32. kapitel

Grand Hotel Mussmann lå på Ernst August-platz, lige over for banegården i Hannover. Mere centralt kunne det næppe blive. Tre og en halv stjerne, omkring 1800 kroner for en overnatning, forhåbentlig spiseligt for Birkedal?

Hun rullede den hvide Opel Vectra ind i en ledig parkeringsbås, steg ud og strakte sig. Hun, som ikke brød sig om at køre langt bag rattet, havde på det seneste fået tilbagelagt mange kilometer på de tyske veje. Hun tog rejsetasken fra bagsædet og låste tjenestebilen.

Nu ville hun hvile ud oven på turen, få noget at spise og forberede sig til den næste dag. Hun skulle mødes med Harald Kobus allerede klokken ni om morgenen, på koncernens hovedsæde et stykke syd for byen.

Telefonsamtalerne med tre forskellige og ikke lige hjælpsomme kolleger ved politiet i Hannover havde ikke gjort hende klogere. Ingen af dem erindrede noget om, at en Kobus, søn af en lokal industrimand, skulle være omkommet. Hun anede heller ikke, hvornår det var sket. Det kunne være flere år siden. Og det lokale politi havde sandsynligvis slet ikke været impliceret. Det var bare en løs chance – uden gevinst.

Hun hankede op i tasken og gik skråt over over pladsen, over mod hotellets store indgangsparti. Vestibulen var ganske imponerende, luftig og kølig med lyse marmorfliser på vægge og gulv. Godt skuldret, selv om den fjerde stjerne var skåret midt over.

Receptionisten tjekkede hende hurtigt ind, og udstyret med sit keycard tog hun elevatoren op til anden etage, fandt værelset og lukkede sig ind.

De to mænd, der tålmodigt havde siddet og ventet i BMW’en på en rasteplads ved motorvejen for at følge den danske politikvinde det sidste stykke ind til Hannover, slentrede afslappet ned ad gangen på hotellets anden etage.

Manden, der stoppede op ud for værelse 210, kunne høre, at vandet løb ude på badeværelset. Det lød, som om den danske kvinde var ved at fylde badekarret.

Han tog en lillebitte, ultraflad sort plasticboks op af lommen, rev beskyttelsestapen af og klistrede boksen direkte på dørens låseanordning. Den var også sort. Mens hans kollega låste sig ind på et værelse længere nede ad gangen, blev han stående et kort øjeblik og vurderede resultatet. Låsen var en kortlæser med to små lysdioder, en grøn og en rød. Den sorte boks gled helt ud i ét med omgivelserne og så overhovedet ikke mistænkelig ud.

Nu var det bare et spørgsmål om at rigge udstyret til. Det kunne gøres på et par minutter, og så kunne de sætte sig til at vente og i ro og mag fuldføre den aflytningsopgave, de havde fået stillet.

Selv skulle han ikke røre en finger, bortset fra at skygge Portland-kvinden, hvis hun fandt på at forlade hotellet. Hans kollega, der talte flydende dansk, ville få det hårdeste job. Han skulle trods alt holde sig vågen og lytte og lave rapporten med oversættelsen.

Hun var på badeværelset, da hun hørte mobiltelefonen. Hun nåede den lige. Det var onkel Jørgen, kunne hun se.

Allerede inden han åbnede munden, kunne hun fornemme på hans heftige åndedræt, at der var noget galt.

– Nina, Nina … Der er sket noget … noget forfærdeligt. Jeg … Med ét var det, som om hendes krop var fuldstændig ude af kontrol. Hjertet hamrede, det svimlede for hende, og hendes hånd rystede, så hun næsten ikke kunne holde telefonen.

– Er det Julle? Er der sket noget med ham? Hva’?!

Hun råbte. Fortvivlet.

– Nej, nej, rolig, rolig. Han har det godt. Vi har det godt alle tre, men …

– Men hvad, for fanden?

Hun satte sig på sengekanten. Lettelsen nåede hun ikke at registrere, for hele hendes system var gået i chok. Billederne af Jonas, ambulancen, sirenen. Hun tog en dyb indånding, men hendes hænder skælvede stadig. Så opfattede hun Jørgens stemme.

– Det var ikke min mening at forskrække dig, Port. Undskyld. Men jeg er kommet til at skælde Jonas ud. Han græder og græder. Det har jeg aldrig gjort før.

– For hvad dog?

– Han var nede at lege med Henrik. Og Henriks far har næsten lige været her. Han fortalte, at han ved et tilfælde kom til at overraske ungerne oppe på Henriks værelse. De sad ved computeren – og så en slags film … En film, hvor nogle mænd blev henrettet. Ikke en almindelig film. Virkelige optagelser, sagde han. Jonas fortæller nu, at det er en af dine dvd’er. At han har taget den. Lavet en kopi, mens du var inde ved naboen.

