15. kapitel

Spejlet var dugget til. Hun tog trusser og bh af, trådte forsigtigt op og lod sig langsomt glide ned i det skoldhede vand. Musklerne ville have godt af at blive blødgjorte. Hun foldede et håndklæde, lagde det bag nakken og sank helt ned, indtil vandet stod op til hendes hage. Et badekar var en ukendt luksus.

Hun sang kun ved to lejligheder, enten når hun stod under den varme bruser, eller når hun lå i et badekar, og nogle gange nynnede hun bare, men altid det samme – et potpourri af nationalhymner – og altid med „Rule Britannia“ først.

Hun havde været oppe i hotellets fitnessrum øverst oppe. Birkedal måtte betale for at holde personalet i form, hele ti euro for en adgangsbillet. Først havde hun styrketrænet, og bagefter sluttede hun af med syv kilometer på løbebåndet.

Måske var hun gammeldags, måske perfektionist, måske forfængelig – eller også alle tre dele på én gang. Med hendes job kunne man aldrig være sikker. Derfor satte hun en ære i at være fit og forstod ikke de kolleger, der lod maven vokse og musklerne skrumpe ind, efterhånden som rutinerne tog over, og årene gik.

Der gik kun nogle få minutter, før sveden begyndte at springe frem på hendes pande i det varme vand. Hun var lige slået over i „La Marseillaise“, da hun holdt inde. Man kunne ikke synge og tænke på én gang.

Hun lå med lukkede øjne og kom til at tænke på det oppustede lig på briksen på retsmedicinsk og på skalpellen, der skar det op. For ikke så længe siden havde der været liv i Serhat Zamanis lejlighed oppe på tredje sal. Han havde trisset rundt blandt det sparsomme møblement sammen med sin elskede hund. Nu var han død. Sprættet op og lagt på køl. Fjernt fra Falckensteiner Strasse og Oberbaumbrücke og sine landsmænd, der regerede blandt de sydende pander i Bistro Bagdad og alle de andre små boder.

Livet gik videre i Berlin, upåvirket af, at der var blevet en borger færre.

Hun havde ringet hjem til Jonas og forsikret sig om, at han havde det godt i Sønderho, og tidligere på dagen havde hun også snakket med Birkedal og givet ham et kort referat af dagens forløb. Som ventet havde hun ikke haft succes med sine spørgsmål, hverken i bistroen eller i den lille købmandsbutik. Begge steder havde de pure afvist, at Serhat Zamani havde arbejdet for dem.

Da hun smækkede hans billede i disken, og de så hans ophovnede ansigt, sporede hun bestyrtelse. Begge steder medgav de, at de godt kendte Zamani, mest som „en ven af huset, der tit kiggede forbi“. De havde ikke set ham et stykke tid og mente bestemt, at han var på ferie hjemme hos familien i Istanbul. Begge steder lagde hun en lap papir med sit navn og telefonnummer, hvis de pludselig skulle komme i tanke om noget, der kunne være til hjælp i efterforskningen, og begge steder blev der nikket kraftigt og udstedt gyldne løfter om, at det skulle de naturligvis nok. „Stakkels mand … Myrdet helt oppe i Danmark.“

På vejen hjem havde hun været inde i et varehus og gøre sine indkøb. En rulle gaffertape, en lommelygte og to skruetrækkere, en lille og en meget stor en af slagsen. Dirken havde hun været forudseende nok til at bringe med hjemmefra. Det var tanken om at blive kigget over ryggen, der havde fået hende til det. Det var helt utænkeligt, at en kollega fra et andet land ville få lov at granske et plomberet område alene. Og lige så utænkeligt at spørge om lov til det.

Efter en rum tid rejste hun sig, trak proppen ud og hørte, hvordan de mange liter varmt vand forsvandt med en slubrende lyd. Hun var helt ør i hovedet efter det lange ophold i badekarret og lagde sig nøgen ind på sengen og tændte for fjernsynet.

Hun zappede rundt på kanalerne på den bevidstløse måde, som hun gang på gang havde fortalt Jonas, at hun ikke gad se på. I sine yngre år, før hun fik Jonas, havde hun også haft for vane at tudse halvnøgen rundt i lejligheden efter et varmt brusebad, på bare tæer og kun med et håndklæde slået om livet. Ja, hun havde ofte lavet mad i dén mundering, godt nok for nedrullede gardiner, men alligevel en spøjs tilbøjelighed. Hun havde nydt det. At lufttørre og køle af. Nu var det slut med den slags. Og slut med at zappe.

