26. kapitel

Trafikken på Bosporusstrædet var heftig denne formiddag. De sad på en faldefærdig bænk på den gamle færge, der var tætpakket med passagerer, og kunne se tilbage på kajen med færgeterminalerne, hvor støjen fra menneskemylderet langsomt aftog.

Hvide færger i alle størrelser svirrede rundt i strædet mellem et utal af turistbåde. Færgerne anløb og afløb fra terminalerne ved den første bro over Det Gyldne Horn med en hyppighed, som var de bybusser. Deres funktion var også den samme: at transportere folk i stort antal over den vandvej, der delte deres by og skilte Europa fra Asien. Det var bare at stoppe sin polet i sprækken på et af sluseapparaterne, vente på grønt og gå igennem som på en hvilken som helst metrostation.

De var på vej over til Üsküdar-terminalen, én af flere på den asiatiske side. Pigen i hotellets reception havde foretaget telefonopkaldet til Kulmandens bror, Bekir Zamani, for dem. Han var bare én af flere søskende i den store kurdiske familie, men den eneste, som var bosat i Istanbul, og ifølge de tyske telefonudskrifter dén, som Kulmanden, Serhat, havde haft den eneste hyppige kontakt med.

Bekir Zamani havde modstræbende indvilget i deres besøg, den dag hun ringede ham op fra politigården. Samtalen var foregået via hans ældste søn, der talte engelsk, og sønnen skulle nok sørge for at være hjemme, når de kom. Han havde sagt, at hans far ikke forstod deres interesse i en personlig samtale. Faderen havde ikke mere at fortælle end dét, han allerede havde sagt. Hermed hentydede han øjensynligt til det, han havde forklaret til det tyrkiske politi. Ifølge rapporten var det lig ingenting. Kun sorg og undren over, at hans bror var blevet slået ihjel i et ukendt land, Danmark.

Men som altid, det var nødvendigt at være der selv, stille sine egne spørgsmål, se ansigtsudtryk, fornemme undren, tøven, føle en eventuelt løgn på tænderne eller mærke en mulig spændt atmosfære. Så måtte Bekir Zamani være skeptisk alt det, han ville.

De masede sig op på det øverste dæk for bedre at kunne se til alle sider. En gruppe teenagepiger, poptøser med stramme, lavtaljede jeans og et stykke med bart maveskind og navlesmykke, hang ud på de nærmeste bænke, behørigt udstyret med MP3-afspillere.

De fandt en plads ved rækværket. Istanbul bølgede i horisonten til alle sider, angiveligt på sine syv høje, ligesom Rom. I hvert fald så hun tydeligt hver bydel rejse sig fra vandspejlet, eventyrligt draperet i tårne, kupler, minareter og gamle palæer.

Midt ude på strædet veg trafikken ærbødigt for et stort fragtskib, der adstadigt pløjede sig op mod Sortehavet med sin last af containere. Lidt længere oppe gled det under Bosporus-broen, den første af to store broer, der forbandt kontinenterne for den kørende trafik.

13 minutter tog det, omtrent det samme som at sejle mellem Esbjerg og Fanø, før deres færge nåede til kajs i Üsküdar og lagde sig op ad det massive bolværk af gamle traktordæk.

Allerede før færgen var fortøjret, og et af besætningsmedlemmerne fik bakset et par små træsliske på plads som landgangsbroer, begyndte nogle knægte at springe i land. Drabelige spring på omkring to meter. Det krævede ingen fantasi at forestille sig, hvad der ville ske, hvis de fejlede. De ville blive knust af færgen. Da afstanden mindskedes, begyndte sågar voksne mænd at tage det travle spring mod asiatisk landjord. Alligevel var der ingen fra besætningen, som greb ind og håndhævede sikkerheden. Det var et syn, som ville kunne få enhver amerikansk advokat med speciale i erstatningssager til at savle uhæmmet.

Bekir Zamani havde forklaret vejen til hotelreceptionisten, og udstyret med et kort valgte de at gå, frem for at stå på en taxa i en komprimeret trafik, der flere steder forekom at være gået helt i stå.

