9. kapitel

Fire opkald. Så mange gange havde Ercan Duru brugt sin mobiltelefon under opholdet i sommerhuset. Og han havde modtaget to opkald, begge fra udlandet.

Det var TDC, der var operatør af masten på Fyrvej i Blåvand. De havde fået dommerkendelse til at få en såkaldt cellekøring på den. Hun havde sat det i værk, inden hun begav sig ud på en ny runde i netværket, en resultatløs runde. Munir, Birand, pedellen på Stengårdsvej, Milo og Demir, formanden for klubben, alle rystede de på hovedet: Ercan Durus fjæs sagde dem intet.

Over middag var det pludselig gået hurtigt. TDC havde sendt hende en krypteret fil med alle data. 129.000 mobile opkald var der foretaget i Blåvand over de tre uger, materialet gjaldt. Det var lagret på en af TDC’s store databaser i København. Hun havde omgående sendt filen videre til efterforskningsstøttecentret, som hurtigt kunne mase data gennem deres sorteringsprogram.

Nu havde hun allerede fået materialet retur. Langt de fleste opkald var foretaget af turister hjem til Tyskland, naturligvis. De havde også kendelse på en totalsøgning på Ercan Durus nummer hos alle operatører, men disse data var ikke kommet endnu. Der ville være længere ventetid.

TDC’s data viste, at ud af Ercan Durus fire opkald var der to indenrigssamtaler og to til udlandet, en til Tyrkiet og en til England. Hun begyndte med de danske numre.

Det første nummer var til Imperial Hotel i København. Der var intet at hente. Ingen registrering af Ercan Durus ærinde. Hun prøvede det andet nummer.

– Radisson SAS Royal Hotel, København, hvad kan jeg hjælpe Dem med?

– Mit navn er Nina Portland, jeg ringer fra kriminalpolitiet i Esbjerg. Det drejer sig om et opkald, I har modtaget den 21. august fra en vis Ercan Duru. Kan du se, om I har noget stående på ham? Har han booket et værelse? Eller noget andet? Jeg er ganske enkelt ude efter, hvad han ville.

– Prøv lige at stave navnet.

Hun stavede og ventede en rum tid. Så lød det fra receptionisten.

– Ja, der kommer noget frem hér. Hr. Duru har fået et tilbud på konferencefaciliteter. Og der er lavet en reservation på den 5. oktober. Jeg stiller lige om til vores kontor. Du skal tale med Marion Olesen. Det er hende, der har lavet bookingen.

– Mange tak.

Konferencefaciliteter på Radisson SAS Royal … Det ville koste en formue. Det var det lige skråt over for Tivoli, dét, Arne Jacobsen havde designet. En bejler fra tiden på politiskolen havde engang inviteret hende op på Alberto K. oppe på 20. etage. En middag, der sikkert havde ruineret staklen. Og så havde hun endda ladet ham gå slukøret hjem – med blot et kys på kinden. Hvad i alverden havde Ercan Duru gang i? Så lød en stemme i røret:

– Marion Olesen.

Hun præsenterede sig og forklarede sit ærinde én gang til, og at receptionisten havde bekræftet, at der var en booking i systemet.

– Jeg behøver ikke engang at tjekke. Ham kan jeg godt huske, eller rettere dem – der var nemlig to. De mødte selv op hér for at kigge på faciliteterne.

– Har du mon navnet på den anden? En mand, ikke?

– Jo, en mand. Men jeg har desværre ikke navnet. Kun navnet på kunden, Duru.

– Kan du fortælle lidt mere om, hvad de ville?

– Som sagt, de var interesseret i at leje et konferencerum. Et af de store. Så vidt jeg husker, var det et seminar af en slags. Noget med tyrkiske forretningsfolk, der skulle mødes med skandinaviske partnere, sagde de. Han talte i øvrigt ikke dansk, fyren, men engelsk. De var venlige og meget høflige … Må man spørge, hvad det hele drejer sig om?

