12. kapitel

Først tæt på midnat så hun de første tegn på skyer på den natteklare himmel over øen – de var på vej ind ude fra Nordsøen. Alligevel gik der næsten en time, før de store, sorte flager pakkede sig som drivis og lukkede af for det blege måneskin, som havde forhindret dem i at gå i aktion.

I skæret fra en petroleumslampe og med et lille kort over øen bredt ud på gulvet havde de flere gange i aftenens løb gået det hele igennem. Hun følte sig sikker på, at Ib forstod alt til punkt og prikke.

De formodede, at mændene lå på hver sin side af huset og holdt øje med de to udgange. Derfor valgte hun gavlvinduet. Hun åbnede det forsigtigt, satte sig op og svingede benene ud. Med et fast greb i det nederste af karmen vendte hun sig i samme moment, som hun lod sig sænke ned, indtil hun hang i strakte arme med ansigtet ind mod muren. Der var næppe mere end trefire meter ned.

Så gav hun slip. Benene ramte det bløde sand, og hun lod sig rulle rundt for at afbøde faldet. Øjeblikket efter kastede Ib de gamle håndklæder og viskestykker ned til hende, inden han selv kravlede op i karmen, kantede sig på plads – og lod sig falde.

De to mænd lod sig hverken se eller høre. Den eneste lyd kom fra blæstens susen i nogle få nåletræer, der udgjorde øens eneste høje bevoksning. De blev liggende i flere minutter – lyttende og spejdende ud i mørket. Der var intet tegn på, at de var blevet opdaget. Så mavede de sig de få meter hen til skuret, hvor nåletræerne havde klumpet sig sammen og gav dem god dækning, mens de forsigtigt åbnede den lille port og i fællesskab baksede kajakken ned fra spærene.

Ib kravlede på knæene og slæbte kajakken med sig ned i en lille gryde i landskabet. Selv begyndte hun at undersøge den lille samling plasticdunke, der stod ovre i et hjørne. Et efter et skruede hun lågene af og snusede. I den tredje, fandt hun det, hun søgte – benzin. Det var bare en lille femliters dunk – knap halvfuld – men det rakte. Nu kom Ib tilbage. Han følte sig for og udvalgte et stykke tovværk på bræddevæggen. Så tog han pagajen under den anden arm og kravlede ud igen. Nina nåede lige at lægge en hånd på hans skulder og hviske ham i øret.

– Husk, Ib … Tæl til halvtreds.

– Det skal jeg nok, Nina. Alt går fint … Geronimo ville have handlet med samme visdom.

Så fortsatte han på knæ og albuer, og få sekunder efter var han opslugt af mørket. En bemærkelsesværdig skikkelse, Ib Munk. Han var i stand til på ingen tid at veksle mellem at være hundeangst og aldeles sorgløs, mellem at være mistænksom og tillidsfuld. Bare han kunne holde hovedet koldt. Lige siden de kom overens, og hun havde taget styringen og trin for trin sat ham ind i planen, havde han virket rolig. Flere gange havde han endog abrupt kastet sig ud i en længere og minutiøs gennemgang af forskellige fuglearter.

Hun rullede de gamle håndklæder og viskestykker sammen til en bylt, hun kunne stikke ind under jakken. Så begyndte hun sin egen besværlige kravletur ud i terrænet med dunken på slæb. Den ville blive lang. Hun måtte være yderst forsigtig og holde flere pauser undervejs gennem det, der kunne være fjendens linjer.

Først holdt hun en smule til venstre, mens hun arbejdede sig gennem den lange marehalm, der hurtigt snittede hendes håndflader til blods. Så fandt hun ind på stien med det bløde, kolde strandsand. Den skulle hun holde sig på, indtil hun nåede foden af den allerhøjeste af klitterne, den, som lå tæt på feltstationen.

Efter at hun havde forceret den store klit, begyndte nedstigningen og turen ind i selve det kuperede område, der udgjorde et helt lille landskab af miniaturealper på øens centrale del. Herinde måtte hun improvisere.

Klitterne rejste sig som sorte pukler i mørket, der var massivt nu. Hun kravlede og mavede sig frem som et firben ad de smalle sandspor, der føltes som stier i terrænet. Hun måtte længere væk fra huset. Ellers ville manøvren ikke virke efter hensigten. Det gjaldt om at finde et af de højeste punkter og samtidig et sted, hvorfra hun kunne komme væk i løb.

