7. kapitel

De trillede langsomt gennem Blåvand i Ulbæks blankpolerede stationcar. Selv om det var september, myldrede det med tyske turister, der som alle andre turister skødesløst krydsede vejen uden at se sig ordentligt for. Tyskerne var øjensynligt ligeglade med vejret. Bare der var frisk havluft og brede strande.

Blåvand var ikke længere nogen flække, der sov tornerosesøvn uden for sommerferien. Nu til dags var det sæson næsten året rundt. Supermarkeder og helårsbutikker var skudt op som paddehatte overalt langs hovedgaden i takt med ferieboligerne, og selv en international burgerkæde havde holdt sit indtog. Et regulært vokseværk, som forekom helt ude af kontrol herude på kanten af klitrækken.

Der var tilsyneladende ingen overordnede linjer for nybyggeri og almindelig god adfærd, og dét, der kunne have været en smagfuld, vestjysk ferieby, lignede på de mest ophedede dage et omrejsende tivoli med flag, vimpler, kulørte skilte og en dunst af friture.

Først da de var ude af byen igen, ude i det åbne land, forekom sommerhusene med deres ensartethed og stråtækte tage at være en smule i pagt med naturen.

De havde ikke talt meget undervejs. Det milde fynske lune var åbenbart sivet ud af Ulbæk. Mr. Whiteboard skulle have været med konen, nej, hustruen, og adoptivungerne i badeland ude i svømmestadionet, sikkert en tur, der havde været skemalagt og nedfældet på køkkentavlen i flere uger. Han havde sukket dybt, da han sagde: „Ja, det var jo chefen, som absolut ville have dig med, Nina. Han aner vist ikke, hvad det vil sige at gå på PFL.“

Ulbæk havde også mindet hende om, at onsdag var deadline for opgaven. Hun havde beroliget ham med et smil og oplysningen om, at der bare manglede et par afsnit. Så var den klar til postkassen.

Reginevej lå som en blind vej på højre side af asfaltvejen, der førte helt ud til fyrtårnet. Den lille grusvej, der førte ned langs et indhegnet og bevokset privat område, var spærret af det rødhvide plasticbånd.

Ulbæk måtte parkere i rabatten, hvor der allerede holdt flere politibiler. Der stod små grupper af nysgerrige i vejsiden, tyske turister, kunne hun høre på snakken. Thøgersen var ankommet. Hun kunne kende hans røde skrammelkasse, der havde en stor bule i forskærmen.

Ulbæk kendte den betjent, der stod og holdt vagt ved afspærringen, så de slap forbi ved bare at nikke. Så kort tid efter reformen var det stadig ikke hverdagskost, at folk fra de forskellige gamle politikredse dukkede op på „hinandens“ gerningssteder, selv om de nu var én stor familie. Situationen var bare så oplagt, at chefen for den lokale politistation i Varde straks havde taget kontakt til sin chef i Esbjerg. Knivstik og sydlandsk udseende kædede umiddelbart de to drab sammen. Senere ville teknikernes arbejde måske vise, om det nu også forholdt sig sådan.

Kriminalteknikerne fra Kolding var tilsyneladende lige gået i gang. De fik besked om at tage overtræksposer på fodtøjet og så ellers holde sig ovre i det fjerneste hjørne på et stykke plastic. Hér stod vicepolitiinspektør Thøgersen sammen med Monberg og talte lavmælt med Varde-chefen, Mikkelsen, som hun udmærket kendte. Han var en venlig og ligefrem mand, en grovskåret onkeltype med rødmossede kinder og en lidt tung gang, som om han altid gik i usynlige gummistøvler – på en mudret mark.

De hilste på hinanden. Monberg gned sig om sin solariebrune hage, som om han allerede nærmede sig løsningen på drabsgåden og derfor nøjedes med et spekulativt nik til hende.

Der var en kvalm, sødlig stank i rummet. Hun kunne ikke se, hvad der foregik, men to af teknikerne stod foroverbøjede i deres overtræksdragter ovre ved sofaarrangementet.

Mikkelsen nikkede over mod dem.

– Vi mangler stadig retsmedicinsk, sagde han og trak på skuldrene. Længere nåede han ikke, for så var retsmedicinsk også på plads. Anja Poulsen trådte forsigtigt ind ad døren.

– Hej, Nina. Er du nu hér igen?

– Hej. I lige måde. Der røg dén lørdag, hva’?

– Ja, hvad ligner det også, at folk render rundt herovre på vestkysten og slår hinanden ihjel hele tiden.

Monberg lyste op ved synet af Anja Poulsen og udstødte et varmt „hej Anja“, som om de var bedste venner. Og så åd han ellers løs af hende med øjnene, ligesom han havde gjort den morgen ude ved kraftværket.

– Du er alene denne gang, Anja?

Hun skyndte sig at spørge, mest for at drille Monberg, der så ud, som om han var i færd med at udtænke en kæk replik.

– Ja, det er ellers Ingemann, statsobducenten selv, der har vagten, men hun er sløj, og Borre er til konference, og lektoren på ferie. Så musen må lege på bordet. Nej, Ingemann mente faktisk, jeg efterhånden har erfaring nok, men hun kommer selv ind til obduktionen senere.