– Det er en drabssag, vi arbejder på. Du kan vist godt slette bestillingen. Duru er død. Det samme gælder ham, han fulgtes med. Hvis jeg mailer to fotos over til dig, vil du så kigge og eventuelt bekræfte, at det er de samme to mænd, vi taler om?

– Ja, naturligvis.

Hun takkede og lagde på.

Nu var søgningen hos alle mobiloperatørerne delvis overflødig. Den ville blot fortælle dem, ad hvilken vej Kulmanden og Duru var kørt, hvis altså mobiltelefonen havde været tændt. De vidste allerede, at de var kørt over Storebælt den 23. Nu vidste de også hvorfor. For at inspicere faciliteterne i København, dem, de havde forhørt sig om to dage forinden. Blåvand-København-Blåvand. Sådan så ruten ud foreløbig.

Så prøvede hun nummeret til Tyrkiet.

En kvindestemme svarede, men hun forstod intet. Hun præsenterede sig på engelsk. Kvinden sagde: „Moment“. Så lød der en drengestemme, og hun præsenterede sig forfra. Drengen talte nogenlunde engelsk. Det viste sig, at hun havde ringet til søsteren til den afdøde Ercan Durus hustru. Hun bad om at måtte tale med hende.

Der lød en ophidset diskussion i baggrunden – på tyrkisk. Så kunne hun høre, at der var nogen, der græd. Drengen vendte tilbage.

– De har allerede ringet fra politiet i London. Min mors søster, fru Duru, kan ikke komme til telefonen. Hun har fortalt, hvad hun ved. Hun er meget ked af det.

Hun undskyldte og sagde farvel. Stationen i Brixton havde altså allerede været i gang. Det var betryggende. Hun prøvede det sidste nummer, det til England.

Det blev en kort samtale. En mand gentog flere gange: „Don’t know any Duru. Don’t know any Duru. Wrong number.“ Så havde han lagt på.

Det var det samme nummer, som havde ringet tilbage til Duru i Blåvand en dag senere. Så det var omsonst at forsøge igen. Englænderne måtte tage sig af en afhøring.

Hun prøvede det andet indgående opkald. Nummeret var fransk. Der lød en underlig hyletone, hvorefter en mekanisk stemme sagde på fransk, at det ikke var muligt at få kontakt til det kaldte nummer.

Tiden var løbet. Der var fem minutter til briefingen. Og om godt en time skulle Ellinor Munk begraves.

Hun accelererede hårdt ned ad Frodesgade, men måtte bremse op for en idiot, der pludselig svingede ud foran hende. Selvfølgelig blev der rødt i Stormgadekrydset. Hendes hånd holdt hårdt om rattet. Den var allerede fem minutter over tre. Det var bare for pinligt. Heldigvis var der ikke langt ned til Gormsgade og kirkegården.

Kort efter var hun der. Hun kastede bilen ind til siden og småløb op ad brostensalleen til kapellet, der lå på den runde plads i centrum af kirkegården.

Hun tog et par dybe indåndinger og åbnede forsigtigt den røde trædør. Så listede hun ind under salmesangen og satte sig på en af de bageste stole.

Der var næsten ingen i kapellet. Der sad en lille gruppe mænd ude til venstre og tre fremme på de forreste stole. Hun kunne se den rødblonde nakke af en mand ved siden af Kamma Albertsen, der sad i sin rullestol. Ellinor Munk var død i ensomhed, og der var så få, som man næsten kunne tænke sig, til at følge hende det sidste stykke.

Rummet var enkelt og hvidt, uden anden udsmykning end en rød bort i kanten af rundbuen ved den centrale niche og et stort krucifiks i træ inde på dens bagvæg.

Den kvindelige præst stod ved siden af kisten, der var flankeret af to høje, femarmede lysestager. Oven på den lå to buketter.