Efter den fjerde pause asede hun sig op ad en stejl skråning. Herfra kunne hun se lysene i Hjerting inde på fastlandet, og samtidig havde hun holdt så meget mod vest, at klitterne måtte flade ud på hendes venstre hånd ned mod stranden. Stedet var absolut brugbart.

Hun holdt hånden ind under jakken og trykkede på knappen. Armbåndsuret lyste op og viste, at klokken var næsten to. Hun lod sig rulle om på ryggen og lå et øjeblik og lod åndedrættet falde til ro. Forsigtigt fiskede hun kameraets memorykort op af inderlommen, lagde det i en lille plasticpose, hun havde gravet frem af skraldespanden i køkkenet, slog en knude på posen, lagde den tilbage i lommen og lynede den til. Det eneste, hun ikke måtte miste undervejs, var det lille kort med den solide hukommelse.

Hvis Ib gjorde, som de havde aftalt, lå han nu og spejdede ud i mørket ventende på at kunne begynde sin nedtælling.

Hun hev bylten af håndklæder og viskestykker frem, skruede låget af benzindunken og pøsede indholdet ud over dem. Med en sidste sjat benzin trak hun et lille spor gennem sand og marehalm, så hun kunne komme til at tænde på sikker afstand.

Lighteren gnistrede. Ilden løb. Som en eksplosion slog bålet ud i lys lue. Hun lod sig kure ned ad skråningen, kom på benene og løb i fuld fart ned mod det flade engstykke ud mod vandet. Mændene ville være der om lidt. Bålet kunne ses milevidt, men flammerne ville hurtigt æde stoffet og dø ud.

Hun svingede ned langs kysten, faldt, kom på benene igen, fortsatte bare det hvirvlende kapløb gennem mørket og det ujævne terræn. Da hun snublede igen, mærkede hun det høje græs mod ansigtet og drejede brat af, da hun kom op, og fortsatte. Det var hér, hun skulle skære tværs over øen og søge over mod den modsatte kystlinje, over til Ib. Et højt råb lød et eller andet sted i mørket bag hende. Hun spildte ikke tid på at vende sig om og se efter bålet eller mændene.

Feltstationen rejste sig som en sort skygge på hendes venstre side, mens hun jog gennem det høje græs. Hun havde ramt rigtigt. Nu kunne hun igen se lysene inde på kysten. Hun fortsatte sit løb lige frem og blev ved, indtil hun pludselig mærkede benene forsvinde under sig, og hun svævede gennem mørket og landede hårdt på den ene skulder. Det var sand … Hun havde nået øens modsatte strandbred.

Der lød igen råb et sted bagude. Hun kom på benene og fortsatte ned ad stranden mod sydspidsen. Hun ænsede ikke andet, end at hun for alt i verden måtte finde det aftalte sted. Hendes åndedræt var tungt nu. Hun faldt yderligere to gange, men kom hivende efter vejret op igen og fortsatte, indtil den lille pynt pludselig trådte frem som en flad barriere. Så drejede hun brat af og løb ud over stranden.

Bålet havde givet dem det nødvendige forspring, men de to mænd måtte hurtigt have anet uråd. Det første skud faldt, endnu før hun nåede ud i vandet. Det rungede bag hende som en underlig fjern trussel. Så faldt der et mere. Hun greb efter pistolen i hylstret, og uden at stoppe op og se sig tilbage affyrede hun tre skud ind i mørket.

Hun løb i vand nu, først bare til anklerne, så dybere. Hun måtte løfte benene og næsten springe for at komme fremad. Vandet tappede hende for de sidste kræfter. Da hun faldt, rungede en hel serie skud. Hun skulle bare ryddes af vejen. Det var kun Ib Munk, de skulle bruge.

Vandet nåede op til hendes hofte nu, og hun vadede udad, bare udad. Hun kunne ikke få luft længere. De små lys ovre i Hjerting flimrede for hendes øjne. Så lød der endnu nogle skud. Hun strakte armen bagud og trykkede på aftrækkeren.

Det var, som om der pludselig lød flere skud derinde, nogle af dem lød svagere, men hun ænsede dem ikke. Fortsatte bare udad.

– Nina! Her!

Ibs lille fakkel blussede op ret forude et kort sekund. Så smed han den i vandet, som han havde fået besked på. Hun var der næsten … 30-40 meter mere …

Vandet nåede hende op til brystet, men hun havde ikke kræfter til at svømme. Det bragede igen bag hende, og hun nåede lige at høre projektilernes hvislen, før hun kastede sig, og vandet lukkede sig koldt om hendes hoved.

– Jeg er her, Nina. Hér, tag fat.

