slags banale rutineopgaver. De hørte med til tjenesten, med til det, hun forstod ved at være en slags samfundets tjener – eller oprydder. Når nu ingen andre tilsyneladende var interesseret, så var det på sin plads, at politiet viste de dødfundne en sidste smule respekt. Jo, hun skyldte afdøde Ellinor at kigge på sagen.

Islandsgade var ikke langt fra gården. Kort tid efter parkerede hun ved kantstenen. Bygningen var en rødstensejendom af ældre dato på hjørnet ud mod Spangsbjerggade, i tre etager.

Ellinors lejlighed på anden sal til venstre var rutinemæssigt plomberet. Nogle gange måtte de trække den i halen og vente flere dage med at se på den slags sager, men i dag var der ikke noget, der hastede.

Hun låste sig ind i lejligheden og gik en runde. Det eneste usædvanlige var et lille værelse, som mindede om et drengeværelse. Væggene var fyldt med plakater og skitser af fugle. Hun gik tilbage til stuen.

Ifølge rapporten var den gamle dame fundet død i lænestolen foran tv-apparatet, som i øvrigt havde været tændt. Stolen stod klos op ad et lille kakkelbord. På gulvet lå en vase af porcelæn. Den var gået itu.

Hun satte sig på hug. Oven i skårene lå nogle få røde blomster og noget hvidt stof, en lille bordløber med broderede motiver. Det var der for så vidt ikke noget mistænkeligt ved. Hvis fru Munk havde fået et ildebefindende, kunne hun sagtens være kommet til at trække den lille pynteløber ned af kakkelbordet og dermed have raget vasen på gulvet.

Hun rejste sig og lod blikket glide rundt i lejligheden. Bornholmeruret tikkede højlydt. De klikkende lyde fra urværket lød ensomme. Indtil for kort tid siden havde der været liv i lejligheden. Måske et ensomt liv? Men i hvert fald liv. Nu var der bare ejendelene tilbage. Ud over lænestolen, fjernsynet og kakkelbordet var der to andre stole, en lille sofa, et spisebord med fire stole, en gammel skænk og en reol. På skænken stod der nogle få indrammede billeder.

Der var et af en ung mand og en ung kvinde, i sort-hvid. Det kunne kun være Ellinor og hendes afdøde mand. Lyse smil, lette sind. De måtte have været i 20’erne. Og så var der et af de samme to unge, nu lidt ældre, og med en baby mellem sig, stadig i sorthvid. Og endelig et farvefotografi af en ung mand med en kikkert om halsen. Han vinkede glad til fotografen. Det måtte være Ellinor Munks søn, parrets eneste barn tilsyneladende. Og hvis han var fugleinteresseret, forklarede det både det med kikkerten og værelset, om end det var ganske usædvanligt, at en voksen søn havde et værelse hos sin gamle mor. Et drengeværelse …

Hun satte sig i stolen ved vinduet, tændte en cigaret og trak et askebæger inden for rækkevidde. På en eller anden måde virkede den trange lejlighed overvældende og vemodig på hende. Hér endte hun altså sit lange liv, Ellinor, omgivet af nogle få kære ejendele.

Hun havde netop skoddet cigaretten, da det ringede på døren. Det var hjemmehjælperen. En lille, rund midaldrende kvinde, der med et undskyldende smil præsenterede sig som Gunhild Pedersen.

Hun rakte hånden frem.

– Dav, jeg hedder Nina og er fra efterforskningsafdelingen, altså kriminalpolitiet. Ja, det er os, der kigger på sagerne, hvis vi ikke straks kan udelukke, at der er tale om en forbrydelse … Kom med ind.

De gik ind i stuen. Hjemmehjælperen virkede en smule sammenbidt og nervøs. Sådan var det tit. Politiet var trods alt stadig en autoritet for en gennemsnitsdansker som Gunhild, der straks fiskede en grøn look op af kittellommen og bød hende en. Hun sagde tak, mest for at skabe en slags fortrolighed.

