13. kapitel

Fortumlet stod hun ud af sengen, vaklede ud i køkkenet og lavede sig en kop tjæretyk kaffe. Den forstuvede ankel gjorde rigtig ondt nu. Så satte hun sig straks, stadig kun iført trusser og t-shirt, hen til computeren og tændte den. Da den var klar, pressede hun Ib Munks lille memorykort fra kameraet ind i kortlæseren og begyndte at hente billederne ind på maskinen.

Hun kastede et blik på sit ur. Den var over tolv. Hun havde aftalt med Birkedal, at hun først behøvede at møde op til briefingen klokken to. Jørgen var for længst taget af sted. Han havde sørget for morgenmad og sendt Jonas i skole.

Kaffen begyndte at virke. Det var gået, som hun havde regnet med. En forbandet urolig søvn. Først de sidste par timer havde hun følt, at hun for alvor døsede hen.

Hun havde drømt i bizarre, løsrevne sekvenser. Det var først og fremmest en underliggende følelse af ikke at kunne få luft. Og så var der noget med at glide ned gennem mørke og kulde. Vægtløshed og bobler. Så kom luftmangelen. Hun ville råbe på hjælp, men ikke en lyd kom fri af hendes mund. Og lige præcis da var hun vågnet.

Hun var i tvivl. Havde hun i virkeligheden skreget, så det kunne høres over hele ejendommen? Det føltes sådan.

Ib Munks billeder var gode. Først var der en stribe med fugle og atter fugle. Så kom hun til de to mænd. Høgenæsen og dernæst den tyndhårede mand, der var indfanget på lang afstand. Hun gemte billederne og hentede dem frem igen i fotoprogrammet. Det var nemmest at gøre det selv. For det første anede hun ikke, om der fandtes en computer med kortlæser oppe på gården, og for det andet var hun ret sikker på, at de i hvert fald ikke havde Photoshop på én eneste computer. Den slags ville sikkert overraske folk, men sådan var det. Etaten var ikke langt fremme i det teknologiske fodtøj, ikke på alle punkter i hvert fald. Ergo skulle det hele sendes til KTA i Kolding, og det betød unødvendig ventetid.

Hun beskar billederne, så de blev til portrætter, lysnede dem en smule og gav dem lidt kontrast. Derpå mailede hun fire udvalgte billeder op til Thøgersen med kopi til Ulbæk. Det var alligevel en af de to, der skulle tage affære.

De to stykker franskbrød på brødristeren nåede at brænde på, mens hun humpede rundt og gjorde sig klar. Hun viklede anklen ind i et elastikbind og smurte flængerne i hænderne med noget desinficerende creme. De to næste stykker brød undgik at blive til kul … Først nu kom hun til at tænke på Kulmanden. Hun anede ikke, om de var kommet videre med ham i går.

Hun satte sig ved køkkenbordet, men orkede ikke at læse avisen. I stedet begyndte hun at tegne på bagsiden med en kuglepen, hen over vejrkortet. Mest for at klare sine tanker og skabe orden. Thøgersen ville fryde sig, hvis han kunne se hende lige nu, se hendes forsøg på at tegne sig frem til en struktur, nedbryde store sekvenser til mindre elementer. Alt virkede så sammenfiltret. Hændelserne ovre på Langli havde på én gang gjort det hele mere uoverskueligt – men også givet hende nye ledetråde.

Hun lavede to cirkler, en til hvert af ligene. To udlændinge i et sommerhus i Danmark. Kulmanden, ukendt identitet, og Ercan Duru, kurder bosat London. De kom for at mødes med Ib Munk – og lavede en aftale om at leje en konferencesal på selveste Radisson SAS Royal Hotel i København.

To nye cirkler med spørgsmålstegn indeni. De to mystiske mænd. Identitet ukendt, men formentlig af sydlandsk afstamning. Og utvivlsomt drabsmænd … De jagede … Hun lavede en ny cirkel og skrev „Ib Munk“ i den og trak en streg mellem alle cirklerne. De var indbyrdes forbundne. Men hvorfor?

Så var der Morten Busk. Hans cirkel forbandt hun med Ib Munks og trak en streg tilbage til de to dræbte mænd fra Blåvand. Tre ofre. Hvad var det, som nu var i Ib Munks varetægt – og angiveligt var mange penge værd? Film? Fotos? Nærliggende, ja … Dokumenter? Narkotika? Måske … Hvis begge de dræbte viste sig at være af kurdisk afstamning, og hvis de på en eller anden måde var hemmeligt impliceret i noget oprørsarbejde, var det så ikke en rimelig tanke, at den slags var finansieret via kriminalitet? Var det ikke på den måde, oprørsbevægelser verden over skaffede penge til deres kamp? Det var i hvert fald sådan, PKK havde arbejdet i Sverige for længe siden. Men hvis de var narkobagmænd eller kurerer, hvorfor så i alverden booke en konferencesal? Altså, den tanke kunne kasseres.

Den sidste cirkel var Ellinor Munks. Næppe på nogen måde direkte involveret i noget som helst – men måske et offer? Eller døde hun bare en naturlig død på et pokkers mistænkeligt tidspunkt?

Hun manglede stadig Kulmanden for at gøre skitsen komplet. Hans identitet og baggrund kunne rumme nøglen til en blotlægning af motiverne, måske kunne den forbinde hendes allerede forbundne cirkler.

Og så var der Ib Munk. Igen på flugt, skræmt fra vid og sans. Han havde absolut første prioritet lige nu. Hvis han ville, var han måske i stand til at give alle svarene.

Hun spildte en klat abrikosmarmelade lige oven i de to mystiske mænd. Hun havde glemt én – hvis han ellers fandtes. Den tredje mand fra Langli. Hun havde ikke den fjerneste idé om hans eksistens eller hans motiver og satte et stort spørgsmålstegn oppe i det ene hjørne. Diagrammet var komplet, i hvert fald lige nu. Bare uden det mindste svar på noget som helst.

Om en mand med en grøn jægerhat overhovedet havde nogen plads i efterforskningen, det kunne hun ikke med sikkerhed afgøre.

Hun blev siddende med kaffen og stirrede på avissiden. Hun kom ikke længere, men den havde tjent sit formål. Hendes tanker var rettet ind igen.

Der var ingen vej udenom, selv om hun hadede lange genfortællinger. Når folk normalt spurgte til et eller andet, „hvordan går det, var det et godt kursus, var det en god ferie“, så var de dybest set ikke ret interesserede i et fyldestgørende svar, men trippede uroligt for at haste videre gennem livet med dets modus operandi af nystrøgne høfligheder.

Da hun mødte op på gården i god tid før briefingen, var det anderledes. Hele aftenen og natten havde hun været eftersøgt. Hvor i alverden havde hun været henne?

De kolleger, som hun mødte ude på gangen, stoppede straks op. Monberg som en af de allerførste. Han gjorde store øjne og gav hende et forsigtigt klap på skulderen, mens han med udsøgt genialitet udbrød: „Hva’ så, Nina?“

Dén tanke strejfede hende, at hun måske alligevel ville savne fjolset, hvis han en dag ikke var der længere.

På et tidspunkt stod der en lille flok omkring hende. Hun så ikke anden udvej end pligtskyldigst at levere historien om sin tur ud i vadehavet til Ib Munk ovre på Langli.

Det eneste, de ikke fik, var den fjerne mundingsild inde på stranden – tilstedeværelsen af den tredje mand – eller kvinde for den sags skyld.

Da hun satte sig ved skrivebordet med et krus kaffe, kom hun pludselig selv i tvivl. Det irriterede hende voldsomt. Hun havde prøvet det før: at spekulere så inderligt over noget, som hun vitterlig mente var rigtigt, selv om hun ikke var hundrede procent sikker, måske „kun“ 98 procent. Og lidt efter lidt kom den piblende ud af sin sprække, tvivlen.

Måske var der i virkeligheden ikke nogen tredje mand, som pludselig havde åbnet ild i mørket?

Der var to forfølgere, som havde skudt efter hende. Hun havde selv besvaret ilden ved at løsne skud under flugten. Altså, tre mennesker, der skød, tre mundingsglimt – og Ibs lysende fakkel – et fjerde glimt i natten. Hvad havde hun egentlig set, da hun var lige ved at segne derude? Hvad kunne hun definitivt bekræfte?

Det føltes som grublerierne dagen efter en større brandert i de unge år. Hvem havde sagt og gjort hvad? Og havde det været pinligt?