Vejen til Kulmandens bror var en overskuelig tur på omkring et kvarters tid. Han boede i Hasanpaşakvarteret, klos op ad en moské. Mellem fodgængere, gadeboder og utålmodige bilister kantede de sig op ad den brede boulevard, der begyndte nede ved havnen. Den var flankeret af store løvtræer, som skabte kølige skygger. Forhindre en stærk glitren i de mange smykkebutikkers udstillingsvinduer kunne trætoppene dog ikke. Alt var gyldent, så langt øjet rakte op ad fortovet. Men var det også guld?

Hun kunne ikke lade være med at grine. Wejse blev flere gange passet op af den obligatoriske butikssælger, der havde udvidet sit territorium til også at gælde fortovet uden for forretningen. Og hver gang med en inderlig appel til, at han burde købe et smykke til sin henrivende frue.

De fandt den rigtige sidevej og bevægede sig hurtigt væk fra boulevardens inferno om i smalle, brostensbelagte gader, hvor dagliglivet flød mere adstadigt. De kom ud i et kryds. På det nærmeste hjørne lå et autoværksted. Bilerne blev lavet ude i det fri på gårdspladsen mellem tønder og reservedele og bunker af stablede dæk. I skyggen under et halvtag stod en stor, olieplettet sofa. Det lignede værkføreren eller ejeren, der med en tyk guldkæde om halsen sad tilbagelænet med sin smøg og sit teglas. Hans hvide skjorte var plettet, men det spolerede øjensynligt ikke glæden ved at sidde og betragte det arbejdende folk inde bag solbrillerne.

Efter et par forgæves forsøg fandt de den rigtige gade, Kartalbaba Cadessi, der, hvis de fulgte den længe nok, ville lede dem lige op til Kulmandens bror. Gaden bugtede sig og blev smallere og meget stejl, efterhånden som de asede sig op i kvarteret. De passerede en skole, hvor flag med den hvide halvmåne og stjernen på den røde dug hang fra vinduerne. En bronzestatue af en alvorlig mand tronede ved indgangen. Atatürk vogtede over sit afkom. Skolegården var omgærdet af en lang mur med trådhegn øverst oppe. Det måtte være frikvarter. Der lød glade råb og en umiskendelig lyd af en fodbold, der blev skudt gentagne gange mod en mur.

Nogle af ungerne måtte have set dem. De stak vel ud fra gadebilledet som pingviner på en savanne. Øjeblikket efter hang en hel sværm oppe i hegnet. De største drenge begyndte at råbe: „Money, money, money!“ Hun vinkede op til dem. Kort efter begyndte stenene at hagle ned over dem, og de måtte lunte og søge tilflugt højere oppe ad gaden.

De rundede et hjørne og fortsatte op langs den høje mur på bagsiden af det, der måtte være Cinillimoskeen. Gaden mundede ud i en forgrening. Det var lige her i nærheden. Der var ingen numre på ejendommene, hvorfra parabolantennerne spirede frem af de pudsede facader som paddehatte.

Der lå en del små forretninger på venstre side, men et virvar af kulørte skilte gjorde det svært at afkode præcis, hvad de handlede med. Så opdagede de den, Bekir Zamanis lille butik, og skridtede over gaden. Han handlede med låse i alle afskygninger, til døre, til porte og bare hængelåse. Og kæder i alle størrelser. Og navneskilte. Og søm og skruer. Ved siden af lå en nøglebar og en lille biks, hvor man kunne få taget fotokopier.

De tog den første opgang i ejendommen, hvis gavl vendte ud mod moskeen. Zamani-familien skulle bo på anden sal. Wejse greb hende i armen, da de kun manglede de sidste trin på trappen.

– Husk, Nina, vi er utrolig venlige, ikke?

– Af natur er jeg venlig. Det ved du …

Hun ringede på dørklokken. Øjeblikket efter blev der lukket op. Det var en ung mand. Han rakte hånden frem og smilede.

– I må være dem fra Danmark, ikke sandt? Mit navn er Mehmet. Kom indenfor.

Hans engelske var nydeligt. De præsenterede sig og fulgte med ind gennem entreen, videre gennem en stue med puder rundt om et lavt bord og ud på en stor altan.

– Vent venligst hér. Sid bare ned. Jeg skal lige hente min far nede i butikken.

