11. kapitel

Hun koncentrerede sig om at styre tjenestebilen uden om de dybe huller. Jo længere ud i de åbne engarealer hun kom, jo dårligere blev markvejen. Hun var drejet af oppe i den lille flække, Ho, og måtte følge hjulsporene helt derud, hvor de til sidst endte i ingenting.

Malkekvæget stod og gumlede i det saftige græs og kiggede indimellem forundret op, når hun passerede lige forbi. Ikke fordi biler var et sjældent syn herude. Der kom en del turister i højsæsonen. Men køers øjne så vel altid blidt undrende ud. Til sidst turde hun ikke køre længere. Regnen havde gjort det sidste stykke af vejen mudret og skåret dybe render i sporene, som i forvejen var så udhulede, at bilens bund et par gange skrabede imod.

Hun parkerede og gjorde sig klar. Hun bandt sin sweater om livet og tog kondisko og strømper af. Så bandt hun snørebåndene sammen, så skoene kunne hænge over hendes skulder, og til sidst lynede hun benene af de bukser, hun havde hentet derhjemme, så de med et snuptag blev forvandlet til praktiske shorts. Buksebenene rullede hun sammen og stak i den ene jakkelomme og den lille kikkert i den anden. Hun var klar. På bare fødder gik hun det sidste stykke ned til strandkanten.

Hele vejen ovre fra Esbjerg havde hun kunnet holde øje med skydækket, der lå gråt og massivt ude over Ho Bugt. Nu, hvor klokken nærmede sig et, var solen slået igennem i åbne, blå våger på himlen, og langsomt, men sikkert smeltede den disen væk.

Hun satte kikkerten for øjnene og stillede skarpt. Derude lå den, øen Langli, som en mørk bræmme. Og derude i havet gemte han sig, Ib Munk, hvis hun ellers ikke tog fejl.

Det var plakaten på skråvæggen i Ibs værelse, der havde fået det hele til at falde logisk på plads. Det var en plakat med motiver fra Langli. Mest tegninger af fugle, men også med små fotos og oplysninger om den særprægede ø.

Langli var et naturreservat og fredet område, og der var adgang forbudt. Øen var ejet af Skov- og Naturstyrelsen og hørte ind under Oxbøl Statsskovsdistrikt, som dog gjorde en undtagelse og tillod folk at besøge øen i en periode hen over sommeren. Resten af tiden fik fugle- og dyrelivet fred i deres helt private paradis. Nu var adgangsforbuddet trådt i kraft igen, og hun konstaterede med et smil på læben, at hun alligevel var på vej til at gøre noget ulovligt – om end det næppe var direkte kriminelt ifølge Birkedals opfattelse af verden.

Der var to ting, der gjorde hende sikker i sin sag. Ib måtte være derude. Det var vel Jonas, der med sit bud på et skjulested havde ledt hende på vej. Han ville gemme sig i det nære miljø, som han var fortrolig med. Ib havde kun fuglene tilbage. I deres omgivelser var han hjemme, og Langli var ideel, afsondret som den var.

Det andet argument var det mest indlysende. Ovre på øen lå en feltstation, som biologerne indtil for få år siden havde bemandet i en periode af året. Hun havde selv været derovre sammen med Jonas for nogle år siden med madpakker og saftevand i rygsækken. Feltstationen var det perfekte gemmested. Og at Ib Munk havde været en hyppig gæst derovre, viste alle hans fotos og optegnelser gennem årene.

Hun sænkede kikkerten. Hun følte sig helt sikker.

Tidspunktet passede perfekt. Hun tog de første skridt ud i mudderet. Ifølge tidevandstabellen i avisen skulle der være absolut lavvande ved halv to-tiden. Hvis hun ikke huskede helt forkert, ville det tage omkring en times tid at vade de fem-seks kilometer ad ebbevejen ud til øen.

Dengang hun og Jonas havde taget turen, havde de helt glemt tiden, og da de skulle hjem, vadede han i vand til midt på livet. Det kunne være et lumsk område. Hvis vejret slog om, kunne tidevandet komme galopperende, og en kraftig blæst kunne stemme vandmasserne op inde i Ho Bugt og skabe højvande langt over normalen. Hun huskede et indslag i TV Syd midt på sommeren. Fire tyske turister, en mor, hendes to børn og en gammel bedstemor, var blevet fanget midt mellem øen og fastlandet og måtte reddes af en af søværnets helikoptere. Sådan var det i vadehavet. Der gik ikke en sommer, uden at turister måtte hjælpes ud af naturens favntag.

Solen havde for længst fået overtaget nu, og der var kun rester af skydækket tilbage. Mudderet føltes behageligt, når det vældede op mellem tæerne for hvert skridt.

Hun gik rask til og fulgte de høje træpæle, der markerede ebbevejen over til øen. De angav ikke den lige vej derover, men slog en stor, blød bue, der ved første øjekast forekom som en længere omvej. Hun huskede af bitter erfaring, at den lige linje gik over et dybere lag mudder og muslingebanker, hvor skallerne hurtigt skar fødderne til blods.

Vandet nåede hende kun godt og vel til anklerne. Det var en underlig fornemmelse. At gå midt ude i et åbent hav. Sådan føltes det, jo længere hun nåede ud. Havets overflade skinnede hårdt i solen. Hele vejen rundt i horisonten var der fladt, en høj himmel uden konturer under sig, uden fikspunkter.

Langli lå på et flak mellem to render. Den ene, Hobo Dyb, løb mellem øen og tangen, Skallingen, som hun ikke kunne se, men som hun vidste strakte sig ude til højre et sted. Den anden rende var Hjerting Løb mellem øen og fastlandet. Hun kunne ane de høje, rødbrune skrænter i Marbæk Plantage og længere til højre hustagene i Hjerting.