– Hvad sidder du og falder i staver over, Portland? Nattens begivenheder?

Vice-Thøgersen stillede sig foran hendes skrivebord. Hans stribede poloshirt med lange ærmer mindede om noget, der havde været på tilbud i Føtex i sidste uge. Han smilede træt. Måske så hun selv træt ud ved tanken, for han skyndte sig at tilføje:

– Ja, bare rolig, jeg har fået historien af Birkedal.

Hun nikkede tavst.

– Tak for billederne. Det var hurtigt. Jeg har sendt dem ud over nettet – og til Interpol. Og PET …

– PET? Hvorfor det?

– Såmænd ikke, fordi jeg tror rigets sikkerhed er i fare. Thøgersen smilede svagt. – Men nu står vi med mere end bare to klassiske drabssager. Vi har to udenlandske mænd – drabsmænd – på jagt efter et eller andet på dansk grund. PET skal kigge med nu.

– Ja, selvfølgelig.

– Som PET-kontakt så skal du vide, at Birkedal og jeg lige sætter os sammen med de øverste herrer på et tidspunkt og vender, om vi måske skal rette en decideret officiel henvendelse til PET om at gå med. Men, hold det lige for dig selv, ikke? Du ved, hvordan det er …

Hun nikkede. Politidirektør Friis og hans højre hånd, chefpolitiinspektør Pallesen, skulle altså konsulteres. Og jo … Hun vidste udmærket, hvordan det var. Folk ville føle, at deres sag blev interveneret af eliten fra København, af dem, der var lidt bedre og finere end resten og tjente et højere formål. Alle havde vel et ambivalent forhold til den slags, mere eller mindre. Og det var vel også udtryk for en vis faglig stolthed.

– Jeg siger ikke noget … Det er ikke ulogisk at tage PET med. På den anden side, vi aner ikke, hvad det er for en sag, vi har med at gøre, vel? Ved du, hvordan det går med eftersøgningerne?

– Ingen spor af Ib Munk. Han er som sunket i jorden. Og heller ikke noget på de to mænd. Vi fortsætter med uformindsket styrke – over hele landet i hvert fald for de to’s vedkommende.

– Vi må og skal finde Ib Munk i en fart … Finder vi ham, finder vi også de to, tror jeg.

– Hvad med dig selv? Din egen sikkerhed?

– De er overhovedet ikke interesserede i mig. De skal kun bruge Ib. Jeg var bare i vejen ude på øen.

– Måske har du ret, men jeg vil drøfte det med Birkedal, bare så du ved det.

– Gør du bare det.

Thøgersen nåede at tage et par skridt ud af kontoret. Så snurrede han rundt og kom tilbage.

– En ting til … Hvordan i alverden kunne du vide, at ham fyren sad ovre på øen?

Hun trak på skuldrene.

– Tjah, det var en indskydelse. Han har altid heddet Pip-Ib, fordi han er tosset med fugle. Jeg undersøgte hans værelse hos moderen, og … tjah, Langli lød som et godt bud. Bare en fornemmelse …

Thøgersen lyste op inde under de tunge øjenlåg.

– Kvindelig intuition?

– Det havde du næppe sagt, hvis jeg havde bedt om at få hele apparatet sat i sving på den tynde baggrund, vel?

Vicepolitiinspektøren klukkede, men havde tilstrækkelig selvironi til at ryste på hovedet.

– Det havde jeg sgu’ nok ikke, men det var alligevel godt gået, Portland. Jeg tror i øvrigt på kvindelig intuition. Min kone ved altid, hvornår jeg pludselig kommer hjem med en eller anden raritet.

– Hmm, det er vel også svært at liste en flintebøsse hjem i jakkelommen som en anden fiffig snaphane …

Thøgersen klukkede igen. Han kunne godt lide, at hun fra tid til anden stak til hans hobby.

Hun kiggede op på væguret. Der var briefing lige om lidt. Hun rejste sig, tog kaffekruset og fulgte efter Thøgersen ned ad gangen, hvor folk var begyndt at sætte kurs mod mødelokalet.

Til sin store overraskelse opdagede hun, at hendes sædvanlige plads ved den fjerneste bordende var optaget. Der sad en fyr med karseklippet, mørkt hår og daggamle skægstubbe. Hun kendte ham ikke. Måske en af dem fra Varde? Hun blev stående ved siden af sin plads, tøvende et sekund. Skulle hun? Nej … Den fornøjelse skulle de ikke have foræret.

Manden så spørgende op og smilede. Måske kunne han se det i hendes ansigt.

– Noget galt? spurgte han og så forundret ud. Så gik det op for ham.

– Åh, undskyld. Jeg har vist ikke præsenteret mig. Men jeg begyndte i går. Wejse, Tim Wejse.

Han rejste sig halvt og rakte hånden frem.

– Portland … Nej, der er ikke andet galt, end at du sidder på min sædvanlige plads, hvor jeg har siddet i hundrede år – men så lad gå for denne gang.

Hun gav flygtigt hånd og skyndte sig så at tage en stol lidt længere oppe ad den ene langside, for Birkedal gjorde tilløb til at rejse sig.

Ud af øjenkrogen kunne hun se kollegernes smørrede smil. Monbergs gik fra øre til øre. Hun skulle ikke have sagt det, men det fløj bare ud af munden på hende. Nu sad han derhenne og så lidt desorienteret ud, den nye.

Birkedal så bister ud, da han rettede sig op ved bordenden. Han var en høj mand. Hun syntes, at hans mave bulede mere og mere under skjorten. Hans hår var helt uregerligt og strittede i alle retninger, og under pandelokken trådte løverynkerne frem. Han rømmede sig hult, og der blev stille i lokalet.

– Indtil videre ingen spor af Ib Munk eller de to mænd. De er vores absolutte topprioritet, mine damer og herrer. De skal findes! Og de fleste af jer, i hvert fald dem, der var her til morgenmødet, ved hvorfor, så jeg vil ikke bruge tid på at repetere Portlands eskapader i nat.

„Eskapader“, kunne han virkelig ikke udvise større opfindsomhed?

Birkedal spankulerede tænksomt hen til vinduet, hvor han blev stående.

– Vi har stadig intet nyt på Kulmanden, og det er noget møg. Metropolitan-folkene i London har vist hans billede til alle og enhver i det kurdiske miljø, hvor afdøde Duru færdedes. Og også til Durus kone, som er vendt hjem fra Tyrkiet. Ingen kender Kulmanden. Eller også vil de bare ikke sige det. Herhjemme har NEC sorteret alle de mange data fra den totale mastesøgning på Durus mobiltelefon. Den bekræfter billedet: Kulmanden og Duru kørte direkte fra Blåvand og til København den 23. august, på motorvejen ude ved Korskroen og videre ad motorvejen den slagne vej til København. Samme vej retur. Nul svinkeærinder. Det fører os ikke videre.

Birkedal trådte tilbage til sin plads og lænede hele sit store korpus fremover og satte begge poter på bordpladen. Han så ualmindelig indestængt ud.

– Det er noget møg, at vi står sådan i stampe … Til gengæld har jeg lige fået svar fra Kolding. KTA har undersøgt Ellinor Munks lejlighed. Fund af hår matcher dem, de gjorde i den stjålne, hvide Mondeo, som igen matchede dem, de fandt i sommerhuset i Blåvand. De to mænd, hvem pokker de end må være, har altså på et eller andet tidspunkt været i Ellinor Munks lejlighed. Det betyder ikke nødvendigvis, at de slog hende ihjel. Det finder vi aldrig ud af, ifølge embedslægen, men det er sgu’ da påfaldende. Så vi kan ikke udelukke, at de ikke bare er skyldige i dobbeltmen tredobbelt drab. Så fra nu af gælder det om at …

Birkedal så irriteret op, da der blev banket på den åbne dør og en af sekretærerne trådte indenfor. Hendes kinder blussede. Der blev dødsstille, mens hun tøvende trippede op langs væggen.

– Ja, undskyld, men jeg fik at vide, at …

– Vi holder møde. Det må vente!

Birkedal løftede en advarende pote, og sekretæren bremsede op. Hun stod og viftede febrilsk med et stykke papir.

– Undskyld, men det er altså meget vigtigt. Jeg fik at vide, at jeg skulle aflevere det omgående. Af Friis selv.