Den unge mand forsvandt. De kunne høre en hosten et eller andet sted inde fra lejligheden. De satte sig på et par plasticstole ved et lille træbord. Vasketøjet hang som guirlander lige bag dem. De kunne se over muren ind på moskeens område. Den store kuppel og minareterne så ud til at skyde frem af en grøn oase. Et eller andet sted i de høje træer derovre sad nogle krager og skræppede højlydt.

En dør gik. En lavstammet, midaldrende mand trådte ud på altanen, bag ham kom sønnen. Manden gav hånd, sagde et eller andet, de ikke forstod noget af, og satte sig over for dem.

– Det er min far. Han byder jer velkommen.

Den unge mand slog ud med hånden. Bekir Zamani sad tavs og betragtede dem. Kulmandens bror kunne ikke skjule sin skepsis inde bag de buskede øjenbryn.

Wejse tog ordet og forklarede deres ærinde. Han undgik naturligvis at inddrage den tyrkiske efterretningstjeneste, men lagde det frem som en ren politisag.

Den unge mand nikkede og oversatte for sin far, der lyttede koncentreret. Bagefter talte de to indbyrdes et øjeblik.

– Som min far siger, vi har allerede haft besøg af politiet to gange, så han forstår ikke helt, hvad meningen nu er med et tredje besøg, men stil endelig jeres spørgsmål. Han vil gøre, hvad han kan for at hjælpe. Vi er alle i dyb sorg og chokerede over drabet på min kære onkel.

Hun spekulerede. To besøg. Hvorfor havde politiet været hos Kulmandens bror hele to gange?

– Så politiet har altså været her to gange? Er det længe siden?

– Første gang næsten lige efter vi fik at vide, at onkel var myrdet. Anden gang er ikke så længe siden.

Memhet talte dæmpet med sin far. Så fortsatte han:

– Min far mener, at det var MIT, vores efterretningstjeneste, som var her anden gang. Det er bare en fornemmelse, siger han. De sagde kun, at de var fra politiet.

– Og hvad ville man under disse to besøg?

– Det samme. Spørge til min onkel, fortid, nutid, omgangskreds, Berlin, kurdernes kamp. Alting, faktisk. Jeg var her selv.

Wejse tog over. De var nødt til at gå tilbage til begyndelsen for at kunne danne sig et indtryk af Kulmandens liv.

– Selv om det virker som endnu en gentagelse, så vil vi gerne høre det med vores egne ører. Man kan opfatte ting forskelligt. Vi vil gerne høre om din onkels liv, familie, hvorfor han flyttede til Tyskland og den slags. Hvor stammer familien fra?

Hun vidste ikke, hvor lang tid der var gået, da Bekir Zamani utålmodigt kiggede på sit ur. Hun gjorde det samme, bare diskret. Næsten en time.

Det gik trægt. Hun noterede. Wejse stillede de fleste spørgsmål. Det var for omstændeligt til hendes temperament. Spørgsmål til sønnen, oversættelse til faderen, hans svar til sønnen – og videre til dem på engelsk.

Med sin attitude viste Kulmandens bror med al ønskelig tydelighed, at han kun medvirkede for et syns skyld. Fordi de var fra politiet. Fra Danmark.

Serhat og Bekir var ud af en stor familie, fire brødre og tre søstre, opvokset på landet nær Hakkari helt ude mod øst, tæt på grænsen til Irak. En bror var død af sygdom. Den ældste var som ung rejst til Østrig, hvor han i dag levede som pensionist. Inspireret af ham søgte Serhat til Tyskland og landede efter nogle år i Hamburg i den tyrkiske bydel i Berlin. Søstrene var alle gift og bosat på hjemegnen.

Bekir og Serhat havde det stærkeste sammenhold af de syv søskende. Godt hjulpet på vej med tyske penge fra Serhat flyttede Bekir for år tilbage sin familie til Istanbul og til bedre muligheder for et godt liv og en uddannelse til børnene, fire havde han. Det var også støtte fra Serhat, der havde gjort det muligt at åbne den lille forretning. Faderen var for længst død, men moderen blev taget med til storbyen. Hun var død i fjor.

Wejse havde fisket efter politiske interesser hos både den yngre og den ældre udgave af Kulmanden, men der blev bare rystet på hovedet.

Alt i alt havde de fået en livshistorie, der lignede så mange andre. Og den besværlige proces med oversættelse gjorde det svært at afbryde, sætte en finger, pille i en sprække.

