31. kapitel

Hun satte farten ned og spejdede. Kun fordi hun talte sig frem i rækken af husnumre, fandt hun den rigtige indkørsel. Den var belagt med smukke, sorte fliser og flankeret af to natursten ved gitterlågen, der stod åben. Husnummeret stod på den ene af stenene, ikke påmalet, men indgraveret i den gnistrede overflade med slanke og diskrete tal.

Hun blinkede af og svingede tjenestebilen op i indkørslen. Naturligvis malede man ikke et husnummer på en sten herude på Hjerting Strandvej. Strækket op langs kysten nord for Esbjerg var det mest mondæne i hele Vestjylland. „Guldkysten“ var der nogle, der kaldte det – med slet skjult misundelse. Hun havde en sitrende fornemmelse i maven, som irriterede hende. Kun én gang før i hele sit liv havde hun været hér inde i den allerhelligste husrække lige ud til havet.

Det havde været lidt længere nede ad strandvejen, dér hvor den hed Sædding Strandvej. Det var en del år siden nu. De var blevet kaldt ud en lun sommeraften. Det midaldrende par var barnløst. Manden, der var direktør, havde bedraget sit firma for millioner, mens hans hustru til gengæld havde bedraget ham med en ung, fancy kunstnertype. Først havde manden dræbt hustruen på klos hold med sit jagtgevær. Dernæst havde han sat kolben mellem benene, taget løbet i munden og blæst sit hoved ud over hele matriklen.

Det var så forfærdelig blodigt. Glinsende rødt på hvide vægge. Og så forfærdelig banalt. Hun gøs ved tanken.

Indkørslen var pænt lang og sluttede i en blød bue, der endte foran en stor garage med to porte. Omgivelserne var sirligt plejede. Græsplænen nyslået. Træer og buske plantet i symmetriske mønstre engang for længe siden. Nu var de store og lukkede helt af for trafikstøjen oppe fra vejen.

Hun drejede bilnøglen og steg ud. Huset var ganske diskret, en stor etplansvilla i brune sten, sikkert fra engang i halvfjerdserne, og anonymt i forhold til de hvide, skinnende paladser, der var skudt op i forreste række de senere år med tårne, spir og enorme, åbne glaspartier i åbenbar lysindfaldskonkurrence med naboerne.

Hun gik op ad flisegangen og op ad trappen til hoveddøren. „Grethe Rixen“ stod der på messingskiltet. Hun kunne næsten fornemme, hvordan Enis Kahraman sad og smilede lumskt og selvtilfreds bag sit skrivebord nede i Istanbul. Hun var i færd med at snuse til hans første spor.

Hun måtte ringe på klokken fem gange, før der blev lukket op. En smuk lyshåret pige, først i tyverne, så spørgende på hende. Hun præsenterede sig og lagde mærke til det undrende udtryk i pigens blik ved ordet „kriminalpolitiet“.

– Kriminalpolitiet? Okay … Følg med, min farmor er ude i haven.

Pigen, der havde en bog i hånden, ledte hende gennem huset og ud på den anden side, hvor en terrasse, afgrænset af store rosenbede, strakte sig ned i haven.

– Dét er min farmor. Bare gå derned.

Pigen slog ud med hånden i retning af en skikkelse, der stod på en forhøjning længere nede i haven. Så lagde hun sig i liggestolen, trak et tæppe over sig og gav sig til at læse.

Kvinden stod underligt foroverbøjet, og først da hun kom tættere på, kunne hun se, at hun stod bag en stor kikkert på en trefod.

Hun rømmede sig. Kvinden så op, med det samme spørgende udtryk i øjnene som pigen, der altså var et barnebarn. Hun havde krydstjekket tyrkernes oplysninger, som i øvrigt var korrekte. Fru Rixen, enkefru Rixen, var 81 år, men så en del yngre ud. Hun var høj, rank og havde et klart blik. Det grå hår var samlet i en knude i nakken. Hun var klædt helt i sort, en enkel sort dragt med jakke og lange benklæder. I en sølvkæde om halsen hang et kors.