– Jeg ved godt, at du har fortalt det hele én gang, Gunhild, men vil du ikke lige gøre det igen forfra? Hvordan fandt du hende?

– Tjah, jeg gør jo rent her en gang om ugen. Fru Munk var frisk nok til, at hun selv kunne købe ind og den slags. Da jeg kom her til morgen, sad hun lige så stille i stolen dér – og var død.

– Og hun var ikke syg?

– Næh, ikke hvad jeg ved af. Hun skrantede vel lidt som så mange andre ældre mennesker. Før kunne man nå at få en sludder. De gamle vil jo gerne snakke. Men den slags er der ikke tid til længere. Det er bare om at komme i gang – og så videre til næste i køen. Men hun virkede rask nok og snakkede ikke så meget sygdom som alle de andre.

– Hvordan sad hun i stolen?

– Almindeligt, vel. Det vil sige, hovedet hang slapt ned på den ene skulder. Lidt ligesom når man falder i søvn foran fjernsynet.

– Ja, det er der jo tit god grund til … Men over for betjenten omtalte du noget med lidt uorden i lejligheden, ikke?

– Vasen er jo faldet på gulvet.

Hjemmehjælperen nikkede over mod kakkelbordet og tog et sug af cigaretten.

– Og jeg synes også, at der var en smule rodet i en kommode med tøj inde i soveværelset og forskellige småting.

– Det ser vi på om lidt. Hvad kender du til familien?

– Hendes mand, Egon, døde for længe siden, tror jeg. De boede hele livet nede i Vesterhavsgade. Hun flyttede først herop, da han døde. Hun har en søn. Ib, hedder han vist nok. Han går meget op i fugle. Hun klippede artikler ud af avisen, når der var noget om fugle, eller bare noget om Esbjerg. Det er mit indtryk, at han besøgte hende jævnligt. Og du har jo nok lagt mærke til værelset, ikke? Ellers ingen familie, i hvert fald ikke noget, jeg kender til. Hun har aldrig sagt noget om nogen.

– Ved du, hvor sønnen bor?

– København, tror jeg, men jeg er ikke sikker. Jo, for resten, hun besøgte tit en tidligere nabo fra Vesterhavsgade. En, der hedder Kamma. Hun bor nede på Områdecenter Strandby, på plejehjemsafsnittet.

– Hmm, det med uorden i lejligheden … Her ser da meget ordentligt ud, gør der ikke?

– Jo, fru Munk var et ordensmenneske, det er også derfor, jeg lagde mærke til det.

– Prøv at beskrive, hvad der er anderledes, end det plejer at være.

Hjemmehjælperen tog et nyt sug af cigaretten og skar en grimasse, som om hun anstrengte sig for at huske det hele præcist.

– Først var der entreen … Kludetæppet lå lidt skævt og bulede, så man kunne falde i det. Det plejer det ikke. Billederne på skænken stod også anderledes.

– Hvordan anderledes? Prøv at vise mig det.

De gik hen til skænken. Hjemmehjælperen forklarede:

– De tre billeder står sådan forskudt på skrå, ikke? Men de flugter ikke helt, og det midterste står ikke helt i midten. Når jeg havde tørret støv af, plejede fru Munk straks at rette billederne ind. Derfor ved jeg det. Hun havde en mani med den slags bitte små ting.

Hun betragtede billederne igen. Det var rigtigt, at billedet af de unge forældre med deres barn mellem sig stod en smule for langt mod højre, men det krævede nærmest et målebånd at afgøre det. Hjemmehjælperen så tøvende på hende, og hun nikkede og smilede.

– Og hvad mere, synes du?

– Fotoalbummet ovre i reolen … Det er ikke skubbet helt ind, så det flugter med de andre bogrygge.

