Men der sker ikke noget ...
Bakken ligger øde hen, og skoven omkring bakken, hvor plantagen lå indtil for få minutter siden, er stille og mørk. Himlen er blå med få, lette skyer, alt ånder fred og ro.
De går langsomt op på toppen af bakken, mens de lader deres blikke springe rundt i et håbløst forsøg på at se til alle sider på en gang.
Græsset er højt og vissent. Vinden er svag, for svag til at få græsset til at bølge, men den er kold.
Kristina mærker noget under sin fod og stopper brat op. Hun skubber græsset til side, så hun kan se, hvad det er. En rusten konservesdåse. Det er umuligt at se, hvad den har indeholdt, papiret er for længst væk.
“Der er affald i græsset,” siger hun. “Jeg har lige trådt på en gammel dåse.”
“Jeg har godt set det,” siger Egon. “Der er glasskår herovre.”
“Ved du, hvad det her minder mig om?”
“Nej.”
“En af de science fiction-film, der foregår 100 år efter menneskeheden er blevet udslettet, og naturen har overtaget verden igen.”
“Lige nu tror jeg på hvad som helst,” siger Jytte dæmpet. “Skal vi så holde øje med ulve og bjørne inde i skoven?”
Kristina smiler. “Jeg ved det ikke.”
“Måske muterede skabninger?”
“Jeg tror ikke,” siger Kristina ... men hvad tror hun ikke? “At dette er virkeligt ... Jeg kan ikke længere holde rede på, hvad der er den virkelige virkelighed her? Er det, når bygningerne er intakte, som før, eller når de er brændt ned, som sidst jeg var her, eller som nu?”
“Der er nogle murbrokker her,” siger Egon tørt. “Og nu sætter jeg mig ned på dem.” Han fisker cigaretpakken op ad lommen og tænder en. Hans sidste, han krøller pakken sammen og smider den fra sig i græsset. “Her er helt dødt. Ingen fugle, ingen lyde. Kan I lugte noget?”
“Nej, intet.”
“Tror du, at det betyder, at det her er en illusion?”
“Nej, jeg kunne lugte og smage, jeg kunne det hele, da jeg blev angrebet psykisk før. Jeg tror ikke, dette er det, vi normalt forstår ved vores virkelighed, men jeg er sikker på, at der kan være alle de rædsler, I kan forestille jer inde i mørket mellem skovens træer. Alt fra ulve til gigantiske snegle. Og jeg ved, at hvis man dør her, dør man også i vores virkelighed.” Han viser dem brændsåret på sin håndryg, hvor han brændte sig, da han var tilbage i Tivoli 1999. “Det bliver ikke som at vågne op af et mareridt.”
“Det er jo det!” Kristina peger på ham med en dirrende pegefinger. “Det er jo lige præcis det!”
“Øh ...” Egon blinker med øjnene. “Hvad er det, det er?”
Hun ryster på hovedet, gør fagter med hænderne, mens hun forsøger at samle tankerne. “Porten til Helvede. Den er her, men ikke ... hvordan skal jeg sige det? Virkelig? Den er virkelig nok, men den er ikke fysisk. Det er ikke en stor, sort port i massiv eg med stålnitter og hængelås. Det er ikke en port på den måde. Porten til Helvede er inden i os selv. Men på dette sted er adgangen lettere, eller porten er åben, når man er her, kan I forstå, hvad jeg siger?”
“Nej,” siger Egon og suger på cigaretten. “Jeg fatter ikke et ord.”
Jytte er tavs.
Kristina slår irriteret ud med hænderne. “Vi må gå ind i mareridtene for at komme til porten. Det gælder ikke om at undgå de psykiske angreb, hvis vi skal stoppe det her, hvis vi skal redde Sofus ... vi skal ind i mareridtene, vi skal stå ansigt til ansigt med det, vi frygter mest. Hvad andet kan Helvede være?”
“Det handler ikke om at redde Sofus for mig,” siger Egon stille. “Jeg er her for at redde verden.”