Birkedal sukkede opgivende og vinkede hende nærmere. Hun afleverede papiret og skyndte sig ud. Der var stadig helt stille. Alles øjne var rettet op mod chefen, der distræt rodede efter sine briller. Endelig fandt han dem i skjortens brystlomme. Han blev stående, mens han granskede ordlyden. Så lyste han op i et bredt smil og brummede veltilfreds et eller andet til Thøgersen, der sad lige ved siden af.

– Så lykkedes det endelig! Nu tror jeg, vi har fundet Kulmanden, folkens. Dét her er en fax fra politiet i Berlin. En mand er lige meldt savnet. Og det hele stemmer. På en prik, sgu’. Det må være ham …

Om et øjeblik skulle hun af sted, ud for at deltage i eftersøgningen af Ib Munk. Hun så op fra skrivebordet. Den kraftige blæst fik regnen til at piske mod ruden. Det havde øset ned, siden de gik fra briefingen. Ikke det fedeste vejr til en eftersøgning. Alle og enhver ville søge i ly, uanset om man var en forvirret Pip-Ib eller hans udspekulerede efterfølgere.

Hun kiggede ned igen. Hun havde lavet en skitse magen til den hjemme ved køkkenbordet, men nu var Kulmanden på plads. Det var lige blevet endeligt bekræftet. Tyskerne havde mailet et foto og et tandkort efter mødet. Der var ingen tvivl. Fotografiet var egentlig nok i sig selv, men tænderne matchede også, lød det fra KTA i Kolding.

Kulmanden var 53 år gammel. 53 år, så havde Anja Poulsen ramt plet. Han hed Serhat Zamani. Han var af kurdisk afstamning og boede alene i en lejlighed i Berlin-bydelen Kreuzberg. Tjah, hvor ellers? Hun havde engang besøgt en veninde, som studerede i Berlin. Kreuzberg var tyrkernes Berlin. Så meget vidste hun. Intet andet sted uden for Tyrkiet fandtes der så mange tyrkere samlet på ét sted, så Kulmanden var bare én ud af et gigantisk, tyrkisk-kurdisk miljø, der talte mange, mange tusinde.

Så var han altså kurder, som hun havde siddet og funderet over det i kapellet ved Ellinor Munks begravelse. Rummede den kendsgerning kimen til noget af afgørende betydning for efterforskningen, eller var det en tilfældighed, at de begge var kurdere? Hvis to danskere blev dræbt, og de begge viste sig at være fra København, ville ikke en eneste loppe bøvse på grund af sammenfaldet. Kunne man tillade sig at ræsonnere sådan også i dette tilfælde? Hvis man var tyrker, var der en pæn statistisk chance for, at man også kunne være kurder. Men de måtte alligevel hele tiden holde sig dette sammentræf for øje.

Det var Kulmandens nabo, en ældre dame, der havde henvendt sig til politiet i Kreuzberg, fordi han ikke var kommet tilbage fra ferie. Hun passede hans hund, og han ville aldrig efterlade den. Så det havde bare været en enkelt søgning i registret, før Kulmanden poppede op på tyskernes skærm som Serhat Zamani, en særdeles død mand i Danmark.

Det var alt sammen ganske udmærket, men de var igen efterladt i den irriterende situation, at de var afhængige af andres efterforskning. Først englænderne, nu tyskerne. Det ærgrede hende voldsomt.

Birkedals lune var ellers svinget mærkbart efter deres held. Resten af briefingen havde han nok været stram – men furerne i panden var knap så dybe, og han havde forsøgt sig med en enkelt munter bemærkning, som i hvert fald Monberg fandt morsom.

En af årsagerne til Birkedals dårlige humør fra morgenstunden kunne være – ham selv. I morges havde en beboer i ejendommen i Islandsgade ringet ind på politigården, fordi hun havde hørt lyde i opgangen, som om døren smækkede ind til afdøde fru Munks lejlighed. Det viste sig hurtigt, at der manglede noget tøj fra Ibs værelse, og pengene i pungen i køkkenskabet var væk.

Birkedal havde selv overset, at de med det samme burde have overvåget Ellinor Munks lejlighed, fordi Ib måske ville søge derhen efter sin landgang ude i Hjerting. Så havde han ikke haft penge før, så havde han da i hvert fald godt et par tusinde på lommen nu, den gode Pip-Ib, og oven i købet tørt tøj. Det var en brøler af rang. Hun burde også selv have set det, men var måske lovligt undskyldt oven på dramaet på Langli. Alligevel krummede hun tæer, da hun fik det at vide. Fejl havde hun det skidt med.

Hun fiskede tjenestepistolen op af skrivebordsskuffen og tog jakken, der hang på stoleryggen. Hun skulle have den nye mand, Tim et-eller-andet med ud at køre – på vice-Thøgersens befaling.

Lydløst listede hun sig forbi den åbne dør ind til Birkedals kontor. Hun orkede ikke mere snak lige nu. Hun nåede næsten hen til døren ud til trappen. Så gjaldede det:

– Portland, stop!

Hun var afsløret og traskede tilbage. Birkedal vinkede hende ind med store armbevægelser, og hun lod sig synke ned på stolen foran skrivebordet. Dét sæde, der gennem årene både havde tjent som anklagebænk og skriftestol for hende.

– Jeg skal ud med ham den nye. Det er ikke noget, der kan vente?

– Nå, Tim Wejse, spændende mand, dygtig fyr, stor erfaring i drabssager.

Birkedals tone var anerkendende og afslappet, som om han pludselig havde al den tid i verden, han behøvede. Han var til tider svær at blive klog på, løven.

– Det var også på tide. Vi har haft travlt længe. Stillingen skulle have været besat 1. august. Mig bekendt.

– Det er en svær tid, sommerperioden. Men nu er han her.

– Hvor kommer han fra?

– Station City.

– Selveste City, en af de hårde drenge, hva’?

Navnet på stationen på Halmtorvet havde afløst det mere ildevarslende navn Station 1. En lang række avisartikler og anden mediefokus på brådne kar i tjenesten, nogle sande, nogle usande, havde fået det til at skurre i folks ører, „Station 1“. City klingede bedre, lidt i retning af public service, hvilket i bund og grund også var korrekt. Politiet var en borgerservice, selv om nogle borgere havde ualmindelig svært ved at huske det.

– Hård dreng? Næh, det tror jeg ikke, Nina, bare solid og erfaren.

– Og hvordan havner han så herovre? Langt fra København.

– Vis dig fra din venlige side. Spørg ham selv. Du skal jo ud at køre med ham …

Birkedal rømmede sig. Så fortsatte han:

– Jeg har snakket med Thøger om dig – og din sikkerhed. Du skal under bevogtning, Portland.

Ups, „Nina“ var væk. Nu var det „Portland“ – og nul hyggesnak.

– Hvad? Gu’ skal jeg ej. Det kan du ikke mene. Det gider jeg ikke.

– Der er ingen vej udenom, Portland. De forsøgte at dræbe dig i går. Så kan de også gøre det i dag. Jeg sætter en mand på dig. Alt andet er uforsvarligt.

– Det burde være nok, at jeg tager mit våben med hjem. Det er ikke mig, men Ib Munk, de er ude efter.

– Måske, men de kan ikke vide, om du, eller vi, har fået fat i Munk. De ved bare, at I forsvandt i mørket sammen. Og du har også din dreng at tænke på.

Hun sukkede. Jonas … Dér ramte manden hende med et dybt stød. Og jo … Han havde ret. Hun trængte bare til lidt fred.

– Det var på mandag, du skulle på kursus, ikke? Hvem passer ham imens?

– Det gør de ovre i Sønderho.

– Ovre ved den gamle landbetjent?

– Ja.

Hun granskede tøvende hans ansigt. Det var et skidt tidspunkt, når han lige var slået over i „Portland“. Men hun kunne lige så godt stikke hovedet ind i løvens gab og få det sagt.

– Jeg har faktisk overvejet at droppe det med PFL i denne omgang. Vi har alt for meget i gang lige nu. Og nu kender vi også Kulmandens identitet. Det duer simpelthen ikke. Jeg kan tage det op senere. Der kommer en ny chance.

– Dén snak troede jeg vi var færdige med. Hvis du hopper fra nu, Portland, så ved jeg sgu’ ikke, hvad jeg gør ved dig. Det er for idiotisk. Hamrende idiotisk.

Hun lænede sig tavs tilbage i stolen. Birkedals øjenbryn stod omtrent lodret inde bag brilleglassene. Han ville utvivlsomt tage hævn, hvis hun sagde fra. Hvilken form, dén hævn så end ville tage. Hun fik en pludselig indskydelse. Måske var der en mulighed?