Klokken var næsten ni, da hun vågnede med et ryk. Hun måtte være faldet i søvn næsten med det samme. Hun fik i en fart noget tøj på og tog elevatoren ned i restauranten i kælderen.

Hun satte sig ved et lille bord i et hjørne, med ryggen til væggen. Inden tjeneren kunne nå at fordufte igen, havde hun afgivet sin bestilling, en mediumstegt steak med bagt kartoffel og grøntsager. Og en kande vand. Hun drømte om en kold øl, men hun måtte være klar til at gå i aktion.

Der var ikke mange gæster i restauranten. Et ældre ægtepar, som sad kun to borde væk, og et større bord, hvor der sad seks mørklødede mænd, alle forretningsmænd at se til. De havde uden blusel fulgt hende med øjnene, da hun gik gennem restauranten, og hun mærkede stadig deres blikke. En af dem havde oven i købet smilet indladende. Et kort øjeblik overvejede hun trodsigt at nidstirre ham, indtil han gav op, men hun gad ikke.

Tjeneren kom forbløffende hurtigt med tallerkenen, og hun kastede sig over bøffen med en glubende appetit. Det eneste, hun havde fået hele dagen, var en döner kebab på Bistro Bagdad. En fantastisk, tyrkisk spise med en sprød brødlomme fyldt med lækkerier. Hvorfor havde de ikke en imbiss derhjemme i Kirkegade i stedet for en asketisk grønthandel?

På det ældre ægtepars dæmpede snak kunne hun høre, at de var danskere. De snakkede om busturen og om et pensionistægtepar, de havde mødt undervejs. Pensionisterne skulle videre til Stettin i Polen for at komme til tandlægen. Hvis hun hørte rigtigt, så mente parret at kunne spare over 30.000 kroner. Danskerne var blevet et kræmmerfolk, måske på grund af de høje skatter. Man valfartede til udlandet for at spare penge. Biler kunne komme billigere på værksted i Tyskland, de nærsynede kunne få en laseroperation til spotpris i Tyrkiet, og i Polen kunne man få kroner på eller gjort sine tænder landfaste med broer …

Hun gøs ved tanken. Tænk, at blive ruineret af noget, der sad gemt af vejen inde i ens mund, så man ikke engang kunne vise bygningsværket frem.

Da hun var færdig, kom tjeneren og spurgte til en dessert. Hun trængte ikke til det, men fik pludselig den tanke, at Birkedal havde godt af regningen, så hun bestilte en storstilet isanretning med chokoladesauce og flødeskum.

Klokken var ikke mere end et kvarter i ti. Hun måtte stadig vente et par timer.

Berlin føltes underlig mørk dernede under højbanen. Selv de store gader forekom dårligt oplyst. Der var langt mellem gadelygterne, og lyset var underligt søvnigt.

Hun kørte igen med U1. „Hallesches Tor,“ lød det i højttalerne. Så var der endnu tre stop, før hun selv skulle af ved Schlesisches Tor. Herfra var der kun et par hundrede meter at gå over til Serhat Zamanis ejendom i Falckensteiner Strasse.

Hun så sig omkring. Vognen var pænt fyldt. Over for hende sad et ungt par, begge med en ledning stikkende ud af jakken op til MP3’ens små earplugs. Pigens knæ gik op og ned hele tiden i takt til den musik, kun hun selv kunne høre. Resten af sæderne var tilsyneladende besat med sydlandske passagerer, tyrkere formentlig, al den stund at de befandt sig i hjertet af „Lille Istanbul“.

Det var et bekendt, om end sørgeligt syn, der mødte hende, da hun stod af. Metroer, undergrundsstationer, banegårde – alle virkede de som en magnet på gadens folk. De laveste og mest sølle eksistenser, der ikke havde andre steder at gå hen. Opgivet af systemet, eller opgivet af dem selv. Banegården i Esbjerg var ingen undtagelse. Og synet, der mødte hende hér på Schlesisches Tor, var akkurat det samme.

Hun blev straks antastet af en ung mand, der kom sejlende mod hende med blodskudte øjne og en plasticpose i den ene hånd. Han spurgte, om hun ville købe et billigt togkort. Lidt længere henne ad perronen lå en ung fyr på maven på en bænk. Hans arme hang slapt ned til siderne. Og længere henne gik en ældre kvinde og rodede i en skraldespand.