“Som Superman?” Jytte spytter i græsset. Hun tager plasticetuiet med hjemmerul op af lommen, men smider det fra sig, som om det var et råddent æg. “Jeg er vist holdt op med at ryge,” siger hun stille og ser med væmmelse hen på etuiet, der ligger i det høje græs nogle meter fra hende. “Det er også en beskidt vane.”
“Er I med? Vi må åbne os for dem, vi må gå med ind i vores indre mareridt, vores underbevidstheders dybeste kældre ...”
“Jeg skal ikke nogen steder,” siger Jytte dæmpet. “Nej, tak.”
Egon slukker cigaretten mod siden af den murbrok, han sidder på. “Jeg er ikke sikker på, jeg forstår din tanke, Kristina, men jeg er med. Jeg er ikke kommet her for at sidde på en græsmark og snakke.”
“Okay, godt,” siger Kristina og tager hans hånd. “Så lad os gøre det!”
“Jo,” smiler han. “Men hvordan?”
Kristina ser rundt på skoven omkring dem. “Måske ... skal man ... jeg ved ikke.”
Egon kommer langsomt på benene. Han skærer ansigt af smerte og tager sig til ryggen. “Jeg er ved at være gammel,” mumler han undskyldende. “Måske skal vi bede? Meditere?”
“Vil I bede til Satan nu?” Jytte går væk fra dem. “Jeg tror, det er en meget dårlig idé det der.”
“Vi beder til Gud,” siger han med blikket låst fast i Kristinas øjne. Han tager begge hendes hænder i sine. “Fadervor, du som er i himlen ...”
Kristina lukker øjnene og lytter til hans stemmes, hæse klang. Ordene forsvinder og rytmen tager over, hun føler sig lettere og er lige ved at tro, at det vil lykkes, da hun opdager, at Egons stemme er tavs. Hun åbner øjnene.
“Det virker vist ikke,” siger han.
“Måske skal man knæle?” Hun ser Sofus for sig, kan næsten mærke sekunderne løbe ud mellem fingrene på hende. Som vand eller sand. Måske er det allerede for sent?
“Vi knæler.” Egon trækker hende med ned på knæ foran murbrokkerne. “Klar?”
Hun nikker, og han beder Fadervor igen, men denne gang føler hun intet som helst. Ordene virker tomme, som udenadslære, som et barn, der har lært at tælle til 100, men ikke forstår tallenes betydning, en remse uden indhold. Da Egon tier, hører hun Jyttes latter lidt nede ad bakken.
“Man skal bringe et offer,” smiler Jytte. “Alle guder, alle dæmoner, hele bunken, de har altid villet have ofre. Har jeg ikke ret?”
Egon synker sammen i skuldrene. “Hun har ret. Alt det her har jo handlet om ofringer. Både i ‘99 og de sidste tre dage.”
Kristina ser op i den lyseblå himmel. “Jeg tror ikke, jeg kan ...”
“Hvad har vi at ofre?” Egon ser modløst på Jytte. “Vi skal vel også ofre til tallet elleve ... hvordan ...”
“Glem elleve.” Kristina skælver, da hun forstår, hvad de må gøre. “Det største offer er at give sig selv.”
“Hvad?” Egon stirrer på hende. “Det mener du ikke, det har du ikke tænkt dig!” Han tager tøvende fat i øksen, som han har dinglende i jakkelommen. “Det gør du ikke!”
Men Kristina er allerede begyndt at lede efter noget, hun kan bruge. Hun ved, at det er i sidste øjeblik, hvis hun skal redde sin søn, der er ingen tid at spilde. Hun løber ned ad bakken, mens hun slår det høje græs til side med hænder og fødder, flår i det, sparker, leder efter glasskår, hvad som helst hun kan bruge. Hun er mere end villig til at give sig selv for at redde Sofus.
“Kristina!” Egon er efter hende, men han er gammel og kommer ikke nær så hurtigt frem i græsset.
