21. kapitel

Det dampede fra kaffekruset ved siden af tastaturet. Hun gav sig god tid til at skrive beskeden, lige da hun var stået ud af sengen og havde lavet kaffe. Jonas sov stadig. Hun havde tænkt over en plausibel forklaring, mens hun lå og ikke kunne falde i søvn.

På sygehuset havde hun nøje indskærpet over for Ib, at han intet måtte sige om sin kopi til nogen som helst. Og det ville han næppe gøre. Hun var på en eller anden måde blevet hans eneste ven og fortrolige.

Det behøvede aldrig at komme frem, hvor hun i virkeligheden havde fundet den, for dybest set burde hun straks have givet Birkedal besked. Naturligvis skulle nogle af hendes kolleger have fulgt med over til Langli. Sådan var proceduren. Og den var fornuftig.

Da hun havde valgt at få sin far til at sejle derover, var det bare ikke et spørgsmål om kølig fornuft – men om fornemmelser. Dér var den igen, den med de famøse fornemmelser … Hun ville være den første til at se dvd’en. Hun ville være den første til at spekulere over konsekvenserne. Hun ville være den første til at tage stilling. Hun var egernet, som samlede forråd. Langt fra „by the book“ – men nogle gange gik det først for alvor galt, når alt gik efter bogen.

Overordnede, de øverste chefer, måtte rette ind efter et sæt regler. Underordnede kunne bedre bøje reglementet og træde ved siden af kommandoveje. Havde hun ikke lært andet, så havde hun i hvert fald lært dét efter sagen med Økseskibet og det sindrige rænkespil. Denne gang gik hun på den rigtige side af stregen. Det var skønt at apportere med næsten ren samvittighed som en anden jagthund. Aflevere byttet – og overlade de sværeste spekulationer til Birkedal.

Hun læste hurtigt beskeden igennem igen. Hun havde fiflet en smule med sandheden, men facit var det samme.

„Att: Birkedal.

Jeg har vedlagt en cd-rom, som jeg fandt i nat i Ellinor Munks lejlighed. (se den omgående …) Jeg gik og grublede hele aftenen over min korte snak med Ib Munk på sygehuset. Han var temmelig usammenhængende og svag til sidst, så jeg misfortolkede ham, da han fablede om gamle aviser. Jeg troede, det var de gamle udklip, han mente. Jeg kunne ikke falde i søvn, så først på natten kørte jeg ned i lejligheden. Under vinylgulvet, under en stak gamle aviser, fandt jeg denne. Det er en dvd. Åbenbart en kopi, som Ib har lavet. For i starten af vores snak sagde han, at de to mænd tvang ham til at give dem, hvad de ville have: det originale bånd med filmoptagelsen. Og så stak de ham med kniven. Ja, jeg har set filmen i nat på min egen afspiller. Ville ikke vække dig. (klokken var over to …) Vi tales ved i løbet af dagen. Jeg er taget tilbage til Avnø.

Venlig hilsen, Nina P.“

Hun printede beskeden til Birkedal, fiskede dvd’en frem af skrivebordsskuffen og lagde begge dele i en stor konvolut.

Klokken var seks. Hun kunne lige nå et hurtigt bad, inden hun vækkede Jonas. Han måtte selv sørge for morgenmad og for at komme i skole. Hun kunne lige nå at køre op forbi politigården og lægge konvolutten hos vagthavende med strenge ordrer om at aflevere den personligt til Birkedal, så snart han mødte.

Hun blev træt alene ved tanken om den lange køretur, der ventede forude, men indtil videre måtte hun stille som aftalt på kurset. Hvordan sagen nu ville forme sig, var hun ude af stand til at danne sig et overblik over.

Hun nåede frem til kursuscentret tids nok til at få morgenmad sammen med de øvrige, selv om tanken om en eskapistisk liter skummetmælk, en kanelsnegl og en jogurt ude i stilheden havde fristet voldsomt.

Håbet om at fange de efterlyste var blevet mindre, fornemmede hun på kommentarerne og den efterfølgende diskussion ved morgenbordet. Til gengæld var man begyndt at udvikle forskellige teorier om, hvordan de to mænd var sluppet ud af landet. Nord, syd, øst, vest. Det ene kunne være et lige så rigtigt gæt som det andet. Hun frygtede, at de havde ret.

