27. kapitel

De havde kastet sig ind i den første gule taxa, de fik øje på, og Wejse havde stukket chaufføren papirsservietten i hånden. „Taksim Ilkyardim Hastanesi“ stod der på den. Manden nikkede, og de havde bedt ham komme af sted i en fart.

Trafikken var ikke så voldsom som i dagtimerne, selv om den stadig var tæt, da de strøg over Galatabroen med en halv meters afstand til bilen foran dem og over mod den nye, europæiske del af byen, hvor de dagen forinden havde besøgt MIT-chefen på det hemmelige mødested.

Taksim var navnet på bydelen, og navnet på servietten betød noget i retning af Taksims Statslige Akuthospital, hvis Wejse havde forstået Holmboe rigtigt i farten.

Én død – og én på operationsbordet? Det lød ildevarslende. Efterretningstjenesten måtte have taget de to under en blodig, måske halvt mislykket, operation i løbet af aftenen. „Two minutes, two minutes“ sagde taxachaufføren flere gange, når Wejse utålmodigt med fagter og på simpelt engelsk spurgte til, hvornår de var fremme.

De svingede i høj fart ned ad en smal gade. Chaufføren pegede ned mod en bygning, hvor de svagt kunne skimte et rødt kors i en hvid cirkel. Kort efter gik trafikken i stå. En mindre lastbil kunne ikke passere en personbil, som blev låst fast af bilerne bagved. Sekunder efter hylede en ambulancesirene skingert ud over det kaotiske sceneri, men den udløste ingen panik. Det måtte være et dagligdags problem. Ambulancen sad nu selv fast og kunne ikke komme de sidste meter hen ad gaden og ind på hospitalets område.

– Hvad er det for et gedemarked? Og så lige foran et hospital. Kom, Tim, vi står af!

Wejse smed en stor pengeseddel til taxachaufføren og steg ud. Hun var allerede begyndt at løbe ned ad fortovet. I en kakofoni af diverse bilhorn og udrykningssirenen lykkedes det at få lastbilen bakket væk, så ambulancen kunne komme fremad.

Ligesom de nåede ned til hospitalet, svingede den op ad indkørslen og forsvandt. Taksimhospitalet var bare en undseelig, falmet pistaciegrøn bygning ud mod gaden, oplyst af små lamper og neonrør. Inde bagved i mørket rejste der sig en større bygning, som måtte høre til.

De stoppede op. Ambulancen var forsvundet ned ad en rampe, som førte ned til modtagelsen i en lille, oplyst tunnel. De kunne se folk løbe dernede, en person blev bakset ud af ambulancen, båren slået op og i en fart rullet væk. De gik ned ad indkørslen. Der var en lille glasluge i en væg. Ovenover stod der „Polis“ med hvide bogstaver. Det var dér, de skulle henvende sig, ifølge Holmboe.

– Wejse og Portland, fra det danske politi …

Hun talte gennem et gitter. Manden inde i det lille rum nikkede og forsvandt. Kort efter kom han ud i døren ved modtagelsen og bad dem følge med. Han førte dem gennem gange, hvor personalet stormede ud og ind ad dørene, og andre gange, der lå øde hen – og til sidst op ad en trappe. Manden pegede ned mod en række stole og forsvandt igen. Der sad en foroverbøjet, enlig skikkelse dernede. Det var Finn Holmboe. Han rejste sig, da han fik øje på dem.

– Godt, I kunne komme så hurtigt.

– Hvad ved du? spurgte Wejse.

– Ikke mere, end jeg fortalte dig. Jeg har kun været her kort tid og har ikke talt med nogen.

Hun så sig om efter rygning forbudt-skilte, men der var ingen. Hun tændte en cigaret og lod sig synke ned i den nærmeste stol, hvorfra skumgummifyldet poppede ud i store sprækker som tarme, der væltede ud af en mave. Det var næppe her, premierministeren blev opereret, hvis hans indvolde en dag slog knude på sig selv …

Hun studerede Finn Holmboe, der virkede mindre selvsikker end dagen før. Hans ene knæ gik utålmodigt op og ned.

– Men en af de skiderikker lever altså – eller dem begge to, måske?

Han trak på skuldrene og så på hende.

– Meldingerne var lidt modstridende, så … Vist nok én død, men jeg er ikke sikker. Men de sagde, at Kahraman ville komme og fortælle nærmere. Han skævede til sit orange ur.

– Hvor fanden bliver han af?

