34. kapitel

Den gamle Stasi-agent, der var forsvundet for hendes øjne i Istanbul for få dage siden, sad urørlig på bænken. Så gik det pludselig op for hende, hvad han lige havde sagt:

„Deres søn svarer ikke, frøken Portland.“

Jonas! Hendes krop blev ramt af en trykbølge. Omtumlet registrerede hun i et glimt, hvordan hjertet dybt inde slog et kæmpemæssigt, hårdt slag. Hvordan det forplantede sig ud i hende. Hvordan alle muskler spændtes. Ubehaget skyllede ind over hende, fyldte hende op, så ordene sad fast i halsen.

Nu holdt tyskeren en pegefinger op foran sine læber, som tegn på, at hun skulle tie. Så pegede han diskret på pistolen i sin højre hånd.

– Bare tag det roligt. Hvis De gør, som jeg siger, frøken Portland, så sker der ham ikke noget. Forstået?

Hun nikkede. Nu var reaktionen i hendes krop ikke bare en fornemmelse. Nu var den håndgribelig. Det føltes, som om hun skulle kaste op. Jonas! Det var anden gang på kort tid. Jørgens opkald havde slået hende omkuld. Men nu … Nu var det virkeligt ….

Hendes hænder og knæ skælvede. Hun så spørgende på tyskeren. Han rykkede en smule tættere på, men holdt stadig afstand til hende.

– Nu sker der følgende, frøken Portland … Vi går om bord på færgen. De går fire skridt foran mig, stille og roligt. Vi sætter os øverst oppe på dækket. Vi stiger ind i Deres onkels bil og kører til hans hjem, byen på sydspidsen af øen. De giver mig den kopi, som Deres søn har lavet. Og alt går i orden. Er De med?

Hun nikkede, ude af stand til at tænke. Jonas …

– Min søn, hvad med min søn?

Det kom som en stødvis hvisken. Hun havde ikke hold på sig selv, gispede efter luft.

– Når jeg siger til, følges vi ad fra Deres onkels hjem. De får udleveret Deres søn, så snart det er blevet mørkt, og jeg kan forsvinde. Og husk denne lille detalje …

Julius Hirschfeld løftede pistolen og stak den ned i sin jakkelomme.

– … Den er rettet mod Dem konstant. Hvis De skulle få pludselige indfald. Men den slags er De for intelligent til, frøken Portland.

Hun tog trapperne op til det åbne dæk øverst oppe. Julius Hirschfeld var lige bag hende. Lige før de trådte ud på dækket, bad han hende om at lyne jakken ned, så han kunne forsikre sig om, at hun ikke var bevæbnet. Hun blev beordret til at sætte sig på en af bænkene, og han tog selv plads over for hende.

Det var koldt. Blæsten holdt de fleste passagerer indendørs i salonen nedenunder. De var de eneste i sektionen agterude. Oppe forude stod en gruppe skolebørn.

Hun tændte en cigaret i ly af sin jakke. Hun var ved at kunne tænke klart igen, selv om hendes tanker hvirvlede rundt, og hun så billeder af Jonas for sig. Billeder, der fik hendes mave til at snøre sig sammen. Hendes puls bankede stadig hårdt. Hun lænede sig frem.

– Jeg vil tale med ham, tale med min søn. Nu!

Hirschfeld svarede ikke, sad bare tilbagelænet på bænken med højre hånd i jakkelommen. Han bar ikke hat. Hans tynde hår rejste sig og hvirvlede rundt i blæsten. Han lignede en pensioneret overlærer.

– Jeg vil tale med ham nu! Jeg vil vide, om han er okay!

Den gamle Stasi-agent studerede hende. Han så ud, som om han overvejede at give hende lov. Så nikkede han og tog en mobiltelefon frem af sin skuldertaske med den frie hånd, tastede et nummer, sagde nogle få ord på tysk, nikkede et par gange – og rakte hende telefonen.

– Værsågod, frøken Portland. Det er Deres søn.

– Julle! Har de gjort dig noget?

– Nej … Han snøftede, men fik det alligevel fremstammet. – Nej, de har ikke gjort mig noget. Du skal gøre, som de siger, mor! Det siger manden.