De var ikke kommet langt ind i den første lektion, et kompliceret spørgsmål om fortolkning af straffeloven, da hun mærkede mobiltelefonen rumstere i sin lomme. Det var Birkedal, kunne hun se. Selv om man ikke blev retsforfulgt for at forlade lokalet for at gå på toilettet, så mærkede hun igen alles blikke, da hun stille rejste sig og forlod undervisningen midt i Husums udredning.

Birkedal svarede med det samme. Han lød oprevet.

– For fanden da, Nina! Hvad er det for en film at smide hos vagthavende?

– Undskyld, men som jeg skrev … Klokken var over to om natten. Du kunne jo ikke se den med det samme. Det ville ikke gøre nogen forskel. Men – du har altså set den?

– Har jeg set den? Ja! Jeg har set den – sammen med Thøger og Ulbæk for fem minutter siden. Du godeste Gud … Jeg har aldrig set magen …

Politiinspektøren prustede tungt i den anden ende af linjen. Det eneste, han sagde mellem flere dybe suk, var: „For fanden, da.“ Hun kunne se ham for sig med brillerne langt nede på næsen og håret strittende i alle retninger, og hun vidste også, at hans hjerne snurrede som en centrifuge og havde gjort det, lige siden de havde slukket for fjernsynet i mødelokalet.

Hun dristede sig til et forsigtigt:

– Og hvad sker der så nu?

Birkedal prustede igen.

– Nu er det jo udenrigspolitik – storpolitik, sgu’… Kom ind, Thøger, sæt dig ned. Vi overvejer situationen, Portland. De to mænd skal anholdes. Uanset hvad. Vi gransker det hele lige nu. Og skal have fat i Friis. Øh, Thøgersen er lige kommet. Jeg ringer senere.

– Skal jeg komme hjem igen?

– Hva’? Hjem? Nej, Portland … Du bliver på dit kursus.

Om hun helt havde forventet dén udgang på samtalen, vidste hun ikke. Hun var ikke så naiv at tro, at hendes personlige tilstedeværelse ville gøre en forskel på de overvejelser, som ledelsen nu var i gang med.

Hvis hun regnede rigtigt, var det blot et spørgsmål om kort tid, måske minutter, måske timer, før hele ledelsen af Politiets Efterretningstjeneste, PET, blev adviseret. Den slags var ikke noget at sidde med i hånden for en politiinspektør – endsige en politidirektør.

Sagens perspektiver rakte langt ind over PET’s kompetenceområder, blandt andet på grund af de eksterne relationer, men også fordi forhenværende og måske nuværende agenter havde opereret på dansk grund. Den politimæssige del, den, der handlede om, at to dobbelte drabsmænd skulle stilles til ansvar, den kunne ingen rokke ved. Det var og blev en politiforretning for Esbjerg Politi.

Hun skyndte sig tilbage til undervisningen og prøvede at se aldeles upåvirket ud, da hun satte sig ned. De var nået til gennemgangen af den forgangne aftens opgaver.

De forskellige svar og spørgsmål fra kursisterne forblev en sagte rumlen og baggrundsstøj i hendes ører, som muzakken i et supermarked.

Hun var det mest fraværende individ, der nogensinde havde siddet på en stol i politiets kursuscenter i Avnø. Hun vidste det. Hun kunne bare ikke lave om på det.

Tiden kravlede af sted i en fart, der fik en snegl til at ligne en Formel 1-racer. Der var stadig tyve minutter til den store middagspause, som var blevet forlænget med ekstra tid, fordi aftenens program var meget langt. De fik besøg af en eller anden chef fra statsadvokaturen og en ekstern ekspert i strafferet – og en svensk stjerneanklager. Hvilken herlig aften i lovgivningens favntag …

Hun tænkte på samtalen med Birkedal igen. Hvad foregik der i hans hoved lige nu? Var han ved at koge over – eller havde han noget i ærmet?

Løbeskoene … De var hendes redning. Så snart det ringede ud, ville hun skynde sig op på værelset og skifte tøj.

Den salte smag på læberne føltes god. Den varme sensommersol havde hurtigt fået sveden til at springe af hendes pande, da hun løb ud forbi hangaren og videre ud ad det blå spor, ud mod halvøens spids, gennem den lille skov og videre ud gennem strandengene. Nu stod hun gennemblødt og lavde sine strækøvelser med begge håndflader op mod den afskallede barakbygning.

Hun fik lyst til at skue ud over landskabet og tog den udvendige ståltrappe op til kontroltårnets gangbro. Kort efter lænede hun sig frem og støttede hænderne på rækværket. Udsigten var vidunderlig. Hun kunne se ud over hele Avnø, der engang i tidernes morgen havde været en rigtig ø.