– Hvad er det, du siger, Jørgen! Har Jonas taget filmen med henrettelserne og lavet en kopi? Siger du det? Er det dét, du siger?

– Ja, han har indrømmet det. Og jeg har skældt ham ud – meget. Nu sidder han ude i køkkenet ved Astrid og græder og græder.

– Så Jonas og Henrik har siddet oppe på Henriks værelse og set, at alle de mænd blev henrettet … Jamen … Du godeste … Det er forfærdeligt … Det er bevismateriale, der hører til sagen om Kulmanden. Fuck!

– Og jeg er ked af det, Port, men jeg blev simpelthen så rasende, at jeg …

– Tænk ikke på det. Det er okay. Han var også så nysgerrig, da han opdagede, at jeg havde låst stuedøren, dengang jeg så filmen. Den plejer aldrig at være låst. Han spurgte oven i købet, om det var en pornofilm … Du godeste … En kopi … Lad mig lige snakke med ham, ikke?

Jørgen lagde røret. Hun kunne høre deres stemmer. Astrid, der trøstede. Jørgen, der beklagede. Der gik en rum tid, inden Jonas’ grødede stemme lød i røret. Han snøftede højlydt.

– Jullemand, hvad sker der for dig, lille skat?

– Undskyld, mor … Jeg troede, det var …

Han begyndte at græde igen, stille og ulykkeligt.

– Ja, ja, Julle. Ro på, ro på … Jeg ved godt, hvad du troede det var. Men det var det ikke. Onkel Jørgen har forklaret det hele. Tag det nu roligt, skat. Der er jo ikke sket noget, vel? Det var bare en stump af en film, som det amerikanske politi har lavet for at vise, hvordan man kan snyde med computerteknik og lave falske film. Det, I har set, er ikke sket i virkeligheden. Det var kun et eksempel. Den slags er bare ikke for små hvalpe. Det er for voldsomt, ikke? Og derfor låste jeg døren.

Jonas snøftede og gispede.

– Det var bare så virkeligt, mor. Undskyld, jeg gør det aldrig igen. Henriks far skældte mig også ud, helt vildt. Og onkel Jørgen …

Gråden tog over igen.

– Så, så, lille ven … De blev bare forskrækkede. Men … Selvfølgelig er det noget møg, at du roder i mine ting, det er klart. Det snakker vi stille og roligt om, når jeg kommer hjem i morgen, ikke?

– Jo …

– Godt, lille skat. Smut så ud og få noget koldt vand i hovedet. I skal vel snart spise. Hvad skal I have til aften?

– Bøf …

– Uhm, bare det var mig. Gå nu ud på badeværelset, ikke, og sig lige til onkel, at jeg gerne vil snakke med ham igen. Okay? Hav det godt. Vi ses i morgen.

Jørgen kom hurtigt til telefonen.

– Jeg går ud fra, at du har dvd’en nu?

– Ja, selvfølgelig.

– Godt, jeg sender en kollega over for at hente den med det samme. Så snakker vi i morgen. Jeg er hjemme ved firetiden. Gider du hente mig i Nordby?

– Naturligvis. Og … Jeg er ked af det med Jonas.

– Glem det. Han fortjener en kæmpe skideballe. Og det får han i morgen. Det var bare ikke rigtig tidspunktet lige nu, i telefonen. Han var helt opløst.

– Jeg tror, han fik et chok, fordi jeg råbte og smældede. Det har jeg aldrig gjort før. Og Henriks far var stiktosset. Port, hvad i himlens navn er det også for en film? Ja, jeg har jo set den herhjemme. Hvad i alverden foregår der?

– Det er bevismateriale i sagen om Kulmanden. Det fører alt for vidt at komme ind på lige nu. Bare aflever den, når min kollega tropper op. Vi ses i morgen. Jeg ringer, når jeg ved, hvilken færge jeg kan nå.

Hun lod sig falde bagover i sengen. Hun kunne stadig mærke hjertet slå, men hendes hænder rystede ikke længere. Hun blev liggende ubevægelig, stirrede op i loftslampen – og tænkte.

Det var ikke længere ængstelsen for Jonas, der var årsag til den hårde puls. Nu havde de pludselig noget. Netop som de skuffede havde indset, at deres eneste trumfkort var sat over styr – ødelagt under en brand på et hotel, sandsynligvis som led i en stiltiende aftale mellem PET og tyrkerne – ja, så var beviset genopstået af asken som en fugl Phønix og blevet spillet dem i hænde. Ved en fejl. På grund af en lille knægts spirende nysgerrighed på mysteriet om kødets lyst.

Beviset i al dets gru var i spil igen. De var på banen. De måtte udnytte det.

Luften fejede kølig hen over pladsen, da hun gik tilbage til hotellet efter sit restaurantbesøg. En skinger lyd fra en togbremse skar gennem mørket efterfulgt af et dumpt, metallisk brag, der næsten forplantede sig ud i fliserne. Der var travlhed ovre på banelegemet. En sværm af taxaer med deres lysende skilte holdt klar længere fremme. Rejsende kom og gik.