Mikkelsen trådte et tungt skridt frem og rakte retsmedicineren hånden.

– Nå, I kender hinanden? Du må være fra Århus, ikke? Mikkelsen, politikommissær, det var mig, der ringede.

Anja præsenterede sig, og de sludrede et øjeblik. Så forsvandt hun ud for at klæde om.

Thøgersen rynkede på næsen af stanken og foreslog, at de alle fem satte sig ved havebordet på terrassen, så de kunne få de seneste oplysninger.

– Det var en rengøringsdame, der fandt ham, sagde Thøgersen og gjorde et kast med hovedet. – Lørdag er jo store skiftedag i sommerhusene. Hun kom i formiddags for at muge ud, inden det nye hold tyskere skulle dukke op først på eftermiddagen. Der holder en udlejningsbil oppe ved hækken, fra Hertz ude i Esbjerg Lufthavn. Lejet under navnet Ercan Duru. Det er sikkert det rigtige navn. Han har jo skullet vise sit pas.

– Ercan? For mig lyder det tyrkisk, Ercan. Passagerlisterne? Hvad med dem? Hun så spørgende på Thøgersen. Monberg skulede til hende. Måske havde spørgsmålet ligget lige på hans tungespids?

– De er i gang. De har bare ikke fået svar endnu.

– Det lader til, vi har et navn. Så kan vi endelig komme videre, indskød Ulbæk.

– Hvis der altså er en sammenhæng, sagde Thøgersen. – De er jo ikke linket til hinanden endnu, de to lig, så …

Hun afbrød ham med en ivrig håndbevægelse.

– Jeg vil vædde på, at Kulmandens fingeraftryk er derinde. Og jeg vil vædde på, at Kulmanden også er tyrker. Det siger dén her.

Hun lagde pegefingeren på næsen og smilede.

– Vi kan jo sætte en flintebøsse eller en fadbamse på højkant. Vælg selv.

– Din næse har sagt meget gennem tiderne, Portland, har den ikke? Men den overgår alligevel ikke din mund. Men … du har sikkert ret. De hænger sammen, de to.

– Ja, det gør de uden tvivl, tilføjede Monberg og gned sig igen spekulativt om hagen, som var den en slags kødelig pendant til Alladins lampe. Gad vide, hvad der skete, hvis manden gned længe nok? Ville han løse sagen ene mand inden aften – eller ville Anja Poulsen smide tøjet og kaste sig frådende over ham? Begge scenarier krævede intet mindre end en ånd i en lampe.

Først nu kom Mikkelsen ud i sine usynlige gummistøvler og satte sig.

– Det er sgu’ ikke noget kønt syn. Han har ligget der et godt stykke tid, sagde Varde-chefen og tog et par dybe indåndinger som for at rense luftvejene.

– Hvilket kunne indikere, at døden er indtruffet i nogenlunde samme periode som for Kulmanden, sagde Ulbæk.

Hun skoddede cigaretten i en stor urtepotte, som stod ved raftehegnet, der omkransede terrassen. Pludselig var de med igen. Fundet af manden i sommerhuset var og blev et gennembrud. Det skulle blot bekræftes. Og naturligvis havde Ulbæk ret, når man regnede tilbage. Drabet kunne sagtens være begået inden for samme tidsrum som drabet på Kulmanden. Ballet var åbnet igen. Musikken spillede.

Mikkelsens mobiltelefon ringede, og de fulgte i tavs spænding samtalen. Mikkelsen fiskede en lap papir op af lommen og gjorde nogle notater. Han nikkede flere gange. Så sagde han farvel.

– De har tjekket med biludlejningen. Den er god nok. Ercan Duru … Det hedder han, manden derinde. En kvinde ved Hertz kunne genkende hans ansigt. Passagerlisterne viser, at han ankom til Esbjerg med Ryanair fra Stansted for præcis tre uger siden i dag og lejede bilen lige bagefter. Han er tyrkisk statsborger … Bopælen er en London-adresse, mere præcist i Brixton.

Mikkelsen så tilfreds ud. Det gjorde alverden til forskel at have en identitet på en død mand.

– Hvad sagde jeg? Sagde jeg ikke, han var tyrker?

Hun så over på Thøgersen. Han sad og slog smæld med tungen, mens han spekulerede inde bag de dybe panderynker.

– Englænderne? Tager du kontakt med dem, Mikkelsen? spurgte han.

– Ja, jeg tager hjem nu og sætter hele maskineriet i gang. Venter I her?

De nikkede. De ville blive og høre Anja Poulsens foreløbige vurdering.

– Og så må vi jo se at finde en fornuftig fordeling af arbejdet, hvis jeres mand fra kraftværket ellers har sat sine ben i huset. Det aftaler jeg med Birkedal, hvis det bliver aktuelt, sagde Mikkelsen.

Hun sad allerede fordybet i sine egne tanker, da Mikkelsen rejste sig og sagde farvel. Det stemte godt overens med lejemålet af sommerhuset. Ercan Duru havde lejet det i tre uger, ifølge bureauet. Højst usædvanligt. En tyrker fra England, der lejede sommerhus i Blåvand i Danmark. Dem var der næppe mange af i historien. Så langt øjet rakte, var det tyskere og atter tyskere – og nogle få danskere. Hvad ville tyrkeren på den jyske vestkyst? Eller rettere: Hvad ville to tyrkere ved vestkysten? Kulmanden kunne sagtens være tyrker. Og formentlig fra udlandet, eftersom ingen i kongeriget savnede ham.