– Har du …

Forbindelsen blev afbrudt. Dirrende af raseri blev hun siddende og stirrede på den tavse telefon i sin hånd.

– Jeg lover dig. Hvis der sker ham noget, slår jeg dig ihjel. Lige på stedet.

– Der sker ham naturligvis ikke noget. Bare gør, som jeg siger. Må jeg bede om min telefon?

Hun rakte ham den, og efter at have set sig omkring kastede han den ud over rælingen og ud i de brune bølger i sejlrenden.

– Deres onkel, hvilken bil kører han i?

– En BMW.

– Vi stiger ind, stille og roligt, og kører med ham. Ingen dumheder, og det hele er overstået i løbet af kort tid. Er De indforstået?

Hun nikkede og tog et dybt sug af cigaretten.

– Hvordan kunne du vide det, at min søn har brændt en kopi?

Julius Hirschfeld svarede ikke, smilede bare svagt.

– I har aflyttet mig, i Tyskland, på hotellet. Røvhuller …

Han slog benene over kors og fangede på ny sit hvirvlende hentehår.

– Og såmænd også i Deres bil … En skøn sejltur. Jeg elsker havet. Og tænk sig, frøken Portland, han troede, hans mor så pornofilm …

Hirschfeld så ud til at more sig ved tanken.

– Jeg ved det hele. Du arbejder for Harald Kobus og hans højre hånd, Georg Steiner. Men hvorfor?

Hirschfeld trak på skuldrene.

– Møgsvin! At blande min søn ind i det hér …

– Nu er vi der snart. Husk, hvad jeg sagde. Ind i bilen, stille og roligt.

Astrid råbte: „Hej“, da hun hørte dem ude i entreen. Jørgen gik forrest, dernæst hende selv med Julius Hirschfeld lige bag sig. Stiv af skræk havde den gamle landbetjent gjort, som han blev bedt om. Trillet langsomt ind i Sønderho, hilst på en bekendt oppe ved kirken og en, der var steget af cyklen henne ved Brugsen, svinget roligt op ad Sønder Land og parkeret i indkørslen ved det gamle hus.

Astrid stod i køkkenet. Der duftede af friskbagt franskbrød.

– Hej, har I ikke Jonas med?

Det var først, da Astrid vendte sig, at hun fik øje på manden bag dem. Han havde sin pistol frit fremme nu. Hun stivnede midt i en bevægelse, stod som frosset til gulvet henne ved ovnen.

Uden at sige noget, men med en bydende bevægelse med pistolen gennede Julius Hirschfeld dem sammen i den ene ende af køkkenet. Han bad dem om at tage overtøjet af og gennemsøgte det. Han fandt omgående hendes mobiltelefon. Derefter tømte han indholdet af hendes taske ud på køkkenbordet.

– Flere telefoner? De har vel en mobil? Han stirrede fast på Jørgen, som nikkede tøvende.

– Nu skal jeg.

Hun trådte forsigtigt frem mod den aldrende agent, mens hun holdt hænderne afvæbnende ud fra kroppen.

– I skabet … Nu skal jeg finde den, sagde hun og tog et par skridt mere.

Han lod hende gå hen til det fjerneste af de blå køkkenskabe, hvor hun vidste at Jørgen havde lagt sin gamle mobiltelefon, som han ikke brugte længere. Han smed aldrig noget ud. Han kunne ikke forliges med den tanke, at en mobiltelefon, som fungerede, ikke var en rød øre værd. Hvis intet havde ændret sig, siden hun lånte den for et stykke tid siden, ja, så sad der et taletidskort i telefonen. Jørgens nye mobiltelefon, derimod, den lå med stor sandsynlighed i brødkurven – af alle steder.

Hun åbnede skabet, tog mobiltelefonen og lagde den forsigtigt på køkkenbordet ved siden af sin egen telefon. Hirschfeld nikkede tilfreds. Så hamrede han af fuld kraft pistolskæftet ned mod telefonerne, først den ene, så den anden. Der lød en knasende lyd, da de splintredes. Så fiskede han en knibtang op af sin taske.