– Hmm, kan vi handle om det?

– Handle? Om hvad? Tror du, det er en skide købmandsbutik?

– Hvis jeg siger ja til beskyttelse, og hvis jeg siger ja til at begynde på PFL på mandag, så kunne du være så venlig at lade mig tage til Berlin i morgen, kunne du ikke?

– Du er ikke i en position til at forhandle om noget som helst.

– Måske ikke, men på den måde skal jeg kun passes op i aften og i nat, og så er der kun lidt af weekenden tilbage, når jeg kommer hjem og skal fortsætte til kursus på Avnø. Det sparer ressourcer, og så er det i øvrigt møgirriterende og besværligt, at vi hele tiden er afhængige af andres indsats og efterforskning. Først i London og nu gudhjælpemig i Berlin. Kulmanden er vores. Der er ikke langt derned. Bare en dags visit. Det er en stor sag for os. De vil kunne forstå vores interesse.

Birkedal havde lyttet koncentreret. Nu lagde han brillerne og gned øjnene. Han så endnu mere træt ud end Thøgersen.

– Har du da ikke selv tænkt dén tanke med Berlin?

Han fortsatte med at gnide sit ansigt. Så lænede han sig tilbage i den høje kontorstol, der kunne vippe bagover. De viltre øjenbryn lå atter vandret. Han rystede på hovedet og sukkede.

– Nina, du er sgu’ for viderekomne.

„Nina“ – der var en opblødning på vej, anede hun.

– Berlin? Selvfølgelig har jeg tænkt den tanke. Det ærgrer mig for pokker også vanvittigt, at vi ikke selv kan gøre arbejdet færdigt. Taler du tysk?

– Om jeg gør. Durch, für, gegen, ohne, wider, um – kennst du nicht den Akkusativ, dann bist du wirklich dumm.

Birkedal undertrykte en klukken.

– Så tag da af sted! Men så heller ikke mere vrøvl.

– Glimrende, hvornår?

– I morgen. Så har de haft tid til at kigge på sagen dernede. Og så er det Avnø mandag morgen.

Hun nikkede.

– Jeg hører fra Thøgersen, at I overvejer PET?

– Ja, jeg ville naturligvis fortælle dig det, men lad os nu lige se. Jeg kan sgu’ ikke blive klog på dem. Nogle gange beder de om at få alt mellem himmel og jord at vide, andre gange virker de helt ligeglade. Måske ender det med, at jeg tager en uformel snak med Gudmundsen til en start. Under alle omstændigheder vil jeg vende det med Thøger først.

– Okay, og du ordner det med tyskerne?

– Ja, jeg sætter papirarbejdet i gang med det samme. Så må vi se, hvad vores tyske venner svarer. Du kan hilse vores nye mand fra Station City og sige, at han skal tage tjansen som din beskyttende ånd indtil midnat. Så beder jeg Thøgersen om at sørge for en afløsning. Se nu at komme ud af røret, Nina.

Birkedal gjorde, hvad han kunne for at se streng ud, da han pegede hen mod døråbningen.

Tim Wejse så spørgende på hende, da hun atter satte sig i sædet, drejede nøglen og startede motoren. Han havde også set undrende ud, da de kun rullede små hundrede meter, nede fra politigården og op på siden af rådhuset, hvor hun parkerede. Han troede, de skulle ud at køre byens gader tynde i eftersøgningen. I stedet ville hun ind på socialforvaltningen og se, om de havde noget liggende på Ib Munk. Det havde de ikke.

– Hvad nu?

– Det var en nitte.

– Og så?

– Hen på hans gamle skole. Måske har de noget, vi kan bruge. Du er ikke indfødt københavner, kan jeg høre.

– Nej, jyde-københavner. Eller måske næsten-naturaliseret københavner.

– Hmm …

Det regnede kraftigt igen. Hun satte vinduesviskerne i gang og svingede ud på vejen.

En halv time senere bankede de på døren på første sal til venstre i ejendommen i Nørregade. „Anna og Arne Frederiksen“, stod der på dørskiltet.

Når man boede i Vesterhavsgade, gik man på Danmarksgades Skole. Det vidste hun. Jonas havde selv en klassekammerat, der boede i Vesterhavsgade, så sagen var enkel nok.

De havde været inde omkring skolen og spørge. Sekretæren havde stået på hovedet for dem, men der fandtes åbenbart ingen papirer fra dengang, eller også anede ingen, hvor de var. Til gengæld fandt de frem til Ib Munks klasselærerinde gennem de syv første år i skolen, Anna Frederiksen, stadig spillevende.

Det var hende, der lukkede op. En nydelig ældre dame, der var gået på pension for flere år siden. Hun holdt sit id-kort frem og præsenterede sig selv og Wejse og gav en hurtig forklaring på deres ærinde.

Fru Frederiksen smilede og nikkede, da Ib Munk blev nævnt.

– Selvfølgelig husker jeg Ib. Det er da klart. Kom indenfor.

De blev vist ind i stuen og takkede ja til en kop kaffe. Hr. Frederiksen sad inde i en tilstødende stue og snorkede med avisen over sig. Hans kone skyndte sig at lukke døren.

– Han får sig altid en lur ud på eftermiddagen. I vil gerne spørge om Ib Munk? Jeg skal gøre mit bedste, sagde den pensionerede lærerinde og hældte kaffe op. Først nu kom hun øjensynligt i tanke om det:

– Hvad er der sket? Han er vel ikke røget ud i noget skidt, Ib?

– Nej, det er han for så vidt ikke. Jeg er ude efter at danne mig et klart og tydeligt billede af Ib. Jeg har mødt ham, skal det siges, og tilsyneladende fejler hovedet jo ikke noget. Men det er også tydeligt, at han er anderledes, ikke? En gammel bekendt af familien siger, han er autist. At han lider af Aspergers syndrom. Ingen har papirer liggende på ham, så jeg tænkte, at du som hans gamle klasselærer kunne hjælpe os.

– Ib var sådan en kær dreng, men forfærdelig indelukket. Alligevel vandt jeg hans tillid efterhånden. Og jo, han har Aspergers. Jeg ved det, for det var mig, der sørgede for, at han blev undersøgt i sin tid.

– Så han blev altså undersøgt.

– Først i 3. klasse. Systemet var lidt tungt at danse med dengang for en ung lærer som mig. Umiddelbart fejlede han ikke noget, sådan indlæringsmæssigt. Og så alligevel …

– Hvordan blev du så opmærksom på det?

– Hans indelukkethed og … hvad skal man kalde det … hans fuldstændig utilpassede facon socialt. Og nogle af hans interesser, de tog helt magten fra ham, Nordamerikas indianere for eksempel – men især fuglene. De kaldte ham Pip-Ib. Jeg kunne ikke stoppe det. Det var synd.

– Kan De prøve at skabe en slags billede af ham? Hvordan vil De betegne ham?

Det var Tim Wejse, der brød ind og høfligt sagde „De“. Han havde ikke sagt meget undervejs, men blot fulgt med. Hun havde haft for travlt med at spekulere over Ib Munk til at indlede nogen længere kollegial snak med ham. Faktisk havde hun vel været kort for hovedet.

– Når man har Aspergers, er intelligensen som oftest helt normal. Det er på det sociale område, det kan ses. Og så er det karakteristisk med disse særinteresser. Det stemte godt overens med Ib. Han kunne nogle gange falde helt ud af undervisningen. Andre gange pludselig sætte hektisk i gang med fugle eller de andre ting. Så der var ikke gået mange dage, før jeg fandt ud af, at han var underlig. Men dengang faldt man nok lettere uden for rammerne, uden at der af den grund blev taget affære. Han fulgte også fint nok med. Må jeg spørge, hvad laver Ib i dag? Hvordan klarer han sig?

Hun stillede kaffekoppen og trak på skuldrene.

– Vi mener, at han har hjulpet sin gode ven, Morten Busk, med løst og fast gennem årene.

Den gamle dame foldede hænderne i skødet og nikkede eftertænksomt.

– Det var synd med Morten. Jeg læste for nylig, at han blev dræbt ved en trafikulykke. Uden ham havde Ib nok aldrig klaret sig igennem skolen. Morten var alt det, han ikke selv var. Populær, smart, skrap. Når han var i nærheden, var der ingen, der vovede at drille Ib.

Den gamle lærerinde holdt en pause. Så fandt hun åbenbart det ord, hun ledte efter.