Hjemmehjælperen trådte over til reolen og pegede. Det var korrekt. Ryggen på albummet ragede en halv centimeter ud. Hun trak det forsigtigt ud med fingerspidserne, så hun undgik at ødelægge eventuelle fingeraftryk. Så åbnede hun albummet og bladrede. Det var almindelige familiefotos. De første var sorthvide og var ungdomsbilleder. Så fulgte nogle bryllupsbilleder, dernæst motiver med sønnen og dem alle tre sammen. De fleste var falmede i farverne. Der var også billeder af campingture og selskabsbilleder, enten med familie eller venner.

– Ved du, hvad de lavede tidligere, jeg tænker på job?

– Ja, fru Munk havde været hjemmehjælper ligesom mig. Manden havde arbejdet på fabrik. Hvor, aner jeg ikke.

– Og sønnen?

– Det ved jeg ikke. Hun sagde, at han var fantastisk til at tage billeder af fugle.

Hun lukkede albummet, satte det på plads og trak et andet ud af reolen. Forrest var det fyldt med løse avisudklip. Længere omme havde fru Munk gjort sig den umage at lime dem på siderne.

– Ja, fru Munk havde som sagt en mani med de dér udklip. Jeg tror, det var en slags hobby for hende, sagde hjemmehjælperen.

Hun skimmede de nyeste udklip forrest i bogen. „Borgmester: Jeg elsker mit job.“ Det var et interview med borgmester Høy i forbindelse med hans 60 års fødselsdag. „Esbjerg-dreng til tops i USA“, en artikel om en tidligere esbjergenser, der var blevet øverste chef i en amerikansk medicinalkoncern. „Ribe savner sin stork“ – en forklaring på, hvorfor byen endnu en gang ikke havde fået et storkepar til at yngle i den berømte rede på det gamle rådhus.

Overskrifterne flimrede forbi. „Esbjergenser vinder fem millioner i Lotto“, „Larsson i Folketinget som suppleant“, „Kendt Esbjerg-fotograf dræbt i trafikulykke i Tyrkiet“, „Esbjerg-pige til tops på hitlisterne“, „Ung vestjyde dræbt ved jordskred i Guatemala“.

Overskrifterne afslørede ikke den store opfindsomhed, når man så alle udklippene samlet. Hun læste nogle flere overskrifter, inden hun samlede udklippene og lagde dem tilbage. Det var Esbjerg og esbjergensere – på godt og ondt – tilsat selv de mindste notitser om egnens fugleliv.

– Det var tæppet i entreen, billederne på skænken og fotoalbummet. Og så noget med en kommode?

Hjemmehjælperen Gunhild nikkede.

– Ja, uorden i kommoden. Det er i soveværelset. Nu skal jeg vise dig det.

Hun fulgte med ind i det lille soveværelse, hvor Gunhild trak en af skufferne ud i en kommode.

– Se, den øverste er krøllet.

Hun kiggede efter. Det lignede en stabel bluser. Den øverste havde en tydelig fold på midten. Ellers lå stakken tilsyneladende med lige kanter med næsten militærisk præcision. Hun så op på hjemmehjælperen. Måske kunne Gunhild læse tvivlen i hendes blik, for hun slog en anelse febrilsk ud med hænderne og undskyldte.

– Det er jo ikke, fordi jeg normalt kommer i fru Munks skuffer og kommoder, men jeg har da lagt en bluse sammen af og til, hvis den lå i vejen. Og dén bluse ligger jo ikke pænt og glat.

– Det er nogle gode iagttagelser, du har gjort. Mange tak for det. Man kan ikke være for opmærksom i den slags tilfælde.

– Nej, vel? Når en ellers frisk gammel dame pludselig er død, så er det jo mystisk. Og når en vase ligger smadret på gulvet … Så jeg gik forsigtigt tingene igennem, mens jeg ventede på politiet. Bagefter kom jeg i tanke om, at det nok var forbudt.