“Der må være en anden måde!” råber Jytte, der også er på vej hen til hende, da hun endelig finder et aflangt og meget spids stykke vinduesglas i græsset.
Der er ikke meget tid. Det er et spørgsmål om sekunder, før Egon eller Jytte er henne ved hende, og det må ikke ske. De må ikke stoppe hende. De må bare ikke stoppe hende, for redder de hendes liv, vil Helvede tage Sofus, og hendes søn, hendes Sofus, det barn, hun har passet og elsket, vil blive ofret og forvandle sig til Beelzebub.
Hun skriger, brøler som en rasende hunløve, da hun løfter glasskåret over venstre håndled og snitter dybt og hårdt. Hun ved, hun kun har tid til ét snit, før de når frem til hende, så det skal være nu, hvis det skal være.
Smerten er intens og øjeblikkelig. Meget værre end hun var forberedt på, og hun synker skrigende, jamrende om i græsset, netop som Egon når frem. Hun ser blodet sprøjte ud af såret i lange, rytmiske stråler og forstår, at hun har ramt plet – hun har ramt pulsåren.
Men det gør så ondt. Hun har aldrig oplevet smerter som det her. Det er værre end at føde. Meget værre.
Egon griber fat i hendes arm, hun ser blodet ramme ham, drive ned af hans ansigt, mens han presser fingrene hårdt ind i såret for at stoppe blødningen. Hun forsøger at gøre sig fri, slår, sparker, bider, men kræfterne er allerede ved at ebbe ud af hende. Går det virkelig så hurtigt? Hun havde altid forestillet sig, at det ville være en langsom død at skære sig i håndleddene, at døden ville komme langsomt, gradvist, men dette er selvfølgelig ikke et selvmord, det er en ofring, og naturlovene er sat ud af kraft for længst. Hun mærker Jytte gribe fat i hende bagfra i et forsøg på at holde hende i ro, så Egon kan stoppe blødningen ...
... og så lukker mørket sig om hende, og hun mærker, hvordan hun synker ned, en sær vægtløs fornemmelse, som det må føles at køre i elevator i en rumstation ...
... hun hører babygråd ...
... det lyder fremmed, ikke som hendes baby, men hun ved, at det er hendes, det er Sofus ...
... hun er alene i lejligheden, udmattet, smadret efter endnu en nat med babygråd, amning og bleskift, og nu græder han igen.
Hun mere slæber sig af sted end går ned til soveværelset. Næsten i en døs. Asger er lige gået på arbejde – hun aner ikke, at hun ikke vil se ham igen før elleve år senere i Gillsby, ikke på det tidspunkt, men sådan er det – og hun kan ikke huske, hvad han spiste til morgenmad, om de overhovedet talte sammen, hun er bare så træt.
Hun kommer ind i soveværelset, løfter ham op af Juno-sengen og siger trøstende lyde, for træt til overhovedet at forme ord.
Men han lugter forkert. Det har han gjort de sidste dage. Han lugter ikke som hendes baby. Hun knapper amme-bh’en op og lægger ham til.
Stilheden er som en bølge af velvære. Hun kan næsten ikke mere. Hun er nødt til at få sovet. Hun ser ned på ham. Han lugter forkert, han lyder forkert ... hun synes også, han ser lidt forkert ud ... hun synker en klump, måske er hun ved at få en fødselspsykose ... det hører man om ... for det er hendes barn, hvordan skulle det kunne være andet ...
Du vidste det!
Nej! råber hun. Jeg vidste det ikke. Hvordan skulle jeg kunne vide det? Jeg troede, det var mig, der var noget galt med!
Du vidste det – og du valgte at lade som ingenting. Dit barn var blevet byttet med et andet – og du vidste det, du sansede det, som enhver mor ville gøre.
NEJ! DET PASSER IKKE!
Gulvet åbner sig under hendes fødder, og hun synker længere ned i mørket. Det er ikke noget almindeligt mørke, forstår hun, dette mørke er levende, det pulserer, det bevæger sig, det omslutter hende.