Nu vendte manden oppe foran sig en smule og holdt et lommetørklæde op til ansigtet. Det kunne kun være Ib Munk. Spinkel og sart at se til under sit rødblonde, tjavsede hår. Jo, hun kunne sagtens genkende ham fra billedet på skænken i Ellinors stue. Hun måtte være forsigtig, når hun nærmede sig ham efter jordpåkastelsen derude. Måske var han skræmt over et eller andet.

„Almægtige evige Gud, barmhjertighedens Fader, og al trøsts Gud, hør os, når vi i sorgen …“

Kurder, kurder, kurder … Ordet overdøvede præstens tale. Hun havde måttet forlade briefingen hen mod slutningen under påskud af, at hun ventede et vigtigt telefonopkald. Men ordet genlød stadig i hendes hoved.

Birkedal havde indledt briefingen med at fortælle om de nyeste oplysninger fra Lambeth Borough Police. Ercan Duru var kurder.

Kurdere var der mange af. For de fleste var de slet og ret tyrkere. Mange kurdere ville kalde sig selv tyrkere. Gjorde det mon nogen forskel, var det af nogen betydning, at manden fra London var kurder? I øvrigt var facit på alt benarbejdet med fotografierne, at ingen, hverken i Blåvand eller Esbjerg, havde set skyggen af Ercan Duru.

Kurdere. Hvad vidste hun om kurdere? En del faktisk. Uden tvivl mere end de fleste almindelige dødelige. Hun havde hentet sin viden gennem Olof Palme-sagen. Hun havde gennem årene læst alt, hvad der var at læse om den, og strømmen af bøger var lind og tilsyneladende uden ende.

Sagen appellerede i al sin enkelhed til hende fra starten, fordi den var så mystisk, fordi den indebar et nationalt traume, fordi svenskerne havde klokket i det gang på gang, og fordi de mange mulige og umulige dele af efterforskningen næsten alle havde dunkle, internationale forgreninger.

Hun håbede stadig, at gåden ville blive løst en skønne dag. Hun troede det bare ikke.

Hun kunne det hele udenad, lige fra skuddene faldt den skæbnesvangre fredag i 1986. Hun kunne alle konspirationsteorierne. En af dem gik ud på, at det var den kurdiske organisation PKK, der stod bag drabet. Det blev bare aldrig bevist.

„Vi siger i dag farvel til Ellinor Munk, et hjertevarmt og opofrende menneske. Et af den slags mennesker, som var med til at holde samfundet i gang, måske uden at vi helt vidste, hun var der. Men det var …“

Kurderne var verdens glemte folk, uden rigtige venner. Omkring 25 millioner var de. Så stor en minoritet, at de næsten var en majoritet, bare spredt for alle vinde. Flest i Tyrkiet, men også mange i Iran, Irak og Syrien samt nogle i lande under det tidligere Sovjetunionen. Hun var ikke sikker på landenes navne. Fælles for nogle af dem var drømmen om deres eget Kurdistan. Eller snarere utopien. Men det imaginære land var i virkeligheden mest en vision for radikale kræfter og kurdere i Vesten. De fleste jævne mennesker havde bare det såre forståelige håb om fremgang og et bedre liv, og så kunne Kurdistan være Kurdistan.

Den tidligere leder af PKK, Abdullah Öcalan, sad buret inde på livstid i Tyrkiet, ude i et fængsel på en ø. Tyrkerne havde gladelig henrettet ham, hvis ikke tanken havde ført til løftede pegefingre og rynken på næsen blandt de europæiske statsledere.

Kurderne var mange, de var forskellige, og der kunne vist nok også sættes spørgsmålstegn ved, om de nu også i realiteten udgjorde en harmonisk, etnisk gruppe, der kunne påberåbe sig at tale med én tunge og stille et samlet krav.