Der var noget værdigt, noget strengt – og alligevel noget mildt – over den gamle kvinde. Hun tøvede et kort sekund. Hun plejede at sige „du“ til alle og enhver, på dansk grund i hvert fald, uanset alder og titel. Alligevel mærkede hun nu sig selv forberede et „De“. Hun rakte hånden frem.

– Goddag, mit navn er Nina Portland, jeg er fra kriminalpolitiet. Har De tid et øjeblik?

Tåbeligt spørgsmål al den stund, at fru Rixen øjensynlig ikke havde andet end netop tid.

– Naturligvis. Kriminalpolitiet? Hvad drejer det sig om?

Fru Rixens hævede øjenbryn udtrykte forbavselse.

– Bare en rutinemæssig forespørgsel … I forbindelse med fotograf Morten Busks død. Sikke en pragtfuld udsigt.

Fra kanten af haven kunne man se uhindret ud over havet. Vejret var klart, men vinden kølig, som om den bar efteråret i sig. Inde længst til venstre lå havnen med dens siloer og skorstene, dernæst kom Fanø som en mørk silhuet, så Langli som en flad bræmme og længst ude til højre fortonede alle konturer sig inde i bunden af Ho Bugt. Et af DFDS’ containerskibe stævnede ud gennem Grådyb.

– Ja, her er smukt. Jeg har overtaget denne vane efter min afdøde mand.

Hun nikkede mod kikkerten.

– Han stod altid hér og fulgte skibene, kendte dem alle. Og nu gør jeg det samme … Morten Busk, sagde De. Lad os gå hen og sætte os.

Fru Rixen stilede over mod et hvidt havebord og et par stole, som stod i et lille aflukke, afgrænset af en hæk. De satte sig på hver sin side af bordet.

– Ak, ja … Morten Busk … Så tragisk …

Fru Rixen rystede let på hovedet og slog så pludselig ud med armene.

– Åh, undskyld. Må jeg byde Dem på noget? En kop te?

– Ellers tak. Hvor kendte De Morten Busk fra?

Fru Rixen lagde hovedet tilbage og så op i himlen, som om hun anstrengte sig for at huske det.

– Jo … Ser De … Min mand og jeg mødte ham første gang for en del år tilbage ved en reception på musikkonservatoriet. Et interessant ungt menneske, Morten, med øre for musik i øvrigt. Og så … dedikeret … Så blændende dygtig bag sit kamera – og også foran det til tider. Ja, det ene førte det andet med sig. Han besøgte os her nogen tid efter. Min mand havde fortalt ham om familiefonden. Morten ville høre, om vi eventuelt ville støtte et projekt.

– Hvor befinder vi os i tid, helt præcist?

– Åh ja, hvornår var det nu? 1994, tror jeg. Morten var netop vendt hjem efter sin tid i Sarajevo, da vi mødte ham første gang, kan jeg huske. Sig mig, tror De, der er foregået noget kriminelt ved ulykken i Tyrkiet?

Fru Rixens blik blev pludselig skarpt.

– Nej, for så vidt ikke. Men vi undersøger omstændighederne ved hans død – og hans arbejde. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på hvorfor. De omtalte en familiefond og et projekt, Busk ønskede støtte til?

– Fonden? Jo, det er Fabrikant Otto Rixens Mindefond, min far … Min mand drev fabrikken videre efter min far. Min mand, ja, hvis De undrer Dem, fru Portland, så hed han Jensen, Alfred Jensen, men han bad om at måtte tage mit navn ved giftermålet. „Jensen er en massebetegnelse,“ sagde han altid. Faktisk var det ikke helt med min billigelse. Jeg mener … Man må stå ved sin herkomst og sin arv, også et Jensen eller et Hansen, men min far gav ham lov. Derfor er mit navn stadig Rixen.

Fru Rixen smilede og sukkede.

– Er De sikker, ingen te?

– Nej tak. Hvad er fondens formål, kan De fortælle lidt mere om det?

– Det kan vel siges så kort som „at støtte kulturelle aktiviteter med henblik på at skabe større medmenneskelig forståelse“. Hvis det altså var kort.