– Åh, pyt, men jeg forstår på rapporten, at der tilsyneladende ikke mangler noget?

– I hvert fald ikke, hvad jeg ved. Selv hendes pung er der. Og der er over to tusinde kroner i den.

– Hvor ligger den?

– I køkkenskabet over vasken. Du må endelig ikke tro, jeg snager, vel? Jeg ved det bare, fordi jeg engang løb et hurtigt ærinde i Brugsen for hende. Hun havde forstuvet en ankel. Du ved, mange ældre ligger inde med større beløb. De kan ikke finde ud af det med Dankort og den slags …

Hjemmehjælperen kastede et blik på sit armbåndsur og så forskrækket ud.

– Du godeste, tiden løber.

Hun nikkede og smilede.

– Ja, du skal vel skynde dig videre? Men tusind tak, og kommer du i tanke om noget, så ring endelig.

– Det var Nina, ikke?

– Jo, Nina Portland.

– Godt, men så smutter jeg igen.

Hjemmehjælperen gav hurtigt hånd og hvirvlede ud gennem entreen, hvor hun kunne høre døren blive lukket med et brag.

Hun gik ud og fandt fru Munks pung. Der lå ganske rigtigt godt to tusinde kroner i forskellige sedler.

Knust porcelæn, en bule i et kludetæppe, et familiebillede med en centimeters forkert afstand, et fotoalbum, der stak en halv centimeter ud, og en fold i en bluse i en kommode … Selvfølgelig havde hjemmehjælperen fået et chok. For hende antog blusefolden dimensioner som Andesbjergkæden. Det måtte man respektere. Mødet med døden kunne gøre lange negle korte.

Medmindre embedslægen gjorde opsigtsvækkende fund ved det retslægelige ligsyn, så stod hun her med et sørgeligt stykke hverdagsdrama, som blot hørte – ja – hverdagen til. Bare ikke den hverdag, som almindelige mennesker almindeligvis kom i berøring med. Det var hverdagen i skygge-Danmark.

Hun låste døren efter sig og gik ned ad trappen. Hun åbnede gadedøren og blev stående et øjeblik i døråbningen. Det silede ned.

Vinduesviskerne piskede frem og tilbage på en bil, der rullede forbi. En pige på cykel stod op på pedalerne og sprintede ned ad gaden. En mand hastede af sted ovre på det modsatte fortov. Han lettede en smule på paraplyen, da han var lige ud for hende. Det så ud, som om han drejede hovedet over mod hende. Nej, han holdt bare paraplyen lidt på skrå, gjorde han ikke? Nu forsvandt han ind i opgangen lidt længere henne. Hun så syner.

Man føler sig altid lidt fortabt i en døråbning, når det siler ned, ikke, Nina? Når man står og overvejer – holder det op lige om lidt eller …? Et banalt stillbillede af livet. Skal, skal ikke?

Måske ser du også fortabt ud, Nina. Som en, der lige har set et spøgelse. Og det har du. Ellinor Munks spøgelse.

Ser du andre spøgelser, Nina? Et med en grøn jægerhat? Ukendte skygger, der følger dig? Nej. Dén fornemmelse er væk igen, ikke?

Ét spøgelse er også nok. Stakkels Ellinor Munk.

Han sænkede paraplyen inde i den fremmede opgang, tog hatten af og bøjede sig en smule ned, så han kunne kigge ud gennem det lille, ruderformede vindue i gadedøren.

Kriminalassistenten, Portland, stod stadig ovre i døråbningen og kiggede desillusioneret ud i regnen. Som om hun stod og spekulerede. Den energiske udstråling, han havde bemærket i kikkerten den dag ude ved kraftværket, hvor var den udstråling henne?

Det var skødesløst, at han næsten havde tiltrukket sig hendes opmærksomhed derude på fortovet, men han var sikker på, at hun ikke havde set ham. Han havde nærmest reageret instinktivt ved at søge ind bag den nærmeste gadedør.