– Tryghed … Det er nok det centrale ord, hvis I skal danne jer et billede af Ib. Når han følte sig tryg og havde sine rutiner, fungerede han bedst. Derfor fik han også meget ud af specialundervisningen, hvor der kun var få elever. Ellers kunne han let blive konfus. Ja, nærmest lidt skræmt, og så lukkede han sig inde. Det kunne tage flere dage at nå rigtig ind til ham og få ham på ret køl igen, hvis han havde været udsat for noget skidt. Stakkels fyr. Jeg har tit tænkt på ham. Han havde det ikke nemt, men heldigvis kom han fra et kærligt hjem. Lever hans mor endnu?

– Nej, hun døde for nylig.

– Så er han helt alene nu, den stakkel, uden sin mor og uden Morten.

– Ja, det er også derfor, vi skal have fundet ham.

Hun rejste sig fra sofaen, og Wejse fulgte trop. De takkede for hjælpen og gav hånd, og fru Frederiksen fulgte dem til døren.

– Må man alligevel have lov at spørge, hvad Ib er blandet ind i?

– Desværre, fru Frederiksen, det kan jeg ikke komme nærmere ind på. Han er dukket op i forbindelse med efterforskningen af en sag.

Den gamle dame nikkede forstående.

– Jamen, så held og lykke. Jeg håber, I finder ham. Og hils ham endelig fra hans gamle klasselærerinde, ikke?

Regnen var holdt op, da de kom ned på fortovet og satte sig ind i bilen. Hun kiggede på sit ur. Klokken var mange. Hun havde aftalt, at hun ville komme og hente Jonas, selv om der ikke var mange hundrede meter hjem. Birkedals bemærkning havde fået hende til at sende en sms til ham.

– Hvad nu, Portland? Det er ikke meget, vi har deltaget i eftersøgningen, hva’?

Wejse lænede sig tilbage i sædet og smilede skævt.

– Nej, men så har vi til gengæld lavet så meget andet vigtigt.

Man kan ikke lede efter nogen uden at vide, hvem de er. Og nu ved vi mere, end vi gjorde for nogle timer siden.

– Korrekt.

Af en næsten-naturaliseret københavner at være havde hendes nye kollega været forbløffende fåmælt og tilbageholdende hele eftermiddagen. Det slog hende igen: Hun havde ikke været specielt fremkommelig.

– Nina, jeg hedder Nina. Det fik jeg vist aldrig sagt. Og det med stolen … Glem det. Det var for åndssvagt. Jeg er bare et vanedyr.

Han nikkede.

– Det er okay. En fast plads er en fast plads. Hvad nu?

– Vi triller lidt rundt.

Hun startede, kørte forbi det lokale bladhus og svingede ud på Jernbanegade. De fortsatte videre hen ad gaden, og hun drejede op ad Borgergade og fulgte den hele vejen ned til bunden, hvor hun fik en pludselig indskydelse. Hvorfor ikke forene det nyttige med det behagelige?

– Jeg har ikke fået en krumme siden i morges. Jeg er hundesulten. Hvad med dig?

– Jeg kunne godt spise et eller andet.

Hun skulle lige til at fortælle ham, at han altså ikke skulle tro, at hun var én af den slags, en ærkeprovinsiel pølsevognsstrømer, for hun kom der sjældent. Hun havde sin form at tænke på, og i øvrigt fik de rigeligt med junkfood derhjemme, hun og Jonas. Men hun tog sig i det. Sad hun lige og tænkte på en undskyldning? Manden måtte da tro, hvad han ville.

– Godt så. Pølser.

Få minutter senere parkerede hun ved Marinas Trafikbar nede på havnen. Det var heldigvis Elsebeth, der stod inde bag disken, kunne hun se. Elsebeth var fra Nordby og en underskøn, frivol matrone, hvis mund kunne være så beskidt, at Ulbæk ikke ville overleve 30 sekunder i hendes nærhed. Sådan klarede man sig også bedst på havnen, bramfrit og enkelt. Og alligevel, „underskøn“ var forkert. Hvorfor forherlige, at den stakkels kone var smældende fed? Men hun var et skønt og dejligt menneske, Elsebeth.

– Aj, min yndlingsstrisser, forbrydernes skræk nummer ét, Nina Portland. Hej! Det er sgu’ længe siden.

Den dybe basstemme rungede, og Elsebeth smilede, så øjnene næsten forsvandt, da de trådte indenfor.

– Hej, Elsebeth. Ja, længe siden, hvordan skær’ den?

– Åh, du, det kører vel som sædvanlig. Og hvem er så …

Den monstrøse pølsedame skævede over på Wejse.

– Det er Wejse, ny mand oppe på gården.

Wejse sagde: „Hej.“

– Og hvad med Svendsen, din gamle makker, Nina?

– Han kunne ikke holde mig ud længere, så han gik på pension – før tiden.

– Ha! Så må vi se, hvor længe ham her holder …

Wejse smilede og satte sig på den høje taburet.

– Ellers noget sladder ovre fra Nordby, Elsebeth?

– No, no. Der sker nul og en prut derovre. Mødte for resten din far forleden, iført hund. Den har jeg ikke set før.

– Den hedder Vasco, efter Vasco da Gama, selvfølgelig.

– Hvem fanden er han?

– Truckfører nede på havnen, tror jeg nok.

– Du er fuld af lort, Nina. Hvad skal I have?

De bestilte hver især et par ristede og en Cocio. Wejse begyndte at læse i Ekstra Bladet, der lå fremme på disken. Hun hev billedet frem af inderlommen og rakte det til Elsebeth.

– Du kender Gud og hvermand. Kender du også ham her? Eller rettere, har du set ham for nylig? Han er henne fra Vesterhavsgade, så det kunne jo tænkes.

Først rystede Elsebeth energisk på hovedet. Så kneb hun øjnene sammen.

– Og så måske alligevel … Der er noget med øjnene og næsen. Hvis det var ham, var han herinde i går, lige før lukketid, tror jeg. Med en strikket hue trukket helt ned i panden. Først tænkte jeg, at det var tidligt at gå med vinterhue, men omvendt, alle de unge lømler går jo med strikhue året rundt nu til dags, både ude og inde, ikke? Men han var bare for gammel til at være ung, hvis du forstår …

– Men du er ikke sikker på, at det var ham her?

– Nej, men det ligner lidt.

– Hvorfra ved du, at det var lige før lukketid?

– Fordi jeg gav ham en ekstra gratis, en af de brankede. Han så så sulten ud.

– Kan du huske andet? Så du hvor han gik hen?

– Tror du, jeg står og glor efter folk? Til venstre, tror jeg. Han så sig over skulderen hele tiden. Ja, hovedet kørte sgu’ rundt som en radar.

– Og du så ikke mere?

– Nej, desværre, Nina.

– Okay, men tak alligevel. Vi må hellere komme af sted, Wejse. Vi ses, Elsebeth!

Wejse lagde avisen fra sig og fulgte med. De blev stående ved bilen et øjeblik. En flok måger slog sig skrigende ned på et rækværk ovre på den anden side af vejen.

– Det er ikke umuligt, at Ib har været forbi for at få en pølse … Men hun lød ikke ret sikker.

– Næh, svarede Wejse og iagttog mågernes indbyrdes kamp om pladsen.

– Nå, vi må hellere få fart på. Jeg skal hente min søn. Han går henne på den skole, hvor vi lige har været.

Hun satte sig ind bag rattet og startede.

– Din søn?

– Ja, jeg har en søn. Er der noget mærkeligt i det?

Hendes snerrende tonefald satte den venlighed, hun selv syntes hun havde mobiliseret i løbet af den sidste halve times tid, fuldstændig over styr.

– Nej, det er der overhovedet ikke noget mærkeligt i. Jeg troede bare, at vi skulle rundt i byen nu, deltage i eftersøgningen.

– Jeg glemte vist at fortælle det. Men jeg skal under beskyttelse efter det i nat. Det er på Birkedals befaling, at vi åbenbart skal underholde hinanden, indtil du bliver afløst ud på aftenen. Beklager, det er altså ikke noget, jeg har bedt om.

Wejse nikkede eftertænktsomt og gned sig om sin skægstubbede hage.

– Nej, dét kan jeg levende forestille mig.

Ingen af dem sagde noget på den korte tur tilbage til skolen. Hun parkerede ved kantstenen og steg ud.

– To minutter.