Gjorde det nogen forskel, at Ercan Duru var kurder? Ikke beviseligt – men alene ordet kurder åbnede alligevel sluserne for en syndflod af nye spekulationer. Måske bare fordi hun havde Palme-sagen i sin rygmarv? Som om der ikke var spekulationer nok i forvejen. Det skulle såmænd nok vise sig, at Kulmanden også var kurder. Og hvad så? Betød det i det hele taget noget? Tyrker eller kurder?

Hvis de andre kunne se ind i hendes hoved lige nu, ville der lyde et skeptisk „Paranoia-Portland“.

Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evig fly!

O, for sejersjubel, for salig lyst:

Lyset stander stille på livets kyst!

Pludselig var det ved at være slut. Hun nåede at synge med på „Se, nu stiger solen“. Den var så smuk.

I virkeligheden havde hun slet ikke været til stede under ceremonien. Hun havde været alle steder – og ingen steder. Det gav et underligt stik af dårlig samvittighed – over for Ellinor Munk – den gamle dame, i hvis tomme lejlighed hun havde været uindbudt gæst flere gange og rodet og snaget. Og nu havde hun siddet hér og respektløst spekuleret over drab, Olof Palme, konspirationer og kurdere. Og der var kun én grund til, at hun var her. Hun skulle slå en klo i Ellinors sørgende søn, så snart det kunne lade sig gøre.

Nu bar de kisten ud. Ib gik bagest. Tårerne løb ned over hans fregnede kinder. Hun rakte hånden frem og hilste på Kamma Albertsen, der blev trillet ud af en kvinde, sandsynligvis en medarbejder nede fra plejehjemmet.

– Goddag igen, Kamma.

– Goddag. Var det ikke smukt?

Den gamle dame snøftede og pudsede næse i lommetørklædet.

– Meget smukt. Er det noget familie, som bærer, ved du det?

– Nej, det er personale fra kirkegården. Her er kun Ib. Og mig og den søde hjælper fra plejehjemmet.

Båren blev sat på en lille vogn, og hun fulgte med ned ad grusstien, over mod et hjørne, hvor hun kunne se en graver vente.

Hun så sig omkring til alle sider. Den kommunale kirkegård var én stor, overordentlig smuk og velplejet have. En oase midt i byen med symmetriske, små brostensalleer flankeret af stynede træer. Store træer, små træer af alle slags, buske, blomster, stedsegrønt og høje og lave hække i mønstre langs stierne.

To ældre kvinder var ved at sætte nye blomster ved et gravsted. Oppe på en af de små alleer gik en gammel mand med sin hund i snor. En mand i mørkeblå arbejdsjakke klippede hæk helt oppe ved Grådybet. Der var intet mistænkeligt nogen steder.

Først, da de nåede helt hen til graven, så hun ham skråt oppe til højre. Han stod langt væk, ovre bag en af de høje hække. Hun kunne lige se hans hoved. Han var mørklødet med sort overskæg og bar solbriller.

Hun stillede sig i behørig afstand af graven. Kisten blev sat på plankerne. Da hun spejdede efter ham igen, var han væk. Men dér, hvor han havde stået, dukkede en anden mørklødet mand op, tyndhåret og vel lysere i huden end den første. Han var der kun i et glimt, så blev han opslugt af alt det grønne.

Hun så sig forsigtigt over skulderen. Manden med hunden var væk. En anden mand i arbejdsjakke kom gående med en trillebør. Manden med solbrillerne var ikke at se nogen steder, men nu var der dukket en ny op. Ovre på den anden side af alleen, der førte fra Gormsgade og direkte op til kapellet, stod en ældre herre i en grå frakke. Han bar hat! En grøn hat … Sådan en som jægere kunne have på, eller bare ældre mennesker, der kunne lide at gå med hat.

Hattemanden stod bomstille med foldede hænder foran en stor gravsten. Kiggede han ned, tænkte på sin afdøde kone – eller fulgte han dem med øjnene inde under hatteskyggen?