Alene, højt oppe i sit tårn, med solen bagende i ansigtet, var hun selv på en ø. Isoleret fra momentum, uden anden indflydelse, end at hun lige nu og hér kunne beslutte at droppe kurset og tage direkte hjem på politigården. Eller stole på den vage fornemmelse af, at tiden arbejdede for hende, at kædereaktionen var sat i gang og ville brede sig i systemerne og pludselig løfte hende ned igen.

Mobiltelefonen ringede nede i lynlåslommen. Salsaen virkede aparte i stilheden. Hun havde mest lyst til at lade den ringe, indtil stilheden kom tilbage, lade Birkedal være vrissen og lade ham forstå, at der rent faktisk var en grund til, at hun ikke kunne kontaktes til hver en tid, netop fordi hun var isoleret og landflygtig …

Hun greb telefonen alligevel. Til hendes overraskelse kendte hun ikke nummeret.

– Det er Nina.

En travl mandsstemme lød i den anden ende:

– Gudmundsen. Goddag, Nina Portland …

En tanke fløj gennem hende. Så var de allerede nået dertil, systemerne. Der fandtes kun én Gudmundsen, Ove Gudmundsen, chefen for PET. Ham, Birkedal havde kontaktet. Ham, der i egen høje person var troppet op på Esbjerg Politistation, dengang trådene skulle redes ud efter Økseskibsaffæren. Stemmen nåede at sige „hallo“ to gange ind i hendes øre, før hendes tanker kom farende tilbage med fuld kraft ude fra strandengen og tog plads inde bag hendes øjne.

– Øh, dav.

– Jeg forstod på Birkedal, at du var på Avnø.

– Det kan jeg vist kun bekræfte … Hvad drejer det sig om?

– Ser du … Vi vil gerne have dig herop til en lille snak. Det er ikke velegnet til en længere forklaring over telefonen, men det er dig, der kender sagen allerbedst.

– Jeg forstår. Hvornår?

– Nu.

– Men … Jeg er på kursus.

– Mon ikke du kan få fri?

– Det fik jeg også i går. Du må snakke med en af kursuslederne. Hvor længe varer det?

– Alt afhængig af vores snak … Måske skal jeg låne dig en eller to dage. Jeg har informeret Birkedal.

– Okay, men jeg skal hjem i weekenden.

– Naturligvis.

– Og én ting mere.

– Ja?

– Du må sørge for, at jeg får grønt lys til at skippe resten af det her kursusmodul. Det fører ikke til noget. Mit hoved er helt andre steder. Jeg kan stå på igen til næste modul.

Det blev stille i den anden ende. Gudmundsen slog et par spekulative smæld med tungen. Så lød det tøvende:

– Det er sin sag at springe et forløb over. Jeg ved det. Jeg har været gæsteforelæser dernede mange gange. Jeg ved, hvad det handler om.

– Du kan fikse det, hvis du vil. Gør det. Så har vi en aftale, og jeg kører om lidt. Ellers ikke …

Højt spil. Nok kunne PET-chefen ikke bestemme over hende, men han kunne så let som ingenting gå over Birkedal eller selveste politidirektør Friis, og så ville de nikke uden tøven.

– Hmm, lige præcis som jeg husker dig. Så lad gå. Jeg skal tale med Husum, hvis du går ind og henter ham ud. Lad mig bare blive hængende.

– Det kan jeg ikke nu.

– Hvorfor ikke?

– Jeg står oppe i kontroltårnet, ude på den gamle flyvestation. Vi har pause.

– Nå … Men så bed Husum om at ringe til mig, så snart du får fat i ham.

– Okay, om ti minutter.

Hun styrtede ned ad vindeltrappen og sprang det sidste stykke ned på asfalten. Og så begyndte hun at løbe.

Så havde hun haft mere ret, end hun havde turdet håbe på. Bedst som hun følte sig afskåret fra omverdenen, blev hun løftet ned og anbragt midt i alt det, flere kilometers løb havde renset hendes hoved midlertidigt for.

Hun løb, alt hvad hun kunne, ude fra periferien og ind mod centrum igen.

De fleste af hendes kolleger sad stadig bænket i spiselokalet, da hun stakåndet og sveddryppende trådte ind ad døren og målbevidst gik ned mod Rasmussen og Husum, der sad og sludrede med nogle af de andre over en kop kaffe.