Ibs lyse stemme lød helt tæt på. Hun gispede efter luft. Hænderne søgte febrilsk. Så lukkede de sig hårdt om rebet. Nu registrerede hun plaskene i vandet, da Ib begyndte at arbejde hårdt med pagajen.

Hun lå på ryggen. Følte, hvordan hun blev trukket af sted. Først langsomt og rykvist, så mere glidende. Hun så mundingsilden fra de to mænds skydevåben bagude. De måtte være løbet ud i vandet. Så lød der nye skud, noget svagere. Glimtene kom længere oppe ad kysten. Der blev skudt mod de to mænd …

Glidende bort, udad, opfattede hun bare svagt, at der måtte være kommet en tredje til. Der var en ildkamp i gang derinde. Var det ikke, hvad det var – en ildkamp? En eller anden var trådt ud af mørket – og havde måske reddet hende.

Hvem? Hvem bryder pludselig ud af mørket, Nina? For din skyld … Hvem? Midt om natten, ude på Langli. Aner du overhovedet, hvad der foregår? Forstår du noget som helst?

Nej, nej, det passer ikke. Der er ingen, ingen tredje mand, ingen glimt, ingen skud.

Der er kun mørket – og kulden. Ikke mere i verden end det. Du skal klare det, Nina, du skal …

Kraftløs lod hun sig trække af sted efter kajakken gennem det kolde vand, som bedøvede hendes værkende muskler. Lidt efter lidt fik hun styr på sit åndedræt. Der var intet at se bagude. Ingen skud at høre. Bare sort stilhed, som om Langli ikke eksisterede længere. Den havde aldrig været virkelig.

Hun vendte sig i vandet. Hjertings lys var kommet tættere på. Så rullede hun om på ryggen igen. Ib pustede voldsomt, og farten var gået ned. Hun begyndte at hjælpe ham ved at bruge benene og tage store, seje tag som en skrubtudse.

– Tak! Det kan mærkes, Nina.

Ib kunne næsten ikke sige noget, men den spinkle mand blev stædigt ved med pagajen.

– Du må ikke holde pause. Så går jeg sgu’ til bunds i alt det tøj. Er vi der snart?

– Over halvvejs!

Kraften gik hurtigt ud af hendes svømmetag med benene. Hun viklede rebet endnu en gang rundt om sine håndled. Det skar. Og det gjorde ondt i armene, som akavet blev strakt bagud. Hun lod sig rulle rundt og svømmede på maven. Det lettede en smule på presset at skifte stilling.

Det sidste stykke forekom som en evighed. Kræfterne var for længst forsvundet. Hun var en tung, forfrossen kludedukke, som gav en masse vandmodstand.

Til sin rædsel mærkede hun, hvordan farten fuldstændig gik af kajakken. Ib kunne ikke mere. Hans arme holdt op med at bevæge sig. Nu, nu gik hun under. Hendes krop var uden kraft, uden liv … Hun tog et dyb indånding og gjorde sig klar. Først da mærkede hun bunden under sine støvler. Hun kunne lige præcis holde hovedet oven vande.

– Jeg kan bunde! Bare ti meter mere, så …

Et voldsomt hosteanfald gennemrystede hendes krop. Hun måtte have slugt en masse vand.

Efter en kort pause satte Ib atter i gang. Hun havde pludselig fået fornyede kræfter til at hjælpe ham en smule. Kort efter rejste hun sig, fik de vaklende, livløse ben til at finde fodfæste. Nu nåede vandet hende kun til brystet. Gadelysene på strandpromenaden stod store og skarpe. Hun kunne se lys i nogle få vinduer.

– Ib, jeg smider rebet nu og vader det sidste stykke ind. Vent på mig derinde, hører du?

– Ja. Jeg skal nok vente.

Ib fortsatte ind mod stranden. Han blev hurtigt en mørk silhuet, som faldt i ét med de store sten, der hele vejen langs strandpromenaden formede et højt værn mod vandet. Til sidst kunne hun ikke se ham. Kun hotellets store, oplyste vinduer. Hendes ben bevægede sig mekanisk under vandet. Nu nåede det hende kun til hoften, så til midt på lårene, så til knæene. 50 meter mere, så var hun helt inde.

Hun lod sig falde tungt om i sandet, da hun nåede ind. Først da hun fik vejret, trængte kulden frem i hendes bevidsthed, og pludselig begyndte hun at ryste over det hele. Hun måtte op, op og videre. Hun rejste sig, først op på alle fire, så op på knæ, og til sidst kom hun på benene og begyndte at vakle til højre ad stranden. Ib måtte være kommet ind en smule længere inde.