Det var forvirrende. Udsynet var næsten spærret overalt af det grønne, spættede gardin af træer, buske og hække. Og alligevel. Der var små huller hist og hér i hendes synsfelt. Som i et dukketeater stak folk hovedet op – for sekundet efter at være væk igen. En scene med aktørers hurtige skiften. Ud, ind, frem og tilbage.

Nu var den tyndhårede mand også forsvundet, men manden med hatten blev stående derovre ved gravstenen. Til sin store overraskelse så hun Ib tage et lillebitte videokamera frem og begynde at optage seancen. Nu filmede han den kvindelige præst. Hun kastede jord på kisten.

„Af jord er du kommet.“ Og én gang til. „Til jord skal du blive.“ Og sidste gang. „Af jorden skal du igen opstå.“

Hun syntes, hun så en mørk hårtop ovre i den retning, hvor manden med solbrillerne havde stået bag hækken. Så hun underlige dukketeaterskygger overalt? Nu igen?

I samme sekund, hun vendte sig, bøjede manden med hatten hovedet og kiggede igen ned i jorden.

„Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag …“

Nej, hun var sikker i sin sag. Der foregik et eller andet. De blev overvåget. En midaldrende mand i en lys cottoncoat kom op ad alleen og gik ned ad en sti ovre i den anden halvdel af kirkegården. Han havde en buket blomster i hånden.

Manden med hunden kom tilbage og gik mod udgangen til Gormsgade. Ansigter dukkede op, flimrede forbi – og forsvandt i den smukke have, som kirkegården var.

Ib filmede stadig præsten med sit videokamera, tilsyneladende helt uden blusel. Så drejede han langsomt rundt og panorerede 360 grader, indtil kameraet igen hvilede på præsten.

Det var spooky.

Nogle få meter fra hende sad Kamma Albertsen i rullestolen og tørrede sine øjne med et lommetørklæde.

„Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!“

Hun gjorde sig klar.

Ib sænkede sit kamera. Præsten kom hen og tog hans hånd. Så trådte han hen til Kamma, bøjede sig ned og omfavnede hende. Sådan blev han stående et kort øjeblik. Kamma sagde et eller andet, som hun ikke fik fat på, gav ham et kys på kinden og strøg ham over håret.

Manden med hatten stod stadig derovre. Lige nu poppede der ikke andre mystiske hoveder op, så vidt hun kunne se. Hun gik nærmere og rakte hånden frem mod Ib.

– Det gør mig ondt med din mor.

Han kiggede mistroisk på hende i et kort sekund, før hans blik flygtede. Han var en fin og spinkel fyr med en lille opstoppernæse og bleg, sart, fregnet hud. Hans klare, blå øjne skinnede, og der var blanke spor ned over hans kinder. Han så ganske ungdommelig ud, selv om han måtte være 42 år ligesom Morten Busk.

– Jeg har filmet dig … Du er en af dem …

Ordene kom stødvist. Han talte uden at se hende i øjnene.

– Jeg er ikke helt med … Jeg hedder Nina og er fra kriminalpolitiet. Jeg vil gerne tale med dig, Ib, hvis det er okay. Om din mors død.

– Du er en af dem. Og de andre er her også. I slog mor ihjel. Og også de to kurdere. Forsvind, eller jeg ringer til politiet.

Ib lød ikke rasende. Snarere spagfærdig og skræmt. Hans blik flaksede.

Kamma lagde en hånd på Ibs arm.

– Rolig, Ib … Stop nu med alt det sludder. Det er rigtigt nok. Hun er fra politiet. Jeg har snakket med hende før.

– Jeg skal tale med præsten. Nu. Oppe på kontoret. Farvel.

Han strøg Kamma på kinden, og i et spring var han ude på stien, hvor han satte kurs efter præsten. Hun fulgte med.

– Kan vi ikke snakke bagefter, Ib? Stille og roligt. Jeg har et par spørgsmål.

– Måske, hvis Kamma siger det, så …

Han satte farten op.

– Du skulle mødes med dem, kurderne, ikke? Men du kom ikke, vel?

