23. kapitel

Nu var det tirsdag. Birkedal kunne komme, hvilket øjeblik det skulle være.

Der var intet sket de seneste par dage. Britisk og tysk politi havde sendt en stak rutineprægede rapporter om deres arbejde med yderligere afhøringer i de to kurderes miljø. Dybest set nyttesløst arbejde, for nu vidste de godt, hvordan sagen hang sammen, men når først bureaukratiet kørte, så var det ikke sådan at stoppe.

Hele formiddagen havde hun brugt på at surfe rundt og granske dybere i kurdernes historie og de tilsyneladende uendeligt mange forskellige politiske og oprørske fraktioner.

Nu sad hun og bladrede i en bunke afhøringer fra politiet i Lambeth Borough i Brixton, alt sammen ligegyldigt papir.

– Hallo, Portland!

Birkedal stod i døren i sin lodenfrakke og lignede en, der lige var trådt indenfor på gården. Han havde sin gamle lædermappe under armen. Hans hår strittede i alle retninger.

– Ja?

– Mit kontor – om fem minutter!

– Okay, hvordan …

Væk var han, før hun nåede at spørge til noget som helst. Hun var spændt. Der var ved at ske noget, endelig. Fra mandag morgen havde Birkedal været som et uvejr, der langsomt byggede op til noget stort. Hans mutte facon ved morgenparolen var en koldfront. Døren, der blev knaldet i, så karmen knagede, havde været tordenvejret. Om eftermiddagen havde Birkedal forladt politigården med et brag, da han arrigt knaldede sin kontordør i. Han havde overhovedet ikke været til at komme i nærheden af hele dagen. Der var noget sjældent indestængt rasende over ham, da han forsvandt i en fart for at nå det fly i Billund, som skulle bringe ham til København og mødet hos Gudmundsen i PET’s hovedkvarter.

Gad vide, hvordan han havde teet sig ovre hos den almægtige Gudmundsen i Søborg? Når først Birkedal var nået dertil, at de normalt venlige øjne blev små løvesprækker, så ville han sandsynligvis bide sig fast og stå på sin ret – Gudmundsen eller ej.

Hun skævede til sit armbåndsur, tog tid. I det humør var fem minutter ikke fire minutter eller otte minutter. Det var fem minutter.

Birkedals dør var lukket. Hun bankede let på, men ventede for en gangs skyld med at træde ind.

– Kom!

Hun åbnede døren og huskede at lukke den bag sig, før hun satte sig i stolen foran skrivebordet. Det var helt tydeligt ikke en dag, hvor det var „Nina“. Han lod hende bare sidde og vente, mens han ordnede nogle papirer og samlede dem i små bunker. Til sidst tog han brillerne af og gned sig i øjnene.

– Portland, du skal til Tyrkiet, til Istanbul, sagde han træt, mens han stadig gned sine øjne.

– Du skal af sted i overmorgen. Nogen indvendinger?

Så havde han virkelig sat sig igennem ovre hos Gudmundsen. Som en arrig gammel hanløve fra provinsen, men også en snu løve. Det var ikke netop dén besked, hun havde ventet.

– Øh, helt i orden. Ingen indvendinger.

– Godt …

– Og?

Birkedal så undrende på hende, som om hendes „og“ var helt malplaceret. Først dernæst kom han tilsyneladende i tanke om, at han ikke havde fortalt hende noget som helst om noget som helst.

– Ja, du skal ikke alene af sted. Det går ikke. Vi sender to mand her fra gården. Jeg tænkte på Monberg. Han har også været med lige fra begyndelsen den forbandede morgen ude ved kraftværket, ikke.

– Monberg? Nul, så bliver det uden mig. Jeg har revet hovedet af ham, allerede før vi får spændt sikkerhedsbælterne i Kastrup. Nul … Lad mig få Wejse. Han har ydet en stor indsats – også i sin fritid. Og så har han erfaringen. Det har du selv sagt.