– Så er jeg færdig, foreløbig.

Anja Poulsen kom ud på terrassen, tændte en cigaret, men blev stående. Hun kiggede på sit ur og så misfornøjet ud.

– I vil vel gerne have, at jeg gør ham færdig i dag, ikke?

Thøgersen nikkede bestemt.

– Jo, beklager.

– Jeg har allerede aftalt, at en af Kolding-folkene kører med op og fotograferer. Så ved sekstiden, cirka. Du skal ikke med i dag, Nina?

– Vi kan nok vente de timer denne gang. Og i øvrigt så tager det dér med skalpel og indvolde min gode appetit.

– Jeg kan da fint tage turen til Århus, hvis det skal være, sagde Monberg og så spørgende over på Thøgersen. Fjols … Anja Poulsen ville være den totale overmatchning for ham, lige meget om han så gned skindet af hele sin hage. Hun var alt for kvik i styrhuset for Monberg.

Thøgersen vinkede afværgende.

– Det behøves ikke dén her gang, Monberg. Ellers tak. Hvad er din foreløbige vurdering? spurgte han Anja Poulsen.

– Lidt magen til den sidste. Knivstik, smalle indstik … Det kunne være samme drabsvåben, men jeg må jo ikke gætte. Det er utrolig svært at sige, hvor længe han har ligget der. Det har været stegende hedt inde i huset. I kunne jo selv lugte det. Han er helt grøn, den stakkels mand. Men et godt stykke tid i hvert fald, måske et par uger. Måske dræbt omtrent på samme tid som ham ude ved kraftværket. Ja, altså … Nu gætter jeg igen, men Borre kan jo ikke høre det, 48-50 år. Hvem skal jeg ringe til? Mikkelsen og …?

Thøgersen rodede i ruskindsjakken, fandt en lap papir, skrev sit nummer og rakte hende den.

– Bare ring til mig.

Det var blevet ud på eftermiddagen, da Ulbæk svingede den sølvglinsende stationcar ind ved Kirkegade og satte hende af.

De havde heller ikke talt meget på vejen hjem. En smule om hans arbejde i skolebestyrelsen, men hér fik han straks en højtidelig maske på, da han begyndte med enhedsskolen, læring, metodik og pædagogiske grundprincipper. Ikke lige det, der fyldte mest i hendes verden lige nu med to drab på hånden. Lærte Jonas blot at læse og regne den ud, og opførte han sig i øvrigt som et godt og socialt ansvarligt lille væsen, så skulle hun ikke forlange mere. Så hun opgav at spille med om folkeskolens fortsatte udvikling.

Hun havde derefter kun svaret med enstavelsesord, da han igen slog ind på PFL-kurset med en formanende undertone, som han sandsynligvis ikke selv fornemmede. Ulbæk var så korrekt og stiv i sin facon, at det blev forkrampet og fik hver en kilometer til at vare en halv evighed. Det var bare sådan, at ud over deres profession, så havde de intet til fælles, intet at sludre afslappet om, og de vidste begge så udmærket, hvordan situationen nu så ud.

Hvis der var match på Kulmandens fingeraftryk i sommerhuset, ville Birkedal blæse til angreb i morgen tidlig, søndag eller ej. Esbjerg ville overtage efterforskningen med assistance af Varde. Indtil videre måtte de stadig vente en time eller to på fingeraftrykkene. En af teknikerne var taget af sted mod Kolding for at køre en sammenligning. Det hele var et spørgsmål om fingeraftryk lige nu.

Hun sagde farvel til Ulbæk, sprang op ad trapperne og låste sig ind. Overtøjet kylede hun over i sofaen, og så gik hun i gang med at rydde skrivebordet. Stakken af papirer og formuleringen af opgaven tog hun med ud i køkkenet.

Nu brændte lokummet. En storbrand, men hvor var slukningskøretøjerne? Hun havde troskyldigt bedyret over for Ulbæk, at opgaven stort set var klar – kun frimærket manglede. Faktum var, at intet var klart. Og at intet interesserede hende mindre lige nu.

Hun tastede nummeret på mobilen og satte sig ved køkkenbordet. Det var Jørgen, der svarede. Om lidt var han hendes brandmand, håbede hun.

– Du ved, den dér kursusopgave, vi snakkede om sidste weekend, „ledelse“.

– Ja, hvad med den?

– Jeg troede, jeg skulle lave den færdig i weekenden, men der er kommet noget i vejen.

Hun fortalte hurtigt om fundet i Blåvand. Den pensionerede landbetjent behøvede ikke at få skåret perspektiverne ud i pap.

– Så hvis fingeraftrykkene matcher Kulmandens, så ryger I på arbejde i morgen, ikke, Port? Er det dér, du vil hen?