Jonas stod omme i skolegården og sparkede en fodbold op ad muren. Det kunne han på ubegribelig vis gøre i timevis. Da han fik øje på hende, sparkede han bolden langt væk og løb hende i møde.

– Hej, Julle. Kom så, vi skal hjem.

– Hvorfor skulle jeg hentes, mor?

– Der har været lidt ballade med et par fyre, som jeg har anholdt engang. Og nu er de sure på mig. Det er ikke noget særligt. Vi er bare under overvågning en enkelt dag. Der sidder en kollega ude i bilen. Han følger med os hjem, og så kommer der en anden og afløser senere.

– Øv. Er det noget, du har bestemt?

– Absolut ikke. Det var chefen, der sagde det.

– Har du så kanonen med hjem?

– Jeps.

Hun klappede sig på jakken under den venstre armhule. Jonas smilede fortroligt. Han synes, det var sejt at kalde hendes tjenestepistol for „kanonen“. Det var sikkert noget, han havde hørt på film. Hun havde haft den hjemme nogle gange i tidens løb, så den var ikke helt ukendt for ham.

– Må jeg så låne den, uden magasin, altså?

– Er du skingrende skør, dreng? Selvfølgelig må du ikke det.

– Hvorfor ikke? Den er jo ikke farlig uden ammunition.

– Fordi jeg siger det. Kom så, lad os gå.

– Jeg skal jo til fodbold klokken fire.

– Åh, det havde jeg glemt, men det er ikke noget problem. Vi tager bare med.

Hun havde lige været i vaskekælderen med Jonas’ beskidte fodboldtøj, da han kom ud fra brusebadet med håndklædet om livet. Hans lyse strithår var stadig drivende vådt, og han efterlod sig et vådt spor hen over bræddegulvet i gangen.

– Julle, så tør dig dog ordentligt ude på badeværelset, mand, i stedet for at sjaske det hele til.

Han trak på skuldrene og kiggede på gulvet.

– Hvad gjorde du ikke selv i nat? Du var jo pladdervåd. I hvert fald dine bukser og sko.

Det var vel et uundgåeligt stadium i evolutionen. Han var begyndt at svare igen, sådan for alvor, inden for det seneste halve års tid. Han var ikke længere den helt lille dreng – men heller ikke stor endnu. Bare næsvis, når det tog ham. Og mere på tværs end før, hvis tingene ikke gik hans vej.

– Gå ind og tag noget tøj på. Der ligger en ren træningsdragt inde på hylden.

– Hvornår kommer han med de pizzaer? Jeg er hundesulten, mand.

– Jeg er ikke en mand. Jeg er din mor. Og husk lige det.

I det samme ringede det på døren. Det måtte være Tim Wejse med deres aftensmad. Hun gik ud og lukkede op. De var tilbage på pizzasporet, men hvad gjorde man, når man fik uventede gæster? Tryllede en henrivende middag sammen på fem minutter med et husmoderligt smil og et varmt, bankende hjerte under forklædet? Næh, man sprang over, hvor gærdet var lavest.

De spiste i køkkenet. Wejse takkede nej til en øl. „Ikke under tjeneste, men gerne en anden gang.“ Jonas spurgte som en anden forhørsleder til både hans pistol, arbejdet i København og årsagen til, at han skulle blive hos dem hele aftenen. Hun lod ham spørge og snakke løs. Heldigvis havde hun husket under fodboldtræningen at koordinere forklaringen på overvågningen med Wejse, så Jonas fik de rigtige svar.

Til sidst forsvandt Jonas ind på værelset for at læse lektier. Tim Wejse sad ved køkkenbordet og bladrede i avisen. Hun var forbløffet, for han forholdt sig roligt og afventende. „Bor I her alene?“ „Er du skilt?“ De spørgsmål, hun troede var obligatoriske, udeblev på forunderlig vis.

Hun var ved at sætte tallerkenerne i opvaskemaskinen, da telefonen ringede. Det var Birkedal, som ville sikre sig, at hun havde pareret ordre. Der var intet nyt om Ib – og heller ikke om de to mænd. Men det tyske politi havde meldt tilbage, at Kulmanden, Serhat Zamani, havde en mobiltelefon, og nu var hele møllen med dommerkendelse og mastesøgninger klar til at male forfra.

Birkedal bad om at få Wejse. De snakkede et kort øjeblik. Wejse sagde mest „okay“ og nikkede. Så afbrød han forbindelsen og rakte hende telefonen. Hun så spørgende på ham. Han lod ikke til at bemærke det, eller også lod han som ingenting, og hun ville ikke spørge ham direkte. Birkedal havde nok bare givet ham yderligere instrukser.

De kunne lige nå 19-nyhederne i tv. Hun bad ham gå ind i stuen og sætte sig, mens hun lavede kaffe.

Han stod henne ved vinduet og kiggede over på Vor Frelsers kirke, da hun kom ind med krusene.

– Fantastisk smuk udsigt. Kunne man da bare finde noget magen til.

– Det findes ikke.

Hun kom i tanke om, at hun slet ikke selv havde stillet det indlysende høflighedsspørgsmål: „Har du fundet noget at bo i?“ Faktisk havde hun været endnu mere tilknappet over for sin nye kollega, end hun lige havde anet. Den konstatering var resultatet af en hurtig efterrationalisering over kaffebrygningen. Det var ikke bare travlhed. Hvorfor, opgav hun at bekymre sig om. I stedet lod hun sig synke ned i sofaen og tændte for fjernsynet. Herregud, så skidt da:

– Jeg troede, du havde fundet noget at bo i?

– Det har jeg også. En toværelsers i Norgesgade. Den tåler bare ingen sammenligning med det her.

Han svarede uden at vende sig om og blev stående ved vinduet. Han var høj og harmonisk bygget, bredskuldret, ikke påfaldende, mere på en atletisk facon. Hun lod blikket hvile på hans nakke.

– Sæt dig ned, Wejse. Der er kaffe – og nyhederne kommer nu.

– Ingen grønne fingre hér, måske snarere stikkende fingre?

Han nikkede ned mod batteriet af kaktusser, der stod linet op i vindueskarmene ud mod Skolegade. Så satte han sig ned og smilede sit skæve smil, der fik hans øjnene til at knibe en smule i, så de så endnu varmere ud.

– Eller hvad med stikkende øjne?

Han smilede umærkeligt ad hendes bemærkning og tog en mundfuld af kaffen.

– Sandheden er vel bare den, at alt, hvad der er grønt, visner mellem hænderne på mig. Men kaktusser, dem er jeg god til. Faktisk er de blevet lidt af en hobby.

Det første indslag i nyhederne handlede om et af de nye, store byråd, som havde bevilget sig selv en kostbar studierejse til venskabsbyen i Frankrig for at kigge nærmere på et beskæftigelsesprojekt for indvandrere. Problemet var bare, at selve studiebesøget kun havde varet halvanden time.

Hun snød sig til at betragte Wejse. Markerede, muskuløse arme i t-shirten, en pæn, lige næse, fyldige læber og et markant hageparti. Ved hans venstre tinding løb en lys streg hen over den mørke, tætklippede hovedbund – et flere centimeter langt ar …

Tv’et kværnede videre. Resten af det nye storbyråds tid i Frankrig var gået med sightseeing og med dyre middage om aftenen sammen med venskabsvennerne. Og ægtefællerne havde i øvrigt været inviteret med til spotpris, fordi borgmesteren havde fundet en konto, der kunne bruges til den slags. Det var en gentagelse af tidligere tiders historier. Store byråd var altså ikke mere intelligente end små, hvis nogen i øvrigt skulle have tænkt den absurde tanke.

– Godt, at alt er ved det gamle i de nye kommuner. Det skal blive spændende, hvem der kommer først med de dyreste vine.

Hun fnøs og smækkede benene op i sofaen. Ud af øjenkrogen så det ud, som om Tim Wejse kneb øjnene sammen og smilede.

Er det lige præcist dét, der irriterer dig lidt, Nina? At han overhovedet ikke er, som du havde regnet med – en smartass-strømer fra City? At han ved, hvor bremsen sidder? At han oven i købet ser godt ud?

Det er dét, du ikke kan lide. En kollega af den slags. En trussel mod dine cirkler, og endda en dygtig en af slagsen, ifølge Birkedal. Ville du hellere have haft en magen til Monberg? Ja, Monberg ved man hvor man har; nem og dum som en dørkarm.