Hun kaldte på ham. Der lød intet svar. Så fandt hun kajakken. Han havde ikke orket at trække den op. Den lå ude i det lave vand.

– Ib! Ib!

Hun kravlede med besvær op over stenene og lod sig synke ned på fortovet. Ib Munk var ikke at se nogen steder.

– Ib! Hvor er du?

Fandens også … Hvor kunne du gøre det, dit lille fjols! Hun havde altså ikke vundet hans tillid, eller også anede den stakkels fyr ikke sine levende råd i en verden af kaos. Hun råbte igen. Ingen svar. Nu var hun lige vidt. Ib var flygtet igen.

Længere nede ad vejen kom et sæt billygter nærmere. Hun stillede sig ud midt på vejen og vinkede med armene. Bilen sagtnede farten. Så svingede den udenom hende – og fortsatte ind mod byen.

Lignede hun måske en forbryder? Nej, drivende våd og udmattet lignede hun bare en nødstedt kvinde, der havde brug for hjælp. Den fik hun ikke. Røvhul, medborgerrøvhul!

Hun skråede over vejen og vaklede ind på Hotel Hjerting, hvor der stadig var lys. En tjener så måbende på hende, men lyttede heldigvis til hendes forklaring og ledte hende indenfor.

Hun kunne næsten ikke ramme telefonens taster, så meget rystede hun af kulde. Det var ikke Jonas, men Jørgen, der tog den.

– Det er mig …

– Nina! Gudskelov … Hvor er du? Hvor har du været? Hvad er der sket?

– Jeg er okay. Bare rolig. Jeg kunne … ikke komme til at give besked. Jeg står ude i Hjerting. Jeg er hjemme om lidt. Er Jonas vågen?

Hun hakkede i det, og tænderne klaprede. Hun kunne slet ikke holde røret stille.

– Ja, han sidder hér. Han kunne ikke sove. Du får ham.

– Hvad er der sket, mor? Hvor blev du af?

– Bare rolig, skatter. Jeg er på vej hjem nu. Så skal jeg nok forklare det hele. Jeg kunne ikke ringe til dig. Fik du fat på faster og onkel?

– Ja, og så kom onkel Jørgen herover. Vi har også ringet til politiet.

– Fint, godt klaret. Vi ses lige om lidt, Jullemand.

Tjeneren kom til syne i døråbningen, da hun lagde på. Han granskede hende skeptisk.

– Kriminalpolitiet, sagde du?

Først nu krængede hun den tunge skindjakke af og lod den falde på gulvet med et klask. Hun havde efterladt sig en stor pøl saltvand på fliserne. Tjeneren gjorde store øjne, da han så pistolen i skulderhylstret.

– Ja, kriminalpolitiet. Kan du ikke være så venlig at skaffe en taxa?

– Naturligvis. Vil du ikke låne noget tørt tøj? Du ryster jo helt vildt.

– Jo tak. Jeg låner lige telefonen igen.

Hun ringede hjem til Birkedal, som med det samme lød lysvågen. Han ville straks dirigere patruljer ud til Ho og sørge for en helikopter. Det var naturligvis det eneste rigtige at gøre, men hun var overbevist om, at det var for sent. Mændene kunne omtrent nå at vade tilbage til fastlandet på den tid, det havde taget hende og Ib at nå over. Eller måske havde de en båd liggende? Når man så lagde udrykningstiden til, så var der ikke meget håb om at finde de to – eller rettere – de tre mænd.

Spørgsmålet meldte sig med fornyet kraft. Hvem var kommet hende til undsætning? Hvem i alverden havde nogen som helst begrundelse for at befinde sig ude på Langli midt om natten, træde frem og kaste sig ind i en ildkamp med de to mænd?

Eller tog hun simpelthen fejl? Var det hendes sanser, der var løbet løbsk under dramaet? Eksisterede der kun en tredjepart i den slørede, kraftløse sekvens, som hun oven i købet lige nu slet ikke kunne mane frem for sit indre øje?

Tjeneren kom tilbage og rakte hende en hvid skjorte og en trøje.

– Det var lige, hvad jeg kunne finde. Du kan klæde om ude på toilettet. Denne vej.

Jonas var for længst kommet i seng, men han nægtede at lystre, før han havde hørt hendes historie. Han fik den tillempede version, som passede til et par bekymrede drengeører: at hun var blevet fanget af tidevandet ovre på Langli, og at Pip-Ib havde smadret hendes telefon, så hun ikke kunne ringe hjem. De havde måtte vente på lavvande derovre, men var alligevel blevet snydt af vandet.