Wejse satte sig i en stol på den anden side af Holmboe. Ingen sagde noget, ventede bare spændt på, at en dør et eller andet sted skulle gå op. Efter et stykke tid brød Wejse stilheden.

– Vi vil selvfølgelig insistere på en hurtig afhøring, hvis der altså er nogen overlevende at afhøre – og hvis de er i stand til det. Vil du forklare Kahraman det, så det ikke kan misforståes?

– Of course, svarede Holmboe, hvis knæ var faldet til ro. Han så ikke slet så tjekket ud som sidst. Habitten var bare mørk og anonym, og det drengede udtryk belastet af mørke rande under øjnene.

De hørte lyden af hårde hæle mod flisegulv, før de så ham. Chefen for MIT i Istanbul, Enis Kahraman, rundede et hjørne længere nede ad gangen og stilede op mod dem med lange skridt. Han stoppede op ved stolerækken og smilede venligt – måske en anelse mere anstrengt og træt end sidst – men stadig ulasteligt klædt, denne gang i et mørkegråt jakkesæt.

– Jeg kommer lige fra operationsgangen. Desværre …

Kahraman pustede tungt og kørte en hånd gennem sine lokker. Han så bister ud nu.

– Desværre … Vi kom i knibe. De skulle tages i live, uanset hvad, men Koksal og Kilci prøvede at skyde sig fri efter at have sat ild på huset. Det var ude i Fener, ude vestpå, i et stort hus …Operationen var ikke til at kontrollere. Mine folk åbnede ild. De var nødt til det, skal siges. Kilci var død ved ankomsten til sygehuset, og …

Kahramans kæbemuskler bevægede sig, og hans mund var en smal streg.

– … Og Koksal døde for fem minutter siden på operationsbordet. Beklager … Han var simpelthen for hårdt medtaget. Ramt flere gange i maven – og også i hovedet.

Hun lod sig glide frem på stolen, kiggede op i loftet og sukkede. Det sidste håb var bristet.

– Kan vi se dem, ligene?

– Naturligvis, fru Portland. Jeg ville have bedt Dem om det under alle omstændigheder. Følg venligst med. Vi skal ned i kælderen.

– Og Koksal? Han nåede ikke at sige noget? Var han i stand til det?

Det var Holmboe, som spurgte, da de alle fire gik ned ad gangen.

Enis Kahraman rystede på hovedet.

– Nej, Finn. Han var ikke ved bevidsthed. Ikke på noget tidspunkt, fortæller man mig.

De gik ned ad nogle trapper. Kahraman bankede på til et lille rum, hvor der sad en flok portører og røg og drak kaffe. En af dem fulgte med og viste vej ned i kælderen. Da han havde ledt dem ind i et stort, nøgent lokale med en række lysstofrør i det rå betonloft, overlod han dem til sig selv. Der stod en mand i en grøn kittel nede i den fjerneste ende af rummet, bøjet ind over en krop.

De gik nærmere. Kahraman sagde et eller andet, og manden så op og fjernede masken for sit ansigt. De talte indbyrdes et kort øjeblik, hvorefter manden trak sig i baggrunden.

– Det er en af retsmedicinerne. Jeg tilkaldte dem med det samme, så vi kunne få vished. Det er Kilci. Tandsættet er lige kontrolleret. Det stemmer med vores kort.

Enis Kahraman trådte til side og nikkede mod liget på metalbriksen. Det var kun nødtørftigt gjort rent. Der var stadig meget blod. Mange indgangshuller efter projektilerne, i ben, mave- og brystregionen og et enkelt sted på halsen. Mandens ansigt var delvist forbrændt.

Hun granskede det. Prøvede at sammenligne med det ansigt, hun huskede. Jo, det lignede vel. Men hun havde ikke været så tæt på Kilci som på Koksal. Ham havde hun set close-up, da han stod foran døren til feltstationen ovre på Langli.

– I posen ligger de papirer, vi fandt på ham.

Kahraman pegede på en lille, klar plasticpose mellem fødderne på liget.

Wejse trådte helt hen til briksen. På hans blik kunne hun se, at han nøje studerede liget og hvert et indgangshul. Finn Holmboe vrængede på næsen og skar en grimasse, som han øjensynligt ikke var sig bevidst om. Der var langt fra Carsten Niebuhr Instituttet og til en sønderskudt krop.

– Syv indgange … Hvorfor er han så forbrændt?