– Ja. Jeg får endelig besked om en times tid, tror jeg. Jeg vil spørge dig om to ting: Kan I tage Jonas i morgen? Lige nu er han hos far, og han kan få lov at sove dér, hvis han vil. Det sker jo ikke så tit. Julle har godt af far, og far har godt af Julle. Men jeg vil ikke spørge, før vi kender svaret fra teknikerne. Kan du hente ham i Nordby i morgen?

– Ikke noget problem. Hellere end gerne. Jeg tager dem begge med hjem til frokost. Vi skal jo også høre nærmere om turen til Chile.

– Og det andet … Hmm … Kunne du tænke dig at kigge lidt nærmere på „ledelse“?

Hun kunne ikke lade være med at grine. Først blev der helt stille. Så klukkede Jørgen i den anden ende af linjen.

– Nå, det er sådan, det forholder sig. Din gamle onkel skal lave dine lektier? Det er vist sket før, ikke?

– Men det er sgu’ længe siden. Jeg ved, at jeg ikke får noget lavet i aften, lørdag aften … Du ved, hovedet er et helt andet sted. Jeg lover en stor belønning! En håndfuld øl af de spændende. Hvad siger du til det?

– Kan jeg finde ud af det, Port? Sådan et gammelt nokkefår som mig?

– Ja, ja, sagtens. Det er en løs opgaveformulering – personlige overvejelser omkring ledelse og den slags. Det kan du gøre lige så godt som mig.

– Okay, okay. Jeg skal forsøge. Men ingen garanti.

– Tusind tak. Jeg sender en konvolut med færgen i aften. Julle og far kan gå ned og hente den, men jeg ringer lige igen, når jeg er helt sikker. Når Kolding har svaret på fingeraftrykkene.

Hun havde kun lige nået at lave en kop kaffe og smøre et stykke franskbrød, da telefonen ringede. Kolding allerede? Nej, det var Martin.

– Sjovt, du ringer. Jeg sad lige og tænkte på dig. Du ved, vi snakkede om at lave et eller andet sammen. Det ser ikke …

– Altså, jeg kan desværre ikke alligevel, Nina, desværre … Jeg har aftalt med Alice, at vi tager i Legoland med Sofie. Øh, på en eller anden måde har hun godt af at se os sammen, se, at vi kan finde ud af det. Det er godt for hende at vide, at hendes mor og far kan have det rart sammen, ikke? Der har jo været så meget.

– Jamen, så siger vi det.

– Beklager, det er lidt svært …

– Det er okay. Vi snakkes ved.

– Jeg ringer en af dagene, ikke Nina?

– Jo, gør du det … Farvel.

Hun tændte dagens anden cigaret. Perfekt. Alt var rodet perfekt sammen. Sikke noget lort … Opgaven, Kulmanden, tyrkeren i Blåvand, PFL hele efteråret – og Martin, mudderbanken i hendes åndssvage liv.

Aftalen havde i forvejen været tvivlsom på grund af drabssagen og kursusopgaven. Nu nåede hun slet ikke at få sagt, at hun definitivt måtte aflyse på grund af det nye ligfund. Tanken havde hun tænkt allerede på færgen. Gjorde det ondt at få udsigten til en hel søndag sammen med Martin og hans forkælede møgunge spoleret? Nej. Hun havde snarere følt sig lettet oppe på dækket. Jonas kunne heller ikke fordrage Sofie.

På den hele lange dag, det havde været meningen, de skulle tilbringe sammen, kunne det ikke undgås, at Martin ville være kommet op med nye gode forslag. „Hvad med et job i sikkerhedsbranchen, i en bank, måske? Administrator i et vagtfirma? Alt andet ville da være bedre. Politiets lønninger er helt til grin, Nina. Hvad får du ud af at blive chef? En helvedes masse ansvar og en femhundredelap, hvis du er heldig. Der er da ingen i erhvervslivet, der ville drømme om at aflønne sine ledere på den måde.“

Hun havde hørt det hele før. Nu havde han bare fået ekstra brændstof i tanken ved udsigten til, at hun skulle på kursus og have en ledertjans. Og hendes fornemmelse med eks’en så altså ud til at holde stik. Hun var på vej indover. Spøjst nok. Alice havde aldrig tidligere følt for at spille lykkelig-mor-og-far-i-Wonderland.

Skulle hun tage tyren ved hornene? Hvorfor holde kunstigt liv i noget, der var ved at dø ud? Ellere rettere – ebbe ud. Mere og mere lavvande for hver uge, der gik. Mere og mere mudder …

Hvor længe hun havde siddet og spekuleret frem og tilbage ved køkkenbordet, anede hun ikke. Hun var lige nået frem til det resultat, at hun ville give sig selv en tænkepause på fjorten dage, da telefonen rev hende ud af overvejelserne. Det var Thøgersen.

– Kolding har lige ringet. Der var match på Kulmanden. Hans fingeraftryk var over hele hytten – og i udlejningsbilen. Jeg har lige talt med Birkedal. Han sidder stadig til sølvbryllup. Han vil gerne se alle mand oppe på gården i morgen klokken ti.

– Okay, vi ses.

Hun ringede tilbage til Sønderho. Derpå ringede hun over til sin far. Han sagde straks ja. Jonas kunne sove i det lille kammer ovenpå. Han lovede også at hente konvolutten med PFL-opgaven til Jørgen nede ved færgen.