I lige linje var der ikke langt til forstaden derinde og strandvejen, hvor folk flokkedes ved den herostratisk berømte Stryhns Isbar, så snart solen fik magt om foråret. Men tungen af mørkeblåt vand var ikke til at tage fejl af. Dén vej kom man kun i en båd. Ville man gå til Langli, måtte man tage den lange vej rundt om bugten og ud gennem Hos enge.

Ret forude, ude på den anden side af øen, lå en tredje rende, det mægtige Grådyb, som førte skibsfarten mellem Skallingen og Fanøs nordspids og ind i indsejlingen til Esbjerg Havn.

Hun var omtrent halvvejs nu. Hun følte sig som det eneste menneske i verden. Gående på en blank flade. Under en himmel uden ende.

Birkedal ville blive rasende, hvis han vidste, at hun lige nu gik alene på havet. Man fulgtes altid ad, to og to, hvis der bare var den mindste anelse om noget mistænkeligt eller risikobetonet. Sådan var reglerne. Og det var absolut okay. Bare ikke når man forsigtigt skulle nærme sig et skræmt og bange menneske og forsøge at skabe tillid i en verden, som måtte tage sig kaotisk ud. Ib Munk skulle nærmes med største varsomhed. Det gjorde hun bedst alene. Derfor var hun mere eller mindre stukket af med en forblommet besked om, at hun lige skulle tjekke noget „ude i byen“.

Morgenbriefingen havde været uden de store nyheder. Birkedal kunne melde, at alle anstrengelser for at finde Ib Munk eller de mistænkelige mænd havde været forgæves aftenen og natten igennem, og derfor skulle der kastes endnu flere kræfter ind i eftersøgningen. Formiddagen havde hun tilbragt sammen med Monberg. Han havde været i sit ulidelige hjørne og havde på rekordtid lukket galde ud om både hendes job som lokal PET-kontakt og hendes plads på lederkurset. Hun havde ikke gidet svare igen, og det gjorde ham bare endnu mere irriteret.

De havde sammen med et par kolleger finkæmmet den kolonihave, der lå ude ved højskolen, og som grænsede op til Vognsbølparken. Byens kolonihaver kunne udgøre et perfekt skjulested for Ib Munk, lød Birkedals ræsonnement. Ergo var det bare om at komme ud af røret i en fart. Hun havde gjort gode miner til slet spil og ledt ganske ihærdigt – men det var teater. For Ib sad derude på Langli. Det følte hun sig overbevist om. En halv time mere. Så ville hun finde ham.

Langli trådte tydeligere og tydeligere frem af havet. Nu kunne hun skimte dens høje, marehalmsklædte klitter, der rejste sig netop dér, hvor det flade tilløb af langhåret eng veg et stykke inde på øen.

Afstande havde det med at flyde ud og bedrage herude mellem himmel og hav. Selv om øen forekom ganske tæt på, gik der endnu tyve minutter, før hun kunne sætte sig i græsset, børste fødderne og tage strømper og sko på.

Hun så sig endnu en gang tilbage. Langt ude forsvandt pælene i horisonten. Der var ingen silhuetter, ingen små, sorte menneskemyrer derude, intet mistænkeligt.

Hun rejste sig og begyndte at følge et svagt hjulspor, der næsten var groet til i det høje græs. Hun gik uden om det stærkt kuperede terræn på øens midte og fulgte i stedet øens kyst ad fastlandssiden.

Efter nogle få minutter i rask tempo kom bygningen til syne. Feltstationen med dens sprossede, grønmalede vinduer var af røde mursten, belagt med et tykt stråtag og havde rundinger over kvistene. Den lignede et eksklusivt sommerhus til mindst et par millioner og kunne lige så godt have ligget på Rømø, Fanø eller i Blåvand. Forfaldet blev først tydeligt, da hun kom tættere på.

Hun lagde sig fladt på maven i en lille gryde mellem klitterne. Så tog hun kikkerten frem og granskede længe bygningen. Der var intet tegn på liv inde bag vinduerne. Ikke den mindste skygge at se. Hun afsøgte området ved den lille depotbygning ved siden af. Intet liv overhovedet.

Havde hun alligevel taget fejl i alle sine bestræbelser på at sætte sig ind i Ibs tankegang? Kunne det bare være logikkens overmod, der havde gjort hende så skråsikker?

Hun blev liggende næsten en halv time, før hun besluttede sig. Hun rejste sig og nærmede sig feltstationen på en turistet og afslappet måde, som forhåbentlig forekom alt andet end truende og mistænkelig, hvis et par klare, blå øjne i et fregnet, drenget ansigt kunne tænkes at holde hende under observation.

Da hun nåede frem, tog hun i dørhåndtaget. Døren var låst. Det samme gjaldt verandadøren omme på den modsatte side. Hun kiggede ind ad vinduerne hele vejen rundt. Det flotte hus var voldsomt mærket af tidens tand og mangel på vedligehold. Malingen skallede af vinduerne, og indenfor lignede det et sommerhus, der havde været forladt i et årti.

Der var møgbeskidt, og det sparsomme møblement var nedslidt og flød hulter til bulter. Ude i køkkenet stod en stabel gamle tallerkener, som en ornitolog måtte havde efterladt i sikker forvisning om, at herude var der ingen skideballe for ikke at tage opvasken.

Hun satte ansigtet helt ind til ruden og holdt hænderne op, så de skærmede for solens genskin. Omhyggeligt granskede hun hele køkkenet, lod blikket hvile på hver eneste detalje. Og pludselig blev den levende og talte til hende, detaljen: En skraldespand stod halvvejs ude på gulvet. Der var sat en gul plasticpose i den. Selv om hun ikke kunne nå at se ned i den, så kunne hun ane et rødt strejf på kanten. Glimtende rødt mod gult … Et stænk af noget, som ikke var indtørret. Noget rødligt, som sagtens kunne ligne rester fra en gang spaghetti bolognese, en hæderkronet dåseret, lige til at tage med på fugletur, eller på flugt.