– Måske, men Wejse er ny mand på gården.

– Og hvad så? Det er vel ikke en badeferie, som man skal have samlet point til i årevis ligesom i det gamle Sovjetunionen? Det er udelukkende et spørgsmål om kvalifikationer. Wejse har dem, og jeg kan samarbejde med ham.

– Nå, kan du det, lige pludselig, samarbejde? Glimrende, jamen, så okay, da. Det bliver Wejse. Hvor fanden er han?

– På kontoret, vel.

– Jamen, så hent ham! Jeg gider ikke sige tingene to gange.

Da hun kort efter indfandt sig på kontoret igen i selskab med Tim Wejse, stod Birkedal foroverbøjet med begge albuer i vindueskarmen og stirrede ned på gaden. Wejse trak en stol hen til skrivebordet, og Birkedal lod sig dumpe tungt ned i kontorstolen igen.

– Vi taler udelukkende om sonderende samtaler med tyrkerne, i hvert fald i første omgang. Derfor må I kunne klare det, selv om jeg har tænkt på, om jeg selv skulle tage med derned.

– Det kan du da bare gøre.

Hun tænkte sig ikke om, da det fløj ud af hende, for hvis Birkedal tog med, skulle Wejse næppe med.

– Hmm, men jeg vælger nu alligevel at blive hér, jeg har mange ting, der skal ordnes. Og som sagt … Vi afhører ikke nogen som helst tyrkere, vi fører en samtale med dem, forstået?

De nikkede begge.

– Godt, det kommer til at køre således: I tager et fly til Istanbul i overmorgen. I Istanbul får I følgeskab af en betroet medarbejder fra PET, som har dvd’en med. I skal se og drøfte optagelserne med chefen for den tyrkiske efterretningstjenestes regionalkontor i Istanbul. Istanbul – og ikke Ankara – fordi Busk og Munk arbejdede ud fra Istanbul og også boede på hotel dér. Har glemt hvad han hedder, ham chefen … Og I skal forelægge ham fakta – uden direkte at beskylde ham for at stå bag. Dernæst skal I: 1) Fremføre, at vi har en mistanke om, at nuværende eller tidligere medarbejdere i hans tjeneste kan være ansvarlige for forbrydelser på dansk grund – i vores politikreds. Ikke nødvendigvis med hans vidende, men dog en mistanke, vi må granske nærmere for at få den be- eller afkræftet. 2) Kræve, at han samarbejder med os i opklaringen. 3) Kræve, at han skaffer disse to mistænkte til veje og enten, mens I er der, eller senere, stiller dem til disposition for en egentlig afhøring. Men husk for pokker faktorernes orden, først sondering og store smil og forsigtig tale. Ellers smækker de døren i.

– Og hvad skal vi med ham PET-fyren? Vi står jo for politiforretningen i hele sagskomplekset, ikke?

Hun studerede nøje Birkedals ansigt, da han svarede.

– PET’s repræsentant er leder af den lille delegation, eller hvad vi nu skal kalde den. Han er Gudmundsens forlængede arm. Han skal forsøge at vurdere, hvor i alverden PET står med den fordømte dvd. Hvad, der er op, og hvad der er ned i hele sagen. I er nødt til at makke ret. Hvis han siger „gå til højre“, ja, så går I til højre. Det er en del af den aftale, jeg indgik med Gudmundsen. Tro mig. Stod det til ham, skulle kriminalpolitiet i Esbjerg overhovedet ikke møde op hos tyrkerne. Men sådan leger vi ikke … Jeg vil blæse på storpolitik. Drab er drab. Og den slags skal efterforskes. Af rette vedkommende – og det er os. Spørgsmål?

Wejse, der havde siddet med et stille smil på, som om han sagtens kunne forestille sig, hvordan Birkedal havde snoet sig frem til denne deal, spurgte:

– Hvor længe skal vi være der, nogen fast aftale?