Den summende snak døde ud, da hun hvirvlede forbi. Ligesom under de snart utallige gange, hvor hun havde forladt undervisningen i utide, rettedes alles blikke mod hende. Men hun var ligeglad. Hun stoppede op lige foran Husum på stolen, gjorde tegn med pegefingeren til, at han skulle følge med hende.

– Husum, kan vi lige … gå uden for … og snakke et øjeblik? Det er vigtigt …

Hun var stadig forpustet. Den store Husum så undrende på hende, men rejste sig og nikkede.

Da de kom ud på gangen, hev hun mobiltelefonen frem, trykkede nogle gange og rakte ham den. Nu lignede han ét stort, irriteret spørgsmålstegn, og han kiggede mistroisk på telefonen i sin hånd.

– Og hvad skal jeg så med den?

– Det er Gudmundsen, fra PET. Han vil snakke med dig. Jeg har ringet op …

Husum så aldeles skeptisk ud, men tonefaldet lød pludselig imødekommende, da PET-chefen besvarede opkaldet. Samtalen var forholdsvis kort. Så sagde Husum „farvel“ og rakte hende mobiltelefonen igen.

– Snak selv færdig med ham, Portland.

Hun aftalte hurtigt resten med Gudmundsen. Hun var fritaget for resten af den første kursusperiode. Hvem ville også sige chefen for Politiets Efterretningstjeneste imod?

– Men jeg siger dig, Portland …, begyndte Husum, så snart hun havde stukket telefonen i lommen. – Du får svært ved at hænge på. Der sker så meget allerede på første modul. Men du bestemmer selv. Jeg kan ikke smide dig ud. Kun forberede dig på en skuffelse. Vi har folk nok i forvejen, der dumper. Også selv om de har været her hver eneste kursusdag og hængt i derhjemme. Så …

Husum afsluttede sin spådom om hendes videre chancer med en let hovedrysten.

– Jeg kan alligevel ikke koncentrere mig om noget nu. Og min telefon ringer konstant. Er der en computer, der ikke lige står inde i fælleslokalet? Jeg skal lige tjekke noget, inden jeg kører.

– Du kan tage den inde på mit kontor. Den er tændt.

Husum gik tilbage til de andre, og hun småløb ned på hans kontor, satte sig ved skrivebordet og loggede på sin mail. Hun trommede utålmodigt i bordpladen med tommelfingeren. Jo! Der var besked fra sir Walter.

„Kære Nina

Her følger positiv identifikation på de to andre mænd. Ham med overskægget er Sarvan Koksal, 46 år, tyrkisk statsborger. Den anden er Kartal Kilci, 53 år, tyrkisk statsborger.

Sarvan Koksal: Senest bekræftede data, maj 2006: Operativ agent i den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT (Millî Istihbarat Teşkilâti). Tjenestested: Istanbul. Tidligere, bekræftede udstationeringer: Berlin 2002-2005, Budapest 2002-2002, Beograd 1999-2001.

Kartal Kilci: Senest bekræftede data, december 2005: Frifundet i retten i Ankara for medvirken til narkotikasmugleri (trods angiveligt solid bevisbyrde). 1984-2003: Operativ agent i den tyrkiske efterretningstjeneste. Afskediget i unåde ultimo 2003, årsag ukendt. Én bekræftet udstationering: Berlin 2001-2003. Nuværende profession og bopæl: Ukendt.

MIT – information: Millî Istihbarat Teşkilâti er en moderne og velfungerende national efterretningstjeneste. Efter flere omstruktureringer er den nuværende tjeneste, MIT, funderet i lovværk fra 1984. MIT er en enhedsefterretningstjeneste og opererer såvel internt som eksternt. Set med vestlige øjne en forholdsvis ukendt tjeneste, men effektiv og gennem de seneste år udbygget og struktureret efter vestlige principper. Hovedkvarter i Ankara, flere regionale stationer i større byer som Istanbul, Izmir, Bursa m.fl.

Oplysningerne skal behandles med diskretion – og kilden kan af naturlige årsager ikke på noget tidspunkt angives, uanset hvilken situation du måtte befinde dig i, Nina, (hvilket jeg ved, at du på forhånd er indforstået med).

Fornøjeligt at konstatere, at en gammel rad som jeg stadig er i stand til at trække på goodwill i systemet. Og en adspredelse at optræde i rollen som cirkushesten, der kan dufte savsmuld.