Hun gik en ny runde om huset. Så bestemte hun sig. Med pistolskæftet knaldede hun en rude ved siden af verandadøren, stak forsigtigt armen ind og drejede nøglen rundt.

Der lugtede indelukket og fugtigt, da hun trådte indenfor i stuen. Hendes sko lavede tydelige aftryk i det tykke lag støv på gulvet. Men … Der var også andre aftryk. Mærker efter støvler med en kraftig, profileret sål.

– Ib! Ib Munk … Er du her?

Der var helt stille.

– Bare rolig, jeg er ikke ude på at gøre dig fortræd. Jeg vil hjælpe dig. Jeg hedder Nina og kommer fra politiet. Det var mig, du snakkede med ude på kirkegården. Jeg skal hilse dig fra Kamma. Hallo! Er du her, Ib?

Der lød end ikke den mindste knirken som svar. Hun fortsatte ud i køkkenet. Spaghettisporet i skraldespanden var friskt. Dåsen lå der. Resterne af sovs og pasta var endnu ikke tørret ind. Der havde i det mindste været nogen i huset inden for de seneste dage.

Hun afsøgte de få rum uden at finde mere. Så gik hun ud i entreen og fortsatte forsigtigt op ad trappen. Der var en dør til hver side, begge stod på klem. Hun tog den højre først. Rummet stank af fugtige madrasser, og der var brune skjolder overalt på tapetet. Hun blev stående helt stille. Stadig ikke en lyd.

Så skubbede hun forsigtig den anden dør op og trådte indenfor. Hun nåede lige at skæve til venstre og se en mørk skygge. Så fik hun en voldsom skuldertackling, der sendte hende omkuld på gulvet.

Hun kom op på knæ. Ud af øjenkrogen så hun Ib lave nogle vilde armbevægelser. Sekundet efter var hun indhyllet i fiskegarn. Hun ville vifte det af sig – men kunne ikke. De store masker af tyndt nylon sad fast i hendes tøj alle steder og låste hende fast.

Ib kastede sig over hende med fuld kraft, væltede hende omkuld igen og satte sig overskrævs på hendes ryg og tvang hende i gulvet.

– Du er fanget! Som en fisk!

Ib lød triumferende. Han lagde en hånd på hendes nakke og pressede hendes hoved hårdt mod gulvet.

– Jeg skal have din pistol. Giv mig din pistol, dumme kælling!

Hun overvejede hele situationen et kort øjeblik. Ib Munk var en spinkel fyr. Den kropsvægt, der tyngede på hendes ryg, var ikke overvældende. Hun kunne måske komme op på knæ og vippe ham af. Kom hun fri af garnet, kunne hun sagtens overmande ham. Men – det var slet ikke det, hun ville.

– Okay, okay … Tag det roligt, ikke, Ib? Min pistol sidder i hylstret under min ene arm. Hvordan har du tænkt dig, at jeg skulle få fat i den med dig på ryggen?

Hun kunne fornemme, at han tøvede. Så rejste han sig en smule op på knæene, og presset på hendes ryg lettedes.

– Vend dig om, langsomt.

Pip-Ibs høje, lyse stemme var ikke skabt til kommandoer, men han lød determineret. Hun rullede en halv omgang rundt. Hendes ene øre blev fanget af en netmaske, som skar sig ind i huden, og hun mærkede også en tynd nylontråd mellem sine læber.

– Av! Kan du ikke fjerne det møg fra mit ansigt?

Hun så lige op i Ibs desperate blå øjne. De var opspilede. Han var tydeligt hundeangst og i vildrede med hele situationen.

– Tag det roligt, Ib. Jeg gør ingenting. Jeg vil bare snakke med dig. Jeg hedder Nina. Og det er rigtigt nok, at jeg er fra politiet. Det sagde Kamma jo også, ikke sandt? Tag nu lige det lort væk fra mit hoved.

Han bøjede sig forover og fumlede længe med de masker, der havde sat sig fast. Så fjernede han til sidst garnet fra hendes ansigt.

– Hvor er din pistol? Jeg vil have den.

Hun nikkede ned mod sin venstre side. Ib kravlede en smule højere op, lagde en hånd på hendes brystkasse og fik med den anden hendes venstre arm filtret ud af garnet. Så stak han hånden ind under hendes jakke og hev pistolen løs. Han sad et øjeblik og mærkede dens vægt i hånden med et forundret udtryk i ansigtet. Så granskede han den indgående, fik den afsikret og tog ladegreb efter et par forgæves forsøg.

Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle gribe det an. Aspergers syndrom? Han lignede en forvokset knægt. Der var næsten ingen rynker i hans fintskårne ansigt. Men han var en voksen mand, faktisk ældre end hun selv. Absolut ikke nogen sinke. Pludselig kom hun i tanke om klodsetheden, der var et af flere karakteristika for Aspergers, og det løb hende koldt ned ad ryggen. Han kunne let blæse hovedet af enten hende eller sig selv. Og så hjalp det ikke med et „ups“.

– Ib, det er sgu’ ikke legetøj. Den er ladt. Det er et dødsensfarligt våben, for pokker! Læg den nu fra dig og lad mig komme op, ikke? Så sætter vi os ned i stuen og får en snak om det hele. Okay?

Ib rejste sig langsomt. Så gik han baglæns over mod endevæggen, hele tiden med pistolen rettet mod hende.

– Fjern garnet, men bliv liggende. Om på maven og hænderne bag på ryggen.

Hun adlød. Øjeblikket efter sad han igen overskrævs på hende, mens han fumlende bandt et stykke reb om hendes håndled. Så fjernede han sig igen. Den lyse stemme kommanderede:

– Rejs dig op og sæt dig på stolen.