Fru Rixen klukkede. Hun virkede intelligent bag det klare blik og ledte ikke efter ordene, som man ofte oplevede det hos ældre mennesker. Hun fortsatte:

– Og så skal jeg ikke glemme, at fonden bestyres ud fra et kristent grundsyn, og at ansøgninger om midler kommer i første række, hvis de netop tager udgangspunkt i noget kristeligt. Min far var stærk i sin tro. Det samme var min mand, og det er jeg også. Jeg tror på Ham og hans Nåde.

– Og i dag er det Dem alene, som administrerer fonden?

– Ja, dog i samråd med min søn, som er bankdirektør. Det er hans datter, Frederikke, som ligger deroppe, og som lukkede Dem ind.

– En meget køn pige … Formålet med Morten Busks besøg dengang – De sagde, at han havde et projekt?

– Ja, han ville lave den store skildring af fangersamfundene i Grønland, som han altid havde drømt om. Og da troen, kristendommen, og den danske påvirkning af den oprindelige kultur samtidig var et bærende element i filmen, så sagde min mand og jeg straks ja. Grønlandsfilmen var vores første samarbejde.

– Der kom flere projekter?

– Ja, Morten var som sagt et meget dedikeret menneske. Fem gange har vi støttet ham. Efter Grønland et lille projekt om dansk hjælp til opbygning af skoler i Nigeria, så kom filmen om de australske aborigineres liv og elendige integration, dernæst et stort projekt om de personlige skæbner bag krigene på Balkan – hvordan kunne man være gode naboer det ene øjeblik og fjender det næste? Så fulgte en dokumentarisk skildring af de etniske minoriteter i Danmark. Morten var meget interesseret i minoriteter og de trængte mennesker i verden. Mest fordi han oplevede borgerkrigen i Jugoslavien så tæt på. Og da han døde, var han midt i et nyt projekt – om kurderne, verdens største hjemløse folk, og deres drøm om et Kurdistan.

– Et projekt, De støttede?

– Ja, naturligvis.

– Men ikke decideret et projekt med et kristent udgangspunkt, kan man vel sige?

– Jo, så absolut. Det ligger i det kristne livssyn at udbrede forståelse, at slå bro mellem folk. Man behøver ikke nødvendigvis at prædike. Morten’ arbejde slog netop bro mellem folk og kulturer, styrkede medmenneskeligheden, forståelsen, næstekærligheden.

– Og Morten Busk var midt i dette arbejde, da han omkom?

– Ja, så meningsløst … Jeg savner ham … Han var dernede sammen med sin assistent, Ib Munk, da det skete. Hvor langt i arbejdet de var kommet, ved jeg ikke. Jeg blandede mig ikke. Jeg diskuterede tingene med Morten, diskuterede vel i realiteten livet med ham, gav min støtte, men ellers var der frit spil for hans eminente evner som formidler. Formidler af billeder, levende billeder. Har De set nogen af hans film, fru Portland?

– Desværre ikke, ikke så vidt jeg husker. Har de været vist herhjemme?

– Naturligvis, på tv. Og BBC har sendt flere af dem. Og tysk tv, ja, tv-stationer verden over. Morten var meget respekteret.

– Det har jeg læst.

– Er De indfødt?

– Ikke esbjergenser, hvis det er det, De mener. Jeg er født og opvokset i Sønderho.

– Javel, ser man det, en ægte sønderhoning … Man skal glædes og være stolt af sine bysbørn. Jeg var stolt over Morten.

– Var det kun Dem og Deres fond, der støttede det nye projekt? Eller var der andre?

– Der var andre, eller rettere, en anden. Jeg formidlede støtte fra en tysk ven af familien. Produktionen ville blive dyr, så det var dejligt at få ekstra bistand.

– Kan De fortælle lidt mere? Hvem er den tyske støtte?

Fru Rixen rettede på sin halskæde, mens hun lod blikket vandre ud over havet.

– Hvad får Dem til at tro, Morten har været offer for en forbrydelse? Og hvorfor er det ikke tyrkisk politi, der efterforsker sagen, i givet fald?

Blikket gled tilbage i haven, og hun lod det hvile fast på hende. Hun måtte stikke en mere udførlig løgn.