– Som sagt, hr. Wejse, de antændte huset, den ene del af det. Vel for at skabe skabe yderligere kaos, aflede opmærksomheden, så de kunne slippe væk. Men han blev ramt. Går jeg ud fra … Vi fandt ham i et rum, hvor vi hurtigt fik slukket ilden.

De hørte en mekanisk rumsteren, lyden fra en elevator, der knirkende kom ned gennem sin skakt. En dør blev åbnet et sted. Ny støj. Hjul, der skramlede mod fliser. Øjeblikket efter kom en portør til syne nede ved døråbningen. Han skubbede en slags båre, et stativ på hjul, foran sig. Et hvidt klæde var lagt hen over kroppen på briksen. Portøren rullede den ned ved siden af liget af Kilci, sagde en sætning eller to til Kahraman, nikkede og forsvandt.

– Skal vi ikke lige give retsmedicineren plads og fred til sit arbejde? spurgte Kahraman og bad dem med en håndbevægelse trække sig tilbage.

Hun gik helt ned i den anden ende af det, der mest af alt mindede om en slags depotrum. Der stod forskelligt gammelt udstyr, en enkelt briks og et par reoler af metal. Hun tændte en cigaret. Wejse lænede sig op ad muren pænt på afstand af retsmedicineren. Kahraman stod med armene over kors – og så bare træt ud. I dette øjeblik passede han ikke til et katalog over herremode. Finn Holmboe trådte nærmere.

– Du, Nina, jeg kan vel ikke nasse en smøg?

– Ryger du?

– Næh, jeg er sådan set stoppet for længe siden, men lige nu kunne jeg godt ryge en enkelt.

Han var helt farveløs i ansigtet. Hun gav ham en og tændte. Holmboe inhalerede og fik øjeblikkelig et hosteanfald. Hun smilede.

– Hvad nu, Finn? Hvad sker der nu?

Finn Holmboe trak gispende på skuldrene.

– Tjah, det er vel slut lige p.t. En skam, at de ikke fik dem i live. Det havde været bedre for jeres … politiforretning … er det ikke sådan, I kalder det?

Hun nikkede og slog et par eftertænksomme smæld med tungen.

– Og hvad med resten? Hvem rydder op?

– Det gør vi. Resten ligger jo hos os, ikke? Vi må føre en løbende dialog med MIT, men vi kan ikke gøre meget andet end at afvente, at de bliver færdige med deres interne undersøgelser af forløbet. Og så … Hvem ved? Måske ender det med udveksling af interne noter, den slags, hvor man officielt-uofficielt, tjenesterne imellem, lukker sagen. Fra PET’s side ikke uden at sende en skrap reprimande, formoder jeg. Den slags er ikke lige mit bord.

– Og det er så det?

– Det går jeg ud fra. Hvad forestiller du dig? At det skulle udløse en krise mellem regeringerne?

Hun valgte at overhøre ham, lænede sig blot op ad muren og røg færdig, smed skoddet og trådte på det.

– By the way, Finn … Holmboe bemærkede åbenbart ikke efterligningen. – Har du hørt noget fra topmødet i dag?

– Selvfølgelig. Det gik fint for tyrkerne på førstedagen.

– Hvordan fint?

– Statusrapporten viste fremgang på alle felter, også dem, der er blevet haglet ned. Så stor fremgang på så kort tid, at kritikerne havde en svær dag. I morgen er bare afrunding, høfligheder og farvel.

– Og Cypern, hvad med Cypern?

– Ikke noget konkret udspil i denne omgang, men næste gang kommer de med et udspil, som de påstår løser alt. De lyder selvsikre.

– Så et skridt fremad for Tyrkiet?

– Absolut, absolut. Et stort skridt. Angela Merkel var pissesur.

Samtalen døde ud. Holmboe fik gradvis lidt kulør i kinderne igen, men døden på tæt hold måtte have kvalt hans talelyst.

De havde ventet en rum tid i tavshed, da Kahraman endelig bad dem træde nærmere igen.

– Tandkortet stemmer. Det er Koksal, sagde MIT-chefen og sukkede.

Igen prøvede hun at sammenligne med det indre billede, hun forsøgte at mane frem. Jo, skæg, høgenæse og pande – det lignede Sarvan Koksal. Hans underkæbe var omtrent skudt væk. Der var fire eller fem indgangshuller i mave og bryst, svært at sige præcist, for kroppen var blodig. Nede ved fødderne lå en pose. Hun nikkede til Wejse, der havde fanget hendes blik.

– Kan vi se de to mænds personlige papirer? spurgte han.

– Naturligvis, værsågod, svarede Kahraman.