Med besvær kom hun på benene og satte sig på den vakkelvorne stol ved siden af den ene af briksene. Ib lod sig synke ned på gulvet med ryggen op ad væggen.

– Hvorfor er du efter mig? Hvem har sendt dig? Jeg kan ikke lide det. Jeg vil have det stoppet. Jeg vil ikke mere.

Han lød forurettet, mens hans blik flaksede forbi hendes.

– Jamen … Jeg er ikke efter dig, Ib. Jeg har kun ledt efter dig for at hjælpe dig. Du er i fare, ikke? Det er de to mænd, som er på jagt efter dig, ikke? Dem fra kirkegården. Derfor må politiet hjælpe dig. Det er for fanden derfor, vi har politiet …

Han så ikke overbevist ud. Han pegede bebrejdende på hende med pistolen, men skævede op i loftet.

– Og hvordan kan jeg vide, at du taler sandt?

– Du kan tage min legitimation i min inderlomme.

Han rejste sig, nærmede sig forsigtigt, lod en hånd glide ind under hendes jakke og ned i lommen. Med hendes politi-id mellem fingrene lod han sig igen synke ned på gulvet. Han studerede kortet indgående.

– Og hvad så? Sådan et kort kan nemt forfalskes.

– Du må stole på, hvad jeg fortæller. Hvis jeg ville, kunne jeg have haft pistolen fremme, da jeg gik ind i huset. Jeg kunne have pløkket dig ned, hvis jeg ville, ikke? Og jeg kunne måske også være kommet fri af garnet og have overmandet dig så let som ingenting. Jeg er trænet i den slags. Men det er ikke dét, jeg vil. Jeg vil hjælpe. Jeg vil finde ud af, hvad der er galt. Jeg efterforsker to drabssager, to mord, ham ved kraftværket og ham ude i sommerhuset i Blåvand. Og jeg vil finde ud af, om de to mænd fra kirkegården slog din mor ihjel.

– Det gjorde de!

– Jamen, så stol på mig, Ib.

Han studerede på ny hendes våben, mærkede igen efter, følte dets tyngde i hånden. Så kom det tøvende:

– Jeg tror, det bare er en masse tom snak. For at jeg skal få tillid til dig. Du er ude efter det, jeg har … Du vil have fat i det … Og selv indkassere alle pengene.

– Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Jeg aner ikke en skid om, hvad det er, du åbenbart har – og jeg aner heller ikke noget om de penge, du snakker om. Jeg er kriminalassistent. Slet og ret.

Dybe rynker trådte frem på Ibs pande. Han sænkede armen og lagde pistolen fra sig, mens han gned det fregnede ansigtet mellem hænderne. Pludselig pegede han mod vinduet.

– Se! Det er dværgterner. De er nogle af de smukkeste små væsener, jeg kender.

Hun vendte sig på stolen og fulgte fuglene med øjnene, indtil de forsvandt ud af hendes synsfelt.

– Der er store kolonier herovre. Langli er internationalt beskyttelsesområde for dværgternen. Men rævene har taget mange. De var ellers ikke blevet set herovre i næsten ti år, men nu er de kommet tilbage, rævene. Det går ud over ternerne, de stakler. Det er synd.

– Du ved alt om fugle, gør du ikke?

– Det eneste, du prøver på, er at blive gode venner med mig.

Han tog pistolen og sigtede på hende igen.

– Men mig narrer du ikke. Pistolen … Fik politiet ikke nye våben for noget tid siden?

– Jo. Det er flere år siden nu.

– Duede de gamle ikke?

– Kun til at skyde gråspurve med.

– Man skyder ikke fugle! Det er kun idioter, der gør det!

– Det var ikke dét, jeg mente. De gamle pistoler var ikke kraftige nok.

– Men det er dén her?

– Jeps, det er en Heckler & Koch, 14 skud, et i kammeret, 13 i magasinet. Et godt våben …

– Er du god til at skyde?

– Jeps, jeg kan ramme en myg i røvhullet.

Ib smilede, mens han endnu en gang studerede hendes tjenestevåben. Så rejste han sig og begyndte at gå hvileløst frem og tilbage over værelsets gulv. Som om han prøvede at arbejde sig ud af den klemme, han var havnet i. Han gik ud forbi trappen og ind på det andet værelse. Der var helt stille et kort øjeblik. Så lød der et råb.

– De kommer! De kommer!

Han styrtede tilbage og stod helt stivnet i døråbningen. Han kunne slet ikke sige noget.

– Tag det nu roligt. Hvem kommer? Der kommer vel så mange herovre?

– Ikke nu, ikke nu. Der er adgang forbudt. Det er ulovligt at gå rundt herovre nu. Det er de to mænd!

Han drejede rundt og fór ned ad trappen. Øjeblikket efter var han oppe igen – med en stor kikkert i hånden.

– Jeg er sikker. Det er dem!

Han råbte inde fra det andet værelse.

– Er det okay med dig, hvis jeg rejser mig op og kommer ind og kigger?

– Ja, kom!

Hun prøvede at løsne knuderne, men han havde strammet rebet voldsomt til. Så hårdt, at det for længst var begyndt at snurre i hendes fingre.

– Hold kikkerten op for mig og lad mig se.

Han adlød, men hamrede den i første forsøg hårdt mod hendes pande. Selv om den ikke var indstillet til hende, kunne hun tydeligt se to mørklødede mænd, som forsigtigt arbejdede sig frem i det høje græs ved foden af de pukkelformede klitter.

Som ved en pludselig indskydelse knaldede Ib en rude med pistolløbet. To gange strammedes hans finger om aftrækkeren. To gange lød et rungende brag. Hans lille hånd var tæt på at miste grebet om pistolen.