Klokken var halv fem nu. Hun var pakket godt ind i joggingtøj og en tyk sweater. Hun blussede af varme efter brusebadet. Faktisk havde hun det glimrende, bortset fra at den ene ankel var pokkers øm og en smule hævet, og at marehalmen havde skåret en lang række små flænger i begge hendes håndflader.

De sad i køkkenet, hun og Jørgen. Hun nød cigaretten til endnu en kop kaffe – og cognac nummer tre.

– Skål.

– Skål, Port. Hvorfor skal du også altid komme galt af sted, min tøs? Vi troede de forfærdeligste ting …

Jørgen blev helt rørstrømsk og gav hende endnu et faderligt klap på kinden.

– Kaktusser forgår ikke så let, vel?

– Jeg tænker nogle gange, at hvis du havde holdt fast i juraen, så ville jeg sove roligere, eller hvis du fik et andet job, så …

– Stop nu, ikke? Du lyder som Martin. Normalt er mit liv bare frikadeller, brun sovs og kartofler. Stille og roligt.

– Lad være med at gøre grin med det, Nina. De kunne have slået dig ihjel. Man skal i øvrigt aldrig tage alene af sted på den slags opgaver.

– Så, jeg er for træt til den slags. En sidste spids?

Jørgen nikkede, og hun hældte en smule ekstra op i hans glas. Hun følte sig tung og træt nu, men hun var sikker på, at hun alligevel ikke ville kunne sove. Det hele sad lige under huden på hende. Og hun kunne ikke slippe den stakkels Ib. Hvorfor var han stukket af fra hende? Måske var han slet ikke i stand til at overskue noget af det og måtte give efter for det eneste signal, hans hoved gav ham: at han var bange og måtte skjule sig.

– Hvad med Martin, i grunden?

Jørgen prøvede at lyde henkastet. Han kunne godt lide ham, i hvert fald den smule, han kendte til ham. I Jørgens univers var det bedst for en kvinde at have en mand. Hun havde altid fornemmet, at Astrid var mere forbeholden over for Martin. Hun havde en medfødt Portlandsk sans for den slags.

– Det er slut. Det har ikke duet længe. Jeg kom ham vel bare i forkøbet. Jeg sagde det til ham forleden.

– Hmm, ærgerligt … Men du ved jo bedst selv, Port.

– Netop. I øvrigt … Hvis vi var mødt op derovre på Langli to mand høj, så var han blevet endnu mere bange. Så var jeg aldrig kommet på talefod med ham. Derfor …

– Har du nogen anelse om, hvor han kan være, ham Ib?

– Ikke denne gang. Måske finder de ham i løbet af i dag? Birkedal har sat en forstærket eftersøgning i gang.

Det første, hun havde gjort, da hun kom hjem, var at ringe til Birkedal igen. Hun havde lovet ham en mere udførlig beretning. Jørgen havde ringet til ham først på aftenen, da hun ikke var dukket op. De havde været ude at lede med næsten alle mand. Da hun snakkede med Birkedal, havde han intet hørt fra patruljevognene eller helikopteren, men han lovede at ringe, hvis der var vigtigt nyt. Det havde han ikke gjort, så hun måtte have ret: Mændene havde forladt Langli i en pokkers fart.

– Var han sur?

– Hvem, Martin?

– Nej, Birkedal.

– Hmm, det kunne jeg ikke greje. Vel glad for, at jeg dukkede op i live, men vrissen over, at jeg var taget alene af sted uden at sige noget om det. Jeg var heller ikke sikker på, at Ib Munk var ovre på øen. Det var bare en stærk fornemmelse, jeg havde. Der er nogen, der mener, at det bare er noget kvindepis, dét der med fornemmelser … Og det er det vel også?

– Det med den tredje mand derovre. Det har du ikke fortalt?

Hun rystede på hovedet.

– Ikke endnu. Jeg ved ikke … Jeg er ikke helt sikker … Det hele var så kaotisk. Og desuden … Hvem ville man skulle lede efter? Nu vil jeg i seng. Der ligger pude og tæppe på sofaen. Tak for din indsats, søde.

Hun lagde en hånd på hans skulder. Den gamle landbetjent, der havde været hendes far gennem næsten et helt liv, tog hendes hånd og strøg den kærligt.

– Det var så lidt. Sov godt, Port.