Midt i det hele huskede hun også at skrive en besked til Bent og smide den ind gennem brevsprækken. Han ville blive ked af, at hun alligevel ikke kunne komme ud og se den røde Golf.

Lørdag.

Lørdag aften.

Lørdag aften – alene …

Situationen gik først til fulde op for hende, da hun igen lod sig synke ned ved køkkenbordet, overbevist om at alle kastanjer var raget ud af ilden. På nær én: Martin.

En lørdag aften alene var noget helt og aldeles uvant. Som at sidde i et tårn på månen. Hvad lavede man alene en lørdag aften? Sandsynligvis faldt man i søvn på sofaen, foran fjernsynet.

Hun tog en øl i køleskabet, tændte en cigaret til og fik på fornemmelsen, at det kunne blive en af de dage, hvor hun måtte give dispensation på rationen.

Hun lavede en røgring og fulgte den med øjnene, indtil den opløstes. En død London-tyrker i Blåvand. En død kulmand og „måske-tyrker“ i Esbjerg. Begge i et sommerhus i Danmark. Tortur. Knivstik. Sikke noget rod.

Og Martin var en idiot … Hun kunne stadig høre hans undskyldende stemme i telefonen: „Det er godt for hende at vide, at hendes mor og far kan have det rart sammen, ikke?“

Vorherre bevares … Det var også noget rod, noget uendeligt forbistret rod.

Tortur, knivstik, tyrkere … En underlig fornemmelse skyllede ind over hende. Hun forsøgte at afkode, hvad den gik ud på. Det nærmeste, hun kunne komme, var noget i retning af dén fornemmelse, hun havde følt, da hun stod ved frysedisken nede i Netto. En fornemmelse af, at hun overså noget, at hun burde kunne diske op med en ny indfaldsvinkel. Hvordan pokker kunne man spekulere over noget, indkredse noget, man ikke vidste hvad var?

Én ting var i hvert fald håndgribelig. Martin … Hvorfor skulle hun tænke over det i fjorten dage? Havde hun ikke tænkt nok? Havde hun ikke tænkt på det hundrede tusinde gange før? Jo. Og atter jo. Vandet var forsvundet. Tilbage lå mudderbanken og glinsede trøstesløst med alle dens aflejringer fra sandormene, lige så talrige som de gange, hvor hans mangel på forståelse og opbakning havde aflejret sig i hendes bevidsthed.

Hun ville have havet tilbage, sit eget hav …

Beslutningen kom med en fænomenal kraft. Den fyldte hende med ét slag.

Det var en spontan udladning af energi. En trang til at handle. Handle drastisk. Handle dramatisk. Gøre regning op. Rydde væk. Kaste bort.

Jo. Hun ville svinge kniven hårdt og brutalt og uden tøven. Først når alt overflødigt var skåret væk, først når hun var inde ved benet, hvor det simple og overskuelige stod tilbage, først da ville det blive højvande igen.

Først måtte hun ned til færgen med konvolutten til Jørgen.

Det havde regnet det meste af vejen ud til Fovrfeldkvarteret. Der var stille på de glinsende veje. Bilerne holdt mørke i indkørsler og carporte. Der var lys i parcelhusenes vinduer, og inde bag dem sad Familien Danmark trygt og godt med udsigt til lørdagaftens-idyl.

Hendes tøj var drivvådt, da hun steg af cyklen og stillede den op ad husmuren på Tjørne Allé. Kraften fra hendes beslutning sendte stadig varme bølger rundt i alle afkroge af hendes krop.

Hun ringede på. Der blev tændt lys i entreen. Martin så overrasket ud, da han lukkede op.

– Hej, Nina. Hvad pokker … Jeg troede ikke, at du … Vi har jo næsten lige snakket … Kom da indenfor.

– Nej tak. Der er ingen grund til at trække dét her i langdrag, Martin. Jeg er kommet for at sige stop. Det duer ikke. Jeg gider ikke mere. Det er gået den vej længe. Ingen af os har gjort noget ved det. Nu tager jeg så beslutningen. Dét, der var der engang, er der ikke mere. Jeg ville bare sige det til dig direkte. Og ikke i telefonen.

Martin så forbavset ud. Hans øjenbryn kravlede opad. Men han sagde ikke noget. Han nikkede bare og så eftertænksom ud, mens panden rynkedes.

– Hmm, hvad skal jeg lige sige? Han gned sig om hagen og lænede sig op ad dørkarmen. – Jamen, jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde, at tanken ikke havde strejfet mig, Nina. Det er jeg ked af. Oprigtigt … Jeg synes, jeg har prøvet, det bedste jeg kan.

– Prøvet hvad, Martin? Hvad fanden har du prøvet? Rakket ned på mit job. Gjort grin med, at jeg er glad for det. Nedgjort, at jeg har ambitioner. Gjort det til noget latterligt, at jeg vil være kommissær. Det er vel det, du har prøvet mest det seneste års tid. Og dine problemer har altid været vigtigere end mine, ikke? Du har aldrig bakket mig en skid op. Og jeg gider ikke bruge et sekund mere af mit liv på en egocentreret og selvretfærdig idiot som dig.