– Vi er naturligvis bare en del af efterforskningen, på anmodning fra tyrkerne. Det er mest en rutinemæssig sag for vores vedkommende. Der er ikke åbenlys begrundet mistanke om en forbrydelse – blot nogle sammenhænge og nogle sammenfald, vi er nødt til at kigge nærmere på. Det er såmænd det hele. Tyskeren, der støtter, hvem er det?

Fru Rixen smilede umærkeligt, som om hun for længst havde gennemskuet hendes vage forklaring, men hun stillede ikke nye spørgsmål.

– Som sagt, en god ven af familien … Harald Kobus, hedder han. Han ejer Kobus Electronics i Hannover. Han har været en af vores rigtig gode venner i snart mange år.

– Hvorfra kender De hinanden?

– Kobus opkøbte vores virksomhed. Ser De, fru Portland, min far, Otto Rixen, grundlagde Rixens Maskinfabrik for mange, mange år siden hér i Esbjerg. Siden blev den til Rixen Teknik og senest, for omkring 20 år siden til Rixen Electronics med hovedsæde ude i industrikvarteret i Esbjerg Nord.

– Jeg husker godt navnet …

– Min mand og jeg solgte virksomheden til Harald Kobus for 14 år siden. Tiderne var svære. Vi ville gerne sikre vores medarbejdere ved at konsolidere firmaet under en ny og kapitalstærk ejer. Desværre måtte Harald, meget mod sin vilje, lukke ned i Esbjerg for otte år siden og trække dele af produktionen hjem – og outsource andre dele. Sådan går det … Små livsværker bukker under. Snart er hele det danske erhvervsliv outsourcet til lande med en skamløst lav timeløn. For slet ikke at tale om børnearbejdere … Den slags gør mig vred. Og så er vores gode hjerner det eneste, vi har tilbage i Danmark, ikke sandt? Jeg hørte statsministeren på tv forleden. Han sagde, at vi skulle blive en vindernation på vores gode forstand. Jeg tænkte ved mig selv … Hvor i videnssamfundet skal der være plads til gode, arbejdsomme, men ikkeboglige folk som dem, vi gav smør på brødet i en lang årrække?

Fru Rixen holdt inde med en tænksom mine.

Hun nøjedes med at trække på skuldrene.

– Tjah, vi kan jo ikke være raketprofessorer alle sammen, uanset hvad statsministeren siger.

Fru Rixen smilede svagt ad bemærkningen og fortsatte:

– Men for at vende tilbage til Deres spørgsmål … Harald Kobus er forblevet en ven af familien, en nær ven. Han forvalter ligesom jeg en fond, der hviler på en kulturel og kristen fundats. Så … Ja, han tøvede ikke med at støtte Mortens projekt.

Hun nikkede. Sådan hang det altså sammen – foreløbig. Hun havde vel fået de svar, hun skulle bruge lige nu. Fru Rixen stak intet under stolen. Hun havde ikke bevæget sig ad omveje, men svaret sandt. Tilsyneladende.

– Kender De i øvrigt en mand, der hedder Julius Hirschfeld, tysker?

Fru Rixen rystede på hovedet.

– Burde jeg det?

– En Georg Steiner?

– Heller ikke, nej …

Der var en svag undren i fru Rixens blik over de direkte spørgsmål. Hun talte sandt.

– Udmærket, jeg tror ikke, jeg har flere spørgsmål. Tak for Deres tid.

Hun rejste sig. Den gamle dame gjorde det samme, forbløffende adræt.

– Nuvel, fru Portland. Så lad mig følge Dem ud.

Med en bydende håndbevægelse bad fru Rixen hende følge med op gennem haven, samme vej som hun var kommet.

På vej gennem en af stuerne stoppede hun op. På en gammel skænk stod to billeder i guldrammer. Det ene var af barnebarnet, Frederikke, som lå ude på terrassen. Det andet forestillede en anden, ung, køn pige. Over rammen var hængt en tynd halskæde med et krucifiks. De to piger havde samme ansigtstræk.

– Kønne tøser … De har to børnebørn, måske flere?