– Sig mig, hvad helvede har du gang i, Ib? Er du bindegal? Nu har du da først for alvor fortalt dem, hvor vi er. Du har ikke forstand på den slags … Tag nu og bind de knuder op og lad mig slippe løs. Så skal jeg nok ordne det hele.

– Geronimo ville have handlet med samme visdom. Goyathlay hed han også, „han, der gaber“. Han var den største af dem alle sammen. En ægte apache. Bedankohe, selv om han blev leder for chiricahuaerne. Han var den sidste, der overgav sig. Den 4. september 1886 til general Nelson Miles. Goyathlay var …

– Ib, jeg vil meget gerne høre mere om Geronimo senere. Løsn nu mine hænder, ikke?

Ib stirrede ned på pistolen, der virkede kæmpestor mellem hans små, hvide fingre. Så begyndte han på ny at vandre hen over gulvet, frem og tilbage, som et lille dyr bag tremmer i zoologisk have, frem og tilbage med små, energiske skridt – hele tiden med blikket rettet fast mod gulvet. Så forsvandt han ind på det andet værelse. Hun kunne høre gulvplankernes hurtige knirken. Så blev der helt stille.

Efter nogle minutter kom han tilbage. Nu med mere rolige skridt. Han kiggede flygtigt på hende med sine klare, blå øjne. Hun nikkede langsomt flere gange.

– Kom nu, Ib. Tænk dig om.

– Okay så …

Han hev en lommekniv frem og skar rebet over. Hun blev stående og masserede de ømme håndled. Så fiskede hun mobiltelefonen op af inderlommen. Hun nåede kun at trykke et par gange. Så flåede han den ud af hænderne på hende, og kylede den med fuld kraft mod væggen, så den splintredes i flere stykker.

– Du skal fandeme ikke ringe til nogen! Så kommer der endnu flere efter mig. Lad mig være i fred!

Hun samlede stumperne og satte dem sammen, men telefonen virkede ikke. Hun rystede på hovedet og sukkede.

– Okay … Du har lige gjort det hele endnu værre, Ib. Jeg ville bare ringe hjem til politistationen, så de kunne komme og hjælpe os. Hvordan synes du selv det går?

Ib bøjede skamfuld nakken, da det gik op for ham, at han lige havde afskåret dem fra omverdenen. Så slog han opgivende ud med armene.

– Det må du undskylde. Jeg er bare så … Hvad gør vi nu? Jeg vil ikke være med mere.

– Allerførst giver du mig pistolen.

Hun rakte hånden frem, og han overlod hende våbnet. Hun tog sin egen kikkert og granskede terrænet foran feltstationen.

– De må være gået i dækning. Jeg kan ikke se dem. Er du egentlig sikker på, at det lige præcis er dem, der er efter dig?

Ib nikkede.

– Jeg er sikker. Det er dem fra kirkegården. De var i sommerhuset, den aften jeg skulle møde de to andre mænd, dem, der havde lejet det. Først gemte jeg mig udenfor, i læhegnet. Pludselig gik døren op, og de to farlige mænd hev en mand ud i deres bil og kørte væk. Jeg sneg mig tæt på og kiggede ind ad et vindue. Der lå en død mand på en sofa. Jeg kunne se blodet … De havde slået ham ihjel.

– Hvorfor skulle du møde de to første mænd i sommerhuset? Var det nogen, du kendte? Gode venner, måske?

– Det var bare noget, vi havde aftalt.

– Jamen, hvorfor?

– Ikke for noget …

– Og du kom hele vejen fra Esbjerg til Blåvand – ikke for noget?

– Jeg kom her fra Langli. På min knallert, som jeg havde stående inde på land. De var jo allerede efter mig, de to mænd.

– Hvor ved du det fra?

– De var i København …

– I København, hvor i København?

– I Mortens lejlighed. Det er dér, jeg bor det meste af tiden. Morten var min bror, det sagde han selv. „Ib, du er min lillebror, den bedste, jeg nogensinde har haft. Og den eneste …“ Og så grinede han. Nu er han død. De har slået ham ihjel. Og også min mor.

– Har de også slået Morten ihjel? Det kan ikke passe. Jeg har læst i avisen, at han kørte galt med taxaen?

– Det kan de ikke bilde mig ind! Jeg tror, der var nogen efter ham i Tyrkiet. Jeg tror ikke, det var en ulykke.

– Og hvorfor skulle der være nogen efter Morten?

Ib trak bare på skuldrene. Og undgik at se på hende.

– Var du selv i Tyrkiet? Sammen med Morten?

Ib nikkede stille og stirrede nu ned i gulvet.

– Hvad skete der i Tyrkiet?

– Jeg siger ikke mere …

– Det er sgu’ lidt svært at finde hoved og hale i det hér, Ib. Men hvis jeg har forstået det ret, så skulle du have en masse penge af de to første mænd, dem, der lejede sommerhuset i Blåvand. Og de skulle have et eller andet til gengæld, men så dukkede de to andre mænd op, slog den ene ihjel og kørte af sted med den anden. Og nu er de to ude efter det, som du har. Sig mig … Hvad i alverden er det, som de alle sammen vil have fat i? Hva’, Ib?

– Jeg siger ikke mere …

Hun løftede kikkerten igen tids nok til at se en mørk skikkelse dukke ned bag en forhøjning. De to mænd var ved at arbejde sig ind på huset.

– Og du har tilfældigvis ikke en mobil i lommen, vel, Ib?

– Jeg havde en, men den har jeg tabt. Måske ude i vandet, jeg ved det ikke.

– Nu går jeg ned og låser døren igen. Hold dig væk fra vinduerne, ikke?

Ib nikkede.

Hun gik ned og låste verandadøren og skubbede den gamle sofa hen foran den. Derpå trak hun de mugne, solblegede gardiner for alle vinduerne. Hun pressede sig helt op ad muren, lindede på gardinet og holdt kun lige akkurat kikkerten frem mod ruden.