Pas godt på dig selv, kære Nina. Tøv ikke med at vende tilbage, hvis jeg om muligt kan hjælpe yderligere.

Ærbødigst, Walter“

Klokken var halv to, da hun svingede af motorvejen og ind på Gladsaxe Ringvej. Nu var der ikke langt igen. Hun følte et vist sug i maven ved udsigten til, hvad der skulle foregå i PET-hovedkvarteret i Søborg. Hun havde været der nogle gange tidligere til orienteringsmøder i forbindelse med sit job som PET-kontakt, men nu ville hendes besøg være af en helt anden karakter, ellers ville en travl mand som Ove Gudmundsen ikke personligt have interveneret.

Hun havde talt med Birkedal undervejs. Han var naturligvis orienteret om, at PET ville se hende. Han havde selv taget kontakt med Gudmundsen efter ordre fra politidirektøren. Dvd’en med henrettelserne hørte ikke hjemme hos Esbjerg Politi, men selve den politimæssige efterforskning kørte videre. PET måtte vurdere, hvad næste skridt i givet fald skulle være.

Hele den lige og kedelige vej op over Køge havde hendes tanker – endnu en gang – hvirvlet rundt. Havde det stort set ikke været sådan lige siden dén morgen, hvor de gravede Kulmanden frem? Jo.

Sir Walters oplysninger bekræftede hende bare i, at sagens overordnede perspektiver naturligt måtte vendes og drejes i Søborg. Måske vidste PET allerede, hvad hun selv vidste? At den tyrkiske efterretningstjeneste tilsyneladende var dybt, dybt involveret. Og formentlig ansvarlig. Hvordan holdt man en hel national efterretningstjeneste ansvarlig? Hun anede det ikke.

Hun tog et par dybe indåndinger, tændte en cigaret og rullede vinduet ned, da hun tog Buddingevej i rundkørslen. Hun var der lige om lidt. Hun havde strategien klar. Hun måtte spille afventende ud. Lade dem om at stille spørgsmål, afholde sig fra konklusioner af nogen art. Især konklusioner, som kunne indikere, at hun vidste mere, end hun naturligt burde være i stand til at vide. Sir Walter havde understreget, hvad hun var helt med på: at hans oplysninger ikke på noget tidspunkt kunne bruges i officiel henseende. Men de gav hende en nyttig viden – en ekstrem nyttig viden. Guf for et egern …

Der var Julius Hirschfeld – „Axel“, den tidligere Stasi-agent, og der var de to tyrkere. En nuværende og en tidligere medarbejder i den tyrkiske efterretningstjeneste.

Så langt, så godt. Nu ville tiden vise, hvad PET vidste.

Hun drejede ned ad Klausdalsbrovej og svingede ind på gæsteparkeringspladsen ved hovedkvarteret.

– Nina Portland, jeg har et møde med Gudmundsen.

Hun præsenterede sig for kvinden i receptionen. Der blev givet en kort besked i telefonen, og kvinden nikkede til hende.

– Gudmundsen kommer selv ned om et øjeblik …

Hun blev stående og så over mod trappen. Der var næppe gået to minutter, før han kom til syne. Gudmundsen var en høj, midaldrende mand med en let ludende holdning. Han var cand. jur. og havde en fjern fortid som kontorchef i Justitsministeriet. Han havde været chef for Politiets Efterretningstjeneste, lige så længe hun kunne huske, selv om han kun var midt i halvtredserne.

Han var en diametral modsætning til nogle af de mere strømlinede typer, hun havde truffet i hovedkvarteret i deres dyre, mørke jakkesæt og slips. Gudmundsen var klædt i et par mørke bukser og en gammeldags ternet, kortærmet skjorte. Hans skaldede isse glimtede under en af lamperne, da han stilede direkte mod hende og lyste op i et imødekommende smil.

– Goddag, Nina Portland. Ja, så mødes vi igen. Det må vist være et par år siden, ikke?

Han gav hende et kraftigt og kort håndtryk. Hans rolige og klare blik hvilede på hende.

– Men du har ikke forandret dig. Kom, følg med ovenpå.

De tog trappen op, og Gudmundsen førte an ned ad en gang, inden han stoppede op og med en håndbevægelse bad hende træde indenfor.

– Værsgod, sæt dig endelig ned.

Hun tog plads på en af stolene ved det runde mødebord, mens Gudmundsen gav en sekretær besked om at komme med kaffe. Kontoret var stort, lyst og luftigt. Der hang et par koloristiske malerier på væggen bag det store skrivebord, og der stod en enkelt gulvplante i en stor krukke ovre ved vinduesrækken.