Ville denne Nina Portland opdage nogen forbindelse fra den afdøde fru Munk og videre ud i sagen? Det var næppe sandsynligt. Selv var han kommet for sent til at udspørge den gamle dame. Hun sad allerede død i lænestolen, da han fandt hende. Havde de slået hende ihjel, hans ukendte modstandere, eller var hendes hjerte simpelthen bare holdt op med at slå?

Én ting undrede ham. Hvorfor havde politiet endnu ikke fundet det andet lig?

Nu trådte kriminalassistenten derovre ud i regnen.

Det var lige før, sværddrageren selv kunne have svømmet op gennem Nordbys gader, op til morfar – så meget regnede det. For tredje dag i træk.

Jonas havde insisteret på, at de skulle kontrollere, om fisken nu også havde det godt nede i plasticposen, før de satte sig på cyklerne. Det var næsten blevet en tradition, at Jonas havde en fisk med til sin morfars akvarium.

Fisken havde ikke taget skade, og hun havde lige lagt posen tilbage i tasken, da regnen tog fart. Det mindede om et skybrud. Det virkede næsten som en umulighed, men det var kun godt to og en halv uge siden, hun havde stået på altanen i næsten ingenting og ladet regnen vælte ned over sig for at blive afkølet.

Hun vinkede til Werner Madsen, der sad tørt og godt inde i en af de forreste biler på dækket sammen med konen. Madsens pibe vippede glad, da de kørte fra borde. Måske ved tanken om, at han skulle over og læse videre i biografien om Winston Churchill?

Hun havde lige nået at udveksle et par bemærkninger med ham på færgen. De skulle over i sommerhuset i Rindby. Madsen talte sjældent om sig selv. Alt, hun vidste om sin midaldrende kollega, var vel, ud over at han var en sand vidensbank, at han røg pibe, interesserede sig for whisky og havearbejde. Resten af hans liv var politiarbejdet og det elskede sommerhus.

De cyklede hurtigt den korte vej fra havnen og op til morfars hus på Fregatvej, men nåede at blive plaskvåde, før de kunne stille cyklerne i forhaven. Alt var gennemvædet. Det tykke stråtag lå tungt over det ældgamle Fanø-hus som en drivende våd karklud.

Hun bankede hårdt med dørhammeren på den solide trædør, og de trådte indenfor i gangen. Der lød høj musik ude fra køkkenet, klassisk musik, en masse violiner.

Han havde slet ikke hørt dem, morfar. Han stod som så ofte før bøjet over sit elskede akvarium. Når han rodede med det, rullede han det altid ud i køkkenet. Frederik Portland var i gang med det, han satte mest pris på: sine tavse, kulørte, vægtløse fisk. Dem, der viste ham deres ynde og aldrig sagde ham imod. Han stod i netundertrøje og cowboybukser med hængerøv – og selvfølgelig bare tæer. Hans ene tatoverede arm var helt nede i akvariet.

– Hej, morfar!

Vasco, den lille foxterrier, der var opkaldt efter den store søfarende da Gama, røg op af sin kurv som en raket. Den var blevet passet hos nogle naboer og var eksalteret over at se dem igen.

Den gamle kaptajn kiggede roligt op. Han rettede på nogle sten på bunden, tørrede så armen i et viskestykke og skruede ned for symfoniorkestret.

– Hva’ pokker … Hej, Julle, hej, min tøs … Han nikkede og lyste op i et bredt smil.

Jonas fik rodet kærligt rundt i sit hår og fik et hårdt dunk i ryggen. Selv fik hun et kram og et smækkys på kinden. Meget havde ændret sig.

Jonas rodede i hendes taske og trak sværddrageren frem.

– Se morfar, jeg har noget med til dig.

– Hvor er den smuk, en sværddrager. Skal jeg have den?