De nåede helt hen til vejrudsigten, før hun bed hovedet af al skam og stillede selveste spørgsmålet, dét, de fleste ville have stillet straks. Den slags, man vistnok kaldte et tusindkronersspørgsmål.

– Og hvad får dig så helt herover mod vest? Den forklaring, du gav Jonas med, at det er en „spændende udfordring“, den hører til ude på Lars Tyndskids pløjemark, ikke?

Han smilede, sad roligt med kaffekruset mellem hænderne og det ene ben lagt over det andet. Han gav sig god tid. Hvis han begyndte at fable om fascinationen ved det vilde vesten, dets djærve, umiddelbare folk og de evindelige værtshusslagsmål mellem hærdebrede fiskere iklædt sydvest, ville hun blive stiktosset. Den slags middelalderbavl kunne man stadig høre fra en københavner, og såmænd også fra en masse jyder, og det gad hun overhovedet ikke lægge øre til. Så ville det blive en endnu længere aften.

– Jeg er faktisk fra egnen, født og opvokset i nærheden af Varde. Dér bor min far nu, efter han blev alene. Og jeg har min søster boende i Esbjerg. Hun har tre unger, mand og ikke for meget plads, så selv om hun tilbød mig husly, så skyndte jeg mig at finde noget at bo i. Jeg er vild med København og de mange tilbud derovre, men også meget glad for Vestjylland, især naturen.

– Men du har arbejdet i København længe?

– Jeg har været derovre lige siden et par år efter gymnasiet. Jeg ville være agronom.

– Agronom?

– Ja, er der noget mærkeligt i det?

Hun sporede et svagt smil. Hun havde lige givet ham gratis lejlighed til at give igen på den med hendes søn. Hun rystede på hovedet.

– Det er der vel ikke, men det er ikke hver dag, at man …

– … møder en strisser, som ville have været agronom?

Han klukkede. Hun så dum ud lige nu. Det var hendes egen skyld.

– Men bare rolig, jeg er en rendyrket jysk politikliché, en bondeknold. Æ’ klok æ’ halv ått’ å då æ’ anholdt, då … Mine forældre var landmænd. Jeg er vokset op på en gård. Måske derfor, jeg ville være agronom, men universitetet, det var slet ikke mig. Jeg kunne ikke sidde stille så længe – og alle de bøger. Jeg holdt ud i halvandet år. Min farbror var kriminalkommissær på Bellahøj dengang. Det var straks mere spændende, så det blev politiet …

– Så du er et naturmenneske, der elsker lærkens triller og spættens hakken i barken. Og nu er du blevet skilt, og så var det på tide at flygte fra hovedstaden og hjem til kære Vestjylland for at finde dine ben at stå på igen?

Nu lød hun for alvor øredøvende dum og bitchet. Mere spydig, end det var meningen – men hellere for meget end for lidt. Hun kunne ikke lade være. Der måtte ligge noget bag. Irritation over hans ro?

– Hør hér, Nina Portland. Det er okay, at den ikke står på knus og kram, men jeg har mig bekendt ikke pisset på din sukkermad. Kun taget din plads i mødelokalet. Alligevel er du indebrændt og har været det hele dagen. Jeg befinder mig kun hér i din lejlighed, fordi jeg har fået besked på det. Og jeg passer altså bare mit nye job. Det er sgu’ da en underlig facon … Skilt? Nå, så naturens muntre søn er skilt? Jamen, så siger vi dét. Fint nok med mig.

Hans tonefald var isnende koldt.

De sad længe med hver sin kaffekop og stirrede ind i fjernsynet under den støjende tavshed. Først i slutningen af sportsnyhederne bestemte hun sig.

– Sorry, Wejse. Det kom sgu’ til at lyde dumt. Det har været sådan en lortedag. Og jeg har ikke sovet ordentligt. Det er bare sjældent, at folk på din alder sådan søger fra City og tilbage til Vestjylland, medmindre der er en god grund til det. Og det er tit en skilsmisse. Det var det, jeg mente.

– Så var det eddermame’ uelegant formuleret. Nej, jeg er ikke skilt. Jeg har aldrig været gift, og det skal man mig bekendt være for at kunne blive skilt, ikke? Og der er heller ingen samlever og heller ingen børn. Single, kalder man det, dér hvor jeg kommer fra. Og ja, jeg er naturmenneske. Jeg er både lystfisker og jæger. Og ja, det betød noget, da jeg søgte stillingen, at det var væk fra storbyen.

– Og det er dét? Ja, det er jo også nok. Som sagt, undskyld …

– Nej, der er mere …

Han satte kruset fra sig og kiggede på hende, som om han overvejede, om han skulle gå videre.

– Du kan lige så godt få det hele, nu du er gået i gang på din stupide facon … De seneste år har jeg arbejdet meget med overvågning og infiltration af forskellige netværk. Eksjugoslaver og smugling, pakistanere og narko, rumænere og import til prostitution … Jeg var en af bagmændene, da vi knaldede en gruppe albanere, der arbejdede tæt sammen med rumænerne. Det kunne de ikke glemme. Det er klanfolk, og har de først bestemt sig for hævn, kan det i længden blive ret usundt for én. Så … Der var en vis fornuft i at søge langt væk fra København og miljøerne. Min chef gav mig vel direkte besked på det. Sådan ligger landet. Er jeg ked af det? Ikke specielt. Jeg har som sagt familie herovre, jeg fisker, går på jagt – så hvorfor ikke? Skulle det være, skulle det være nu.

Hun nikkede tavs. Dét var noget af en forklaring.

– Og dig, du er vel skilt? Helt uforståeligt, i øvrigt …

Der var intet skævt smil denne gang, højest et blink i de venlige øjne, som i virkeligheden ikke længere så venlige ud. Wejse var åbenbart færdig med at tale om sig selv og flugtede hendes serv fra før tilbage i fjæset på hende med skarp ironi. Hun havde i høj grad fortjent det.

– Nej, for at blive skilt, skal man være gift, ikke?

– Men du har Jonas?

– Det er ikke forbudt at være enlig mor. I hvert fald ikke i Esbjerg.

– Og hans far?

Hun trak på skuldrene.

– Det sluttede for længe siden.

– Ingen kontakt?

– Nej, ingen kontakt. Og det er …

Jonas kom til syne i døråbningen. Reddet af gongongen. Nu slap hun for at være uhøflig igen, for han havde ikke fået mere at vide.

– Mor, jeg går i seng. Jeg sov ikke ret meget i går. Gider du at læse lidt, bare lidt?

– Så lad gå. Smut ind under dynen, så kommer jeg.

Jonas forsvandt. Hun skubbede fjernbetjeningen over mod Wejse.

– Jeg læser lige lidt for ham. Og vi skal også lige snakke en smule. Han sad oppe det halve af natten i går sammen med min onkel, fordi jeg bare blev væk uden en lyd. Du kan bare styre fjernsynet, som du vil. Og hvis du vil have en lur, så smid dig på sofaen.

Han rystede afværgende på hovedet.

– Jeg er på arbejde.

– Nå, men jeg går i hvert fald ind og læser Potter. Han kan selvfølgelig selv, men lige præcis i dag tror jeg, han skal stryges lidt med hårene.

Hun var helt rundt på gulvet. Hun anede ikke, hvor længe hun havde ligget og sovet ved siden af Jonas, men hun kunne høre, at fjernsynet stadig gik, da hun humpede gennem gangen. Anklen gjorde ondt igen. En duft af tobaksrøg slog hende i møde.

Det var Werner Madsen, der sad i stolen foran fjernsynet med fuldt blus på sin pibe. Han sad og læste, aldeles uanfægtet af to jagerfly, der drønede hen over tv-skærmens blå himmel. Først nu kiggede hun vantro på sit ur. Den var halv to. Hun måtte have været helt bevidstløs oven på den kolde, hårde nat i går.

Madsen kiggede op, da hun gabte højlydt og lænede sig op ad dørkarmen til stuen.

– Halløj, Nina. Ja, vi har skiftet for længe siden. Og der var jo ingen grund til at vække dig. Du havde en slem nat. Alt er roligt, både inde og ude. Ingen mistænkelige folk af nogen slags. Sov du bare videre. Jeg gik ud fra, at det var okay med piben? Du ryger jo selv.

– Helt okay, Madsen. Min onkel ryger også pibe. Jeg er vild med duften. Kaffe?

– Ellers tak, jeg har selv med.