Sekretæren, en tynd splejs, kom ind med to krus med dampende varm kaffe. Gudmundsen satte sig over for hende.

– Det var godt, vi fik brikkerne til at falde på plads, så du kunne komme, Nina. Lad os gå lige til sagen.

Gudmundsen skævede til sit armbåndsur og slog benene over kors.

– Ser du, det, vi skal i gang med, og som vi ikke lige kan forudsige hvor lang tid vil tage, er sådan set en rent rutinemæssig debriefing, så vi bliver et hundrede procent opdateret. Du er den, der kender hele sagskomplekset bedst. Ja, faktisk den eneste, der har været involveret i det hele og oplevet begivenhederne på nærmeste hold så at sige …

Hun nikkede og tog en mundfuld af kruset. Han så på hende, mens han foldede sine håndflader foran munden, som om han sendte en bøn op til de højere magter.

– Når PET nu går ind i sagen, sker det på henvendelse fra din chef, Birkedal. Men … Jo, vi ville på eget initiativ være gået ind i den alligevel, når vi var blevet bekendt med, hvordan udviklingen så ud. Der er for mange ubesvarede spørgsmål, så vi håber, du kan hjælpe os på vej.

– Jeg skal forsøge.

– Godt. Selve debriefingen bliver varetaget af en fra afdeling 1, som er vores kontrafolk, og en fra afdeling 4, som beskæftiger sig med analyse. Og så kan det i øvrigt godt være, at der dukker andre op undervejs. Men lige nu er det …

Det bankede på døren inde fra forkontoret. Det var den lille fyr, sekretæren.

– Undskyld, jeg afbryder, men kureren er ankommet.

En mand i en lys lærredsjakke stod bag sekretæren, som trådte et skridt til siden og lod ham slippe forbi. I hånden havde han en tyk, foret konvolut, som han rakte til Gudmundsen.

– Og så skal jeg lige bede om en kvittering, som jeg kan sende over til Esbjerg, sagde manden og lagde en seddel på bordet.

– Naturligvis, hér.

Gudmundsen skrev under, gav manden sedlen igen og vendte sig mod sekretæren.

– Og vil du lige ringe til Tarp, Skovgaard og Nielsen – med det samme. Bed dem stille i 2’eren om fem minutter.

Gudmundsen flåede konvolutten op og tog indholdet ud. En lille, flad boks i klar plastic. Han holdt den op, så hun kunne se den. Det var Ibs kopi af optagelsen. Dvd’en havde været på hastig rejse, siden hun gravede den op. Først en nat i hendes skrivebordsskuffe, så nogle få timer i Birkedals varetægt, og nu lå den i hånden på den øverste chef for PET.

– Vi har fået den fløjet herover. Det er en hastesag. Jeg skal se den nu sammen med mine chefer. Vil du se med?

Hun rystede på hovedet.

– Det behøves ikke. Jeg har allerede set den.

– Åh ja, det sagde Birkedal. Fint, du kan bare vente her imens. Og bed endelig om mere kaffe, hvis du har lyst. Hvor lang tid tager den, filmen?

– Under ti minutter, tror jeg.

– Godt, jeg er snart tilbage.

Gudmundsen rejste sig hurtigt og forlod kontoret med store skridt. Hun tog tid. Den var fem minutter i to.

Hvordan mon hun ville reagere anden gang? Ville hendes mellemgulv snøre sig sammen? Ville hun kaste op? Det var også lige meget. Intet, absolut intet kunne få hende til frivilligt at se filmoptagelserne igen.

Hun tømte kruset og gik ud i forkontoret og bad om mere. Hun satte sig igen og lod blikket vandre frem og tilbage over kontoret og de mange bøger og lovværker og ringbind på Gudmundsens reoler. Ovre i en vindueskarm fik hun øje på et askebæger. Hun rejste sig og tog det. Gudmundsen var ikke-ryger. Det kunne hun lugte. Og keramikaskebægeret med et glaseret bymotiv fra Ebeltoft i bunden så ikke ud til at blive brugt.

Hun kiggede på sit ur. Der var gået et kvarter nu. Hun satte sig og tændte en cigaret. Han kunne jo bare lufte ud, hvis det skulle være.