– I skal være der nogle dage, indtil I mener, I har gjort, hvad I kan. Indtil de samarbejder, de skiderikker, og indtil …

Hun afbrød Birkedal.

– Og, er det også PET-fyren, der bestemmer, hvornår vi skal hjem?

Birkedal tøvede et kort sekund.

– Nej! Bestil en retur, men hvis I gør fremskridt, så bliver I bare dernede, uanset hvad Gudmundsens lakaj siger. Men, føj ham i starten. Og én ting til … Få en snak med Kulmandens bror, nu I er dernede. Han hedder …

Birkedal rodede rundt i nogle papirer og fik så gravet et chartek frem.

– … Bekir Zamani, hedder han. Thøgersen har for længst anmodet tyrkisk politi om at aflægge ham et besøg, ren rutine. Og vi har også fået noget lirumlarum tilbage fra tyrkerne. Broderen sagde ingenting, der kan bruges. Men vi skal selv høre ham sige det, face to face. Hér, det hele står heri, også mandens telefonnummer. Aftal selv resten.

Birkedal rakte hende chartekket.

– Okay, vi aflægger ham et besøg. Taler han engelsk?

– Hvor i himlens navn skulle jeg vide det fra? Spørg ham!

Løven var ikke bare vrissen, den var decideret tirret. Opgaven var som udgangspunkt såre enkel, men den skulle nok blive kompliceret, når først de satte fødderne på tyrkisk grund. De måtte tage det i den rækkefølge, det kom. Hun havde kun et sidste spørgsmål.

– Hvem håndterer sagen ovre hos PET, hvem aftaler vi det praktiske med, ankomst, koordinering og så videre? Næppe Gudmundsen selv.

– Nej, det bliver Tarp, chefpolitiinspektøren. Bare kontakt ham.

– Tjenestevåben?

– Nul våben, Wejse. Ud i skabet med dem. I har intet at bruge dem til. I skal samtale, som det hedder nu til dags. Hvis der ikke er mere, så gå ovenpå, Portland, og sørg for, at administrationen får bestilt nogen billetter. Og et hotel. Ikke femstjernet, sgu’!

Wejse sad og talte i telefon, da hun kom tilbage. Hun satte sig på skrivebordskanten og ventede. Det lød, som om det var sin søster, han talte med. I hvert fald en, der skulle vide, at han ikke ville være hjemme den næste tid. Til sidst lagde han på.

– Min søster, Jette …

– Nu kan du godt finde din fez frem og lade overskægget stå. Så kan du vel godt gå for en slags tyrker i løbet af nogle dage. Billetterne er ordnet, plus et okay hotel, centralt – og firestjernet.

– Det med de fem stjerner, det turde du alligevel ikke, hva’? Sikke en sølle rebel.

– Rebel?

– Er du ikke en rebel, Nina Portland? Det siger ekkoerne i huset.

– Som man råber, får man svar, ikke? Jeg er sgu’ ikke nogen rebel. Jeg er en stakkels enlig mor – og retskaffen KA’er. Fez den ind? Aj, hvor plat …

Wejse smilede.

– I øvrigt, tak, sagde han.

– Tak? Tak for hvad?

– Jeg er ny på stationen. Jeg ved godt, hvordan den slags normalt fungerer. Så det var næppe nogen tilfældighed, at det blev mig. Tak for det.

– Nå, Monberg var alternativet. Tyg lidt på den, du. Og så er der det med fezen og overskægget. Det vil klæde dig.

Han sukkede opgivende.

– Hvad med at skride ned fra mit skrivebord, Portland?

I det samme kom en ældre mand i blå Kansas-arbejdsjakke spankulerende ind på kontoret i træsko. På hovedet bar han en kasket og i højre hånd en stok, han egentlig så ud til sagtens at kunne undvære.

– Hvad dælen, knægt, sidder du bare her og laver ingenting?

Den gamle mand stoppede op og gav Wejse et ordentligt dask på skulderen.

– Hvad pokker, far? Hvad laver du hér?