Hun tog trappen ned. Ved udgangen stod et ungt par i møgbeskidt tøj. På gulvet lå nogle flasker. Fyren havde presset pigen op mod flisevæggen. De kyssede fordrukkent og glubske, mens han med den ene hånd ragede uhæmmet på hendes ene bryst inde under blusen.

Hun trådte ud på fortovet. Hele området op mod broen virkede om muligt endnu mere dunkelt og dystert end det indtryk, hun havde fået i toget. Det sted, der lyste mest op i mørket, var rækken af imbisser med Bistro Bagdad som den største lyskilde. Hun fortsatte hen ad fortovet, skråede ind under højbanen og satte kurs over mod bænken ved piletræerne. Her satte hun sig for at overveje, hvordan hun bedst greb det hele an.

Spree lå hen i mørke nord for broen. Herude var der ingen oplyst promenadesti langs bredden, og ovre på den anden side var der sorte, åbne arealer. Længere ude kunne hun se de røde lys på en kæmpe mast, der kunne ligne et tv-tårn. Selv højbanens skydeskår og tårne på selve broen var kun oplyst af et svagere skær. Et tog rumsterede over broen som en lysende orm. Mest lys var der inde under brohvælvingerne, hvor genskinnet forplantede sig ud over krusningerne på floden.

Hun satte sig over på murværket ud mod floden, så hun havde front mod ejendommen ovre på den anden side. Hun havde røget dagens ration, men hun tændte alligevel en cigaret.

I den brune ejendom, som nu bare var mørk og farveløs, var der lys et par enkelte steder – nede i stuen og et sted øverst oppe på femte sal. Der var også en smule lys i graffitiporten. Hun ville naturligvis forsøge ad hovedtrappen. Lykkedes det ikke, måtte hun improvisere sig frem. Hun kiggede på armbåndsuret. Den var blevet tyve minutter over tolv.

En midaldrende mand kom gående over broen. Han stirrede på hende og sagtnede farten. Til sidst kom han tøvende hen til hende.

– Hvor meget? Hvor meget skal du have for dét med munden?

Den velklædte mand, der bar et par guldindfattede briller, så spørgende på hende.

Hun blev forvirret et kort øjeblik. Spurgte han virkelig om det?

– Skrid, dit gamle svin! Skrid!

Hun reagerede lidt langsommere end normalt. De rette tyske gloser var længe om at nå frem til hende. Manden så forskrækket ud. Så undskyldte han og tog benene på nakken. Han skulle have haft en spytklat lige midt i panden.

Hun blev siddende og iagttog forundret og forurettet Zamanis ejendom. Kunne man virkelig tage fejl? Så hun sådan ud? Hun var almindeligt klædt på i jeans og en skindjakke. Ikke et stykke med bart nogen steder. Måske var det bare sådan … Og hvad lavede en enlig kvinde også siddende på en mur, over midnat, i et øde kvarter i Kreuzberg?

Nu blev lyset slukket i det sidste vindue oppe på femte. Der var ingen grund til at vente længere. Den nysgerrige fru Lossau var sikkert for længst gået i seng. Hun gik over gaden og prøvede forsigtigt efter. Gadedøren var, som hun havde regnet med, ikke låst. Det var ikke en ejendom med porttelefon og fine fornemmelser. Hun tændte lyset og listede forsigtigt op til tredje sal.

Politiets plomberingstape sad stadig på døren ind til Zamanis lejlighed, men Richter havde været sløset. Det sad kun fast i den ene ende. Efter fem minutter med låsen gav hun op. Hun kunne ganske enkelt ikke dirke den op, uvist af hvilken årsag. På film ville det have taget tre sekunder, men virkeligheden var en anden. Ærgerlig gik hun ned igen. Nu blev det for alvor vanskeligt.

Hun så sig omkring ude på fortovet, før hun sneg sig ind i porten. Hér spærrede en gitterport adgangen til baggården. Hun kravlede op på en affaldscontainer og svingede sig ind over gitteret.

Baggården lå hen i mørke. Der så ud til at være nogle buske og lave træer inde i midten. Rundt omkring så hun små lys fra de andre ejendomme, der kransede op til baggården. Der var en kælderskakt, men låsen var af den gamle slags til store nøgler, så det opgav hun med det samme. Hun spejdede op ad muren. Hver lejlighed i ejendommen havde en lille altan ud til baggården. Det var risikabelt, men hun måtte gøre forsøget. Hun var kommet alt for langt til at lade sig stoppe nu.