– Ja, den kan holde den anden med selskab, ikke?

Jonas var stolt, da han overrakte fisken, som med det samme blev søsat nænsomt. Den fik en sjat akvarievand og måtte så affinde sig med en akklimatisering nede i plasticposen, der flød rundt i overfladen. De stod alle tre og betragtede dens første møde med de nye bofæller. Den så agtpågivende ud.

Hun anstrengte sig for ikke at lyde spids og fornærmet over, at han sådan var dampet af til Sydamerika efter blot at have givet hende en „orientering“ over telefonen.

– Dejligt at se dig igen, far. Havde du en god tur?

– Ja, skøn … Chile er jo mit andet hjem. Der er dejligt dernede. Hvordan har I det?

– Vi har det godt, ikke, Julle?

Jonas nikkede, men var allerede opslugt af akvariets beboere og sværddragerens indflytning, så opslugt han kunne være for Vascos ivrigt puffende snude. Den store glaskasse havde en magisk virkning på knægten. Han kunne sidde i timevis og kigge på de sejlende fisk. Guderne måtte vide hvorfor. Der var lysår fra en ugidelig guppy til en potent lejemorder på computerskærmen.

– Hvornår kom du egentlig hjem?

– I onsdags. Jeg lagde den besked på din dumme telefonmaskine, så snart jeg var hjemme. Silende regnvej var det, noget af en modsætning. Det er ved at være forår i Valparaiso, solskin og lunt, rigtig behageligt. Du må have haft travlt?

– Hvad mener du?

– Mordet … Ham ude i kullene … Ja, jeg har lige bladret lidt i aviserne. Har du fanget forbryderen, min tøs?

Frederik Portland klukkede. Det stride tæppe af grå hår på hans brystkasse og ryg strittede ud af undertrøjens masker og fik ham til at ligne en nullermand i et trawl. Han fandt det løjerligt, at hans datter, rundet af en søfarende slægt, havde det som sit erhverv at fange forbrydere, men stoltheden havde nogle få gange piblet frem af sprækkerne i hans bryske facade.

– „Kulmordet“, skriver de i avisen. Hvem gjorde det?

– Det er et godt spørgsmål, hr. kaptajn. Kan du besvare det, så kan du sikkert blive politikommissær. I øvrigt er det ikke et mord, men et drab. Må man ryge?

– Kun hvis du lukker vinduet op. Var det ikke på tide at holde op? Han nikkede hen mod Jonas. – Ja, det er sgu’ uansvarligt.

Hun rystede smilende på hovedet. Den gamle kaptajn havde haft mange laster, men aldrig tobakken.

– Hvad har du egentligt lavet i Valparaiso, far? Hun forsøgte at spørge henkastet.

– Ikke noget særligt. Besøgt gamle venner, kigget til mit gamle hus og snakket med de nye ejere, været på havnen. Bare snuset til det hele … Husk på, jeg har boet dernede i mange år. De er jordens mest gæstfrie mennesker. Du skulle tage derned engang, tag Julle med. Det var vel bare, fordi jeg gerne ville derned en sidste gang … Gå tilbage i mine egne fodspor …

– Fodspor? Hmm, forleden var jeg ude ved en dødfunden. Det vil sige, de havde fjernet hende, men jeg var i hendes lejlighed. Underligt, sådan at være i en gammel dames hjem. Der var billeder fra hendes liv, af hendes mand og hendes søn. Gad vide, hvad hun drømte om? Sine egne fodspor?

Hun tog et sidste hiv af cigaretten og skoddede den i køkkenvasken. Hun var på en eller anden måde påvirket af gamle Ellinor Munks pludselige død. Hun havde været med ved ligsynet oppe i centralsygehusets kapel. „Hjertestop, måske en kraftig blodprop,“ sagde embedslægen. Han havde ikke bemærket noget usædvanligt ud over en blålig blodansamling på den ene underarm. Den kunne være opstået ved, at fru Munk havde slået sig på armlænet, da hun sank ned i lænestolen.