– De forfølger mig. Alle er efter mig. Jeg skulle ikke nyde noget. Tror du, at jeg er dum?

Ib nåede præsten og slog følgeskab med hende over mod kirkegårdskontoret oppe i hjørnet ud mod den store vej, Grådybet.

– Ib, jeg venter udenfor. Så snakker vi bagefter.

Præsten så på hende, en smule undrende. Så åbnede hun døren for Ib, og de forsvandt ind i den lave, røde bygning.

Fandens også, Nina. Hvorfor holdt du ham ikke tilbage? Vred hans arm rundt og bad ham stå stille. Du kunne have anholdt ham. Du er for pæn. Ellinor er jo død, og intet i verden kan give ham hende tilbage.

Nu kan du stå her og blomstre. Måske sidder han derinde og overvejer forsvindingsnumre. Fjols! Hvorfor pludselig så blød?

Hun så ryggen af en mand i sort jakke, da han gled forbi en åbning i den høje hæk længere nede. Det var ham med solbrillerne, ikke? Manden med hatten var forsvundet. Det samme var den tyndhårede. Hun lod instinktivt hånden glide ind under jakken. Skulderhylstret var tomt. Selvfølgelig var det tomt. Hun var jo røget hovedkulds ud fra briefingen og ind i bilen.

Hun begyndte at gå frem og tilbage på grusstien, spændt og hele tiden med blikket fejende hen over omgivelserne, spejdende efter et hul i alt det grønne.

Nu gik manden i den sorte jakke ud af hovedindgangen. Stadig ingen hattemand, ingen tyndhåret. Kun de to mørkeblå arbejdsjakker i fuldt vigør. Fire nye trådte ind på scenen, efterladte med buketter i hænderne.

Hun stoppede midt i sin rastløse traven og lod sig falde ned på bænken foran kontoret og tændte en cigaret.

Nu var det ikke løs snak og fantasier. Ikke Portland-paranoia længere. Ib Munk kunne selvfølgelig have læst om drabene i avisen, om Kulmanden og manden i Blåvand. Men der var én ting, som han ikke kunne have læst sig til: At der var tale om kurdere. I hvert fald for Ercan Durus vedkommende. Det var en viden, som kun politiet havde i dette øjeblik.

Det var ikke et af Pip-Ibs kulørte fantasifostre. Han vidste noget. Han var blandet ind i det. Men hvordan?

Hun lod øjnene glide langsomt hen over hver en hæk, hver en busk, hvert et træ. Der var stadig ikke en skygge af de to mørklødede mænd eller hattemanden at se nogen steder. Et kort øjeblik tænkte hun på, om esbjergenserne i det hele taget var klar over, at de i Gormsgades Kirkegård havde den skønneste, botaniske have midt i deres by?

Hendes tanker søgte tilbage til Ib, hans spøjse fremtoning og næsten maniske videooptagelse af sin mors begravelse.

Hvad var det, han sagde? „I slog min mor ihjel.“ Et kuldegys jog gennem hende. Havde han ret? „Hjertet,“ sagde embedslægen ved ligsynet. Ældre mennesker var skrøbelige. Der kunne være et eller andet, som havde udløst hjertestoppet. Kunne det forholde sig sådan? Og blodansamlingen. Den kunne være opstået ved et slag over armen eller et hårdt greb.

Hun prøvede at se Ellinor Munks sidste minutter for sig. I teorien var det muligt. Og måske havde hjemmehjælperen ret. Der var virkelig nogen, der havde rodet i Ellinors ting. Løberen, der lå forkert i entreen. Billedet, der stod skævt på skænken. Folden i blusen. Albummet, der ikke flugtede med bogryggene.

Der var nogle kræfter løs, som gjorde hende bange. Der var nogle motiver, de intet kendte til. Enten måtte hun straks have en tid hos Birkedal – eller også hos en psykolog. Hun valgte det første og ringede op.