– Hvis det er sådan, du ser på det … For så har du jo ret i, at der ikke er noget at bygge på. Jeg synes bare ikke, du har ret. Jeg har altid lyttet, prøvet at forstå, prøvet at sætte spørgsmålstegn ved nogle ting, så …

– Jeg gider ikke høre på mere. Held og lykke. Farvel.

Hun løftede hånden, snurrede rundt og gik hen til cyklen.

Ud af øjenkrogen kunne hun ane ham som en silhuet i døråbningen, da hun svingede ud af indkørslen. Hvis hun kendte ham ret, stod han med et forurettet udtryk i ansigtet. Men hun vendte sig ikke om.

Hun havde troet, hun ville føle sig lettet, troet, at den kontante beslutning ville føles som en befrielse, troet, at havet ville komme brusende tilbage over mudderbanken med en tsunamis kraft. I stedet følte hun sig trist til mode, da hun trampede i pedalerne ned ad Gl. Vardevej.

Engang for længe siden havde hun troet på ham, tømreren. Var faldet for hans væsen, hans ord, hans kærlighed. En håndværkets mand med renhed. At hun havde taget fejl, gjorde ondt, men at han havde stjålet hendes tro og håb på det fælles, var det værste. Det flænsede hende op indvendig og trak et blodigt spor efter cyklen hele vejen ind til byen.

Indskydelsen ramte hende med en åbenbarings styrke, da hun nåede ned i rundkørslen. En pludselig og såre enkel lyst til simpelthen at gå på druk. Dulme sit indre på den ringeste og mest ukomplicerede og hovedløse facon, man kunne forestille sig.

Hun havde vel højt sat fem veninder, som hun aldrig afså meget tid til. To af dem var single, en skilt, en aldrig gift, begge med et barn. De kunne ikke uden varsel springe med. Ville hun i det hele taget have dem med, hvis det var muligt? Nej …

Det var lysår siden, hun sidst havde været ude på egen hånd. Og hun ville bare være alene. Hun trillede op på fortovet og bremsede ud for Horns Rev.

Tobaksrøgen og et lydtæppe af mandsstemmer krængede sig ind over hende, da hun trådte indenfor. Værtshuset var fyldt. Lamperne hang som små emhætter over plankebordene, men røgen blev ikke suget ud, kun oplyst af det gullige lys, mens den bølgede som tåge.

Det var lige præcis dét, hun havde lyst til. Det originale blandt folk, der var originale. På Horns Rev lå der hårde mandetimer bag tørsten efter en kølig pilsner. Eller også lå der lindring i ensomhed og nedtur på bunden af flasken. Der var langt til torvets caféliv og refleksfarvede hårlokker og lavtaljede jeans. Men det var solidt. Og det var enkelt. Og det lugtede af sved.

Hun havde før taget turen blandt folket, der ikke var klædt på til at flyve højt – og hun trivedes med det. Og i øvrigt, så havde hun vel saltvand i årerne.

En bred, skægget mand i en blå Kansasjakke løftede sin store lab og hilste på hende. Hun nikkede og smilede. Han hørte til på havnen. Hun kunne bare ikke placere ham lige nu. Der var et lille bord ledigt ovre ved døren til toiletterne. Mere havde hun ikke brug for lige nu, bare et bord. Hun ville sidde stille og kigge, enten kigge ud i lokalet eller kigge direkte ind i væggen. Og så ville hun have en øl. Og efter den en til og en til …

Hun havde lige tændt en smøg og hældt op i glasset, da hun mærkede en hånd på sin skulder. Det var Gundelach, Orla Gundelach.

– Længe siden. Hvad dælen bringer dig hid, Nina?

– Dav, simpel tørst, tror jeg. Min cykel stoppede i hvert fald

frivilligt op. Hvordan går det?

– Det går fint, meget fint. Og dig?

– Det går okay.

– Nå, men jeg skal lige ud … Gundelach nikkede mod toiletdøren. – Vi snakkes ved, ikke?

Orla Gundelach var det levende bevis på, at hovmod stod for fald, og at lindring kunne søges på bunden af en flaske. Engang en supersnob af rang med herreekviperingsforretning, nej, ikke tøjbutik, oppe i selveste Kongensgade. Så gik han konkurs. Fruen, der engang helst kaldte sig fru Orla Gundelach, var skredet. Datteren var narkoman med så mange mandlige bekendtskaber, at betegnelsen boreplatform antog en afskyelig, kødelig betydning. Fint skulle det være. Noget lort var det. Nu var Orla Gundelach et sølle skrog med en bitter smag i munden.

Hun tømte glasset og hentede en ny øl. En yngre mand ved det nærmeste bord løftede sit glas og hilste på hende med et næsten tandløst smil. Hun hilste igen. En kvinde i hendes alder, alene ved et bord, måtte regne med en vis opmærksomhed. Det generede hende ikke. Sådan var præmisserne.

Øllet smagte godt. Hun ville fortsætte på ruten. Det kunne hun mærke allerede nu.

Var det et udslag af en fandens rastløshed, Nina? Var det et kommandoraid med hovedet under armen? Var det angsten for, at han skulle komme først med budskabet? Eller et sammensurium af det hele – Kulmanden, Blåvand, tyrkere, knivstik?