– Hvad døde hun af, konen? Hendes far spurgte uden at tage øjnene fra fiskene.

– Noget med hjertet. Måske en blodprop.

– Fandens til hjerte. Man kan aldrig vide, hvornår der er problemer i maskinrummet. Men hun var da heldig.

– Hvad mener du?

– Hun slap for at ligge i en skide sygeseng og sygne hen, ikke?

– Det kan man vel godt sige.

– Jeg vil dø stående.

Jonas kiggede skræmt over på sin morfar.

– Ja, jeg mener … Alt andet end ligge syg i lang tid. Allerhelst ville jeg dø ved roret på en fuldrigget skonnert, på åbent hav – på vej ind i morgenrøden. Kunne man ønske sig noget smukkere?

Hun studerede Jonas’ reaktion. Han sagde ikke noget, men han havde et undrende udtryk på.

Først nu opdagede hun, at den gamle kaptajns tv-apparat stod på gulvet ovre i et hjørne af køkkenet.

– Far, hvad laver fjernsynet ovre i krogen? Har Vasco fået det?

– Den hund er sgu’ for klog til at glo fjernsyn. Næh, jeg har smidt det ud! Ud af min stue. Om aftenen, da jeg var kommet hjem, ville jeg lige se, hvad der rørte sig. Gæt, hvad det første, jeg så, var for noget!

Hun trak på skuldrene og grinede.

– Hvor skulle jeg vide det fra?

– Det første, jeg så, var to duller i rengøringskitler. Det viste sig, at de var en slags patrulje, der tog ud og gjorde rent, hvis man ringede til fjernsynet og sagde, at det kunne man ikke selv finde ud af. Det var en fed møghvalp på 35 år, som havde ringet. Hans lejlighed flød med lort. Og så troppede de bare op og gjorde hele hytten ren for ham. Det er for helvede for jammerligt. Jeg vil sgu’ ikke betale licens for at se den slags. Knægten skulle have sådan et par flade – og skamme sig. Havde han sejlet med mig, så …

– Så, så, tag det nu roligt, ikke? Hun klukkede. Jonas var også ved at sluge et grin.

– Der er sgu’ ikke noget at grine af, tøs! Hvad i alverden er meningen?

– Det er tiden, far, sådan er tiden. Folk er vilde med den slags. Det hedder vist nok reality.

– Reality? Det er sgu’ da uvirkeligt. Sindssygt, at vi skal tolerere det. Ser I også dén slags?

– Aldrig. Vi ser nyheder, fodbold og Animal Planet, ikke, Julle?

Jonas forsøgte at nikke alvorligt.

– Men derfra og så til at smide fjernsynet ud …

– Jamen, jeg gider bare ikke finde mig i det mere! Såkaldt reality – for analfabeter. Politikere, journalister og skuespillere i åndssvage sanglege og quizzer. Det er slut. Jeg vil ikke …

Hendes mobiltelefon begyndte at spille nede i jakkens inderlomme, og kaptajnens svada døde ud. Hun kunne se på displayet, at det var Birkedal.

– Det er Nina.

– Birkedal hér. Hvor er du?

– På Fanø, hos min far.

– Hvornår kan du være ovre i Esbjerg?

– Hmm, om en halv time, måske. Hvorfor?

– Vi har et gennembrud!

– Gennembrud – hvad?

– Kulmanden, for pokker, Kulmanden. Jeg sidder hér til sølvbryllup i Nakskov – op over begge ører. Thøgersen ordner det. Hvornår kan Ulbæk hente dig? Tre kvarter? Nede ved færgen?

– Det skulle nok kunne lade sig gøre. Gennembrud, hvordan?

– De har fundet en magen til i et sommerhus i Blåvand. Endnu et lig. Sydlandsk … Knivstik …