I stuetagen var det snarere en slags lille terrasse med et hegn omkring. Hun kravlede op på hegnet og holdt balancen ved at støtte sig til muren. Hun kunne lige akkurat få fat i det gelænder, der omkransede altanen på første sal. Det lykkedes hende uden større problemer at hæve sig op i armene og svinge et ben ind over altanens cementdæk.

Hun kom i tvivl, mens hun et øjeblik blev stående og samlede kræfter til næste forhindring. Hvis hun gled på gelænderet, ville hun falde durk ned på fliserne og slå sig halvt eller helt ihjel. Og hvad så med Jonas?

Et øjeblik senere fandt hun alligevel sig selv balancerende på gelænderet, mens hun søgte efter et fast greb oppe på altanen over hendes hoved. Hun trak sig op, svingede det venstre ben ind og hev sig uden besvær op i rækværkets jerntremmer.

Der lød pludselig en lyd af hårde hæle mod fliserne dernede et sted, og en mandsstemme sagde et eller andet, som hun ikke fik fat i. Hun smed sig omgående fladt ned på altanen. Det var en mand med en hund. Han skråede tværs over baggården og stilede hen mod porten. Han havde ikke opdaget hende.

Så snart hun hørte gitterporten smække dernede i mørket under sig, gik hun i gang med sidste etape. Langsomt fik hun hævet sig så højt op, at hun lige akkurat kunne svinge benet ind og finde støtte.

Hendes åndedræt var anstrengt, da hun stod og pustede ud på Zamanis altan, og hun lovede sig selv – og Jonas – at hun ville tage hoveddøren ned.

Hun fandt gaffertapen frem af jakkelommen og bed nogle lange stykker af. Ét efter ét tapede hun dem grundigt op på ruden i altandøren, indtil de dækkede et pænt stort felt. Så jog hun en albue gennem ruden. Glasskårene blev hængende, og da hun fjernede tapen, var det et hul, hun mageligt kunne stikke hånden ind gennem og dreje nøglen til altandøren.

Hun trådte indenfor og trak som det første gardinerne for. Endelig … Nu var hun her – alene – i Serhat Zamanis lille, sirlige lejlighed. Ingen tysk kollega til at følge hver en bevægelse. Hun turde ikke tænde lyset, men nøjedes med at bruge lommelygten.

Ledningen med USB-stikket … Det var først og fremmest derfor, hun havde begivet sig ud på den farlige klatring fra altan til altan. Hvorfor have en USB-ledning liggende i sin skuffe, når man ikke havde en computer?

Hun lod lyskeglen fra lommelygten spille rundt på stuens vægge. Hun følte sig som en indbrudstyv, men hun havde prøvet det før. Stuen var det største rum og derfor den største opgave, så hun bestemte sig for at begynde i soveværelset.

Med lommelygten mellem tænderne kravlede hun hele vejen rundt langs fodlisterne, mens hun hele tiden mærkede efter, om gulvtæppet sad fast. Det gav intet resultat. Så rodede hun grundigt klædeskabet igennem og søgte efter falske vægge. Til sidst testede hun gulvplankerne i bunden af skabet med den store skruetrækker. Uden gevinst.

Køkkenet, både gulv og skabe, blev udsat for samme grundige gennemgang, inden hun tjekkede badeværelset, som nemt var overstået. Tilbage var der stuen. Hun kunne sagtens have taget fejl.

Det var først, da alt håb var ved at være ude, at hendes puls steg. Kravlende på alle fire langs fodlisterne var hun nået helt over i et hjørne af stuen, hvor der stod et lille chatol. Pludselig fik skruetrækkeren bid og kunne pirke gulvtæppet fri af fodlisten. Med fornyet energi rejste hun sig og skubbede chatollet til side.

Tæppet lå løst hele vejen ind mod hjørnet. Hun rev det op og holdt lommelygten helt tæt ned mod de gamle, lakerede gulvplanker. Hun lod lyskeglen følge revnerne mellem plankerne. Der lå skidt og små sandskorn i revnerne, akkurat som derhjemme. Undtagen mellem tre af plankerne.

Hun pressede skruetrækkerens flade hoved ned mellem plankerne og lagde pres på. De var løse. Hun rev lidt mere af gulvtæppet til side og kunne nu vippe plankerne op, så hun kunne få fat i dem. De tre planker var skåret over, så de sammen udgjorde et kort, bredt låg i gulvet. Hun løftede det op, og et sort hulrum åbenbarede sig.

Hun bøjede sig forover og lyste ned i rummet. Dér var den, computeren… Hun kunne skimte tasken inde under plankerne. Lyset faldt på to små, røde etuier, der var stukket ned ved siden af rockwool’en. Hun rakte ned og tog dem op. Det var to cd-romhylstre. Skiverne indeni var uden nogen påskrift.