Havde de fået det ligesom hende, da de så filmen? Næppe Gudmundsen. Han virkede knastør. Og næppe hans højre hånd, chefpolitiinspektør Tarp. Den smule, hun kendte til ham, forekom han hende at være en effektiv maskine, som hverken græd eller grinede. De to andre i ledelsen kendte hun ikke, men tiden taget i betragtning var det indlysende, at de alle havde fået noget at diskutere.

De havde passeret de 33 minutter, da Gudmundsen endelig indfandt sig igen. Han satte sig ikke, men blev stående ved sit skrivebord. Det kunne ses omgående. Hans afslappede attitude var erstattet af et anstrøg af noget strengt og anspændt. Øjenbrynede trak sig en smule sammen og lavede rynker i hans pande, da han så på hende og eftertænksom opsummerede.

– Jamen, det var så det. Interessante optagelser, må man vel sige.

– Interessante? Grufulde, efter min mening.

– Absolut … Men lad os nu se.

– Hvad sker der nu – med filmen?

– Den er sendt til tekniske undersøgelser. Det kan nemt være et falsum, ikke? Hjemmefabrikeret sprængstof … Så meget, som jeg allerede kender til sagen, er der jo kurdiske interesser involveret. Jeg lovede at følge dig ned til mødelokalet. De skulle være på plads og klar til debriefing nu.

– Jeg tænkte på … Har I identificeret nogen af de tre efterlyste? I har fået fotos både af den ældre mand med hatten og de to mørklødede, drabsmændene.

– Hmm, ja, vi har skam de tre fotos. Vi arbejder på det. Men nej. Der er ikke noget nyt. Det er også først nu, vi ofrer sagen vores fulde opmærksomhed. Følg venligst med, vi skal op på næste etage.

– Og de informationer, I måske indhenter … Hvad med dem? Har I tænkt jer at dele med politiet i Esbjerg, eller?

Hun fulgte efter Gudmundsen ned ad gangen. Først henne ved trappen vendte han sig og svarede.

– Lad os nu se. Men jo. I det omfang, vi skønner, at det er relevant, får Esbjerg naturligvis besked. Der er tale om et samarbejde til fælles bedste, ikke?

– Det går jeg da stærkt ud fra.

PET-chefens vage, diplomatiske vendinger blev hængende i slipstrømmen af hans store korpus, da de hastigt fortsatte op ad trappen og ned ad en lang gang, drejede og gik helt ned i bunden. Døren til det lille lokale stod åben. Der sad en mand og en kvinde og udvekslede papirer ved et bord. Gudmundsen stak hovedet indenfor.

– Her er så Nina Portland fra Esbjerg. Resten klarer I.

Han vendte sig mod hende. Den dystre mine var der stadig.

– Vi tales nok ved, inden du forlader os igen, mon ikke? God fornøjelse.

Manden, der var omtrent på hendes egen alder, rejste sig og gav hånd.

– Henrik Thorsen, hej.

Hun nikkede.

– Nina Portland.

Så var det kvindens tur.

– Pernille Månsson, hej.

– Dav.

Henrik Thorsen tog over. Måske fordi han var den mest erfarne, måske fordi han var mand.

– Jamen, velkommen. Godt, du kunne komme, Nina.

Allerede dér blev hun mistænksom. Hun hadede den vennesæle tone med at være på fornavn fra første øjeblik. Det var der kun den gamle speedwaykonge, Ole Olsen, der var sluppet godt af sted med. Thorsen fortsatte formelt og smilende:

– Jeg er ansat i 1. afdeling og beskæftiger mig med kontravirksomhed, terror og spionage. Pernille er i 4. afdeling og er analytiker, du ved, trusselsvurderinger og den slags.

Hun skævede over på Pernille Månsson, som smilede bredt og ikke så ud til at spekulere over det kunstige i, at hun ikke selv behøvede at åbne munden. Hun så ud til at være midt i 30’erne og var iklædt en mørkeblå blazer-ting, der ville have passet bedre på en stewardesse. Thorsen satte sig igen og knipsede et par usynlige fnug væk fra de sorte bukser. Med sin hvide kortærmede skjorte kunne han såmænd være selveste luftkaptajnen.

Hun satte sig ved bordet – klar til at flyve en længere tur med de to smilende, meget smilende, besætningsmedlemmer. Desværre var de ikke på vej til Tenerife.

– Så lad os komme i gang. I ved jo, hvem jeg er, så vi skipper yderligere præsentation. Og lige så I ved det – i morgen eftermiddag, senest klokken fire, er jeg den, der kører hjem til Esbjerg og holder weekend.

– Udmærket.

