29. kapitel

Hun ventede i mørket under indgangsportalen, der førte fra den grusbelagte parkeringsplads og ind på selve Den Blå Moskés område.

Hendes mobiltelefon ringede. Det var Wejse, som havde fulgt hende på afstand for at kontrollere, om hun blev skygget – af den gamle Stasi-agent og hans folk, af MIT eller af helt andre og ukendte partshavere. Men der var tilsyneladende ingen.

Wejse gav grønt lys og begav sig rundt om moskeen for at patruljere og spejde efter det mindste tegn på, at der foregik noget mistænkeligt.

Hun ville tage den sydøstlige indgang, dér, hvor små taburetter stod placeret foran vandhanerne i en langstrakt niche i ydermuren til moskégården. Der sad et par gamle mænd nærmest trappen og skyllede fødderne. Der var næsten lige blevet kaldt til bøn, aftenens sidste.

Muezzinernes messen havde lydt ud over hele bydelen. Månen lyste kraftigt allerede. Stjernerne stod klart over hendes hoved. Den indtrængende og, forekom det hende, jamrende bøn fra minareterne ud i mørket fik hende til at føle sig på fremmed grund som aldrig før, da hun gik op ad brostenene, op mod moskeen, hvor hun skulle møde Enis Kahraman.

Hun trådte ud af portalens skjul og tog trinene op ad den store stentrappe. Moskeens gård var delvist oplyst, både af nogle store lamper og det skarpe lys fra projektørerne, som illuminerede de seks minareter og fik dem til at stå som lysende søjler, der alene bar mørket over byen. De gamle mænd gik forbi hende og stilede over mod selve moskéindgangen, der var dækket af et tungt, grønt forhæng, som blev løftet til side af en mand, hver gang en skulle træde indenfor. Køen var kort og talte bare fire, der manglede at komme ind til dagens sidste bøn.

Hun gik ned under de hvide hvælvinger med de smukke arabesker. Hele gården rundt var der et blødt lys inde under søjlerne, men alligevel lå gårdens dybe hjørner hen i mørke. Hun gik ned og satte sig på et fremspring allerlængst nede. En håndfuld turister trådte ind i gården fra den modsatte indgang og skød blitzlys af, mens de lagde nakken tilbage og beundrede det oplyste skue over dem.

Enis Kahraman trådte ind ad den nærmeste af de tre indgange og slentrede roligt over mod hende.

– God aften, fru Portland.

– Jeg er ikke blevet gift, siden vi lagde på.

– Åh ja, nu igen … Undskyld mig. Det er måske, fordi jeg har svært ved at forstå, at en smuk kvinde som De ikke er gift.

Han satte sig ved siden af hende. Turisterne defilerede ud igen. Nu var der bare dem og manden oppe ved forhænget, som skulle se til, at bønnen ikke blev forstyrret af vildfarne turister.

– Ved De, hvorfor den kaldes Den Blå Moské?

– Fordi alle kaklerne derinde er blå.

– Har De været indenfor?

Hun rystede på hovedet. Det havde hun ikke. Hun var ikke turist, men på arbejde.

– Ellers et besøg værd. Tak, fordi De ville komme. Jeg er klar over, at De tager skuffet hjem fra min by, frøken Portland. Med Koksal og Kilcis død forsvandt Deres mistænkte, eller skal vi sige … skyldige. Det beklager ingen mere end jeg.

– Hmm.

Det lød som MIT-chefens sædvanlige høflighedsfraser. Der måtte komme mere, ellers var det tidsspilde.

Enis Kahraman tog en konvolut op af jakkelommen og rakte hende den. Hun åbnede den og tog en rund skive op, en cd-rom, sort og krakeleret.

– Det er de sørgelige rester fra Finn Holmboes hotelværelse. Men den tilhører vel Dem?

Hun trak på skuldrene og lagde skiven tilbage i konvolutten. Den var ikke til nogen nytte længere. Var det bare Kahramans endelige triumf, hun skulle overvære?

– Nu har De i hvert fald fået den. Mine kolleger i PET har højst sandsynligt en kopi hjemme i København, sagde han og smilede svagt.

– Dét ved De jo godt ikke er tilfældet.

Kahraman slog beklagende ud med hænderne og sukkede.

– I så fald er det skødesløst. Og en utilgivelig fejl, ikke sandt?

– Hvem ved?

De sad tavse et øjeblik, så fortsatte Kahraman:

– Som jeg har fortalt, fortsætter vi den interne udredning af, hvem der beordrede missionen i Danmark. Men … vi leder naturligvis også videre efter de skyldige bag disse henrettelser. I den forbindelse …

Enis Kahraman trak en stor konvolut frem fra jakkens inderlomme, men blev siddende med den i hænderne.

– … er vi kommet i besiddelse af noget ganske interessant materiale, som jeg mener De bør se. Det kan måske hjælpe Dem videre i efterforskningen. Og hvis det kan, bør vi vel slå fælles sag og holde hinanden informeret. Hér.

Han rakte hende konvolutten.

– Men vent med at åbne den til senere i aften eller i morgen i flyet på vejen hjem. Bare tag konvolutten med Dem.

Hun tog imod den og så på ham med et blik, han straks aflæste.

– Altså en slags noget for noget, hvis De nu undrer Dem over mit motiv. Lad os hjælpe hinanden, ikke sandt? De er bedst til efterforskning i Danmark. Vi er bedst på tyrkisk grund. Og … Deres ihærdighed og stædighed har imponeret mig, frøken Portland. Derfor skylder jeg Dem ganske enkelt dette materiale. Sådan føler jeg det.

– Hmm … Og hvis jeg ville sige, at Koksal og Kilci slet ikke er døde, hvad ville De så svare?

– Så ville jeg svare, at det er en infam påstand, som kunne stamme fra kræfter, der har interesse i at modarbejde vores efterforskning. Kræfter, der alene er ude på at vildlede Dem.

– Hvilke kræfter?

– Kræfter, som har en interesse i, at henrettelserne blev offentliggjort. Læs materialet nøje.

Kahraman nikkede mod konvolutten, der lå i hendes skød.

– Naturligvis.

– Og så kan vi jo holde hinanden underrettet undervejs, ligesom vi selvfølgelig vil holde PET orienteret.

Hun nikkede.

– Og lige en sidste ting?

– Ja?

Kahraman så på hende med hævede øjenbryn. Så kom det lavmælt:

– Materialet har De under ingen omstændigheder fået af mig. De kan være kommet til at tage det i Deres taske under vores møde – ved en beklagelig fejl. Eller De kan have fået det stukket ind under Deres værelsesdør. Men – det stammer ikke fra mig … Og jeg vil i givet fald benægte det. Forstår De, frøken Portland?

– Jeg forstår.

Kahraman rejste sig og gav hende et bestemt håndtryk.

– Jeg må videre. Familien venter. God tur hjem.

Hun blev siddende og så ham passere forbi søjlerne og forsvinde ud ad porten. Hun vejede konvolutten i hånden. Den var tung.

Uanset hvad du finder i dén konvolut, Nina, så leger de med dig – og Wejse. De smiler og siger venlige ord og giver diskrete hentydninger, mens de snurrer dig rundt og rundt, ligesom da du var barn og legede på græsset. Rundt og rundt. Alt hvirvler forbi. Og når det stopper, er du rundtosset og falder forvirret omkuld.

Uanset hvad der er i den skide konvolut, Nina, så vær sikker på én ting. De gør det, fordi de ikke vil have dig til at gå lige. De vil ikke have, at du skal holde balancen.