“Hvordan,” råber Kristina. Det er ikke hendes mening at råbe, det er ikke hendes mening at græde, men hun kan ikke styre det. “Hvordan kan min dreng bare forsvinde for næsen af jer?”
“Jeg må bede dig dæmpe stemmen,” siger overlægen og ser på hende med store hundeøjne. Hun har lyst til at smække ham en.
“Du ...” hvæser hun, men tager sig i det. Hele vejen i taxaen herud har hun messet til sig selv, at hun skal være rolig, at hun ikke må hidse sig op. “Undskyld.” Hun sætter sig ned.
“Vi ved, det er et chok for dig.” Overlægen lægger en hånd på hendes underarm. “Jeg får Didde her til at finde noget beroligende til dig. Det er ikke noget voldsomt. Bare lige til at tage det værste.” Han ser op på natsygeplejersken, siger: “15 mg Oxazepam.” Kristina ser på overlægens knæ. Han har slidte fløjlsbukser på. Hun nikker. Hun vil tage deres piller, bare de ikke spærrer hende inde. Hun flytter blikket til vinduerne. Det er nat, det er mørkt udenfor, og hele rummet er spejlet i ruderne i en forvrænget udgave, hvor skyggerne er kulsorte og sært levende. Men hun føler ingen angst.
Sygeplejersken går ud af stuen. Overlægen virker træt. “Vi har kontaktet politiet. Sofus er rundkastet til alle vogne, som de siger.” Han smiler professionelt. “I langt de fleste tilfælde, hvor en patient har været rundkastet, kommer de med patienten i løbet af den følgende dag. Sofus har ikke bevæget sig i over et år. Vi har selvfølgelig gjort, hvad vi kunne for at holde hans muskelmasse ved lige, men det er ikke en somatisk afdeling. Vi har koncentreret os om forsøg på at få ham ud af den katatoniske tilstand, om at hjælpe den indre Sofus. Kroppen kan man altid genoptræne. Det vil undre mig meget, hvis han har været i stand til at nå langt omkring. Det er endda sandsynligt, at han stadig befinder sig på hospitalets område. Det er mørkt, han kender ikke stedet – fra andet end de ture vi har kørt med ham i kørestolen for at stimulere hans sanser. Han kender slet ikke byen omkring hospitalet. Han har ingen penge. Han er lige i nærheden.”
Kristina tænker på kvarteret omkring Bispebjerg Hospital. Ikke lige det bedste kvarter i byen. Hun er ikke glad for tanken om, at hendes dreng er ude i den del af byen på egen hånd midt om natten. Og slet ikke i hans tilstand. “Hvorfor er han så ikke fundet endnu?”
“Det er et stort hospital. Vi har haft nogle portører ude at lede efter ham, men ...”
Natsygeplejersken kommer tilbage med et glas vand og en lille, hvid pille i et medicinbæger. “Tag den her.”
“Jeg er helst fri.”
Overlægen og sygeplejersken udveksler blikke. “I orden.” Overlægen tager medicinbægeret og stiller det på bordet. “Du virker roligere nu.”
“Har du noget familie eller venner, du kan tage hjem til?” spørger sygeplejersken.
Kristina ryster på hovedet.
“Slet ingen? Det vil være bedst, hvis du har nogen at være sammen med, indtil vi har fundet Sofus igen.”
“I har stadig ikke svaret på, hvordan han kunne forsvinde?”
“Han er vel gået.”
“Gået?”
“Det er den gode nyhed,” smiler overlægen. “Han må være kommet ud af sin katatoniske tilstand.”