– Og husets øvrige telefoner? Vær så venlig at vise mig dem!

Han pegede på hende og gav Astrid og Jørgen ordre på ikke at røre sig. Hun viste ham vægtelefonen, der hang ved siden af et køkkenskab, og dernæst telefonen, der stod på det lille bord inde i stuen. Han klippede begge ledninger og gav dem besked på at sætte sig ved køkkenbordet.

Hun tænkte som en rasende. Prøvede lynhurtigt at se det for sig, trin for trin. Hendes handling måtte være naturlig. Rækkefølgen måtte være rigtig. Hvis hun forcerede noget nu, ville han blive mistænksom. Hun ville kun få den ene chance – hvis hun var heldig.

De sad alle tre tavse ved køkkenbordet. Jørgen var stadig ligbleg og omtrent i chok. Astrid var rolig. Hun kunne se på hendes ansigt, at hun havde sundet sig. Astrid ville altid være som den enlige klippe langt ude i havet, dén, der blev stående, når alle andre var forsvundet.

Kan det lade sig gøre, Nina? Er det muligt? Og er det dét, du vil? Eller skal du bare lade tingene gå deres gang og vente. Vente på, at de slipper Jonas?

Hvad ville du selv råde til i sådan en situation, en gidseltagning, en kidnapning? „Kontakt politiet, kontakt altid politiet.“ Dét ville du sige. Men nu … Dit eget kød og blod … Bringer du Jonas i fare – mere fare end den, han i forvejen kan blive udsat for? Gør du? Tænk dig nu om, for fanden!

Julius Hirschfeld stod lænet op ad væggen, modsat køkkenbordet. Han iagttog dem nøje. Han havde stadig pistolen i højre hånd, men han havde sænket armen.

– Og nu … Nu vil jeg gerne have udleveret den disc, som Deres søn så formasteligt har brændt, frøken Portland. Hvor er den?

– Jeg ved det ikke. Min onkel har gemt den, svarede hun.

– Bed ham vise mig hvor! I følger med, op!

Jørgen nikkede, og de rejste sig alle tre langsomt og gik på rad og række ned ad gangen og ind på Jørgens kontor. Hirschfeld beordrede hende og Astrid over i et hjørne, mens Jørgen trak en skuffe i skrivebordet ud. Hun kunne se, hvordan han rystede på hænderne, mens han rodede i skuffen. Så fandt han dvd-hylstret og holdt det frem.

Tyskeren tog det ud af hans hånd og gennede dem tilbage til køkkenet. Her tog han en lille, bærbar dvd-afspiller frem af sin taske, stillede den på bordet ved vasken, tændte og lagde discen i.

Hun kunne høre på lyden, at det var den – kopien af Morten Busks filmoptagelser. Henrettelser uden ende. Der lød skud. Og smækken med bildøre. Og forskrækkede, forpustede udbrud.

Med en tilfreds mine pakkede Hirschfeld udstyret ned igen, lagde discen i hylstret og stak det i en inderlomme i sin jakke. Derpå tog han en ny mobiltelefon frem af tasken, trykkede et nummer og førte en kort samtale, bare nogle hurtige sætninger og så slut. Så trak han en stol over til væggen og satte sig med et dybt suk. Han så træt ud nu.

Hun var nødt til at vente lidt endnu, bare lidt, ellers blev det for hastigt, for mistænkeligt. Hun skævede til sit armbåndsur. Om fem minutter. Fem minutter i tavshed. Bagefter måtte hun stille de rigtige spørgsmål. Hvis altså manøvren lykkedes.

De sad bare stille og kiggede. Jørgen var sandsynligvis for bange til at sige noget. Astrid derimod var tavs med vilje. Sikkert fordi hendes faster var overbevist om, at hun selv, som erfaren kriminalassistent, var i stand til at vurdere situationen. Og så længe hun selv var tavs, ville Astrid også være det.

Klokken var ti minutter over fem, da hun kiggede igen. Nu måtte hun forsøge.

– Jeg er sulten, vi er sultne. Er det okay, hvis jeg finder noget brød frem – og laver en kop kaffe?