Sådan blev hun stående længe. Til sidst fik hun et glimt af en ryg, der forsvandt ned i marehalmen. Mændene måtte have fordelt sig, så de nærmede sig fra hver sin side af huset. Hun stak pistolen i hylstret og gik med stor forsigtighed en runde i huset i et håb om at finde noget, der var brugbart. Noget, man kunne improvisere med, få en fordel ud af. Men der var intet andet end gammelt ragelse i feltstationen.

Det sikreste var at opholde sig oppe ovenpå. Hun tog trappen op til Ib, der sad sunket sammen på gulvet. Han stirrede tomt ud ad vinduet, men blev tilsyneladende vakt til live ved synet af hende.

– Hvad var det nu du hed?

– Nina … Jeg hedder Nina, Nina Portland … Og jeg har en dreng på tolv år. Han er også vild med fugle. Det er ikke noget bullshit.

Det sidste var en mild overdrivelse. Jonas kunne højst driste sig til at kaste et stykke franskbrød til mågerne fra Fanø-færgen. Fugle sagde ham intet.

– Er han det? Ib så opmuntret ud ved tanken. – Hvad for en fugl kan han bedst lide? Jeg kan allerbedst lide viben, fordi den kommer med foråret. Viben, Vanellus vanellus, yngler herovre. Ved du, hvor den har sit danske navn fra? Det har den fra sin sang: „vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii“. Den har et vingefang på …

Hun afbrød ham.

– Svanen, min drengs favoritfugl er svanen …

– Hvorfor?

– Hmm, måske fordi den er med i H.C. Andersens eventyr, ikke? Og det har jeg læst højt mange gange, da han var lille.

– Den Grimme Ælling. Den kan jeg også godt lide. Folk tager fejl, hvis de tror, at H.C. Andersen kun er for børn. Hvad hedder han, din søn?

– Han hedder Jonas.

– Ligesom ham inde i hvalen.

– Jeps …

Pludselig mærkede hun en sitren og skælven ud i sine fingre. En hård hjertebanken fik det til at dunke i hendes hals, og hun snappede svimmel efter vejret. Det føltes, som om en panisk angst, fremkaldt af en række indre billeder, pludselig skyllede voldsomt rundt i hendes krop. Det var snakken om Jonas …

Hvad ville han ikke tænke, når hun ikke kom hjem? Hun kunne ikke ringe, ikke give ham besked. Det var aldrig sket før. Og hvis det forholdt sig, som Ib påstod, så var der ringe chancer for, at de to mænd ville lade dem slippe levende fra Langli.

Hun blev siddende, lukkede øjnene og tog nogle dybe indåndinger. Langsomt, men sikkert red kroppen stormen af.

– Er der noget galt med dig, Nina?

Hun slog øjnene op og så furerne i panden under hans tjavsede og fine rødblonde hår, og der var også små streger ved de sammenknebne øjne. Han så ældre ud, når det blege ansigt pludselig fik rynker.

– Nej, nej, der er ikke noget galt. Jeg prøver bare at koncentrere mig.

De sad begge tavse en stund og kiggede op i loftet. Så sagde hun:

– Mændene kommer nærmere og nærmere, fra hver sin side. Du kender Langli, Ib. Har du nogen gode ideer til, hvordan vi slipper væk?

Ib rystede på hovedet.

– Nej, Nina. Jeg kan ikke komme i tanke om noget. Alting er anderledes, end det plejer. Jeg synes ikke, jeg kan tænke lige nu.

– Kan vi vade væk i ly af mørket? Måske fra en anden side af øen, gå en omvej, til vi rammer ebbevejen med pælene?

– Er du tosset, man må ikke gå fra Langli, når det er mørkt. Og man må kun gå, når det er lavvande. Hvis ikke man følger pælene, kan man fare vild i mørket og ende ude i Hobo Dyb eller i Hjertingrenden. Så drukner man. Vadehavet ser så fredeligt ud, men det kan være lumsk.

– Sig mig, hvad er der ude i skuret ude ved siden af?

Furerne kom tilbage i hans pande. Ib så ud, som om han spekulerede dybt. Så begyndte han at remse op.

– Der er en vandbeholder og en generator, der lavede strøm til huset i gamle dage, og en masse brædder og nogle dunke med brændstof og noget værktøj og nogle gamle møbler og en høvlebænk og noget glas til vinduer og nogle bundter strå og noget gammelt regntøj og noget reb og nogle fiskegarn og nogle bøjer og nogle skilte med „adgang forbudt“ og …

Han holdt en pause som for at overbevise sig selv om, at han huskede rigtigt.

– Og en gammel kajak, der ligger oppe under taget …

– En kajak?

– Ja – en kajak. Og en pagaj. Oppe under loftet, oppe på bjælkerne. Og så er der …

Hun afbrød ham med en hurtig håndbevægelse, rejste sig og stillede sig forsigtigt tæt ved vinduet. Der var intet at se. Hvad end de to mænd ville Ib Munk, så var det vel utænkeligt, at de ville foretage et stormløb på huset. Ib havde noget, som de ville have fat i. Og en død Ib Munk kunne ikke tale.

Måske kunne de vinde tid? Klokken var fire. Hvornår blev det egentlig mørkt midt i september?

Hun gik ud og satte sig på et af de øverste trappetrin og prøvede at tænke det hele igennem. Ib havde ret. Det var udelukket at begive sig til fods ud i havet i mørket. Selv om man prøvede at følge pælene, var der så langt imellem dem, at man nemt kunne gå forkert. Og i øvrigt vidste de ikke, hvor dybt der ville være.

Det gav heller ingen mening at søge over mod Skallingen. Der var øde – og efter sigende farligt at færdes nogle steder, fordi der lå tyske landminer fra krigens tid. Først da den lokale avis havde skrevet om et adgangsforbud, gik det op for Danmark, at landet stadig var mineret så mange år efter. Nu var noget af området gennemsøgt og nogle af minerne sprængt bort – men der manglede stadig meget. Nej, det var omsonst at søge mod Skallingen – og sikkert også umuligt i mørket.