– Nej, kun ét. Susan er hinsides. Kaldt hjem i en ung alder … bare 17 …

Tavsheden knitrede, da de et kort øjeblik blev stående og betragtede billederne. Fru Rixen rømmede sig.

– Af alle mulige og umulige steder på jordkloden opholdt vores lille Susan sig desværre på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Det var under en ferie. En selvmordsbombe på en markedsplads i Sharm El Sheikh i Egypten. Der var mange ofre. Susan døde på hospitalet …

Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, men hun hørte sig selv sige: „Det gør mig ondt.“ Jo, det gjorde ondt at se så smukke, unge øjne og så varmt et smil og vide, at dette liv var endt alt, alt for tidligt. Mens det stod i fuldt flor. Fuldstændig meningsløst.

– Alene Han bestemmer, hvornår det er tid. Kobus-familien har været igennem det samme, sagde fru Rixen med fast stemme og bød hende at fortsætte.

– Kobus-familien? Hvad mener De?

– Tragedien, vilkårligheden, smerten … Harald og hans hustru har mistet en søn. Vi har grædt sammen og bedt sammen og vokset os stærke igen, sammen.

Hun var stoppet op uden at ville det. Lige midt i et skridt. Hun havde færten – på vej fra en blodplet til en anden, bogstavelig talt. Hun fortsatte ud mod gangen.

– Hvad skete der med sønnen?

Henkastet, men ikke helt overbevisende.

– Skal De også tale med Kobus i forbindelse med … efterforskningen?

– Åh ja, det er muligt.

– Så synes jeg, De skal spørge ham selv. Det tilkommer ikke mig at berette om andres smerte.

– Naturligvis, naturligvis …

Ude i entreen gav de hånd til farvel.

– Vil De lade mig det vide, såfremt Mortens død viser sig at have været en forbrydelse? Jeg sætter pris på vished, fru Portland.

– Absolut, jeg skal nok give besked. Farvel.

Dén aften blev hun siddende længe oppe. Hun havde tilbragt noget tid foran computeren. Hun havde søgt på „Harald Kobus“ på Google. Det eneste, hun var stødt på, var koncernens hjemmeside. Intet privat om Harald Kobus. Ikke en antydning af det, som interesserede hende: Under hvilke omstændigheder havde Kobus-ægteparret mistet deres søn?

Hun kunne have insisteret og spurgt fru Rixen igen. Men hun havde fulgt sin intuition. Det var så tydeligt. Det var et pres, den gamle kvinde ville tage særdeles ilde op. Og hvem vidste? Hun kunne senere få brug for at være på talefod med hende. Men uanset hvad, var der mere end salget af Esbjerg-virksomheden, der forbandt de to. Der var den fælles sorg. Smerten over at miste – miste alt for tidligt.

Hun befandt sig midt i et af de huller, Enis Kahraman havde efterladt til dem, midt mellem to blodspor. Som en lydig hund. Det irriterede hende voldsomt.

Til sidst slukkede hun alt lyset i stuen, trak Wegner hen til vinduet, satte sig til rette i gyngestolen med et tæppe og en kop kaffe og benene oppe på dragkisten. Hun følte sig underligt til mode. Udstillet. Sårbar.

Det var Grethe Rixen, enkefru Rixen, ingen tvivl om det. Den gamle kvinde havde lejret sig under hendes hud. Ikke bare på grund af de ubesvarede spørgsmål. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde mødt så kraftfuld og karismatisk et menneske med så ophøjet en ro. En kvinde klædt i sort, med et kors af sølv og klare, seende øjne.

Var det hendes tro? Var det dén, der gjorde hele forskellen?

Hun lod blikket svæve ud og over på Vor Frelsers Kirke, der lå badet i blødt lys. Det var, som om hun kunne se fru Rixen som glimt af transparente skygger ovre mod kirkens tag. Ansigtets rynker, smilet og de mageløse øjne. Hun kunne høre hendes rolige stemme, den, der havde lydt så behagelig ude ved havet, og talt om Ham, Nåden og om, at Jensen og Hansen var lige så godt som Rixen.

Men besøget hos fru Rixen havde også givet hende en snert af vægtløs tristesse, som skyldtes billedet af den unge Susan og halskæden med korset, der hang ned over glasset.

