Kristina er tilbage i plantagen den nat sidste år, hvor dæmonsneglene kom. Hun står i gangen i stueetagen og ser ud i bryggerset, hvor Sofus er faldet i søvn, liggende på knæ med hovedet hvilende på hundens skulder. Han snorker en lille smule, eller også er det Luzzi, hun kan høre. Hun går hen og sætter sig på hug ved siden af ham, mens hun bobler indvendig af kærlighed. Kun et barn kan sove en nat som i nat. Han må også være udmattet. Det er noget af en tur, han og hendes far har været ude på. Hun bør nok kontakte en psykolog, der kan hjælpe Sofus med at bearbejde sine oplevelser i dag. Han vil have brug for at snakke med nogen, tænker hun og lægger en hånd på hans ryg. Der er en god skolepsykolog på den skole, hvor hun selv underviser, måske kan hun kontakte hende?
“Sofus?” siger hun stille. Luzzi vågner og sætter sig hurtigt op, så Sofus bliver skubbet af hunden.
“Hvad er der?” mumler han og gnider øjnene.
“Du ligger og sover, min skat.” Hun aer ham i nakken. “Kom, du skal op i seng. Mona og jeg har tjekket hele huset. Alle vinduer og døre er lukkede og låst. Vi er i sikkerhed her. Kom, min skat, du skal op i seng.”
“Kan jeg ikke bare ligge her?”
“Nej. Kom nu.” Hun rejser sig op, og Sofus følger nølende med.
“Jeg har ikke fået børstet tænder,” mumler han bag hende, da de går gennem gangen.
“Det er lige meget, Sofusser.” Hun vender sig om og krammer ham. “Jeg elsker dig så meget, ved du godt det?”
“Hm,” siger han og finder sig i de kys, hun sætter i hans hår. “Jeg er så træt, mor.”
“Kom, sengen ovenpå er stadig redt.”
Hun fører ham op til deres kammer og putter ham i den nederste køje med tøjhunden i favnen og dynen godt oppe om ørene. Det er sidste gang, hun har hørt ham kalde hende for ‘mor’, det er faktisk sidste gang, hun har talt med ham, ikke til ham, for det har hun gjort mange gange på hospitalet, men talt med ham.
Hendes Sofus.
Hun ved, hvad der siden skete den nat. David, der skulle være kørt til Hillerød Hospital med den hårdt sårede forsker er allerede på vej tilbage til plantagen. David nåede aldrig ned til enden af Plantagevej, han kørte galt på halvvejen, og snart vil han blive ædt levende af sneglene så nær plantagen, at han kan se lyset fra vinduerne. Og derfra bliver det kun værre.
Hun har bebrejdet sig selv lige siden, at hun lagde Sofus i seng oppe på første sal, mens hun selv, Mona og hendes far, ja, selv hunden, blev nedenunder. Hun troede selvfølgelig, at de var i sikkerhed indendørs. Alle døre og vinduer var lukkede, det havde hun selv tjekket. De skulle bare holde ud, til David kom tilbage med bilen, og så ville de forlade plantagen for altid. Hun ved også godt, at der ikke var mere sikkert i stueetagen, når det kom til stykket, både Luzzi, hendes far og Mona blev taget af sneglene, kun hun og Sofus overlevede natten, men alligevel kan hun ikke lade være med at bebrejde sig selv, at hun lod ham alene. En mor holder sig nær sit barn i nødens stund. Man lader ikke sit barn alene, når helvedes dæmoner er ved at storme huset.
Ikke, hvis man som mor vil have det godt med sig selv bagefter, når ens søn har været katatonisk i månedsvis, og man selv lider af invaliderende angstanfald.
Hun forstår godt, at det præcis er derfor, de har ført hende tilbage til lige præcis dette øjeblik i hendes liv. Det er ikke for at bevise, at hun vidste eller ikke vidste, om Sofus var hendes barn eller ej, det er slet ikke det, det handler om.
De næres bare af hendes smerter, af hendes selvbebrejdelser, hendes lidelser. Det forstår hun nu. Og fanden tage hende, om hun vil give dem den fornøjelse, fanden tage hende, om hun vil lade dem se hende bebrejde sig selv noget som helst.
Fanden tage hende!
Mørket river fat i hende, og hun tumler nedad i en skakt lavet af dybsorte slangekroppe, alt er sort, mørket er totalt, men hun mærker dem, mærker dem bugte sig, mens hun suser ned og ned og ned.