Nogenlunde samtidig ankommer en ambulance fra Gillsby til Hillerød Sygehus. Den bakker ind foran skadestuens automatiske døre, og ud hopper en Falck-redder, åbner bagklappen og trækker båren ud. Patienten på båren hoster blod i en papirspose.
Britt ser på inde fra skadestuen. Hun har siddet her i snart en time, og dette er den fjerde ambulance, der er ankommet i løbet af den tid. Hun ser på uret. Føler sig træt og tom.
Der er kaos på skadestuen. Hun har ikke fået nogen information om sin fars tilstand, og hun aner ikke, hvad de gør ved ham eller, hvad han fejler. Der råbes omkring hende. Sygeplejerskerne er stressede. De styrter rundt.
Hun har ikke spurgt efter nyt om sin far. Hun står bare her ved vinduet og venter. Træt, men afklaret. Hun tror ikke, at han overlever. Nej, det er stærkere end det: Hun føler sig overbevist om, at han ikke overlever. Hendes far vil dø i nat. Hun ved intet om sygdomme, hun har ikke noget at have det i, men dybt inde er hun afklaret og rolig: Han dør i nat. Hun ved det bare.
Og det er i orden. Det er sådan, det er. Hun vil savne ham, men hun har savnet ham hele livet. Måske vil hun føle sorg, når de senere på natten kalder hende ind og fortæller hende, at han desværre ikke klarede den, at de gjorde, hvad de kunne, men han var for svag, måske vil hun føle sorg der. Måske. Men lige nu er den stærkeste følelse lettelse og ro.
Og træthed.
Hun sætter sig ned, fisker et dameblade op og giver sig til at bladre i det. Men hun er for træt til at læse. Øjnene begynder at glide i af sig selv. Hun smider bladet fra sig og læner sig tilbage i stolen. Det er svært at finde en behagelig stilling.
Hun lukker øjnene.
Udenfor er en ny ambulance på vej ind. Også den kommer fra Gillsby.