Serhat Zamani, der aldrig var blevet gift, havde arbejdet hårdt i Tyskland i mange år, indtil han til sidst var blevet fyret under nogle nedskæringer ved jernbanerne. Han levede stille med sin lille hund, men havde stadig været i stand til at sende en smule penge hjem til sin brors familie – og kom også på besøg en gang hvert år i to uger.

Og nu var han blevet slået ihjel. I et ukendt land, Danmark. Og ingen havde en anelse om hvorfor.

– Så … Hvis jeg har forstået det hele rigtigt, så har Serhat aldrig udvist nogen som helst interesse for det kurdiske spørgsmål, frihedskamp eller et selvstændigt hjemland, Kurdistan?

Svaret på hendes spørgsmål faldt prompte. Lidt for resolut.

– Nej …

De var nået dertil, hvor de havde aftalt, at deres venlighed måtte slippe op. Wejse tog hul på sidste runde:

– Vi ved, fra ting vi har fundet på Serhats computer, at han var involveret i det kurdiske folks kamp for et hjemland. Vi ved det med absolut sikkerhed.

Efter en kort konfereren mellem far og søn lød svaret:

– Det kommer helt bag på os. Det ved vi intet om.

Hun havde gransket deres blikke. Først faderens, så sønnens. De løj. Det var noget med øjne, der pludselig kunne begynde at røre på sig, blive urolige, flakke og miste hvilen.

– I Esbjerg arbejder vi hårdt på at finde og retsforfølge dem, der var skyld i Serhats død. Vi er ligeglade med, hvilken overbevisning Serhat havde. I Tyskland og Danmark kan man mene, hvad man vil og kæmpe for en sag. Blot man ikke begår noget kriminelt. Og det er ikke kriminelt at tro på et Kurdistan og arbejde for det – med lovlige midler. Fortæl lige din far det.

Da sønnen havde oversat, fortsatte hun med blikket rettet mod Bekir Zamani:

– Vi har grund til at tro, at drabet på Deres bror er knyttet tæt til hans interesse i kurdernes fremtid. Så hvis De vil se de skyldige fanget og dømt, så henstiller jeg til, at De samarbejder med os. Jeg kan garantere, at eventuel viden om Serhats engagement i den kurdiske kamp forbliver mellem os. Efterforskningen hører hjemme i Danmark og ledes herfra – ikke i Istanbul. Så nu spørger jeg igen: Hvad ved De om Deres brors politiske ståsted, hans syn på kurdernes situation i Tyrkiet?

Bekir Zamani fik dybe rynker i panden, da hans søn havde oversat. Han sad tavs et stykke tid, lod blikket glide over på moskeen, tilbage på sine gæster og over på moskeen igen. Til sidst, efter flere minutters tavshed, rømmede han sig og begyndte at tale. Det føltes underligt. Han så intenst på dem begge på skift, men de forstod ikke et kvæk. Endelig holdt han pause, og sønnen tog over.

– Min far siger, at der ikke er noget, han ønsker højere, end at retfærdigheden sker fyldest, og at min onkels mordere bliver fanget. Men samtidig må I forstå, at det ikke er uden problemer for en kurdisk familie at blive sat i forbindelse med kampen for et Kurdistan. Staten betragter frihedskæmperne som terrorister, nogle af dem er det også efter min fars mening, men som han siger: Hvis man kæmper en kamp med ord og respekt for menneskeliv, så er man i hans øjne ikke en terrorist. Min onkel kæmpede med ord. Han var involveret i kurdiske kredse i Berlin, som arbejder for et hjemland til kurderne. Men min onkel var en fredelig mand.

– Og har han altid støttet tanken om et Kurdistan?

Faderens svar var forholdsvist kort. Ja, Serhat havde altid været mere rebelsk, mere politisk engageret end den øvrige familie. Så allerede før han rejste til Tyskland, havde han været engageret i kurdernes kamp.

– Talte han om sit arbejde, når han besøgte jer?

– Nej, ikke præcis om arbejdet. Kun at han deltog. Men vi diskuterede altid, for og imod.

– Så din far var måske ikke enig med din onkel i dette spørgsmål? spurgte Wejse.