Hun opgav at forklare ham noget som helst over telefonen. Hun bad bare om en time af hans tid. Birkedal brummede lettere mystificeret og svarede, at han ville være i huset til ved femtiden, mindst. Hun kunne bare komme, så snart hun nåede tilbage. Han sagde „Nina“ og ikke „Portland“. Det var et godt tegn.

Hun så på sit ur. Der var snart gået et kvarter. Stadig ikke et glimt af de mistænkelige mænd nogen steder, men kirkegården var også stor, hækkene høje og tætte. Blev hun iagttaget i dette sekund fra et hul i alt det grønne?

Briefingen, som hun måtte flygte fra, havde ikke givet afgørende nyt. Hun forsøgte i tankerne at fjerne de overflødige oplysninger, så hun sad tilbage med kernen. Folkene hos Lambeth Borough Police var blevet udstyret med et foto af Kulmanden, som de havde vist frem i Ercan Durus bekendtskabskreds. Ingen havde genkendt Kulmanden. Ergo, han stammede ikke fra Durus nære miljø, hvis ellers de adspurgte talte sandt.

Englænderne havde tillige trukket de sædvanlige oplysninger ud af systemet. Ercan Duru havde aldrig i sit liv været indblandet i noget kriminelt. Han var arbejdsløs og ved at tage stort kørekort, så han kunne blive buschauffør. Han var 48 år gammel. Konen var 47, og de to døtre henholdsvis 25 og 23 år, de to sønner en smule yngre. Alle boede de hjemme.

Ercan Duru havde ingen særlige interesser. Intet kendt politisk ståsted. Ingen agiteren. Ikke overvældende religiøs, trods muslim naturligvis. Han kom jævnligt i en kurdisk forening, en social club. Og derved lignede han bare de fleste andre tyrkiske eller kurdiske mænd. Det nærmeste, man kom en interesse, var en forkærlighed for heste og hestesport. Men han var ingen gambler. Familien var og blev hans omdrejningspunkt.

Englænderne ville naturligvis granske hans baggrund yderligere, men på forhånd så det håbløst ud. De havde ikke færten af noget som helst, der kunne sættes i forbindelse med et motiv til drab.

Monberg havde fået tjekket registret. Den hvide Mondeo, de tyske turister havde set ved sommerhuset, kunne være den samme Mondeo, som var blevet meldt stjålet i Esbjerg nogle dage tidligere. Og den var i øvrigt fundet igen. Den var blevet stillet på en parkeringsplads i Varde. Det var udelukkende gisninger, men teknikerne var i gang med at undersøge den og sikre sig materiale til eventuel senere brug, fingeraftryk, hår og lignende.

Hvad skulle Ib Munk i så lang tid hos præsten? Aftale pasning af gravsted eller noget andet praktisk? Der skulle jo også en sten på. Kunne han selv finde ud af den slags?

Der var gået over tyve minutter. Hendes tålmodighed slap op. Hun rejste sig og gik ind på kontoret. Hun bankede på den nærmeste dør. Der lød et „kom ind“. En mand i mørkeblå overalls sad med en smøg og en kop kaffe og læste i en avis.

– Ved du, hvor præsten er?

– Hun er lige gået.

– Og manden, der var med hende, ham, hvis mor lige er blevet begravet?

– Han gik med. Han fik vist et lift. De gik ud af den anden dør, den ud til materielgården. Hvorfor?

Hun styrtede ud ad døren igen, løb om hjørnet og gennem den åbne gård med garagebygningerne og maskinerne. Så stod hun på fortovet. En blå bil var lige svinget ud på vejen ovre fra parkeringspladsen ved Treenighedskirken. Hun nåede lige at se, at Ib Munk sad ved siden af præsten. Hun vinkede og gjorde fagter. De så hende ikke. Nu stoppede bilen henne ved krydset. Den blinkede til venstre ned ad Gl. Vardevej.

Ib Munk var på flugt.