Kort efter sidder Kristina i en bus på vej gennem København. Hun føler sig roligere og stærkere, end hun har gjort i måneder. Bussen er tom på nær et ældre ægtepar nede midt i bussen. Kristina sidder på bagerste række og ser på byen, der glider forbi.
Ingen angst, ingen myldrende tanker. Hun er fokuseret, rank i ryggen, fast i blikket. Måske lidt bleg i kinderne og sort under øjnene, men hun har heller ikke sovet meget i nat. Heller ikke i nat. Hun roder lidt rundt i sin håndtaske, finder lommespejlet og tjekker sit ansigt. Lægger for første gang siden oplevelserne på plantagen sidste år mascara, eyeliner og lidt pudder. Hun må nøjes med læbepomade på læberne – der er ikke andet i håndtasken, men sandheden er, at hun skal være glad for, at der overhovedet var noget. Reddet af håndtaskens rod.
Hun er Kristina igen, da hun endelig lægger tingene tilbage i håndtasken. Kristina fra før. Den virkelige Kristina, og nu skal hun til Gillsby og hente sin søn.
Hun behøver ikke at lukke øjnene for at se Sofus for sig, som han stod der i baggrunden i TV2 News. Stod. Han har ikke stået ved egen kraft, siden hun rev ham væk fra den gigantiske snegl, som han ville have givet sig selv til. For at redde hende. Men nu vil hun redde ham.
Mor er tilbage. Hun former ordene med læberne. Og smiler ganske svagt. Mor er tilbage. Sofus står, Sofus går, mor er tilbage.
Det føles næsten, som om hun er blevet sat fri, som om angsten er en magt med egen vilje, der har holdt hende fanget og nu pludselig har sluppet sit tag i hende. Det er ikke hende, der har ændret sig, der er ikke noget, der endelig er faldet på plads i hendes indre, angsten har simpelthen sluppet hende fri.
Mor er tilbage.
Mobilen giver sig til at ringe, og for første gang i måneder tager hun den uden at lade den gå i telefonsvareren før.
“Kristina.”
“Det er Asger. Jeg har prøvet at få fat på dig.”
Hun afbryder telefonen og smider den fra sig på sædet, som om hun brændte sig på den. Hvorfor havde hun ikke set, hvem der ringede, før hun tog den?
Den begynder at ringe igen. Hun er to ring om at samle den op og slukke den helt. Hun sidder lidt med den i hånden, mens det går op for hende, at det ikke betyder noget. Asgers stemme har ikke udløst et nyt angstanfald. Hun er stadig sit gamle jeg. Stadig rolig.
Hun kommer telefonen ned i håndtasken og ser ud af vinduet.
Mor er tilbage, mimer hun, inden det går op for hende, at hun er kørt for langt. Det er to stoppesteder siden, hun skulle have været af. Hun springer op, trykker stop og styrter ud af bussen ved næste stoppested.