Far og søn talte indgående sammen, før svaret kom:

– Nej, min far var ikke enig med min onkel, men han respekterede ham og er ham evigt taknemmelig for den hjælp, han har ydet os. Min far siger, at vores familie er kurdere, men også tyrkere, og at vores plads er i Tyrkiet. Og for vores, børnenes, skyld håber han på et moderne Tyrkiet, som er med i EU. Og når Tyrkiet kommer i EU, og kurderne oplever de forbedrede forhold, ja, så siger min far, at drømmen om Kurdistan vil dø. Dø, fordi alle får et bedre liv, og hvorfor så tro på noget, der ikke er behov for? Et land af kurdere, vidt forskellige, fra flere lande? Nej, vi er tyrkere.

De nikkede begge. Sønnen Mehmet satte med sin fars ord fingeren på nøjagtig det ømme punkt, de selv havde været omkring i deres efterforskning, og som den tyrkiske efterretningschef også havde været inde på.

– Vi vil gerne kunne gå videre med efterforskningen i Berlin, men vi behøver navne. Har Serhat nævnt navne? Folk fra det kurdiske miljø i Kreutzberg? Vi vil bare spørge dem. Og kun det. Men vi behøver navne.

Wejse lød indtrængende i sin appel til Bekir Zamani.

Svaret var, som hun havde frygtet det, en hovedrysten og beklagende skuldertræk. Ingen navne, der var aldrig nævnt navne. Sådan var det bare.

Hun måtte stille dette sidste spørgsmål. Et positivt svar var vel lige så utopisk som et Kurdistan, men hun måtte spørge:

– Har Serhat omtalt en filmoptagelse? En vigtig filmoptagelse her fra Tyrkiet? Et bånd lavet af en dansk filmfotograf?

Der blev rystet på hovedet. I Bekir Zamanis øjne var der en undren over spørgsmålet, som instinktivt fortalte hende, at han var ærlig.

Hun havde insisteret på, at de måtte finde en restaurant, hvor hun kunne sidde og skue ud over vandet, og til sidst, lige da Wejse var ved at få nok, havde de fundet én med en skøn tagterrasse.

De kunne se skibene, der lå for anker ude ved indsejlingen som en sværm af bitte små ildfluer, og de kunne følge trafikken på den første bid af selve strædet. Resten af udsigten spærrede naboejendommen for. Det var blevet så mørkt, at Asien-siden blot var en forhøjning af lys i forskellige farver.

Skråt bagude rejste Sultanahmet Camii, Den Blå Moské, sig badet i et blødt lys. Helligdommen, der var den eneste i Tyrkiet med hele seks minareter, trådte imposant frem af mørket. Et sted nede under dem kunne de se nogle af lysene fra Topkapipaladset, sultanernes residens gennem århundreder.

Det var stadig ganske lunt, selv om klokken var over ti. De sad over kaffen og havde lige gjort status. De var enige om, at sagen havde lige retning mod arkivskabet.

De havde intet hørt fra Finn Holmboe. Heller ikke den tyrkiske efterretningschef, Enis Kahraman, havde givet lyd fra sig. Og besøget hos Kulmandens bror havde intet kastet af sig ud over den klare bekræftelse på, at Kulmanden, Serhat Zamani, altså havde været aktiv i kurdiske selvstændighedskredse.

Mørket lukkede sig om efterforskningen, akkurat som det gjorde det om Istanbul, men i den omfangsrige drabssag ragede der ingen projektøroplyste minareter frem som pejlemærker.

De havde ikke flere spor at gå efter. De var gået død.

Hun tændte en cigaret og bestilte to nye kopper kaffe.

– Nina, skulle vi ikke tage og …

Længere nåede Wejse ikke. Hans mobiltelefon kimede. Samtalen blev kort. Wejse bad om at få gentaget og stavet et navn, mens han noterede det ned på servietten. Tilsyneladende et langt og snørklet navn.

– Vi kommer med det samme! sagde han og lagde telefonen i lommen.

– Hvad nu? Hvem var det?

– Det var Finn Holmboe. Han var lige blevet ringet op af Enis Kahraman. Tyrkerne har fanget de to efterlyste. De er på et hospital. Den ene er vist nok død, den anden på operationsbordet. Vi skal af sted!