Madsen nikkede over mod en termokande på bordet. Ved siden af den lå hans tjenestevåben. Madsen var ikke til skarpe skud. Bar det kun, hvis det absolut ikke kunne være anderledes.

– Stadig Churchill?

– Nej, jeg blev færdig i weekenden. Jeg er i gang med alle de store fra dengang. Nu er det Stalin. „Manden af stål,“ betyder det, Stalin … Sikke et dumt svin, han får Hitler til at ligne én fra en søndagsskole. Gå du nu bare ind og sov videre, Nina. Du skal jo af sted i morgen, ikke?

Tasken stod klar derhjemme. Hun skulle bare forbi og hente den og en ekstra jakke, så gik turen mod Berlin. Hun kunne være fremme først på aftenen, og det passede hende fint. Birkedal havde lige været forbi med alle papirerne. Tyskerne glædede sig til at tage imod hende, lød det.

Morgenen og formiddagen havde ikke budt på nyt. Ingen spor af Ib Munk. Ingen spor af de to mænd. Ingen hverken danske eller internationale reaktioner på de to fotos.

Wejse og Monberg skulle til København. De havde langt om længe fået en adresse på Ib Munk af kollegerne i København, et klubværelse i Valby. Det var sket via dem, der havde lejlighed i Tyrkiet og havde haft Ib Munk med på slæb hjem til Danmark, et journalistægtepar, der arbejdede på Politiken. De huskede noget om „et hummer i Valby“. Ellers kunne de ikke bidrage med noget, bortset fra oplysningen om at Ib Munk konstant havde holdt krampagtigt fat i en lille sportstaske.

Hvad der kunne blive rigtig interessant, var den kommende ransagning af Morten Busks lejlighed, og den skulle Esbjerg Politi være med til. Selve sagen om boet efter filmfotografen lå hos en advokat derovre. Ham skulle de også besøge, ligesom de naturligvis skulle tale med journalistægteparret.

Det var, som om fundet af Kulmanden bragte dem længere og længere ud i efterforskningen. Det lignede fra begyndelsen et isoleret drab, en bestialsk, men alligevel almindelig, dansk forbrydelse. Siden bredte sporene sig som ringe i vandet til udlandet. Lige nu var der løse ender nok at tage fat på, men det føltes underligt, at manden, der kunne have alle svarene, formåede at forsvinde lige for næsen af dem, i deres egen by.

Hvor længe kunne Ib Munk blive under jorden? Han tænkte næppe rationelt i enhver situation, og slet ikke under pres. Han måtte snart blive fundet.

I mellemtiden ville hun søge tilbage til dér, hvor det hele begyndte – ved Kulmanden. Om hun så skulle gennempløje hele det tyrkiske miljø i Kreuzberg, nægtede hun at vende hjem uden resultater.

Hun flyttede rundt på nogle papirbunker på skrivebordet, så det så mere ryddeligt ud. Så gik hun ned til våbenskabet og deponerede sin pistol. Hun ville holde sig til reglerne. Én ting var at anmode et andet lands politi om at stille sig til rådighed. Noget andet var at rejse bevæbnet. Det var udelukket og i øvrigt heller ikke nødvendigt. I Berlin handlede det om to ting: at lytte og at se.

Nede for enden af gangen var hun lige ved at støde sammen med Monberg, der kom farende ud ad døren. Hans kaffekrus skvulpede over, og han fik en plet på det ene ærme.

– Jeg hører, du er på vej til Berlin, Nina?

– Jeps, og du skal til København med Wejse?

Han nikkede og hev et lommetørklæde frem og gned på kaffepletten. Tænk, var der stadig mænd, der gik med lommetørklæde?

– Jeg skal køre lige om lidt. Tag og brug noget koldt vand, Monberg, i stedet for at gøre det endnu værre.

– Pyt, den ryger til vask. Berlin er vel også det sidste, du når at være med til?

– Hvad mener du?

– Jeg mener … Du begynder på Avnø på mandag, ikke? Og så stempler du vel ud. PFL tager al ens tid – også fritiden, har jeg hørt. Det er kun på de små stationer, at man forsøger at vride noget arbejdstid ud af folk, der går på lederkursus. Ærgerligt for dig. For hvornår får vi sådan en stor sag igen i Esbjerg? Næppe de første mange år.

Monbergs lommetørklæde var åbenbart ikke beregnet til at tørre et bittersødt smil af hans eget fjæs.

– Nu får vi se, om ikke jeg får lidt tid til overs. Det regner jeg da med.

– Surt at skulle sidde med hovedet i bøgerne, mens det hele brager løs. Det er synd for dig. Nå, men vi ses nok ikke, før du er tilbage fra Avnø. Held og lykke med det, Nina.

– Selv held og lykke, Torsten.

Monberg så overrasket på hende. Hun havde næppe kaldt ham ved fornavn mere end en håndfuld gange.

– Held og lykke med hvad?

– Dit liv …

Monberg og hans pludselige vennesæle „Nina“ … Hun kunne næsten se på hans svævende gang, at han følte sig ovenpå og særdeles godt tilfreds ved udsigten til, at hun mere eller mindre var væk det næste halve års tid. Hun kendte ham også godt nok til at vide, at han lige nu funderede fælt over, hvad hun mente med den sidste bemærkning om hans „liv“.

Han tog glæderne på forskud. Hun havde ikke tænkt sig at give afkald på sagen og lade sig begrave i papirer. Hun hentede sin jakke og stak hovedet ind på Birkedals kontor på vejen ud.

– Jeg kører nu.

Et øjeblik så Birkedal ud, som om han ikke anede, hvor hun ville køre hen. Så faldt tiøren.

– Åh ja, god tur. Kør ordentligt. Og lad være med at lave ravage dernede, ikke?

– Noget nyt?

– Jeg skulle lige til at ringe. Der er en meget vigtig ting, vi skal tjekke, når vi alligevel har folk ovre i København.

Birkedal begyndte at bladre i sin lommebog, som om samtalen var slut. Så løftede han telefonrøret.

– Vigtig? Og det er?

Han så op, forundret over at hun stadig stod i døråbningen. Så lagde han en finger på telefonen, men beholdt røret i hånden.

– Mobiltrafikken … Vi har fået de nye data på Kulmandens telefon. Han har ikke ringet meget, et par gange til Tyskland, et par gange til Tyrkiet – og én gang til København. Til en kurdisk tv-station – ROJ TV. Kan du huske dem?

– ROJ TV? Var det ikke dem med statsministeren og …

– Lige præcis. Det var dem.

Birkedal nikkede. Så løftede han fingeren fra apparatet og tastede et nummer.

– God tur, Nina.

Hun standsede midt på trappen. Nu kunne hun huske det hele. Det var vel et par år siden. Den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, havde haft besøg af Tyrkiets regeringschef, Recep Erdogan. Da de sammen skulle træde frem til det efterfølgende pressemøde og fortælle, hvor fantastisk et møde de havde haft, fik Erdogan øje på en journalist fra det kurdiske ROJ TV. Og så udvandrede den gode tyrker omgående og forsvandt i ekspresfart med hele sin hale af et følge. Så statsministeren måtte møde pressen alene og fortælle, hvor meget de havde hygget sig.

Tyrkiet anklagede tv-stationen, der hørte hjemme i København, for at have nære forbindelser til den kurdiske terrororganisation PKK, og efterfølgende forlangte tyrkerne, at Danmark skulle lukke stationen. USA støttede tyrkerne, men lige meget hjalp det. Det var et spørgsmål om ytrings- og pressefrihed, endda længe før ytringsfriheden for alvor blev et ord, alle pludselig ytrede sig om, da Jyllands-Posten bragte de famøse karikaturtegninger af profeten Muhammed. Erdogan-affæren var nemmere at håndtere, og statsministeren afviste blankt alle krav, for ROJ TV rettede sig efter den danske lovgivning.

Det betød altså et eller andet, at begge de dræbte var kurdere. Der eksisterede en eller anden kurdisk lås i efterforskningskæden. De manglede bare nøglen.

Kulmanden havde kontaktet den kurdiske tv-station. Og Kulmanden og hans makker havde booket en konferencesal. De ville offentliggøre noget, ikke? Billeder eller film eller dokumenter, noget, som ved skæbnens ugunst var havnet i stakkels Pip-Ibs varetægt.

Sådan måtte det hænge sammen. Det skulle blive et spændende døgn. Der kunne være gevinst både i København og i Berlin. Men allerhelst i Esbjerg. Ib Munk skulle findes omgående – i live.