Hun så spørgende over på Julius Hirschfeld, der sad tilbagelænet på stolen og med det ene ben over kors. Han nikkede.

– Gerne, men de andre bliver siddende.

Hun nikkede, rejste sig og trådte over mod kaffemaskinen. Med langsomme bevægelser hældte hun bønner og vand på og fandt krus og tallerkener frem. Derpå åbnede hun forsigtigt køleskabet og tog noget pålæg. Hele tiden blev hendes bevægelser overvåget nøje.

Nu … Nu kom den vigtigste manøvre. Hun måtte være både ekstremt forsigtig og skødesløs på én gang: brødkurven.

Faster havde utallige gange bedt ham om at holde op med det, men det var en indgroet vane. Jørgen lagde altid sin mobiltelefon i den lille flettede brødkurv, som stod frit fremme på køkkenbordet ved siden af krukken med piskeris og træskeer. Han havde fået telefonen i fødselsdagsgave af Astrid, fordi hun var træt af, at den gamle altid løb tør for strøm.

Hun tog et skridt frem, trak kurven til sig. Nogle gamle rundstykker fra i morges lå stadig i den – og halvvejs under dem lå den gudskelov, mobiltelefonen … Den nymodens opfindelse, som Jørgen ikke brød sig om, og som han kun huskede ved særlige lejligheder. Hun tog de gamle rundstykker op med den ene hånd, og i en bevægelse skjult af sin krop fiskede hun med den anden mobiltelefonen op og stak den ind i bukselinningen bag skjorteblusen. Så rakte hun ud efter efter et af de friske franskbrød, der lå på et viskestykke. Hun vendte sig og så spørgende på Hirschfeld, mens hun rakte ud efter en brødkniv.

Han nikkede. Hun skar brødet i skiver og lagde dem i kurven. Hun ventede, indtil kaffen var klar. Så stillede hun alt over på bordet, hvor Jørgen og Astrid stadig sad ubevægelige.

Hun havde overhovedet ingen appetit, men spiste pligtskyldigst. Det samme gjaldt hendes onkel og faster. Hirschfeld var med det samme kommet hen til bordet og havde forsynet sig rigeligt med brød og et krus kaffe. Nu sad han igen på sin stol og spiste, mens han holdt blikket rettet mod dem. Pistolen lå i hans skød.

Hun kunne mærke mobiltelefonen mod sit bare maveskind. Første del af operationen var lykkedes.

Hun gav sig god tid, men da hun havde skyllet den sidste sjat kaffe ned, tog hun hul på anden del.

– Jeg skal på toilettet … Det har jeg skullet længe. Lige siden jeg gik om bord på færgen. Er det okay, hvis …

– Nej, frøken Portland, det kan jeg desværre ikke tillade. De må vente …

Den aldrende tysker lød irriteret. Hun kunne se på sin fasters blik, at hun vidste, der var et eller andet under opsejling. Efter nogle minutter forsøgte hun igen:

– Jamen, jeg skal simpelthen sådan tisse.

Hirschfeld rystede bestemt på hovedet.

– Jeg kan sgu’ da ikke sidde her og pisse på gulvet. Du kan gå med og få lov til at kigge, hvis det er det, du gerne vil.

Hirschfeld vinkede afværgende med pistolen og så ud, som om tanken forekom ham obskøn.

Efter nogle få minutter rejste hun sig langsomt op.

– Nu går jeg! Så kan du skyde mig, hvis du vil. Jeg skal simpelthen pisse!

Julius Hirschfeld rejste sig omgående op med pistolen i hånden igen. Hun kunne se på hans blik, at han var i vildrede.

– Okay da. Men vent et øjeblik.

Han rodede i sin taske og fandt nogle plasticstrips frem. Den slags, som politiet selv brugte.

– Hér, sæt dem på.

Hun adlød og samlede først Jørgens hænder på ryggen, gav ham strip på og dernæst Astrid. Han beordrede dem til at blive siddende og nikkede til hende.

– Altså … Toilettet, vis mig det.

Han fulgte lige i hælene på hende ud på badeværelset, hvor han undersøgte skabene over håndvasken. Så nikkede han.