Nej, nej … Det var ægte. Ebbe det hele. Aldrig højvande.

Nu er der ingen mudderbanker. Ingen bebrejdelser. Ingen selvhellige blikke. Du har ryddet og gjort klart til efteråret. Fra nu af er livet mere simpelt, end det var for en halv time siden. Til lykke med det, Nina P. Langt om længe …

Hun tændte en ny cigaret. Hun var på nippet til at kæderyge, men lige nu gav det hende ikke dårlig samvittighed.

Ovre langs væggen sad en flok og raflede blandt en større sværm flasker. De grinede og skålede. Det var lørdag aften. En ranglet fyr rystede sit bæger og slog det hårdt ned i bordplankerne. Hvad var der under bægeret? Der var hemmeligheder. En myrdet tyrker i Blåvand, en myrdet sydlandsk udseende mand i et kulbjerg ved et kraftværk i Esbjerg, udlændinge, der havde sat hinanden stævne i et sommerhus, en lighterflamme mod en underarm, brændt kød, brækkede fingre, grønlige, opsvulmede kroppe.

Hun sad og stirrede tomt ind i væggen.

En brøkdel af et sekund forekom det hende, at hun havde fat i fornemmelsen. Så vristede den sig løs, forsvandt op under lampen og opløstes med røgen, før hun nåede at ane, hvad det hele gik ud på. Skide perkere … De martrede hende.

Hun drak ud, skoddede cigaretten og gik ud og låste cyklen op. Hun fortsatte beslutsomt hen ad Strandbygade, hen til det næste hjørne og stillede cyklen op ad Havtaskens mur.

Det var en gentagelse. Den samme røg, de samme stemmer og de samme blikke. Og deri var der en vis tryghed, for hun kendte sine lus på deres øjne.

Der var ingen tomme borde, så hun satte sig på en stol ved baren. Hun kendte servitricen, der havde fornøjelsen af lørdagsvagten. Det var Britt Klausen. Hun havde en datter, der gik i Jonas’ klasse, en lille, charmerende tøs med store fortænder og krudt i røven.

– Hej, Nina, hva’ pokker, strømer ude på egen hånd? Britt grinede.

– Jeg trængte pludselig til at blive blæst igennem. Jonas er ovre hos min far. Jeg aner slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Øl klarer forstanden, gør det ikke?

– Ha, så skulle du nok prøve at have min tjans en aften. Hvad skal du have?

– Bare en øl, mørk, classic eller noget i den retning. Du har forhåbentlig ikke hver weekend, vel?

– Nej, vi skiftes. Men der er lys forude. Jeg har snart efterårsferie. Så smutter vi til Tyrkiet, hele familien.

– Tyrkiet?

– Ja, vi har købt en lejlighed dernede. Det er in, ikke? Og så siger de jo, at det oven i købet er en god investering. Når nu tyrkerne kommer med i EU engang, stiger priserne helt vildt. Så vi håber, de kommer med, selv om der er så meget ballade med dem. Lejligheden er faktisk allerede steget 15 procent i den korte tid, vi har haft den. Det siger ejendomsmægleren.

Tyrkiet, tyrkere … Der var den igen. Hun prøvede at remse sagens kendsgerninger op, næsten som et mantra, i håb om at det ville udløse et eller andet, få fornemmelsen til at krystallisere sig. Men der skete intet.

– Hallo, hvad tænker du på, Nina? Har jeg sagt noget forkert, gjort noget ulovligt? Britt grinede igen. Hun havde en ubekymret latter.

– Næh, nej. Du har ikke gjort noget. Vil du have en øl med?

– Ellers tak, jeg rører aldrig noget, når jeg er på arbejde. Et sundt princip i dén her branche, tror jeg. Når vi kommer til Tyrkiet, napper jeg nok en sjus eller to. Hvordan går det i øvrigt med ham, I fandt ude ved kraftværket? Kulmordet … Hvordan pokker er han havnet dér?

– Godt spørgsmål. Bare jeg kunne svare. Vi aner det ikke.

Britt blev afbrudt i samtalen af en højrøstet mand, der stod og viftede med en flok pengesedler. „Ti øl, to sorte svin og en Fernet Branca. Ned til bordet, så er du en snut.“

Hun drak ud i et par store slurke og gled ned ad barstolen. Hun måtte videre på sin odyssé.

Klokken var elleve, da hun usikker på benene trådte ind på Café Karoline i Jyllandsgade. Det var efterhånden mange øl siden, hun kastede sig ud i ridtet på Horns Rev, og hun følte sig behageligt tilpas, ligeglad, lettet for spekulationer – og sikker i sin sag. Det med Martin burde have været ovre for længe siden. Havet skulle nok komme tilbage.

Hun havde været et smut inden om Bræddehytten oppe i enden af Stormgade. Det hæderkronede værtshus lå så alene nu, og den karakteristiske facades rå planker var pillet ned. Gennem hele hendes ungdom og voksenliv havde det været flankeret af Skipperkroen og Nordsø Pub. En ubrydelig flanke havde de udgjort, de tre værtshuse.