– Jeg var i Esbjerg alligevel, og så tænkte jeg, at nu du endelig er kommet næsten hjem, ja, så manglede det da bare. Så jeg vil bare se din nye arbejdsplads. Og bagefter kører jeg forbi din søster og får en tår kaffe.

Den gamle nikkede bestemt. Hans stemme var klar, og han blinkede gavtyveagtigt til hende, da han sagde:

– Men jeg kan se, du har travlt. Esbjerg er vist ikke København, hva’? Dav, er du hans nye makker?

Manden gav hende et fast håndtryk, og hun smilede. Wejse kom hende i forkøbet.

– Det er Nina. Og Nina, det er min far, Niels. Man har altså ikke kun én makker, far.

– Nå? Det er måske kun i fjernsynet, javel … Men du har heller aldrig fortalt mig noget, så hvor skulle jeg vide det fra?

– Jeg har næsten lige snakket med Jette. Og du skal også lige vide det – jeg er i Tyrkiet de kommende dage, helt hvor længe ved jeg ikke.

– Tyrkiet, hvad skal du dér?

– Det er en lang historie. Vi efterforsker en sag, som …

– Hvad så med agerhønsene?

– Jeg er bange for, at det med jagten må vente et stykke tid.

– Pokkers, jeg havde lige glædet mig. Det er så længe siden.

Gamle Wejse løftede sin stok, svingede rundt og tog sigte.

– Nå, men ring, når du er hjemme, ikke?

Wejse nikkede. Hans far løftede stokken, der igen var blevet en stok, til farvel, så højt, at han knaldede den mod armaturet med lysstofrørene i loftet.

– Pas på skatteborgernes inventar, formanede Wejse junior.

– Hmm, dér, hvor jeg kommer fra, er der højere til loftet. Nå, men det er vist blevet kaffetid. Jeg må videre.

– Nu skal jeg følge dig ud, far.

– Det behøves ikke. Kan jeg finde ind, kan jeg vel også finde ud igen. Farvel.

Gamle Wejse blinkede til hende og spankulerede ud med sænket våben.

Ravnemor, ravnemor, ravnemor …

Ordet ville ikke forlade hendes hoved. Måske mest fordi hun for sit indre blik så mange gange havde konstrueret en komisk fremstilling af en ravn med pjuskede kastaniefarvede fjer, skulderhylster, tjenestepistol og blonde-bh, som uafladeligt stæsede frem og tilbage i luften, kredsede få øjeblikke over reden for at droppe et stykke pizza med pepperoni, en kebab, drysse nogle micro-popcorn ud over den blåfrosne unge i den stribede EfB-fodboldtrøje – eller svinge lokkende med en kulørt akvariefisk eller to i næbet.

Fuck. Nu igen. Nu havde hun lige fortalt Jonas, at hun alligevel ikke skulle på kursus. Og nu måtte hun flyve sin vej igen, trods sit løfte.

Hvor lang tid skulle hun være væk? Der kunne måske gå det meste af en uge, inden de for alvor kom på talefod med tyrkerne, inden de for alvor fik etableret en samtale, som Birkedal så sarkastisk havde formuleret det. Men omvendt. I virkeligheden skulle hun have været på kursus i Avnø. Så hvis man holdt sig til virkeligheden, hvilket kunne være svært nok, så betød rejsen til Istanbul bare en form for status quo for deres lille liv i reden i Kirkegade.

Jonas kom snart hjem fra fodbold. Så måtte hun hellere få det sagt. Astrid havde givet grønt lys fra Sønderho. De havde i første omgang alligevel regnet med at have Jonas ugen ud.

Hun foretog en inspicering langs de brede vindueskarme. De stikkende kammerater stod tavse og velplejede, hvis en kaktus kunne være vel plejet. Det var derfor, hun havde kastet sig over dem, fordi de ikke krævede nogen pleje, de hårdføre bæster. Kaktusser var de perfekte partnere for en ravnemor.