Det gav et pludseligt jag af smerte i hendes højre baglår. Hun sprang op, smed cd-hylstrene fra sig, strakte benet bagud og stemte hælen i for at strække ud. Måske var det de syv kilometer på løbebåndet og den megen kravlen rundt, hun nu skulle betale for i form af en voldsom krampe. Da hun pressede hænderne mod bordkanten, vaklede skrivebordet faretruende. Hun rakte ud for at stabilisere det, men skubbede samtidig til nogle blade, som igen skubbede til cd-hylstrene, så de faldt ned i revnen mellem skrivebord og væg.

Hun blev stående et øjeblik for at vurdere skaden, mens krampen forsvandt. Lige nu måtte cd-rom’er være cd-rom’er. Det gjaldt først og fremmest computeren. Bagefter måtte hun fiske hylstrene op uden at skramle for meget med skrivebordet.

Hun lagde sig helt ned på maven og rakte ind under gulvbrædderne, sikrede sig et solidt tag i tasken og hev den op. Hun lagde den på gulvet og fiskede den bærbare computer frem, åbnede den og trykkede på den lille runde knap over tastaturet. Computeren blev vakt til live med en svag summen.

Så hørte hun det – en knirken i gulvbrædderne bag hende. Hun drejede rundt. For sent. Hun så blot en sort skikkelse og en hævet arm. Så gnistrede et lyshav for hendes øjne.

Det smertede voldsomt fra hendes baghoved, da hun kom til bevidsthed. Hun lå udstrakt på maven. Den ramme lugt fra gulvtæppet trængte som det første gennem hendes næsebor. Hun registrerede den på samme tid, som smerten skar i hende.

Hun slog øjnene op, men blev liggende. Det gjorde ondt ad helvede til. Hun rullede med besvær om på ryggen. Så følte hun efter i nakken. Hendes fingre blev klæbrige. Lommelygten lå stadig tændt et stykke fra hendes hoved. Hun holdt fingrene op i lyskeglen og så, at de var røde og blodige. Computeren var væk.

Hun bandede indædt, mens hun kom op på hug. Så tæt på – og alligevel så langt væk. Hun følte sig overbevist om, at hun havde haft gådens løsning inden for rækkevidde, eller i hvert fald noget af løsningen. Hun lod lyskeglen spille hen over gulvet. Indholdet fra hendes lommer, cigaretter, lighter, id-kort, hotelkort, tyggegummi, gaffertape, dirken – alt sammen lå det spredt ud over gulvet.

Først nu kom i tanke om de to cd-rom’er. Hun kravlede hen til skrivebordet og fik det forsigtigt skubbet væk fra væggen. Kraftanstrengelsen sendte sylespidse pile gennem hendes baghoved. Hun så noget rødt i lyset fra lommelygten. Dér var de. Cd-romhylstrene stod på højkant ind mod væggen. Så var der en smule retfærdighed til. Men – hun ville hellere have haft Kulmandens computer.

Langsomt kom hun på benene og stavrede ud i badeværelset, hvor hun tændte lyset. Hele hendes baghoved føltes som et filtret morads af blodigt hår. Slaget havde været kraftigt. Der var en gigantisk bule. Hun åbnede for det varme vand og holdt hovedet ind under hanen. En malstrøm af rødt vand flimrede forbi hendes øjne og forsvandt i afløbet i håndvasken.

Hun blev stående, indtil vandet ikke længere var rødt. Så åbnede hun i stedet for det kolde vand. Det lindrede en smule på smerten. Hun blev stående, til hun ikke kunne holde kulden ud længere. Til sidst tog hun et håndklæde og duppede baghovedet. Der var kun en smule blod på det. Det var på tide at komme ud.

Klokken var næsten tre. Hun havde tabt fornemmelsen af tid og anede ikke, hvor længe hun havde ligget bevidstløs. Hun følte sig svimmel, da hun tog i entrédøren. Den var ikke låst. Hun slog låsen til, smækkede døren bag sig og satte polititapen så godt fast hen over dør og karm som muligt. Så vaklede hun forsigtigt ned ad trappen, mens hun støttede sig til gelænderet. Det føltes, som om hun kunne kaste op hvert sekund, det skulle være.

Kun én tanke trængte gennem smerten og kvalmen. Som en elendig amatør var hun blevet skygget af overfaldsmanden – uden at opdage en skid. Men af hvem? Og hvorfor?