Hun havde været der adskillige gange, dengang for snart mange år siden, hvor hun og veninderne syntes, det var fnisende kuriøst at varme op til en bytur ved at stikke hovedet indenfor i løvens huler i Stormgade. Nu var der i stedet dukket en nydelig café med galleri op på den før så giftige strækning.

Hun var faldet i snak med en gammel fisker inde på Bræddehytten. Han havde fortalt fantastiske historier, om fiskeriets guldalder og Esbjergs storhedstid, dengang der havde været liv og slå på tæven og skønne møer på det prægtige Hotel Spangsbjerg ovre på hjørnegrunden på den anden side.

Hun kunne godt huske hotellet. En statelig bygning, tronende på skråningen ned mod havneområdet. Den var gået i et sønderknusende forfald. Dengang havde man med et skuldertræk jævnet skidtet med jorden. Det var aldrig sket i dag, for hotellet havde været en fryd for øjet med dets tårne, spir og smukke krummelurer. Nu lå der blot en dødssyg bygning derovre, som husede finansfolk af en eller anden slags.

De havde fået sig et par øl og en dram eller to, skipperen, hans kumpaner og hende. Den hårde sprut havde sat sine spor. Hun, som aldrig drak sprut, ikke engang snaps til jul. Alligevel satte hun sig ufortrødent ved baren på Karoline og bad om en øl.

Mødetiden klokken ti i morgen formiddag virkede som en fjern og ulden trussel, hun ikke kunne forholde sig til. Herregud, der var længe til, og der var næppe noget mere behageligt sted at hænge ud end på Karoline, der, hvad hygge og ro angik, var af en helt anden kaliber end de øvrige stoppesteder på hendes dødsrute – men heldigvis mere et uforanderligt værtshus end en trendy café.

Pænheden havde holdt sit indtog i Esbjerg de seneste år. Det var ikke bare Stormgade-flanken, der var sygnet hen. Den navnkundige restauration Gammel Havn var historie nu – erstattet af et mondænt spisested. Og væk var for længst også Underground, Rio Bravo og John Wayne, hvor man havde kunnet tage plads ved baren, svinge sig op i en af westernsadlerne og ride i galop mod branderten i horisonten med fødderne solidt placeret i stigbøjlerne.

Det føltes, som om byen med de mange berømte og berygtede steders sortie havde mistet noget af sin urkraft. Dét ville hendes kolleger i lokalpolitiet formentlig ikke give hende ret i. Og heller ikke byens fremmeste spidser og politikere, der havde kæmpet så længe for selveste pænheden. Men Esbjerg var stadig hendes by – og ville altid være det. En usnobbet og ung by. Befriende vital og med respekt for kraftanstrengelser.

– Esbjerg er blevet så helvedes nysselig, synes du ikke?

Selv om det snurrede i hendes baghoved, kunne hun straks høre, at spørgsmålet til bartenderen lød „snøvlende, fordrukken enlig kvinde-agtigt“. Manden slap for at svare hende, da en kunde i det samme bad om en ny runde.

Hun gav sig til at bladre uinteresseret i den lokale avis, JydskeVestkysten, mens dén tanke, at hun var blevet for dum og fuld og skulle hjem i seng, trængte sig på.

Et stykke inde i lokalsektionen svimlede det pludselig for hende. Hun tog et solidt tag i bardisken, kneb øjnene sammen og læste overskriften én gang til:

„Gammel Esbjerg-dreng til tops i Trafikministeriet.“ Artiklen handlede om en eller anden, der var blevet udnævnt til departementschef.

Hun virrede med hovedet for at ryste sprutten af sig, men det lykkedes ikke helt. Derfor tog det tid – lang tid – før alle de fragmenter, som susende var gået i kredsløb i hendes hoved, begyndte at tage form.

„Gammel Esbjerg-dreng til tops i Trafikministeriet.“ Overskriften i dagens avis førte an i hundeslagsmålet i centrifugen oppe i hendes hoved. Det var dén, alle de andre overskrifter forsøgte at fange og hæge sig fast i.

Én efter én lykkedes det. Guirlanden af flagrende overskrifter blev længere og længere. Der var borgmester Høy og hans 60 års fødselsdag, Esbjerg-gutten, der var strøget til tops i en amerikansk medicinalkoncern, Ribes berømte stork, der blev væk fra reden, en eller anden lykkens pamfilius havde vundet i Lotto, Larsson, der var røget i Folketinget, en fotograf, der var dræbt i en trafikulykke i udlandet, en lokal popstar, der var strøget ind på hitlisten … Hov, hov, stop! Tilbage! Trafikulykke i udlandet – hvor? „Kendt Esbjerg-fotograf dræbt i trafikulykke i … Tyrkiet …“

Tyrkiet! Tyrkiet, Tyrkiet …

Det var dér, den lå skjult, hendes fornemmelse. Mellem alle avisudklippene. Måske ingenting, måske alting. Men nu havde hun hold på den. Et sikkert greb i guirlanden. Langt om længe.

Hun følte sig for omtumlet og beruset til at pjatte med de små knapper på mobiltelefonen, og hun kunne heller ikke huske nummeret. Hun gjorde tegn til bartenderen.

– Vil du ikke være sød at ringe efter en taxa? Det haster.