19. kapitel

Hvordan det overhovedet var blevet onsdag morgen, havde hun ikke nogen idé om, da hun søvnig satte sig ved morgenbordet i spisesalen.

Det hele flød nærmest ud i ét. Undervisning, gruppearbejde, foredrag, problemstillinger. Aftenen var gået med endnu et opgavesæt. Over middag kom selveste Rigspolitichefen for at tale til sine ambitiøse undersåtter under overskriften „Det moderne politi.“ Suk …

Der var dog håb forude. Først på aftenen var der foredrag med chefen for drabsafdelingen på Københavns Politigård. Det så hun frem til over sine cornflakes.

De havde haft så travlt og var så trætte, at dampen også var gået af City-fyren. Han havde, ifølge sin egen overlevering, siddet med opgaverne til midt på natten begge gange, hvilket han gerne fortalte til dem, der ville lægge øre til. Nu satte han sig på sin plads over for hende.

– God morgen, jeg har helt glemt at spørge, hvad var det med ham min nye kollega, Wejse?

City tog en mundfuld og blev siddende med kaffekoppen i hånden.

– Åh ja, ham … Han fik sat en hel bunke bag tremmer, vist nok albanere og nogle andre perkere. Han arbejdede altid i det skjulte, sagde aldrig noget om, hvad han lavede, men det var også noget med infiltration af nogle narkomiljøer. Efter hvad jeg har hørt på vandrørene, fandt de ud af, hvem han var.

– Og så truede de ham på livet?

– Så vidt jeg har hørt. Albanere skal man sgu’ passe på. Og ja … Så mente man, at det var bedst for ham at fordufte.

– Hvad er han for en fisk?

City trak overbærende på skuldrene og satte koppen fra sig.

– Han sagde mig ikke rigtig noget, men flere af de andre havde en fandens masse respekt for ham. En enspænder – med mange specialopgaver, tror jeg. Noget af en ensom ulv at have gående. Men hva’, så godt kender jeg ham heller ikke.

Han rejste sig heldigvis og forsvandt over til buffeten. Hun benyttede sig af lejligheden og gik op på værelset. De skulle begynde undervisningen om ti minutter.

Hun fik fat på Thøgersen. Beskeden var den samme som i går. Han lød opgivende. Ingen havde set noget som helst til de to mørklødede mænd – og ingen havde det mindste spor af manden med jægerhatten. Et lyspunkt var der dog: Lægerne havde givet tilladelse til, at de kunne troppe op på hospitalet og stille nogle ganske få spørgsmål til Ib Munk.

Hun lagde på og ringede til Wejse.

– Det er Nina. Noget nyt?

Han rumsterede med telefonen og lød meget søvnig.

– Hej. Nyt? Næh, jeg ligger her på et jammerligt hotelværelse i København. Godt, du ringede. Vi skal op og hjem.

– Nåede I alle dem på ROJ TV igennem i går, dig og Monberg?

– Ja, alle. Der var en kvinde, som fik tungen lidt på gled. Men særlig meddelsom var hun ikke. Hun mente alligevel, at hun kunne huske en mand, der havde ringet for at høre, om de ville stille op med et tv-hold til en pressekonference. Hun skulle først undersøge, om det var muligt, og så skulle fyren ringe tilbage. Han ville kun give detaljer om, hvad det hele drejede sig om, hvis hun lovede, at de ville troppe op. Hun påstår, at han ikke ringede igen, og det har hun jo ret i ifølge mobiludskrifterne. Jeg har bare på fornemmelsen, at hun ved mere, end hun vil sige, men hvad skal man stille op? Hvordan går det på Avnø? Er det muntert?

– Ikke lige dét ord, jeg ville bruge. Jeg har i øvrigt mødt en af dine tidligere kolleger fra Station City, Torben Andersen.

– Hmm, kender ham kun en smule.

– Nå, men lige om lidt begynder første time, så jeg er nødt til at løbe. Der kommer en dame, vist nok fra handelshøjskolen i Århus, for at fortælle om ledelse og motivation. Det sidste kunne jeg godt bruge noget af. Vi snakkes ved.

Mobiltelefonen begyndte at vibrere i hendes bukselomme, netop som kvinden fra handelshøjskolen var ved at gøre rede for en ny amerikansk ledelsesteori. Den, teorien altså, lignede en kulørt lagkage oppe på overheaden ligesom så mange andre teorier lignede lagkager. Men begreberne, de var ikke blot nye, nej spritnye, forsikrede kvinden, der bar højrøde briller så enorme, at de ville kunne gøre selv Elton John misundelig.