Tilbage var der én eneste løsning, som forekom at være den rigtige. Den havde kun den ulempe, at man først skulle over den åbne, flade strækning for at nå ned til stranden. Det var logisk at søge over mod Hjerting og fastlandet. Fra øen ville man kunne se lysene derovre. Og i fugleflugtslinje var der ikke så langt. Men renden mellem øen og kysten var dyb, og vandet var koldt på denne årstid. Det var en risikabel affære at forsøge at svømme. Man ville formentlig gå under med krampe i det kolde vand. Men der var en anden mulighed …

Hun lyttede. Det lød, som om nogen puslede nede ved verandadøren, hvor hun havde smadret en rude. Uden at betænke sig løsnede hun et enkelt skud i blinde ned mod gardinerne i stuen. Det lød en klirren af glasskår. Nu vidste de i hvert fald derude, de mystiske mænd, at de ikke skulle komme for tæt på.

Hun gik tilbage og satte sig ved siden af Ib.

– Du skød. Ramte du en af dem?

Hun rystede på hovedet, smilede og klappede ham venskabeligt på skulderen.

– Nej, det var bare for at vise, at vi ikke var faldet i søvn. Sig mig, jeg er bare nysgerrig. Men hvad pokker er det, du har, som alle vil have fat i? Nu hjælper vi jo hinanden, er det så ikke kun fair, at du fortæller mig det?

Ibs mund blev en smal streg.

– Jeg siger det ikke … Det er en hemmelighed, som mig og Morten har.

– Men Morten er jo død, Ib.

– Jamen, alligevel.

– Var du med på turen til Tyrkiet? Du plejer jo at hjælpe Morten med alt muligt, ikke?

Ib nikkede ivrigt og smilede.

– Jo, jeg har hjulpet med alting. Og jeg var også med i Tyrkiet. Jeg var altid med Morten. Jeg kan ordne lys, og jeg kan også filme, hvis Morten skal være med på optagelsen og sige noget. Det hedder en „stand up“. Altså, når man står i forgrunden og kommenterer dét, der sker. Måske krig, hungersnød eller jordskælv … Og jeg kan også tage almindelige billeder. Jeg har taget mange tusind billeder af fugle. Fuglene, de er mine venner.

– Ja, det ved jeg …

– Hvor ved du det fra?

– Jeg har været nede i din mors lejlighed. For at kigge – og for at finde ud af, hvor jeg kunne finde dig.

– Og du fandt mig.

– Det var plakaten over din seng, den med Langli …

Ib nikkede anerkendende.

– Det var godt set, Nina. Rigtig godt.

– Det er nogle fantastisk flotte fotos, du har taget af alle fuglene.

Hun smilede og fortsatte på listefødder:

– Der er en ting, jeg har tænkt meget over i forbindelse med efterforskningen … Hvad skete der egentlig i Tyrkiet, Ib?

– Ikke noget.

– Du var ikke med i taxaen. Hvordan kom du hjem?

– Morten sagde, at jeg skulle rejse hjem sammen med nogen, han kendte. Nogen, der var på ferie i deres lejlighed i Antalya. De fandt en plads til mig i flyet hjem. Jeg fandt først ud af, at Morten var død, da jeg var kommet hjem.

– Hvordan?

– Politiet ringede til lejligheden og sagde det. De spurgte, om jeg var i familie med Morten. Og det var jeg jo – næsten …

En tåre trillede ned over Ibs kind. Han tørrede den væk med ærmet.

– Ved du, hvad sangdroslen siger, Nina?

– Siger? Den fløjter vel.

– Selvfølgelig, men vi har en huskeremse for alle fugle, en karakteristik af deres fonetik. Den siger: „Akkevit, akkevit, rigtig tit, rigtig tit, rigtig tit.“

– Akvavit? Sig mig, drikker den?

Ib smilede og rystede ivrigt på hovedet.

– Nej, „akkevit“ sagde jeg jo. Og på engelsk er det: „Kiss her, kiss her, do it, do it, be quick, be quick.“ Og løvsangeren synger på svensk: „Snälla, lilla rara söta mamma, får jag inta gå på bio i kväll.“

– Og du kan alle disse huskeremser?

– Naturligvis …

– Imponerende … Men, Ib … Nu må vi hjælpes ad med at komme herfra, uden at de opdager os. Bagefter må vi tage en snak om det hele. Det er bedst, at du fortæller mig alt, hvad du ved. Hvis Morten vidste, hvor tosset det er gået, det hele, ville han sige det samme. Tænk over det, ikke? Jeg er sikker på, at Morten ville synes, det er det mest rigtige at gøre.

Ib nikkede alvorligt.

– Tror du, de slår os ihjel?

– Ja, uden at blinke. Men ikke dig, før de har fundet ud af, hvor du gemmer det, som du ikke vil sige hvad er. De har jo allerede vist, at de er villige til at slå ihjel for at få det.

Hun fik øje på et gammelt keramikaskebæger i vindueskarmen og rejste sig for at tage det.

– Tortur, Nina? Det bruger man nogen steder i udlandet. Morten sagde, at tyrkerne gør det. De vil bare ikke indrømme det. På grund af alt det med EU.

Ib så op på hende med bange øjne. Så slog han straks blikket ned igen. Hun nikkede og satte sig igen ved siden af ham.

– Ryger du? Hun rakte pakken over mod ham.

– Nej, for pokker. Det er usundt.

– Men dejligt …

Hun tændte cigaretten, inhalerede og formede en serie røgringe.

– Røgringe, det kunne Morten også.