Hun frøs. Måske ved tanken om at være netop en ensom rejsende i mørket, ud af et spor, hun ikke anede hvor ville ende.

Hendes første indskydelse havde været at ringe til Wejse for at diskutere det hele med ham. Og for at sende ham over til Sønderho for at hente dvd’en. Alligevel lod hun være. Hun måtte først fordøje det hele. Finde ud af, hvad hun selv kunne ane af muligheder.

Birkedal havde hun heller ikke kontaktet. Af samme årsag. Hun var det forbandede, maniske egern. Hun samlede på viden. Og ville tygge på den selv, som den første.

Hun havde fundet en god, lille indisk restaurant i kvarteret nede bag operahuset. Hun havde fået lam i karry. Alt smagte godt, bare det var i karry.

Under middagen tænkte hun det hele igennem på kryds og på tværs. Hun var bange for, at Birkedal ville ekspedere den ubehagelige kopi videre til PET, eller i hvert fald oplyse Gudmundsen om dens eksistens. Det var det med kommandovejene, og det med at sørge for at have sin ryg fri. Og guderne skulle vide, at det også var det, Birkedal retfærdigvis måtte gøre, ifølge reglerne. Men en ting var regler, noget andet virkeligheden.

Hun var selv underlagt de samme regler, bare meget længere nede i hierarkiet. Men hun kunne absolut ikke holde til at skjule sin opdagelse. Og hvorfor skulle hun?

Til slut blev hun enig med sig selv om, at hun ville troppe op på Birkedals kontor, lægge dvd’en på skrivebordet – og diskutere mulighederne med ham ansigt til ansigt. Mærke efter, om det overhovedet kunne komme på tale at gå uden om PET, som trods alt havde gjort sit for at sabotere den vestjyske politiefterforskning. Kunne de dét, ville Birkedal tillade dét, havde de et trumfkort at knalde i bordet hos tyrkerne.

Hun stoppede op på fortovet og tastede nummeret. Det var Jørgen, der tog telefonen. Hun slentrede videre, mens hun kort fortalte ham, at hun havde skiftet mening. Der kom alligevel ingen kollega for at hente dvd’en. Han skulle bare gemme den af vejen, og så ville hun tage sig af den, når hun kom tilbage. Heldigvis var Jonas for længst faldet til ro og var i nogenlunde humør igen ovenpå skideballen. Hun lagde hurtigt på og satte farten op.

Et nyt kuldegys jog gennem hende, netop som hun rundede et hjørne og nåede ud på pladsen foran hotellet. Måske var det usikkerheden, der føltes som en isvind.

Hvis man satte sig ind i et tog for at køre gennem natten, vidste man dog, hvor man ville havne. Hvor var endestationen på den lange rejse, som Kulmanden havde sendt hende ud på?

Manden stod og skuttede sig i den alt for tynde lærredsjakke. Han blev stående ved et hushjørne og fulgte den danske kvinde med øjnene, mens hun skridtede over Ernst August-platz og stilede direkte mod Grand Hotel Mussmann. Hun så også ud til at fryse.

Der var intet interessant sket i løbet af den forholdsvis korte tid, Portland-kvinden havde været ude. Altså bortset fra at hun lige havde talt i telefon. Hun havde givetvis clearet af med sit bagland. Men det havde ikke været helt omsonst. Faktisk havde han fået lam i karry akkurat som „objektet“, og det havde været et udsøgt måltid.

Først da danskeren forsvandt ind gennem hotellets indgangsportal, gik han hen til den hvide Opel, der holdt parkeret ind til kantstenen, heldigvis et stykke fra den nærmeste gadelampe. Han stillede sig ved fordøren, så sig forsigtigt omkring og tog så et nøgleknippe frem af jakkelommen. Først den sjette nøgle passede, og så måtte han endda også benytte den tynde metaltråd. Så kunne han dreje nøglen og sætte sig ind bag rattet.

Han fiskede den lille, elektroniske aflytningsdims op af lommen, rev et lille stykke film af og klistrede den omhyggeligt på undersiden af hylden under instrumentpanelet. Dimsen var et lille mirakel, ikke meget større end en halspastil, men med en rækkevidde på næsten 1500 meter, så de kunne køre på behagelig afstand af bilen. Han rettede sig op og brummede tilfreds. Nu var Portland-kvinden „bugged“, som man sagde, og de ville kunne følge hendes telefonsamtaler i bilen.

Han trådte ud, låste bilen igen og skråede over pladsen. Om et øjeblik ville han være tilbage hos sin kollega, som sikkert var hundesulten nu.

Nu håbede han bare, at „objektet“ ville forholde sig i ro resten af aftenen, så de kunne sidde i fred og ro på det lune hotelværelse.