37. kapitel

Enis Kahraman, Istanbul-chefen for den tyrkiske efterretningstjeneste, Millî Istihbarat Teşkilâti, ankom til Kastrup Lufthavn med ruteflyet fra Istanbul midt på eftermiddagen.

Han var yderst velklædt som sædvanlig. Et sort jakkesæt, en hvid skjorte og en sort lædermappe under armen som eneste bagage. Han skulle ikke være i København længe. Faktisk skulle han end ikke forlade lufthavnens område. Han skulle med næste fly tilbage til Istanbul. Selv om han var chef for MIT’s livsvigtige station i den store by ved Bosporusstrædet, optrådte han denne dag reelt i rollen som simpel kurer.

Det, han skulle have overbragt om lidt og tage med hjem, havde han fra Ankara fået ordre om personligt at tage hånd om. Det var for vigtigt at overlade til andre. Det havde allerede skabt tilstrækkeligt med kaos i organisationen. Derfor kunne han ikke sende en anden. Derfor var det utænkeligt at fragte det hjem for eksempel med diplomatpost.

Han alene havde ansvaret for at få bragt orden i systemet igen.

Han gik sammen med alle de andre passagerer gennem den travle lufthavn og stillede sig op i kø ved paskontrollen for ankommende fra ikke-EU-lande, mens han tænkte på, at en dag om nogle år, måske endda fra 2014, ville selv en tyrker være anerkendt i det fine selskab og kunne stille sig over i den anden række med sit pas i hånden.

Ude i modtagelseshallen stoppede han op et kort øjeblik og så sig omkring. En yngre mand kom hen imod ham, smilede og rakte hånden frem.

– Kahraman?

Han gengældte mandens hilsen og nikkede.

– Please follow me, sagde danskeren.

De fulgtes ad hen ad fortovet, gik over en vej og ned ad et andet fortov, ned til en ventende bil på en af parkeringspladserne. Den fremmede mand lukkede venligt en af dørene op til bagsædet, og han satte sig ind.

– Welcome, sagde Gudmundsen og gav hånd.

Han udvekslede de sædvanlige høflige bemærkninger med chefen for den danske efterretningstjeneste. Gudmundsen tog noget frem af inderlommen i sin jakke og lagde den på hans lår.

– Værsågod …

– Mange tak. Og jeg skal overbringe den varmeste tak fra Ankara. Vi glemmer ikke vores danske venner.

Gudmundsen brummede et eller andet og smilede anstrengt. Kahraman tog etuiet med discen og lagde det i sin mappe. Endelig. Nu var det på tide at se fremad. Hér var den, kopien, som frøken Portlands søn så letsindigt havde lavet, og som PET og den danske frømand så blændende dygtigt havde skaffet dem tilbage ved aktionen på den lille ø ud for Esbjerg.

De ville nikke anerkendende i Ankara. Nu havde de begge kopier af den famøse optagelse, knægtens kopi og fotografens assistent, Ib Munks, kopi, og endelig originalbåndet, som de to agenter havde bragt i sikkerhed. Dermed eksisterede henrettelsen de facto ikke længere i MIT’s univers.

Det havde ikke engang været nok at destruere denne kopi på stedet. Ankara ville have den hjem og ved selvsyn konstatere, at nu var begge kopier i hus og mareridtet slut.

– Og beløbet, erstatningen? Gudmundsen lød træt.

– Det er klaret. Her er kvitteringen på overførslen. Den er også faxet til politiet i Esbjerg. Som aftalt.

Kahraman rakte sin danske kollega papiret. To millioner danske kroner til hr. Munk. Tort og svie, kunne man kalde det. Og en slags erkendelse af skyld i den gamle fru Munks død …

Gudmundsen øjede kvitteringen og nikkede.

De blev siddende på bagsædet endnu et kvarters tid og talte om hele forløbet, mens Kahraman huskede flere gange at udtrykke sin og Ankaras dybe taknemmelighed over det fortrinlige samarbejde.

Til slut gav de hinanden hånden igen. Han steg ud af bilen, og Gudmundsens chauffør fulgte ham tilbage til afgangshallen, hvor man ville sørge for, at han kom uden om de sædvanlige tjek og kunne sætte sig direkte ud i lufthavnsfingeren og vente på flyet hjem.

Enis Kahraman lænede sig mageligt tilbage i sædet. Han var en af de første ventende i dette lille afsnit af lufthavnen. Check inskranken var naturligvis ikke bemandet endnu. Det ville vare en rum tid endnu. Afgangen var først lige dukket op på displayet på skærmen ovre på væggen.

En rar tanke, dét at komme hjem, aflevere posten, lægge hele denne tidskrævende sag bag sig og komme videre. Måske havde den bragt ham nærmere en absolut toppost i Ankara? Nå, det var ikke tiden at bryde sit hoved med den slags spekulationer. For det første var han sikker på, at hans kone ville bryde grædende sammen ved udsigten til at skulle forlade sit elskede Istanbul. Og kunne han selv undvære sin by, byen, der slog bro mellem øst og vest? I virkeligheden næppe … For hvordan kunne man leve et liv inde i landet – uden noget hav, uden noget travlt stræde?

Sjovt at tænke de sidste etaper igennem. Når han havde overbragt posten, holdt sagen op med at eksistere for ham. Når vicedirektøren i Ankara gav den videre til selveste tjenestens chef, ophørte den med at eksistere for ham. Og når MIT’s overhoved rakte den videre og placerede den i en ukendt hånd, fandtes den heller ikke mere for ham. Virkeligheden blev slettet i led efter led, indtil den blev destrueret i sidste led og ophørte.

„Hvilken episode med henrettelse af hvilke kurdere i hvilket et stenbrud?“ Han kunne høre den implicitte, imaginære fornægtelse, udtalt af en fremmed stemme fuld af forundring.

Ikke for ingenting havde han været mange år i tjenesten, trods sin relativt unge alder. Han kendte spillet og kunne se og høre det, som var usynligt og usagt. På de dystre miner under de seneste møder i Ankara og på de ord, som aldrig antog anden form end en diskret hentydning, anede han, at MIT’s øverste ledelse i sagens sidste fase også var reduceret til marionetter, akkurat som han selv var en håndført dukke-kurer lige nu.

Dem, der trak i trådene, var placeret aller-allerøverst oppe. Og det ville i praksis sige i generalstaben. Højere op kunne ingen komme. Måske var det lederen af generalstaben selv? Først hér i sidste led i fødekæden ville sagen definitivt overgå i rækken af ikke-eksisterende sager.

For folk uden for hans egne rækker gav dette vrøvl sikkert ingen mening. Selv så han det hele krystalklart for sig.

Bare han snart var hjemme.