Thorsen så over på sin kollega med et slet skjult udtryk i ansigtet, der signalerede, at det måske slet ikke var så „udmærket“ endda. Så fortsatte han:

– Ser du, Nina, det, vi skal i gang med, er en helt straight debriefing. Kort og godt, en detaljeret og kronologisk gennemgang af alt, hvad du har oplevet, bemærket og tænkt undervejs i dit arbejde med sagskomplekset.

– Jeg ved godt, hvad en debriefing er for noget.

– Naturligvis. Men måske er vi lidt mere, hvad skal vi sige … vedholdende … end du før har oplevet.

Det var Pernille Månsson, som brød ind og pludselig viste, at hun rent faktisk kunne tale. Hun skubbede en mikrofon ind midt på bordet og trykkede på en knap på båndoptageren, der stod på et stolesæde ved siden af hende.

– Debriefing af PA Nina Portland, Esbjerg Politi, ved Henrik Thorsen og undertegnede Pernille Månsson. Påbegyndes torsdag den 27. september klokken 14.45.

Pernille Månsson så over på sin kollega og nikkede let. De kunne gå i luften.

– KA …

– Undskyld, hvad?

– Ikke PA, men KA … Jeg er gammeldags …

– Sorry … Nå, vi kører. Sagskomplekset tager sin begyndelse med fundet af et lig i en kulbunke ved Esbjergværket. Lad os begynde her med dine iagttagelser på findestedet. Start ved din ankomst.

Klokken var lidt i fire, da hun strakte sig og gabte højt og inderligt.

– Sorry, men jeg har været tidligt oppe. Der er langt fra Esbjerg til Avnø. Kunne det ikke tænkes, at vi kunne holde en pause? Og hvis I kunne trylle en kop kaffe frem, så ja tak. Og et askebæger.

Thorsen sprang straks op.

– Naturligvis, det med kaffe havde jeg helt glemt. Og du ryger?

– Jeps.

– Jamen, helt fint med os. Hvor længe skal vi blive ved? Hvad siger du, Pernille?

– Klokken otte, maks. Hvis det er okay med Nina? Jeg skal bare lige ned på kontoret og ringe. Min mand må tage ned og hente Lukas i børnehaven.

Både stewardessen og kaptajnen forsvandt ud ad døren. Endelig … Bare et øjeblik i fred og ro med sig selv. Hun var træt. Hun havde fortalt og fortalt, uddybet og svaret på deres spørgsmål. De havde været rundt om Kulmanden og fundet af endnu et lig i Blåvand. Lige nu var de ved at gennemgå fundet af Ellinor Munk.

Som altid – næsten – havde hun haft ret i sin lynhurtige vurdering. Henrik Thorsen var en glat og ligegyldig person. Han havde tre gange lavet den gamle klassiker med: „Det, Pernille mener, er …“

Da han gjorde det tredje gang, skød kollegaens øjne lyn. Det tjente hende til ære. Faktisk virkede hun ret sympatisk. Hendes spørgsmål var måske en anelse mere fabulerende og åbne, men hun havde langt større flair for at spørge på de rette steder end kaptajnen selv. Pernille Månsson havde åbenbart en instinktiv fornemmelse af, hvor hun selv tvivlede og tøvede, selv om det næppe kunne høres.

Hun stillede sig over til vinduet og tændte en cigaret. I det tempo ville det tage lang tid, og de var ikke engang nået frem til dét, som øjensynligt havde PET’s største interesse: De tre fremmede mænds entré i sagskomplekset under begravelsen af fru Munk.

Besætningsmedlemmerne lod vente på sig, og hun askede i den nærmeste urtepotte, mens hun stod og skuede ud over en grøn græsplæne med små buske.

Hun kom til at tænke på Gudmundsens ansigtsudtryk igen. Gad vide, om han selv havde været klar over, at han havde undergået en radikal forandring i den forholdsvis korte tid fra håndtrykket i receptionen, til han kom tilbage fra forevisningen af Morten Busks filmoptagelser. Tillige var han blevet kort for hovedet og yderst forsigtig. Sad PET-chefen nu på sit kontor og spekulerede som en rasende? Hvad tænkte han lige i dette sekund?

Nu måtte de godt indfinde sig, Thorsen og Månsson. Hun vidste, der var booket et værelse til hende på Scandic Hotel Eremitage, oppe på Klampenborgvej, og hun så frem til at kunne lukke døren og være i fred. Men de havde stadig nogle timers arbejde foran sig.