Wejse trak klædet op over ligets ben og hældte indholdet ud på det. Der var forskellige papirer, nogle med Koksals navn på, et kreditkort med navn og noget, der lignede et kørekort. Og så var der en pung, som indeholdt en del sedler og mønter.

– Vi har tømt hans pung. Den indeholdt de papirer, I ser, og kørekort.

Wejse nikkede, lagde det hele i posen igen, og gentog øvelsen ved det andet lig. Der var også et kørekort. Kilci, Kartal stod der på det ud over alt det, han ikke anede hvad betød. Der var to slags kreditkort, et visakort og et kort, der angiveligt var lokalt, tyrkisk. Der stod Kartal Kilci på begge. En lille pung i sort læder indeholdt kun nogle få sedler og småmønter.

De var ved vejs ende.

Mens hun studerede de to ansigter, prøvede hun at forestille sig, hvem af dem der havde stukket Ib Munk med kniven. Hun hældede mest til, at det var Koksal, selv om han ikke længere så så handlekraftig ud uden underkæbe …

– Det var vel det. Nemt og bekvemt.

– Hvad mener De, fru Portland? Kahramans øjenbryn trak sig sammen, og han så på hende med en bister mine.

– „Frøken,“ bare for en ordens skyld … Jeg mener … nu bliver der ingen ballade om en retssag, og om hvor den skal foregå. Der er ingen at kræve udleveret.

– Well. Udtrykket i Kahramans ansigt mildnedes. – Vi gjorde, hvad vi kunne. Og straf fik de. Uden rettergang, ganske vist. Den ultimative straf. Det er vi, og De, frøken Portland, nødt til at stille os tilfredse med. Men det ville unægtelig have gjort den interne udredning hos os lettere, hvis jeg kunne have afhørt dem. Hvornår tager De i øvrigt tilbage?

Hun kiggede på Wejse. Han trak på skuldrene.

– Efter planen i overmorgen tidlig. Hvis ikke vi da kan lave billetterne om, Nina?

– Det var vel alt for i aften. Vi fortsætter vores interne undersøgelser og skal nok holde jer underrettet, Finn. Jeg skal faktisk til briefing i Ankara i morgen tidlig, sagde Kahraman. Derpå henvendte han sig til retsmedicineren, som trådte nærmere og trak klæderne op over ligene igen.

Det var lige over midnat, da de satte sig ind i taxaen. Finn Holmboe var med. Han skulle sættes af ved sit hotel nede på kystvejen, samme vej som de selv skulle, tilbage til den gamle bydel.

Ingen sagde noget. Der var ikke noget at sige. Med de to tyrkiske agenters død stod Esbjerg Politi på fuldstændig bar bund i sagen.

Det var den sidste dør til efterforskningen, Nina, dén, der trods alt havde stået en smule på klem, ikke? Dén, du havde håbet på. Og nu er den lukket helt i, nøglen er drejet rundt og kastet langt ud i Marmarahavet. Ud mellem skibene derude i mørket.

Det er alt sammen klappet så belejligt for dem, tyrkerne. Så tilpas timet og endegyldigt, at det hele stinker langt væk. MIT kan træde vande i årevis i „interne undersøgelser“, hvis de vil.

Du og Wejse er bare nogle latterlige marionetter, Nina. Enis Kahraman har gjort grundigt rent. De klapper hjemme i Ankara.

Først da de rundede pynten, kunne de se den, røgsøjlen, der rejste sig et stykke længere henne ad kystvejen, oplyst af kraftige projektører.

– Det brænder, konstaterede Wejse tørt omme fra forsædet. – Det må være henne i nærheden af dit hotel, ikke, Holmboe?

Finn Holmboe dukkede sig en smule for bedre at kunne se ud ad forruden. Da de kom nærmere, kunne de se et virvar af politiog brandbiler og blå og gule blink i mørket. Kun det ene spor af vejen var farbart. Køretøjerne lukkede det andet.

Hun granskede hans ansigt. Holmboe bed sig selv i underlæben nu og kneb øjnene i.

– Det er sgu’ mit hotel, Kalyon Hotel.

Taxaen svingede ind til kantstenen bag en brandbil, og de steg ud. Da de kom nærmere, blev de gennet væk af en brysk betjent, som ikke ville høre på dem, selv om Holmboe insisterede på, at han var gæst på hotellet.