Begge pigerne havde noget i deres udtryk, som kun kunne stamme fra deres farmor, noget i øjnene. Og en kraft, som for den enes vedkommende allerede var knækket. Brudt ved et tilfælde. En livsbane som en streg hen over et stykke papir. Stregen førte til en markedsplads i Egypten. På det forkerte tidspunkt. Og så ophørte stregen netop dér, hvor den i stedet skulle have slået en blød bue og være gået ubekymret videre.

Livet var sårbart over for tilfældigheder.

Hun havde tænkt på Jonas, da hun rullede ud af indkørslen ude i Hjerting. Været bange for, at han skulle blive kørt over sekundet efter. Tage et forkert skridt på et forkert tidspunkt på et forkert sted. Tænkt på Astrid og Jørgen – og på sin far. Hendes eget kød og blod i netundertrøjen og måske den figur, hun lidt efter lidt var ved at tage skikkelse af.

Hendes nære var hendes tro, hendes holdepunkter. Hvis de pludselig blev taget fra hende, ville der så være noget tilbage?

Hun så ud over kirkens tage igen. Fru Rixen var ikke længere at ane derude. Hun gabte. Vor Frelsers havde tabt sin magi. Sådan var det tit. Det krævede en særlig sindsstemning at få kontakt med den. Nu havde hun mistet grebet for i aften, træt af at tænke.

Det var næsten midnat. Hun skulle møde til sædvanlig tid. Som det første ville hun tage kontakt til politiet i Hannover og spørge, om de kendte noget til en ung mands død i Kobus-familien. Over middag ville hun sætte kursen sydover mod Tyskland. Birkedal havde givet grønt lys for, at hun kørte ned og fik en snak med ejeren af den store Kobus-koncern. Harald Kobus havde været venlig og imødekommende, da hun ringede og bad om et møde efter besøget hos fru Rixen.

Hun og Wejse havde diskuteret sagen et godt stykke tid på Birkedals kontor. Hun kunne kun få det rette indtryk ved at stille manden spørgsmål ansigt til ansigt – og læse hans reaktion. Hun ville gerne have haft Tim Wejse med på turen. Det var en krævende tomandsopgave, fremførte de. Én til at holde tråden i samtalen og én til at tænke fremad – og iagttage.

„Ressourcer,“ havde Birkedal sagt og vinket afværgende. Dagligdagen var over dem igen. Han ville have Wejse på en sag om tre rambuktyverier på bare to nætter, smykker, ure og skindjakker.

Hun havde gjort grundigt rede for besøget hos fru Rixen, og det havde ikke været svært at få Birkedal til at nikke godkendende. Han ville bare ikke afse to til opgaven længere. Basta. Sagen om Kulmanden havde kostet mandetimer i hobetal.

Kobus og Hannover var et spor – lagt til rette af tyrkerne – som de var nødt til at følge til ende, erkendte han dog. Indtil nu havde Istanbulchefen jo haft ret. Rixen og Kobus havde finansieret Morten Busks projekt om kurderne, men herfra var der stadig langt til at se det rimelige i efterretningschefens påstand om en sammensværgelse.

Turen til Tyskland betød, at Jonas igen måtte til Sønderho. Han skulle selv sørge for at cykle fra skolen og til færgen. Dér ville Jørgen som altid sørge for at hente ham. Det føltes som en gentagelse uden ende. Hvordan skulle hun kunne have klaret job og hverdag uden Jørgen og Astrid? De var der altid. De var altid hjemme. De sagde altid ja. Altid med et smil. Hvad gjorde nationens øvrige enlige mødre?

Ravnemor, Nina … I evig bevægelse, forpjuskede, rødblonde fjer og en Heckler & Koch under den ene vinge, ét i kammeret og tretten skarpe skud i magasinet, alligevel skyder du altid med spredehagl.

Akvariefisk i næbbet, indkøbsposer, en hurtig kredsen over reden, tomme pizzabakker, febrilske vingeslag, frem og tilbage, Kirkegade, politigården, Fanø, Berlin, Istanbul, Hannover.

Nina, hvornår holder det op?