Hun fiskede mobilen frem under bordet. Det var Birkedal. Det kunne være vigtigt. Selv om han havde lovet det, havde han kun ringet én gang. Hun var alligevel nødt til at tage en mundfuld frisk luft for ikke at døse hen i mørket, så hun rejste sig og forlod lokalet.

På vej ned gennem korridoren kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvor mange billioner lagkagediagrammer managementindustrien efterhånden havde produceret og smidt i hovedet på det sagesløse publikum. Der fandtes dybest set kun én eneste slags lagkage. Det var den af Astrids med makroner, flødeskum og jordbær. Resten kunne de stikke op, hvor solen aldrig skinnede.

Hun tændte en cigaret uden for hovedindgangen og tastede nummeret. Birkedal svarede omgående.

– Godt, du ringede med det samme, Nina. Du er nødt til at komme hjem – med det samme. Ham Ib Munk vil ikke sige et kvæk. Han vil kun snakke med én eneste fra politiet, og det er dig. Så der er ikke noget at gøre, beklager.

– Og jeg, som troede, jeg skulle forholde mig professionelt til tingene og passe min karriere? Nå, men det gør ikke noget, overhovedet ikke noget. Du har faktisk lige reddet mig fri af en lagkage.

– En lagkage?

– Glem det. Jeg pakker med det samme, men du er nok nødt til at give en af kursuslederne besked. Jeg går ind og prikker ham på skulderen. Så ringer han dig op om lidt, ikke?

– Gør det. Og få noget fart på!

– Du har aldrig set mig hurtigere. Farvel.

15.05 viste tallene på hendes ur, da hun svingede ned ad Kirkegade og kørte om i politigårdens baggård. Jørgens gamle BMW havde med garanti aldrig kørt så hurtigt. Hun havde talt med Birkedal undervejs, og han havde bedt hende om at dukke op på gården, før hun tog på hospitalet.

Det var som at komme hjem efter mange års landflygtighed. Hun nærmest sprang op ad trappen. Lugten, lydene, de travle skridt ned ad gangen. Og ikke et eneste frivolt lagkagediagram i miles omkreds. Hun slog ud med armen og hilste på Thøgersen med et stort smil, da han hastede forbi. Han vidste åbenbart godt, at hun var kaldt hjem. „Velkommen,“ råbte ruskindsjakken på vej ud ad døren.

Hun spankulerede ind ad den åbne dør til Birkedals kontor og satte sig i stolen foran skrivebordet. Han talte – naturligvis – i telefon. Han kiggede ud over brillekanten og løftede en pegefinger til hilsen. Kort efter lagde han på.

– Dav, Nina. Fint, du kunne komme så hurtigt. Går det godt dernede i Avnø?

– Skal vi ikke bare sige, at det kniber med koncentrationen i øjeblikket? Kan jeg tage ned og tale med Ib Munk, eller skal vi have lov af lægerne først?

– Du tager bare derned. De ved, at vi kommer. Der er også noget andet, du skal vide. Du er jo PET-kontakt. Gudmundsen sagde i går ja til at gå med. Officielt, altså.

– Hvad gjorde udslaget?

– Alle de kurdiske kampskrifter og propagandaen og så den kendsgerning, at der var sat en eller anden handel i stand på dansk grund, ikke?

Hun skulle lige til at fortælle om sir Walter Draycotts informationer om den tredje mand, eks-Stasi-agenten, men et eller andet sagde hende, at det var bedst at vente lidt endnu. Om en dag eller to havde hun måske fuldstændige oplysninger om alle de tre efterlyste.

– Hmm, under alle omstændigheder sagde Gudmundsen, at de ville vende tilbage, når de har gransket sagen til bunds. Han spurgte i øvrigt også til, hvem der var længst inde i sagen. Jeg svarede, at alle mand naturligvis var sat på, men jeg nævnte dig. Du har jo på … vanlig vis … været en del involveret, Ib Munk, Langli og nu også affæren i City Centret. Han husker dig så udmærket fra Økseskibssagen, Gudmundsen. Nu ved du det, såfremt du pludselig hører fra dem.

Hun bed sig selv i underlæben og nikkede eftertænksomt. Birkedal så spørgende på hende.

– Har du problemer med det, Nina?

– Overhovedet ikke. PET kan ringe alt det, de vil.

Hun tav. Birkedal begyndte distræt at rode i sine papirer, så samtalen måtte formodes at være slut.

– En enkelt ting … Hvad med PFL?

– Jeg lovede kursuschefen, at du var tilbage senest i morgen tidlig.