– Men skynd dig. Jeg venter lige uden for døren.

I en fart hev hun mobiltelefonen frem, trykkede med sitrende hænder på tasterne og sendte en sms til Wejse med ordlyden:

„Jeg ringer dig op, sig intet,
bare lyt til samtalen,
de har taget Jonas.“

Hun trak bukserne ned og satte sig, såfremt Hirschfeld skulle have den frækhed at åbne døren og kontrollere hende. Så talte hun til hundrede, mens hun knappede skjorteblusen op – og skyllede ud. Stående foran spejlet trykkede hun Wejses nummer og så, at samtalen gik igennem. Så pressede hun mobiltelefonen ned i bh’en, så kun den øverste del stak op, tændte for vandhanen og betragtede den lyttende kavalergang i spejlet. Det gik lige an, selv om det strammede lidt om hendes ene bryst. Så knappede hun blusen igen. Mobiltelefonen kunne ikke ses bag den løse skjorte, hvis hun hele tiden sørgede for at skutte sig lidt.

Nu var det hele et spørgsmål om Wejse, og om man kunne nå at reagere hjemme på gården. AKS skulle på banen. Kun AKS kunne løse opgaven. AKS, Politiets Aktionsstyrke, var specialtrænet til den slags, den var eliten i korpset. Selv om den var hjemmehørende i København, var udrykningstiden ultrakort.

– Jeg kommer nu, Hirschfeld, sagde hun til tyskeren ude på den anden side af døren – og håbede, at Wejse lyttede intenst til hendes barm.

– Skal min onkel og faster blive ved med at sidde bundet? spurgte hun. Fra nu af gjaldt det om at styre samtalen.

– Ja. Tilbage i køkkenet.

Hun gik ud og satte sig igen ved bordet og smilede anstrengt til Jørgen og Astrid.

– Hvad skal der ske? Hvor længe skal vi sidde her?

Julius Hirschfeld kiggede på sit ur.

– Indtil det er ved at blive mørkt, godt et par timer endnu.

Hun kunne mærke lettelsen skylle gennem sig. Et par timer … Det var rigeligt med tid for AKS. Specialstyrken reagerede lynhurtigt. Det var hele meningen med den. Det var Danmarks antiterrorkorps, blandt andet med speciale i gidseltagninger. Så hemmelig, at offentligheden ikke vidste meget om dets eksistens. På kort tid kunne AKS-folkene indtage deres pladser i helikopteren. Hun sendte Wejse en tanke.

– Du har fået discen … Hvornår får jeg så min søn?

– De følger med mig. De får ham udleveret, når vi er klar, frøken Portland.

– Og hvilken sikkerhed har jeg for, at det er sandt?

– Jeg lyver ikke. De får ham, uskadt.

– Hvor? Hvordan?

Hirschfeld så ud til at spekulere et øjeblik. Så tog han noget frem af jakkelommen, trådte hen og lagde det på bordet foran hende. Det var et kort. Hun foldede det ud. Et kort over Fanø, ganske detaljeret. Han satte en finger på det. Lige på øens sydspids, det flade engområde, som man kaldte Hønen. Ikke langt fra huset, 15-20 minutter til fods, højst.

– Dér … Dér fører De mig hen.

– Hønen? Hvad skal vi dér?

– Dér får De Deres søn, og dér forsvinder jeg.

– Med båd – eller helikopter?

– Bare gør, som De får besked på.

Nu måtte hun tale direkte til Wejse, så han forstod, hvad der var på spil:

– Og Jonas er der? Med sikkerhed?

– Det lover jeg. Og nu ikke mere snak. Vil De være så venlig at lave noget mere kaffe.

Julius Hirschfeld trak sig tilbage til sin stol. Hun rejste sig og stirrede ham i øjnene.

– Du vover på at bringe min søn i fare! Jeg gør, som du siger, men du vover at røre min søn!

Hirschfeld sukkede træt og pegede over mod kaffemaskinen.

– Kaffe, tak.

Hun håbede inderligt, at Wejse havde forstået hendes besked. Havde han det, var AKS i alarmberedskab lige om lidt.