De krydsede vejen og blev stående ovre på den modsatte side, mens de betragtede sceneriet. Der var ingen flammer længere, men den grå betonfacade var sodsværtet oppe i 1. etages højde på den blok, der lå parallelt med vejen, delvist i læ bag et stykke af den gamle, smuldrende bymur. Det så ud til at være gået ud over tre-fire værelser deroppe. Brandfolk sprøjtede stadig vand ind ad vinduerne, der sad som mørke øjenhuler, sværtede af flammerne og uden glas. Sort røg vældede ud af dem.

– Det … Det er mit …

De vendte sig mod Finn Holmboe, der stod med opspilede øjne og et forstenet udtryk i ansigtet.

– Det er mit, et af værelserne … Et af dem, der er brændt …

– Fandens til uheld. Havde du noget af værdi deroppe?

Wejse nåede lige at fuldføre sin sætning, før han kom i tanke om det – i samme sekund som tanken røg gennem hendes eget hoved.

– Dvd’en? Kopien? Du har vel …

– Nej! Nej, for helvede. Det har jeg ikke!

Holmboe afbrød hende med en hidsig håndbevægelse.

– Hvad skal det sige? spurgte Wejse skarpt.

– Det skal sige, at jeg da ikke render rundt med den i baglommen hele tiden, vel. Jeg gemte den på mit værelse.

– Hvad fanden gjorde du? Hun råbte lige ind i hans ansigt.

– Gemte den! Oppe under en loftsplade … Et godt sted, meget bedre end i en eller anden tilfældig hotelboks.

De stirrede begge anklagende på ham.

– Så slap dog af! Så er det heller ikke værre. Vi har en kopi derhjemme. En sikkerhedskopi. Tror I, jeg rejser rundt med den eneste kopi? Selvfølgelig ikke. Selvfølgelig gør jeg sgu’ da ikke det.

Finn Holmboe var ved at blive sig selv igen. Han lød vred – og så ud som en mellemting af fornærmet og bekymret.

– Men min computer, mit tøj … Fandens også …

– Jeg er skideligeglad mit dit tøj og dine fine solbriller, du. Nu ringer du hjem omgående og sætter mig i forbindelse med en eller anden, som kan bekræfte, at I har optagelserne liggende. Nu!

Hun var rasende. Holmboe så på Wejse. Han gentog blot hendes ordre.

– Nu!

– Er I klar over, hvad klokken er? Det er umuligt at træffe …

– Ring så! Der er en vagthavende. Og ellers, så væk en eller anden. Vi vil have det bekræftet nu.

Hun stak en truende pegefinger helt op i hans ansigt.

En halv time og adskillige telefonopkald senere slog Finn Holmboe beklagende ud med armene. Ingen i hovedkvarteret i Søborg vidste præcis besked om nogen kopiering af Morten Busks optagelser. De henviste enten til Tarp eller til Gudmundsen selv.

– Ring til Tarp!

Holmboe så ikke ud til at bryde sig om tanken, men adlød hende. Samtalen med PET’s operative chef var kort. Holmboe rystede på hovedet.

– Det vidste han ikke noget om. Men han havde talt med Gudmundsen om det og mener, at Gudmundsen selv sendte dvd’en videre. Men han snakker med ham om det, first thing in the morning.

Wejse rystede på hovedet.

– Nul, det er ikke godt nok, kammerat. Prøv Gudmundsen.

– Nu? På den hér tid af døgnet?

– Jeps, nu, sagde hun.

– Det drejer sig jo bare om nogle få timer fra eller til. Vi finder ud af det i morgen tidlig. Jeg siger jo, at jeg ved med sikkerhed, at der blev givet besked om at tage en kopi. Og I kan roligt …

– Nu! Og hvis du ikke tør, så lad mig.

Hun rakte hånden frem og bad om mobiltelefonen. Han rystede afvisende på hovedet.

– Nej, jeg gør det selv.

Efter få øjeblikke kunne de forstå på samtalen mellem Holmboe og chefen for Politiets Efterretningstjeneste, at der ikke kunne siges noget præcist om en kopi før end om morgenen. Holmboe skulle lige til at lægge på, da hun selv bad om at tale med Gudmundsen.

– Det er Nina Portland. Jeg vil gerne have bekræftet, at der er taget en kopi af dvd’en med henrettelserne. For det går jeg ud fra at der er? Alt andet ville være himmelråbende sindssygt …

– Godaften, Portland, sikke en redelighed, og så på dét her tidspunkt … Gudmundsen gabte højt og inderligt. – En kopi? Jo, bare rolig, jeg bad Tarp om at få lavet en kopi.