Hun blev siddende tavs og nød cigaretten, mens hun prøvede efter med sig selv, hvordan hun skulle servere sin plan for Ib, så han forstod den trin for trin og ikke ville gå i panik.

– Nu skal du høre. Jeg har spekuleret over, hvordan vi slipper væk. Og jeg tror, vi har en god chance.

Ibs ansigt lyste pludselig op ved tanken. Hun løftede en formanende pegefinger.

– Men det kræver, at du hører nøje efter, hvad jeg siger. Og det kræver også, at du spørger, hvis der er noget, du ikke forstår.

– Helt okay …

– Godt. Så længe det er lyst, tør de ikke gøre noget. Derfor skal vi af sted, lige så snart det bliver helt mørkt.

Omhyggeligt, skridt for skridt, satte hun ham ind i planen, stadig usikker på det med autismen og aspergers. Indimellem stoppede hun op og forsikrede sig om, at han var med. Han nikkede alvorligt hele tiden.

En højlydt banken nedenunder afbrød hende, da hun næsten var færdig.

– Bliv siddende hér, Ib.

Hun rejste sig og listede forsigtigt ned ad trappen. Bankelyden kom fra den solide fordør. Så lød det på engelsk:

– Hello! Vi er ikke ude på at gøre nogen fortræd. Vi vil blot tale med hr. Munk. Bagefter forsvinder vi.

Accenten var akavet og umulig for hende at stedfæste. Hun tav.

– Hallo, derinde. Hører I? Vi garanterer jer, at der ikke sker jer noget. Vi vil bare snakke med hr. Munk. Og vi er villige til at betale for det, han har. Sig det til ham.

– Vi har set, hvad der skete med de to i sommerhuset. Politiet kan komme i helikopter, hvad øjeblik det skal være.

– Hvis det var tilfældet, fru Portland, var deres kolleger nok kommet for længe siden, ikke sandt?

Manden ude på den anden side af døren klukkede muntert.

– Hvis jeg så meget som ser skyggen af jer, skyder jeg lige på stedet. Forstået?

Hun hørte gulvet knirke bag sig. Det var Ib. Han listede en kameralinse ind mellem gardin og væg. Så hørte hun nogle klik.

Manden klukkede igen – overbærende.

– Hvilket temperament … Overvej vores tilbud. Lad os tale med hr. Munk, ansigt til ansigt. Når vi har fået svar på vores spørgsmål, forsvinder vi.

– Gå ad helvede til!

Hun trak sig tilbage. Så fik hun øje på Ib. Nu stod han på toiletbrættet ude i det lille badeværelse og fotograferede ud af det lille vindue øverst oppe.

– Pas nu på!

Ib hoppede ned og grinede.

– Nu har jeg dem i kassen, Nina. Den anden mand ligger omme på den anden side. Hans hoved stak op lige før. Han har en kikkert.

– Lad os gå ovenpå igen, Ib. Det er bedst at blive deroppe.

De gik op og satte sig igen til rette i det ene af værelserne, ved siden af hinanden med ryggen op ad væggen.

– Billeder er altid gode at have. Film og billeder lyver ikke. De dokumenterer ting og sager. De er beviser. Jeg har engang solgt et billede til New York Times – af en soldat, der slog en mand med en kølle. Det var i Rwanda, i Afrika. Vil du se billederne?

Ib trykkede på en knap og rakte hende kameraet.

– Brug pilene, frem og tilbage, ikke?

– Jo, sikke et fornemt kamera.

– Det er et Nikon, D200. Det har kostet 15.000 kroner. Det har en opløsning på 10,92 megapixels og en farvedybde på 36 bit og en billedhastighed på … Ja, jeg har også et gammelt Hasselblad, som jeg købte efter min konformation, og jeg har også …

– Hvor sagde du? Med pilen?

– Ja, dén der. Jeg har også et videokamera.

– Jeg så godt, du filmede under begravelsen.

– Vil du se det?

– Gerne, men senere.

Hun trykkede. Der var syv billeder af de to mænd. De kom knivskarpt til syne på det store display bag på kameraet. Hun studerede dem nøje. Manden, der havde stået foran døren for et øjeblik siden, var gyldenbrun i ansigtet og måtte være midt i 40’erne. Hans næseryg var krum. Ansigtstrækkene var markerede, og han havde et kraftigt sort overskæg og viltre, sorte øjenbryn. Billederne var taget fra siden, så hun kunne ikke se hans øjne ordentligt. Den anden mand var ikke så tydelig. Ib måtte have zoomet kraftigt ind på ham. Han var en smule ældre, eller også virkede det bare sådan, fordi han var tyndhåret.

– Ib, se lige efter, om han stadig ligger derude. Men forsigtig.

Ib adlød og listede hen til vinduet. Hun åbnede klappen i kameraet med en negl, trykkede det lille memorykort ud og lod det glide ned i inderlommen. Så slukkede hun kameraet.

Ib satte sig igen.

– Jeg kunne ikke se ham.

– De har måske trukket sig lidt væk. De forsøger helt sikkert et eller andet, måske i aften, måske i nat. Hér, fine billeder. Jeg har slukket. Spar hellere på strømmen. Måske får du brug for at tage flere senere, ikke?

Hun rakte ham kameraet, og han lagde det tilbage i sin fototaske.

– Har du noget, vi kan spise, Ib? Jeg er hundesulten, og vi får brug for kræfterne.

– Kødboller i karry, på dåse … Kan du lide det?

– Jeg er altædende. Men vi kan ikke være nedenunder. Det er mest sikkert at være her.

– Jamen, jeg har en primus. Den står nede i køkkenet. Vi kan varme det heroppe.

– Okay, jeg henter den.

– Skal jeg gå med ned?

– Nul. Det er for farligt. Du rører dig ikke ud af flækken. Jeg er tilbage om et øjeblik, så kan du lege chefkok på dåse, mens jeg holder vagt.