Hun skulle lige til at give hals og protestere, men tog sig i det. Hvis hun altid gjorde vrøvl, ville det tabe sin effekt. Og om kort tid, når hun havde hørt fra sir Walter, kunne hun sidde med et godt trumfkort i ærmet. Så måtte der ske noget. Hun nikkede lydigt.

– Okay, jeg kører først i morgen tidlig. Så kan jeg slå et smut forbi Fanø i aften. Jeg kører ned og snakker med Ib Munk nu.

Den grønne farve viste hende vej til 1. etage og intensivafdelingen. Hun havde irriteret måtte vente på at få en parkeringsplads. Sydvestjysk Sygehus, som var det mere visionære navn for det tidligere Centralsygehuset, var bygget om og udvidet. Genierne havde bare glemt, at der skulle være plads til bilerne. Hvis man skulle på skadestuen med en hånd, der havde været i en båndsav, kunne man nå at forbløde flere gange, inden man fandt en p-plads.

Hun fulgte skiltene frem gennem labyrinten af døre og fortsatte ned ad en gang, hvor hun fik øje på en uniformeret kollega, der sad vagt uden for en dør. Hun hilste og stødte i det samme på en sygeplejerske, der var på vej ud fra stuen.

– Jeg er fra kriminalpolitiet. Sover han, eller er det i orden, at jeg …

– Det er i orden. Men kun et kort øjeblik. Han skal have ro. Hun nikkede og trådte indenfor på enestuen. Ib Munk lå som en skrøbelig fugleunge i den store seng, tilsluttet et virvar af slanger og ledninger. Han opdagede hende først, da hun stillede sig helt hen til sengekanten. Så kom der et svagt smil i det fregnede ansigt. Hun trak en stol over, satte sig og tog hans hånd.

– Hej, Ib. Hvordan går det?

– Nina … Så kom du …

– Selvfølgelig, Ib. Dejligt at se dig igen – i live.

Han smilede skævt og blinkede med de matblå øjne.

– Jeg troede sgu’, jeg var død og i himlen, da jeg åbnede øjnene første gang. Men mor og Morten var der ikke. Kun en sygeplejerske. Hun var til gengæld sød … Meget sød.

– Ja, det var godt, vi fik dig i ambulancen med det samme.

Han nikkede og skar en grimasse, som om en pludselig smerte ramte ham. Så smilede han igen.

– Det sidste, jeg husker, var dig – og viben. Vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii.

Hun strøg hans hånd og blev siddende uden at sige noget. Ib så bare op på hende med øjne, der var for trætte til at flakke. Til slut brød hun tavsheden.

– Vi kan ikke snakke meget, Ib. Du skal have ro og samle kræfter. Men det er utrolig vigtigt for os, at du fortæller mig, hvad du ved. Vil du det?

Han nikkede og så ud, som om han kæmpede for at hitte rede i alt det, som havde bragt ham dertil, hvor han lå nu.

– Begynd med Tyrkiet, Ib, ikke?

– Jo …

– Hvad lavede du og Morten i Tyrkiet?

– En dokumentarfilm om kurderne, bare sådan … deres liv og hverdag … og alt det med EU.

– Og hvad skete der så?

– Det var forfærdeligt, Nina. Soldaterne skød dem bare …

otte mænd, på knæ … skudt lige i nakken, alle sammen …

Ib hostede, og hans adamsæble bevægede sig hurtigt op og ned. Hun rakte ham vandglasset.

– Og I så det med jeres egne øjne?

– Ja.

– Og Morten filmede?

– Ja. Geronimo ville have handlet med samme visdom … Han nikkede svagt og fortsatte. Nu hviskede han. Hun beholdt hans hånd i sin og bøjede sig helt ind over ham og lagde øret ned til hans mund. Hun koncentrerede sig voldsomt for at få hvert eneste ord med. Indimellem hjalp hun ham med glasset.

Det var voldsomt – og blodigt. Og dér havde han, den stakkel, forsøgt at redde sig ud af det hele, da han kom hjem. Hun strøg ham over panden og rettede sig op. De to mystiske mænd havde sikret sig båndet med optagelsen nede i City Centret. Som tak havde de stukket en kniv i maven på ham.

– Du skal sove nu, min ven. Jeg kommer og ser til dig igen en af dagene. Det lover jeg. Okay?

Med en pegefinger signalerede han, at hun skulle bøje sig frem og lytte igen. Han hviskede anstrengt, mens hun nikkede undervejs. Til sidst sagde hun, at han skulle stoppe.

Hun blev siddende målløs på stolen, mens hun strøg hans hånd ganske langsomt.

Det var fandens … Ib havde gjort, som Morten Busk havde sagt, han skulle. En kopi … Der fandtes en kopi … Ib havde lavet en kopi af båndet …