– Tarp siger, at han mener, du selv sørgede for en kopi?

– Nej, men jo … Jeg gav den faktisk også til en af Tarps folk. Han skulle ordne det med teknisk afdeling. Måske ved Tarp det bare ikke. Jeg er sikker på, at teknikerne har en kopi liggende, bare rolig.

– Det lyder ikke betryggende, langt fra. Det er vores eneste bevismateriale. En hjørnesten i efterforskningen, sgu’.

– Jeg tager mig personligt af det, så snart jeg træder inden for døren. Bare rolig, vi har en kopi liggende, naturligvis har vi det.

– Hmm.

– Jeg ringer dig op i morgen tidlig, Portland. Okay?

– Hmm. Gør det.

Finn Holmboe så triumferende på hende, da hun rakte ham telefonen.

– Hvad sagde jeg?

Hun værdigede ham ikke et blik, men sagde henvendt til Wejse:

– Det lyder ikke lovende. Den ene hånd ved åbenbart ikke, hvad den anden har gjort. Vi må vente. Gudmundsen ringer til mig i morgen tidlig.

Da hun havde ligget i sengen og vendt og drejet sig i tre kvarter uden at finde ro, stod hun op. Hun tændte for fjernsynet, ikke for at se noget, bare for at få afledt sine tanker.

Hun tog en iskold øl i minibarens køleskab og satte sig i værelsets enlige lænestol. Klokken var over to. Hun var lysvågen. Hun håbede, at en øl kunne lægge en dæmper på hendes uro. Men det var kun et svagt håb. Både krop og hoved var i alarmberedskab.

De dukkede op, straks hun var kravlet ind under lagenet og havde lagt hovedet på puden – billederne af de to lig – Kilci og Koksal. Blodige huller i kød, forbrændt kød, dødt kød. Hendes hjerne kværnede løs. Scannede, zoomede ind, sammenlignede, zoomede ud igen, en face, i profil, øjne, hage, næse, mund. Og når det hele var overstået, og hun følte sig overbevist om, at de to lig var ligene af de to mænd, der havde forsøgt at dræbe hende ovre på Langli, begyndte hovedet at scanne forfra igen.

Hvordan ville en vidnekonfrontation ikke have været? Og kunne hun i det hele taget bruges til sådan en konfrontation, når hun hele tiden såede tvivl i sit eget sind? Lisbeth Palme havde ikke været i tvivl, da hun skulle udpege drabsmanden fra Sveavägen. Men var hukommelsen hjulpet på vej? Og hvorfor var hun selv i tvivl? Vel ikke på grund af en hage eller en manglende hage eller et øjenbryn?

Nej, hun var mistænksom, fordi alting passede lidt for godt.

Når hendes hoved holdt op med at køre sekvenser med de to lig, sprang det bare direkte videre til sekvensen med branden på Finn Holmboes hotel.

Det var for bekvemt. Det var indlysende. Drabsmændene var væk. Filmoptagelserne af henrettelserne var brændt op. Den eneste eksisterende optagelse lå et eller andet sted i en boks i MIT’s hovedkvarter i Ankara.

Den tyrkiske efterretningstjeneste havde stoppet dem ned i en sæk, klar til at blive ekspederet hjem til Danmark. Hun manglede bare opkaldet fra Gudmundsen, men hun kendte udfaldet. PET ville beklage dybt. Det var en utilgivelig fejl, at ingen havde taget hånd om at få lavet en kopi af kopien, før Holmboe var sendt af sted. Hun kunne høre Gudmundsens stemme.

PET havde samordnet denne ubehagelige sag med tyrkerne. Begge var glade. PET var sluppet ud af et dilemma. MIT havde gjort rent og undgået en international skandale.

Gudmundsen havde været med til at stoppe dem ned i sækken. Det kunne ikke være anderledes. Hvorfor sætte ild til et hotelværelse og slette alle spor, hvis man ikke var stensikker på, at der ikke lå en kopi i Søborg?

Det føltes, som om hun lige var gået i seng, da lyden fra mobiltelefonen på natbordet vækkede hende.

Hun havde sovet uroligt. Var først gået i seng lidt i fire. Bønneråberne havde vækket hende, men hun måtte være døset hen igen. Hun følte sig på én gang både ør i hovedet og fuldstændig lysvågen, da hun rakte ud og besvarede opkaldet.

– Nina.

– Det er Gudmundsen.

– Ja?

– Angående dén dvd. Nu skal du høre …